wild-at-heart3

The Third Annual Official Day of Crazy-Cage

wild-at-heart3

I anledning af “The Third Annual Official Day of Crazy-Cage” og den generelle mangel på nye usete film fra manden, besluttede jeg mig for at tage tilbage i tiden for at se et par af Nicolas Cages tidlige film.

Den første gang jeg stiftede bekendskab med Wild at Heart var et klassisk eksempel på “wrong place, wrong time”. Jeg var 13 år gammel og det er uden tvivl et forkert tidspunkt at se den film. Min unge hjerne forsøgte desperat at håndtere billederne på skærmen, for slet ikke at tale om at forstå hvad det hele skulle betyde. Der skulle stadig gå en håndfuld år før jeg fandt mig til rette i David Lynchs syrede filmunivers og endnu længere tid før jeg lærte at værdsætte Cage som skuespiller. Der er gået 20 år siden, min hjerne og filmiske smagsløg har udviklet sig en del, filmen er dog den samme og jeg er stadig ikke sikker på at jeg forstår hvad fanden der foregår…

Wild at Heart virker mest af alt som en amerikansk sæbeopera, visualiseret gennem et rumvæsens feberdrøm. Det overrasker selvfølgelig ikke, David Lynch er ikke kendt for simple, letforståelige film og det ville være svært, at kalde Twin Peaks en helt almindelig detektivserie. Filmen er mindre interesseret i at fortælle en håndgribelig historie og går i stedet efter en følelse, en passion, en vrede, en fandenivoldsk drillesyge som er svær at forklare… eller at forstå.

Alt i alt er Wild at Heart et orgie af stærke billeder, vold, sex, skæve karakterer, punk musik og Nicolas Cage som Elvis, hverken mere eller mindre. Jeg har opgivet at lede efter noget dybere bag det visuelle bombardement, jeg vil langt fra kalde det en filmklassiker, men jeg kunne nu godt lide oplevelsen… tror jeg.

Seven-Stars.png

 

firebird

Aftens anden film blev Fire Birds, også fra 1990 og det var en knap så god oplevelse, men den var dog betydeligt nemmere at forstå. For at få en fornemmelse af hvad Fire Birds er for en størrelse, skal man blot forestille sig Top Gun og så ignorere de ting som gjorde den film til en elsket klassiker. Det er en ganske dårlig film med et elendigt manuskript fyldt med tåkrummende  oneliners, en kedelig historie om en stjernepilot med øjneproblemer, et romantisk forhold som er to skridt fra et polititilhold, Nicolas Cage som en irriterende douchebag, Tommy Lee Jones som en ung gammel mand og Sean Young som den mest intetsigende loveinterest i mands minde, men i det mindste er der masser af helikoptere, så det er sikkert Michael Bays yndlings film.

Three-Stars.png

Categories: Movies