Film Review: The Vicious Kind

Vicious Kind PosterInstrueret af Lee Toland Krieger

Skrevet af Lee Toland Krieger

Med Adam Scott, Brittany Snow, Alex Frost, J. K. Simmons, Kate Krieger, Bill Buell og Vittorio Brahm

2009 US 92 min. Drama / Komedie

Humor er en finurlig ting. Det er yderst subjektivt, men der findes god og dårlig humor. Det er forskelligt fra person til person, hovedsagligt fordi at meget af det man finder sjovt har rødder i hvad man har oplevet igennem livet, men det er også et spørgsmål om (og det her bliver jeg muligvis en anelse upopulær for at sige) intelligens. Det er ikke fordi jeg påstår at der er noget rigtigt eller forkert svar og bestemt ikke at jeg besidder dette svar, men der er folk der græder af grin til film som Date Movie og samtidig ikke kan forstå hvorfor en film som In the Loop er hysterisk morsom. Det betyder noget og mere siger jeg ikke. Personligt holder jeg meget af humor med et lidt modbydeligt bid og en sarkastisk kant. Hvilket nok kommer af en dybtliggende lyst til at svine mine medmennesker til. Det eneste der ligger i vejen for at leve livet med disse spydigheder på tungen, er en blanding af sund fornuft og en generel mangel på cojones. (¤ Lige hurtigt inden der kommer en eller anden pseudo-psykolog løbende og forsøger at fortolke alt muligt, så lad mig udføre deres job for dem. Ja, det er en forsvars-mekanisme. Ja, det dækker over nogle slemme ting i min barndom og desuden, fuck psykologer!) Men denne slags humor, ligesom alt anden humor, kræver at der ligger noget bag.Vicious Kind

Det er nok derfor, The Vicious Kind, ramte mig så hårdt som den gjorde. Filmens historie, om en søvnløs og bitter mand der gemmer fortidens smerte bag en hård og svinsk facade, der ikke har talt med hans far i mange år og pludselig føler sig tiltrukket af hans broders kæreste, er ikke noget specielt eller originalt. Det er de velskrevne og sublimt spillede karakterer, der gør filmen til et af de mest gribende og hjerteskærende dramaer, jeg har set i flere år. At den samtidig er fyldt til randen med en bidende og forpint humor, er bare prikken over i’et.

Adam Scott, som de fleste nok kender som den absolut bedste ting i Will Ferrell/John C. Reilly komedien Step Brothers eller den fremragende men nu desværre cancelled Starz tv-serie Party Down, er intet mindre end en åbenbaring i The Vicious Kind. Han spiller ganske enkelt eminent og filmens styrke kommer af hans medrivende portræt af en meget ynkelig mand. Han er bakket op af ligeledes kraftfulde og følelsesladede præstationer fra den evigt pålidelige J.K. Simmons (Spiderman, Up in the Air) som hans far, Brittany Snow (Prom Night, The Pacifier og som jeg ikke vidste, kunne spille skuespil) som kæresten og Alex Frost (Elephant, Stop-Loss og som jeg, efter lang tids research, må erkende ikke er John Cusacks søn, selvom han ligner en direkte klon)som hans bror.

The Vicious Kind er et gribende indie-drama, af den bedste slags, med bidende humor, ægte følelser og en stjernepræstation fra Adam Scott. Den kommer kun med de varmeste anbefalinger herfra.

Se også: Dan in Real Life
9/10 (7)

Categories: Movies