Film Review: The Artist

artist review 2
artist-posterDer er en lille håndfuld situationer, hvor jeg ser fuldstændig igennem fingrene med biografernes dyre priser, den middel-mådige kvalitet og det uopdragne publikum, der tilsyne-ladende ikke har bedre ting at tage sig til end at snakke under filmen. Disse situationer inkluderer eksempelvis når Quentin Tarantino sidder i instruktørstolen, at se Chuck Norris på det store lærred en sidste gang (hvilket jeg får muligheden for senere på året i The Expendables 2) og så hvis jeg får chancen for at se en sort/hvid stumfilm i de almindelige biografer i det herrens år 2012. Det er ikke noget som sker hver dag, så det er med at slå til når muligheden opstår. Det hjælper selvfølgelig også hvis den pågældende film er god, men The Artists stamtræ er gyldent og derfor drog jeg fortrøstningsfuldt med på rejsen tilbage til filmindustriens ungdomsdage.

Hollywood, 1927. Stumfilmen er på sit højeste og George Valentine (Jean Dujardin) er den største stjerne i filmbyen. Valentine er elsket af alle og han er bestemt heller ikke utilfreds med berømmelsen. Han støder tilfældigt på den aspirerende skuespillerinde Peppy Miller (Bérénice Bejo) til premieren på hans nyeste film og de har åbenlys kemi fra første sekund. Valentine hjælper Miller ind i industrien og med ét er en stjerne født. Det varer dog ikke længe før der bliver vendt op og ned på Valentines verden, da Hollywood introducerer de første film med tale. Millers karriere skyder til tops, mens Valentine desperat forsøger at holde fast i sin.

Jean Dujardin, Bérénice Bejo og instruktøren Michel Hazanavicius har tidligere samarbejdet på den fantastiske komedie, OSS 117: Le Caire nid d’espions, der var lige dele spoof og et kærlighedsbrev til de gamle spionfilm fra 50’erne og 60’erne. The Artist skruer lidt ned for spoof-vinklen, men kærligheden til en forsvunden tid i filmhistorien er intakt og den følelse er smittende. Den er næsten umuligt ikke at blive forelsket i filmen og en stor del af det, kan man takke Jean Dujardin for. Han besidder et enormt komisk talent, hans timing er noget nær perfekt og her er det endda uden at sige et ord. Han er en gudsbenådet visuel komiker, som datidens Charlie Chaplin og Buster Keaton, men man kan også drage nutidige sammen-ligninger, så som Jim Carreys roller i 90’erne. Han har et særdeles udtrykningsfuldt “gummi” ansigt, han kan få folk til at grine alene med hans mimik og så har han et stort bredt smil, som man skal være en del mere kold og kynisk end jeg er, for ikke at blive charmeret af.Artist pic 2Dujardin og Bejo har så stærk en kemi sammen, at de næsten truer med at brænde gennem lærredet. Det havde de også i OSS 117 og det er stadig praktisk talt umuligt ikke at blive revet med. Dette bliver kun endnu svære når Uggie, filmens bedårende lille firbenede co-star, træder frem på scenen. Den er simpelthen uimodståelig. Derudover giver garvede Hollywood skuespillere, som John Goodman og James Cromwell, fin støtte i vigtige biroller.

The Artist leverer det ene magiske øjeblik efter det andet, næsten hvert eneste visuelle optrin er humoristisk guld, smukt fulgt af det fremragende score. Filmen er ikke hundrede procent stum og de gange der bliver leget med lyden er yderst kreative og velfungerede. Lige som ved de “rigtige” stumfilm kommer der et tekstkort frem, når karaktererne taler, dog langtfra hver eneste gang. Når scenen i sig selv beskriver hvad der sker, bliver det holdt ved det, noget som man godt kunne lære af i nutidens film, hvor man ofte både viser hvad der sker, men også føler sig tvunget til at beskrive det med ord. The Artist ser ikke ned på sit publikum, den forventer at man godt selv kan forstå hvad der sker på lærredet og det er ganske befriende.
Artist pic 3The Artist er langt fra en film for alle, der er sikkert mange der vil kede sig og jeg vil da også indrømme, at efter et helt liv fyldt med film hvor lyden er næsten lige så vigtig som billedet, så havde jeg det lidt svært i starten. Det er en helt speciel oplevelse, men jeg kan ikke sige andet end at jeg elskede hvert eneste sekund. Hvis man bliver skræmt af de sort/hvide billeder og den manglende tale, syntes jeg at man skulle give filmen en chance og jeg kan næsten ikke forestille mig andet end, at man forlader biografen med et bredt smil på læberne.9 Stars

Categories: Movies