Games
GaGa’s Gratuitous Asian Gaming: Update II
Jeg var, som sagt, en smule bange for Dark Souls, ikke mindst på grund af den omtalte advancerede sværhedsgrad og det faktum, at jeg ikke er voldsomt begejstret for riddertiden, irrelevant om det er den almindelige slags eller badet i fantasy. Den skjulte tredje frygt var, at jeg lige som med Skyrim ville blive hooked og jeg pludselig havde endnu en 40-60 timers spiloplevelse i mellem hænderne. Det er selvfølgelig præcis hvad der sket, anmeldelserne løj ikke, Dark Souls er fantastisk og selv mens jeg skriver dette, er min eneste tanke hvornår kan jeg komme tilbage til Dark Souls’ brutale og smukke verden.
Dark Souls er et flashback til en tid, hvor computerspils sværhedsgrad var uendeligt højere end nu, en tid hvor eksempelvis Mega Man 2 straffede en gang på gang, hvis timingen ikke var perfekt. Nutidens spil er blevet meget nemmere og mere tilgængelige med tiden, i et forsøg på at nå et bredere publikum. Eksempelvis så døde jeg kun en enkelt gang under hele min 40-60 timers spilletid i Grand Theft Auto IV og 7 gange i det nyeste Devil May Cry spil, en serie kendt for at være svært. Med tiden havde jeg opbygget den opfattelse, at jeg var blevet ganske god til det der spilhalløj, men Dark Souls skriger “you suck, you worthless maggot!”, planter en massiv økse i dit kranium, pisser på din livløse krop og forventer man ufortrødent prøver igen. Hvilket man gør med glæde.
Dark Souls er djævelsk svært, men ikke på den velkendte frustrerende måde. Det føltes aldrig som spillet snyder, i stedet siger det at du som spiller ikke er god nok og det opildner en til at blive bedre. Det lyder lidt som et masochistisk forhold, af og til som at banke hovedet mod en mur, men når man endelig overvinder udfordringen, så virker det væsentlig mere tilfredsstillende. Letheden hvorved at man dør, de konstante farer og risikoen for at man mister alt hvad man har indsamlet, gør at døden og derfor også ens liv har langt større betydning, noget som sjældent er tilfældet i computerspil. Det er forfriskende og nervepirrende på samme tid. Spillerens evner, strategi og tålmodighed bliver virkelig testet. Det er hvad en succesfuld rogue-like kan tilbyde og Dark Souls er blandt de bedste af slagsen.
Nu er jeg så fanget i denne ondskabsfulde verden og jeg har tænkt mig at besejre den, jeg ved bare ikke om jeg er god nok.
GaGa’s Gratuitous Asian Gaming: Update
Det sindssyge asiatiske spilorgie startede meget passende med Grasshopper Studios og Suda 51’s No More Heroes: Heroes’ Paradise til PS3. Suda 51 er frontløber for den japanske spilindustris over-the-top madness og som sådan er han også inventar i min spilsamling. Suda har produceret spil som det abstrakte Killer 7 som jeg spillede og desperat forsøgte at forstå sidste gang. Han stod også bag det fremragende Shadows of the Damned og samarbejdede med James Gunn (Slither) på Lollipop Chainsaw. No More Heroes er fuldblods Suda og leverer alt hvad man forventer af den slags. Der er blodgejsere en masse, spilreferencer til højre og venstre, skrupskøre idéer og grænseløs pervesitet, men som hans andre spil så er gameplayet aldrig første prioritet og det kan nemt gå hen og blive ensformigt. No More Heroes gælder om at komme til tops på lejemordernes leaderboards og derfor er boss fights i fokus, heldigvis er de også klart det bedste ved spillet. Heroes’ Paradise er et HD remix af de to Wii spil og det kan man godt se, grafisk er det ikke specielt imponerende, men Sudas spil har altid levet højt på design og det er ikke anderledes her. På CrazyNéZ skalaen ender det på et habilt 7-tal, men tallet kan selvfølgelig godt blive højere jo længere jeg kommer ind i spillet.
Jeg har længe været fan af Dead or Alive serien og nej, det er ikke på grund af de attributer som serien sætter forrest. Serien har altid fået meget omtale for sin “advancerede” animation af de kvindelige former, men for det første er det himmelråbende latterligt og for det andet betyder det kun noget for pre-pubertære drenge og de mest perverse japanere. Grunden til at jeg godt kan lide serien, er det flydende kampsystem og fordi jeg, selv om jeg ikke er overvældende ferm til fighting games, stadig kan få gode resultater. Jeg startede spillets historiedel med meget lave forventninger, for selv om Mortal Kombat genopfandt måden at levere en historie i et kampspil, så er langt størstedelen stadig ligegyldige. Historien i Dead or Alive 5 er ikke ligegyldig (ok, det er den også) men derimod direkte psykopatisk, den hopper rundt i tiden og giver absolut ingen mening, den virker mest af alt som en luset sæbeopera iscenesat i et japansk kampspil. Den omtalte perversitet i No More Heroes er intet imod hvad Dead or Alive 5 stiller for døren, det er faktisk lidt skræmmende. Spillet er lavet til skumle perverse drenge af skumle perverse drenge. Team Ninja fokuserer så meget på de kvindelige former at det næsten burde være ulovligt, men jeg er forholdsvis sikker på, at de aldrig selv har set disse former i virkeligheden, for der er intet menneskeligt på denne jord som bevæger sig på denne måde. På skalaen er jeg nød til at citere Team Ninja og give spillet Boooobs ud af 10.
GaGa’s Gratuitous Asian Gaming: Episode 2
Jeg har forsøgt at skrive et par filmanmeldelser i løbet af dagen, men uden det store held. Jeg er stødt på en mur, min hjerne gider simpelthen ikke at kigge på kedelige bogstaver lige nu og den er begyndt at gøre oprør. Fokus svinger, tankerne tager på eventyr og kommer der altså ikke mange anmeldelser ud af, så jeg har besluttet mig for at gøre noget ved det. Jeg har valgt at bekæmpe kedsomligheden og samtidig straffe hjernen tilbage på sin plads ved endnu engang, at dykke ned i den sindssyge verden som er den japanske spilindustri. Jeg lærte i skolen, at minus og minus giver plus, så min hjernes manglende fokus og de japanske spils hyperaktive mangel på fokus, må garanterer gevinst. Det er et forsøg som kun kan ende i succes og håbet er at jeg er tilbage ved filmanmeldelserne når weekenden er ovre. Man kan, lige som sidste gang, følge missionen live på twitter under hashtaget GaGaGaG2 og jeg vil også skrive nogle opdateringer herinde.
No More Heroes: Heroes’ Paradise
Suda 51 står højt på listen over skøre japansk spilskabere og hans spil var også med sidste gang, men jeg har endnu ikke stiftet bekendskab med Travis Touchdown og No More Heroes serien, så det skal der gøres noget ved. Heroes’ Paradise er et HD remix af de to Wii spil som jeg desværre aldrig fik spillet, men min Playstation står klar med redningen.
Dark Souls
Jeg har frygtet Dark Souls (og det tidligere Demon’s Souls) lige siden de udkom, mest på grund af den voldsomme sværhedsgrad og spillets rogue-like struktur, men jeg har langsomt kæmpet min mod til og er nu klar til at modtage udfordringen. Jeg er bange, men klar.
Dead or Alive 5
Man kunne måske spørge sig selv, hvad et kampspil laver på denne liste, men jeg kan forvisse folk om at der er mere til Dead or Alive end bare tøser med store bryster, der er også en helt igennem tåbelig historie og jeg glæder mig til at se den (det med brysterne er også ok).
Siren: Blood Curse
Jeg har godt lide genren survival horror, men der laves bare ikke så mange af den slags mere, men så kom jeg i tanke om, at jeg købte Siren: Blood Curse på udgivelsesdagen men aldrig fik det spillet, så når mørket falder er jeg klar til at blive skræmt.
Tokyo Jungle
Jeg har spillet og anmeldt Tokyo Jungle, men nu har jeg købt alt downloadable content til spillet (som inkluderer blandt andet en robot og en kontorarbejder) og jeg er klar til endnu en tur til dommedag i Japan.
Deadly Premonition
Man kan selvfølgelig også tage tilbage til Deadly Premonition og flere skøre eventyr med Agent York og Zach.
Hvis det ikke er nok og der er tid til overs, så har jeg masser af craziness på harddisken. Samlingen tilbyder spil som Double Dragon Neon, Rock of Ages, Dark Mist, Zeno Clash og Rise of Nightmares. Hvis alt andet fejler, så har Bishi Bashi craziness nok til 10 spil.
Jeg beder folk om at bære over med mit descent into darkness, følge med hvis man har lyst og ellers vender det normale filmorienterede content formentlig tilbage på mandag.
Sn’App Judgement: January
Det er noget tid siden, at jeg sidst har skrevet noget om de spil, som jeg leger rundt med på telefonen. Det råder jeg bod på nu, med dobbelt antal anbefalinger, men det betyder også at det er ikke er spillene som er spritnye.
Hundreds [28 kr] er et stilfuldt puzzlegame fra folkene bag Canabalt. Spillet går, i alt sin enkelthed, ud på at nå den samlede sum af 100. Jo længere man holder fingeren på en boble, jo højere bliver tallet, men hvis den rører noget noget i mens, så taber man. Det er egentlig pænt simpelt, i hvert fald i starten. Det er en udfordring i snilde, reaktion og strategi. Det er en god udfordring og sjovt til lige med, men når man kommer længere hen i spillet, er det nok bedst hvis man har en iPad. Man kan sagtens spille det på iPhone, lige som jeg gjorde, men éns pølsefingre kommer hurtigt til at dække udsynet og der er bare lidt mere plads at gøre med på iPad.
10000000 [13 kr] er en fremragende lille timewaster, hvis man altså kan se bort fra den rædsomme titel. Det er en “match three” puzzler med et tykt lag rollespil herover. Man skal indsamle resurcer, forbedre sit grej og opgradere sin gut, men det bliver alt sammen gjort via et traditionelt puslespil. Man er taget til fange og finder først frihed, når man når 10.000.000 points. Det er nemt at gå til, men svært at gennemføre og det er en af den slags spil, hvor man bliver nød til at tage en runde mere, så snart man dør.
Sortee [Gratis / 6 kr] går ud på at sortere ting i deres rette beholder, på en måde Re-Cycle: The Game og det lyder mest af alt, som arbejde. Det er heldigvis sjovere end det lyder, Sortee er et spil som tester éns reaktionsevne og opfattelse af ting. Det går lynhurtigt og det kan være svært at følge med, men det er perfekt spil, hvis man keder sig på toilettet.
Mutant Mudds [Gratis / 13 kr] er en platformer som tager vejen fra Nintendo’s 3DS til iPhonen, man mister selvfølgelig 3D følelsen, men man får til gengæld en rigtig god platformer med masser af baner. Det er en platformer i den klassiske stil, men det leger med perspektivet på en ganske interessant måde. Normalt er platformspil ikke specielt brugbare på en touchscreen, men i Mutant Mudds fungerer de virtuelle controls ganske fint.
Dungelot [Gratis / 6 kr] i samme ånd som 10000000, så blander Dungelot også rollespil med en anden klassisk spiltype, i dette tilfælde Minesweeper med et strejf af rogue-likes. Man bevæger sig dybt ned i den mørke kælder, søger efter hemmelige skatte og kæmper mod diverse monstre. Det er et simpelt spil, men man skal bruge strategi for at komme langt.
Space Team [Gratis] er ikke rigtigt et spil, mere en festleg. Det er svært at beskrive, det skal opleves. Man samler fire mennesker og linker deres iPhones over netværket, hver især har en del af et rumskibs cockpit og det er op til éns samarbejde og kommunikations-færdigheder at få skibet ud i rummet. Det starter nemt nok ud, men det kører hurtigt af sporet, på den mest hysterisk morsomme måde.
Game of the Year: Part 2
Inden jeg afslutter spilåret 2012 med de fem bedste spil på skive, skal der lige lyde et par ord om nogle af de spil som kun lige missede listen. Først og fremmest, skal det siges at desværre nåede jeg ikke at spille den roste remake af X-COM, selv om jeg gerne ville. Efter sigende skulle det være særdeles fremragende, så det går jeg ud fra at det er. Derefter er der de spil som ligger lige under top 10, så som Dishonored, The Darkness II, Ghost Recon: Future Soldier og Spec Ops: The Line, de fire spil var alle rigtig gode, men det var ikke helt nok til at komme med.
5. Halo 4
Jeg har en tendens til at glemme Halo efter et stykke tid. Jeg er ikke en del af den massive multiplayer del og spillets univers interesse mig ikke specielt, så jeg tænker ikke over det og spiller alle de andre spil i stedet. Det resulterer i at jeg, konsekvent bliver overrasket over kvaliteten når et nyt spil udkommer. Halo spillene har altid været fremragende og kapitel nummer 4 i serien, er måske det bedste til dato. 343 Industries har overtaget arven fra Bungie, så godt endda at man faktisk aldrig savner dem. Gameplayet er lige så fremragende som det plejer at være og så er det flottere end nogensinde før. Faktisk så besidder Halo 4 noget af det bedste grafik fra 2012, hvilket er overraskende i forhold til de tidligere spil. Multiplayer og co-op er af samme høje kvalitet som det er vanen for serien.
4. Max Payne 3
Max Payne har længe været ude af spilverdenens søgelys og det oprindelige studie bag, Remedy, har forladt serien til fordel for Alan Wake. Den hærgede, bitre gamle politimand skiftede hænder til Rockstar Studios og de to giganters møde kunne nydes gennem en endeløs kugleregn og spandevis af hjælpeløse vagters blod, tidligere på året. Glæden ved at svæve gennem luften med en pistol i hver hånd, hvert enkelt sekund foreviget i fantastisk bullettime, var den samme som før, nu var det bare med den ekstra bonus af Rockstars sublime stil og fortælleteknik.
3. Forza Horizon
Turn 10’ Forza serie har i mange år været fast inventar i den absolutte elite indenfor racing-sim genren, så jeg må indrømme at jeg lugtede regulært cash-grab, da de annoncerede det mere arcade-orienterede Forza Horizon. Heldigvis tog de ikke til takke med, at springe over hvor gærdet er lavest i jagten på penge, i stedet samlede de et hold af folk som tidligere har arbejdede på sublime racerspil som Dirt og Project Gotham Racing. Resultatet bærer tydeligt præg af, at det er lavet af mennesker som elsker biler og ikke mindst at køre i dem. Sjældent har det været så stor en fryd, at race gennem de store smukke landskaber, i jagten på en podieplads.
2. Sleeping Dogs
Sleeping Dogs er lidt af et mirakel. Det startede ud som en efterfølger til det yderst ligegyldige Playstation 2 spil True Crime, men diktatorerne hos Activision tabte tålmodigheden og lukkede produktionen ned. Efter længere tids uvished, købte Square Enix studiet bag og besluttede at udgive spillet under titlen Sleeping Dogs. Det burde have været en katastrofe, men i stedet blev det et af årets bedste spil. De tager det Grand Theft Auto-inspirerede gameplay og forbedre det på stort set alle punkter. Et fantastisk kampsystem, adrenalinfyldt gaderæs, en spændende historie og suverænt stemmeskuespil, alt sammen iscenesat i Tokyos smukke omgivelser.
1. Far Cry 3
Jeg elskede Far Cry 2 og mener faktisk, at det er et af de mest undervurderede spil fra denne konsol-generation. En fredelig tropeø var ens private legeplads, mens man udlevede diverse magtfantasier på de intetanende vagter. Grundstenene fra 2’eren bliver videreført og finpudset i Far Cry 3, krydret med glimrende experience og craftingsystemer. Der er så meget at lave og du har selv friheden til at vælge hvordan det skal gøres. Den fantastiske randomness er stadig til stede, man sidder eksempelvis gemt i en busk i færd med at udrydde en base som en anden sniper, da en rasende komodovaran pludselig går til angreb, man flygter i panik men det er for sent og lige som man accepterer sit endeligt, bliver det angribende monster kørt over af en vildfaren jeep. Man priser sig selv heldig, men lige som man vender sig om, går det op for én at alle vagterne fra den førnævnte base, alle havde set hvad der skete og stormer nu mod dig med aftrækkerne i bund. I ren desperation kaster man en håndgranat efter avancerende soldater, en granat som langsomt triller ind under den nu stillestående jeep, en kæmpe eksplosion kaster både køretøj og soldater hvorefter der bliver helt stille. Man griner lidt for sig selv, overrasket og glad over at have overlevet sådan en voldsom situation, men det er så der hvor man opdager, at ilden fra eksplosionen har bredt sig til det omlæggende planteliv og man står nu omringet af et helvedes inferno, fantastisk. Det er bare sådan nogle ting der sker i Far Cry og ingen andre spil, har gjort det så effektivt.
Spillet er også grafisk imponerende, fremragende iscenesat og bruger noget af det bedste voice-acting til dato. Skurken Vaas er den mest skræmmende og veludførte spilkarakter i mands minde. Far Cry 3 ligger ud med en fascinerende Heart of Darkness-lignende historie, der desværre taber pusten hen mod slutningen, men det ændre ikke ved, at Far Cry 3 er et særdeles fremragende spil.
Game of the Year: Part 1
Man kunne selvfølgelig også købe spil på en god gammeldags skive i 2012, så de skulle da også have deres egen liste. Selv om de digitale downloads viste sig at være bedre, så var der stadig masser af gode grunde til at besøge den lokale spilbutik. Dette er måske nok det sidste år, hvor der bliver 2 lister, fordi vi arbejder os hurtigt hen mod en situation hvor alt bliver downloadable, så det virker næsten oldschool at hylde noget så forældet som plastikskiver.
10. Syndicate
Electronic Arts og Starbreeze Studios annoncerede det nye Syndicate som et lyn fra en klar himmel og der var ikke mange, som turde at sætte forventningerne meget højere end middel. Starbreeze har lavet fantastiske spil som The Chronicles of Riddick: The Escape from Butcher Bay og The Darkness, men manglen på information var bekymrende og så var der også det faktum, at Syndicate var en elsket strategi-klassiker der nu blev remade som en first person shooter. Starbreeze gjorde dog alle bekymringerne til skamme, da de leverede fremragende sci-fi action med en interessant historie, godt stemmeskuespil (bland andet Brian Cox, Rosario Dawson og Michael Wincott) og vigtigst af alt, velfungerende gameplay. Oven i hatten fik man også en super underholdende 4player co-op del, så der var i det hele taget meget lidt at brokke sig over.
Som en ekstra lille sidenote, så spiller man som agenten Miles Kilo og hans partner hedder Jules Merit… hvor cyper-punk awesome er det?
9. Borderlands II
Gearbox forbedre stort set alle elementer af deres overraskelseshit, Borderlands, med denne efterfølger. Det kan godt være, at det “bare” er mere Borderlands, men Borderlands var også rigtig god underholdning, men denne gang er der mere variation, flere psykopatiske badguys og et nærmest uendeligt antal af våben. Bedre endnu, så er det hele skrevet af Anthony og Ashley Burch (fra Hey Ash, What are You Playing) deres humor passer perfekt til verdenen og det er ofte hysterisk morsomt. Borderlands II er stadig “Diablo with Guns” med suveræn 4player co-op, men det er bare en meget bedre pakke denne gang og så bliver det udvidet med kvalitets downloadable content.
8. Asura’s Wrath
Hvis nogen havde sagt, at et af årets bedste spil ville bestå næsten udelukkende af quick-time-events, ville jeg have kaldt personen en kæmpe idiot som vidste intet om computerspil. CyberConnect2 og Capcom havde dog et es i ærmet med Asura’s Wrath. Spillet er en flot, velfortalt og underholdende japansk anime med gameplay kreativt sat for at engagere seeren og det virker på den bedst mulige måde. Asura’s Wrath er japansk craziness af bedste skuffe.
7. Darksiders II
THQ er i voldsomme problemer og står på randen af konkurs, noget af skylden for dette, var Darksiders II skuffende salgstal. Det er en skam, for Vigil Games tog det solide grundlag, de havde skabt med første Darksiders og bygger fornemt videre på det. Det originale Darksiders var en vidunderlig blanding af Zelda og God of War med elementer af andre spil som Portal, men med denne efterfølger er det ikke bare en samling inspirationer fra andre spil, det har udviklet sig til sit helt eget eventyr.
6. Mass Effect 3
Bioware stor overfor en kæmpe opgave med Mass Effect 3. De skulle ikke blot afslutte deres episke rumsaga på en acceptabel vis, men de skulle også tage højde for den personlige historie som hver enkelt spiller havde skabt gennem valg og gerninger i de to første spil. Selv om denne treer ikke er helt på højde med den eminente toer og det er også muligt, at der var nogle gamere som skuffet over slutningen, men det som Bioware har skabt er intet mindre end en kraftpræstation uden lige og noget som aldrig før har lykkedes i spilindustrien, hvor tit kan man sige det? At spillet så har seriens bedste gameplay og en overraskende sjov multiplayerdel, er bare prikken over i’et.
Downloadable Game of the Year: Part 2
Så fortsætter listen, her med de fem absolut bedste downloadable spil fra 2012. Listen over de bedste spil på skive, kommer indenfor de næste dage.
5. Mark of the Ninja [XBLA/PC]
Stealth-genren har haft det svært de sidste mange år. Nutidens gamere har bare ikke tålmodighed til den uendelige ventetid og frustrerende trial & error som fulgte med de forældede snigespil. Det har Klei, studiet bag Shank-serien, løst på fantastisk vis. Al den information man har brug for, er tilgængelig på skærmen lige fra startskudet. Idéen om hvis man er tilstrækkeligt gemt, om vagterne kan se en eller om der er alarmer man skal passe på, kan aflæses ved et øjekast og man kan koncentrere sig om at være den bedst mulige ninja. Mark of the Ninja leverer strategisk, udfordrende, belønnende gameplay og det er et friskt pust til en dødende genre.
4. Spelunky [XBLA/PC]
I forhold til hvor glad jeg er for den progress jeg laver i et spil og hvor meget jeg ærgre mig, hvis jeg mister den, så er jeg selv lidt overrasket over, at der er hele 3 rogue-likes på denne top 10 liste. Den elskede gamle klassiker blev moderniseret med hyggelig grafik, god musik og præcise controls. Det føles som en platformer fra de gode gamle dage og det er en af den slags spil, hvis skyhøje sværhedsgrad, kun motivere én til at gøre det bedre næste gang.
3. The Walking Dead [PSN/XBLA/PC]
Zombie-plagen er ved at blive en noget udslidt genre, men heldigvis er der stadig nogen som formår at bringe nyt liv til de døde. Det er måske også fordi Telltale’s episodiske Walking Dead spilserie ikke rigtig handler om zombierne, men derimod karaktererne. Telltale Games har udviklet den klassiske adventure-game formular til noget mere moderne og tidspassende for nutidens spilverden. Et sublimt skrevet manuskript og fremragende stemmeskuespil gør, at man lever sig ind i de grufulde situationer og føler med karaktererne, hvilket gør hvert eneste skæbnesvangre valg næste ulideligt. Man kan læse mere i min anmeldelse, men jeg kan også bare sige det på denne måde: Som historien og karakterernes rejse skred fremad, endte det med at jeg ville gøre alt for at holde den lille pige Clementine i live, hvilket er en indlevelse og medfølelse som spil sjældent kan fremtvinge. Glem alt om tegneserien og tv-serien, The Walking Dead: The Game er en oplevelse alle burde have.
2. Fez [XBLA]
I de gode gamle dage, før alting blev let tilgængeligt på internettet, skrev man notater i massevis. Strategier, smutveje og generelle idéer blev nedskreven mens man spillede, en ting som bare ikke er nødvendigt mere. Det ændrede sig med Phil Fish’s geniale lille perle Fez. Man kan sagtens påstå, at Fez ikke er meget mere end en sød lille platformer, men så har man knap nok skrabet overfladen. Hele den verden som omgiver vores lille fez-klædte hovedperson, er et stort puslespil med koder, gåder og hints gemte i alt, lige fra banedesignet til musikken. Det er vandvittigt udspekuleret og man føler sig som verdens klogeste person, når man begynder at bryde de dybt begravede koder.
1. Journey [PSN]
Jeg har talt med store ord om thatgamecompany’s Journey hele året og ikke mindst i denne anmeldelse, men jeg kunne fortsætte ud i det uendelige, hvis jeg fik lov. Journey var bare noget helt specielt, ikke nok med at spillet indkasserede det eneste 10-tal her på siden i løbet af det sidste år. Det er, som tidligere sagt, en af de bedste oplevelser som jeg nogensinde har haft, lige meget hvilket medie. Jeg er udmærket klar over, at det sagtens kan kaldes lidt af en “lightning-in-a-bottle” oplevelse, at jeg tilfældigvis havde den rette timing, de rette medspillere og de rette forudsætninger. Det er noget som selvfølgelig aldrig kan garanteres for alle som spiller spillet, men det ændre ikke på, at Journey var en utrolig smuk, unik og bevægende oplevelse for mig og det er trods alt min side.
Så her er det, Journey er ikke blot det bedste downloadable spil eller bedste overordnet spil, men også det bedste stykke medie i 2012 generelt.
Downloadable Game of the Year: Part 1
2012 blev året, hvor downloadable spil for alvor fastslog deres dominans i vores spilverden. Der var en overflod af kreativitet, innovation og intelligens, noget man ofte skal lede længe efter i de stort opsatte, multi-million dollar blockbusters som spilstudierne udgiver på skiver og så er det endda til en meget bedre pris. Rent faktisk var udvalget af fantastiske spil på de forskellige services, så stort, at jeg følte mig tvunget til at dele Game of the Year listen i to, ellers havde der bare ikke været plads til mere end 2 regulære skive-baseret spil. Det er et fremragende tegn på den udvikling, der har været blandt de små studier og jeg glæder mig til at se hvad det bringer i fremtiden. Udover de spil der er endt på listen, bør man også tjekke musik-platformeren Sound Shapes [PSN], fantasy-spillet Dust [XBLA] og katastrofe-spillet I am Alive [PSN/XBLA].
10. Papo y Yo [PSN]
På overfladen er Papo & Yo, et forholdsvis simpelt eventyr som blander puzzles og platforming til ganske god effekt. Hvis man dykker dybere, finder man dog meget mere end det. Spillet er en yderst pensonlig og gribende fabel bygget på spiludviklerens forhold til sin fordrukne og voldelige far. Det er en smuk og bevægende historie, pakket ind i et udmærket spil.
9. Hotline Miami [PC/Mac]
Forestil dig, hvis skaberne af det oprindelige Grand Theft Auto mente, at deres spil havde alt for lidt vold, havde en generel mangel på psykadeliske farver og at det burde spilles til et øredøvende techno-soundtrack. Forestil dig, at de lavede det spil, derefter tvang de spilleren til at tage store mængder af stoffer inden spillet kunne startes og så har man en rimelig god fornemmelse af hvilken spiloplevelse man får, når man spiller Hotline Miami. Man føler sig beskidt når man spiller Hotline Miami, ens hjerne synker langsomt dybt ned i en nærmest psykopatisk trance og de hårde bassbeats holder en fanget. Det lyder slemt, men goddamn, hvor er det awesome.
8. FTL [PC/Mac]
Jeg begyndte først at spille FTL mod slutningen af året og har næsten ikke spillet andet siden, det kunne nemt have endt højere på listen, hvis jeg havde været om bord lige fra starten. FTL lyder måske lidt tørt, når jeg begynder at forklare hvad det går ud på, men tro mig når man prøver det, så falder det hele i hak med det samme. Grundlæggende er FTL et strategi-spil, hvor man skal holde styr på sine resurser og holde sit rumskib i live, mens man flygter fra den onde overmagt. Egentlig er det ikke mere end et ocean af gamemechanics med et tyndt lag af grafik henover, men det er tilgengæld uendeligt mere fascinerende end som så.
7. Tokyo Jungle [PSN]
Hvis man har læst min anmeldelse af Tokyo Jungle (kan findes her) så kan der ikke være nogen tvivl om, at spillet er japansk galskab af højeste klasse. Et spil hvor min lille Terrier, klædt i matrostøj, kæmper for overlevelse på de døde gader af Tokyo, mens han forsøger at finde en mage… Det er crazy and I love it!
6. Trials Evolution [XBLA]
RedLynx tog deres tidligere succes, Trials HD og forbedrede alle elementer, mere behøver man vel ikke rigtig at sige. Det er lige så vanedannende som det altid har været, mindst lige så svært og meget mere varieret. Et spil som man nyder at råbe af.
Worst Game of the Year
Duke Nukem Forever cementerede det faktum, at jeg er blevet for gammel til at spille elendige computerspil til ende. Førhen gennemførte jeg stort set alt hvad jeg startede, men Duke vendte tilbage fra forglemmelsen og beviste, at livet er for kort til talentløse spiludvikleres forskruede idéer. Derfor bærer denne “pris” Duke’s navn som et minde om, at det er okay at stoppe mens legen er værst. Det betyder også, at der er nogle spil som ikke rigtig egner sig til denne kategori, eksempelvis har jeg intet andet end had for de sidste 7 timer af Assassin’s Creed III, men de fleste andre vil finde det spil ganske udmærket. Et spil der dog er kommet på listen selv om jeg rent faktisk spillede det hele vejen igennem, er Resident Evil 6. Alle 20 timer af det spil var ren tortur, men spillet blev gennemført på grund af min kærlighed til seriens tidlige dage, en kærlighed som blev godt og grundigt ødelagt i 2012.
Runners-Up: Deep Black: Episode 1 [PC/XBLA/PSN], Resident Evil: Operation Raccoon City [PS3/X360], Dream Heights [iOS] og Resident Evil 6 [PS3/X360/PC]
Et Resident Evil spil fortjener dog en reel plads på denne liste og det er det pinlige Resident Evil: Operation Raccoon City. Et totalt forfejlet forsøg på at tjene nogle nemme penge og tvinge 4-player co-op ind i serien, resulterede i en nærmest uspilbar katastrofe. Det blev kun endnu værre for 3rd person shooter genren med udgivelsen af sci-fi actionspillet Deep Black. Spillet kunne downloades og kostede kun 75 kroner, men selv hvis prisen havde været gratis, havde det stadig været alt, alt for dyrt. Tyveri og direkte plagiat er ikke noget nyt på iOS, men Zenga overgik sig selv med udgivelsen af Dream Heights. Spillet var en usmaglig og næsten 100% kopi af Tiny Tower, et spil som jeg i forvejen ikke har meget til overs for, men det Zenga laver burde være direkte ulovligt.
Årets dårligste spiloplevelse var dog uden tvivl Amy. Det downloadable spil forsøgte, at være survival horror på den gammeldags måde, men samtlige elementer var broken langt ind i helvede. Det var afskyeligt at se på, kontrollen af karakteren virkede ikke, designet var amatøragtigt og der gik ikke et eneste sekund uden, at spilleren blev truet af altødelæggende systemfejl. Det var et spil som aldrig skulle være udgivet og derfor er det dette års “vinder”.
Guest Review: Nintendo WiiU
[Jeg har tidligere nævnt, at jeg som barn elskede mine Nintendo konsoller, men som tiden gik voksede vi langsomt fra hinanden. Jeg ønskede andre ting og Nintendos konkurrenter vandt hurtigt mit gamer-hjerte, men heldigvis er det ikke alle som har mistet deres kærlighed til Nintendo. Den nye WiiU er netop udkommet, så det føltes kun passende at overlade ordet til én som sætter pris på deres idéer og påfund. Dennis Rosenfeld er den ene halvdel af Danmarks bedste podcast om film, Dobbelt D’s Definitive DVD Podcast, men han kan sagtens sige ting om andet end film. Her er en stor potion af disse ord, så tag godt imod ham og lyt til hans podcast for flere kloge ord.]
Jeg har en indrømmelse som er på sin plads inden jeg kaster mig over anmeldelsen. Jeg er en Nintendo fanboy. Har været det siden jeg fik hænderne i min fætters NES controller og vi spillede Zelda sammen. (Min storebrors Donkey Kong bip-bip spil var så pokkers svært!) Siden da har jeg haft stort set alle konsoller og håndholdte som Nintendo har sendt på markedet i Danmark. Med det af vejen kan vi se på deres nyeste konsol som kommer et godt stykke tid før Sony og Microsoft kommer med deres næste konsol.
WiiU er Nintendos svar på den kritik som længe har plaget deres Wii konsol: Dårlig grafik og alt for børnevenlig. Det er uden tvivl ikke tilfældigt at størstedelen af launch titlerne er ”voksenspil” som ikke egner sig til børn. Nintendos force har altid været deres gameplay. Det er muligt at PS3 har leveret langt flottere grafik, men sætter jeg først min SNES eller Nintendo 64 til fjernsynet stikker det helt af. De kunne noget med spillene dengang. Jeg indrømmer blankt at min Wii har stået uberørt i lange perioder, men det er som sådan ikke hardwarens skyld, men udvalget af spil.
Da jeg pakker min nye WiiU ud er det første der slår mig at selv konsollen ligner den originale Wii lidt for meget. Det havde været en fordel hvis designet var helt anderledes. Så kommer controlleren ud af æsken. Eller det vil sige de to controllers. Den ene er en meget traditionel udseeende controller, den anden er den meget omtalte gamepad. En art tablet med knapper og styrepinde. Det er software afhængigt hvor stor en rolle den får lov at spille. Ud af æsken kommer konsollens første problemer som ikke gør den særlig familievenlig.
Internet setup er et helvede første gang. Den automatiske setup har problemer og derfor er man nødt til at følge en udførlig manuel setup som står på Nintendos forum. Ikke særlig praktisk. Næste problem er at maskinen skal have en firmware update som er gigantisk. I stedet for at lade maskinen komme med den rigtige firmware skal en kæmpefil hentes for at konsollen kommer til sin ret. Det er alt fra Miiverse til Netflix som bliver installeret med denne firmware. Den sluger en helt absurd mængde af den interne harddisk, hvilket er et problem hvis man gerne vil købe spil som downloads. En ekstern harddisk bliver hurtigt et krav.
Med disse to problemer af vejen kan man kaste sig over spillene. Jeg fik fat i limited edition pakken hvor ZombiU spillet medfølger. Her er tale om et perfekt spil til at demonstrere alle WiiUs forcer. Grafikken er smuk, og viser at Nintendo holder deres løfte om at de kan være med i toppen. Blodet sprøjter i ganske betydelige mængder så de lige får understreget hvor lidt børnevenlige de kan være. Mest interessant er dog gameplayet, som er fascinerende og frustrerende på samme tid. Hvis din karakter dør, får du en ny og må arbejde denne figur op i levels og samle våben sammen igen. Du starter dog ikke som sådan forfra, men er nået der til i spillet hvor du gemte sidst. Du kan endda skynde dig hen og skyde din tidligere karakter så du kan få alle de våben og items du havde. Save systemet minder om de gamle Resident Evil spil. Der er save spots, og hvis du ikke har gemt i noget tid er det bare ærgerligt! Jeg har aldrig brudt mig om dette, der går uforholdsmæssig meget tid med at lede efter de her savespots, hvis du skal ud af døren og bare gerne vil gemme.
Så kommer gamepad’en og det er her originaliteten viser sig. Du skal bruge den til mange forskellige ting, og intet af det er bare en gimmick. Den virker som en scanner, som du holder op foran dig og ser ting i lokalet som ellers er skjulte. Du bevæger den rundt omkring dig og i realtime viser pad’ens skærm hvad der scannes. På dit fjernsyn går spillet ud i 3rd person så du kan se dig selv scanne. Det fungerer perfekt og er en original ide. Når du bevæger dig almindeligt kan du skifte våben hurtigt på touchskærmen og den viser også kort, og en slags radar scanner som afslører fjender. Et rigtig godt showcase spil.
Næste spil jeg smed i maskinen blev Assassin’s Creed III. Et spil som allerede er ude på stort set alle andre platformer. Grafikken i selve spillet holder standarden og er visse steder flottere end på de konkurrerende konsoller. Cutscenerne har af uvisse årsager artefakter af og til. Brugen af gamepad’en er her ikke specielt original, men bliver primært brugt til kort og våbenskift. Fornemmelsen af gameplayet er ikke forfærdeligt anderledes fra de andre udgaver. Grafikken i selve spillet kunne være en grund til at købe denne udgave, men hvis man har det i forvejen er det svært at retfærdiggøre et dobbeltkøb. Den mest blærede ting ved denne udgave er at du kan sende spillet over til gamepad’en og sætte dig andetsteds i dit hjem og spille på dens skærm. Kommer kæresten ind og vil se noget på fjernsynet? Kein problem, du sætter dine høretelefoner i gamepad’ens stik, og fortsætter dit spil på den. Skal du på lokum, men gider ikke afbryde spillet? Du tager bare pad’en med. Mulighederne er mange. Du kan endda slukke konsollen fra pad’en når du ikke gider mere.
Batman: Arkham City ligger i bunken og venter på at blive spillet som det næste. Der er flere andre launch titler som har min interesse, men der er ingen tvivl om at Zelda spillet som skulle komme 2013 er hvad jeg afventer med størst spænding. Det er Nintendos chance for at lade konsollen brillere, og jeg håber virkelig at de ikke taber den på gulvet.
Er WiiU så en rigtig gamerkonsol eller endnu en børnemaskine? Mit første indtryk af konsollen er at den absolut kan fungere for rigtige gamere. Der er stort potentiale i gamepad’en og de nye gameplay muligheder som den tilbyder. Faktisk er det nu op til spiludviklerne at sprænge rammerne for konventionel tænkning og inddrage de muligheder som gamepad’en giver. Hardware mæssigt er der ingen tvivl om at Nintendo har leveret varen, og til en pris som de fleste kan være med på. Mulighederne for at købe spil i online butikken er også ganske gode, og jeg glæder mig til at spille gamle klassikere på den (på samme måde som at jeg spiller gamle Gameboy spil på min 3DS). Med WiiU har Nintendo skabt grobund for at genvinde noget af den respekt på vold og grafik fronten som de havde tabt. Gameplayet er ligeså fantastisk som det altid har været og det er her at Nintendo stadig er klasser foran de andre.
