Evil-Dead-poster.jpg

Nights of Horror: Evil Dead

Evil Dead review

Evil Dead poster

Instrueret af Fede Alvarez

Skrevet af Fede Alvarez og Rodo Sayagues

Med Jane Levy, Shiloh Fernandez, Lou Taylor Pucci, Jessica Lucas, Elizabeth Blackmore og Phoenix Connolly

2013  Horror  US  92 min.

Jeg har for længst begravet stridsøksen i henhold til Hollywood og den uendelige strøm af genindspilninger. Jeg har accepteret af filmindustrien har brug for disse på forhånd kendte historier, både på grund af det generelle publikums manglende interesse i det ukendte og den udbredte mangel på originale idéer. Jeg besidder ingen nostalgiske følelser for nogen konkret film, sådan fungerer min hjerne bare ikke og selv hvis den gjorde, så er det ikke noget som en dårlig remake kunne påvirke. Det eneste som betyder noget er kvaliteten af filmen, god eller dårlig, ligegyldigt om det er en genindspilning eller ej.

Horrorgenren, som er godt repræsenteret i blandt genindspilningerne, giver dog en lille krølle på den snak, da en stor del af hvad der gør en horrorfilm skræmmende, intens eller overraskende ligger i at man ikke ved hvad der sker på forhånd. Heldigvis blander den nye genindspilning af Evil Dead kortene godt nok til, at man aldrig føler genkendelighedens sikkerhed.

Evil Dead pic 1

Fire venner tager ud til en faldefærdig hytte langt ude i skoven, for at støtte den fælles ven, Mia (Jane Levy), mens hun giver stofafhængigheden den kolde skulder. Hytten huser mange hemmeligheder og det unge sind er nysgerrigt, så vennerne går på opdagelse. Dybt i den mørke kælder ligger en mystisk bog, grundigt pakket ind i plastik og pigtråd. Trods mange advarsler, læses der op fra bogen og med et ændres den fredelige hyttetur til noget ganske andet. Vennerne begynder at opføre sig underligt og gør makabre ting ved dem selv og hinanden. Der hviler en forbandelse over dem alle og det store spørgsmål er så, om de kan løfte den før det er for sent.

Evil Dead pic 2

Evil Dead ligger langt fra de normale “goody-goody-two-shoes” horrorfilm som kommer ud af Hollywood, til en sådan grad at jeg faktisk er lidt overrasket over, at de formåede at få den i bred biografdistrubution. Der ligger en nådesløs brutalitet og ondskab bag den old-school horrorfilm som instruktør Fede Alvarez og producer Sam Raimi har skruet sammen. Computergenererede effekter er bandlyst, mens sublime og yderst modbydelige praktiske effekter bliver brugt mesterlig vis. Jeg blev nødvendigvis ikke specielt skræmt af Evil Dead, det er nok mere noget med mig at gøre og det sker sjældent i denne type film, men jeg kan dårligt huske sidste gang, jeg har følt så stort ubehag under en film. Det var helt igennem fantastisk, jeg har savnet den følelse.

Rollelisten er hovedsageligt udfyldt af mindre kendte skuespillere, men de klarer alle opgaven udmærket, især Jane Levy som man nok skal holde øje med fremover. Lou Taylor Pucci (Carriers, Brotherhood, Thumbsucker) giver endnu en solid præstation, som han har for vane at gøre og jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvorfor han ikke får mere arbejde i filmbyen. Endnu et af de mange oversete talenter.

Evil Dead er bestemt ikke for de sarte, men hvis man kan holde til de blodige sager, så er der en intens filmoplevelse i vente og et bevis på, at remakes ikke behøver at være skabelonskåret ligegyldigheder.

Eight Stars

Categories: Movies