Archive for the ‘Games’ Category
Runners up: Assassin’s Creed: Brotherhood, Enslaved, Battlefield: Bad Company 2 og Darksiders
Det koster flere og flere penge at lave de store spil til konsollerne, så det er kun logisk at mange studier skifter fra eksklusive titler og går multiplatform, for at få så meget som muligt tilbage fra deres investering. Der er færre af de største og bedste spil hvert år, der kun udkommer til en konsol, det kan simpelthen ikke betale sig. Spil som Mass Effect, Resident Evil, Metal Gear og Final Fantasy er ikke længere eksklusive. Det er næsten en undtagelse når det sker, eksempelvis var det uforståeligt at Ubisoft valgte kun at udgive det nye Splinter Cell til Xboxen. 2010 var et rigtigt stærkt år for multiplatform titler.
Da Ubisoft først annoncerede Assassin’s Creed: Brotherhood, solgte de det alene på den nytilkomne multiplayerdel og det virkede som om at man ikke skulle forvente meget single-player content eller for den sags skyld en forsættelse af historien fra Assassin’s Creed II. Det kunne dog ikke være mere forkert. Ja, spillet har nu multiplayer, men der er samtidig en singleplayerdel af omtrent samme størrelse som toerens. Historien bliver ført videre over de 20-25 timer det tager at gennemføre spillet og er en uundværlig sten på vejen til Assassin’s Creed 3. Ubisoft har samtidig finpudset næsten alle elementer i spillet og tilføjet muligheden for at hyre sine egne lejemordere og slås side om side med dem. Det er et fantastisk spil i sig selv og så er der lagt multiplayer oveni. Et af årets bedste fortællinger får man i Enslaved: Odyssey to the West. Det afbillede en smuk fremtidsverden, var fyldt med karakter og så havde Andy Serkis (Gollum fra Lord of the Rings) stået bag både motion capture og stemmeskuespil. I 2010 så man Medal of Honor vende tilbage og man fik selvfølgelig også et nyt Call of Duty-spil, men årets bedste first person shooter kom allerede tilbage i marts med udgivelsen af Dices Battlefield: Bad Company 2. Man havde fantastisk kontrol, evnen til at destruere alle bygninger der kom i vejen og så var spillets multiplayer bygget lige så meget på samarbejde og strategi som det var på død og ødelæggelse. Det var en af årets bedste co-op oplevelser at samles i en squad af fire og arbejde sig frem mod frontlinjen. Allerede i starten af januar udkom en af årets største overraskelser i form af THQ/Vigel Games’ Darksiders. Det blev afskrevet af mange som “bare et voksent Zelda-spil” og det er det også, men hvor mange har man af dem? Ingen og der er ingen sandsynlighed for at Nintendo tager sig sammen og lavet et, så det var derfor befriende at få et spil som Darksiders. Der blev lånt fra en masse andre spil, men det hele blev samlet på yderst kompetent vis og så havde det Joe Madureiras flotte art style. Der er skam intet galt med en voksen og brutal Zelda-klon, jeg siger mange tak.
Det er dog svært at overgå Rockstar Games, selv i et år hvor der ikke kommer noget Grand Theft Auto. Det absolut bedste multiplatformspil i 2010 var Rockstars episke western Red Dead Redemption. De genoplivede deres gamle spil, Red Dead Revolver, og bragte det op på nutidens konsoller på en så gennemført måde, at det nærmer sig perfektion. Rockstar tilføjede deres velkendte gode historier, karakterer og detaljegrad til en kæmpe western verden med oceaner af muligheder. Der var simpelthen så meget at lave, at det næsten var overrumplende og det er uden tvivl det spil jeg har brugt mest tid på i 2010. Det er også et spil der skal gennemføres, da slutningen er en af de bedste spilslutninger nogensinde. Desuden havde spillet en stor multiplayerdel, co-op og et fantastisk soundtrack. Spil af denne kvalitet får man bare ikke mange af, så man skal nyde det når man gør.
Runners up: Alan Wake, Fable III, Splinter Cell: Conviction og Halo: Reach
I modsætning til Sony, havde Microsoft et rigtigt godt år i 2010, med en håndfuld fantastiske eksklusive titler samt en del Live Arcade spil oven i hatten. Til gengæld ser de ud til at blive destrueret i 2011, hvis de ikke snart annoncerer et eller andet, de eneste de har fastsat indtil videre er Gears of War 3 og måske Forza 4.
Remedy, skaberne af Max Payne, udgav endelig deres længe ventede Alan Wake og det var al ventetid værd. Det var som at spille en interaktiv version af en af Stephen Kings bedste historier, fyldt med spænding, uhygge og besatte landsbyfolk. Det var et af de mest stemningsfyldt spil i lang tid, havde solid action og fremragende stemmeskuespil. TV-episode inddelingen fungerede perfekt og er forhåbentlig noget flere spil bruger i fremtiden. Hurtigt efter 2008s Fable II, fik vi i 2010 hvad der virker som et lidt forhastet Fable III. Det var stadig et godt eventyr med masser af humor, men selvom der var nye ting hist og her, så var det alt for tæt på det sidste spil og slutningen var malplaceret. Efter en lang pause, vendte Sam Fisher endelig tilbage til spilverdenen i Splinter Cell: Conviction. Der var et spil der var mærket af store produktionsproblemer, men heldigvis endte det som et rigtigt godt comeback. Det var dog ikke helt den samme Sam Fisher som før, spillet var blevet strømlinet og forsimplet en del. Det var ikke længere det hardcore stealth gameplay som serien blev kendt for, men det var derimod et af de bedste actionspil i 2010. Sidst men ikke mindst, var det umuligt at komme udenom Halo: Reach. Det var Bungies sidste Halo-spil og man må sige de sluttede af med maner. Reach er uden tvivl det bedste spil i serien og det var fyldt til randen med action, sci-fi og industriens største multiplayer.
Det første Mass Effect er stadig et af de bedste spil til Xboxen, så det er derfor lidt af en bedrift at Bioware har formået at forbedre det på næsten alle punkter med Mass Effect 2. Det var en sublim science fiction historie med et suverænt cast af karakterer, masser af fantastiske missioner og en meget forbedret shooterdel. Det er et af de få spil som bliver til en personlig historie, næsten alle gamere man spørger, har haft en meget speciel oplevelse og har en følelse af at deres Shepard er den eneste rigtige. Det er ikke noget man ser ofte og ventetiden til 3eren kan kun gå for langsomt. Som en ekstra bonus af gode nyheder, kan Playstation 3-ejere også opleve den fantastiske rejse, når spillet udkommer om nogle uger.
Runners up: God of War 3, Joe Danger og ModNation Racers
På trods af store og meget ventede udgivelser, virkede 2010 lidt som et pauseår for Sony i forhold til det fantastiske 2009 (Uncharted 2, Killzone 2, inFamous, Ratchet & Clank, Flower osv.) og det tilsyneladende episke 2011 (Killzone 3, Little Big Planet 2, inFamous 2, Uncharted 3, Resistance 3, Socom 4, Ratchet & Clank, Journey, The Last Guardian, Pixeljunk Shooter 2, Twisted Metal, Ico HD, Shadow of the Colossus HD, Motorstorm Apocalypse med flere). Derfor har der dog alligevel været nogle gode oplevelser på Playstation 3 i løbet af det forgangne år.
2010 var året hvor man endelig fik det sidste kapitel i den storslåede saga om krigsguden, Kratos. God of War 3 leverede billedskøn grafik, episke kampe imod guderne og enorme mængder af blod. Det var lige så godt som det altid har været, men det var samtidig også det der var det største problem, det var lige som det altid har været. Joe Danger kom som lidt af en overraskelse. Dette Playstation Network spil blandede Excite Bike, Trials HD og Little Big Planet med store mængder charme og humor. Det samme kan også siges om ModNation Racers, et spil der var lige dele creation tools og go-cart racing. Det er det tætteste man kommer på Mario Kart på Playstation 3 og de mange aktive brugere gjorde det endda muligt at spille som Mario og Luigi hvis man ville. Det sidste store Sony spil der ikke er nævnt på listen, er Gran Turismo 5 og det er ikke kommet med fordi at jeg simpelthen ikke har spillet det nok.
Quantum Dreams opfølger til det fantastiske Fahrenheit, skiller sig allerede fra starten ud fra resten af spilindustrien. Hvis man er kold og kynisk vil man måske afskrive Heavy Rain som en lang serie af quick time events, men det ville ikke være fair. Der er meget mere i det end det. Heavy Rain tager interactive storytelling til helt nye højder. Integreringen af context sensitive controls er tæt på perfekt og resultatet er en indlevelse som computerspil normalt ikke kan levere. Det bliver bakket op af flot realistisk grafik med fantastisk ansigts-animation, en interessant dynamisk historie og spilkarakterer der har både sjæl og følelses-mæssige dybde. De småproblemer jeg har med Heavy Rain, så som et voicecast af engelsk-talende franskmænd og et plottwist som jeg syntes er snyd, er ikke nok til at fratage spillet æren som bedste Playstation 3 spil i 2010. Det er en innovativ og speciel spiloplevelse som ingen anden og en god indikation på hvor mediet kan være på vej hen.
Runners up: Pac-Man CE DX, Super Meat Boy, Lara Croft and the Guardian of Light og DeathSpank
I 2010 fortsatte de små uafhængige spiludviklere med at udgive interessante, kreative og unikke spil på både Xbox Live Arcade og Playstation Network. Det var endnu et år hvor mange af de mest nyskabende og anderledes spiloplevelser kunne findes på ens harddisk i stedet for på skiver. 2010 var også året hvor den altid sjove Tim Schafers (Psychonauts, Day of the Tentacle, Full Throttle og Brütal Legend) studie Double Fine tog springet fra skiver til det rent digitale marked og med spillene Costume Quest og Stackin ser det ud som om at de allerede har fundet sig godt til rette. Det bliver spændende at følge i fremtiden.
Det er imponerende at Namco Bandai har formået at tage deres 30 år gamle arcadehit, Pac-Man, bringe det ind i det nye årtusinde og ikke bare gøre det konkurrencedygtigt men også til et af de bedste spil i 2010. Der arbejdes videre på formularen fra 2007’s Pac-Man Championship Edition med Geometry Wars-agtige neonfarver, hæsblæsende tempo og utroligt vanedannende gameplay. Denne gang får man endelig lov til at skifte rolle fra jaget vildt til jæger og gufle hundredvis af flygtende spøgelser, det er yderst tilfredsstillende efter 30 års ventetid. I Super Meat Boy er det ligeledes old school gameplay der er i fokus. Det er rendyrket platforming uden for mange dikedare, det er voldsomt svært grænsende til det direkte frustrerende men til gengæld er det ekstra belønnende når man så klarer en af de over 300 baner. I skrivende stund er der omkring 10 mennesker i hele verden, der har gennemført spillet 100%, det må absolut betyde at det ikke er helt let og derfor har jeg det lidt bedre med at være ganske elendig til det. Få spilserier har set flere reboots end Tomb Raider, men Lara Croft and the Guardian of Light kom alligevel som en overraskelse. En co-op twinstick shooter puzzler set fra oven, var bestemt ikke hvad man havde regnet med. Crystal Dynamics har trukket en trumf op af hatten og givet serien et tiltrængt friskt pust. Et andet glædeligt gensyn kom da Ron Gilbert (The Secret of Monkey Island, Day of the Tentacle og Full Throttle) vendte tilbage med DeathSpank. Et spil der blandede Gilberts velkendte humor med simpelt men effektivt rollespil. Gilbert har altid været god for en masse gode grin og DeathSpank er ingen undtagelse.
Der var dog ingen spil der ramte mig renere end mesterværket Limbo. Det lille danske spilfirma Play Dead debuterede med det utroligt stemningsfyldte og hjernevridende platformspil som direkte ud af den blå luft. Det er et spil der med det samme ligger sig som frontløber i diskussionen om computerspil som kunst, med en simpel sort-hvid art style der fortæller mere med et par enkelte billeder end de fleste andre spil formår over mange timer. Det er heldigvis ikke blevet et eksempel på stil over substans, da gameplayet er udfordrende, styringen er præcis og gåderne er udspekulerede. Et spil der blev i mine tanker længe efter at jeg havde gennemført det og en oplevelse ingen må være foruden, gamer eller ej.
Runners up: Fruit Ninja, Tilt to Live, Reckless Racing, Robot Unicorn Attack!
Bare for et års tid siden havde jeg ikke meget til overs for spil på mobiltelefonen, eller håndholdt gaming generelt for den sags skyld, men i løbet af 2010 har spilskaberne virkelig begyndt at udnytte formatet effektivt og kreativt. Til min egen store overraskelse har jeg vænnet mig godt og grundigt til brugen af en touchscreen i spil, er blevet ret så glad for det og har brugt mange timer på det i løbet af det forgangne år. Så meget at jeg nu har lavet en hel kategori til det alene i dette års bedste spil overvejelser.
Half Brick Games er ved at blive en af mine favorit spilproducenter på iPhonen, fordi udover at lave gode spil som Monster Dash og Age of Zombies der udnytter formatet effektivt, så bliver de også ved med at støtte deres spil med gratis ekstra content løbende. Deres bedste spil er dog stadig Fruit Ninja, der er definitionen af god bitesized gaming. Fruit Ninja er nemt at gå til og der er konstant den der velkendte “bare lige ét spil til” –følelse. Tilt to Live er et af spil der udnytter bevægelses-sensoren i iPhonen bedst. På overfladen virker det som en Twinstick Shooter, men det hele bliver styret ved at bevæge telefonen og det fungerer fremragende. Det er svært, men det er udfordring på den gode måde. Hvis man husker tilbage til klassiske “set fra oven” racerspil som RC Racing, Micro Machines og Rock n’ Roll Racing med glæde, så vil man helt sikkert også kunne lide Reckless Racing. Styringen er perfekt og det er rigtig flot lavet. Så er det blevet tid til årets outsider i form af Robot Unicorn Attack!. Det er et spil i den traditionelle Canabalt-agtige always running spillestil, nu bare med robot-enhjørninger, lyserøde pangfarver og et konstant soundtrack af Erasure’s Always. Det er lige så sjovt som det er sindssygt.
Årets bedste iPhone-spil kan dog kun være Chairs tekniske perle, Infinity Blade. Tidligere på året udgav de tech-demoen Epic Citadel, der viste at de kunne køre Unreal graphics-engine på en mobiltelefon. Det var et lettere mirakel i sig selv, men der var stadig tvivl om hvordan de kunne bruge det i et spil. Men så udkom Infinity Blade og al tvivl blev slået til jorden, ikke nok med at det fungerede, det udnyttede formatet på mesterlig vis. Det man har fået er et ridderspil med grafik der kan konkurrere med mange konsolspil, intuitiv styring og et XP-system der får én til komme tilbage igen og igen. Intet mindre end et mesterværk og det er all kinds of awesome.
Runners up: Kane & Lynch: Dead Men, Army of Two: The 40th Day, Lost Planet 2 og Transformers: War for Cybertron
I 2010 skiftede mit fokus markant fra spil tilbage til film, hvor det hører hjemme. I 2009 gennemførte jeg over 100 spil, hvor at i 2010 det tal er tættere på 25. Denne fokusering har gjort at man for det meste kun spiller de gode spil og går let og elegant uden om elendige spil som eksempelvis X-Blades, Leisure Suit Larry og sidste år dårligste spil Infernal: Hell’s Vengance. Det betyder dog ikke at jeg slap helt for elendigheder i år.
Først gav Io Interactive det brovtne makkerpar Kane & Lynch et nyt kapitel, der bød på trejde-persons skyderier langt under middel, bandeord en masse og blødende nøgne mænd på gaderne af Tokyo. Spillets eneste plus, var den håndholdte og pixelerede youtube-agtige billedside, der i sig selv ikke gav nogen mening. Et andet brovtent makkerpar, der også fik et nyt kapitel i 2010, var Salem og Rios i Army of Two: The 40th Day. Spillet formåede faktisk at være langt langt værre end det første spil og endte med at være en grim og kedelig pinsel at komme igennem, selvom det kun tog 4 timer at gennemføre. I et år, hvor der ikke kom en film det skulle hænge sammen med, havde det nyeste Tranformers-spil potentiale. Men spillet levede ikke engang op til de lave forventninger og var ikke ret meget mere end et ensformigt Playstation 2 spil i HD. Apropos ikke at følge med tiderne, så præsterede Capcom at lære absolut ingenting af andre spil og samtidig ødelægge en af mine personlige favorit spil med Lost Planet 2. Lige fra valget at have en singleplayer-del der bare var en multiplayer-del med bots, et usammenhængende flow og det deciderede broken gameplay, så er Lost Planet serien ikke længere noget som jeg er interesseret i og det er useriøst for der er jo giant mechs…
Årets dårligste spil var dog uden tvivl det smagløse actionspil Dante’s Inferno. Efter det fremragende Dead Space, var der store forventninger til Visceral Games nye spil. Men Dante’s Inferno er en skændsel mod både historie og litteratur, efter Visceral tog Dante Alighieris klassiske værk The Divine Comedy og svinede det til med himmelråbende afskyeligt grafik, ubrugelig kontrol og noget af det grimmeste art design jeg har set i mange år.
Der er gået et stykke tid siden, at jeg sidst skrev en artikel om de nyeste computerspil og i den seneste tid er der kommet mange store spil. Som forbedredelse til kåringen af årets bedste spil i slutningen af december, vil der inden for den nærmeste fremtid komme et par stykker af disse artikler og dette er så den første.
Electronic Arts havde på forhånd så store forventninger til genfødselen af deres klassiske shooter-serie, Medal of Honor, at de satte to produktionshold til at lave spillet. Det er en underlig idé men ikke nødvendigvis en dårlig en, så længe at de to dele er gode. Det er i midlertid ikke tilfældet her. Singleplayer-delen, lavet af Danger Close Games, minder mest af alt om et fem år gammelt spil med middelmådig grafik, dårlig programmering og ligegyldigt gameplay. Multiplayer-delen, lavet af Dice der stod bag det fantastiske Battlefield: Bad Company 2 tidligere på året, virker som en tvungen hybrid mellem Bad Company og Call of Duty: Modern Warfare og det fungerer simpelthen ikke. Det er ikke fordi Medal of Honor er et dårligt spil som sådan, det er mest middelmådigt og ligegyldigt, men når der findes spil af dens type som er så meget bedre, er det bare ikke godt nok.
En pige lavet af bandager bliver taget til fange af et ondt foster med monokel og det er op til en lille dreng af kød at redde hende. Det er setuppet til Super Meat Boy og det bliver kun mere sindssygt hen af vejen. Der kommer ikke mange hardcore platformere nu til dags og det er derfor kun en større fryd at spille Super Meat Boy. Der er over 300 baner, fyldt med kærlige tributes til gamle spil, man skal dog ikke forvente at gennemføre dem lige med det samme, alene på grund af det faktum at der er p.t. under 20 personer i hele verdenen der har klaret spillet 100%. Det er ofte frustrende svært og man kommer til at dø tonsvis af gange, men det er altid ens egen skyld, man kan lærer af sine fejl og det er til sidst yderst tilfredsstillende at gennemføre en bane. Et spil jeg elsker at hade.
Nogle gange træder gameplay i baggrunden til fordel for præsentation. Det lyder som en rigtig dårlig måde at starte en beskrivelse af et computerspil og det er det normalt også, men i Enslaved: Odyssey to the West er indpakningen bare så suveræn at man vil acceptere hvad som helst. Derfor er det dog ikke sagt at gameplayet i Enslaved er dårligt, fordi det fungerer ganske udmærket og underholder det meste af vejen. Den smukke science fiction historie som er skrevet af Alex Garland (28 Days Later, Sunshine og The Beach) er bragt til live med fantastisk grafik og karakterene er skabt ved hjælp af motion capture fra Andy Serkis (King Kong og Lord of the Rings) der også ligger stemme til hovedpersonen. Enslaved er en unik og yderst filmisk spiloplevelse. 
Castlevania: Lords of Shadow startede som et spil der havde intet med Castlevania at gøre og fik senere et makeover og navneskift, fordi det ville med sikkerhed sælge flere kopier. Den slags sker en gang imellem og det ender aldrig godt, det er derfor en stor overraskelse at Lords of Shadow er sådan et solidt kvalitetsprodukt som det er. Spillet er, simpelt sagt, endnu en God of War-klon men en af de bedre af slagsen. Kvaliteten bliver hævet med flot grafik, en udmærket historie og godt stemmeskuespil fra Patrick Stewart og Robert Carlyle. Men af en eller anden grund varer spillet en 15-20 timer at gennemføre, et spil af denne type skal ikke vare så lang tid og det ender derfor med at blive ensformigt og langtrukket.
Så er det blevet tid til at snakke lidt om computerspil igen. Denne gang med et par nye sektioner i form af meninger om nye demoer og anbefalinger af nogle af de iPhone spil der har en fast plads på min telefon.
En af de absolut største spilfranchises når med Halo: Reach det afsluttende kapitel i en lang historie. Bungies afsluttende kapitel under alle omstændigheder, Microsoft skal nok fortsætte langt ud i fremtiden. Personligt er jeg mere en Battlefield spiller da gameplay, stil og styring passer bedre til mig, men jeg må anerkende at Bungie slutter deres Halo-serie af på spektakulær vis. En god og velfortalt singleplayer-historie kombineres med finpudset version af Firefight co-op og deres sædvanlige robuste multiplayer med et hav af instillingsmuligheder, alt sammen vist i en forbedret grafikmotor der er flottere end nogensinde. Et fremragende spil og en perfekt måde at give tøjlerne videre på.
Så fik man også endnu et Spiderman spil, hvad enten man havde brug for et eller ej, men i det mindste skulle det ikke passe sammen med en film denne gang. Udvikleren Beenox forsøger desperat med Spiderman: Shattered Dimensions, at tilføje en smule variation til den udvandede formular der har været bag de mange andre spil. De splintrede dimensioner gør at man får fire forskellige versioner af Spiderman, hver især med deres egen artstyle, at spille spillets forskellige baner igennem med. De forskellige og for det meste flotte stilarter ændre dog ikke ved, at det er utroligt ensformigt og fyldt til randen med problemer med kameraet, styringen og generelt broken gameplay.
Spilfirmaet Twisted Pixel har stået bag de fantastiske downloadable spil The Maw og ‘Splosion Man, så der var logisk nok høje forventninger til deres nye spil Comic Jumper. Det er derfor kun endnu mere skuffende nu hvor jeg har gennemført spillet. Twisted Pixels velkendte lettere sindssyge og referencefyldte humor er selvfølgelig til stede og det er for det meste hysterisk morsomt. Men denne gang, i modsætning til tidligere spil, er det det eneste der er noget værd. Gameplayet er delt op i tre forskellige spiltyper, henholdsvis beat’em up, twinstick shooter og almindelig shoot’em up, men sektionerne rangere fra dårligt til stinkende elendigt. Det er frustrerende på alle tænkelige måder, især hvis man husker præcis hvor god en platformer ‘Splosion Man var.
Snap Judgement: Den første nye sektion giver mig mulighed for at kommentere nogle af de nyudkommende demoer. Sonic vender tilbage til 2D platformers i Sonic The Hedgehog 4: Episode 1 men selvom det virker bedre end de sidste mange Sonic spil, er det nok ikke helt den succes som Sega håber på. Det er meget flot og alting, men i modsætning til f.eks. New Super Mario Bros, så virker Sonics platforming forældet og kedeligt. Demoen til Star Wars: The Force Unleashed 2 er også lige udkommet og jeg kunne næsten ikke være mere ligeglad. Grafisk er det flot og det kan være teknisk imponerende enkelte steder men gameplayet virker lige så uinteressant som i det første spil og jeg må indrømme at jeg er næsten lige så træt af Star Wars som jeg er af anden verdenskrig.
iPhone Recommendations: Den anden nye sektion er et par anbefalinger af nogle af de spil jeg har liggende på min iPhone. Den første anbefaling passer perfekt til siden og derved måske dens læsere. MovieCat (18kr) er en sød og vellavet filmquiz fra folkene bag FilmWise.com. Designet er lækkert, kategorierne er kreative og der er flere sværhedsgrader så alle kan være med. Eneste minus er at man p.t. ikke kan sammenligne sine scores med venner, men det kan være det kommer. Det andet spil er Gajin Games fantastiske Bit.Trip Beat (18kr), der tager turen fra Wii til iPhone på fornem vis. Det kan bedst beskrives som det klassiske Pong spil, bare på alverdens stoffer. Det er udfordrende, vanedannende og iPhonens tiltcontrols passer godt til spillet.
Det var alt for denne gang og man er selvfølgelig velkommen til at skrive om man er enig eller uenig i kommentarerne.
Udviklet af Team Ninja
Udgivet af Nintendo
Platform: Wii
1 player 3rd person action-shooter
[Redaktionen på GaGa The Movies er ikke bange for at indrømme, at selvom det er skræmmende tæt på, så ved de ikke alt. Det er derfor at der af og til vil tages gæste-anmeldere ind, for at give en mening af en eller anden nyudkommen ting, der på grund af mangel på interesse eller tid, ikke har fået en anmeldelse på siden. Til at starte med, kommer her en anmeldelse af Nintendos nye spil, Metroid: Other M, skrevet af ven af siden, K.H. Tag godt imod ham og gæsteprogrammet, der kommer mere i fremtiden.]
Nintendo har mange klassiske spil-ikoner som fra den oprindelige NES konsol og fremadrettet har givet os mange gode klassiske spilserier. En af disse ikoner er Samus Aran, som er hovedpersonen i Metroid serien. Samus er nu tilbage på wii-konsollen i form af Metroid: Other M og denne gang er det Team Ninja som står bag løjerne. Team Ninja står blandt andet bag Ninja Gaiden serien og det er tydeligt, men mere om det senere. 
Historien i dette spil er en efterfølger til Super Metroid fra den hedengangne Super Nintendo. Jeg må indrømme at jeg kun, meget kort har stiftet bekendtskab med tidligere spil i serien, så der var med et lettelsens suk jeg fandt ud af, at de fleste ting gav mening for en Metroid nybegynder som mig. Selvfølgelig var der steder hvor man tænkte -huh?-, men da det er en slags sequel, er det vel til at forstå. Historien i sig selv er ikke noget særligt, aliens ombord på en rumstation går amok og det er op til dig og en gruppe marines at finde ud af hvad sker. Historier i spil er ofte tåbelige eller papirtynde og dette spil er ingen undtagelse. Team Ninja har forsøgt at lave en del melodrama i dette spil, omkring Samus følelsesliv vedrørende den her gruppe marines hun arbejder sammen med og der knækker tråden helt. Men flotte prerenderede mellemsekvenser, lækre ingamesekvenser og ok stemmeskuespil gør dog at man føler sig godt underholdt. 
Grafikken i spillet er flot og varieret, da der på denne rumstation både er snelevels og junglelevels. Hologrammer kan gøre meget og det holder omgivelserne interessante. Lyden er atmosfærisk, musikken er god, til tider minder den meget om musikken fra aliens og i en sekvens vil jeg kalde det direkte rip-off, men det virker. Der blev nævnt tidligere at Team Ninja står bag dette spil og at det kunne ses. Gameplayet er en blanding af klassisk Metroid og Team Ninjas eget Ninja Gaiden. Ninja Gaiden krævede gode reflekser og det har Team Ninja indset ville være svært at opnå med wii-remoten, når vi snakker om denne type spil. De har derfor, for at bibeholde det tempo som Team Ninja er kendt for, automatiseret enkelte funktioner, som at sigte i tredje person og enkelte tastetryk for at undvige fjender. Det gør ikke så meget at de har gjort det sådan, for der er stadigvæk rigeligt at se til, da game-playet i dette spil er intenst. Der er enkelte kritikpunkter, da det f.eks er muligt gå i en first person mode, hvor du kan sigte og skyde bl.a missiler, men du kan ikke bevæge dig ud af stedet. Godt nok fryser omgivelserne et øjeblik så du kan nå at sigte, men da det senere i spillet går rigtigt stærkt og kræver gode reflekser, er der steder hvor spillet bliver små-frustrerende på grund af first person viklen. Alt det kan i stor grad tilgives, da spillet for det meste forstår at save på de rigtige tidspunkter.
Metroid: Other M er et godt spil fyldt med varierede bossfights og intens action, der trækkes ned af nogle små irritationsmomenter som first person mode senere i spillet, perioder med gentagelser i visse dele af spillet, noget backtracking og sidst men ikke mindst historiens udformning.
7/10
[Anmeldelse skrevet af K.H. og redigeret af Karsten Nielsen]