Archive for the ‘Games’ Category
Runners-Up: L.A. Noire, Portal 2, Dead Space 2 og Rayman Origins
2011 var, som sagt tidligere, et fantastisk år for gamere. Når jeg kigger igennem karakter-bogen for det sidste år, så var der to spil som endte med 10 ud af 10, omkring et dusin på 9 og så var der en håndfuld på 8 derunder. Sjældent har der været så mange kvalitetstitler indenfor det samme år. Udover de nominerede, så fik også en værdig efterfølger til Batman: Arkham Asylum, hæsblæsende rally i DiRT 3 og så kom Mortal Kombat tilbage fra de døde med et perfekt reboot af serien. 2011 var også året hvor Duke Nuke’em forsøgte at ødelægge plat humors gode navn, men på falderebet blev det revet op af toilettet af Garcia “fucking” Hotspur og The 3rd Street Saints. Humoren var stadig plat og ofte under bæltestedet i Shadows of the Damned og Saints Row: The Third, men det var udført med talent, timing og det helt rigtige mængde af crazy.
Når man snakker om humor, så er det svært at komme udenom Portal 2. Udover at være noget af det sjoveste indenfor et hvilket som helst medie de sidste mange år, så bød Valves mesterværk også på intelligent gameplay og et fænomenalt soundtrack. Det er ikke noget man ser så tit i spilindustrien og jeg er ovenud lykkelig for at mediet har udviklet sig til noget som kan få spilleren til at tænke. Vi bliver i det intelligente hjørne med den næste nominerede, Rockstar og Team Bondis nyskabende detektiv-thriller L. A. Noire. Team Bondi brugte revolutionerende motioncapture teknologi til at frembringe de mest realistiske ansigtsudtryk nogensinde set i noget spil. Det blev blandet med open world gameplay i typisk Rockstar stil og et tykt lag film noir med det formål at føre det klassiske adventure-spil ind i den moderne spilverden.
Det er svært at opføre sig intelligent, hvis man bliver skræmt fra sans og samling, noget som Dead Space 2 gjorde ofte og effektivt. Vicious Games’ efterfølger til deres succesfulde sci-fi horror serie, øjede action-elementerne betydeligt og det gør sammenligningerne til skiftet fra Alien til Aliens yderst passende, men spillet mister heldigvis ikke sin intense og skræmmende stemning. Der findes ikke ret mange ting som bedre kan få én til at føle sig sikker og glad igen efter en uhyggelig oplevelse end en god gammeldags lys og farve-strålende tegnefilm, hvilket er præcis hvad Rayman Origins byder på, bare i spilbar form. Michel Ancel, det kreative geni bag den originale Rayman-serie og det formidable Beyond Good & Evil, lukker op for en sjældenhed i den moderne grå spilindustri, et regulært slaraffenland af charmerende, sprudlende og billedskøn platformer hygge. Den eneste ting der er galt med dette spil er, at Ubisoft af uforklarlige årsager valgte at udgive det i en tid, hvor folk havde travlt med at købe de mange større, bedre kendte spil og der var desværre ikke mange som skænkede gamle Rayman en tanke.
Der var dog ingen spil der kunne nå Bethesdas episke eventyr, Skyrim, bare så meget som til sokkeholderne. Jeg har aldrig haft den store interesse for The Elder Scrolls-serien og havde derfor ikke forventet, at jeg ville blive fuldstændigt opslugt af dette mesterlige rollespil. Alt fra det forfriskende levelsystem og den overrumplende frihed til de majestætiske drager og de hundredvis af timer fyldt med gode historier, udgør de nøje tilpassede byggesten der samlet bliver til en af de bedste fantasy oplevelser jeg nogensinde har haft. Hvis man vil læse flere pæne ord om Skyrim, kan man give min fulde anmeldelse et kig og det kan vel ikke komme som nogen overraskelse, at spillet fik den ene af årets kun to topkarakterer.
Runners-Up: Uncharted 3, inFamous 2, Little Big Planet 2 og Resistance 3
Som forventet blev 2011 et rigtig godt spilår for Sony, selv om at det ikke var alle deres store titler som ramte målet, eksempelvis var det nyeste Ratchet & Clank en bunke stinkende co-op møg. Hvad der til gengæld var i mod al forventning, var hvilket spil der i mine øjne endte som årets bedste.
Det var tæt på, at jeg allerede på forhånd havde udnævnt Uncharted 3 til årets Playstation 3 spil, men som jeg beskrev i min anmeldelse, så skuffede spillets enormt låste gameplay mig noget så grusomt. Det var stadig et godt spil og det er endda muligt, hvis jeg havde spillet det efter at patchen havde fikset styringen, at det havde været tættere på titlen. Sucker Punchs inFamous 2 byggede ud på det fremragende grundlag, som lagt af etteren, men bibeholdte den befriende følelse det gav at hoppe uhæmmet ud fra byens højeste bygninger. Det er stadig en af de mest underholdende open world spil (¤ indtil Saints Row: The Third udkom) og man har lykkeligt glemt at konkurrenten Prototype overhovedet eksisterede.
Det er nemt at glemme at Little Big Planet 2 rent faktisk udkom i 2011, det var trods helt tilbage til den 19. januar, men det ville være synd at gå glip af en af de mest fortryllende kreative spil i industrien. Mulighederne var voldsomt udvidet og det var nu muligt at smide Sackboy ind i næste alle slags spiltyper. Ikke nok med det, så er der stadig masser af dygtige folk som ligger tonsvis af timer i spillets level creator og der er derfor millioner af baner at vælge i mellem. Resistance-serien har haft en turbulent levetid, men det tredje spil leverer den bedste oplevelse indtil nu. Det var en rigtig god shooter og alle seriens velkendte skøre våben var tilbage i fuld styrke.
Hvis nogen havde påstået at jeg ville vælge Killzone 3 som årets Playstation 3 spil, så ville jeg nok have lukket personen ind på en sindssygeanstalt, smidt nøglen væk og forladt stedet med et smil på læben. Jeg kunne ikke lide de første spil i serien og havde derfor ikke de store forventninger til dette nye kapitel, men det man fik, var blandt de flotteste, mest udfordrende og velfortalte shootere i et år som var fyldt med den slags. Jeg er lige så overrasket som de fleste, men Killzone 3 var den bedste spiloplevelse jeg havde på Playstation 3 i 2011.
Runners-Up: Child of Eden, Bastion, Insanely Twisted Shadow Planet
Det var allerede tydeligt inden året begyndte, at 2011 stod aldrig til blive at godt år for Xbox. Under alle omstændigheder i mine øjne som gamer, fordi de solgte utroligt godt, men det var et år hvor der var lagt større fokus på tonsvis af Kinect titler og sikringen af DLC til tredjepart titler som Call of Duty, i stedet for eksklusive spil til deres egen platform. Det gør at to af spillene er downloadable titler og der er stadig ikke nok til at fylde de normale fem pladser. Den femte plads kunne have været udfyldt af Forza 4, som jeg er sikker på er et fremragende spil, men jeg kunne ikke få mig selv til at købe det, da jeg stadig spiller 3’eren og så vidt som jeg kan læse mig til, så er det en minimal update.
Bastion har jeg snakket nok om, det vandt jo trods alt Best Downloadable Game, så jeg nøjes med at sige at det er et fantastisk spil. Insanely Twisted Shadow Planet var også et af de spil som kom ud af Microsofts Summer of Arcade, en promotion hvor man altid kan regne med gode spil. Insanely Twisted Shadow Planet blander twinstick shooter og metroidvania genrene med stor succes. Det var en underholdende shooter med interessante puzzles og en flot artstyle. Der var dog et Kinect spil som fangede min interesse, nemlig Child of Eden. Det er Tetsuya Mizuguchis spirituelle efterfølger til det klassiske Playstation 2 spil, Rez (¤det er også lige gået op for mig, at det rent faktisk ikke er et eksklusivt spil, men det virker som det er lavet til Kinect og Microsoft havde ikke meget andet at byde på, så de får lidt hjælp). Det var et orgie af farvestrålende design, vilde bevægelser og pumpende techno-musik.
Gears of War 3 vinder nemt denne kategori, men det betyder på ingen måde at det ikke fortjener det, jeg anser spillet som top 3 blandt alle årets spil. Det er en fantastisk afslutning på trilogien og byder overraskende nok på en god og velfortalt historie som man ikke kan slippe før den er slut. Det er også yderst flot og beviser at der stadig er liv i den gamle Unreal engine. Det vigtigste er dog, at det er et produkt som er finpudset til perfektion. Det “pop ‘n shoot” coverbaserede gameplay som de gjorde populært, har aldrig været bedre og det er en absolut fryd at spille. Derudover får man tonsvis af spilletimer i den udvidet multiplayer, en forbedret Horde-mode og den nye Beast-mode, hvor man tager kontrollen af de forskellige monstre og nu skal jagte de svage mennesker. Det er et fremragende spil og det ene, ud af kun to spil, som fik topkarakter i 2011.
Runners-Up: Torchlight, Outland, Renegade Ops og Trine 2
Der er mange gode downloadable spil, kvalitet og værdi bliver ved med at stige og i 2011 kom flere af dem tæt på at stå på lige fod med de spil man køber i butikken.
Det er tæt på at man bare kunne kalde Torchlight (XBLA/PC) en genudgivelse, da det har været tilgængeligt på PC i et godt stykke tid, men jeg spiller ikke computerspil på PC og jeg er bare ovenud lykkelig for at jeg får lov til at spille dette fantastiske RPG. Torchlight er en passende erstatning i manglen på et Diablo-spil på konsollerne. Det har en sød stil, godt gameplay og loot i massevis. Hvis man forstiller sig et ægteskab mellem de japanske bullet-hell shooters og de traditionelle platformers, så ville resultatet være det fremragende Outland (PSN/XBLA). Det var djævelsk udfordrende platformer med en iøjefaldende stil.
At Just Cause 2 bød på kaos, ødelæggelse og masser af eksplosioner, vil ikke overraske de folk som spillede det, men det var en overraskelse at Avalanche Studios tog bygge-klodserne fra det spil og lavede den super underholdende twinstick shooter Renegade Ops (PSN/XBLA). Der var en uhæmmet fryd i at ræse gennem junglen i en pansret jeep, støde ind i et dominerende baghold, hvorefter at man bare peger og griner, trykker på airstrike knappen og destruerer alt i en 100 meters radius. Trine 2 (PSN/XBLA/PC) var, lige som etteren, en blændende smuk platformer med fokus på interessante puzzles. Det var en next-gen Lost Vikings og man ikke ønsker det, så har jeg medlidenhed med dig.
SuperGiant Games gjorde noget helt specielt med Bastion (XBLA/PC/Chrome). Ikke nok med at det var et let tilgængeligt, men velfungerende Action-RPG og det havde følelsesrig og velfortalt historie. Det havde også en absolut sublim artstyle, som mest af alt fik det til at ligne at man spillede et levende maleri. Det der dog gjorde Bastion til en helt unik oplevelse, var den dynamiske fortællerstemmer, som direkte kommenterede alt hvad man lavede. Det er ulig noget som man har set før og det gav en uovertruffen indlevelse i eventyret. Det var en af de bedste spiloplevelser i løbet af året, hvilket gjorde at da jeg havde gennemført det, startede jeg med det samme et nyt spil og det faktum, at man rent faktisk kan spille hele spillet i Googles Chrome browser er intet mindre end mindblowing.
Jeg er jo selvfølgelig ikke den eneste som spiller computerspil, derfor har jeg samlet en håndfuld venner af siden og bedt dem give deres bud på årets spil. Der er stor spredning over feltet og det beviser bare endnu engang, at det har været et godt år for gamere.
Jonas Kostending a.k.a. The Jonze er pædagog, Stephen King fan og tidligere Fantasy Football mester.
“The Elder Scrolls V: Skyrim
Fra ”Winterhold” i nord til ”Falkreath” i syd, er ”Skyrim” en verden hvor utallige eventyr bare ligger og venter for fødderne af dig. Det er en verden spækket til randen med liv, større og mindre opgaver, missioner og skæbnesvangre skattejagter i mørke ruiner, huler og ældgamle katakomber. Det er en verden af storslået natur, magi, monstre og to-håndssværd.
Der er noget for enhver spillertype i denne RPG; du er ”Dragon-born”, men herfra bestemmer du suverænt selv hvordan du vil fremstå, handle og agere. Mulighederne er uanede, og fordelingen mellem action- og rollespilselementerne fungerer perfekt.
Årets spil?! Uden sammenligning!…
…Nårh, joh – og så er der DRAGER!”
Simon Søgaard a.k.a. ZmN er skolelærer, guitarist i Artless Society og halvt trold
“Rayman Origins
En sjov og udfordrende co-op oplevelse, der byder på flot og kreativ grafik, spændende og opfindsomt gameplay som gjorde det svært at ligge spillet fra sig og så skiller det sig unægteligt bare ud fra de normale “kedelige” spil. Det er en af den slags ting, som man bare ikke kan undgå at blive glad af.”
Dennis Rosenfeld a.k.a. DennisRosenfeld er den ene halvdel af Dobbelt D Definitive Podcast, ivrig læser af bøger og måske lidt for glad for mad
"L.A. Noire.
Normalt synes jeg at sandbox genren kan være meget problematisk da der nemt kan komme til at mangle en rød tråd. Det hele kan føles for løst, og det er den gode historie der får mig til at gennemføre et spil. Denne gang mener jeg dog at Rockstar har fundet en rigtig god balance mellem en fremragende historie og frihed i missionerne. Det gør heller ikke noget at stemmeskuespillet er langt over den generelle standard i spil. Film Noir stemningen er også helt i top og med til at gøre L.A. Noire til det bedste spil i 2011."
Jimi Lindgaard a.k.a swodniW er pensioneret, sci-fi nørd og ordblind proofreader for siden
“Batman: Arkham City
Rocksteady tog en god ting og gjorde den endnu bedre, ved at forbedre stort set alle elementer af det i forvejen fremragende Arkham Asylum. Det var en god historie, grafikken var flot, produktionen var i top og stemmerne sad lige i skabet. Det gav en uovertruffen følelse af overmagt, man var bare Batman og derfor lidt bedre end alle andre og så er kampsystemet stadig noget af det allerbedste i industrien.”
Rasmus Kostending Johnsen a.k.a Razz666 er lagerarbejder, nybagt fader og jævnt heavy metal
“L.A. Noire
Grafisk et yderst flot spil, især med den imponerende og udtrykningsfulde face-technology. Dialog og historie er i topklasse, som altid i et Rockstar spil. Det er fedt at lege detektiv, opklare mord og afhøre kriminelle, selv om nogle af svarene virker ude af karakter for hovedpersonen.”
Simon Amby a.k.a simzdk er ven af siden og meget mere ved jeg ikke om ham
“Uncharted 3.
Sjældent har form og indhold fundet hinanden på bedre vis end i denne perle fra Naughty Dog. Et sikkert kryds på 2011-kortet!”
Kenneth Hansen a.k.a Knutteknop arbejder i Elgiganten, er tidligere gæsteanmelder og fan af Scooter
“Portal 2
Der har været mange gode spil i år, men det bedste må absolut være Portal 2. God historie, fremragende dialog og vigtigst af alt, fantastisk gameplay. Alle elementerne er sat så godt sammen, at man ikke kan lade være med at sidde og beundre hvor meget arbejde, der er blevet lagt i dette spil.”
Runners-Up: Bodycount, Red Faction: Armageddon, Warhammer 40K: Kill Team og F.3.A.R.
2011 markerede to milepæle for mig som gamer: Efter mere end 10 års ventetid, udkom Duke Nuke’em Forever endelig og jeg besluttede, at jeg er blevet for gammel til at gennemføre elendige spil. De to ting hænger uløseligt sammen, efter mindre end en times spil af Duke Nuke’em Forever, havde jeg ikke kun lyst til at stoppe med at spille. Jeg havde også lyst til at knække skiven, brænde de butikker som havde solgt det og tage til USA for at skyde alle dem som har arbejdet på det igennem tiderne. Det er ikke kun det dårligste spil i denne generation, det er også et af de dårligste spil jeg nogensinde har spillet og det burde ikke have ret til at eksisterer. Men på grund af den korte spilletid, syntes jeg ikke at jeg kan give det prisen og derfor er prisen bare opkaldet efter det, hvilket på en eller anden måde er værre. Denne mangel på tolerance for elendighed er også tydelig blandt de nominerede, da tre ud af de fem ikke blev gennemført.
Bodycount var udtænkt som et spil i ånden af Black. Black var en ligegyldig og simpel, men vellidt shooter til Playstation 2. Det var ikke specielt godt, men det er stadig meget bedre end Bodycount. Ubegribelig dårlige controls, sygt gameplay og en stupid historie var med til at gøre spillet til en yderst ubehagelig oplevelse, men i det mindste havde det en halvvejs interessant artstyle hvilket er mere end man kan sige om de andre. Warhammer 40K: Kill Team kom som et reklamespil inden udgivelsen af Warhammer: Space Marine. Space Marine var i sig selv ikke et særligt godt spil, men Kill Team var ikke meget mere end en dræbende kedelig twinstick shooter og hvor god reklame er det?
F.E.A.R. 3 var ligeledes et spil fanget i fortiden. Det første spil blev populært på grund af sin stemning og avancerede AI. AI’en er der stadig, men ingen af spilelementerne har fulgt med tiderne. Det virker som et gammelt spil, det er grimt, stemningen er væk, gamedesignet er horribelt og så er det en af de tåbeligste historier i lang tid. Det er gore for gores skyld og det er ikke skræmmende. Red Faction: Armageddon er klart det bedste af de nominerede, uden dog at være meget mere end middelmådigt, men det er gjort værre af at det er en efterfølger til et fantastisk spil. Red Faction: Guerilla var et super underholdende open world spil, hvor geo-mod teknologien blev brugt til at destruerer alt man kunne komme i nærheden af. Armageddon er en kedelig shooter som foregår udelukkende i korridorer. Man kan stadig smadre ting, men det er bare sønderligt interessant når alle valg er taget fra spilleren.
Call of Juarez: Bound in Blood var en overraskende god western shooter og det valgte Tech Land at følge op på med en provokerende dårlig nutidig shooter om drug wars. Godt klaret, Tech Land. The Cartel virker mest som et middelmådig Playstation 2, tilføjet HD og udgivet i et håb om at ingen ville opdage at spil har udviklet sig indenfor de sidste 5-6 år. Det er afskyeligt at se på, værre at spille og så er mange elementer intet mindre end broken. For at give et eksempel, så spiller man altid i en gruppe af tre og nu når man er korrupte politimænd, så gælder det om at stjæle ting uden at de andre opdager det. Men AI’en er så gennemført ødelagt at den sætter sig fast alle steder og derefter respawner lige bagved ens spiller, hvilket gør at man fejler missioner uden at man gør noget forkert.
Runners-Up: Infinity Blade II, Scribblenauts Remix, Jetpack Joyride og Tiny Wings
Spilindustrien forsatte med at udvikle sig på den mobile platform i 2011, der var en overflod af nye kreative idéer og resultatet var, at der var masser af glade spilletimer lige der i lommen (¤ hmm…). I takt med udgivelsen af flere gode og interessante spil, steg mit generelle brug af spil på telefonen også og en fjerdedel af min samlede spilletid ligger nu i hånden (¤ stop it!).
En af mine yndlings spiludviklere på det casual marked, Halfbrick, leverede endnu engang en fantastisk timewaster med Jetpack Joyride. Det var en endless runner, som så mange andre, men det var bare udført bedre end de fleste. Det var sjovt, hurtigt og så skulle man konstant passe på at man ikke kom til at ride på en raket (¤ seriøst…). I samme boldgade havde vi også Tiny Wings, som på en måde, var en omvendt endless runner. Man skulle dykke, i stedet for at hoppe, men det fungerede perfekt. Det var sødt, simpelt at gå til og meget svært at ligge fra sig.
Jeg er godt klar over, at Scribblenauts har været udgivet før, men det var til Nintendo DS og derfor kunne jeg nærmest ikke være mere ligeglad. Det passer fremragende på iOS platformen. Hver bane indeholder en opgave, det er op til dig at løse den og du kan være lige så kreativ som du har lyst til, du skal bare skrive et ord og så kommer det til live. Du kunne sende en gal miniature djævel med en gigantisk lilla dildo (¤ hvad skulle det til for?) efter en søvnig demokratisk dinosaur, hvis du mente det ville hjælpe. 2011 var også året, hvor vi så chairs efterfølger til deres kæmpehit Infinity Blade. I Infinity Blade II var det atter tid til at krydse sværd (¤ come on!) og både historien og arsenalet var voldsomt udvidet. Grafikken havde også fået et hak opad og det stadig utroligt at et spil på en telefon kan være så flot, men når alt kommer til alt, så var det også bare mere af det samme.
Årets mobilspil, var også en af de bedste spiloplevelser i 2011 generelt. Superbrothers Sword and Sworcery EP var en sublim blanding af stemning, musik, artstyle og alternativ fortælleteknik. Det følelsesmæssige og kunstneriske højdepunkt som Sword and Sworcery opnår, efterlader stort set alle andre spil og de fleste film i støvet. Det er et af de bedste eksempler på spil som en kunstform, som jeg nogensinde har oplevelet. Grunden til at spillet vinder prisen, i bunden af en tekst fyldt stupide dickjokes, er for at fastslå at jeg ikke er en eller anden forfinet kunstsnob, som bare vælger ud fra om en ting er særpræget eller atypisk nok. Jeg er skam blot en idiot, lige som alle andre, men en idiot som opfordrer alle til at give denne originale og sanselige oplevelse en chance.
Alle spil er tilgængelige på Apples Appstore (og forhåbentlig også andre steder).
På iPhone findes der mange spil i den populære ABR (Always Be Running) genre og i sidste uge blev der udgivet endnu et af slagsen. I Wind-Up Knight er man en lille mekanisk ridder som skal redde prinsessen inden han løber tør for strøm. Spillet har et sødt udseende, men det skal man ikke lade sig snyde af, det er overraskende svært. Man kan opgrader alt sit udstyr, men man skal ikke tro at det er et spil, som man bare kan løbe igennem (¤ha ha, jokes). Spillet er ikke perfekt, det kører ikke altid lige flydende, hvilket ikke er en fordel når timing er højsædet, så jeg håber at det bliver fixet i nærmeste fremtid. Det er underholdende tidsfordriv, koster kun 6 kroner og man burde prøve det. Det findes også på Android, hvor det endda er ganske gratis, men så kræver det til gengæld også at man skal unlocke alting selv.
Vi forsætter gaveboden fra igår, så der er også dobbelt konfekt bag dagens låge. Denne gang er der tale om to iOS apps. Popcap har lige udgivet den nyeste version af deres kæmpehit Bejeweled. Det er uden tvivl et af de største casual spil nogensinde og konge af “argh, lige ét spil til” afhængigheden. Det fungerer fremragende på iPhone og det koster kun 6 kr. Den anden app, er til alle dem som har taget rejse til den store verden kaldet Skyrim. Dragon Shout er en gratis app, som giver en muligheden for at sætte markeringer på spillets gigantiske kort og holde styr på hvad man mangler, har udført og er på vej til. Efter som at kortet var et af spillets få svagheder, så er dette en kærkommen gave fra Bethesda. Jeg kan kun forestille mig, at det fungerer bedre på en iPad, så hvis der er en der ville give mig sådan en i julegave, ville det være super nice.
I dag ligger der ikke de gode veludviklede grunde bag valget af julekalenderens indhold. Det er simpelt. Jeg kan godt lide metal, jeg sidder og spiller Skyrim, så intet kunne mere passende end en anbefaling af denne fantastiske blanding af de to ting. 311Erock, som han kalder sig, har også lavet metalversioner af eksempelvis Pirates, My Little Pony og Star Wars. Som en lille ekstra bonus, har jeg også vedlagt en video hvor han spiller et Skrillex nummer på guitar, da det er mindst lige så crazy