600th Post: This is What I Do
I anledning af opslag nummer 600, syntes jeg at tidspunktet er lige så godt som noget andet, at trykke min beskivelse og defination af karaktersystemet endnu engang. Jeg har opdaget og pyntet lidt på det, men idéen er den samme.
Det bliver hurtigt tydeligt, når man færdes rundt på nettet, at der tilsyneladende er mange der ikke forstår en simpel 10-skala.
Dette ses især hos diverse spilanmeldere og gamere, hvor alt under et syvtal betragtes som dårligt, hvilket på effektiv vis ødelægger skalaen og gør den direkte ubrugelig.
Situationen forværres yderligere af den overdrevne brug af sider som Metacritic og Rotten Tomatoes, der viser et tal baseret på en tvangssammenlægning af karakterene uden, at der bliver taget højde for selve anmeldelsen eller anmelderen.
Der er mange der ikke ved hvad de taler om og/eller har forudbestemte holdninger til ting, hvilket man kan se på f.eks. IMDB hvor folk kan stemme uden at have set en film eller giver en film bundkarakter alene på grund af at den måske er instrueret af Uwe Boll. Jeg vil hurtigt tilføje at jeg påstår ikke, at jeg har ret men jeg påstår derimod, at der er mange der tager fejl.
Så her er karakterskalaen og hvordan den skal bruges.
[Mesterværk]
Det tætteste man kommer det fuldendte indenfor en given genre
[Superb]
Et suverænt produkt der effektivt skiller sig ud fra mængden
[Fantastisk]
Et fremragende stykke arbejde måske med små mindre fejl
[God]
Velfungerende og habilt, men heller ikke meget mere
[OK]
Et acceptabelt forsøg
[Middelmådig]
Hverken godt eller dårligt, mere ligegyldigt
[Under Middel]
Mangelfuld og/eller lettere ubrugelig
[Skuffende]
Eksisterende gode idéer uden evne til at bruge dem
[Dårlig]
Makværk med meget få lyspunkter
[Elendig]
En total mangel på talent, intelligens og vision
[Spild af Eksistens]
En skamplet på menneskeligheden som helhed
Der er mange der ser titallet som et “Perfect 10” eller ikke bruger det da der kunne jo komme noget bedre i fremtiden, hvilket resulterer i at det ikke længere er en tiskala hvis topkarakteren er uopnåelig.
Dette gør 9-tallet til den egentlige topkarakter og hvor længe går der så før den bliver lige så uopnåelig?
Desuden er der intet der er perfekt så den tankegang er ligeledes dødsdømt på forhånd.
Et produkt skal også have en individuel bedømmelse, anmeldes for hvad det er og bør ikke sammenlignes med alt andet.
Det jeg mener med det er, at f.eks. en actionfilm skal bedømmes som en actionfilm og skal ikke sammenlignes med noget der er usammenlignligt.
Man kan ikke uden forbehold sige at et tital er det samme som et andet tital.
At en film som District 9 eller Evil Dead II: Dead by Dawn får 10 betyder det ikke nødvendigvis, at de er lige så god som eksempelvis Pulp Fiction eller Citizen Kane, det betyder bare at det er et mesterværk indenfor den givne genre.
Der er sikkert også nogen der vil argumentere for at en tiskala ikke indeholder et 0, at den går fra 1-10, men det er min fulde overbevisning at der eksisterer ting der er så elendige at de ikke fortjener ét eneste point som de teoretisk allerede ville have hvis skalaen startede på 1.
Desuden mener jeg også at midterkarakteren er vigtig da der også er ting der hverken er gode eller dårlige, så ligegyldige og middelmådige, at de hører hjemme lige i midten af spekteret.
Tiskalaen er også et af de få karaktersystemer der virker brugbare for mig, da mange de andre er enten for løse eller ikke giver nogen mening.
De danske skolers karaktersystemer (12 og 13) har huller og manglende tal.
4 og 5 stjerne-systemet giver mig for lidt at arbejde med (6 stjerner kan måske lige gå).
Procent- (op til 100%) og kommasystemerne (5 eller 10-skala med decimaler) er alt for løse, hvad gør eksempelvis en ting til en 83’er i stedet for en 84’er?
Til sidst vil jeg sige, at det er ikke karakteren som er det vigtige, men derimod anmeldelsen.
(¤ Hvad f***** i h****** har jeg så skrevet denne lange forklaring for?)
The Good, The Bad & The Broken of April
THE GOOD
DOWNLOADABLE GAMES
Der er ikke udkommet ret mange gode spil på skiver i den sidste måneds tid, men det gør ikke noget når der er flere perler at finde på Microsoft og Sonys netbutikker. Spil som RedLynxs vanedanende Trials Evolution, Phil Fishs geniale platformer Fez, Ubisofts interessante overlevelses-spil I am Alive og Telltales medrivende The Walking Dead, holder en gamer glad i en ellers meget sløv tid.
ZOO
Nej, ikke det danske musikblad, men jeg har ikke været i Zoo siden dengang, hvor Zoo rent faktisk var et musikblad. Det var super hyggeligt med godt selskab, fint vejr og en masse dejlige dyr. Bengal Tiger FTW!
GINA CARANO IN FAST SIX
Efter at jeg var vidne til MMA-fighteren Gina Caranos imponerende filmdebut i Steven Soderberghs Haywire, ville jeg straks se hende i flere actionfilm. Det ser ud til at mit ønske bliver mødt, fordi nu forlyder det at Carano slutter sig til Dwayne “The Rock” Johnson og Vin Diesel i Fast Six, så nu mangler vi bare lige at få fyret pretty boy Paul Walker.
THE BAD
INTERNET COMMENTS
Det kan man skrive hver måned, men det har bare været slemt på det seneste. Folk er idioter og skriver ufatteligt dumme ting, bare fordi de kan være anonyme og får lov. Hvis man begynder at verbalt overfalde en anmelder, bare fordi hun er kvinde og har en anden holdning om en film som man endnu ikke har set, så skal man ikke have lov til at bruge internettet. Jeg ved godt, at jeg bare kan lade være med at læse disse kommentarer, men jeg ville hellere have et filter som sorterede den idioti fra, så jeg behøvede at blive mindet om at den slags folk eksisterer.
DANSK FILM
Endnu en ting som jeg kunne skrive hver måned, men jeg har bare set nogle ret elendige danske film for nylig og den ene danske film som jeg gerne vil se, ID:A, udkommer ikke på Blu-Ray. Hvad fanden er det for noget?! Hvad med at følge med tiderne, dansk filmindustri.
DREAMS
Jeg elsker drømme, fordi de kan være lige så crazy og kreative som de har lyst til. De er ikke låst af virkelighedens rammer. Men at vågne fra en realistisk og lykkelig drøm, bare for at finde ud af at virkeligheden er lige så deprimerende som den plejer at være, er som et regulært spark i kuglerne. Måske er det fordi at jeg husker størstedelen af hvad jeg drømmer, hvilket nok ikke er normalt, men et spark i kuglerne er et spark i kuglerne.
THE BROKEN
DEEP BLACK [XBLA] (CHECKPOINTS)
Deep Black: Episode 1 er en ganske tilforladelig 3rd person sci-fi shooter, lavet af et lille studie uden et stort budget, men spillets checkpoints er horrible. Hvis man gang på gang skal spille de samme 20-30 minutters gameplay og filmsekvenser igennem, så holder jeg hurtigt op med at forsvare jeres lortespil.
“write awesome title here”
Nogle gange kommer en anmeldelse ikke længere end indledningen. Det kan der være mange grunde til, om det så er tidsmangel, mangel på inspiration eller bare ren dovenskab. Her er starten på anmeldelserne af fire film, anmeldelser som aldrig blev til noget og jeg smider dem op på siden, for at se om der er nogen der kan gætte hvilke film der er tale om. For at hjælpe lidt, så er der tale om 2 film fra 2011, 1 fra 2009 og 1 fra 2008. I indledningen til den fjerde film er der fjernet titler og vigtige ord, ellers ville det være for nemt.
Hvis man gætter rigtigt, får man en guldstjerne, bliver VIP på siden hvilket giver adgang til den hemmelige luksuriøse gagathemovies lounge og jeg lover at klappe personen på skulderen og sige at man er dygtig. Der er ingen returret på disse gaver og de kan ikke trækkes fra i skat.
Film nummer 1 & 2
Inden jeg begynder at snakke om disse to film, skal der lyde en public service meddelelse. Hvis ens ADHD betyder, at man som filmseer begynder at kede sig, så snart en film ikke benytter sig af en lynhurtig 2-sekunders MTV klippestil. Hvis man finder det frustrerende og uforståligt, hvis en film forsøger at have mere dybde end det sidste nye voldsorgie fra Michael Bay eller hvis man føler sig tvunget til udbryde “høhø…boobs” hver gang et heldigt bygget hunkøn viser sig på lærredet.
Hvis man falder i en eller flere af ovennævnte kategorier, så er ingen af de to film noget for dig og det ville være rart, hvis du ville holde dig langt væk fra min biografsal. Det er ikke kun for at være en filmsnob, da det ville være i alles bedste interesse, hvis denne type mennesker ville blive hjemme. De ville slippe for skuffelsen, for at kede sig og man kunne spare en masse penge. Samtidig ville jeg være fri for at skulle udholde lallende idioter, som føler sig tvunget til at grine af ting som de ikke kan forstå eller sidder og snakker om deres ligegyldige liv, fordi de keder sig.
Film nummer 3
Der er nogle ting her i livet, som kan får ens pis i kog, i løbet af sekunder. Folk som bevæger sig som zombier gennem gågaden, personer som prædiker deres mening som den eneste rigtige og så er der de mennesker som skriver på nettet. Det er blot en lille håndfuld af de værste ting, men noget af det som er hurtigst til at skubbe mig ud over kanten, er helt unge street kids som ikke har andet at tage sig til end at hænge ud foran en tilfældig butik og så smadre ting. Ja, jeg ved det. Jeg er en mand forud for min tid. Jeg er blevet en gammel og bitter mand, 30 år for tidligt.
Film nummer 4
Det virker måske en anelse counter-productive, at sige at en film er en anden tilføjet et ekstra element, men nogle gange gør det bare ting nemmere. Idéen i at sige at Speed er Die Hard på en bus, Speed 2 er Die Hard på en båd og Under Siege: Dark Territory er Die Hard på et tog, er i bund og grund en ganske dum idé, men det gør lettere at besvare de kedelige spørgsmål om hvad en film er. _____ er en rejse gennem et _____fyldt ______-scenarie afbrudt af møder mellem _______, _______ og generel hård modstand, på vejen mod den frelste by ____. Eller med andre ord, ______ er ______ med vampyrer.
MMXi: The Broken Award
Runners-Up: Sony, Duke Nuke’em Forever, SOPA og Zack Snyder’s Mind
Jeg havde rigeligt at brokke mig over i 2011 og det er ikke bare fordi at jeg er blevet en gammel bitter mand, der skete mange tåbelige ting. Jeg er dog stadig en gammel bitter mand, så get off my lawn!
Playstation Network blev hacket, var nede i flere uger og millioner af brugere havde muligvis mistet deres bankoplysninger, men det sådan set ikke det der var det værste. Sonys håndtering af det hele var forfærdelig, de ignorerede det for længe og da de endelig anerkendte problemet, var de bare ikke gode nok til svare på de urolige brugeres spørgsmål. Jeg har skrevet meget om Duke Nuke’em Forever og hvor ufatteligt dårligt det er, men nu kommer der lige et par ord ekstra. Det er intet mindre end pinligt, det var mere end et årti undervejs og resultatet var et forældet og horribelt spil med noget af det værste humor tænkeligt. Det er ikke blot det dårligste spil, som jeg har spillet i denne generation, det er også et af de dårligste spil nogensinde.
SOPA eller Stop Online Piracy Act er et lovforslag som er blevet fremlagt i USA. Grundidéen er at få stoppet pirater på nettet og det har jeg det fint med, men det er nogle af de ting som kan følge SOPA som jeg har et problem med. Det lukker op for kontrol og censur af internettet og det er der bestemt ingen der kan være tilfreds med. Hvis man får en filmidé som inkluderer frække letpåklædte tøser, gigantisk robotter, samuraier, over-the-top action samt masser af eksplosioner og derefter går ud og laver en kedelig film, så er der noget galt med ens hjerne. Jeg kigger på dig, Zack Snyder!
Jeg ser ikke meget dansk tv og det plejer der at være en rimelig god grund til, men jeg vil da hellere end gerne se flere programmer der omhandler mine interesser. Der har været flere mislykkede forsøg på filmprogrammer og i 2011 forsøgte Zulu med et program om spil. Jeg ville have været lykkelig, hvis det ikke var fordi at Zulu Gamebusters var overfladisk, dumt og helt igennem ubrugeligt. Intet spil fik nok tid, deres information var ofte forkert og vigtig tid blev brugt på en tåbelig dansekonkurrence for semi-kendte folk. Spillet der bliver brugt i konkurrencen er Just Dance 3, et spil som bliver anset som en joke af alle som har den mindste forstand på spil, man kunne i det mindste have brugt Dance Central 2. Desuden er deres fanboy battle, hvor to tilfældige personer kæmper mod hinanden i typisk fanboy maner, noget af det mest latterlige som har fyldt de danske tv-skærme i mange år.
GaGa Says… Other People Do Stuff Too!
Sidste år skrev jeg om Alex Navarros skræmmende idé om at fylde en hel måned med film fra bunden af Hollywoods rangliste, der var film fra The Asylum, film med Michael Madsen og alt muligt andet skrammel. Nu har han fået en endnu bedre/værre idé, i det at han har døbt 2012, Year of the Cage. 52 uger med den fremragende/elendige og sindssyge/kedelige skuespiller Nicolas Cage, mindst én film om ugen. Med mit had/kærligheds forhold til hr. Cage, ville jeg ønske at jeg kunne gøre det samme, men min tålmodighed tillader ikke gensyn med flere af mandens elendige film, så jeg overlader det til Alex. Han er allerede startet, med Valley Girl og Fast Times at Ridgemont High, så jeg syntes at man skal hoppe over til screened.com for at følge galskaben.
GaGa Says… Riddle Me This!
Min filminteresse er bestemt ikke noget, som jeg har arvet fra mine forældre. Filmverdenen i GaGa The Movies barndom bestod af at jeg sad på gulvet, mens min far dragede alt for stor nydelse ved at se Chuck Norris slå en masse mennesker ihjel eller min mor faldt i søvn til Danielle Steel film. Dog har jeg set nogle film da jeg var lille, men min hukommelse er ikke min styrke. De sidste 20 års tid, har jeg gået rundt med brudstykker af film i hovedet, uden at vide hvad de er fra og det er her hvor jeg håber, at jeg kan få lidt hjælp fra jer læsere.
Alle 3 film, som jeg nævner om lidt, kan jeg kun huske en scene fra og det irriterer mig grænseløst. Billederne er selvsagt ikke fra de rigtige film og fungerer mest som pynt.
Film nummer 1: En ung mand kommer i problemer med sin klan af samuraier, ninjaer eller hvad de nu end er. Han får at vide, at han kun kan være med i klanen, hvis han hugger sine tommelfingre af. Han tager promte et sværd og i en hurtig bevægelse, snurrer han sværdet rundt og tommelfingrene falder til jorden. Mere kan jeg ikke huske…
Film nummer 2: En ung mand bliver ført ind i et bur med en gorilla og bliver på voldsom vis tævet ihjel. Det er dog ikke så simpelt som det, i følge min hukommelse, så er den unge mand søn af gorillaen eller noget crazy i den stil. Resten af filmen er glemt…
Film nummer 3: En mand ligger i en seng, med dynen helt oppe omkring halsen. En anden person kommer hen, river dynen væk og manden har skræmmende nok en fårekrop. Det er alt hvad jeg kan huske fra den film…
Det er ikke meget information at gå efter, men jeg håber alligevel at der er en derude, der tilfældigvis ved hvad jeg snakker om og kan give mig den ro i sjælen, som jeg har ledt efter i knap 20 år.
#youaredoingitwrong by explaining
Jeg har i de sidste par måneder holdt et hashtag, #youaredoingitwrong, kørende på min twitter-profil, så jeg kunne komme af med nogle af de mange små frustrationer, som man støder på til hverdag. Her er et nogle eksempler, hvis man ikke følger mig på twitter (¤ men hvorfor fanden gør man så ikke det?!?).
If you use the first 10 min of a 70 min movie, with a voiceover explaining what the fuck is going on… #youaredoingitwrong
Hey Wayans Brothers, FUCK YOU! Forgot that Scary Movie was this bad and it a trend of horrible spoofs. #youaredoingitwrong
Adam Sandler x2 in Jack & Jill…Please die! #youaredoingitwrong
If you start your animated movie with a bad song, you are dead in the water. #youaredoingitwrong
Dansk humor #youaredoingitwrong
If you let physics destroy your game #youaredoingitwrong
Hey Cole, thanks for saving Mostache City! Hipster Douchebag! #youaredoingitwrong
Wow, Nintendo. You really know what gamers want! #youaredoingitwrong
Hey Hideo Nakata, if you make a movie, where chatrooms are regular rooms #youaredoingitwrong
Nu bliver dette outlet for mine frustrationer udvidet til en artikelserie her på siden, for guderne må vide at der er sgu nok at brokke sig over. Den første #youaredoingitwrong kommer til at handle om tegnefilm og kommer op på siden indenfor de næste par dage.
Så tag godt imod det nye medlem af familien.
GaGa Says…Other People Do Stuff Too
Vigitg information til alle der, lige som jeg, sætter pris på en god tegnefilm.
En god ven af siden, Martin Houlind, har efter et venligt lille skub, startet en podcast fokuseret på alverdens tegnefilm. Den hedder “Så er der tegnefilm” og det første afsnit handler om Disney klassikeren Bambi. Det er yderst velproduceret og Martin ved både hvad han snakker om og formår at videregive den information på en interessant måde.
Jeg vil anbefale at alle tager et smut over til “Så er der tegnefilms” hjemmeside og giver Martin en varm velkomst. Samtidig kunne det også give inspiration til at se nogle af de fantastiske tegnefilm som findes derude.
GaGa Loves: Opening Credits
Jeg bliver ofte kaldet en sur, gammel mand der ikke laver andet end at brokke sig over alt og alle. Det er muligvis sandt, at sandsynligheden for at jeg brokker mig over et eller andet, er omtrent lige så stor som at jeg trækker vejret. Dette betyder dog ikke at der ikke eksisterer ting i denne verden som jeg elsker og derfor starter jeg denne serie af små artikler som beskriver nogle af alle de positive ting der findes. I den forbindelse er det kun passende at starte med filmenes opening credits.
En titelsekvens er kunstart i sig selv. En god titelsekvens kan kickstarte en filmoplevelse. Jeg kan huske da jeg sad i biografen og spændt ventede på at jeg skulle se Zombieland. På det tidspunkt vidste jeg ikke meget om filmen og den kunne sagtens vise sig som endnu en ligegyldig zombiefilm. Mørket sænkede sig over salen og filmrullen begyndte at køre. Allerede ved det første klokkeslag i Metallicas For Whom the Bell Tolls til billederne af et zombieudbrud i super slowmotion, var jeg hooked og det var tydeligt at filmens tone ville falde i god jord. Jeg har tilføjet titelsekvensen herunder.
httpvh://www.youtube.com/watch?v=sJA3Sj4pfEA
Bare for at nævne en lille håndfuld titelsekvenser som har brændt sig ind i min hukommelse, så er en af de første jeg kommer i tanke om, David Finchers Panic Room. Den stilede og flotte titelsekvens har nærmest skabt en ny skole og er siden blevet kopieret et utal af gange eksempelvis i tv-serien Fringe. Den ligeledes David Fincher instruerede Seven, slår fra start filmens tone fast med en stemningsfyldt titelsekvens. Steven Spielbergs Catch Me if You Can var en tribute til de klassiske titelsekvenser fra 40erne og 50erne, på samme måde som sidste års Buried fører tankerne tilbage til titelsekvenserne i Alfred Hitchcocks film. Når vi nu alligevel er gået et godt stykke tilbage i tiden, så er der få titelsekvenser som jeg elsker mere end den man ser i Sergio Leones The Good, The Bad and The Ugly.
Dette var jo selvfølgelig blot et lille antal eksempler, men hvis man har lyst til at se mere, så kan jeg kun anbefale Art of the Titel, en hjemmeside dedikeret til fantastiske titelsekvenser. Jeg vender tilbage når jeg har fundet flere ting at elske.
