Game Review: Bayonetta

Bayonetta cover Udgivet af Sega og lavet af Platinum Games
1 player Action/Buttonmasher

Der findes flere forskellige niveauer af sindssyge, lige fra den milde sindssyge der er cola med vaniljesmag til de slemme eksempler som at der bliver produceret en filmatisering af “Sænke Slagskib”.

Asien har altid været storeksportør af diverse sindssyge elementer, om det så er gadgets, film, musik eller spil, er der rigeligt at vælge i mellem.
Spilskaberen Hideki Kamiya er dog i en liga for sig selv (¤ måske delt med manden bag Metal Gear-serien, Hideo Kojima, ingen andre er helt på samme plan).
Kamiya har siden 1996 stået bag en række lettere specielle og ganske sindssyge spil, et bagkatalog der indeholder titler som Resident Evil, Okami, Viewtiful Joe og sidst men ikke mindst Devil May Cry-serien.

devil may cry cover viewtiful-joe-boxart

Efter at have spillet Bayonetta virker det dog forbløffende nok som at tiden hos Capcom (med Devil May Cry og Viewtiful Joe) var en dæmpet og nedtonet Kamiya og at han nu hos Platinum Games og Sega har fået frie tøjler til at gøre hvad han vil.
Og det siger ikke så lidt.

Hele vejen igennem er Bayonetta overdrevent flamboyant og næsten smagløst sexfikseret men hvad værre er, det er også voldsomt inkonsistent.
Historien er ligegyldig og giver næsten på intet tidspunkt mening.
Designmæssigt er det også en blandet landhandel, for hver gang man støder på en flot og opfindsom fjende, er den næste malplaceret, grim og/eller elendigt designet.
Bayonetta er grundlæggende en cool karakter lige indtil hun åbner munden da dialogen ligeledes er et af spillets store minusser og bliver aldrig til ret meget mere end sort snak.

bayonetta-cover-image-01 Karaktererne er dog ikke det eneste der er dårligt designet, spillets mellemsekvenser er skiftevis tamme tegneseriestriper og pre-rendered cutscenes der af og til er fede (dog aldrig på samme plan som Devil May Cry 4) men til tider også decideret pinlige.
Der er også en lille håndfuld direkte fejlkalkulerede køresekvenser med ineffektiv styring og så spillet også med på den lange liste af spil med latterlige slutbosser.

Det lyder alt sammen voldsomt negativt, hvorfor er det så at jeg klassificere Bayonetta som et godt spil og tildeler det en fornem karakter?
Det er ganske enkelt fordi i computerspillenes verden er gameplay ikke bare konge men også den altoverskyggende diktator.
Sjældent har gameplayet i et spil været så poleret, dynamisk og nuanceret som det er i Bayonetta.
Bayonettas fantastiske combo- og kampsystem er simpelt at gå til men der er samtidig dybde nok til at holde det varieret og at det ikke er noget man mestre fuldt ud lige med det samme.
Den flotte og farvestrålende grafik kører super flydende og der er næsten ingen slowdown eller framerate-tab lige meget hvor meget der sker på skærmen.

bayonetta-06 Den ca. 10 timer lange singleplayerdel er rig på udfordringer og der er et hav af ting og sager at unlocke, hvilket giver god grund til at spille det igennem flere gange.
Udfordringerne er ofte svære men aldrig uoverskuelige og det virker enormt tilfredsstillende når man klarer sig igennem en bane med kun en brøkdel af ens energi tilbage.

Hvis man er til denne type actionspil er Bayonetta svært at komme udenom men samtidig kan man godt trække et point fra karakteren hvis man har en lav tolerance for sindssyg, hysterisk og vulgær anime.

Spil også: Devil May Cry 4
8/10 (8) (værdi: 399,-)

Categories: Games