MMX: Biggest Surprise

Film Review I Love You Phillip Morris
Runners up: The A-Team, OSS 117, The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans og Carriers

Heldigvis bød 2010 ikke kun på skuffelser, der var skal også et par store positive overraskelser. Film som kom ud af den blå luft, som man ikke havde de store forventninger til eller som man havde helt afskrevet på forhånd. Det er rart at man stadig får nogle af den slags en gang i mellem, flere af dem, tak,

I en blockbuster-sæson som lå lidt på den tamme side, var det en stor overraskelse for mig at Hollywood slap så heldigt fra deres filmatisering af tv-serien The A-Team som de gjorde. En stor del af æren for den succes, ligger hos den nærmest perfekte casting af holdet. Bradley Cooper, Liam Neeson, Sharlto Copley og selv MMA-fighteren Quintin “Rampage” Jackson er de vigtigste brikker i hvad der blev en rigtig underholdende actionfilm. Den franske agent-parodi, OSS 117: Cairo, Nest of Spies, var aldrig på min radar og jeg var derfor helt og aldeles uforberedt på det komiske geni der er Jean Dujardin. Man skal tilbage til den originale Austin Powers for at få en film af denne kaliber, men OSS 117 er meget bedre og det er en af de sjoveste film jeg har set længe. Mit forhold til Nicolas Cage svinger fra had til kærlighed med jævne mellemrum. Han skifter konstant mellem at give himmelråbende elendige og fuldstændig fremragende præstationer. Sidste år var mest fra den sidstnævnte kategori og i Werner Herzogs The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans får man manisk Cage når det er allerbedst. Carriers, en forholdsvis ukendt lille virus-infection film med Chris Pine, Lou Taylor Pucci og Piper Perabo i hovedrollerne, var ikke noget at jeg havde de store forventninger til. Men det endte med at være en velfungerende, velspillet og intens lille horrorfilm.

I Love You, Phillip Morris havde en hård tur på vejen ud til publikum. En homoseksuel kærlighedshistorie, baseret på virkelige begivenheder, med Jim Carrey og Ewan McGregor i hovedrollerne som parret i midten af det hele, er ikke noget der er nemt at sælge til den almene biografgænger og filmen fik også først premiere i USA for et par måneder siden. Filmen er dog en rigtig modig, varm og velspillet kærlighedskomedie. Det er samtidig også det sjoveste Jim Carrey har været i meget lang tid. Det er film der fortjener at blive set.

Categories: Movies