Archive for the ‘Movies’ Category
Runners-Up: Owen Wilson (Hall Pass), Nick Swanson (Just Go with It), Richard Grieco (Almighty Thor) og Dustin Milligan (Shark Night)
Valget af de dårligste skuespillere, forsætter i samme spor og der er flere film, som går igen fra den sidste post. The Asylums kopifilm, Almighty Thor, er fyldt til randen med alt hvad der er dårligt, kun understreget af at ex-wrestleren Kevin Nash indleverer klart den bedste skuespillerpræstation, men det står helt slemt til med Richard Grieco. Den gamle og afdankede ungdomsskuespiller forveksler, at vade rundt med et blankt udtryk i ansigtet og en gang i mellem råbe af kameraet, med noget som man kan kalde skuespil. Dustin Milligan spiller den mindst troværdige nørd nogensinde i Shark Night. Nick Swanson eksisterer i filmverdenen, fordi han er venner med Adam Sandler og han takker med at være en ulidelig idiot. Owen Wilsons rolle i “det er ok at være utro”-komedien Hall Pass, får en til at ønske at han havde gjort alvor af hans selvmordsforsøg.
My Soul to Take er bestemt ikke noget mesterværk, den er blandt årets absolut dårligste film og en af de store grunde til det, er at Max Thieriot fylder den mindst overbevisende hovedrolle i nyere tid. Det er ikke en heldig ting, hvis man ønsker “helten” i en gyserfilm død, allerede fra første sekund.
Runners-Up: Anna Faris (Yogi Bear), Patricia Velasquez (Almighty Thor), Zena Grey (My Soul to Take) og Sara Paxton (Shark Night)
Årets dårligste skuespillere er næsten altid at finde i tamme komedier og elendige gyserfilm, 2011 ændrede intet ved denne tradition. Det er måske lidt unfair, at inkludere rollelisten fra Almighty Thor i den samme kategori, som de “rigtige” skuespillere. Det er jo ikke ligefrem overraskende, at folk der medvirker i film fra The Asylum, er himmelråbende dårlige, men det er til gengæld en smule overraskende, at Patricia Velasquez var langt fra den værste. Zena Grey og Sara Paxton var begge den kvindelige frontfigur i hver deres afskyelige gyserfilm, henholdsvis My Soul to Take og Shark Night. Det faktum, at de begge var i den bedre ende af hvad de film havde at byde på, sætter kun de films elendighed i perspektiv. Jeg har længe levet med Anna Faris og hendes gummiansigt, hun har komisk timing, men min tålmodighed er opbrugt. Hendes roller i 2011, Yogi Bear og What’s Your Number?, var grænseløst irriterende og jeg syntes, at det ville være passende, hvis hun gik på pension.
En anden som roligt kan stoppe med det samme, allerede inden hendes karriere er gået i gang, er Bailee Madison fra Just Go with It. Mange børneskuespillere understreger de positive elementer ved abort, men Bailee Madison er noget helt specielt. Jeg tvivler på, at selv Bailees egen mor, kan argumentere mod at give møgungen en knytnæve i ansigtet, hver gang hun åbner munden. Det er virkelig slemt og jeg har ikke engang sagt noget om hendes latterlige falske engelske accent.
Som en person, der sætter pris på en god filmplakat, var jeg lykkelig over at der stadig blev lavet sådan nogle i 2011 og dette er efter min mening de bedste af slagsen. Plakaten til Rubber var simpel, cool og så bød den på en fantastisk elendig joke, sammensmeltningen af Ryan Gosling og George Clooneys ansigter på plakaten til The Ides of March gav en facinerende effekt og Saoirse Ronans isblå øjne på plakaten til Hanna skar lige igennem alt. Men jeg har altid været en stor fortaler for udtrykket “less is more” og det var en designidé som blev taget til ekstremer på plakaten til den nye Winnie the Pooh film. Der er ikke et Disney-logo at finde, ej heller filmens titel, det er blot Peter Plys sammen med hans venner på gyldent hav af honning og så datoen for filmens premiere. I love it.
Jeg var selvfølgelig ikke så heldig, at der ikke også var nogle dårlige plakater, dem var der skam masser af. Alt fra photoshop-katastrofer over talentløse designere til Nicolas Cages besynderlige hår. Prøv en gang at kaste et blik på plakaten til Hoodwinked Too og svar mig venligst på, hvad fanden der sker i hovedet på den designer. Det bliver ikke meget bedre på plakaten til wrestleren Triple Hs børnefilm The Chaperone og man har givet helt op på plakaten til The Roommate. Jeg ved godt at de vil skabe noget viralreklame, men hvem vil gå ind og se filmen ud fra den plakat? De værste plakater var dog de første til X-Men: First Class. En sort silhouette af karakteren og skuespillernes ansigter sat sjusket hen over de ædlere dele. Jeg håber at den der fik idéen, er blevet fyret for længst.
(¤ Jeg har besluttet mig for, at jeg simpelthen ikke har kræfterne til at slippe væk fra dette horrible slangudtryk, så derfor omfavner jeg det med begge mine arme og fuldender hermed den snart-legendariske “It’s X-Mas, Yo!” trilogi.)
Instrueret af Jalmari Helander
Skrevet af Jalmari Helander, Juuso Helander, Petri Jokiranta og Sami Parkkinen
Med Omni Tommila, Jorma Tommila, Tommi Korpela, Rauno Juvonen, Per Christian Ellefsen og Peeter Jakobi
Der er nogle ting, som jeg gør yderst sjældent. Jeg ser ikke ret mange finske film, jeg ser ikke mange julefilm og jeg indrømmer aldrig at jeg egentlig godt kan lide julen, men det bliver der lavet om på nu. Jeg har set Rare Exports, den er finsk, den handler om julen uden at være dårlig og jeg må anerkende, at jeg har svært ved at benægte at julestemningen så småt har overvældet mig.
Den søde, rare og lattermilde julemand, som vi alle er opvokset med, er blot en myte opfundet af Coca Cola for at tjene penge. I virkeligheden var han en dæmonisk trold, der én dag om året opsøgte uartige børn og åd dem. Han har i mange år været indespærret i et bjerg og verdenen kunne fejre julen i fred, men nu har et hold amerikanske gravrøvere fundet hans fængsel og gravet det fri. Julen er i fare og det samme er alle som ikke har opført sig ordentligt.
Traditionen tro, så ser jeg kun én julefilm om året. Det inkluderer selvfølgelig ikke Die Hard og Kiss Kiss Bang Bang, som jeg med glæde ser flere gange, men dem anser jeg mere som gode film end som julefilm. Det er en tilbagevendende oplevelse, som jeg næsten frygter lige så meget som julen i sig selv. Men i år er det ganske anderledes, næsten som ved et regulært julemirakel, så er årets film faktisk tæt på fantastisk.
Det er dog ikke den eneste overraskelse, som Rare Exports har at byde på. Det er en julefilm som er umulig at forudsige, det er ikke noget som man ser ofte, en film som finder juleånden frem i forfriskende original stil. Det faktum at filmen er helt igennem crazy, betyder ikke at det er et useriøst eventyr, begivenhederne bliver skam taget ganske alvorligt og det får det hele til at virke endnu bedre. Skuespillerne, inklusive de små af slagsen, gør det godt. Den herligt skæve humor leverer rigeligt med smil og så er der spandevis af skræmmende, nøgne gamle mænd. 
Og så er der lige en sidste ting, jeg ved ikke om de har magiske kameraer i Finland, men filmen er forbløffende smuk og er faktisk langt flottere end mange af de dyre Hollywood film.
Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at fejre julen på, end at jagte en ond og morderisk juletrold, men jeg ville skynde mig at låse døren hvis man har været uartig.
Se også: Trolljegeren
Nu er vi ved at nå til enden på denne julekalender og når jeg ser tilbage på de ting, som jeg har anbefalet, fortryder jeg kun 3 ting: De er ikke altid blevet postet i god tid, jeg har kun set traileren til G. I. Joe: Retaliation 437 gange og der har ikke været mange ting i andre sprog end engelsk. Derfor vil jeg skynde mig at rette op på en af de ting, inden det er helt for sent. Korea er indenfor kort tid blevet et af mine favorit filmlande og der bliver p.t. lavet flere originale og kreative film i Korea, i forhold til den samlede produktion, end noget andet sted. En af de film som var grobund for min øgede interesse i landets filmindustri, var Bong Joon-Hos sublime The Host. Normalt er monsterfilm underholdende, men lettere uintelligente og simple actionfilm, sådan er det ikke med The Host. Der er masser af lag under overfladen i denne fortælling om menneskets forurening, en by under angreb og en familie i krise, tilsat en lille mængde af slap-stick humor og samlet med en monsterfilm som ramme. Det betyder dog ikke at monsteret er ligegyldigt eller kedeligt, slet ikke, for mig er det blandt filmhistoriens bedste monstre. Så sæt julemusikken på pause og tag en chance med en helt igennem anderledes filmoplevelse.
Det er ikke kun de glade juledage som er beklædt med mørke, fremtiden ser skam heller ikke for lys ud. Det er en af de ting som science fiction film er glade for at fokusere på, idéen om at det kan godt være at det ser slemt ud nu, men bare vent i fremtiden er det meget værre. Jeg har længe været glad for instruktøren Alex Proyas, det er ham som stod bag filmatisering af The Crow og I, Robot, Men hans bedste film er efter min mening Dark City. Dark City udkom i 1998 og var en ganske unik lille film. Dens fremtids fortælling var anderledes, den var visuelt kreativ og så var den fyldt med gode præstationer. Kiefer Sutherland, Jennifer Connelly og William Hurt var alle mødt op for at give deres bedste, men det var Rufus Sewell der skilte sig ud. På det tidspunkt havde jeg forudset en stor karriere for Sewell, men sådan skulle det ikke være. Så tag i mod mørket for nu og huske på at der er lyse dage på stranden lige rundt om hjørnet.
Tidligere på dagen, deltog jeg i en lille let diskussion om forskellige animationsfilm med et par venner af siden og to ting gik op for mig: For det første, så er der nogle som besidder et sæt ganske specielle smagløg og for det andet, så glemte jeg helt den type animationsfilm som jeg måske elsker allermest, nemlig stop-motion animation. Derfor er det kun passende at anbefale en her. Aardman Animation har længe været det førende studie indenfor stop-motion, men de seneste år har de skiftet til computeranimation og selv om Flushed Away og Arthur Christmas helt sikkert er fine nok film, så er det bare ikke det samme. Der er stadig lidt håb for fremtiden med næste års The Pirates! Band of Misfits, men indtil da kan man hygge sig med en af deres bedste skabninger. Wallace & Gromit in The Curse of the Were-Rabbit, fra 2005, har charme i overflod, endnu større mængder af humor og så er det ubegribeligt godt håndværk. Jeg har det lidt på samme måde med denne stop-motion, som jeg har det med special effects til rigtige film. Man kan sagtens lave super flotte ting på computer, men det vil aldrig være noget som eksisterer i den virkelige verden og vil derfor aldrig have den der lækre håndgribelige og hjemmelavede stil. Så sæt julekonfekten på hylen og nyd hvad andre folk kan lave med deres hænder.
Bare fordi at folk er glade og gaderne er fyldt med julelys, skal man ikke tro at alle de uhyggelige væsner er taget på ferie. De gemmer skam stadig i mørket og derfor vil jeg bruge anledningen til at anbefale en af de mest uhyggelige gyser-film i nyere tid. The Descent, fra 2005, er en af mine yndlings horrorfilm gennem tiderne. Det er et simpelt setup, et hold piger tager på opdagelse i en grotte og ting begynder at gå galt. Man behøver heller ikke meget mere end det, når det virker så eminent. Klaustrofobien er trykkende, intensiteten er høj, stemningen er til at skære igennem med en kniv og chokeffekterne er perfekte. Den var dengang, hvor Niel Marshall kunne lave gode film. Han startede med varulve-filmen Dog Soldiers, som jeg også værdsætter højt, så kom The Descent men derefter lavede han den post-apokalyptiske actionfilm Doomsday og ridderfilmen Centurion. De to sidste er ikke elendige film, men de lever bare ikke op til det han lavede før. Sæt dig ned med den varme glögg og gør dig klar til at blive skræmt fra vid og sans af dette mesterværk.
De sidste par dage har jeg sagt pæne ord om nogle folk, som måske ikke altid gør sig fortjent til det. Det er også en god ting, men det er langt vigtigere at anerkende de bedste. George Clooney er blandt den absolute top i filmindustrien og har, efter sin knapt så heldige tid som Batman, næsten kun lavet den ene fantastiske film efter den anden, film som Michael Clayton, Three Kings, Out of Sight, Syriana, Up in the Air, sidste års The American og så har han endda også haft tid til at ligge stemme til The Fantastic Mr. Fox. Men udover at være en fremragende skuespiller, så er han også instruktør og mens jeg venter spændt på hans nyeste film, The Ides of March, vil jeg anbefale et par stykker af dem. Først er der den bidende skarpe Good Night, and Good Luck om journalisten Edward R. Murrow. Det er en flot film, smukt skudt i sort/hvid og så er den ledet af en sublim præstation fra David Strathairn. Den anden film den skøre og kaotiske Confessions of a Dangerous Mind med Sam Rockwell, Drew Barrymore og George Clooney selv. Filmen handler om Chuck Barris, en gameshow vært som påstår at han også arbejder for CIA. Den er skrevet af Charlie Kaufmann (Being John Malkovich, Adaptation, Eternal Sunshine of a Spotless Mind) så man ved at det ikke er helt normalt. To yderst seværdige film fra en mand, som måske er lidt for god til alting, han gør det i hvert fald svært for andre at nå det samme niveau.
I stil med gårsdagens tanke med at sætte pris på ting, selv om de langt fra er perfekte, kom jeg til at tænke på Paul Walker (¤ja, jeg ved godt at min hjerne virker på en underlig måde). Jeg har normalt ikke noget til overs for Paul Walker, hans pretty-boy udseende og hans intetsigende skuespil i film som The Skulls, Fast and the Furious og Into the Blue, men han har stadig lavet et par lettere oversete film som jeg gerne vil anbefale. Først er der John Dahls Joy Ride, hvor Walker, Steve Zahn og Leelee Sobieski bliver jagtet af en ondsindet trucker. Det var en effektiv og spændende thriller i stil med Duel og Breakdown, godt skrevet af J. J. Abrams. Den anden film er Wayne Kramers Running Scared, der på papiret ligner en ganske almindelig thriller, men udvikler sig til en jævnt psykopatisk tegneserie. Filmen er konstant overraskende, visuelt flot og er et perfekt eksempel på at man aldrig skal dømme en bog på sit cover. Så fordi det er jul, så kan sige dette: Paul Walker, jeg kan sgu godt lide dig også selv om du er lidt af en padde.