Archive for the ‘Movies’ Category
Runners-Up: Natalie Portman (Black Swan), Viola Davis (The Help), Saoirse Ronan (Hanna) og Michelle Monaghan (Source Code)
Der var meget postyr til sidste års Oscar-show, da de valgte at nominere Hailee Steinfeld som bedste skuespillerinde i en birolle, hvilket åbenlyst er forkert. Hun har hovedrollen i True Grit, det er hendes historie og hun spiller ganske enkelt fremragende. Om det var fordi at hun var for ung eller sådan noget, der var grunden til at hun ikke blev rigtigt nomineret, det ved jeg ikke og det også ligegyldigt, hun leverer årets bedste kvindelige præstation. Natalie Portman som fik Oscaren, på falsk grundlag om man vil, spiller sublimt i Black Swan, men det var kun nok til en andenplads her på siden, men jeg vil dog sige at det var tæt på.
Der er blevet smidt meget ros efter The Help, men jeg syntes faktisk ikke at det var en specielt god film. Den var mest af alt manipulerende og ligegyldig, men Viola Davis fremstår som et af de få lyspunkter. Hun spiller rigtig godt og hun er tæt på at være den eneste grund til at sidde igennem de ellers meget lange 154 minutter. Saoirse Ronan har allerede, trods sin unge alder, leveret flere gode præstationer og hun står for endnu en i titelrollen i Joe Wrights actionfilm Hanna. Hun skal næsten bære det hele på hendes skuldre og det lykkedes med bravur. Michelle Monaghan fungerer som det menneskelig midtpunkt i science fiction historien i Source Code og det gør hun næsten perfekt. Jeg vil dog afsløre, at hun var lidt et reservevalg, da jeg syntes at det var lidt af et skuffende år for bemærknings-værdige kvindelige hovedroller.
Runners-Up: Mila Kunis (Black Swan), Cate Blanchett (Hanna), Jessica Chastain (The Tree of Life) og Anne Heche (Cedar Rapids)
Lige som det var tilfældet på den mandelige side, så var der også flere gode skuespillerinder som brugte deres evner i vigtige støtteroller i 2011. En skuespillerinde, der desværre får for lidt opmærksomhed, er Mila Kunis. Jeg har i mange år sagt at hun nok skulle blive til noget og jeg håber at hendes stærke præstation overfor Natalie Portman i Black Swan, åbner andres øjne for hendes talent. En skuespillerinde som til gengæld ikke manglede opmærksomhed i 2011 var Jessica Chastain, hun skiftede fra ukendt til stjerne på næsten ingen tid. Hun var med i hele 7 film sidste år, her i blandt The Debt, The Help, Texas Killing Fields og den roste Take Shelter, som jeg desværre ikke har set endnu, men det var hendes skrøbelige og vedrørende rolle i Terrence Malicks The Tree of Life, der for alvor gjorde hende til en skuespillerinde man skal holde øje med i fremtiden.
Cate Blanchett er en af de skuespillere, som altid spiller godt, så enhver nominering kan næsten ikke komme som en overraskelse. Hendes intense skurkerolle i Hanna var rigtig underholdende at se på, selv om det måske var en af hendes mindre præstationer. Det er ikke meget man har set til Anne Heche de sidste par år og jeg savnede hende egentlig ikke, men hendes rolle i komedien Cedar Rapids kan kun ses som lidt af et comeback, også selv om man ikke rigtig kunne genkende hende i starten. Hun fungerer som hjertet i komedien og det gør hun med en varm og sjov præstation, velkommen tilbage, Anne Heche.
Elle Fannings var dog noget helt for sig selv i Super 8. Hendes søde og charmerende præstation var som en direkte tur tilbage til ens egen barndom og den første kærlighed. Det var en rolle hvor hun forsøgte at blive taget alvorligt som voksen, men stadig kæmpede med usikkerheden og uskylden af et barn. Det var en af den slags præstationer som straks gør én til en stjerne og hun fortjener intet mindre.
Runners-Up: Robert Duvall (Get Low), Nick Nolte (Warrior), Joseph Gordon-Levitt (Hesher) og Colin Farrell (Fright Night)
Der var mange solide støttepræstationer sidste år, flere af dem hævede ellers middelmådige film til noget der var værd at se. Jeg havde ingen problemer med at sætte mig ind i Robert Duvalls rolle i Get Low, i det at han spiller en gammel bitter mand. Han gør det til gengæld så perfekt, at jeg kun kan drømme om at blive sådan, når jeg engang bliver voksen. Indtil den dag oprinder, kan jeg glæde mig over, at jeg i det mindste ikke er så forstyrret og følelsesmæssigt ødelagt som Hesher, spillet af Joseph Gordon-Levitt, i filmen af samme navn. Filmen er i sig selv ikke det stærkeste indie-drama, men JGLs præstation alene gjorde den til en seværdig film.
Jeg var ikke den største fan af genindspilningen af 80’er klassikeren Fright Night. Jeg syntes den var sjov, men havde mange problemer, Colin Farrells dejligt onde portræt af nabo-vampyren var dog fantastisk. Under den grove og slidte stemme leverer Nick Nolte en hjerteskærende præstation i Warrior, den står i min bog som en af de bedste i hele hans karriere.
Gode gamle Albert Brooks bar skræmmende intensitet og indebrændt brutalitet under en rolig overflade i rollen som Bernie Rose i Drive. Det er en mand som man bestemt ikke vil være uvenner med og det kan i stor grad tilskrives Brooks’ overbevisende præstation.
Runners-Up: Kyle Killen (The Beaver), Woody Allen (Midnight in Paris), Coen Brothers (True Grit) og George Clooney & Grant Heslov (The Ides of March)
Bedste manuskript-kategorien kunne godt gå hen og blive lige som animationskategorien var før hen. Hvis Aaron Sorkin skriver et manuskript om året, kan han nemt komme til at dominere udvælgelsen, lige som Pixar gjorde i lang tid. Det er ikke fordi at jeg brokker mig, Steven Zaillain og Aaron Sorkins manuskript til Moneyball er sublimt skrevet og hvis man kan få noget af den kaliber på en årlig basis, vil jeg til hver en tid udnævne det som vinder. Moneyball byder på den samme slags flydende og hurtige dialog, som Sorkin også bragte til The Social Network sidste år.
Den intelligente ping-pong dialog, frem og tilbage mellem karaktererne i The Ides of March er også særdeles fremragende. George Clooney & Grant Heslovs manuskript var grundstenen i et spændende politisk drama. Den legesyge dialog mellem Hailee Steinfeld, Jeff Bridges og Matt Damon i True Grit kommer også fra Coen brødrenes velskrevne manuskript.
Woody Allens litterære og charmerende rejse gennem kunstnerisk nostalgi i Midnight in Paris var humoristisk og interessant. Selvfølgelig er det bedst, hvis man ved hvad der snakkes om, men hvis man ikke ved hvem Ernest Hemingway, Cole Porter, Zelda Fitzgerald og Pablo Picasso var, så er det éns egen skyld. The Beaver var en af årets store overraskelser og Kyle Killens sjove og følsomme manuskript skal have en stor del af æren for det, det hjælper dog også at det er godt fremlagt af Mel Gibson.
Runners-Up: Drive, The Tree of Life, Sherlock Holmes: Game of Shadows og Sucker Punch
Jeg lover, at dette er den absolut sidste gang, at jeg snakker om dårlige film fra filmåret 2011, men lige som det var tilfældet for effekterne i Sucker Punch, så er den film også flot filmet. Der var én scene i Sherlock Holmes: Game of Shadows, der alene var nok til at få filmen nomineret i denne kategori. Den store flugt igennem skoven er fremragende filmet, jeg var meget imponeret af måden at kameraet blev ført i den scene og resten af filmen er også udmærket.
I det at The Tree of Life er mere en visuel collage end en reel film, så er det en god ting at den billedstrøm man får, er yderst fascinerende. Det er en meditativ rejse gennem livet fortalt med flotte billeder i stedet for en historie. Billedsiden af Drive leger af og til med det meditative, men kameraet fanger samtidig også en stemningsfyldt tone gennem hele filmen.
Matthew Libatiques cinematography i Black Swan er lige så stor del af den dystre ballet som danserne er. Jeg var tryllebundet af hans smukke billeder, på samme fod som det der skete i de billeder.
Runners-Up: Warrior, Black Swan, Legend of the Fist og BKO: Bangkok Knockout
De dårlige film forsætter med at invadere kategorierne og tager pladserne fra de gode film. BKO: Bangkok Knockout og Legend of the Fist: The Return of Chen Zhen er begge jævnt elendige film. BKO er lavet af folkene bag Ong Bak, desværre helt uden Tony Jaa. Det medfører alle de ting man kunne forvente, slåskampene er brutale og skuespillet er himmelråbende dårligt. Donnie Yen er, som altid, en ren ninja i de få kampscener der er i Legend of the Fist.
Hvis en film handler om en MMA-turnering, så er det rimeligt vigtigt at det virker troværdigt hver gang de går i ringen, heldigvis skuffer Warrior ikke. Kampene er intense og spændende. Skuespillerne sælger varen godt og så er Tom Hardy intet mindre end et monster. Black Swan er en outsider blandt de nominerede, da der slet ikke er nogen som får tæv. Til gengæld er ballet-koreografien elegant og mesterligt udført.
Det er dog Takeshi Miikes 13 Assassins og dens 40-minutter lange actionfyldte klimaks, som tager sejren i denne kategori. En afspærret by, hundredevis af samuraier og blodig kamp til døden. Det er imponerende, hvor meget der sker, hele tiden, over det hele, i filmens episke afgørende kampscene. Der er lagt utrolig fokus på kampstil, detaljer og momentum. Det er en fantastisk scene i en fantastisk film.
Runners-Up: Super 8, Attack the Block, Rise of the Planet of the Apes og Sucker Punch
Selv efter skiftet over til de positive kategorier, så er der stadig et par dårlige film som hænger ved. Jeg har sagt mange negative ord om Sucker Punch, men jeg har svært ved at sige noget i mod computereffekterne. Den fantasifulde verden, med kæmpe robotter og andet habengut, er flot lavet og så er det bare synd at resten ikke kan følge med. Når man snakker om store robotter, så er det svært at komme udenom Transformers: Dark of the Moon og det er da også årets vinder. Michael Bays oppustede og tåbelige tredje film om de forvoksede legetøjsrobotter er sgu en fryd for enhver actionfans øjne, så længe der ikke er nogle af de stupide mennesker på skærmen.
Jeg var også imponeret af motion capture teknologien i Rise of the Planet of the Apes. Andy Serkis leverer endnu en god præstation bag computereffekterne, men jeg føler at effekterne i resten af filmen, desværre er alt for svingende. Double Negatives blanding af praktiske og computergenererede effekter er yderst effektiv i Attack the Block, de får virkelig meget ud af det begrænsede budget. Sidst, men ikke mindst, fandt jeg effekterne i J. J. Abrams Super 8 ganske suveræne. Den voldsomme togulykke var storslået og så er jeg en af de få folk, som rent faktisk syntes godt om designet af rumvæsnet.
Runners-Up: Basement Jaxx (Attack the Block), Cliff Martinez (Drive), Hans Zimmer (Sherlock Holmes: Game of Shadows) og Carter Burwell (True Grit)
Trenden fra 2010, med at kalde kendte kunstnere og bands ind for at lave al musikken til en film, forsatte i 2011. I 2010 var det blandt andet Beck, Arcade Fire, Trent Reznor og min personlige favorit Daft Punks score til TRON: Legacy. I 2011 fik vi et hektisk score fra Basement Jaxx til sci-fi komedien Attack the Block og årets vinder, Chemicals Brothers fantastiske score til Joe Wrights arthouse actionfilm, Hanna. Musikken i sig selv var fremragende, men det der gjorde det til noget helt specielt og en af de store grunde til at det vinder, er fordi filmen blev klippet til musikken og det giver filmen et helt anderledes og dynamisk flow.
Der var dog også gode scores fra regulære filmkomponister. Hans Zimmers score til Sherlock Holmes: Game of Shadows var fængende og uden tvivl, noget af det bedste ved den film. Carter Burwells stemningsfulde western score var en god ramme til den lange rejse i Coen brødrenes True Grit. Cliff Martinezs score, og en håndfuld nøje udvalgte sange, gav Drive en meget karakteristisk 80’er lyd. Normalt er jeg ikke meget for lyden af elektronisk musik fra 80’erne, men det passede perfekt til filmen.
Runners-Up: Sucker Punch, Shark Night, Jensen & Jensen og Yogi Bear
Der var kamp om de fem nomineringer til årets dårligste film, hvilket aldrig er et godt tegn. Film som Zookeeper, Olsen Banden på de bonede gulve, Little Fockers, Almighty Thor, Hall Pass og The Ward var alle “værdige” kandidater, men de fem valgte var dem som truede min lyst til at se film mest. Sucker Punch var lige som at være tvunget til at høre en lang og kedelig historie, fortalt af en lille dreng som spiller for mange computerspil og lige har opdaget soft core porno på nettet, kun tilsat en knivspids mandschauvinisme og en manglende forståelse for filmisk fortælleteknik. Shark Night er det man får, hvis man fjerner de store mængder blod, de nøgne kvinder og den platte humor fra Piranha 3D og så tager skuespillerne fra den lokale skoles amatørteater. Hvem fanden vil se det?
Yogi Bear, ja hvor meget kan man sige om den, det er Dan Aykroyd og Justin Timberlake som computergenererede bjørne, mens Anna Faris siger dyrelyde. Hvis det lyder tiltalende, må man da hellere end gerne beholde filmen, så længe man lover at gå i vinterhi i helvede, så jeg aldrig behøver at høre om den igen.
Det er andet år i træk, at en animeret film bliver udnævnt til årets dårligste film. I år er der endda en ekstra nomineret, nemlig den danske computeranimation Jensen & Jensen. Filmen viser præcis hvor slemt det står til for dansk animation og dansk humor generelt. Det er så ubehageligt, at jeg har valgt at skrive en hel artikel om emnet. Den omhandler de to ovennævnte film, Jensen & Jensen og Olsen Banden, samt Orla Frøsnapper og den kommer på siden senere på måneden, hvilket gør at jeg kan inkludere en mulig fremtidig nominering i denne kategori, nemlig Ronal Barbaren.
Så står vi tilbage med Hoodwinked Too: Hood vs. Evil, en efterfølger absolut ingen ønskede. Dette er de computeranimerede films svar på Duke Nukem Forever. Den er lavet med forældet teknologi, besidder omkring den samme intelligens som det man støder hvis man dykker lidt for dybt i en tequila-flaske, er afsindig grim at se på og bruger 5-10 år gamle jokes, som ikke engang var sjove dengang. Men til gengæld, larmer den for meget til at man kan ignorere den, så hu-fucking-rra for det.
Runners-Up: John Carpenter (The Ward), Zack Snyder (Sucker Punch), David R. Ellis (Shark Night) og Christopher Ray (Almighty Thor)
Lad os få det overstået med det samme, Almighty Thor og Shark Night er rædselsfulde film og ingen bør under nogen omstændigheder se dem. Sporet væk fra den kæmpestore udtrådte bunke filmisk lort, som de to film udgør, leder direkte til de to instruktører, henholdsvis Christopher Ray og David R. Ellis. Zack Snyders 12årige drengehjerne oplevede i 2011, en komplet nedsmeltning og det skulle vi filmseere pines med i form af den provokerende og yderst dårlige Sucker Punch.
De sidste par år, har vi mistet nogle af de gode gamle genre-instruktører, ikke fordi de er døde, men man fristes næsten til at ønske at det var tilfældet. Forrige år mistede vi Joe Dante med The Hole in 3D og John Landis med Burke and Hare. I 2011 kunne man så tilføje John Carpenter med The Ward og Wes Craven med My Soul to Take. The Ward er ubegribelig kedelig og amatøragtig. De to ord er dog nogle som ville være gavmild ros, hvis man snakkede om My Soul to Take. Wes Cravens sideprojekt (han lavede også Scream 4 i 2011) er en hån mod filmmediet og man skulle tro at han aldrig havde lavet noget før. Det er et pinligt, latterligt og absurd makværk af en film, som på intet tidspunkt giver mening. Skam jer, I er de erfarne instruktører som burde være i stand til at levere et godt gys.