Archive for the ‘Games’ Category
Vi bibeholder “the holiday spirit”, det er bare ikke helt den samme “holiday”. Selvom Costume Quest handler om Halloween, ikke jul, så er charmen og glæden den samme. Spillet er et simpelt og hyggeligt lille rollespil, som handler om en folk børn som blot vil fylde deres poser med slik på Halloween, men i stedet støder på uhyggelige monstre. Når de bekæmper disse uhyrer, forvandler de sig til det som de er klædt ud som og der er masser af kostymer at vælge i mellem, bl.a. The Statue of Liberty, robotter og enhjørninge. Spillet er lavet af Double Fine, folkene bag spil som Brütal Legend, Psychonauts og Stacking, så man ved at humoren er i top. Det er sødt lille spil, som ikke koster meget (ca. 50 kroner) og kan hentes på Xbox Live og Playstation Network, så sæt en kop varm kakao over og gør klar til hygge.
Julegaverne kom tidligt for iPhone-ejere, da Chair Entertainment besluttede at udgive det længe ventede Infinity Blade II, for et par dage siden. Som bekendt var jeg ganske begejstret for originalen og udråbte det til det bedste mobilspil sidste år. Med efterfølgeren har de finpudset og udvidet stort set alt. Det er stadig det bedste kamp-system på en mobilplatform, men nu historien meget bedre og længere, valgmulighederne er betydeligt øget med dualwield, økser og et nyt enchantment system. Det er også blevet endnu flottere og det er uforståeligt hvordan de kan lave den slags grafik, på en telefon. Det koster lidt mere (42 kr.) end de fleste iPhone spil, men der er masser timers fantastisk gameplay og Chair plejer at være gode for et hav af gratis updates.
Singleplayer / Multiplayer / Co-op Action-Adventure / 3rd Person Shooter
Uncharted 3: Drake’s Deception er det perfekte eksempel på spilindustriens store ønske om, at spil skal være lige som film og det er samtidig et perfekt eksempel på hvorfor det ikke er en god idé.
Naughty Dog har aldrig lagt skjul på, at Uncharted er en stor Indiana Jones tribute og den inspirationskilde har de ramt klokkerent hele serien igennem. Der er fuld fokus på karaktererne, deres eventyr og fortællingen deraf. Nathan Drake (stemmelagt af Nolan North) er en dumdristig eventyrer i bedste Indiana Jones / Harrison Ford stil og kemien mellem karaktererne er i topklasse. Eventyret er der skam heller ikke noget galt med, jeg vil endda sige, at det til tider er bedre end de fleste af genrens film.
Nogle gange er det endda lige som at se en film, på grund af den afsindigt flotte grafik, som er blandt det absolut bedste konsollerne har at byde på. Det er sekvenser som er åndeløst smukke at se på, men det kommer ikke uden sine omkostninger. Der en nemlig én måde at spille Uncharted på og det er præcis som Naughty Dog har designet det. Spillet tager lineært gamedesign til et helt nyt niveau, det nærmer sig en interaktiv film og det er ikke ment på en god måde. 
Det udspiller sig i, at du skal bevæge dig på en bestemt måde, hoppe fra en udvalgt kant og vende øjnene nøjagtig mod det punkt som gemmer en lille detalje. Hvis man ikke spiller det på den måde, så ender det i bedste fald med at man bryder animationen og i værste fald at man dør, nærmest uden grund. På visse tidspunkter tager programmørerne så meget kontrollen fra én, at man blot kan gå et par inden at der starter en ny filmsekvens. Hvis jeg vil se en film, så ser jeg en film. Hvis jeg vil spille et spil, så betyder det at jeg vil have kontrol. Når jeg trykker på hopknappen, så karakteren hoppe og hvis jeg trykker til højre, så skal karakteren fandenedeme løbe til højre. Det er ikke valg, det er det et spil er. Det går så langt at, hvis Naughty Dog fortsætter sådan her, så bliver Uncharted 4 en statisk fortælling med Heavy Rain-agtige quick time events.
Det lyder enormt negativt, det er stadig et godt spil, men jeg føler mig bare ikke så underholdt som jeg blev af de tidligere spil i serien. Der er stadig intense skuddueller, adrenalinsfyldte jagtscener og dramatiske platformssekvenser, men hvis man bare træder et skridt forkert, så bliver stemningen ødelagt. Jeg spillede den første halvdel af spillet, før der udgivet en patch som rettede styringen af ens sigtekorn og den anden halvdel efter. Inden patchen var det så flydende og upræcist, at jeg næsten syntes at de ikke skulle have udgivet spillet. Efter patchen er det meget bedre, det er ikke helt lige så godt som eksempelvis Gears of War 3, men det fungerer. Så hvis man ikke spillet det endnu, kan jeg godt anbefale det, men hvis man spillede det før patchen kan man roligt trække en stjerne fra karakteren.
Uncharted 3: Drake’s Deception var lidt af en skuffelse, især efter kvaliteten af toeren, men der er gået noget tid siden da, der er sket en masse ting og dette virker mest som Uncharted 2½. Enten skal Naughty Dog udvikle konceptet en del til det næste spil, ellers behøver jeg ikke et nyt eventyr med Nathan Drake indenfor det næste lange stykke tid.
Spil også: Gears of War 3
Singleplayer, Multiplayer & Co-Op Action / Freeroam / Sandbox
Skiftet fra Skyrim til Saints Row, truede med at destruere samtlige af mine hjerneceller. De to spil kunne ikke være mere forskellige, hvis de prøvede. Det er som at gå direkte fra Lord of the Rings til Drive Angry. Lord of the Rings er uden tvivl en meget bedre film, men Drive Angry er bare et orgie af delikat psykopatisk adfærd og grinagtig over-the-top action. At gå direkte fra den seriøse og grå verden i Skyrim til den farvestrålende og latterlige verden i Saints Row, understrejer bare endnu mere hvor sindssygt det hele er og tro mig, Saints Row: The Third er sindssygt.
Det første Saints Row var en fuldblods Grand Theft Auto-klon og gjorde sit bedste for at udfylde det gabende hul, som manglen på et reelt GTA-spil havde efterladt i starten af denne generation. Spillet var ikke specielt fantastisk, men det var godt nok, nu når der ikke var noget alternativ. Så kom Rockstars sublime GTA IV og med sig bragte det en meget mere alvorlige tone. Der var mange små præpubertære snothvalpe som tudede hysterisk over, at man nu ikke længere kunne basejumpe, flyve jagerfly eller nogle af de andre sindssyge ting som man kunne i GTA: San Andreas. Det var der hvor Saints Row 2, kom ind i billedet. Det var et meget bedre spil end det første, havde gladeligt samlet alle de absurde og useriøse ting op, som GTA havde efterladt og fungerede som et perfekt modstykke til den mere realistiske og jordnære fortælling som var i centrum i GTA IV. Med det tredje spil i serien, har Saints Row fundet sig helt til rette og man kan ikke længere bare sætte det i bås som en GTA-klon. Jo, det er da stadigvæk et open world / sandbox actionspil, men det er der også så mange andre spil der er og Saints Row: The Third har fundet sin helt egen niche og personlige vision. Den vision er, kort og godt, at være så sindssyg og psykopatisk overdreven som overhovedet muligt.
Tillad mig at male et ordbillede: The 3rd Street Saints ikke længere en lille gadebande. De har kæmpet sig op af fødekæden og er nu verdenskendte. De har deres egen tøjkæde, energidrik og deres liv er ved at blive filmatiseret. Som en del af denne film, tager de en af skuespillerne med under et bankrøveri, du ved, research! De gør det selvfølgelig ikke iført kedelige elefanthuer, nej nej, de gør skam klædt ud som dem selv, inklusive gigantiske skumhoveder der ligner bandes leder Johnny Gat. Det går selvfølgelig galt og efter masser af eksplosioner, helikoptere og lignende, bliver de taget til fange af en fransk forretnings-mand som vil have deres penge. De er kidnappet i et stort fly, spændt fast til gulvet, men efter endnu flere store eksplosioner slipper de fri og man skal nu redde sine homies og skyde alle de modbydelige franskmænd, alt imens man tordner mod jorden i et brændende fly. Det er egentlig først når man lander på jorden, at spillet for alvor går i gang og det bedste af det hele er, at det kun bliver mere sindssygt derfra.
Humoren er i top (¤ eller i bund, hvad der nu end er bedst for denne type komik), leveringen er fremragende og man bliver konstant overrasket. Det er fuldt ud plat og sjofel humor, men i modsætning til det rædselsfulde Duke Nukem Forever tidligere på året, så er der rent faktisk intelligens bag og jeg grinte rigtig meget igennem min tid med The Saints. Voicecastet viderefører den over-the-top tilgang til det hele, ved at inkludere folk som wrestleren Hulk Hogan, pornostjernen Sasha Grey og cool-overskægs-manden Burt Reynolds. Man kunne blive ved, [adult swim] har deres egen radiokanal, en af karaktererne snakker med konstant auto-tune og løbeknappen står listet som “The Awesome Button”, men jeg tror at folk har forstået at det er CRAZY!
Jeg har ikke skrevet meget om gameplayet, men det er mest fordi der ikke er så meget at sige. Det er ganske typisk for denne genre, men det fungerer. Det er super underholdende hele vejen igennem, alt kan opgraderes og man skal ikke vente 15 timer før man får de fede våben… det tredje våben man får, er Stinger-missiler, ‘nuff said.
Det er en fantastisk verden vi lever i, os gamere, når vi kan få både den gode og voksne historie i Grand Theft Auto og den sindssyge og uhæmmede craziness i Saints Row. Så tag en tur til Steelport sammen med The 3rd Street Saints og jeg garantere du vil have et permanent bredt smil spredt ud over dit fjæs (¤ hvis ikke, så fortjener du ikke plat humor).
Spil også: Shadows of the Damned for humoren eller Red Faction: Guerilla for the craziness.
1 player Role Playing Game / Fantasy / Adventure
Jeg har en noget atypisk indgangsvinkel til Skyrim. Jeg har ikke spillet nogen af de tidligere spil i serien, heriblandt kæmpehittet Oblivion. Jeg er ikke den største fan af fantasy eller eventyr genren generelt. Jeg har aldrig fundet first person melee konceptet tilfredsstillende som et gamedesign-valg og da spillet først blev annonceret, vil jeg indrømme at jeg var pænt ligeglad.
I mellemtiden tøede min modstand mod flere af disse elementer langsomt op, omend ved hjælp af nogle utraditionelle metoder. Jeg spillede selvfølgelig både Bethesdas eget Fallout 3 og Obsidians Fallout: New Vegas, men de var science fiction rollespil med en helvedes masse guns, så de hjalp mig på ingen måde tættere på Skyrims fantasy verden eller idéen om at jeg skulle tæve folk i første person.
Hjælpen kom overraskende nok igennem min iPhone. Jeg har lagt mange timer i sidste års bedste mobilspil, Infinity Blade og det nyere, Dark Meadows, baseret på mange af de samme koncepter. Begge spils fine implementering af sværdkamp åbnede min tanke-gang op for idéen om at det måske også kunne fungere i et “rigtigt” spil. November krøb tættere på og den massive hype omkring Skyrim blev kun større, så jeg besluttede at give spillet en chance. Der kunne jo ikke ske noget ved at prøve spillet og så ligge det til side, når der udkom andre mere interessante spil. Sådan, må jeg efter mange timer erkende, skulle det ikke være.
Jeg havde bestemt ikke forventet, at jeg ville blive helt og aldeles opslugt af Bethesdas episke verden. Den enorme og levende verden i Skyrim, er så fyldt eventyr, gode historier og generelt spændende indhold, at det truer med at overvælde én allerede fra starten. Det er selvfølgelig lidt af et luksusproblem, men jeg har lagt over 70 timer i Skyrim og jeg føler på ingen måde at jeg bare er tilnærmelsesvis færdig. Så man kan roligt forvente, at give afkald på al sin fritid, hvis man sætter skiven i maskinen. Det betyder dog intet med hundredevis af potentielle spilletimer, hvis kvaliteten ikke er i top. Heldigvis er enhver quest-line, lige fra hovedhistorien til den mindste sidemission, godt skrevet, interessant og føles unik.
Levelsystemet er et af Skyrims bedste elementer. Hvor man i andre rollespil, inklusive Bethesdas tidligere spil, sætter points i forskellige kategorier hver gang man stiger til et nyt level, så bliver éns evner naturligt bedre i Skyrim, jo mere man bruger dem. Det vil sige, at hvis man foretrækker store tohåndssværd, så bliver man automatisk bedre til den slags angreb hen af vejen. På samme måde som hvis man leger rundt med smedejernet, så får man mulighed for at lave bedre rustninger og våben senere i spillet. Det er et system som giver uendeligt meget mere mening end de normale rollespils skillsystemer og jeg kan kun håbe, at det er noget som kommer med i alle andre spil af denne slags fra nu af.
Nu har jeg skrevet en masse ord om Skyrim, men jeg har stadig ikke nævnt hvad jeg elsker allermest ved spillet, nemlig drager. Disse majestætiske skabninger er spillets omdrejnings-punkt og aldrig har drager været så fremragende præsenteret, som de er her. Hvert enkelt møde med disse bevingede væsner er skræmmende, intenst og episk.
Spillet er dog ikke helt fejlfrit. Vanen tro, det er trods alt et Besthesda spil, så er det umuligt at undgå diverse bugs og glitches. Man kan risikere at sidde fast i grafikken, at få en mission flere gange og det er ikke altid man kan forvente at spillets AI gør som den skal. Derudover mangler kampsystemet lidt finpudsning, kortet gør det ikke nemt at finde rundt og gåderne er uinspirerede, men det er bestemt ikke nok til at trække ned i den samlede vurdering. Jeg har svært ved at forstille mig en situation, hvor Skyrim skulle få mindre end en topkarakter og jeg anbefaler alle, at man tager en rejse til denne eventyrlige verden. Jeg kan love at der bliver snakket meget mere om Skyrim i næste måned, når man begynder at udvælge årets bedste spil.
Spil også: Fallout 3
Horror er en af de genrer, som computerspil kan gøre bedre end film, hvis det bliver gjort ordenligt, fordi de smider én direkte ind i de skræmmende situationer. Jeg har haft mange nervepirrende oplevelser igennem mit liv som gamer og vil derfor anbefale nogle af mine favoritter. 
Resident Evil var det første spil, som skræmte mig fra vid og sans. Den første gang de udøde hunde hoppede igennem vinduet, troede jeg at jeg skulle dø med en controller i hånden. Serien er desværre blevet mindre og mindre survival horror og selvom RE5 er et godt spil, så er det mere action end det er gyser. Silent Hill 2 havde rystende i bukserne, med en utrolig trykkende stemning og creepy lyde. Det er måske stadig en af de stærkeste oplevelser som jeg har haft med et spil og kan stadig få mig til kigge over skulderen i mørket, hvis jeg hører en skinger lyd. Call of Cthulhu var også et fantastisk og uhyggeligt spil til PC, men det er måske lidt svært at gå tilbage til nu. Jeg husker mange af chokne som var det i går jeg sidst spillede spillet, selv det er et årti siden. 
I den nye generation har vi fået Condemned, hvis intensitet kom fra at man ofte var komplet forsvarsløs. Alan Wake samlede inspiration fra Twin Peaks, Stephen King og episodiske horror tv-shows. Man sad konstant på kanten af sædet, med et fast greb om sin lommelygte. Dead Space gav science fiction horror ala Alien og Aliens. Det var dystert, trykkende og man sad altid i uvished om hvad der var omkring det næste hjørne.
Når man er kommet sig over den latterlige joke i overskriften, så kan jeg anbefale et par apps som er tilgængelige på iTunes.
Den første er passende nok filmrelateret. IMDb har udgivet en filmquiz app, overraskende nok under den opfindsomme titel, IMDb Trivia. De har lånt elementer fra mange andre quiz-apps, men de samlet det i en velfungerende, hurtig og flot pakke. Spørgsmålene er varierede, der er gode bonus runder og det er alt sammen til den fantastiske pris af gratis. (Man kan også købe pakker med ekstra spørgsmål, hvis man vil). Jeg er p.t. nummer 140 på leaderboardet, men hvem tæller sådan noget…
Harmonix, folkene bag Rock Band, har udgivet en useriøs app, hvor man laver sin egen musikvideo. I VidRhythm optager man, mens man laver forskellige lyde og bliver det klippet sammen til en sjov video. Der er flere sange og temaer at vælge i mellem. Det er nemt og hurtigt, at få nogle super underholdende resultater sammen med vennerne. Prisen er 12 kr.
Og så har Halfbrick Studios gjort det igen. Efter de fremragende minigames, Fruit Ninja og Monster Dash, har de nu udgivet Jetpack Joyride. Spillet er af den snart velkendte runner-genre, men nu med ekstra jetpack. Lige som deres tidligere spil, er det sjovt, vanedannende og der er masser at unlocke. Halfbrick er også kendt for at udsende masser af gratis updates. Min rekord er 3899 meter. Prisen er 6 kr.
Hvis man vil udfordre mig, så hedder jeg også GaGa The Movies på GameCenter og man er velkommen til at sende mig en friend request.
Det er ikke altid nødvendigt, at bruge alle sine hårdt tjente penge for at spille de gode spil og derfor sætter jeg lige et velfortjent fokus på et par nye og fantastiske spil som er klar til download på Playstation Network.
I Tales from Space: About a Blob får man den overvældende opgave, som den lille slimklat i et laboratorium man er, at redde jorden fra angribende rumvæsner. Dette udspiller sig i form af en blanding af klassisk 2D platformere, puzzles og elementer fra Katamari Damacy, alt sammen med en baggrund som taget ud af 50’er science fiction film. Det gælder om at absorbere alt hvad man kan komme i nærheden af, med det mål at blive stor nok til at gøre modstand mod de invaderende styrker. Det er et hyggeligt og sjovt lille platformspil med spandevis af charme og kreative gåder. Der er også mulighed for at spille historien igennem i 2 player co-op, hvis man har brug for lidt hjælp.
PixelJunk Shooter 2 forsætter bogstavligt talt lige fra det øjeblik hvor etteren sluttede og det samme gør sværhedsgraden også. Der skal stadig bruges snilde og skarpe reflekser for at komme igennem de farlige og udfordrende baner. Lige som etteren, er det en twin-stick shooter hvor man skal bruge elementerne og diverse væsker for at redde de mange strandede astronauter fra den visse død. Gameplay-formularen holder stadig og PixelJunk Shooter 2 er mindst lige så godt som det første spil i serien. Der er også 2 player co-op i dette spil, men som noget nyt er der nu kommet online multiplayer, hvor man spiller mod hinanden. Det fungerer udmærket, men det er nu singleplayer man kommer efter.
Begge spil koster under 100 kroner og de er alle pengene værd.
Jeg var en stor fan af det første Test Drive Unlimited, da det udkom tilbage i 2006. Det var et friskt og lysere alternativ til det dystre og street-smarte Need for Speed: Underground. Derfor så jeg frem til den dag, hvor Atari langt om længe ville tage sig sammen og udgive en efterfølger.
Den dag kom, men til min store overraskelse, havde jeg lyst til at knække skiven blot sekunder efter at den var sat i maskinen. TDU2 lider af Assassin’s Creed II-syndromet, hvilket beskrives bedst som et spil der har en så himmelråbende elendig start, at man truer med aldrig at spille det igen.
Det første man ser i TDU2 er en akavet technofest på Ibiza. Her er det så meningen at man skal vælge sin spilfigur i blandt hvad der mest af alt ligner afskyelige dropouts fra Playstation Home. Derefter kommer der en eller anden ligegyldig historie om at man skal tjene nogle penge og blive bedre til at køre bil, højst sandsynligt så man kan købe nogle stoffer, scorer nogle piger og tage til flere technofester. Det er ganske horibbelt men hvis man holder ved, så er det gamle TDU faktisk at finde under al dette “sociale” gylle.
Der er meget sjov at hente i TDU2, men det er samtidig et spil som konstant ligger på grænsen mellem det gode og det direkte elendige. Det skyldes at studiet Eden har truffet nogle decideret dårlige valg. Bilerne, de forskellige racerløb og verdenen det foregår i, er alt sammen udmærket. Men så er der samtidig den tåbelige historie, de latterlige karakterer og nogle fuldstændigt malplacerede missioner.
Hvem er for eksempel det geni som har fundet på at lave missioner hvor man kører rundt med kørersyge passagerer og derfor ikke må køre hurtigt, i et racerspil hvor det for helvede handler om at køre hurtigt? Spillet lider også af en noget utilregnelig sværhedsgrad. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, en ganske habil spiller af denne slags spil, har spillet mange lignende spil gennem tiderne og har umiddelbart ikke det store besvær med at vinde stort set alle løb i TDU2. Men hver enkelt kørekortstest krævede utallige forsøg. Det kunne være en spydig kommentar om den virkelige verden, hvis det ikke havde været fordi det er så fucking broken!
Test Drive Unlimited 2 er ikke pengene værd og hvis man vil spille denne type spil, så spil det fremragende Need for Speed: Hot Pursuit i stedet. Hvis man har gennemført det, så spil det igen og hold op med det brok.
Med Bulletstorm får vi endeligt bevis på at børnearbejde er lovligt i Amerika, da spillet tilsyneladende er lavet af prepubertære 12-årige små drenge. Har du nogensinde undret dig over hvad der ville være blevet af Duke Nukem hvis det havde fået lov til udvikle sig over de sidste ti år? Har du ofte ønsket at man kunne tage to tilfældige ord, sætte dem sammen og på magisk vis skabe nye bandeord? Har du en tendens til at skyde folk i kuglerne i alle de first person shooters du spiller, bare for sjov? People Can Fly har hørt din bøn og opfylder nu alle dine ønsker. Skaberne af Painkiller-serien giver dig den naturlige evolution af Duke Nukem med et manuskript som er fyldt med ord som Dicktits, Assmaggot og Murderholes og så får du points for alt hvad du laver, ikke mindst at skyde folk i kuglerne. For os andre, der er færdige med at gå i 7. klasse, er spillet sjovt i måske 20 minutter, hvorefter det ikke er mere end en middelmådig og plat first person shooter som er fyldt med fejl og dårligt gamedesign. Now fuck off or I’ll kill your dicks!