Revisit of the Damned: Ghost Rider

Revisit Ghost Rider

[Revisit of the Damned er en af de tilbagevendende features her på siden og fungerer som en counterpart til Destroy My Memories. Revisit of the Damned går, i al sin enkelhed, ud på at gense en film, som jeg tidligere har fordømt og se om jeg tog fejl den første gang. En ekstra chance om man vil.]

Ghost Rider PosterI anledning af biografpremieren på Mark Nevildine og Brian Taylors Ghost Rider: Spirit of Vengeance, fandt jeg det kun passende at give etteren et gensyn og finde ud af, om jeg var for hård ved den. Dengang tilbage i 2007 var jeg ikke specielt glad for Mark Steven Johnsons Ghost Rider, men jeg var tilsyneladende underholdt nok til at give filmen en karakter på 4 ud af 10. Maskinen havde dog knapt nok taget imod blu-rayen, før det blev tydeligt for mig, at der ikke ville være tale om nogen form for syndsforladelse til helvedes brændende motorcykelrytter. Derimod er det fuldstændigt uforståeligt for min glohede hjerne, hvordan jeg overhovedet kunne overveje at give filmen fire points på karakterskalaen. Ghost Rider er en skrækindjagende elendig comic book movie og vil til evig tid kæmpe mod film som Catwoman, Jonah Hex, Shaquille O’Neals Steel og Dolph Lundgrens The Punisher om titlen som den værste superheltefilm nogensinde.

Allerede fra titelsekvensen er dette monstrum af en film, kørt alvorligt af sporet. Mark Steven Johnson begår den samme fejl som var med til at ødelægge Thomas Janes The Punisher. Der bliver brugt meget tid på en ubrugelig forhistorie som er dårligt skrevet, værre spillet og utrolig kedelig. Det er samtidigt også irriterende klippet med flittig brug af nogle yderst akavede fades ind og ud af scener.

Ghost Rider citat

Det er dog blot starten, for filmens største problemer er et pinligt usammenhængende manuskript og en helt igennem fejlcastet rolleliste. Manuskriptet snubler meget klundet gennem historiens begivenheder og har en tendens til at indsprøjte plat humor, som i bedste fald fungerer som en stopklods for alt momentum. Nicolas Cage får lov til, at tage en ny stupid paryk på og skabe sig tosset. Cage var, om nogen, drivkraften bag at denne film overhovedet blev lavet og jeg har som sådan ikke rigtig noget imod ham. Han får lov til at skrige af kameraet og generelt agere lettere sindssygt, men manuskriptet giver ham ikke meget at arbejde med. Filmens obligatoriske kærlighedsinteresse bliver spillet af Eva Mendes, hun er normalt udmærket men det er ikke tilfældet i Ghost Rider. Hendes præstation her, fik mig til at glemme at hun rent faktisk har lavet gode film og jeg kunne kun se hende som den der tilfældige skuespiller, som var med i de der Cocio reklamer. Donal Logue spiller den typiske bedste ven rolle, som Donal Logue nu engang plejer at gøre. Det er der nødvendigvis ikke noget godt eller dårligt ved, han er bare Donal Logue.

Filmens gennemført latterlige skurke er et kapitel for sig selv. Peter Fonda spiller satan og det gør han omtrent lige så faretruende som en våd karklud. Filmens hovedskurk, Blackheart, spilles af Wes Bentley, en skuespiller som ikke har bidraget med noget spændende siden han blev kendt i American Beauty, men hans rolle i Ghost Rider er uden tvivl hans værste. Han er simpelthen en blank slate uden nogen form for karisma og det er lidt et problem, når en skurk er mindst lige så vigtig som helten i en superheltefilm. Han er omringet af hovedsagligt computeranimerede håndlangere som er en skændsel mod både ordne computeranimerede og håndlangere. Til gengæld kunne jeg høre på Sam Elliott fortælle om hvad som helst, i dette tilfælde er det en eller anden tåbelig historie om gamle spøgelsesriddere, men det bliver unægteligt mere interessant når det bliver fortalt med Elliotts dybe og slidte western stemme.

Ghsot Rider citat 2

Et af de få lyspunkter, er faktisk de special effects der er brugt på selve Ghost Rider, hvilket trods alt er rimelig heldigt, nu når han er titelfiguren. Det hvide kranium er alt for rent, men ellers er de fleste af ildeffekterne ganske fremragende. Der er sgu et eller andet bad-ass ved en brændende mand på en motorcykel af ild på vej op af siden på en skyskraber, men det varer ikke længe før der er en tåbe, der kommer til at åbne munden eller der skal fortælles mere ligegyldig historie. Apropos historie, så er en af Ghost Riders superheltekræfter “The Penance Stare” som får folk til at føle alle deres ofres smerte, lidt ala The Crows evner, men det er virkelig dårligt udført her. Han klarer simpelthen skurken ved at stirre ham i øjnene og så bliver vi seere overfaldet af en syndflod af grimme computereffekter. Det er bare ikke godt nok.

Min ønskeliste for Ghost Rider: Spirit of Vengeance: Man kunne ligge ud med meget mindre forhistorie og en hel del mere hellfire. Derefter kunne håbe på en blanding af den sindssyge Nicolas Cage fra The Bad Lieutenant, en spandfuld af galskaben fra Crank, et par skefulde af helvede fra Constantine, tilsat en Idris Elba i topform, et strejf af heavy metal på soundtracket (eventuelt DevilDriver) og alt sammen krydret med en motherfucking R-rating. Men at dømme ud fra traileren, generel omtale og anmeldelserne fra de amerikanske kritikere, så virker det desværre tættere på den første film end det gør på mit ønske.

Karakter 2007: 4/10
Karakter 2012:
2 Stars

Categories: Movies