MMXi: Best Science Fiction / Fantasy

Super 8 best scifi fantasy
Runners-Up: Source Code, The Adjustment Bureau, Attack the Block og Harry Potter and the Deathly Hallows

Hvor flere af de andre genre skuffede i det forgangne år, så forsatte strømmen af gode science fiction film i 2011. Denne bølge af kvalitets sci-fi, startede for en 3-4 år siden og jeg har været en lykkelig filmnørd lige siden. Denne gang sniger der sig endda en fantasy film ind blandt de nominerede.

Vi fik endelig afslutningen på sagaen om Harry, Hermione, Ron Weasley og alle de andre på Hogwarts med Harry Potter and the Deathly Hallows, som i dette tilfælde tælles som én film. Det var en flot film og en god afslutning, men på en eller anden måde er jeg mest af alt, glad for at det er overstået. The Adjustment Bureau blev solgt som Inception for romantikere og selv om det lyder lidt dumt og filmen på ingen måde er lige så god som Christopher Nolans mesterværk, så var det ikke meget galt. Historien om at skæbnen blev nøje kontrolleret og styret af en ukendt organisation var spændende og godt udført. Desuden var spillet mellem Matt Damon og Emily Blunt langt bedre end forventet.

Duncan Jones’ opfølger til den fremragende Moon fra 2009, Source Code, var ikke helt på samme følelsesmæssige og intellektuelle niveau, men det var stadig en af årets absolut bedste mainstream science fiction film. De gentagende 8 minutters tidrejser var spændende sat op og filmen blev ankeret af gode præstationer fra alle de involverede. Jeg har talt meget om Joe Wrights Attack the Block og nøjagtigt hvor meget at jeg elsker den film, men den blev med nød og næppe slået på målstregen af vinderen af denne kategori.

Den film som formåede den svære bedrift, var J. J. Abrams kærlighedsbrev til de gode gamle sci-fi og eventyrfilm fra 80’erne. Super 8 havde mange ligheder med film som The Goonies, Stand by Me og E.T., film som den efter min mening er fuldt ud på højde med, hvis ikke ligefrem bedre end. Den store katastrofe og det efterfølgende møde med det ukendte fra rummet, alt sammen set igennem øjnene af en gruppe yderst velspillende børneskuespillere, var troværdigt fortalt og utroligt at se på. Som jeg har sagt før, så er Super 8 den bedste 80’er Spielberg film nogensinde, hvis det ikke havde været for de simple undtagelser, at den ikke er lavet af Steven Spielberg og den blev lavet i 2011.

Categories: Movies