Film Review: Battle: Los Angeles

Battle LAInstrueret af Jonathan Liebesman

Skrevet af Christopher Bertolini

Med Aaron Eckhart, Michelle Rodriguez, Cory Hardrict, Ne-Yo, Bridget Moynahan, Adetokumboh M’Cormack, Michael Peña og Ramon Rodriguez

2011 US 106 min. Sci-Fi / Action

Som en science fiction-hungrende filmentusiast, har de sidste par år været ganske gavmilde. Det er blevet populært at lave sci-fi igen og ikke nok med det, så har kvaliteten været overraskende høj. Alene indenfor de sidste to år har vi fået intelligente og vellavede film som blandt andet Star Trek, Monsters, Moon, The Girl who Leapt Through Time, Timecrimes, Cold Souls og ikke mindst District 9 og Inception som var blandt årets bedste i henholdsvis 2009 og 2010. Fremtiden ser også ret lys ud med Super 8, Cowboys & Aliens og Hunger Games i horisonten. Det har dog ikke været en lutter dans på roser, fordi selvom vi har fået gode film, så har vi også fået elendige film som Transformers: Revenge of the Fallen, Repo Men, Surrogates, Gamer og Skyline. Jeg kan berolige med at Battle: Los Angeles, på ingen måde er lige så slem som de sidstnævnte, men den placerer sig dog solidt i den intetsigende middelmådige del af skalaen.battle_los_angeles 2 Battle: Los Angeles er sci-fi junk food med Michael Bay smag. Det er blottet for nærende indhold af nogen art, det er helt igennem smagsløst og så er det lige så dumt som pap. Det er larmende macho militær-affald, så man forventer selvfølgelig ikke intelligent dialog, historie eller karakterer, men det er set tonsvis af gange før og det virker dummere end normalt.

Aaron Eckhart spiller Sgt. Michael Nantz, som er blot dage fra pension da rumvæsnerne invaderer. Helt ærligt, det er tæt på den ældste kliché i bogen. Han har desuden en meget kontroversiel mission bag sig, som gør at han skal bevise sig overfor den unge og brogede deling han træder ind i. Den omtalte deling, virker mere som en tjekliste for krigsfilm-klichéer end som levende karakterer. Denne simple idioti stopper ikke ved persongalleriet, den borer sig dybt ned i filmens grundlignende struktur, hvor den forvolder langt større problemer.
BATTLE: LA
For at undgå at beskrive, hele den nærmest uendelige lange liste af fortællingsmæssige problemer som filmen har, så nøjes jeg bare med at nævne en af de værste. Det amerikanske militærs grundlæggende strategi er at man med fordel kan fokusere al energi på de invaderende rumvæsners tropper på jorden, fordi at de ikke har nogen flyvende styrker. Den strategi er så himmelråbende åndssvag, at filmen aldrig kan rejse sig fra det igen. Rumvæsnerne har ikke blot et hav af kraftfulde flyvemaskiner, men de kommer jo per definition også fra rummet. Lad os lige tage den igen, invasionsstyrken har intet flyvevåben men de er fløjet hertil fra det ydre rum. Nu må I kraftedeme tage jer sammen, manuskript-forfattere fra Hollywood.

Men hvis man kan leve med det, så kan man sikkert også leve med den kvalme som jeg fik hver anden gang en karakter åbner munden. Eckhart kalder blandt andet en lille dreng, som lige har mistet hans forældre, den modigste soldat han nogensinde har mødt. Man sidder tilbage med det simple ønske, at den larmende lydside i det mindste kunne overdøve dialogen.
battle-los-angeles 2
Battle: Los Angeles er alt i alt, en stor dum science fiction film, som heldigvis er en del bedre end sidste års Skyline, men den er stadig langt fra god. Hvis man vil slå hjernen fra og lade sig invadere af stupiditet, øredøvende lyd og middelmådige computereffekter, så er Battle: Los Angeles et ok valg. Jeg kan dog ikke anbefale det.

Se i stedet: District 94 Stars

Categories: Movies