Archive for the ‘GaGa Says…’ Category
Her på GaGaTheMovies.com bliver der set mange film. Det har alle dog ikke tid til, derfor er det jo godt at man har internettet og folk der ikke har andet at tage sig til. Som en hjælp til det travle folk, har amatør klipperen Gen klippet 270 film fra 2010 sammen i en fin lille montage på knap 7 minutter. Det går stærkt men det virker overraskende godt. Se klippet og tænk på al den tid du har sparet.
Crunch Time [kruhnch tahym]
Crunch Time er en beskrivelse af den tid lige før et projekts deadline, hvor alle arbejder ekstra hårdt for at nå tidsfristen. Det bruges ofte i spilindustrien i månederne op til et spils udgivelsesdato.
I denne sidste måned af året, hvor store dele af verdenen farer rundt i julepanik indhyllet i lugten af gran og skæret af blinkende lys til et soundtrack af sukkersøde julesange, ser det ganske anderledes ud her hos GaGa The Movies. Det er selvfølgelig også juletid i det lille mørke hjørne af internettet hvor GaGa holder til, det bliver bare ikke fejret på traditionel vis (¤ desuden hader jeg nelliker og er af en eller anden besynderlig grund skræmt fra vid og sans hver gang jeg ser en gris af marcipan).
December markerer crunch time for GaGa The Movies, en tid hvor der skal forberedes nomineringer til GaGa The Movies’ Best of 2010, der starter den 13. januar. Derfor sidder jeg her med en lang liste af film, der skal igennem systemet før disse nomineringer kan blive uddelt. Der er omkring 50 film på den liste og jeg vil skynde mig at takke Hollywood for at over halvdelen varer mere end to timer og otte af dem varer hele tre timer. Lær dog at klippe jeres film, for helvede!
Men ikke mere bla bla for nu, tilbage til filmene. Happy Christmas, Jinglebells og alt det pis.
Det er bestemt ikke nogen hemmelighed, at vi her på GaGa The Movies hader Uwe Boll som pesten, så meget at det er en del af sidebeskrivelsen på Facebook. Man kan argumentere for at han lever af dette had og hvis man bare ignorerede ham, ville han forsvinde ud i ligegyldigheden. Men det irriterer mig grænseløst at han gang på gang kan fremskaffe penge til at producere den ene lortefilm efter den anden. Først lavede han elendige spil-filmatiseringer så som Alone in the Dark, Far Cry og Postal, men så gik han videre til at lave provokerende (men stadig elendige) film som Rampage, Stoic og Auschwitz. Nu er han i gang igen, med to film der er optaget samtidig, med de samme skuespillere og der uden den store overraskelse begge ser skræmmende elendige ud. Der burde indføres en undtagelse i lovgivningen, hvorved det er ok at slå Dr. Uwe Boll ihjel, jeg melder mig frivilligt.
Efter en god afsluttet uge med alverdens film, er det blevet tid til at afslutte det på en passende måde. Denne tredelte Anti-Hollywood Week Wrap Up, starter med et par anbefalinger af en håndfuld oplevelser man burde give sig selv.
OSS 117: Cairo, Nest of Spies [2006]
Instrueret af Michel Hazanavicius
Skrevet af Jean-Francois Halin
Med Jean Dujardin, Bérénice Bejo, Aure Atika, Phillippe Lefebvre
En af årets helt store overraskelser, en spoof-film der imod al forventning er sjov og så er den endda rigtig sjov. Fremragende filmatisering af de gamle franske spion-bøger, der ligger et tykt lag af parodi på agentfilm som James Bond. Ofte hysterisk morsom, langt de fleste jokes rammer plet og Jean Dujardin er helt igennem fantastisk i hovedrollen som agent OSS 117.
Casshern [2004]
Instrueret af Kazuaki Kiriya
Skrevet af Dai Sato og Kazuaki Kiriya
Med Yûsuke Iseya, Kumiko Asô, Akira Terao, Kanako Higuchi og Hiroyuki Miyasako
Kazuaki Kiriyas filmatisering af mangaen, Casshern, er et visuelt mesterværk der blander mange forskellige stilarter i en eksplosion af smukke billeder. Det er samtidig også en blanding af storslået science fiction, overdreven action og filosofisk drama. Det er langt fra en film for alle, men jeg elsker den og kan kun på det varmeste anbefale den.
The Host [2006]
Instrueret af Bong Joon-Ho
Skrevet af Ha Won-Jun og Bong Joon-Ho
Med Song Kang-Ho, Byeon Hie-Bong, Park Hae-Il og Bae Doo-Na
Bong Joon-Ho fantastiske blanding af monster-film, slapstick humor og karakterdreven drama, The Host, er en af de absolut bedste og mest kreative creature feature i nyere tid. Song Kang-Ho (Memories of Murder) spiller hovedrollen perfekt med lige dele fumlende idiot og beskyttende familieleder og alt det kaotiske monster-action er udført med bravur. Omtrent så langt fra en Hollywood monster-film som man kan komme og det er en fryd at se på.
Knockin’ on Heaven’s Door [1997]
Instrueret af Thomas Jahn
Skrevet af Thomas Jahn
Med Til Schweiger, Jan Josef Liefers, Moritz Bliebtreu, Rutger Hauer, Thierry van Werveke og Huub Stapel
Et af de rigtig gode minder fra min ungdom, var at se den super-underholdende tyske actionfilm, Knockin’ on Heaven’s Door, i den lille lokale biograf. Historien er simpel men effektiv, humoren er ærlig og den sindssyge action er herligt useriøs. Hovedrolle-indehaverne gør det godt og det er stadig, efter min mening, Til Schweigers bedste rolle.
Memories of Murder [2003]
Instrueret af Bong Joon-Ho
Skrevet af Bong Joon-Ho
Med Song Kang-Ho, Kim Sang-Kyung, Kim Roe-Ha, Byeon Hie-Bong og Song Jae-Ho
Memories of Murder var første gang jeg stiftede bekendtskab med Bong Joon-Ho og hvilken måde at starte et bekendtskab på. Memories er en yderst intens og velspillet jagt på en skræmmende seriemorder. Memories var med til at kickstarte den trio af talentfulde og interessante instruktører, bestående af Joon-Ho (Memories, Mother), Kim Ji-Woon (The Good The Bad The Weird, Bittersweet Life) og Park Chan-Wook (Oldboy, Thirst), der har gjort Sydkorea til et af de mest spændende filmlande.
Switchblade Romance [2003]
Instrueret af Alexandre Aja
Skrevet af Alexandre Aja og Grégory Levasseur
Med Cécile de France, Maïwenn Le Besco, Phillipe Nahon, Franck Khalfoun og Andrei Finti
Den brutale og blodige horror-film der startede Alexandre Ajas internationale karriere og gjorde ham til en af de mest interessante nye horror-instruktører. Visuelt flot, nervepirrende og blodig på den bedst mulige måde. Slutningen er meget omtalt og de fleste hader den men I love it,
Ong-Bak [2003]
Instrueret af Prachya Pinkaew
Skrevet af Prachya Pinkaew og Panna Rittikrai
Med Tony Jaa, Petchtai Wongkamlao, Pumwaree Yodkamol, Suchao Pongwilai og Wannakit Sirioput
Filmen der gav en lamslået verden den særdeles talentfulde Tony Jaa og vente tilbage til fortidens overdrevne og brutale kamp-scener uden brug af computereffekter og wire-tricks. Historien og skuespillet er på grænsen til elendigt men det er alt sammen ligegyldigt når Tony Jaa begynder at tæve sine stuntmænd og nu hvor Jaa er blevet lettere sindssyg og har lukket sig selv inde i et kloster, er det vigtigt at værdsætte de suveræne actionscener han har givet os.
Jeg har altid haft den holdning, hvis man ikke ved hvad man snakker om, så burde man holde sin mund. Grunden til at jeg bringer det op her, sådan ud af ingenting, er fordi jeg endnu engang fik denne uvidenhed smidt i hovedet den anden dag.
Jeg var inde for at købe de nyudkommende Halo: Reach i Game i tirsdags og som så mange gange før skulle jeg vente i kø fordi folk ikke sætter sig ind i hvad de køber. Foran mig stod en ældre dame (¤ og med ældre dame mener jeg egentlig, en ældgammel kone der sikkert var i sin glade ungdom dengang lyset blev opfundet) og brugte lang tid på, at snuble over samtlige ord hun skulle sige i et forum hun åbenlyst ikke vidste noget som helst om. Hun skulle købe et Sims-spil til hendes oldebarn og han skulle selvfølgelig ikke gå glip af den vigtige historie, så ekspedienten måtte finde The Sims 1 frem fra kælderen (¤ jeg behøver ikke at skrive hvorfor det er tåbeligt). Så blev det endelig min tur og jeg proklamerede hurtigt at jeg skulle have Halo: Reach. Den ældre dame vendte sig mod mig, rynkede på næsen og sagde “spiller du stadig computerspil?”. Nu er jeg blevet opdraget med, at man skal respektere de ældre og at man ikke må slå folk, så jeg nøjes med at skrive dette og takke den ældre dame. Det er altid rart at vide at der stadig findes mennesker der tror at spil ikke har udviklet sig og til den dag i dag, kun er bip-bip spil for børn. Det giver ro i sjælen.
Rant over, back to your regular programming.
GaGa The Movies er langt fra den eneste filmrelateret side på nettet (¤ really?!), der findes masser af intelligente og dygtige mennesker rundt omkring, men af og til kan det være svært at finde guldkornene blandt alle idioterne. Derfor vil jeg lige anbefale nogle af de film-relaterede podcast som jeg lytter til. Podcasts er, for mig, et af de bedste medier til information, holdninger og historier. De sidste par år er der flere og flere der er blevet fast inventar på min computer og mp3-afspiller. Her er nogle af de bedste:
/Filmcast
Den, efter min mening, bedste filmside Slashfilm.com har også en bedre halvdel i form af The /Filmcast. Et velinformeret og ærligt filmpodcast med David Chen, Devindra Hardawar og Adam Quigley fra /Film samt gæster fra alle sider af industrien. Gæsterne spænder fra filmanmeldere, som Eric Vespe og C. Robert Cargill fra Ain’t It Cool News, til instruktører som Rian Johnson og Vincenzo Natali.
Filmspotting
Et af de første filmpodcasts (de har lige krydset de 300 shows). Intelligente anmeldelser, meninger og tilbageblik fra Chicagos egne: Adam Kempenaar og Matty Robinson. De to værter har også lavet flere filmforelæsninger.
Dobbelt Ds Definitive DVD Podcast
Et af de få danske filmrelaterede podcasts, byder på velformulerede anmeldelser af både nye og gamle film samt temafokuserede specials om bl.a. James Cameron, David Fincher og Twilight. En afslappet humor og god kemi mellem værterne, David Bjerre og Dennis Rosenfeld, gør hvert show til en behagelig og underholdende affære.
Creative Screenwriting Magazine
Det anerkendte filmblad Creative Screenwriting Magazine udgiver ofte informative Q & A sessions med nogle af de største navne i industrien for eksempel Charlie Kaufman, Nick Hornby, Peter Jackson og Terry Gilliam.
The Tobolowsky Files
David Chen, fra /Film, er vært for et podcast hvor karakterskuespiller Stephen Tobolowsky (Glee, Memento, Groundhog Day, The Insider) fortæller gribende anekdoter fra hans liv og de mere end 200 credits på hans CV.
Behind the Screened Door
Whiskey Medias (Giant Bomb, Tested, Comic Vine) nystartede filmsite Screened.com tilbyder, udover gode anmeldelser, nyheder og en stor brugergenereret database, også et udmærket podcast med Alex Navarro og Matt Rorie i spidsen.
Film Sack
Et dyk ned i de enorme arkiver af ældre og ofte knap så fantastiske film som eksempelvis The Lawnmover Man, Howard the Duck og Clash of the Titans, præsenteret med en frisk og letbenet humoristisk sans.
SModcast
Kevin Smith og Scott Mosiers (Clerks, Dogma, Chasing Amy) podcast om alt mellem himmel og jord. Det er god let underholdning og det er samtidig det sjoveste Kevin Smith har lavet i lang tid.
Movies You Should See
Et podcast i stil med Film Sack, bare med langt større fokus på gode film. Hver uge bliver der taget en ny film op, som så bliver kritiseret, kommenteret og lettere analyseret. En god måde at finde film som man måske har overset.
GaGa The Movies kæmper i øjeblikket med modbydelige internetproblemer, da en bitter konkurrent har klippet mine kabler, men siden skulle være good to go i morgen eller overmorgen.
Mens jeg sad og udfyldte GaGa The Movies’ infoside tænkte jeg at jeg lige ville bringe dette op på forsiden, da det er en vigtig del af hvordan en anmeldelse forstås.
Det bliver hurtigt tydeligt når man færdes rundt på nettet, at der tilsyneladende er mange der ikke forstår en simpel 10-skala.
Dette ses især hos diverse spilanmeldere og gamere hvor alt under et syvtal betragtes som dårligt, hvilket på effektiv vis ødelægger skalaen og gør den ubrugelig.
Situationen forværres yderligere af den overdrevne brug af sider som Meta-Critic og Gamerankings der kun viser en karakter baseret på en tvangssammenlægning af karakterene uden at der bliver taget højde for selve anmeldelsen eller anmelderen.
Der er mange der ikke ved hvad de taler om og/eller har forudbestemte holdninger til ting, hvilket man kan se på f.eks. IMDB hvor folk kan stemme uden at have set en film eller giver en film bundkarakter alene på grund af at den måske er instrueret af Uwe Boll, jeg vil hurtigt tilføje at jeg påstår ikke at jeg har ret men jeg påstår derimod at der er mange der tager fejl.
10/10. Mesterværk
Det tætteste man kommer det fuldendte indenfor en given genre
9/10. Superb
Et suverænt produkt der effektivt skiller sig ud fra mængden
8/10. Fantastisk
Et fremragende stykke arbejde måske med små mindre fejl
7/10. God
Velfungerende og habilt, men heller ikke meget mere
6/10. OK
Et acceptabelt forsøg
5/10. Middelmådig
Hverken godt eller dårligt, mere ligegyldigt
4/10. Under Middel
Mangelfuld og/eller lettere ubrugelig
3/10. Skuffende
Eksisterende gode idéer uden evne til at bruge dem
2/10. Dårlig
Makværk med meget få lyspunkter
1/10. Elendig
En total mangel på talent, intelligens og vision
0/10. Spild af Eksistens
En skamplet på menneskeligheden som helhed
Der er mange der ser titallet som et “Perfect 10” eller ikke bruger det da der kunne jo komme noget bedre i fremtiden, hvilket resulterer i at det ikke længere er en tiskala hvis topkarakteren er uopnåelig.
Dette gør 9-tallet til den egentlige topkarakter og hvor længe går der så før den bliver lige så uopnåelig?
Desuden er der intet der er perfekt så den tankegang er ligeledes dødsdømt på forhånd.
Et produkt skal også have en individuel bedømmelse, anmeldes for hvad det er og bør ikke sammenlignes med alt andet.
Det jeg mener med det er, at f.eks. en actionfilm skal bedømmes som en actionfilm og skal ikke sammenlignes med noget der er usammenlignligt.
Man kan ikke uden forbehold sige at et tital er det samme som et andet.
At en film som District 9 eller Evil Dead II: Dead by Dawn får 10 betyder det ikke nødvendigvis at den er lige så god som eksempelvis Pulp Fiction eller Citizen Kane, det betyder bare at det er et mesterværk indenfor hvad det er.
Der er sikkert også nogen der vil argumentere for at en tiskala ikke indeholder et 0, at den går fra 1-10, men det er min fulde overbevisning at der eksisterer ting der er så elendige at de ikke fortjener ét eneste point som de teoretisk allerede ville have hvis skalaen startede på 1.
Desuden mener jeg også at midterkarakteren er vigtig da der også er ting der hverken er gode eller dårlige, så ligegyldige og middelmådige, at de hører hjemme lige i midten af spekteret.
Tiskalaen er også et af de få karaktersystemer der virker brugbare for mig, da mange de andre er enten for løse eller giver nogen mening.
De danske skolers karaktersystemer (12 og 13) har huller og manglende tal.
4 og 5 stjerne-systemet giver mig for lidt at arbejde med (6 stjerner kan måske lige gå).
Procent- (op til 100%) og kommasystemerne (5 eller 10-skala med decimaler) er alt for løse, hvad gør eksempelvis en ting til en 83’er i stedet for en 84’er?
Til sidst vil jeg sige at det er ikke karakteren der er vigtig men derimod anmeldelsen.
(¤ Hvad f***** i h****** har jeg så skrevet denne lange forklaring for?)
Edit: Ironisk nok kommer denne forklaring på karaktersystemet som indlæg nummer 100, men bedre sent end aldrig som man siger.
(¤ Jeg vil gerne beklage på vegne af alle under GaGa The Movies-navnet, sætningen “It’s X-Mas, Yo!” burde aldrig ytres i det offentlige rum og det skal ikke ske igen. Promise.)
Jeg har aldrig været den store fan af jul og de film der følger med.
Det hele er en anelse for sødt til min smag, men jeg alligevel gjort det til en tradition de sidste mange år at se en julefilm den 23. december.
I år var ingen undtagelse men til gengæld var det en rædsom oplevelse…
Four Christmases [2008]
Instrueret af Seth Gordon, skrevet af Matt Allen og Caleb Wilson
Med Vince Vaughn, Reese Witherspoon, Robert Duvall, Jon Voight, Jon Favreau, Sissy Spacek, Mary Steenburgen, Dwight Yoakam og Tim McGraw
Pinlig og tænderskærende julekomedie med meget få positive elementer og endnu færre sjove.
Det er akavet, unaturligt og dårligt skrevet, hvis det ikke var for hæderlige præstationer fra Jon Favreau, Robert Duvall og Tim McGraw ville filmen være komplet spild af tid.
3/10 (5)
I stedet skulle man hellere se en af de klassiske julefilm og der er en håndfuld rigtig gode.
Film som Henry Selick og Tim Burtons sublime stop-motion mesterværk Nightmare before Christmas, den hysterisk morsomme Bad Santa med Billy Bob Thornton som fordrukken julemand, Muppets version af The Christmas Carol med Michael Caine som Scrooge, den første Die Hard hvis man er til lidt juleaction, den japanske animationsfilm Tokyo Godfathers og den største julefilm af dem alle It’s a Wonderful Life fra ‘46.
Så længe man holder sig fra de mange film på julemandens “naughty”-liste så går det nok.
Arnold Schwarzeneggers elendige Jingle All the Way, den rædsomme lyd af Alvin and The Chipmunks, det gyselige makværk Surviving Christmas med Ben Affleck, Christmas with the Kranks med Tim Allen og The Santa Clause 1-3 ligeledes med Tim Allen bør aldrig komme i nærheden af ens tv i juledagene med mindre man gerne vil have den gode stemning ødelagt.
Go Jul til alle.
Plan 9 from Outer Space [1959]
Instrueret og skrevet af Edward D. Wood Jr.
Med Bela Lugosi, Vampira, Gregory Walcott, Mona McKinnon, Duke Moore og Tor Johnson
Anerkendt verden over som den dårligste film nogensinde.
Skabt af ”The Master of Trash” Ed Wood med et minimalt budget, talentløse skuespillere og en hårdnakket fokusering på at den første optagelse altid er god nok.
Der er aldrig brug for at tage noget om, ligegyldigt hvad der så end går galt og det kan virkelig ses.
Folk der går ind i væggene på de skrøbelige papkulisser, synlige lynlåse sjuskede gummikostymer og flyvende tallerkner med tydelige snore.
Bela Lugosis død, mens filmen blev optaget, hvilket resulterer i at Ed Woods kones kiropraktor spiller rollen resten af filmen samtidigt med han konstant dækker sit ansigt i et desperat håb om at det ikke bliver opdaget.
Det er dog alt sammen en del af filmens charme og gør det til en oplevelse ulig nogen anden.
At jeg har haft muligheden for at se den i biografen, er lige så vigtigt for mig som resten af de film jeg anbefaler her.
Jeg er af den fulde overbevisning, at det er en film man ikke må gå glip af og at man ikke vil fortryde de 90 minutter i selskab med absolut talentløshed.
0/10