From Hell & Back: The AHW Afterparty

America Hell Yeah and Stuff

Det tog mig et utal af måneder, inden jeg langt om længe fik sparket den anden Anti-Hollywood uge igang her på siden og da det endelig var begyndt, blev arragementet endda forlænget til hele 2 uger. Dog blev det meste af tiden brugt på at se dårlige film fra alverdens lande og der sneg sig meget få reelt gode film ind. Hvad fanden ligner det, er det ikke mening at man skal fejre alle de fantastiske film, der bliver lavet udenfor Hollywood?

Hele idéen med Anti-Hollywood ugen, er at komme lidt væk fra Hollywoods klichéer, genindspilninger og dumme actionfilm. Derudover at se hvad der sker på filmfronten rundt omkring i verden og hvad Hollywood kunne tage ved lære af. I år begik jeg dog den fejl, at forsøge at se nogle flere danske film, hvilket aldrig er en god idé og det var med til at trække karakter-gennemsnittet gevaldigt ned. Der var også nogle film, som jeg havde set frem til, som endte med at skuffe fælt. Jeg fik dog anmeldt fantastiske ting så som Gareth Evans’ The Raid og spillet Tokyo Jungle.

Da jeg endelig havde sat det udenlandske filmseeri igang, så kunne jeg ikke rigtig stoppe igen og der er efterfølgende blevet set flere film som desværre ikke nåede at komme med under arragementet, men de fortjener omtale, da flere af dem er ganske fremragende. Samtidig blev der også set nogle Hollywood-film, der af den ene eller anden grund, heller ikke fik nogle omtale, så de kommer i en senere del af denne såkaldte afterparty. From Hell & Back: The Anti-Hollywood Afterparty kommer i 5 afsnit i løbet af denne uge.

KillList_postermartyrs posterI saw the devil poster

9 Stars 9 Stars  9 Stars

Den første af de film, der desværre ikke nåede med i den regulære Anti-Hollywood uge, var den meget hypede thriller, Kill List. Ben Wheatley’s anden film (efter Down Terrace [8/10]) er blevet rost til skyerne af alverdens kritikere og fandt sig vej til mange af deres top 10 lister sidste år. Al den roser fuldt fortjent og Kill List er også en ganske fremragende film, men jeg har stadig svært ved at anbefale den. Kill List er en meget besynderlig film, der er med garanti mange som ikke vil forstå den og/eller hade den, men til dem som tager med på denne atypiske lejemorder fortælling, venter der sig en helt særlig oplevelse. Ben Wheatley skruer ubamhjertelig op for intensiteten hvert eneste minut af filmen og tillader på intet tidspunkt, så meget som et lille pusterum. Sjældent, i mine lange karriere som filmelsker, har jeg været så anspændt under en film. Det var en yderst ubehagelig følelse, det var fantastisk og slutningen sætter blot flere ar på sjælen.

Efter de mentale ar efterladt af Ben Wheatley’s forskruede hjerne, søgte jeg tilflugt i armene på Pascal Laugier og to smukke kvinder i den franske Martyrs. Det var intet mindre end den dårligste idé nogensinde. Det var en pænt dårlig idé, da jeg tilfældigt trak en falsk pistol i en bank. Det var en dårlig idé, dengang jeg glemte cyanid-pillen i min kindtand og meldte mig til en “all-you-can-eat” bacon-snacks konkurrence. Det var også en dårlig idé, da jeg gik igennem den rebelske fase i min ungdom, i det at jeg blev opdraget af ulve, men alle disse idéer virker geniale i forhold til at opsøge en krammer fra en stjernepsykopat som Pascal Laugier. Jeg har aldrig følt mig så beskidt, knækket og nedbrudt som menneske, efter en film, som jeg gjorde da det sidste modbydlige billede af Martyrs havde kørt over skærmen. Efter min hjerne endelig kom tilbage på ret køl igen, funderede jeg over om nogen film rent faktisk er den ubehagelige følelse værd og om jeg burde hade Pascal Laugier for at trække mig igennem sådan en oplevelse. Jeg kom til den konklusion, at det var det hele værd, fordi filmen forsøgte faktisk at fortælle noget interessant. Det er dog ikke en film som jeg vil anbefale til nogen, med mindre at man er specielt stærk i troen på sig selv og personligt, vil jeg hellere se Irrevisible 10 gange i træk end jeg vil se Martyrs igen. Det vælger jeg at tage som et markant tegn på, at filmen virkede.

Efter det, havde jeg opgivet at få det godt igen, så jeg fodrede ubehagen i stedet. Derfor fik jeg langt om længe set Kim Jee-Woon’s (The Good, The Bad & The Weird, Tale of Two Sisters) seriemorder thriller I Saw the Devil. Filmen er en del af strømmen af effektive og skræmmende asiatiske hævnfilm og efter min mening er den helt oppe og konkurrere med de bedste (Oldboy, Sympathy for Mr. Vengeance, Memories of Murder). Det starter simpelt nok ud, en politimands jagt på en morder, men det eskalerer hurtigt og ender nærmest i en konkurrence om, hvem der er det ondeste og mest modbydelige menneske. Lee Byung-Hun (The Good, The Bad, The Weird) og Choi Min-Sik (Oldboy) spiller begge helt igennem fantastisk og filmen er lige så brutal som man kunne håbe/frygte. I Saw the Devil markerer også den første gang siden jeg var en lille dreng, at en film har tvunget mig til at se væk fra skærmen, desværre var der stadig lyd på så min hjerne indsatte høfligt det billede som jeg prøvede at undgå. Tak skal du have, nu har jeg varrige mén.

Martyrs pic

Det var en hård omgang og jeg lover, at de næste film er noget lettere at håndtere. Som sagt, vil jeg ikke rigtig anbefale nogen af filmene, men hvis man tør at give dem et forsøg, så er det 3 sublime filmoplevelser.

Categories: Movies