MMXi: Worst Movie

Hoodwinked Too Hood vs Evil
Runners-Up: Sucker Punch, Shark Night, Jensen & Jensen og Yogi Bear

Der var kamp om de fem nomineringer til årets dårligste film, hvilket aldrig er et godt tegn. Film som Zookeeper, Olsen Banden på de bonede gulve, Little Fockers, Almighty Thor, Hall Pass og The Ward var alle “værdige” kandidater, men de fem valgte var dem som truede min lyst til at se film mest. Sucker Punch var lige som at være tvunget til at høre en lang og kedelig historie, fortalt af en lille dreng som spiller for mange computerspil og lige har opdaget soft core porno på nettet, kun tilsat en knivspids mandschauvinisme og en manglende forståelse for filmisk fortælleteknik. Shark Night er det man får, hvis man fjerner de store mængder blod, de nøgne kvinder og den platte humor fra Piranha 3D og så tager skuespillerne fra den lokale skoles amatørteater. Hvem fanden vil se det?

Yogi Bear, ja hvor meget kan man sige om den, det er Dan Aykroyd og Justin Timberlake som computergenererede bjørne, mens Anna Faris siger dyrelyde.  Hvis det lyder tiltalende, må man da hellere end gerne beholde filmen, så længe man lover at gå i vinterhi i helvede, så jeg aldrig behøver at høre om den igen.

Det er andet år i træk, at en animeret film bliver udnævnt til årets dårligste film. I år er der endda en ekstra nomineret, nemlig den danske computeranimation Jensen & Jensen. Filmen viser præcis hvor slemt det står til for dansk animation og dansk humor generelt. Det er så ubehageligt, at jeg har valgt at skrive en hel artikel om emnet. Den omhandler de to ovennævnte film, Jensen & Jensen og Olsen Banden, samt Orla Frøsnapper og den kommer på siden senere på måneden, hvilket gør at jeg kan inkludere en mulig fremtidig nominering i denne kategori, nemlig Ronal Barbaren.

Så står vi tilbage med Hoodwinked Too: Hood vs. Evil, en efterfølger absolut ingen ønskede. Dette er de computeranimerede films svar på Duke Nukem Forever. Den er lavet med forældet teknologi, besidder omkring den samme intelligens som det man støder hvis man dykker lidt for dybt i en tequila-flaske, er afsindig grim at se på og bruger 5-10 år gamle jokes, som ikke engang var sjove dengang. Men til gengæld, larmer den for meget til at man kan ignorere den, så hu-fucking-rra for det.

Categories: Movies