GaGa The Movies

Archive for the ‘Games’ Category

Denne jomfru-udgave af GaGa The Movies’ nye artikelserie om computerspil, er en smule længere end de normalt vil være, da der som opstart er en del at følge op på. Her i den første episode vil man møde alt fra gravjægere, cell-shaded agenter og racistiske italienere til nøgne psykopater, drenge i sort-hvid og en lækker omgang pigskin. Så lad os komme i gang…

Jeg sætter den gode fod forrest og starter med et af de bedste spil i år til dato. Det første spil i Microsofts netop afsluttede Summer of Arcade, Limbo, sætter nye standarter indenfor hvordan en effektiv spilhistorie fortælles. Eller rettere, hvordan den opleves, da spillet faktisk ikke fortæller spilleren noget. Man vågner bare op i en mørk skov og så er der ikke andet at gøre end at bevæge sig mod lyset. Det danske studie, Play Dead Games, har skabt en utrolig stemningsfyldt sort-hvid platformer med nogle meget udspekulerede puzzles. Sværhedsgraden er perfekt, da det tvinger spilleren til at tænke sig om men det bliver aldrig frustrerende, fordi alle gåderne er logiske og venter bare på at blive løst. Så savner man noget originalt og kreativt, så giv Limbo en chance og vær forberedt på en smuk oplevelse.

Hvor der er noget af det søde, må der også være noget af det sure, i det mindste bare for balancens skyld. Dette kunne med nemhed beskrive efterfølgeren til Microsofts overraskende hit fra 2007, Crackdown. Det spil kom ud på et tidspunkt, hvor der ikke var ret mange af dets type på markedet, så man så lidt igennem fingre med de mange fejl og bare havde det sjovt. Siden da er der dog sket rigtig meget indenfor open-world gameplay med fantastiske titler som GTA IV, Saints Row 2, Assassin’s Creed 2, inFamous, Red Faction: Guerrilla og senest Red Dead Redemption. Disse titler udvidede og forbedrede, hver især, hvad der gør et open-world spil godt. Det er derfor, at det absolut ikke er acceptabelt hvad Ruffian Games har gjort med Crackdown 2, eller ikke har gjort. I de tre år, siden det første spil, er der tilføjet ingenting og hvad værre er, der ikke engang er rettet én eneste af de mange fejl der var i etteren. Styringen er stadig elendig, sigte-funktionen er igen decideret broken, historien er ikke eksisterende og spillet er dræbende ensformigt, da der reelt kun er 9 (ens) missioner. Man kan, hvis man vil, ignorere alle problemerne og stadig have det sjovt med bare at hoppe rundt, men hvorfor skulle man det når der er så mange bedre spil derude.

Det spil kunne eksempelvis være 2K Czechs længe ventede efterfølger til Mafia. Det er et spil der har fået meget blandede anmeldelser rundt omkring i verden. Det mener jeg dog, uden at sige det er verdens bedste spil fordi det er det overhovedet ikke, er fordi at mange har misforstået noget. Hvis går ind til Mafia II og forventer at man får mafioso Grand Theft Auto, så bliver man slemt skuffet, da dette ikke rigtig er et open-world spil. Det er derimod et lineært historie-drevet spil med lidt ekstra frihed. Forestil dig at, den linje du følger igennem spillet bare er en smule bredere, du er stadig guided men du nogle valgmuligheder til hvordan det skal gøres. Historien er spillets store styrke, den er velfortalt med gode karakterer og som taget ud af en af de mange gode mafia-film som Godfather, Goodfellas eller Carlito’s Way. Det er selvfølgelig ikke bare en interaktiv historie, der er også en masse køren rundt og skyde bad guys in the face. Begge disse ting fungerer ganske udmærket og gør Mafia II til en underholdende oplevelse.

Der var en tid, hvor man stolt kunne se på IO Interactive og sige det er sku’ da meget cool at de der gutter er fra Danmark. De lavede fremragende og anderledes spil som Hitman-serien og Freedom Fighters, men så gik der noget galt. Først var det Kane & Lynch, som på papiret så rigtig lovende ud, men i praksis var et ubegribeligt fejltynget og frustrerende makværk af et spil. Derefter gik de af uforklarlige grunde videre til et Disney-agtigt børnespil med Mini Ninjas og selvom det ikke var dårligt, så var det komplet ligegyldigt. Nu får vi så Kane & Lynch 2: Dog Days og forventningerne var fra start ikke særligt høje. Spillet tog mig 4 timer og 23 minutter at gennemføre og jeg hadede hvert eneste sekund. Spillet er grund-læggende en middelmådig 3rd person shooter pakket ind i en tåbelig og smagløs historie. Det eneste jeg gider skrive om det er, at på et tidspunkt i spillet løber man nøgen rundt i Shanghais gader, kun dækket af utallige blødende sår. Det eneste interessante ved spillet er, den pixellerede youtube-agtige æstetik, men selv det giver ingen mening i spillet.

Et redesign der til gengæld virker, er hvad Crystal Dynamics har gjort med Tomb Raider-franchisen i det nyudkommende downloadable spil, Lara Croft and the Guardian of Light. Kameraet er ændret til en isometrisk vinkel ala Diablo, men det er stadig den samme blanding action, platforming og puzzles man kender og elsker fra Tomb Raider. Denne gang er der tilføjet co-op, hvilket totalt ændrer hvordan man tænker over de mange gåder og giver en helt ny måde at klatre rundt i verden på. Det er bestemt noget de burde tage med videre til det næste spil i serien. Crystal Dynamics har med held ændret banerne og gåderne, så man også kan spille dem i single-player plus der er mange challenges og unlocks som giver en god replay-value. Et overraskende vellykket forsøg.

Sidst men ikke mindst, så starter NFL-sæsonen snart og derfor er der selvfølgelig også blevet spillet en del af dette års Madden. EA Tiberon motto for årets spil var: “Simpler. Quicker. Deeper.” Hvilket mest giver sig til kende som endnu en del af deres uendelige jagt på nye kunder, da den mest markante ændring er, at man kan sætte computeren til at vælge spil for en og i stedet koncentrere sig om hvad der foregår på banen. Som spiller af Madden i mange år, slår man lynhurtigt denne feature fra og spiller som man plejer, men hvad er der så tilbage i Madden 11? Det er det flotteste og mest flydende football-spil til dato og det er ganske enkelt en fryd at spille kampene. Hvilket må være det vigtigste, det er ikke et perfekt spil men jeg ser absolut frem til den kommende sæson. Go Ravens!

Denne første udgave af Let Play a Game endte med at blive mere end 1000 ord, hvilket bestemt ikke var meningen, men i fremtiden vil de også fokusere på 2-3 spil af gangen.

Efter et blik tilbage på det forgangne år, har jeg fundet de seks anmeldelser frem som jeg selv syntes er bedst og samtidig beskriver måden jeg skriver på. Hvis man er ny læser (¤ hvorfor det, hvad har jeg gjort dig?) er det også et godt sted at starte. Klik på plakaterne herunder for at blive ført videre til de individuelle anmeldelser.

And the winner is…

3. Microsoft
Microsoft pressekonference startede godt ud med Call of Duty: Black Ops (som de samtidig annoncerede en 3års eksklusiv for kommende DLC), Halo Reach og Gears of War 3, men derefter gik der ren familie-halløj i den. Resten af tiden gik hovedsagligt med lamme minigames og Wii rip-offs til Kinect. Ingen af spillene var specielt interessante og der stadig et stort spørgsmålstegn ved hvor godt teknologien fungerer. Værst var at de ikke rigtig havde noget nyt at vise, måske med den undtagelse af den nye Xbox “slim”.

2. Sony
Sony havde en noget bedre, omend meget lang, pressekonference. De holdt hele tid en god blanding af motion control spil og “rigtige” spil, desuden var alle deres Move-spil ikke kun familiespil der var nogle få rettet mod “hardcore” gamere så som Socom 4 og The Fight. Sony havde også massiv fokus på 3D med mange spil kunne ses med briller. De annoncerede også flere spil så som Infamous 2, Heroes on the Move, Motorstorm: Apocalypse, Sorcery og Twisted Metal foruden de spil der var kendt i forvejen (Little Big Planet 2 og GT5). Sony havde også sikret sig deres egne eksklusivitets aftaler som eksempelvis Dead Space 2, der kommer med Dead Space Extraction, og Medal of Honor, der kommer med Medal of Honor: Frontlines. Et rigtigt godt år for Sony, men ikke helt nok til at vinde…

1. Nintendo
Det er blevet skrevet flere gange, men jeg nævner det lige igen, jeg har ikke en Wii og er heller ikke specielt interesseret. Det ændrer dog ikke på at Nintendo, efter flere år med slæbende fødder, gav den fuld skrue i år. Det var ene nye spil efter det andet. Startede med Legend of Zelda: Skyward Sword og så forsatte det bare med Golden Sun: Dark Dawn, GoldenEye, Epic Mickey, Kirby’s Epic Yarn, Metroid: Other M, Donkey Kong Country Returns og Kid Icarus. Sidstnævnte kommer til Nintendos nyannoncerede 3DS, der ifølge folk der har haft den i hænderne, virker overraskende godt. Jeg klager ofte over at Nintendo ikke laver noget nyt og ikke har gjort det lige siden Wii’en udkom, de går bare tilbage til deres gamle franchises i stedet for at finde på noget nyt. Sådan er det stadigvæk men Nintendos egne spil er, næsten uden undtagelser, altid fremragende så på en eller anden måde er det frækt at brokke sig for meget. Nintendo var den klare vinder i mine øjne.

Det var så det, back to your regular programming.

Årets E3 indeholdte på ingen måde kun gode ting, der var skam masser af knap så fantastiske ting og her er de tre værste af slagsen:

3. Sonys Prisidéer og PSN+
Sony trak tæppet væk under folk, med et meget lusket trick, ved prissætningen af Move. Tricket består i at, først annoncerer man prisen på Move-controlleren som $49,95, så venter man på publikums store jubel og derefter siger man “men vent, du skal også lige købe den her og den her og så en mere af dem her”. Så lige pludselig er prisen et godt stykke over $150. Samtidig løftede de også sløret for deres betalingsversion af Playstation Network. P.t. er lidt utydeligt hvad det helt præcist indeholder men grundidéen er at man får deres spilmagazin Qore, avatars, temaer, hurtigere demoer og et gratis spil om måneden (¤ som man kun ejer indtil ens abonnement udløber). Prisen er nogenlunde det samme som det man betaler for Xbox Live men problemet er at, grunden til man betaler for Xbox Live er at online fungerer upåklageligt og gnidningsløs hele tiden, alting er hurtigt og lige til og desuden får man et fremragende partychat-system. Sådan er det ikke på Playstation, de er blevet bedre til det, men det er bare ikke godt nok.

2. The Last Guardian No Show
Det var flere spil der, af uforklarlige grunde, ikke var til stede så som Beyond Good and Evil 2, I Am Alive, Pikmin 3, Rainbow Six og Batman: Arkham Asylum 2. Men den, uden tvivl, mest hjerteskærende udeblivelse var Fumito Uedas (manden bag mesterværkerne Ico og Shadow of the Colossus) The Last Guardian. Det smukke og særpræget spil blev annonceret sidste år, men var ingen steder at finde i år, hvilket man næsten med sikkerhed kan tyde som at det i hvert fald ikke kommer i år. Desværre…

1. Ubisoft Weirdness / Battle Tag
Ubisofts pressekonference blev meget meget mærkværdig lynende hurtigt, ikke nok med at de viste Innergy der er deres kopi af Nintendos Vitality Sensor (¤ som de ikke havde med i år) med et tilhørende “kontrollér din vejrtrækning”-spil, men det kørte helt af sporet da de annoncerede Battle Tag. Ja du læste rigtigt, spilfirmaet Ubisoft udgiver et laser tag “spil”! Jeg ved godt de er franskmænd men what the f…

Det var de værste ting, jeg vender tilbage og kåre vinderen af E3 2010.

E3, årets største spilmesse, løb af stablen i den forgangne uge og efter en hård tur i Los Angeles blandt nørder, mediefolk, Lakers-fans og massevis af games, er GaGa The Movies endelig tilbage i lille Danmark (¤ det meste af den sætning er løgn). Derfor syntes jeg lige det ville være på sin plads med et hurtigt tilbageblik på de bedste og de værste ting og til sidst kåre min vinder af dette års E3.

10. Mortal Kombat
Efter mange års middelmådighed går Ed Boons klassiske fighting franchise endelig tilbage til sine 2D rødder. Uden tvivl inspireret af Street Fighter IVs succes sidste år, bliver gammeldags 2D gameplay kombineret med 3D karakterer og effekter til et yderst flot resultat. Det sidste spil i serien, Mortal Kombat vs. DC Universe, var et udmærket spil dog en anelse tamt i forhold til tidligere spil i serien men det ser ud til at de har fået skuden tilbage på rette kurs. (Er sat til at udkomme i starten af næste år til PS3 og Xbox360)

9. Tom Clancy’s Ghost Recon: Future Soldier
Ubisoft fortsætter den fremragende taktiske krigførelse fra Ghost Recon: Advanced Warfighter nu med ny high tech gadgets som skulderkanoner, fjernstyrede tanks og usynlige soldater. Der er også 4 player co-op…vent, usynlige soldater? Solgt. (Kommer i starten af næste år til PS3, Xbox360 og PC)

8. Portal 2
Gabe Newell fra Valve kom overraskende ud på Sonys pressekonference (¤ han har ikke haft meget godt at sige om Playstation før nu) og annoncerede efterfølgeren til det mesterlige første spil. Glad0s er tilbage og man kan se frem til en fuld singleplayer-del samt co-op. (Står til at komme i 2011 til PS3, Xbox360, PC og Mac)

7. Rayman: Origins
Der var mange sidescrolling platformers annonceret ved dette års E3, hvilket gør mig til en lykkelig gamer, men få er lige så billedskønne som denne reboot af Rayman-serien. Den smukke håndtegnede stil bliver lavet af et lille hold på 5-6 mennesker hos Ubisoft og jeg kan næsten ikke vente. (kommer til XBLA og PSN)

6. Child of Eden
Tetsuya Mizuguchi og Q Entertainment overraskede med denne spirituelle efterfølger til klassikeren Rez i starten af Ubisofts pressekonference. Det var blændende smukt, hyptoniserende og så var det styret alene med hænderne via Microsofts Kinect. (kommer til Xbox360 og PS3)

5. Dead Space 2
Det originale Dead Space var et af de bedste og mest stemningsfulde survival-horror spil i sidste ti år. Dead Space 2 ser ud til at være Aliens til Dead Spaces Alien. Desuden er der nu også strategic dismemberment i multiplayer. (kommer i starten af næste år til PS3 og Xbox360)

4. Little Big Planet 2
Den søde lille platformer er tilbage. Denne gang er de i forvejen kraftfulde creation tools udvidet til det punkt hvor det rent faktisk er muligt at lave helt andre slags spil med dem så som shooters, rts og lignende. Samtidig er der truffet det fornuftige valg at de tusindvis af ting lavet i etteren også virker i to’eren, så mangler de bare at fikse de meget svævende hop. (kommer til November til PS3)

3. Limbo
Endnu en 2D platformer med et utroligt fængende grafisk design. Det markante split mellem lys og mørke er yderst betagende og stikker dybere end blot grafikken. Jeg er edderspændt på at fingre i denne originale platformer. (kommer til XBLA senere på året)

2. Deus Ex: Human Evolution
Ventetiden på efterfølgeren til et af de bedste spil nogensinde, Deus Ex, er snart ovre. Deus Ex: Human Evolution foregår før det første spil, hvilket nok er en god ting fordi jo hurtigere man glemmer to’eren jo bedre. Det ser ganske enkelt fremragende ud og den eneste grund til at det ikke topper min liste er de begrænsede mængder fra selve spillet man har set. (kommer i starten af næste år til PS3, Xbox360 og PC)

1. Rage
iD Software (Doom, Wolfenstein, Quake) er på vej tilbage efter lang tids fravær og det ser ud som om at de har brugt tiden fornuftigt. Rage er en post-apokalyptisk shooter med køretøjer og rollespilselementer blandet i, alt sammen bragt til live med deres stærke nye grafikmotor. Kan næsten ikke vente. (kommer næste år til PS3, Xbox360, PC og Mac)

De var de bedste ting, jeg vender straks tilbage med de værste ting og en samlet vinder.

Earthworm Jim HD

Udviklet af Gameloft

Udgivet af Gameloft

Single-Player/2-4 Player Multiplayer Platformer Kun på XBLA(70 kr.)

Groovy! Regnormen er tilbage! Earthworm Jim er et af de spil der uden tvivl ligger i den absolutte top i blandt minderne fra min gamer-ungdom. Jeg husker, med stor glæde, tilbage på de mange timer jeg har tilbragt i selskab med Jim, Professor Monkey-for-a-Head, Psy-Crow og Queen Pulsating, Boated, Festering, Sweaty, Pus-Filled, Malformed Slug-for-a-Butt. Mange ting er det samme som dengang: Humoren er stadig stjernesindssyg, kreativiteten er i top og det er møgsvært. Der er dog også nye tiltag i form af en fremragende high definition grafisk opgradering, multiplayer og flere sværhedsgrader at vælge i mellem for de svage nymoderne gamere. Hvis har trang til lidt god gammeldags platforming eller aldrig har stiftet bekendtskab med den overflod af skæve idéer der er Earthworm Jim, så løb til nærmeste Xbox og download det nu.
7/10 (7) 

Joe Danger

Udviklet af Hello Games

Udgivet af Sony Computer Entertainment

Single-Player/2-4 Player Multiplayer Racer/Platformer Kun på PSN (99,95 kr.)

Nogle spil er svære at kategorisere og Joe Danger er et perfekt eksempel på et sådan spil. Hovedingrediensen i Joe Danger er 2D side-scrolling racing i stil med det klassiske Nintendo spil, Excite Bike, blandet med den platform-agtige klatren ala Trials, et simpelt tricksystem og en hulens masse collectables. Samlet bliver det til et sjovt og varieret lille downloadable spil med mange timers underholdning og highscore-jagt. Værd at hente og pengene er godt givet ud.
7/10 (5)

Udgivet af EA og lavet af Visceral Games
1 player Action/Buttonmasher

Som en del af EAs fuldstændigt overdrevne og fejlkalkulerede reklamekampagne fik Dante’s Inferno sloganet “Go to Hell” og sjældent har et spils marketing passet så perfekt til det færdige produkt, det er dog af alle de forkerte grunde…

Der er stor forskel på homage og plagiat, det tidligere anmeldte Darksiders lånte lystigt fra andre spil men Vigil Games anerkendte deres kilder, lagde deres eget udtryk i og vigtigst af alt så blev det hele samlet til et godt og velfungerende spil.
Dante’s Inferno er umiskendeligt en klon af God of War helt ned til den mindste detalje, ikke bare i form af spiltypen men også gameplay, opbygning, brugen af Quick Time Events og selv kontrollen er det samme som i Sonys klassiker med den eneste men vigtige forskel, at intet af det virker. Alene det faktum at Visceral Games, folkene bag det suveræne Dead Space, tillader sig at sætte Dantes klassiske værk i forbindelse med et så smagløst, intetsigende og frustrerende makværk af et computerspil er ganske enkelt forkasteligt.
Selv hvis det havde været et fantastisk spil kunne man stadig sætte spørgsmålstegn ved relevansen af blandingen af de to medier, sådan som det står nu er spillet svar i sig selv.
”Visceral Games, Go to Hell!”

Spil i stedet: God of War
4/10 (6) (værdi: 199,-)

Udgivet af 2K og lavet af 2K Marin, 2K Australia, Digital Extremes, Arkane Studios
1-16 player First Person Shooter Sci-Fi/Adventure

Bioshock var en af denne spilgenerations første klassikere og hvis man endnu ikke har oplevet den fantastiske og progressive første rejse til den fortabte undervandsby Rapture, så skal man stoppe med at læse nu, tage ned til købmanden og spørge om vej til nærmeste spiludbyder.

Det originale Bioshock blev rost til skyerne af anmeldere (¤ det inkasserede også et af de få 10-taller hos GaGa The Movies) og blev godt modtaget af gamere verdenen over, så det jo uundgåeligt at titlen lige som stort set alle andre populære produkter selvfølgelig også skulle have en efterfølger.
Problemet er så at Bioshock var skabt som en enkeltstående og komplet historie og havde derfor ikke brug for en efterfølger, desuden er skaberen, Ken Levine, ikke længere involveret.
Bioshock 2 vil aldrig nå samme højder som etteren og eksistere mere som en fodnote eller companion-piece, men hvis man acceptere dette er det så et godt spil i sig selv?
Uden tvivl. Den fremragende 50-60’er stil og stemning stadig dominerende men man kan aldrig helt ryste følelsen af deja vu.
Det er lidt som den første gang man var i tivoli som barn, det hele var nyt og forunderligt, men når man så år senere vender tilbage er den berusende førstegangs beundring væk og det bliver aldrig det samme igen.
Det er stadig hyggeligt men det er bare set før.
Bioshock 2 er stadig specielt i forhold til andre shootere og deres grå “virkelighed”.

Historien er velfortalt, spændende og gribende på trods af at det føles en anelse påklistret.
Rygraden i Bioshock 2 og det der gør spillet rigtigt godt er gameplayet og det er blevet finpudset gevaldigt siden sidst.
Du har stadig en række gamle våben og magi-lignende plasmids som alle kan opgraderes, heldigvis har udviklerne gjort det muligt at bruge begge ting samtidigt denne gang, hvilket åbner spillet op og giver én endnu flere muligheder.
Det er helt klart spillets styrke, der virker som en sand lille legeplads, det er fuldstændigt op til dig hvilke våben og hvordan du vil bruge dem i en given situation.

Fælder, iskrystaller, ild, miniguns, elektricitet, harpuner og meget mere er til din rådighed og det gør Bioshock 2 til en kreativ, intens og sjov spiloplevelse.
Og hvad så hvis det er lige som et andet spil, når det er ulig så mange andre…

Spil også (NU!): Bioshock
8/10 (8) (værdi:499,-)

Udgivet af Sega og lavet af Platinum Games
1 player Action/Buttonmasher

Der findes flere forskellige niveauer af sindssyge, lige fra den milde sindssyge der er cola med vaniljesmag til de slemme eksempler som at der bliver produceret en filmatisering af “Sænke Slagskib”.

Asien har altid været storeksportør af diverse sindssyge elementer, om det så er gadgets, film, musik eller spil, er der rigeligt at vælge i mellem.
Spilskaberen Hideki Kamiya er dog i en liga for sig selv (¤ måske delt med manden bag Metal Gear-serien, Hideo Kojima, ingen andre er helt på samme plan).
Kamiya har siden 1996 stået bag en række lettere specielle og ganske sindssyge spil, et bagkatalog der indeholder titler som Resident Evil, Okami, Viewtiful Joe og sidst men ikke mindst Devil May Cry-serien.

Efter at have spillet Bayonetta virker det dog forbløffende nok som at tiden hos Capcom (med Devil May Cry og Viewtiful Joe) var en dæmpet og nedtonet Kamiya og at han nu hos Platinum Games og Sega har fået frie tøjler til at gøre hvad han vil.
Og det siger ikke så lidt.

Hele vejen igennem er Bayonetta overdrevent flamboyant og næsten smagløst sexfikseret men hvad værre er, det er også voldsomt inkonsistent.
Historien er ligegyldig og giver næsten på intet tidspunkt mening.
Designmæssigt er det også en blandet landhandel, for hver gang man støder på en flot og opfindsom fjende, er den næste malplaceret, grim og/eller elendigt designet.
Bayonetta er grundlæggende en cool karakter lige indtil hun åbner munden da dialogen ligeledes er et af spillets store minusser og bliver aldrig til ret meget mere end sort snak.

Karaktererne er dog ikke det eneste der er dårligt designet, spillets mellemsekvenser er skiftevis tamme tegneseriestriper og pre-rendered cutscenes der af og til er fede (dog aldrig på samme plan som Devil May Cry 4) men til tider også decideret pinlige.
Der er også en lille håndfuld direkte fejlkalkulerede køresekvenser med ineffektiv styring og så spillet også med på den lange liste af spil med latterlige slutbosser.

Det lyder alt sammen voldsomt negativt, hvorfor er det så at jeg klassificere Bayonetta som et godt spil og tildeler det en fornem karakter?
Det er ganske enkelt fordi i computerspillenes verden er gameplay ikke bare konge men også den altoverskyggende diktator.
Sjældent har gameplayet i et spil været så poleret, dynamisk og nuanceret som det er i Bayonetta.
Bayonettas fantastiske combo- og kampsystem er simpelt at gå til men der er samtidig dybde nok til at holde det varieret og at det ikke er noget man mestre fuldt ud lige med det samme.
Den flotte og farvestrålende grafik kører super flydende og der er næsten ingen slowdown eller framerate-tab lige meget hvor meget der sker på skærmen.

Den ca. 10 timer lange singleplayerdel er rig på udfordringer og der er et hav af ting og sager at unlocke, hvilket giver god grund til at spille det igennem flere gange.
Udfordringerne er ofte svære men aldrig uoverskuelige og det virker enormt tilfredsstillende når man klarer sig igennem en bane med kun en brøkdel af ens energi tilbage.

Hvis man er til denne type actionspil er Bayonetta svært at komme udenom men samtidig kan man godt trække et point fra karakteren hvis man har en lav tolerance for sindssyg, hysterisk og vulgær anime.

Spil også: Devil May Cry 4
8/10 (8) (værdi: 399,-)

Udgivet af THQ og lavet af Vigil Games
1 player 3.persons action/adventure

Originalitet er normalt en af de absolut største pointstjælere i mit karaktersystem, jeg vil ofte hellere spille noget nyt og originalt end noget der er set mange gange før selvom kvaliteten nødvendigvis ikke altid følger med.
Denne søgte originalitet skal man dog lede længe efter i Darksiders da der flittigt bliver “lånt” fra en håndfuld af det sidste årtis største spil såsom Zelda, God of War, Portal samt det gode gamle Playstation-spil Soul Reaver: Legacy of Kain (¤ for øvrigt et spil der snart burde få en efterfølger.)
Men i modsætning til så mange andre “lånte” koncepter, ødelægger det ikke Darksiders fordi Vigil Games har samlet delene til en velfungerende og sammenhængende helhed.
Det er en bemærkelsesværdig bedrift at Vigil Games, med deres første spil, har formået at producere et helstøbt og poleret produkt af en kvalitet der sagtens kan mænge sig med forårets helt store udgivelser.

Da jeg var yngre var jeg en ivrig læser af alskens tegneserier og jeg var stor tilhænger af Joe Madureiras karakteristiske tegnestil.
Han tegnede for serier som Uncanny X-Men, Battlechasers og Deadpool, nu er denne stil så med succes bragt ind i computerspillenes verden.

I Darksiders bliver dommedag frembragt af en altødelæggende krig mellem himlens engle og helvedes dæmoner og som lovene, kræver bliver “The Four Horsemen of The Apocalypse” hidkaldt for at gøre en ende på stridighederne.
Noget går dog galt og det er kun “War” der hører kaldet, hvilket resultere i tilintetgørelsen af den menneskelige verden og “War” bliver mærket som forræder.
”War” begiver sig ud på en lang rejse for at løse mysteriet om hvem der stod bag dommedagen og derved rense hans navn.

Det er en underholdende historie og Joe Madureiras stil passer perfekt.
Det er en helt uvant ting at årets første kvalitetstitel udkommer allerede i den første uge, men det er netop tilfældet med Darksiders.
Med sit lettilgængelige kampsystem, interessante univers og masser af variation er det god valuta for pengene.
Spillet tog mig ca. 12-13 timer at gennemføre og jeg var underholdt hele vejen.

Spilåret 2010 er skudt i gang og det starter sku’ godt.

Spil også: Soul Reaver: Legacy of Kain
8/10 (7) (værdi: 499,-)