Denne jomfru-udgave af GaGa The Movies’ nye artikelserie om computerspil, er en smule længere end de normalt vil være, da der som opstart er en del at følge op på. Her i den første episode vil man møde alt fra gravjægere, cell-shaded agenter og racistiske italienere til nøgne psykopater, drenge i sort-hvid og en lækker omgang pigskin. Så lad os komme i gang…

Jeg sætter den gode fod forrest og starter med et af de bedste spil i år til dato. Det første spil i Microsofts netop afsluttede Summer of Arcade, Limbo, sætter nye standarter indenfor hvordan en effektiv spilhistorie fortælles. Eller rettere, hvordan den opleves, da spillet faktisk ikke fortæller spilleren noget. Man vågner bare op i en mørk skov og så er der ikke andet at gøre end at bevæge sig mod lyset. Det danske studie, Play Dead Games, har skabt en utrolig stemningsfyldt sort-hvid platformer med nogle meget udspekulerede puzzles. Sværhedsgraden er perfekt, da det tvinger spilleren til at tænke sig om men det bliver aldrig frustrerende, fordi alle gåderne er logiske og venter bare på at blive løst. Så savner man noget originalt og kreativt, så giv Limbo en chance og vær forberedt på en smuk oplevelse.

Hvor der er noget af det søde, må der også være noget af det sure, i det mindste bare for balancens skyld. Dette kunne med nemhed beskrive efterfølgeren til Microsofts overraskende hit fra 2007, Crackdown. Det spil kom ud på et tidspunkt, hvor der ikke var ret mange af dets type på markedet, så man så lidt igennem fingre med de mange fejl og bare havde det sjovt. Siden da er der dog sket rigtig meget indenfor open-world gameplay med fantastiske titler som GTA IV, Saints Row 2, Assassin’s Creed 2, inFamous, Red Faction: Guerrilla og senest Red Dead Redemption. Disse titler udvidede og forbedrede, hver især, hvad der gør et open-world spil godt. Det er derfor, at det absolut ikke er acceptabelt hvad Ruffian Games har gjort med Crackdown 2, eller ikke har gjort. I de tre år, siden det første spil, er der tilføjet ingenting og hvad værre er, der ikke engang er rettet én eneste af de mange fejl der var i etteren. Styringen er stadig elendig, sigte-funktionen er igen decideret broken, historien er ikke eksisterende og spillet er dræbende ensformigt, da der reelt kun er 9 (ens) missioner. Man kan, hvis man vil, ignorere alle problemerne og stadig have det sjovt med bare at hoppe rundt, men hvorfor skulle man det når der er så mange bedre spil derude.

Det spil kunne eksempelvis være 2K Czechs længe ventede efterfølger til Mafia. Det er et spil der har fået meget blandede anmeldelser rundt omkring i verden. Det mener jeg dog, uden at sige det er verdens bedste spil fordi det er det overhovedet ikke, er fordi at mange har misforstået noget. Hvis går ind til Mafia II og forventer at man får mafioso Grand Theft Auto, så bliver man slemt skuffet, da dette ikke rigtig er et open-world spil. Det er derimod et lineært historie-drevet spil med lidt ekstra frihed. Forestil dig at, den linje du følger igennem spillet bare er en smule bredere, du er stadig guided men du nogle valgmuligheder til hvordan det skal gøres. Historien er spillets store styrke, den er velfortalt med gode karakterer og som taget ud af en af de mange gode mafia-film som Godfather, Goodfellas eller Carlito’s Way. Det er selvfølgelig ikke bare en interaktiv historie, der er også en masse køren rundt og skyde bad guys in the face. Begge disse ting fungerer ganske udmærket og gør Mafia II til en underholdende oplevelse.

Der var en tid, hvor man stolt kunne se på IO Interactive og sige det er sku’ da meget cool at de der gutter er fra Danmark. De lavede fremragende og anderledes spil som Hitman-serien og Freedom Fighters, men så gik der noget galt. Først var det Kane & Lynch, som på papiret så rigtig lovende ud, men i praksis var et ubegribeligt fejltynget og frustrerende makværk af et spil. Derefter gik de af uforklarlige grunde videre til et Disney-agtigt børnespil med Mini Ninjas og selvom det ikke var dårligt, så var det komplet ligegyldigt. Nu får vi så Kane & Lynch 2: Dog Days og forventningerne var fra start ikke særligt høje. Spillet tog mig 4 timer og 23 minutter at gennemføre og jeg hadede hvert eneste sekund. Spillet er grund-læggende en middelmådig 3rd person shooter pakket ind i en tåbelig og smagløs historie. Det eneste jeg gider skrive om det er, at på et tidspunkt i spillet løber man nøgen rundt i Shanghais gader, kun dækket af utallige blødende sår. Det eneste interessante ved spillet er, den pixellerede youtube-agtige æstetik, men selv det giver ingen mening i spillet.

Et redesign der til gengæld virker, er hvad Crystal Dynamics har gjort med Tomb Raider-franchisen i det nyudkommende downloadable spil, Lara Croft and the Guardian of Light. Kameraet er ændret til en isometrisk vinkel ala Diablo, men det er stadig den samme blanding action, platforming og puzzles man kender og elsker fra Tomb Raider. Denne gang er der tilføjet co-op, hvilket totalt ændrer hvordan man tænker over de mange gåder og giver en helt ny måde at klatre rundt i verden på. Det er bestemt noget de burde tage med videre til det næste spil i serien. Crystal Dynamics har med held ændret banerne og gåderne, så man også kan spille dem i single-player plus der er mange challenges og unlocks som giver en god replay-value. Et overraskende vellykket forsøg.

Sidst men ikke mindst, så starter NFL-sæsonen snart og derfor er der selvfølgelig også blevet spillet en del af dette års Madden. EA Tiberon motto for årets spil var: “Simpler. Quicker. Deeper.” Hvilket mest giver sig til kende som endnu en del af deres uendelige jagt på nye kunder, da den mest markante ændring er, at man kan sætte computeren til at vælge spil for en og i stedet koncentrere sig om hvad der foregår på banen. Som spiller af Madden i mange år, slår man lynhurtigt denne feature fra og spiller som man plejer, men hvad er der så tilbage i Madden 11? Det er det flotteste og mest flydende football-spil til dato og det er ganske enkelt en fryd at spille kampene. Hvilket må være det vigtigste, det er ikke et perfekt spil men jeg ser absolut frem til den kommende sæson. Go Ravens!

Denne første udgave af Let Play a Game endte med at blive mere end 1000 ord, hvilket bestemt ikke var meningen, men i fremtiden vil de også fokusere på 2-3 spil af gangen.