All Your Christmas… Day 19

All Your Christmas 6

Da jeg var mindre, var jeg en stor fan af Teenage Mutant Ninja Turtles… who am I kidding? Jeg er stadig fan af de grønne padder. Go Ninja, Go Ninja, Go!… men da jeg var en lille knægt, var det bare noget andet. Jeg havde alle figurerne, en stort plastik Turtles blimp og alt muligt andet bullshit, med andre ord, så blev der brugt mange penge på den slags.

Jeg var på tur med skolen, med en færge på vej mod Bornholm, da jeg fandt ud af at de havde en Turtles: The Arcade Game maskine stående og pludselig betød alt det der Bornholmer-halløj meget mindre. Jeg havde lys i øjnene, da jeg smed de første penge i og jeg stod med et bredt smil hele vejen indtil at jeg gennemførte spillet. Det var så på det tidspunkt, at det gik op for mig at jeg havde smidt flere hundrede kroner i maskinen og havde brugt de fleste af mine lommepenge. Trist gik jeg væk fra maskinen og tænkte, at jeg lige så godt kunne smide den sidste mønt i en af de enarmede-tyveknægte som stod lige ved siden af. Til min store overraskelse, begyndte maskinen at blinke og larme som en sindssyg, jeg havde åbentbart lige vundet 1850 kroner. Jeg hoppede glad rundt, lige indtil at jeg så at der kom ingen penge ud. Med et fortvivlet blik kiggede jeg desperat efter grunden til dette, da jeg så et lille skilt hvor der stod: “Ved gevinst over 100 kroner, kontakt personalet”. Jeg var lettet, men dette var selvfølgelig det samme tidspunkt hvor vi gik i havn og min lærer skubbede os alle mod udgangen. Jeg forsøgte ihærdigt at forklare, at jeg havde penge på den maskine, men lige meget hjalp det og maskinen blev mindre og mindre mens jeg blev trukket væk. Det lignede næsten en dårlig Hollywood actionfilm, da jeg med strakte arme, råbte for mine lungers fulde kraft: “NOOOOOOOOOOO!!!”

Las_Vegas_slot_machines

Categories: GaGa Says...