GaGa The Movies

Archive for the ‘GaGa Says...’ Category

Mens jeg sad og udfyldte GaGa The Movies’ infoside tænkte jeg at jeg lige ville bringe dette op på forsiden, da det er en vigtig del af hvordan en anmeldelse forstås.
Det bliver hurtigt tydeligt når man færdes rundt på nettet, at der tilsyneladende er mange der ikke forstår en simpel 10-skala.
Dette ses især hos diverse spilanmeldere og gamere hvor alt under et syvtal betragtes som dårligt, hvilket på effektiv vis ødelægger skalaen og gør den ubrugelig.
Situationen forværres yderligere af den overdrevne brug af sider som Meta-Critic og Gamerankings der kun viser en karakter baseret på en tvangssammenlægning af karakterene uden at der bliver taget højde for selve anmeldelsen eller anmelderen.
Der er mange der ikke ved hvad de taler om og/eller har forudbestemte holdninger til ting, hvilket man kan se på f.eks. IMDB hvor folk kan stemme uden at have set en film eller giver en film bundkarakter alene på grund af at den måske er instrueret af Uwe Boll, jeg vil hurtigt tilføje at jeg påstår ikke at jeg har ret men jeg påstår derimod at der er mange der tager fejl.

10/10. Mesterværk
Det tætteste man kommer det fuldendte indenfor en given genre

9/10. Superb
Et suverænt produkt der effektivt skiller sig ud fra mængden

8/10. Fantastisk
Et fremragende stykke arbejde måske med små mindre fejl

7/10. God
Velfungerende og habilt, men heller ikke meget mere

6/10. OK
Et acceptabelt forsøg

5/10. Middelmådig
Hverken godt eller dårligt, mere ligegyldigt

4/10. Under Middel
Mangelfuld og/eller lettere ubrugelig

3/10. Skuffende
Eksisterende gode idéer uden evne til at bruge dem

2/10. Dårlig
Makværk med meget få lyspunkter

1/10. Elendig
En total mangel på talent, intelligens og vision

0/10. Spild af Eksistens
En skamplet på menneskeligheden som helhed

Der er mange der ser titallet som et “Perfect 10” eller ikke bruger det da der kunne jo komme noget bedre i fremtiden, hvilket resulterer i at det ikke længere er en tiskala hvis topkarakteren er uopnåelig.
Dette gør 9-tallet til den egentlige topkarakter og hvor længe går der så før den bliver lige så uopnåelig?
Desuden er der intet der er perfekt så den tankegang er ligeledes dødsdømt på forhånd.

Et produkt skal også have en individuel bedømmelse, anmeldes for hvad det er og bør ikke sammenlignes med alt andet.
Det jeg mener med det er, at f.eks. en actionfilm skal bedømmes som en actionfilm og skal ikke sammenlignes med noget der er usammenlignligt.
Man kan ikke uden forbehold sige at et tital er det samme som et andet.
At en film som District 9 eller Evil Dead II: Dead by Dawn får 10 betyder det ikke nødvendigvis at den er lige så god som eksempelvis Pulp Fiction eller Citizen Kane, det betyder bare at det er et mesterværk indenfor hvad det er.

Der er sikkert også nogen der vil argumentere for at en tiskala ikke indeholder et 0, at den går fra 1-10, men det er min fulde overbevisning at der eksisterer ting der er så elendige at de ikke fortjener ét eneste point som de teoretisk allerede ville have hvis skalaen startede på 1.
Desuden mener jeg også at midterkarakteren er vigtig da der også er ting der hverken er gode eller dårlige, så ligegyldige og middelmådige, at de hører hjemme lige i midten af spekteret.

Tiskalaen er også et af de få karaktersystemer der virker brugbare for mig, da mange de andre er enten for løse eller giver nogen mening.
De danske skolers karaktersystemer (12 og 13) har huller og manglende tal.
4 og 5 stjerne-systemet giver mig for lidt at arbejde med (6 stjerner kan måske lige gå).
Procent- (op til 100%) og kommasystemerne (5 eller 10-skala med decimaler) er alt for løse, hvad gør eksempelvis en ting til en 83’er i stedet for en 84’er?

Til sidst vil jeg sige at det er ikke karakteren der er vigtig men derimod anmeldelsen.
(¤ Hvad f***** i h****** har jeg så skrevet denne lange forklaring for?)

Edit: Ironisk nok kommer denne forklaring på karaktersystemet som indlæg nummer 100, men bedre sent end aldrig som man siger.

(¤ Jeg vil gerne beklage på vegne af alle under GaGa The Movies-navnet, sætningen “It’s X-Mas, Yo!” burde aldrig ytres i det offentlige rum og det skal ikke ske igen. Promise.)

Jeg har aldrig været den store fan af jul og de film der følger med.
Det hele er en anelse for sødt til min smag, men jeg alligevel gjort det til en tradition de sidste mange år at se en julefilm den 23. december.
I år var ingen undtagelse men til gengæld var det en rædsom oplevelse…

Four Christmases [2008]

Instrueret af Seth Gordon, skrevet af Matt Allen og Caleb Wilson
Med Vince Vaughn, Reese Witherspoon, Robert Duvall, Jon Voight, Jon Favreau, Sissy Spacek, Mary Steenburgen, Dwight Yoakam og Tim McGraw

Pinlig og tænderskærende julekomedie med meget få positive elementer og endnu færre sjove.
Det er akavet, unaturligt og dårligt skrevet, hvis det ikke var for hæderlige præstationer fra Jon Favreau, Robert Duvall og Tim McGraw ville filmen være komplet spild af tid.
3/10 (5)

I stedet skulle man hellere se en af de klassiske julefilm og der er en håndfuld rigtig gode.

Film som Henry Selick og Tim Burtons sublime stop-motion mesterværk Nightmare before Christmas, den hysterisk morsomme Bad Santa med Billy Bob Thornton som fordrukken julemand, Muppets version af The Christmas Carol med Michael Caine som Scrooge, den første Die Hard hvis man er til lidt juleaction, den japanske animationsfilm Tokyo Godfathers og den største julefilm af dem alle It’s a Wonderful Life fra ‘46.

Så længe man holder sig fra de mange film på julemandens “naughty”-liste så går det nok.
Arnold Schwarzeneggers elendige Jingle All the Way, den rædsomme lyd af Alvin and The Chipmunks, det gyselige makværk Surviving Christmas med Ben Affleck, Christmas with the Kranks med Tim Allen og The Santa Clause 1-3 ligeledes med Tim Allen bør aldrig komme i nærheden af ens tv i juledagene med mindre man gerne vil have den gode stemning ødelagt.

Go Jul til alle.

Plan 9 from Outer Space [1959]
Instrueret og skrevet af Edward D. Wood Jr.
Med Bela Lugosi, Vampira, Gregory Walcott, Mona McKinnon, Duke Moore og Tor Johnson

Anerkendt verden over som den dårligste film nogensinde.
Skabt af ”The Master of Trash” Ed Wood med et minimalt budget, talentløse skuespillere og en hårdnakket fokusering på at den første optagelse altid er god nok.
Der er aldrig brug for at tage noget om, ligegyldigt hvad der så end går galt og det kan virkelig ses.
Folk der går ind i væggene på de skrøbelige papkulisser, synlige lynlåse sjuskede gummikostymer og flyvende tallerkner med tydelige snore.
Bela Lugosis død, mens filmen blev optaget, hvilket resulterer i at Ed Woods kones kiropraktor spiller rollen resten af filmen samtidigt med han konstant dækker sit ansigt i et desperat håb om at det ikke bliver opdaget.
Det er dog alt sammen en del af filmens charme og gør det til en oplevelse ulig nogen anden.

At jeg har haft muligheden for at se den i biografen, er lige så vigtigt for mig som resten af de film jeg anbefaler her.
Jeg er af den fulde overbevisning, at det er en film man ikke må gå glip af og at man ikke vil fortryde de 90 minutter i selskab med absolut talentløshed.
0/10

Så er det blevet tid til The Royal Rumble… Digital Warfare… The Final Fight… The War to End All Wars… eller hvis det skal beskrives med lidt mindre prætentiøse ord, så er det blevet tid til min konklusion om den digitale markedsplads.
Hvem står tilbage som vinderen, Sony eller Microsoft, og hvem er bedst rustet til fremtiden?

1. Runde: Pris.
Opfattet af mange som et kontroversielt emne og grunden til horder af fanboys uendelige klagen på alverdens fora på nettet.
Da dette marked åbnede, var priserne mindre men det var spillene også og spilfirmaerne var usikre på om der overhovedet var et forbrugergrundlag for servicen.
I takt med størrelsen (og for det meste også kvaliteten, forventningerne og produktionsomkostningerne) på spillene steg, er det kun logisk at prisen fulgte med.
At tude over et prisskilt på 10-15 dollars (eller priser mellem 50 og 100 kroner her i Danmark) er håbløst og idéen om helt at undlade at købe et godt spil bare fordi det har den lidt højere prissats er tåbeligt når man tænker på hvor mange af selvsamme mennesker der glædeligt går ud og giver fuld pris i butikkerne for dårligere spil.

Når alt kommer til alt er det nøjagtigt det samme som salgsspil i butikkerne, der er nogle spil der er pengene værd mens andre ikke er, spil der er åbenlyst optrækkeri hvor andre kan betegnes som et røverkøb.
At eksempelvis GTA IV og Night at the Museum 2 udgives til samme pris betyder jo langtfra at de er lige meget værd og sådan er det også online.

Der er som sådan ikke noget galt med prislejet, det er mere et spørgsmål om at de forskellige spilfirmaer skal være bedre til at vurdere deres lortespil og prissætte derefter. (¤ f.eks. var de underholdningsforladte 40 minutter det tog at gennemføre nyudgivelsen af Turtles in Time meget dårlig værdi for de 72 kr. man smed efter det.)
Vinder: Ingen, det må stå som uafgjort.

2. Runde: Kvalitet.
Som nævnt ovenfor er kvaliteten meget svingende hos begge ”købmænd” men nødvendigvis ikke mere end andre steder, om det er spil, film, musik osv. man taler om vil det på ingen måde være rent godt eller rent skidt.
For hvert Geometry Wars vil der altid være et Rocky & Bullwinkle (¤ Jeg ville ikke have noget imod at brænde op i helvede i al evighed hvis det betød at folkene bag det spil tilbragte resten af deres dage på deres blødende knæ, tiggende, for at få råd til at refundere de penge man, i et øjeblik af sindssyge, købte spillet for.)
Heldigvis er der nok kvalitet begge steder til at man godt kan holde ud at rode igennem alt skraldet (¤ og ja det var en reference til Trash Panic på PSN).
Vinder: Uafgjort.

3. Runde: Kreativitet.
I jagten på kvalitet er kreativitet en god følgesvend, det er sikkert at man når målet men i det mindste er rejsen interessant.
PSN er langt foran på denne front, for selvom der er mange opfindsomme spil på XBLA er det intet imod den ufortyndede dose ”mindfuck” der bliver lagt op på visse torsdage.
Spil som The Last Guy, Nobi Nobi Boy, Trash Panic og Linger in Shadows slår PSN fast som en højborg for alternative og innovative produkter, at det ikke altid er lige godt er blot en mindre detalje.
Jeg vil hellere prøve noget nyt i stedet for at få variationer af det samme hele tiden og hvis der ikke var lidt kreativitet i branchen, ville alle firmaer hedde Activision.
Vinder: Playstation Network.

4. Runde: Udvalg.
Der er meget at vælge imellem hos begge parter, men med en lille kant til fordel for XBLA der har været længere kørende.
Det er dog ikke kun eksistens-tiden der står i Microsofts favør, spredningen og blandingen af spiltyper er yderst fordelagtig.
Det burde være muligt at finde mere end en god håndfuld spil der falder i ens smag ligegyldigt hvem man er.
Vinder: Xbox Live Arcade.

5. Runde: Release & Information.
Information er et af de største problemer hos begge parter, ingen af dem er specielt gode til at informere om hvad der kommer og hvornår, men de har i det mindste fundet en dag hvor der for det meste bliver lagt nye spil op (Onsdag på Xbox og torsdag på Playstation).
Microsoft er blevet lidt bedre til det og de fleste spil bliver annonceret om søndagen og udkommer onsdagen efter, hvorimod hos Sony er det sjældent at man får noget at vide før man lukker op for butikken om torsdag og ser hvad der er kommet.
En ting jeg finder irriterende er Sonys regioninddeling af deres butik og der er ingen garanti for, at fordi et produkt ligger på den amerikanske butik, at det kommer op de andre steder den samme uge, samme måned eller for den sags skyld samme halvår.

Det er under alle omstændigheder for løst på alle punkter og man kan kun håbe at de begge bliver bedre til det i fremtiden.
Vinder: Uafgjort.

6. Runde: Design og Brugervenlighed.
Microsofts valg om at introducere et pointsystem, hvor man køber points og derefter bruger disse points på markedspladsen, gør handelen på XBLA mere kompliceret end det behøver at være.
Ud fra et forretningsmæssigt synspunkt kan jeg godt forstå hvad det er de gerne vil opnå.
Idéen i at points bliver solgt i pakker af 500, 1000, 2000 og 5000 mens spil er prissat efter modellen 400, 800, 1200 og 1600 gør at man konstant har småbeløb stående og man kunne jo derefter blive fristet til at købe andre ting.
Pointsvalutaen virker også vildledende på samme måde som man ser i tilbudsaviser, hvor en vare f.eks. står til 199,95 i stedet for 200,- det ser bare billigere ud, og når man ser 800p. tænker man nødvendigvis ikke 72kr. med det samme.
Det er ikke særligt brugervenligt og ofte ganske irriterende men det åbner samtidig op for at man kan købe billige points på nettet og spare penge på den måde.

Harddisken bliver mere og mere proppet i takt med at man henter flere spil og disse samtidig bliver større, men det er der heldigvis taget højde for fra begge parter.
På Xbox’en kan man frit hente ting igen når man først har købt det, hvilket rart nok giver én friheden til at slette spil hvis man kommer i pladsproblemer vel at mærke med den sikkerhed det giver at man ved at man bare kan hentes igen når man får brug for det.
Playstation har næsten samme mulighed, der er dog sat en grænse på 5 downloads.
Denne begrænsning er umiddelbart ikke noget der vil berøre den almene forbruger men i visse tilfælde kan det godt gå hen og blive et problem.
Hvis maskinen går i stykker, man skifter harddisken, man flytter rundt eller kommer i pladsproblemer kan dette loft måske komme i vejen.

Designmæssigt fungere begge butikker næsten upåklageligt og de er også blevet ret gode til at promovere nyt materiale.
Det er lidt værre hvis man vil finde ældre ting som godt kan gå hen og forsvinde i et hav af menuer, det er dog aldrig værre end man nok skal finde det hvis man giver sig lidt tid.
Desværre er der efter min mening for meget reklame materiale begge steder og ingen af dem gør specielt meget ud af tilbud som ellers ville være en måde at tjene ekstra på.
Men man kan jo håbe at de lærer noget fra Steam på Pc’en og lege lidt mere rundt med priserne.
Vinder: Uafgjort.

Ja, jeg ved godt at det er lidt fesent at lade det ende uafgjort men det er bare nogle rigtig gode digitale markedspladser de har startet.
Hver især med både plusser og minusser.
Det er startet fornemt og det ser ud til kun at blive bedre i fremtiden.
Men hvis jeg skal tildele sejren til en af dem (¤ og det skal jeg, jeg har jo lige sagt at uafgjort er fesent!) så må jeg indrømme at jeg personligt bedst kan lide PSN da den til stadighed bliver ved med at overraske og i en så forsigtig branche er det sku’ forfriskende.

Playstation Store kom lidt senere på banen men ved hjælp af gode beslutninger og idéer, er torsdags-updaten blevet et fast ugentligt kig værd.
Spillene er ofte meget anderledes (¤ ikke altid på den gode måde) og interessante, sådan har det været hele vejen og to af de absolut bedste spil er fra tjenestens start.

Super Stardust HD
Udgivet af Sony og lavet af Housemarque
1-4 spiller twinstick shooter (60kr.)

PSN’s første svar på en twinstick shooter bragte fantastisk grafik, intens action og en fokuseret spilflade sammen i en større enhed.
Efter udgivelsen blev tilføjet co-op og andre features og det er med til at holde det i den absolutte topklasse selv flere år senere.
9/10

flOw
Udgivet af Sony og lavet af thatgamecompany
1-2 spiller ”Zen-gaming”? (40kr.)

flOw var også med helt fra begyndelsen og viste en side af PSN som både var overraskende og forfriskende, en side hvor opfindsomhed og stil er i højsæde, to ting som flOw har i hobetal.
flOw brændte sig fast i éns hukommelse og har siden åbnet døren for mange andre specielle spil.
Når man nu siger spil så er det ganske besværligt at kategorisere flOw, da det er mindre et spil og mere interaktiv kunst end noget andet.
Perfekt, efter et par timers vold og ødelæggelse i alskens andre spil, at springe ud i en så smuk, unik og afslappende oplevelse som flOw.
9/10

Flower
Udgivet af Sony og lavet af thatgamecompany
1 spiller ”Zen-gaming”? (60kr.)

Efter flOw følger thatgamecompany op med endnu en drømmelignende zen-oplevelse hvor man flyver let i vinden hen over marker og enge mens man får alverdens farvestrålende flora til at blomstre.
Det lyder mærkeligt men det er en utrolig beroligende, afslappende og sjælfuld vision der bliver blændet op for, alt sammen i gudeskøn HD.
8/10

Shatter
Udgivet og lavet af Sidhe Interactive
1 spiller block-breaker (45kr.)

Veludført modernisering af det klassiske Arkanoid/Breakout koncept, der tager de bedste ting fra de gamle spil og udvider med ekstra kontrol og nye strategier.
Voldsomt vanedannende gameplay, flot grafik og suveræn musik.
8/10

Pixel Junk Eden
Udgivet af Sony og lavet af Q Games
1-4 spiller platform/puzzler (60kr.)

Abstrakt, stilrent og originalt spil.
Som en lille organisme svinger man sit net fra plante til plante for at udvide verdenen og åbne nye, det er let at gå til men tilbyder senere overraskende dybde.
8/10

Echocrome
Udgivet af Sony og lavet af Sony Japan Studio
1 spiller puzzler (75kr.)

Æstetisk simpel puzzler med rene sorte streger på hvid baggrund.
I begyndelsen virker idéen om at vende og dreje perspektivet for at gennemføre banerne simpelt og ligetil, men det vare ikke længe før det bliver afsindigt kompliceret.
8/10

Af spil man lige burde give en chance er det micro-machines-agtige CALLING ALL CARS, det hektiske multiplayer krigsspil WARHAWK, det flotte ”flyt-brikker-spil” CUBOID og det nyankomne FAT PRINCESS.
PSN er også hjem for nogle lettere crazy og mærkværdige japanske titler som f.eks. NOBI NOBI BOY ”spillet” der går ud på at strejke sin karakter til en lang pølse, Google Earth-Pacman mash-up THE LAST GUY, skraldespands puslespillet TRASH PANIC og den underlige men søde rollespil og twinstick shooter-blanding DARK MIST.
Man behøver skam ikke at være japaner for at være sindssyg, bliver bevist med elefant/brobygger spillet ELEPHUNK, det musikbetonede EVERYDAY SHOOTER og den interaktive screensaver LINGER IN SHADOWS som jeg har svært ved at skrive noget om da det på intet tidspunkt giver nogen mening.

Af annoncerede kommende titler er bla. det eminente TRINE, zombieshooteren DEAD NATION, den spændende Eden-opfølger PIXEL JUNK SHOOTER, det forventede ”Warhawk in space” STARHAWK og det sære CRITTER CRUNCH.