Lets Play a Game: Bullets, Meat, Shadows & The Future
Der er gået et stykke tid siden, at jeg sidst skrev en artikel om de nyeste computerspil og i den seneste tid er der kommet mange store spil. Som forbedredelse til kåringen af årets bedste spil i slutningen af december, vil der inden for den nærmeste fremtid komme et par stykker af disse artikler og dette er så den første.
Electronic Arts havde på forhånd så store forventninger til genfødselen af deres klassiske shooter-serie, Medal of Honor, at de satte to produktionshold til at lave spillet. Det er en underlig idé men ikke nødvendigvis en dårlig en, så længe at de to dele er gode. Det er i midlertid ikke tilfældet her. Singleplayer-delen, lavet af Danger Close Games, minder mest af alt om et fem år gammelt spil med middelmådig grafik, dårlig programmering og ligegyldigt gameplay. Multiplayer-delen, lavet af Dice der stod bag det fantastiske Battlefield: Bad Company 2 tidligere på året, virker som en tvungen hybrid mellem Bad Company og Call of Duty: Modern Warfare og det fungerer simpelthen ikke. Det er ikke fordi Medal of Honor er et dårligt spil som sådan, det er mest middelmådigt og ligegyldigt, men når der findes spil af dens type som er så meget bedre, er det bare ikke godt nok.
En pige lavet af bandager bliver taget til fange af et ondt foster med monokel og det er op til en lille dreng af kød at redde hende. Det er setuppet til Super Meat Boy og det bliver kun mere sindssygt hen af vejen. Der kommer ikke mange hardcore platformere nu til dags og det er derfor kun en større fryd at spille Super Meat Boy. Der er over 300 baner, fyldt med kærlige tributes til gamle spil, man skal dog ikke forvente at gennemføre dem lige med det samme, alene på grund af det faktum at der er p.t. under 20 personer i hele verdenen der har klaret spillet 100%. Det er ofte frustrende svært og man kommer til at dø tonsvis af gange, men det er altid ens egen skyld, man kan lærer af sine fejl og det er til sidst yderst tilfredsstillende at gennemføre en bane. Et spil jeg elsker at hade.
Nogle gange træder gameplay i baggrunden til fordel for præsentation. Det lyder som en rigtig dårlig måde at starte en beskrivelse af et computerspil og det er det normalt også, men i Enslaved: Odyssey to the West er indpakningen bare så suveræn at man vil acceptere hvad som helst. Derfor er det dog ikke sagt at gameplayet i Enslaved er dårligt, fordi det fungerer ganske udmærket og underholder det meste af vejen. Den smukke science fiction historie som er skrevet af Alex Garland (28 Days Later, Sunshine og The Beach) er bragt til live med fantastisk grafik og karakterene er skabt ved hjælp af motion capture fra Andy Serkis (King Kong og Lord of the Rings) der også ligger stemme til hovedpersonen. Enslaved er en unik og yderst filmisk spiloplevelse. 
Castlevania: Lords of Shadow startede som et spil der havde intet med Castlevania at gøre og fik senere et makeover og navneskift, fordi det ville med sikkerhed sælge flere kopier. Den slags sker en gang imellem og det ender aldrig godt, det er derfor en stor overraskelse at Lords of Shadow er sådan et solidt kvalitetsprodukt som det er. Spillet er, simpelt sagt, endnu en God of War-klon men en af de bedre af slagsen. Kvaliteten bliver hævet med flot grafik, en udmærket historie og godt stemmeskuespil fra Patrick Stewart og Robert Carlyle. Men af en eller anden grund varer spillet en 15-20 timer at gennemføre, et spil af denne type skal ikke vare så lang tid og det ender derfor med at blive ensformigt og langtrukket.
Lets Play a Game: Reach the Comic Dimensions
Så er det blevet tid til at snakke lidt om computerspil igen. Denne gang med et par nye sektioner i form af meninger om nye demoer og anbefalinger af nogle af de iPhone spil der har en fast plads på min telefon.
En af de absolut største spilfranchises når med Halo: Reach det afsluttende kapitel i en lang historie. Bungies afsluttende kapitel under alle omstændigheder, Microsoft skal nok fortsætte langt ud i fremtiden. Personligt er jeg mere en Battlefield spiller da gameplay, stil og styring passer bedre til mig, men jeg må anerkende at Bungie slutter deres Halo-serie af på spektakulær vis. En god og velfortalt singleplayer-historie kombineres med finpudset version af Firefight co-op og deres sædvanlige robuste multiplayer med et hav af instillingsmuligheder, alt sammen vist i en forbedret grafikmotor der er flottere end nogensinde. Et fremragende spil og en perfekt måde at give tøjlerne videre på.
Så fik man også endnu et Spiderman spil, hvad enten man havde brug for et eller ej, men i det mindste skulle det ikke passe sammen med en film denne gang. Udvikleren Beenox forsøger desperat med Spiderman: Shattered Dimensions, at tilføje en smule variation til den udvandede formular der har været bag de mange andre spil. De splintrede dimensioner gør at man får fire forskellige versioner af Spiderman, hver især med deres egen artstyle, at spille spillets forskellige baner igennem med. De forskellige og for det meste flotte stilarter ændre dog ikke ved, at det er utroligt ensformigt og fyldt til randen med problemer med kameraet, styringen og generelt broken gameplay.
Spilfirmaet Twisted Pixel har stået bag de fantastiske downloadable spil The Maw og ‘Splosion Man, så der var logisk nok høje forventninger til deres nye spil Comic Jumper. Det er derfor kun endnu mere skuffende nu hvor jeg har gennemført spillet. Twisted Pixels velkendte lettere sindssyge og referencefyldte humor er selvfølgelig til stede og det er for det meste hysterisk morsomt. Men denne gang, i modsætning til tidligere spil, er det det eneste der er noget værd. Gameplayet er delt op i tre forskellige spiltyper, henholdsvis beat’em up, twinstick shooter og almindelig shoot’em up, men sektionerne rangere fra dårligt til stinkende elendigt. Det er frustrerende på alle tænkelige måder, især hvis man husker præcis hvor god en platformer ‘Splosion Man var.
Snap Judgement: Den første nye sektion giver mig mulighed for at kommentere nogle af de nyudkommende demoer. Sonic vender tilbage til 2D platformers i Sonic The Hedgehog 4: Episode 1 men selvom det virker bedre end de sidste mange Sonic spil, er det nok ikke helt den succes som Sega håber på. Det er meget flot og alting, men i modsætning til f.eks. New Super Mario Bros, så virker Sonics platforming forældet og kedeligt. Demoen til Star Wars: The Force Unleashed 2 er også lige udkommet og jeg kunne næsten ikke være mere ligeglad. Grafisk er det flot og det kan være teknisk imponerende enkelte steder men gameplayet virker lige så uinteressant som i det første spil og jeg må indrømme at jeg er næsten lige så træt af Star Wars som jeg er af anden verdenskrig.
iPhone Recommendations: Den anden nye sektion er et par anbefalinger af nogle af de spil jeg har liggende på min iPhone. Den første anbefaling passer perfekt til siden og derved måske dens læsere. MovieCat (18kr) er en sød og vellavet filmquiz fra folkene bag FilmWise.com. Designet er lækkert, kategorierne er kreative og der er flere sværhedsgrader så alle kan være med. Eneste minus er at man p.t. ikke kan sammenligne sine scores med venner, men det kan være det kommer. Det andet spil er Gajin Games fantastiske Bit.Trip Beat (18kr), der tager turen fra Wii til iPhone på fornem vis. Det kan bedst beskrives som det klassiske Pong spil, bare på alverdens stoffer. Det er udfordrende, vanedannende og iPhonens tiltcontrols passer godt til spillet.
Det var alt for denne gang og man er selvfølgelig velkommen til at skrive om man er enig eller uenig i kommentarerne.
Guest Review: Metroid: Other M
Udviklet af Team Ninja
Udgivet af Nintendo
Platform: Wii
1 player 3rd person action-shooter
[Redaktionen på GaGa The Movies er ikke bange for at indrømme, at selvom det er skræmmende tæt på, så ved de ikke alt. Det er derfor at der af og til vil tages gæste-anmeldere ind, for at give en mening af en eller anden nyudkommen ting, der på grund af mangel på interesse eller tid, ikke har fået en anmeldelse på siden. Til at starte med, kommer her en anmeldelse af Nintendos nye spil, Metroid: Other M, skrevet af ven af siden, K.H. Tag godt imod ham og gæsteprogrammet, der kommer mere i fremtiden.]
Nintendo har mange klassiske spil-ikoner som fra den oprindelige NES konsol og fremadrettet har givet os mange gode klassiske spilserier. En af disse ikoner er Samus Aran, som er hovedpersonen i Metroid serien. Samus er nu tilbage på wii-konsollen i form af Metroid: Other M og denne gang er det Team Ninja som står bag løjerne. Team Ninja står blandt andet bag Ninja Gaiden serien og det er tydeligt, men mere om det senere. 
Historien i dette spil er en efterfølger til Super Metroid fra den hedengangne Super Nintendo. Jeg må indrømme at jeg kun, meget kort har stiftet bekendtskab med tidligere spil i serien, så der var med et lettelsens suk jeg fandt ud af, at de fleste ting gav mening for en Metroid nybegynder som mig. Selvfølgelig var der steder hvor man tænkte -huh?-, men da det er en slags sequel, er det vel til at forstå. Historien i sig selv er ikke noget særligt, aliens ombord på en rumstation går amok og det er op til dig og en gruppe marines at finde ud af hvad sker. Historier i spil er ofte tåbelige eller papirtynde og dette spil er ingen undtagelse. Team Ninja har forsøgt at lave en del melodrama i dette spil, omkring Samus følelsesliv vedrørende den her gruppe marines hun arbejder sammen med og der knækker tråden helt. Men flotte prerenderede mellemsekvenser, lækre ingamesekvenser og ok stemmeskuespil gør dog at man føler sig godt underholdt. 
Grafikken i spillet er flot og varieret, da der på denne rumstation både er snelevels og junglelevels. Hologrammer kan gøre meget og det holder omgivelserne interessante. Lyden er atmosfærisk, musikken er god, til tider minder den meget om musikken fra aliens og i en sekvens vil jeg kalde det direkte rip-off, men det virker. Der blev nævnt tidligere at Team Ninja står bag dette spil og at det kunne ses. Gameplayet er en blanding af klassisk Metroid og Team Ninjas eget Ninja Gaiden. Ninja Gaiden krævede gode reflekser og det har Team Ninja indset ville være svært at opnå med wii-remoten, når vi snakker om denne type spil. De har derfor, for at bibeholde det tempo som Team Ninja er kendt for, automatiseret enkelte funktioner, som at sigte i tredje person og enkelte tastetryk for at undvige fjender. Det gør ikke så meget at de har gjort det sådan, for der er stadigvæk rigeligt at se til, da game-playet i dette spil er intenst. Der er enkelte kritikpunkter, da det f.eks er muligt gå i en first person mode, hvor du kan sigte og skyde bl.a missiler, men du kan ikke bevæge dig ud af stedet. Godt nok fryser omgivelserne et øjeblik så du kan nå at sigte, men da det senere i spillet går rigtigt stærkt og kræver gode reflekser, er der steder hvor spillet bliver små-frustrerende på grund af first person viklen. Alt det kan i stor grad tilgives, da spillet for det meste forstår at save på de rigtige tidspunkter.
Metroid: Other M er et godt spil fyldt med varierede bossfights og intens action, der trækkes ned af nogle små irritationsmomenter som first person mode senere i spillet, perioder med gentagelser i visse dele af spillet, noget backtracking og sidst men ikke mindst historiens udformning.
7/10
[Anmeldelse skrevet af K.H. og redigeret af Karsten Nielsen]
Let’s Play a Game: 3 Steps Back, 3 Steps Forward and Pass
Denne jomfru-udgave af GaGa The Movies’ nye artikelserie om computerspil, er en smule længere end de normalt vil være, da der som opstart er en del at følge op på. Her i den første episode vil man møde alt fra gravjægere, cell-shaded agenter og racistiske italienere til nøgne psykopater, drenge i sort-hvid og en lækker omgang pigskin. Så lad os komme i gang…
Jeg sætter den gode fod forrest og starter med et af de bedste spil i år til dato. Det første spil i Microsofts netop afsluttede Summer of Arcade, Limbo, sætter nye standarter indenfor hvordan en effektiv spilhistorie fortælles. Eller rettere, hvordan den opleves, da spillet faktisk ikke fortæller spilleren noget. Man vågner bare op i en mørk skov og så er der ikke andet at gøre end at bevæge sig mod lyset. Det danske studie, Play Dead Games, har skabt en utrolig stemningsfyldt sort-hvid platformer med nogle meget udspekulerede puzzles. Sværhedsgraden er perfekt, da det tvinger spilleren til at tænke sig om men det bliver aldrig frustrerende, fordi alle gåderne er logiske og venter bare på at blive løst. Så savner man noget originalt og kreativt, så giv Limbo en chance og vær forberedt på en smuk oplevelse.
Hvor der er noget af det søde, må der også være noget af det sure, i det mindste bare for balancens skyld. Dette kunne med nemhed beskrive efterfølgeren til Microsofts overraskende hit fra 2007, Crackdown. Det spil kom ud på et tidspunkt, hvor der ikke var ret mange af dets type på markedet, så man så lidt igennem fingre med de mange fejl og bare havde det sjovt. Siden da er der dog sket rigtig meget indenfor open-world gameplay med fantastiske titler som GTA IV, Saints Row 2, Assassin’s Creed 2, inFamous, Red Faction: Guerrilla og senest Red Dead Redemption. Disse titler udvidede og forbedrede, hver især, hvad der gør et open-world spil godt. Det er derfor, at det absolut ikke er acceptabelt hvad Ruffian Games har gjort med Crackdown 2, eller ikke har gjort. I de tre år, siden det første spil, er der tilføjet ingenting og hvad værre er, der ikke engang er rettet én eneste af de mange fejl der var i etteren. Styringen er stadig elendig, sigte-funktionen er igen decideret broken, historien er ikke eksisterende og spillet er dræbende ensformigt, da der reelt kun er 9 (ens) missioner. Man kan, hvis man vil, ignorere alle problemerne og stadig have det sjovt med bare at hoppe rundt, men hvorfor skulle man det når der er så mange bedre spil derude.
Det spil kunne eksempelvis være 2K Czechs længe ventede efterfølger til Mafia. Det er et spil der har fået meget blandede anmeldelser rundt omkring i verden. Det mener jeg dog, uden at sige det er verdens bedste spil fordi det er det overhovedet ikke, er fordi at mange har misforstået noget. Hvis går ind til Mafia II og forventer at man får mafioso Grand Theft Auto, så bliver man slemt skuffet, da dette ikke rigtig er et open-world spil. Det er derimod et lineært historie-drevet spil med lidt ekstra frihed. Forestil dig at, den linje du følger igennem spillet bare er en smule bredere, du er stadig guided men du nogle valgmuligheder til hvordan det skal gøres. Historien er spillets store styrke, den er velfortalt med gode karakterer og som taget ud af en af de mange gode mafia-film som Godfather, Goodfellas eller Carlito’s Way. Det er selvfølgelig ikke bare en interaktiv historie, der er også en masse køren rundt og skyde bad guys in the face. Begge disse ting fungerer ganske udmærket og gør Mafia II til en underholdende oplevelse.
Der var en tid, hvor man stolt kunne se på IO Interactive og sige det er sku’ da meget cool at de der gutter er fra Danmark. De lavede fremragende og anderledes spil som Hitman-serien og Freedom Fighters, men så gik der noget galt. Først var det Kane & Lynch, som på papiret så rigtig lovende ud, men i praksis var et ubegribeligt fejltynget og frustrerende makværk af et spil. Derefter gik de af uforklarlige grunde videre til et Disney-agtigt børnespil med Mini Ninjas og selvom det ikke var dårligt, så var det komplet ligegyldigt. Nu får vi så Kane & Lynch 2: Dog Days og forventningerne var fra start ikke særligt høje. Spillet tog mig 4 timer og 23 minutter at gennemføre og jeg hadede hvert eneste sekund. Spillet er grund-læggende en middelmådig 3rd person shooter pakket ind i en tåbelig og smagløs historie. Det eneste jeg gider skrive om det er, at på et tidspunkt i spillet løber man nøgen rundt i Shanghais gader, kun dækket af utallige blødende sår. Det eneste interessante ved spillet er, den pixellerede youtube-agtige æstetik, men selv det giver ingen mening i spillet.
Et redesign der til gengæld virker, er hvad Crystal Dynamics har gjort med Tomb Raider-franchisen i det nyudkommende downloadable spil, Lara Croft and the Guardian of Light. Kameraet er ændret til en isometrisk vinkel ala Diablo, men det er stadig den samme blanding action, platforming og puzzles man kender og elsker fra Tomb Raider. Denne gang er der tilføjet co-op, hvilket totalt ændrer hvordan man tænker over de mange gåder og giver en helt ny måde at klatre rundt i verden på. Det er bestemt noget de burde tage med videre til det næste spil i serien. Crystal Dynamics har med held ændret banerne og gåderne, så man også kan spille dem i single-player plus der er mange challenges og unlocks som giver en god replay-value. Et overraskende vellykket forsøg.
Sidst men ikke mindst, så starter NFL-sæsonen snart og derfor er der selvfølgelig også blevet spillet en del af dette års Madden. EA Tiberon motto for årets spil var: “Simpler. Quicker. Deeper.” Hvilket mest giver sig til kende som endnu en del af deres uendelige jagt på nye kunder, da den mest markante ændring er, at man kan sætte computeren til at vælge spil for en og i stedet koncentrere sig om hvad der foregår på banen. Som spiller af Madden i mange år, slår man lynhurtigt denne feature fra og spiller som man plejer, men hvad er der så tilbage i Madden 11? Det er det flotteste og mest flydende football-spil til dato og det er ganske enkelt en fryd at spille kampene. Hvilket må være det vigtigste, det er ikke et perfekt spil men jeg ser absolut frem til den kommende sæson. Go Ravens!
Denne første udgave af Let Play a Game endte med at blive mere end 1000 ord, hvilket bestemt ikke var meningen, men i fremtiden vil de også fokusere på 2-3 spil af gangen.
GaGa Year One: The Best Reviews
Efter et blik tilbage på det forgangne år, har jeg fundet de seks anmeldelser frem som jeg selv syntes er bedst og samtidig beskriver måden jeg skriver på. Hvis man er ny læser (¤ hvorfor det, hvad har jeg gjort dig?) er det også et godt sted at starte. Klik på plakaterne herunder for at blive ført videre til de individuelle anmeldelser.
Recap: E3 from the Outside – Part 3
And the winner is…
3. Microsoft
Microsoft pressekonference startede godt ud med Call of Duty: Black Ops (som de samtidig annoncerede en 3års eksklusiv for kommende DLC), Halo Reach og Gears of War 3, men derefter gik der ren familie-halløj i den. Resten af tiden gik hovedsagligt med lamme minigames og Wii rip-offs til Kinect. Ingen af spillene var specielt interessante og der stadig et stort spørgsmålstegn ved hvor godt teknologien fungerer. Værst var at de ikke rigtig havde noget nyt at vise, måske med den undtagelse af den nye Xbox “slim”.
2. Sony
Sony havde en noget bedre, omend meget lang, pressekonference. De holdt hele tid en god blanding af motion control spil og “rigtige” spil, desuden var alle deres Move-spil ikke kun familiespil der var nogle få rettet mod “hardcore” gamere så som Socom 4 og The Fight. Sony havde også massiv fokus på 3D med mange spil kunne ses med briller. De annoncerede også flere spil så som Infamous 2, Heroes on the Move, Motorstorm: Apocalypse, Sorcery og Twisted Metal foruden de spil der var kendt i forvejen (Little Big Planet 2 og GT5). Sony havde også sikret sig deres egne eksklusivitets aftaler som eksempelvis Dead Space 2, der kommer med Dead Space Extraction, og Medal of Honor, der kommer med Medal of Honor: Frontlines. Et rigtigt godt år for Sony, men ikke helt nok til at vinde…
1. Nintendo
Det er blevet skrevet flere gange, men jeg nævner det lige igen, jeg har ikke en Wii og er heller ikke specielt interesseret. Det ændrer dog ikke på at Nintendo, efter flere år med slæbende fødder, gav den fuld skrue i år. Det var ene nye spil efter det andet. Startede med Legend of Zelda: Skyward Sword og så forsatte det bare med Golden Sun: Dark Dawn, GoldenEye, Epic Mickey, Kirby’s Epic Yarn, Metroid: Other M, Donkey Kong Country Returns og Kid Icarus. Sidstnævnte kommer til Nintendos nyannoncerede 3DS, der ifølge folk der har haft den i hænderne, virker overraskende godt. Jeg klager ofte over at Nintendo ikke laver noget nyt og ikke har gjort det lige siden Wii’en udkom, de går bare tilbage til deres gamle franchises i stedet for at finde på noget nyt. Sådan er det stadigvæk men Nintendos egne spil er, næsten uden undtagelser, altid fremragende så på en eller anden måde er det frækt at brokke sig for meget. Nintendo var den klare vinder i mine øjne.
Det var så det, back to your regular programming.
Recap: E3 from the Outside – Part 2
Årets E3 indeholdte på ingen måde kun gode ting, der var skam masser af knap så fantastiske ting og her er de tre værste af slagsen:
3. Sonys Prisidéer og PSN+
Sony trak tæppet væk under folk, med et meget lusket trick, ved prissætningen af Move. Tricket består i at, først annoncerer man prisen på Move-controlleren som $49,95, så venter man på publikums store jubel og derefter siger man “men vent, du skal også lige købe den her og den her og så en mere af dem her”. Så lige pludselig er prisen et godt stykke over $150. Samtidig løftede de også sløret for deres betalingsversion af Playstation Network. P.t. er lidt utydeligt hvad det helt præcist indeholder men grundidéen er at man får deres spilmagazin Qore, avatars, temaer, hurtigere demoer og et gratis spil om måneden (¤ som man kun ejer indtil ens abonnement udløber). Prisen er nogenlunde det samme som det man betaler for Xbox Live men problemet er at, grunden til man betaler for Xbox Live er at online fungerer upåklageligt og gnidningsløs hele tiden, alting er hurtigt og lige til og desuden får man et fremragende partychat-system. Sådan er det ikke på Playstation, de er blevet bedre til det, men det er bare ikke godt nok.
2. The Last Guardian No Show
Det var flere spil der, af uforklarlige grunde, ikke var til stede så som Beyond Good and Evil 2, I Am Alive, Pikmin 3, Rainbow Six og Batman: Arkham Asylum 2. Men den, uden tvivl, mest hjerteskærende udeblivelse var Fumito Uedas (manden bag mesterværkerne Ico og Shadow of the Colossus) The Last Guardian. Det smukke og særpræget spil blev annonceret sidste år, men var ingen steder at finde i år, hvilket man næsten med sikkerhed kan tyde som at det i hvert fald ikke kommer i år. Desværre…
1. Ubisoft Weirdness / Battle Tag
Ubisofts pressekonference blev meget meget mærkværdig lynende hurtigt, ikke nok med at de viste Innergy der er deres kopi af Nintendos Vitality Sensor (¤ som de ikke havde med i år) med et tilhørende “kontrollér din vejrtrækning”-spil, men det kørte helt af sporet da de annoncerede Battle Tag. Ja du læste rigtigt, spilfirmaet Ubisoft udgiver et laser tag “spil”! Jeg ved godt de er franskmænd men what the f…
Det var de værste ting, jeg vender tilbage og kåre vinderen af E3 2010.
Recap: E3 from the Outside – Part 1
E3, årets største spilmesse, løb af stablen i den forgangne uge og efter en hård tur i Los Angeles blandt nørder, mediefolk, Lakers-fans og massevis af games, er GaGa The Movies endelig tilbage i lille Danmark (¤ det meste af den sætning er løgn). Derfor syntes jeg lige det ville være på sin plads med et hurtigt tilbageblik på de bedste og de værste ting og til sidst kåre min vinder af dette års E3.
10. Mortal Kombat
Efter mange års middelmådighed går Ed Boons klassiske fighting franchise endelig tilbage til sine 2D rødder. Uden tvivl inspireret af Street Fighter IVs succes sidste år, bliver gammeldags 2D gameplay kombineret med 3D karakterer og effekter til et yderst flot resultat. Det sidste spil i serien, Mortal Kombat vs. DC Universe, var et udmærket spil dog en anelse tamt i forhold til tidligere spil i serien men det ser ud til at de har fået skuden tilbage på rette kurs. (Er sat til at udkomme i starten af næste år til PS3 og Xbox360)
9. Tom Clancy’s Ghost Recon: Future Soldier
Ubisoft fortsætter den fremragende taktiske krigførelse fra Ghost Recon: Advanced Warfighter nu med ny high tech gadgets som skulderkanoner, fjernstyrede tanks og usynlige soldater. Der er også 4 player co-op…vent, usynlige soldater? Solgt. (Kommer i starten af næste år til PS3, Xbox360 og PC)
8. Portal 2
Gabe Newell fra Valve kom overraskende ud på Sonys pressekonference (¤ han har ikke haft meget godt at sige om Playstation før nu) og annoncerede efterfølgeren til det mesterlige første spil. Glad0s er tilbage og man kan se frem til en fuld singleplayer-del samt co-op. (Står til at komme i 2011 til PS3, Xbox360, PC og Mac)
7. Rayman: Origins
Der var mange sidescrolling platformers annonceret ved dette års E3, hvilket gør mig til en lykkelig gamer, men få er lige så billedskønne som denne reboot af Rayman-serien. Den smukke håndtegnede stil bliver lavet af et lille hold på 5-6 mennesker hos Ubisoft og jeg kan næsten ikke vente. (kommer til XBLA og PSN)
6. Child of Eden
Tetsuya Mizuguchi og Q Entertainment overraskede med denne spirituelle efterfølger til klassikeren Rez i starten af Ubisofts pressekonference. Det var blændende smukt, hyptoniserende og så var det styret alene med hænderne via Microsofts Kinect. (kommer til Xbox360 og PS3)
5. Dead Space 2
Det originale Dead Space var et af de bedste og mest stemningsfulde survival-horror spil i sidste ti år. Dead Space 2 ser ud til at være Aliens til Dead Spaces Alien. Desuden er der nu også strategic dismemberment i multiplayer. (kommer i starten af næste år til PS3 og Xbox360)
4. Little Big Planet 2
Den søde lille platformer er tilbage. Denne gang er de i forvejen kraftfulde creation tools udvidet til det punkt hvor det rent faktisk er muligt at lave helt andre slags spil med dem så som shooters, rts og lignende. Samtidig er der truffet det fornuftige valg at de tusindvis af ting lavet i etteren også virker i to’eren, så mangler de bare at fikse de meget svævende hop. (kommer til November til PS3)
3. Limbo
Endnu en 2D platformer med et utroligt fængende grafisk design. Det markante split mellem lys og mørke er yderst betagende og stikker dybere end blot grafikken. Jeg er edderspændt på at fingre i denne originale platformer. (kommer til XBLA senere på året)
2. Deus Ex: Human Evolution
Ventetiden på efterfølgeren til et af de bedste spil nogensinde, Deus Ex, er snart ovre. Deus Ex: Human Evolution foregår før det første spil, hvilket nok er en god ting fordi jo hurtigere man glemmer to’eren jo bedre. Det ser ganske enkelt fremragende ud og den eneste grund til at det ikke topper min liste er de begrænsede mængder fra selve spillet man har set. (kommer i starten af næste år til PS3, Xbox360 og PC)
1. Rage
iD Software (Doom, Wolfenstein, Quake) er på vej tilbage efter lang tids fravær og det ser ud som om at de har brugt tiden fornuftigt. Rage er en post-apokalyptisk shooter med køretøjer og rollespilselementer blandet i, alt sammen bragt til live med deres stærke nye grafikmotor. Kan næsten ikke vente. (kommer næste år til PS3, Xbox360, PC og Mac)
De var de bedste ting, jeg vender straks tilbage med de værste ting og en samlet vinder.
Game Review Round-Up: Earthworm Jim/Joe Danger
Earthworm Jim HD
Udviklet af Gameloft
Udgivet af Gameloft
Single-Player/2-4 Player Multiplayer Platformer Kun på XBLA(70 kr.)
Groovy! Regnormen er tilbage! Earthworm Jim er et af de spil der uden tvivl ligger i den absolutte top i blandt minderne fra min gamer-ungdom. Jeg husker, med stor glæde, tilbage på de mange timer jeg har tilbragt i selskab med Jim, Professor Monkey-for-a-Head, Psy-Crow og Queen Pulsating, Boated, Festering, Sweaty, Pus-Filled, Malformed Slug-for-a-Butt. Mange ting er det samme som dengang: Humoren er stadig stjernesindssyg, kreativiteten er i top og det er møgsvært. Der er dog også nye tiltag i form af en fremragende high definition grafisk opgradering, multiplayer og flere sværhedsgrader at vælge i mellem for de svage nymoderne gamere. Hvis har trang til lidt god gammeldags platforming eller aldrig har stiftet bekendtskab med den overflod af skæve idéer der er Earthworm Jim, så løb til nærmeste Xbox og download det nu.
7/10 (7)
Joe Danger
Udviklet af Hello Games
Udgivet af Sony Computer Entertainment
Single-Player/2-4 Player Multiplayer Racer/Platformer Kun på PSN (99,95 kr.)
Nogle spil er svære at kategorisere og Joe Danger er et perfekt eksempel på et sådan spil. Hovedingrediensen i Joe Danger er 2D side-scrolling racing i stil med det klassiske Nintendo spil, Excite Bike, blandet med den platform-agtige klatren ala Trials, et simpelt tricksystem og en hulens masse collectables. Samlet bliver det til et sjovt og varieret lille downloadable spil med mange timers underholdning og highscore-jagt. Værd at hente og pengene er godt givet ud.
7/10 (5)
