GaGa Says…
GaGa Says… Not for Me
Jeg ser mange film og jeg syntes selv, at jeg er åben for alle genrer og typer af film. Min filosofi med næsten alt hvad jeg laver, er en konstant søgen efter et eller andet interessant, uanset hvilket medie det er. Derfor forsøger jeg at gribe så bredt som muligt og jeg syntes selv, at jeg giver de fleste ting en chance, men nogle gange fungerer det bare ikke. Nogle gange må jeg bare anerkende, at der er nogle ting som bare ikke er egnet til mig.
Jeg snakker ikke om ting som eksempelvis Live fra Bremen eller Alle for Én, fordi selv om det er klart at disse ting ikke er egnet til mig, så er det af den simple grund, at de begge er tåkrummende elendige og går efter den laveste fællesnævner i en nærmest skræmmende grad. Denne artikel handler dog ikke om påstanden, at jeg er bedre end nogle folk, ikke denne gang. Den handler heller ikke om film som eksempelvis Bridesmaids eller Klovn: The Movie, som jeg sagtens kan acceptere som udmærkede film, men som jeg må anerkende ikke er til mig, fordi jeg ikke finder deres humor, bygget på pinligheder, sjov. Denne artikel er specifikt om Judd Apatows This is 40, en film som fik bægeret til at flyde over og jeg følte, at jeg var nød til at skrive et eller andet om det.
Jeg så This is 40 fordi rollelisten er fyldt med skuespillere som alle har bevist deres komiske talent i andre film, jeg havde brug for lidt humor i mit liv og fordi jeg som sådan ikke har noget imod Judd Apatow. Det skulle jeg så ikke ha’ gjort, fordi ikke nok med at der ikke var meget at grine af, så var der ikke meget at grine af i hele 130 minutter. Godtaget, jeg er ikke rigtig en del af målgruppen, men jeg syntes det er lidt et problem, hvis en komedie ikke er sjov. Humor er meget subjektiv og der er helt sikkert folk der vil grine, men efter min mening er der forsvindende få reelle jokes i This is 40. Filmen består mest af alt, af tilfældige scener og så håber Judd Apatow, at folk i målgruppen måske ville kunne genkende deres eget hårdtprøvede ægteskab, deres egen møgunger eller deres eget anstrengte forhold til deres forældre og derefter grine af det. Det er ikke humor, det er blot genkendelighed og det er også ufatteligt nemt. Det er på samme måde som at mange danske “komedier” og “humoristiske” serier, bare gør deres indhold pinligt og/eller dårligt og så forventer at det er sjovt. Det er ikke sjovt, det er bare pinligt og/eller dårligt og igen er det ufatteligt nemt, det kræver et minimum at indsats. Mange vil grine af pinlig humor, som en forsvarsmekanisme, for de ved ikke hvordan de ellers skulle reagere, men det betyder ikke at det er sjovt.
Desuden, så er det muligt at jeg er naiv eller intetvidende, men stort set alle personerne i This is 40 er hundrede procent modbydelige mennesker og jeg vælger at tro, at ingen er på den måde i virkeligheden. Det er muligt at de findes, men så vil jeg mene at der er en ganske logisk forklaring på at deres tilværelse måske ikke helt er en dans på roser, nemlig at de er forfærdelige mennesker og jeg er ovenud lykkelig for, at jeg ikke kender en eneste af dem. På samme måde som at, Frank Hvams karakter i Klovn ikke ville kunne eksistere i virkeligheden, for der er sgu da ikke nogen som ville kendes ved ham.
I den sidste ende, så er This is 40 kun lavet til præcis de mennesker som filmen handler om og et publikum som kræver absolut intet af deres underholdning og er fuldt ud tilfreds med at fokusere al deres hjernekraft på at trække vejret. Jeg burde også at være klogere og bare holde mig væk, men der er eddermame ikke nogen som skal bestemme hvilke film jeg skal eller ikke skal se. Jeg har bevist valgt ikke at skrive en rigtig anmeldelse af This is 40, fordi jeg er så lidt en del af målgruppen, at det ville svare til hvis jeg begyndte at anmelde sports-bh’er eller Vild med Dans programmer, men det stopper mig ikke i at have en mening om filmen.
Så filmskabere verden over, inklusive Hollywood, gør dog en indsats, hvis ikke for jeres publikums skyld så bare for min.
Note: Overskriften og denne artikel i helhed refererer ikke specifikt til Megan Foxs bryster. Hun har da et ganske nydeligt sæt, men efter min mening er hun en af de mest intetsigende personer i verden, hendes evner er yderst begrænsede og hendes blanke ansigt irriterer mig. Hvis jeg kigger dybt i min sjæl og er helt ærlig, så ville jeg nok ikke stoppe hende hvis hun besluttede sig for at ligge an på mig, men jeg ville dog foretrække hvis hun gjorde det uden at sige noget.
GaGa’s New Groove
Så er jeg endelig blevet færdig med forårsrengørringen, selv om det greb lidt om sig. Til at starte med, var det kun meningen med en overfladepolering, men jeg endte med at rende rundt med støvsugeren helt nede i kælderen. Der er blevet støvet af i hjørnerne, blevet udskiftet ødelagte ledninger og så har påklædt GaGa i fine nye klæder.
Jeg har forsøgt at holde sidens design stilrent uden at virke overvældende, mens man samtidig kom tilbage til sidens rødder, det hele startede med de samme 3 farver som klæder siden nu. Sort, rød, hvid og ikke så mange dikkedarer, men vigtigst af alt, så dækker designet hele hjemmesiden og ikke kun forsiden. Alt passer nu sammen og designet skinner igennem over det hele (det skal dog siges, at jeg har ingen intentioner om at gå tilbage og rette i ældre posts for at få dem up to date, de fortsætter med at fremstå som da jeg skrev dem).
Jeg vil skynde mig og indrømme at listerne over alle de film som jeg har set, ikke er blevet opdateret de sidste 18-20 måneder, mest af alt fordi jeg er doven og jeg fokuserede på at få content på forsiden, men de er alle up-to-date nu. Alle film er kommet på og de linker nu direkte til eventuelle anmeldelse, hvilket de selvfølgelig burde gøre fra starten, men bedre sent end aldrig. Bare for sjov skyld kan man starte her og her. Mens man kigger på listerne og muligvis finder karakterer som man er uenig i, så er man velkommen til at foreslå disse titler til fremtidige afsnit af Destroy My Memories og Revisit of the Damned, jeg forbeholder selvfølgelig retten til at sige at karaktereren er rigtig og det er dig der tager fejl.
Best of the Year listerne er ligeledes blevet opdateret og linket, Top 10 listerne har fået deres egen bannere, Good Cage / Bad Cage er blevet en reel liste og Just Retire, Please har sit helt eget Uwe Boll billede.
De to info-sider, om siden og om gaga, er blevet opdateret så teksten rent faktisk passer til siden, de gamle havde ikke været rettet siden Stalin. Info-siderne indeholder nu reel information om mig og min side, hvilket på en eller anden måde virker meget logisk.
Nu når redesignet endelig er færdigt og folk forhåbentligt kan lide det, så kan jeg komme tilbage til at skrive rigtigt content til siden, men man ved aldrig, jeg er blot en mand, en mand med koncentrationsproblemer.
2012: The Broken Award
Runners-Up: Folk som brokker sig over at Netflix ikke har alt i hele verden, manglende content her på siden og endless runners som ikke kører flydende
Titlen som det mest broken element fra det forgangne år, går til dansk tv, sådan mest som et altdækkende begreb. Der selvfølgelig nogle kanaler som er værre end andre, men overordnet set er det bare ikke godt nok. Det er stadig kun få kanaler som kører i high definition og de fleste har tilsyneladende skræmmende svært ved, at vise film i de korrekte widescreen-formatter. Mange af kanalerne virker også jævnt tilfredse med at vise genudsendelser på cirka 70% af deres sendeflade. Jeg er sådan set ligeglad med, hvor meget forsøger på at leve i deres ungdom, men 90’erne er altså overstået, så man behøver vel ikke at gense Beverly Hills 90210 for 26. gang!
Værst af dem alle er dog Viasats kanaler, der forsøger så desperat at være lige som deres amerikanske artfæller, at de også skal være brugbare tvkanaler. Eksempelvis er reklamefladen på 3+ kørt så meget i selvsving, at de 3 sponsorer på alt, hvilket resulterer i at hvis man er dum nok til at se en film på den kanal, så ser man disse 3 reklamer ca. 20 gange, selvfølgelig oven i de andre reklamer som er i de regulære reklamepauser. Det er fanme for latterligt! Jeg ved godt, at de gør noget i samme stil i USA, men det har aldrig været så akavet og tåbeligt som det er her. Desuden er de fuldstændig ude af stand til, at finde passende tidspunkter til alle disse reklamer, så det kan sagtens falde midt i en dialog. Jeg er skam godt klar over, at disse kanaler slet ikke beregnet til mig og jeg derfor burde være ligeglad, men sådan virker jeg bare ikke. Udfra deres eget salgsmateriale, hvor de reklamerer med at man skal købe 3+ fordi de har nye reality-serier med Linse Kessler der rejser med en eller anden homo og at Paris Hilton er med i Paradise Hotel, så er det tydeligt at jeg er en smule klogere end de potentielle kunder. Så en ting har jeg da fået ud af det, de folk som denne kampagne er rettet imod, behøver jeg ikke at snakke med.
2013, året hvor jeg kapper kablet og dropper dansk tv helt, jeg ser det jo ikke alligevel, så pengene kunne bruges til noget mere fornuftigt, så som betonstylter.
Random Knowledge Gained in 2012
Her er en lille samling af de tilfældige ting, som jeg faldt over i løbet af 2012.
Capcom og Paul W.S. Anderson arbejder tilsyneladende mod det samme mål… at alle bliver ligeglade med Resident Evil serien. #ResidentEvil6 #ResidentEvilRetribution
Guy Pearce just can’t catch a break… Pearce var med i 2 science fiction film i 2012, men han fik 5 ligegyldige minutter i gammelmands make-up i Prometheus og alt som ikke havde hans dna i Lockout, var rædselsfuldt.
John Cusack kan lave en udmærket Nicolas Cage impersonation. #TheRaven
After Dark skiftede fra horror til action, men filmene var stadig elendige. Jeg har kun 3 af de 5 film (Stash House, Dragon Eyes og Transit) men det lover ikke godt.
Hvis man sætter instruktør-holdet Neveldine/Taylor fra Crank-filmene sammen med Nicolas Cage, Idris Elba og Christopher Lambert, så burde man lave verdens fedeste actionfilm, men det var ikke tilfældet med Ghost Rider: Spirit of Vengeance. #FailedTeamUp
Netflix fik en udmærket start i Danmark, nu skal de så bare udvide. #GoodStart
Dansk animation videreførte den utroligt lave standart. #RonalBarbaren #GummiT
Det blev endelig bevist, at Tarsem er synonym med style over substance. #MirrorMirror #Immortals
Oliver Stone er blot en skygge af sig selv. #Savages #WorldTradeCenter #WallStreet2
Episodisk gaming kan fungere. #TellTaleGames #WalkingDead
Stop-motion kan stadig levere filmmagi. #ParaNorman #Pirates #Frankenweenie
Det er dumt, at satse hundredevis af millioner af dollars på en intetsigende skuespiller som Taylor Kitsch. #JohnCarter #Battleship #Savages
James Gunn’s campy humor virkede også i computerspil, bare ærgerligt at spillet var dårligt. Come on Gunn, lav filmen i stedet! #LollipopChainsaw
2012 vendte mit syn på Matthew McConaughey, han var ganske enkelt fremragende. #KillerJoe #MagicMike #Bernie
Det samme var gældende for Channing Tatum. #MagicMike #21JumpStreet #Haywire
Bullettime var stadigvæk en cool effekt. #MaxPayne3
Overdreven fan-service er irriterende. #TheHobbit #Skyfall #Expendables2
Dansk tv og reklamer blev, om noget, endnu værre i 2012. Eksempelvis er der nu 3 reklamer før den rigtige reklameblok på 3+. #Alt #IsærViasat
Trenden med at alt hvad der er elendigt er godt fortsætter, kan vi ikke godt droppe det der kitsch-lort, vi er vel intelligente mennesker. #ComeOn
Humor kan fungere i spil, især hvis man sætter Burch-familien til at skrive. #Borderlands2
Man kan sagtens føle sig som stofmisbruger uden at tage stoffer. #HotlineMiami
Dobbelt D forstår stadig ikke forskellen på en god film og gamle actionstjerner i svøb. #Expendables2
Det var blot et uddrag af de ting man kunne lære af 2012, så er det bare et spørgsmål om man tager det til sig.
2012 by the Numbers
Mens jeg stille og roligt ligger låg på det forgangne år og forbereder mig på, at udvælge alle de bedste og værste film, så sidder jeg også tilbage med en enorm mængde statistik Man er vel ikke nørd for ingenting, men jeg tænkte også at jeg kunne lave en lille post, for alle dem som sætter pris på lidt statrytteri. Samtidig kan jeg også sammenligne med forrige år og forsøge at finde ud af om det bliver bedre eller værre. Jeg brokker mig utroligt meget over filmindustriens stand, men spørgsmålet er om denne brok er understøttet af science eller om jeg bare er blevet mere mavesur med alderen.
The Numbers Game
Jeg så 220 nye film i 2012, hvilket er et fald på hele 27 film i forhold til 2011, men til gengæld genså jeg 37 film. Jeg genser generelt ikke specielt mange film, men det ændrede sig i løbet af året og det er muligt, at det er tegn for fremtiden. Det skal samtidig siges, at den ene af de 37 er Attack the Block, som blev genset hele 12 gange i 2012, at det passer med antal måneder på et år, kan værre et tilfælde.
Jeg trådte ind i biogafens mørke 17 gange, væsentligt mindre end 2011’s antal på 28, men jeg har også været træt af filmoplevelsen i de danske biografer længe, så det er måske kun logisk. 7 af de film var i 3D mod 6 året før, hvilket ikke ændre så meget, heller min holdning til formatet. Til gengæld var der kun 7 film, der blev set i standard definition i 2012, hvilket passer godt med den vej tingene går.
Årets længste film var The Hobbit: An Unexpected Journey på 169 minutter mod årets korteste film, Cat Shit One, på kun 22 minutter. Så kan man selv gætte på, hvilken film som bedst bruger den tid den har til rådighed.
Genre Defined
Endnu engang ligger komedie på toppen af genrelisten med 45 film, mod 65 året før, men det kommer mest af at de fleste animationsfilm samtidig kan klassificeres som komedier. Drama kommer lige i hælene med 44 imod 56 i 2011. Samlingen af science fiction og fantasy ligger på en tredjeplads med 36 film mod 15 året før, vi har fået mere sci-fi og det er jeg kun lykkelig for. Nogle sci-fi film er selvfølgelig også actionfilm, men den rendyrkede action variation ligger 35 film mod 41 i 2011. Thriller og horror-genrene ligger samlet på 24 film mod henholdsvis 39 og 19 film året før. Der blev set 18 animationsfilm i 2012, hvilket var 3 mere end året før og et par stykker af dem var endda stop-motion. Jeg så 10 dokumentare, hvilket er det samme antal som i 2011. Til sidst, så erstatter 2 musicals de 2 westerns fra 2011 som den mindst sete genre.
Der var også 27 sequels og 12 remakes, mod 30 og 7 i 2011, hvilket endnu engang beviser at Hollywood ikke har nogen nye idéer.
Foreign Affairs
I 2011 så jeg 18% ikke-amerikanske film uden at afholde en Anti-Hollywood Week. I 2012 blev der holdt hele to Anti-Hollywood Weeks, hvilket passende også hævede procentdelen til 24. At hver fjerde film ikke kommer fra Hollywood er jeg ganske tilfreds med. Fordelingen mellem landene er som følger (tallet i parentes er antallet fra 2011): Japan er i front med 11 (5), Danmark kommer lige efter med 9 (12), England tager tredjepladsen med 8 (11), Frankrig må nøjes med fjerdepladsen med 6 (5), Spanien, Korea og Hong Kong ligger samlet med 3 film, Canada og Indonesien havde 2 film hver og til sidst var der 1 film fra Tyskland, Kina, Finland, Thailand, Australien og Cuba hver.
Grading on a Scale
Mit elskede karaktersystem blev fordelt således: Ingen film i 2012 fik den eftertragtede topkarakter mod hele 2 af slagsen i 2011, men i det mindste kunne jeg glæde mig over Journey’s 10-tal. Der var 11 9-taller mod 5 året før, hvilket sagtens kunne tolkes som, at der var flere film der var tæt på greatness, men som ikke formåede at gå hele vejen. 23 fik karakteren 8 mod 27 i 2011. I alt 42 film måtte leve med et 7-tal mod 48 året før. 41 film sneg sig lige over middel imod 29 i 2011. 30 film fik den ultimative meh karakter i form af 5/10 mod 26 året før. Karakteren lige under middel talte 24 film ned fra 34 i 2011. 19 film kunne ikke klare mere end et 3-tal mod 37 året før. 12 film ligger skræmmende tæt på bunden mod 18 året før. 13 film led det pinefulde 1-tal mod 9 film i 2011. Sidst og absolut mindst, var der 5 film som var så elendige, at de ikke fortjente points og endte på 0 ud af 10 imod 12 året før.
Overraskende nok, så betyder det at der ligger 53% over middel og 33% under, hvilket måske svarer på det tidligere spørgsmål. Det er muligt, at det bare er mig der er en mavesur gammel mand. Gennemsnittet for 2012 ligger på 5,29 en udmærket stigning fra 4,9 i 2011.
Playing Around
Selv om siden hedder GaGa The Movies, så bliver der også spillet en del computerspil og i 2012 blev pc’eren også taget i brug til den slags. Der blev gennemført 25 spil på skive, 12 downloadable af slagsen og 2 iOS spil mod henholdvis 18, 10 og 3 i 2011. Spillenes gennemsnits-karakter steg fra 5,4 i 2011 til 6,2 så man burde være glad som gamer. Grunden til at jeg så ikke er det, er måske at jeg venter utålmodigt på at man hører om nye konsoller, hvilket absolut må ske i år. Længste spilletid går til Borderlands II med omkring 72 timer, hvilket bliver hjulpet godt på vej af udvidelses-pakkerne.
Closure
Der blev kun skrevet 207 posts på gagathemovies.com i 2012 mod 253 året før, hvilket jeg ikke er specielt glad for. 2012 var et hårdt år for mig og specielt i slutningen af året, var det meget løst med opdateringerne på siden og det beklager jeg. Målet for det nye år er, at gøre det meget bedre, få skrevet noget mere og især lave flere lange anmeldelser. Så det håber jeg, at jeg kan holde.
Tak for et godt år og vi ses til meget mere om film og spil i 2013
All Your Christmas… Day 20
Jeg blev ikke helt færdig med at snakke om de gode gamle ninja skildpadder igår, for jeg havde også Teenage Mutant Ninja Turtles til den originale Nintendo maskine. Det var et fantastisk spil med varieret gameplay og fremragende grafik for sin tid. Det var også djævelsk svært og de fleste som påstår at have gennemført det, lyver sikkert. Der var specielt ét sted som har været skyld i mange kastede controllere og sure børn. Henmod slutningen af en bane kæmpede man sig vej gennem kloakerne, tævede badguys hele vejen og forsøgte at holde sig ude af det beskidte vand. Lige inden man endelig kom til banens slutning, var der et lille hul i gulvet og uden tøven hoppede man, i troen om at dette var ingenting, men pludselig ramte man banens loft, røg i vandet og måtte starten banen forfra. Man skulle nu prøve igen… og igen… og igen. Det sidste hop virkede fuldstændigt umuligt eller det var lige indtil jeg, i arrigskab, ved et uheld glemte at hoppe og mod al forventning, stod jeg på den anden side af hullet. Så man kunne altså hele tiden bare gå over hullet i gulvet?!? Hvad fanden er det for noget, hvordan skulle man dog gætte det?!?!
Also, Donatello FTW!
All Your Christmas… Day 19
Da jeg var mindre, var jeg en stor fan af Teenage Mutant Ninja Turtles… who am I kidding? Jeg er stadig fan af de grønne padder. Go Ninja, Go Ninja, Go!… men da jeg var en lille knægt, var det bare noget andet. Jeg havde alle figurerne, en stort plastik Turtles blimp og alt muligt andet bullshit, med andre ord, så blev der brugt mange penge på den slags.
Jeg var på tur med skolen, med en færge på vej mod Bornholm, da jeg fandt ud af at de havde en Turtles: The Arcade Game maskine stående og pludselig betød alt det der Bornholmer-halløj meget mindre. Jeg havde lys i øjnene, da jeg smed de første penge i og jeg stod med et bredt smil hele vejen indtil at jeg gennemførte spillet. Det var så på det tidspunkt, at det gik op for mig at jeg havde smidt flere hundrede kroner i maskinen og havde brugt de fleste af mine lommepenge. Trist gik jeg væk fra maskinen og tænkte, at jeg lige så godt kunne smide den sidste mønt i en af de enarmede-tyveknægte som stod lige ved siden af. Til min store overraskelse, begyndte maskinen at blinke og larme som en sindssyg, jeg havde åbentbart lige vundet 1850 kroner. Jeg hoppede glad rundt, lige indtil at jeg så at der kom ingen penge ud. Med et fortvivlet blik kiggede jeg desperat efter grunden til dette, da jeg så et lille skilt hvor der stod: “Ved gevinst over 100 kroner, kontakt personalet”. Jeg var lettet, men dette var selvfølgelig det samme tidspunkt hvor vi gik i havn og min lærer skubbede os alle mod udgangen. Jeg forsøgte ihærdigt at forklare, at jeg havde penge på den maskine, men lige meget hjalp det og maskinen blev mindre og mindre mens jeg blev trukket væk. Det lignede næsten en dårlig Hollywood actionfilm, da jeg med strakte arme, råbte for mine lungers fulde kraft: “NOOOOOOOOOOO!!!”
All Your Christmas… day 18
Jeg har ikke altid haft den samme upåklagelige smag som jeg har nu. Jeg har set og nydt mange ting, som man burde holde hemmeligt. Men nu er denne julekalender jo om mig, så jeg kan vel godt fortælle om nogle af dem. I modsætning til de fleste andre, så genser jeg sjældent film, jeg går normalt videre til den næste, men en gang i mellem slipper der nogen igennem. For nylig genså jeg Attack the Block, hvilket samtidig var den 17. gang at jeg har nydt hvert eneste sekund af den film. Jeg har, lige som alle andre, også set T2: Judgement Day et utal af gange, men det er ikke altid at filmen er god, selv om den bliver set igen og igen. Da jeg var teenager (dum, en del mere interesseret i actionfilm og af en eller anden grund, stor fan af Mark Dacascos) genså jeg direkte-til-dvd actionfilmen Drive et sted mellem 20 og 30 gange. Det var faktisk så slemt, at den ofte blev genstartet så snart at den var slut. Når man ser tilbage på det, giver det ikke rigtig mening, for det er ikke just en kvalitetsfilm.
Selv om Drive ikke var specielt god, så har jeg ingen problemer med at indrømme at jeg nød at se den, der dog andre ting som jeg er væsentlig mindre glad for at indrømme og det er derfor godt, at jeg trods alt kun skriver det her på internettet, hvor der er ingen andre som kan se det. Der var engang en lille dreng som sad og tudede i et hjørne, alene af den grund, at en strømafbrydelse havde gjort det umuligt at se det nyeste afsnit af DukseDrengen. Den lille dreng var mig og det er tilfældigvis også den sidste gang, at jeg har følt noget for dansk tv.
All Your Christmas… Day 17
I dagens julekalender stopper jeg tilbageblikkene for en kort stund, for at snakke lidt nutiden i stedet. Jeg har omtalt min hjemmebiograf mange gange, ofte som den primære grund til at jeg går mindre og mindre i de rigtige biografer. Derfor syntes jeg, at folk skulle have lov til at se hvad jeg dyrker min hobby på for tiden. Vigtigst af alt, er den ydmyge billedfremstiller, i form af Panasonic plasma-tv i den passende 50 tommers størrelse. Derefter kommer der selvfølgelig både Playstation 3, Xbox 360, Laserdisc-afspiller og moviebox. Ellers har jeg stablet dvd’er, blu-rays og laserdisc op som der nu var plads. Der var engang flere, men jeg har ryddet lidt op i det for nylig. På væggene er der også kommet lidt film-halløj med plakater, postkort og lignende. Ja, jeg ved det godt, jeg er en nørd, men det kan vel ikke komme som nogen overraskelse.
Jeg beklager billedkvaliteten, det gik lidt hurtigt.
All Your Christmas… Day 16
Jeg afslutter weekendens biograf-tema med en biograftur om New York og en biograftur i New York. Endnu en af de mange biografoplevelser i Natfilmens navn, var Spike Lee’s sublime New Yorker drama 25th Hour. Filmen bar et fremragende manuskript af David Benioff over hans egen bog og et veloplagt cast med blandt andre Edward Norton, Barry Pepper, Phillip Seymour Hoffman, Brian Cox, Rosario Dawson og Anna Paquin. Filmen havde også en god humoristisk sans og latter spredte sig ofte gennem salen, men på et tidspunkt kørte det helt af sporet. Jeg var i biografen med to venner og vi nød filmen i fulde drag, men så skete dette:
“One minute ago, you were my friend. Are you drunk? Tell me you’ve been drinking too much. You’re fucking drunk.” sagde Naturelle spillet af Rosario Dawson, hvortil Frank spillet af Barry Pepper svarede “I’m Irish. I can’t get drunk, all right? I know exactly what I’m saying.” Det var en sjov lille sætning og folk lo, men mine to venners latter nåede et niveau som overdøvede alt andet i filmen og det blev kun værre, da de gik i selvsving og begyndte at grine af hinanden. Salen vendte sig imod os med irriterede blikke og jeg krøb stille ned i mit sæde. Ja ja, folk fra Irland er alkoholikere, I get it, men så sjovt var det sgu heller ikke!
For nogle år siden tog jeg med nogle venner til New York, for at se amerikansk fodbold og holde nytår. Vi var der i knap en uge og vi oplevede en masse ting. Jeg havde på forhånd ingen reele turistmål, jeg ønskede blot at komme en tur i biografen, mens vi stadig var i USA. Der kørte ikke mange spændende film, mens vi var der, så vi måtte nøjes med Nimrod Antal’s actionfilm Armored med Matt Dillon, Jean Reno, Laurence Fishburne og Skeet Ulrich. Filmen var ok, men ikke noget man behøvede at se biografen. Den mest bemærkelsesværdige ting ved denne biograftur, var amerikanernes biografkultur. Der var ingen sædenumre, så efter man havde stået i kø for at få billetter, skulle man stå i kø foran salen og så storme ind, for at få de bedst mulige pladser. Det er en komplet idiotisk måde at gøre det på, da det er spild af både publikumets og biografens tid. Men i det mindste kunne jeg tjekke “Gå i biografen i USA” af på min to-do liste.
