Game Review: The Walking Dead: Episode 1
Telltale Games har de sidste mange år været kendt som kongerne af de moderne adventure-games. De har med Monkey Island, Sam & Max, Wallace and Gromit og Back to the Future bevist at de altid leverer spil af høj kvalitet og med masser af humor. Jeg har dog længe følt, at tiden er løbet lidt fra denne type af klassisk gameplay, ellers er det måske bare mig som ikke har tålmodighed til den slags længere. Dette står dog til at ændre sig med Telltales nyeste serie, The Walking Dead.
Telltale Games har med stor succes påtaget sig den populære zombie-serie, kendt fra Robert Kirkmans tegneserie og den fremragende tv-serie som Frank Darabont startede på den amerikanske tv-kanal AMC. I The Walking Dead: Episode 1, som bærer titlen “A New Day”, kombinerer de deres velkendte gammeldags adventure games stil med mere moderne direkte kontrol ala Heavy Rain og et dialog-system som smager lidt af spil som Alpha Protocol og Mass Effect. Det virker måske som en lille ændring, men giver en større indlevelse i begivenhederne og det fungerer fremragende.
Historien og karaktererne er i fokus, med flere svære beslutninger som kan føre til dramatiske ændringer i éns desperate flugt fra de vandrende døde, men det betyder ikke at man bare kan snakke sig igennem dommedagen, du får skam brug for både hurtige reflekser og snarrådighed for at komme igennem strabadserne. Production values er helt i top, med en lækker tegneserie-agtig stil og suverænt stemmeskuespil. Det er holdt i tegneserie-stilen, fordi spillet læner sig mest op af tegneserien, men det betyder ikke at fans af tv-serien behøver at føle sig snydt, da det er en fantastisk udvidelse af universet.
Serien udkommer i episoder til ca. 30 kroner stykket, hvilket er mindre end lejeprisen på en film og med minimum 2-3 timers intelligent historie og intens zombiehorror, er det bestemt prisen værd. Der kommer i alt 6 episoder og de står til at komme med en måneds mellemrum.
Mini Review: Binary Domain
Man skal passe på, at man ikke kommer til, at dømme en bog alene på sit omslag, fordi på overfladen er Binary Domain bare endnu en af de mange ligegyldige og middelmådige asiatiske kloner af Gears of War, men under det er der faktisk et ret specielt spil gemt. Binary Domain er en forholdsvis standart cover-baseret third person shooter, som føles og styrer næsten identisk som Gears of War, men der er lagt langt større vægt på historien og éns forhold til de forskellige karakterer.
Segas RPG-hold, som tidligere har lavet den populære Yakuza-serie, har lagt fokus på at historien er velfortalt, at man kan på begivenhedernes forløb og at det er vigtigt hvordan man opfører sig overfor sine holdkammerater. Hvis man behandler ens squad godt og imponerer dem, så er de mere tilbøjelige til at hjælpe én på slagmarken, men hvis man behandler dem dårligt og lader dem i stikken, så er der stor sandsynlighed for at de vender den anden kind til, mens du bliver majet ned af en horde af robotter. Det er en interessant gameplay-mechanic og sammen med de lette opgrade elementer giver det spillet en semi-unik følelse, men det er bare synd, at alt lige fra titlen og coveret til artdesignet i spillet virker så fandens generisk. Det er en skam, for med lidt mere tid og arbejde, kunne Binary Domain have været et fantastisk spil.
Game Review: Journey
Typisk tænder man spillemaskinen, griber en kontroller, smider sig i sofaen og forventer at blive underholdt. Det er sjovt at udradere halvdelen af en nations befolkning i Call of Duty, rollespille som en mægtig troldmand i Skyrim, score det vindende mål i FiFA eller hoppe på onde svampe i Mario, men spil kan også være meget mere end bare ren underholdning. Dette er ikke et forsøg på at starte diskussionen om hvorvidt computerspil er kunst eller ej fordi, i mit hoved er der slet ikke nogen diskussion. Computerspil er en kunstform på samme fod som film, litteratur og musik. Det er stadig et ungt medie og det bliver hovedsagligt brugt til militære first person shooters og andre drengerøvsfantasier, men det er ikke meget anderledes end at et gammelt medie som film, hovedsagligt bliver brugt til larmende blockbusters eller de tonsvis af intetsigende pop-numre som fylder musikindustrien. Det er sjældent at man finder de store kunstneriske ambitioner i de produkter lavet til det store brede publikum, man må ofte grave lidt dybere for at finde guldkornene og det er også tilfældet i computerspillenes verden. Journey er et ægte kunstværk og det er en af de smukkeste og mest bevægende spiloplevelser, jeg nogensinde har haft.
Jenova Chen og thatgamecompany har udfordret computerspillets rammer lige siden Playstation 3s fødsel. I begyndelsen var det farvestrålende organismer under mikroskopet i flOw, senere var det blomsters fredfyldte svævetur over de frodige enge i flower og nu er det en sjælfuld vandretur gennem det vidtstrakte ørkenlandskab i Journey. Man kan sagtens være kynisk og afskrive Journey som en simpel platformer, men det vil være det samme som at kalde PlayDeads Limbo et simpelt puzzle game og jeg vil samtidig sætte spørgsmålstegn ved, om der er nogen følelse tilbage i den kolde klump, du kalder et hjerte.
Det hele ligger i titlen, Journey er en smuk spirituel rejse, et metafor for livet i sig selv. Ud fra et teknisk synspunkt, kan Journey ikke måle sig med de store dyre titler, men fra et kunstnerisk synspunkt, syntes jeg at det er et af de flotteste spil i denne konsolgeneration. Styringen er en drøm, det er legende let at svæve på vinden og glide gennem ørknens sand. Spillet indeholder også online co-op, men selv det bliver taget til nye højder. Man møder andre mennesker i spillets verden, men der er ingen valgmuligheder, ingen måde at identificere sine medspillere på og ingen traditionel kommunikations mulighed. Dette ordløse samarbejde, med undtagelse af karaktererne små lyde, giver et helt specielt bånd mellem spillerne. Jeg fulgtes, gennem hele spillet, med en person som jeg aldrig havde mødt eller snakket med før. I fællesskab løste vi spillets gåder, kæmpede igennem de forskellige prøvelser og trådte samlet ind slutningens lys. Det følte som om et venskab var født og rejsens ende blev uendeligt mere rørende af den grund. Det er en følelse, man sjældent finder i et spil eller i noget andet medie, for den sags skyld.
Journey er ikke et langt spil, det kan gennemføres på 2-3 timer, men det er nogle af de mest uvurderlige timer i mands minde. Spillet koster omtrent de samme som en biografbillet og jeg kan garantere, at det bliver næsten umuligt at finde ligeledes tilfredsstillende timer i biografmørket. Derudover giver prisen mulighed for, at man kan tage på denne fantastiske rejse, hver eneste gang at livet mangler en smule glæde, hvilket i sandhed er noget som er svært at sætte et beløb på.
Game Review: SSX
”Hang back and enjoy the ride!”
Det er nogenlunde hvad jeg ville sige, hvis jeg i en sætning skulle anbefale det nye snowboard-spil, SSX til nogen. Der er ikke noget nyskabende over den idé, der ligger til grund for spillet, men det er vildt underholdende og man kan næsten ikke lægge det fra sig før man har klaret de 9 ”Deadly Descents” ned af de forskellige bjerge, lige fra en tur ned af Mount Slaughter i Antarktis til de store sten på vejen ned af Mont Blanc i Alperne.
Selve spillet er inddelt i 3 dele:
World Tour, der indeholder de førnævnte Deadly Descents, som er overstået inden for omkring 3 timer, hvis man er rimelig inde i denne slags spil. Målet er at man som forskellige medlemmer af Team SSX, skal klare de 9 bjerge, og modstanderen er et tidligere medlem af holdet, Griff. Historien er ikke noget at prale af, og de indlagte tegneserier i løbet af Tour’en var personligt mere en ”kom nu videre”-fornemmelse for mig, da jeg egentlig ikke synes historien er det primære ved spillet, det er for mig udelukkende gameplay det handler om, og om hvorvidt jeg er underholdt.
Anden del er Explore, hvor man kan tage alle de gennemførte baner/pister igen, enten i Race, Survive eller Trick-mode. Det er lavet klassisk med hhv bronze, sølv og guld-mål for hver bane. Det kan være ret svært, jeg har da overhovedet ikke fået guld i særlig mange af de 153(!) forskellige udfordringer og jeg synes det er en god udfordring hver gang. Det kræver nogle gange tålmodighed, men det synes jeg tit er tilfældet i disse ”casual” sports-spil.
Tredje del er Online mode, hvor man kan battle mod andre SSX-spillere fra hele verden, men jeg har desværre ikke fået prøvet det så meget, så jeg føler mig i stand til at bedømme det. Online-elementet er også på sin vis indeholdt i Explore-delen via Geo-tags som man kan placere i banerne, og som så giver SSX-credits (til at købe nye boards, dragter osv. med) i forhold til hvor længe de er på pisten inden en anden spiller samler dem op.
Alt i alt, synes jeg at det er et ret gennemført spil, og fortsætter stilen fra de tidligere spil i serien, men man skal ikke forvente sig meget dybde ift. historie og karakterer, hvilket jeg heller ikke tror folk går efter når de køber spillet. Det der trækker lidt ned for mit vedkommende er længden på World Tour-delen, og den manglende local multiplayer, hvilket efterhånden er blevet en dum standard indenfor industrien. Så til spil-udviklerne: Screw you, I have real friends!
Game of the Year 2011: Best Game
Runners-Up: L.A. Noire, Portal 2, Dead Space 2 og Rayman Origins
2011 var, som sagt tidligere, et fantastisk år for gamere. Når jeg kigger igennem karakter-bogen for det sidste år, så var der to spil som endte med 10 ud af 10, omkring et dusin på 9 og så var der en håndfuld på 8 derunder. Sjældent har der været så mange kvalitetstitler indenfor det samme år. Udover de nominerede, så fik også en værdig efterfølger til Batman: Arkham Asylum, hæsblæsende rally i DiRT 3 og så kom Mortal Kombat tilbage fra de døde med et perfekt reboot af serien. 2011 var også året hvor Duke Nuke’em forsøgte at ødelægge plat humors gode navn, men på falderebet blev det revet op af toilettet af Garcia “fucking” Hotspur og The 3rd Street Saints. Humoren var stadig plat og ofte under bæltestedet i Shadows of the Damned og Saints Row: The Third, men det var udført med talent, timing og det helt rigtige mængde af crazy.
Når man snakker om humor, så er det svært at komme udenom Portal 2. Udover at være noget af det sjoveste indenfor et hvilket som helst medie de sidste mange år, så bød Valves mesterværk også på intelligent gameplay og et fænomenalt soundtrack. Det er ikke noget man ser så tit i spilindustrien og jeg er ovenud lykkelig for at mediet har udviklet sig til noget som kan få spilleren til at tænke. Vi bliver i det intelligente hjørne med den næste nominerede, Rockstar og Team Bondis nyskabende detektiv-thriller L. A. Noire. Team Bondi brugte revolutionerende motioncapture teknologi til at frembringe de mest realistiske ansigtsudtryk nogensinde set i noget spil. Det blev blandet med open world gameplay i typisk Rockstar stil og et tykt lag film noir med det formål at føre det klassiske adventure-spil ind i den moderne spilverden.
Det er svært at opføre sig intelligent, hvis man bliver skræmt fra sans og samling, noget som Dead Space 2 gjorde ofte og effektivt. Vicious Games’ efterfølger til deres succesfulde sci-fi horror serie, øjede action-elementerne betydeligt og det gør sammenligningerne til skiftet fra Alien til Aliens yderst passende, men spillet mister heldigvis ikke sin intense og skræmmende stemning. Der findes ikke ret mange ting som bedre kan få én til at føle sig sikker og glad igen efter en uhyggelig oplevelse end en god gammeldags lys og farve-strålende tegnefilm, hvilket er præcis hvad Rayman Origins byder på, bare i spilbar form. Michel Ancel, det kreative geni bag den originale Rayman-serie og det formidable Beyond Good & Evil, lukker op for en sjældenhed i den moderne grå spilindustri, et regulært slaraffenland af charmerende, sprudlende og billedskøn platformer hygge. Den eneste ting der er galt med dette spil er, at Ubisoft af uforklarlige årsager valgte at udgive det i en tid, hvor folk havde travlt med at købe de mange større, bedre kendte spil og der var desværre ikke mange som skænkede gamle Rayman en tanke.
Der var dog ingen spil der kunne nå Bethesdas episke eventyr, Skyrim, bare så meget som til sokkeholderne. Jeg har aldrig haft den store interesse for The Elder Scrolls-serien og havde derfor ikke forventet, at jeg ville blive fuldstændigt opslugt af dette mesterlige rollespil. Alt fra det forfriskende levelsystem og den overrumplende frihed til de majestætiske drager og de hundredvis af timer fyldt med gode historier, udgør de nøje tilpassede byggesten der samlet bliver til en af de bedste fantasy oplevelser jeg nogensinde har haft. Hvis man vil læse flere pæne ord om Skyrim, kan man give min fulde anmeldelse et kig og det kan vel ikke komme som nogen overraskelse, at spillet fik den ene af årets kun to topkarakterer.
Game of the Year 2011: Best Playstation 3 Game
Runners-Up: Uncharted 3, inFamous 2, Little Big Planet 2 og Resistance 3
Som forventet blev 2011 et rigtig godt spilår for Sony, selv om at det ikke var alle deres store titler som ramte målet, eksempelvis var det nyeste Ratchet & Clank en bunke stinkende co-op møg. Hvad der til gengæld var i mod al forventning, var hvilket spil der i mine øjne endte som årets bedste.
Det var tæt på, at jeg allerede på forhånd havde udnævnt Uncharted 3 til årets Playstation 3 spil, men som jeg beskrev i min anmeldelse, så skuffede spillets enormt låste gameplay mig noget så grusomt. Det var stadig et godt spil og det er endda muligt, hvis jeg havde spillet det efter at patchen havde fikset styringen, at det havde været tættere på titlen. Sucker Punchs inFamous 2 byggede ud på det fremragende grundlag, som lagt af etteren, men bibeholdte den befriende følelse det gav at hoppe uhæmmet ud fra byens højeste bygninger. Det er stadig en af de mest underholdende open world spil (¤ indtil Saints Row: The Third udkom) og man har lykkeligt glemt at konkurrenten Prototype overhovedet eksisterede.
Det er nemt at glemme at Little Big Planet 2 rent faktisk udkom i 2011, det var trods helt tilbage til den 19. januar, men det ville være synd at gå glip af en af de mest fortryllende kreative spil i industrien. Mulighederne var voldsomt udvidet og det var nu muligt at smide Sackboy ind i næste alle slags spiltyper. Ikke nok med det, så er der stadig masser af dygtige folk som ligger tonsvis af timer i spillets level creator og der er derfor millioner af baner at vælge i mellem. Resistance-serien har haft en turbulent levetid, men det tredje spil leverer den bedste oplevelse indtil nu. Det var en rigtig god shooter og alle seriens velkendte skøre våben var tilbage i fuld styrke.
Hvis nogen havde påstået at jeg ville vælge Killzone 3 som årets Playstation 3 spil, så ville jeg nok have lukket personen ind på en sindssygeanstalt, smidt nøglen væk og forladt stedet med et smil på læben. Jeg kunne ikke lide de første spil i serien og havde derfor ikke de store forventninger til dette nye kapitel, men det man fik, var blandt de flotteste, mest udfordrende og velfortalte shootere i et år som var fyldt med den slags. Jeg er lige så overrasket som de fleste, men Killzone 3 var den bedste spiloplevelse jeg havde på Playstation 3 i 2011.
Game of the Year 2011: Best XBox 360 Game
Runners-Up: Child of Eden, Bastion, Insanely Twisted Shadow Planet
Det var allerede tydeligt inden året begyndte, at 2011 stod aldrig til blive at godt år for Xbox. Under alle omstændigheder i mine øjne som gamer, fordi de solgte utroligt godt, men det var et år hvor der var lagt større fokus på tonsvis af Kinect titler og sikringen af DLC til tredjepart titler som Call of Duty, i stedet for eksklusive spil til deres egen platform. Det gør at to af spillene er downloadable titler og der er stadig ikke nok til at fylde de normale fem pladser. Den femte plads kunne have været udfyldt af Forza 4, som jeg er sikker på er et fremragende spil, men jeg kunne ikke få mig selv til at købe det, da jeg stadig spiller 3’eren og så vidt som jeg kan læse mig til, så er det en minimal update.
Bastion har jeg snakket nok om, det vandt jo trods alt Best Downloadable Game, så jeg nøjes med at sige at det er et fantastisk spil. Insanely Twisted Shadow Planet var også et af de spil som kom ud af Microsofts Summer of Arcade, en promotion hvor man altid kan regne med gode spil. Insanely Twisted Shadow Planet blander twinstick shooter og metroidvania genrene med stor succes. Det var en underholdende shooter med interessante puzzles og en flot artstyle. Der var dog et Kinect spil som fangede min interesse, nemlig Child of Eden. Det er Tetsuya Mizuguchis spirituelle efterfølger til det klassiske Playstation 2 spil, Rez (¤det er også lige gået op for mig, at det rent faktisk ikke er et eksklusivt spil, men det virker som det er lavet til Kinect og Microsoft havde ikke meget andet at byde på, så de får lidt hjælp). Det var et orgie af farvestrålende design, vilde bevægelser og pumpende techno-musik.
Gears of War 3 vinder nemt denne kategori, men det betyder på ingen måde at det ikke fortjener det, jeg anser spillet som top 3 blandt alle årets spil. Det er en fantastisk afslutning på trilogien og byder overraskende nok på en god og velfortalt historie som man ikke kan slippe før den er slut. Det er også yderst flot og beviser at der stadig er liv i den gamle Unreal engine. Det vigtigste er dog, at det er et produkt som er finpudset til perfektion. Det “pop ‘n shoot” coverbaserede gameplay som de gjorde populært, har aldrig været bedre og det er en absolut fryd at spille. Derudover får man tonsvis af spilletimer i den udvidet multiplayer, en forbedret Horde-mode og den nye Beast-mode, hvor man tager kontrollen af de forskellige monstre og nu skal jagte de svage mennesker. Det er et fremragende spil og det ene, ud af kun to spil, som fik topkarakter i 2011.
Game of the Year 2011: Best Downloadable Game
Runners-Up: Torchlight, Outland, Renegade Ops og Trine 2
Der er mange gode downloadable spil, kvalitet og værdi bliver ved med at stige og i 2011 kom flere af dem tæt på at stå på lige fod med de spil man køber i butikken.
Det er tæt på at man bare kunne kalde Torchlight (XBLA/PC) en genudgivelse, da det har været tilgængeligt på PC i et godt stykke tid, men jeg spiller ikke computerspil på PC og jeg er bare ovenud lykkelig for at jeg får lov til at spille dette fantastiske RPG. Torchlight er en passende erstatning i manglen på et Diablo-spil på konsollerne. Det har en sød stil, godt gameplay og loot i massevis. Hvis man forstiller sig et ægteskab mellem de japanske bullet-hell shooters og de traditionelle platformers, så ville resultatet være det fremragende Outland (PSN/XBLA). Det var djævelsk udfordrende platformer med en iøjefaldende stil.
At Just Cause 2 bød på kaos, ødelæggelse og masser af eksplosioner, vil ikke overraske de folk som spillede det, men det var en overraskelse at Avalanche Studios tog bygge-klodserne fra det spil og lavede den super underholdende twinstick shooter Renegade Ops (PSN/XBLA). Der var en uhæmmet fryd i at ræse gennem junglen i en pansret jeep, støde ind i et dominerende baghold, hvorefter at man bare peger og griner, trykker på airstrike knappen og destruerer alt i en 100 meters radius. Trine 2 (PSN/XBLA/PC) var, lige som etteren, en blændende smuk platformer med fokus på interessante puzzles. Det var en next-gen Lost Vikings og man ikke ønsker det, så har jeg medlidenhed med dig.
SuperGiant Games gjorde noget helt specielt med Bastion (XBLA/PC/Chrome). Ikke nok med at det var et let tilgængeligt, men velfungerende Action-RPG og det havde følelsesrig og velfortalt historie. Det havde også en absolut sublim artstyle, som mest af alt fik det til at ligne at man spillede et levende maleri. Det der dog gjorde Bastion til en helt unik oplevelse, var den dynamiske fortællerstemmer, som direkte kommenterede alt hvad man lavede. Det er ulig noget som man har set før og det gav en uovertruffen indlevelse i eventyret. Det var en af de bedste spiloplevelser i løbet af året, hvilket gjorde at da jeg havde gennemført det, startede jeg med det samme et nyt spil og det faktum, at man rent faktisk kan spille hele spillet i Googles Chrome browser er intet mindre end mindblowing.
Game of the Year 2011: The Picks of Friends
Jeg er jo selvfølgelig ikke den eneste som spiller computerspil, derfor har jeg samlet en håndfuld venner af siden og bedt dem give deres bud på årets spil. Der er stor spredning over feltet og det beviser bare endnu engang, at det har været et godt år for gamere.
Jonas Kostending a.k.a. The Jonze er pædagog, Stephen King fan og tidligere Fantasy Football mester.
“The Elder Scrolls V: Skyrim
Fra ”Winterhold” i nord til ”Falkreath” i syd, er ”Skyrim” en verden hvor utallige eventyr bare ligger og venter for fødderne af dig. Det er en verden spækket til randen med liv, større og mindre opgaver, missioner og skæbnesvangre skattejagter i mørke ruiner, huler og ældgamle katakomber. Det er en verden af storslået natur, magi, monstre og to-håndssværd.
Der er noget for enhver spillertype i denne RPG; du er ”Dragon-born”, men herfra bestemmer du suverænt selv hvordan du vil fremstå, handle og agere. Mulighederne er uanede, og fordelingen mellem action- og rollespilselementerne fungerer perfekt.
Årets spil?! Uden sammenligning!…
…Nårh, joh – og så er der DRAGER!”
Simon Søgaard a.k.a. ZmN er skolelærer, guitarist i Artless Society og halvt trold
“Rayman Origins
En sjov og udfordrende co-op oplevelse, der byder på flot og kreativ grafik, spændende og opfindsomt gameplay som gjorde det svært at ligge spillet fra sig og så skiller det sig unægteligt bare ud fra de normale “kedelige” spil. Det er en af den slags ting, som man bare ikke kan undgå at blive glad af.”
Dennis Rosenfeld a.k.a. DennisRosenfeld er den ene halvdel af Dobbelt D Definitive Podcast, ivrig læser af bøger og måske lidt for glad for mad
"L.A. Noire.
Normalt synes jeg at sandbox genren kan være meget problematisk da der nemt kan komme til at mangle en rød tråd. Det hele kan føles for løst, og det er den gode historie der får mig til at gennemføre et spil. Denne gang mener jeg dog at Rockstar har fundet en rigtig god balance mellem en fremragende historie og frihed i missionerne. Det gør heller ikke noget at stemmeskuespillet er langt over den generelle standard i spil. Film Noir stemningen er også helt i top og med til at gøre L.A. Noire til det bedste spil i 2011."
Jimi Lindgaard a.k.a swodniW er pensioneret, sci-fi nørd og ordblind proofreader for siden
“Batman: Arkham City
Rocksteady tog en god ting og gjorde den endnu bedre, ved at forbedre stort set alle elementer af det i forvejen fremragende Arkham Asylum. Det var en god historie, grafikken var flot, produktionen var i top og stemmerne sad lige i skabet. Det gav en uovertruffen følelse af overmagt, man var bare Batman og derfor lidt bedre end alle andre og så er kampsystemet stadig noget af det allerbedste i industrien.”
Rasmus Kostending Johnsen a.k.a Razz666 er lagerarbejder, nybagt fader og jævnt heavy metal
“L.A. Noire
Grafisk et yderst flot spil, især med den imponerende og udtrykningsfulde face-technology. Dialog og historie er i topklasse, som altid i et Rockstar spil. Det er fedt at lege detektiv, opklare mord og afhøre kriminelle, selv om nogle af svarene virker ude af karakter for hovedpersonen.”
Simon Amby a.k.a simzdk er ven af siden og meget mere ved jeg ikke om ham
“Uncharted 3.
Sjældent har form og indhold fundet hinanden på bedre vis end i denne perle fra Naughty Dog. Et sikkert kryds på 2011-kortet!”
Kenneth Hansen a.k.a Knutteknop arbejder i Elgiganten, er tidligere gæsteanmelder og fan af Scooter
“Portal 2
Der har været mange gode spil i år, men det bedste må absolut være Portal 2. God historie, fremragende dialog og vigtigst af alt, fantastisk gameplay. Alle elementerne er sat så godt sammen, at man ikke kan lade være med at sidde og beundre hvor meget arbejde, der er blevet lagt i dette spil.”
Game of the Year 2011: The Duke Nuke’em Award
Runners-Up: Bodycount, Red Faction: Armageddon, Warhammer 40K: Kill Team og F.3.A.R.
2011 markerede to milepæle for mig som gamer: Efter mere end 10 års ventetid, udkom Duke Nuke’em Forever endelig og jeg besluttede, at jeg er blevet for gammel til at gennemføre elendige spil. De to ting hænger uløseligt sammen, efter mindre end en times spil af Duke Nuke’em Forever, havde jeg ikke kun lyst til at stoppe med at spille. Jeg havde også lyst til at knække skiven, brænde de butikker som havde solgt det og tage til USA for at skyde alle dem som har arbejdet på det igennem tiderne. Det er ikke kun det dårligste spil i denne generation, det er også et af de dårligste spil jeg nogensinde har spillet og det burde ikke have ret til at eksisterer. Men på grund af den korte spilletid, syntes jeg ikke at jeg kan give det prisen og derfor er prisen bare opkaldet efter det, hvilket på en eller anden måde er værre. Denne mangel på tolerance for elendighed er også tydelig blandt de nominerede, da tre ud af de fem ikke blev gennemført.
Bodycount var udtænkt som et spil i ånden af Black. Black var en ligegyldig og simpel, men vellidt shooter til Playstation 2. Det var ikke specielt godt, men det er stadig meget bedre end Bodycount. Ubegribelig dårlige controls, sygt gameplay og en stupid historie var med til at gøre spillet til en yderst ubehagelig oplevelse, men i det mindste havde det en halvvejs interessant artstyle hvilket er mere end man kan sige om de andre. Warhammer 40K: Kill Team kom som et reklamespil inden udgivelsen af Warhammer: Space Marine. Space Marine var i sig selv ikke et særligt godt spil, men Kill Team var ikke meget mere end en dræbende kedelig twinstick shooter og hvor god reklame er det?
F.E.A.R. 3 var ligeledes et spil fanget i fortiden. Det første spil blev populært på grund af sin stemning og avancerede AI. AI’en er der stadig, men ingen af spilelementerne har fulgt med tiderne. Det virker som et gammelt spil, det er grimt, stemningen er væk, gamedesignet er horribelt og så er det en af de tåbeligste historier i lang tid. Det er gore for gores skyld og det er ikke skræmmende. Red Faction: Armageddon er klart det bedste af de nominerede, uden dog at være meget mere end middelmådigt, men det er gjort værre af at det er en efterfølger til et fantastisk spil. Red Faction: Guerilla var et super underholdende open world spil, hvor geo-mod teknologien blev brugt til at destruerer alt man kunne komme i nærheden af. Armageddon er en kedelig shooter som foregår udelukkende i korridorer. Man kan stadig smadre ting, men det er bare sønderligt interessant når alle valg er taget fra spilleren.
Call of Juarez: Bound in Blood var en overraskende god western shooter og det valgte Tech Land at følge op på med en provokerende dårlig nutidig shooter om drug wars. Godt klaret, Tech Land. The Cartel virker mest som et middelmådig Playstation 2, tilføjet HD og udgivet i et håb om at ingen ville opdage at spil har udviklet sig indenfor de sidste 5-6 år. Det er afskyeligt at se på, værre at spille og så er mange elementer intet mindre end broken. For at give et eksempel, så spiller man altid i en gruppe af tre og nu når man er korrupte politimænd, så gælder det om at stjæle ting uden at de andre opdager det. Men AI’en er så gennemført ødelagt at den sætter sig fast alle steder og derefter respawner lige bagved ens spiller, hvilket gør at man fejler missioner uden at man gør noget forkert.
