Tag : 2011

Mini Review: Happy Feet Two

Happy Feet Two Mini

2011 var året, hvor Pixar gav op, solgte ud og leverede deres dårligste film til dato, Cars 2. Efter det enorme fejltrin var det da meget høfligt, af de konkurrerende studier, at de ikke bare stillede sig op på en lang række, pegede og grinte af dem. I stedet for at gnide salt i såret ved at producere den ene overlegne film efter den anden, udgav konkurrenterne kun middelmådige film. Dreamworks Kung Fu Panda 2 og Puss in Boots var begge søde og charmerende, men heller ikke meget mere end det. Motion Capture teknologien skuffede endnu engang med Steven Spielbergs The Adventures of Tintin og fiaskoen Mars Needs Moms. Blue Skys Rio og Starz Animations Gnomeo & Juliet var to store portioner af forfærdelig pangfarvet sødsuppe. Sidst men ikke mindst, så var Hoodwinked Two: Hood vs. Evil en af de dårligste film som jeg har set i meget lang tid. Det eneste studie som let og elegant så igennem fingre med de gode manere, var Industrial Light and Magic og deres debut i genren, Rango, var uden problemer årets bedste animationsfilm.

Warner Brothers fulgte tæt i Pixars fodspor og udgav en efterfølger, som ingen havde bedt om. Jeg var da udmærket underholdt af den første Happy Feet i biograferne, men det var svært at kalde den meget mere end ligegyldig og jeg følte bestemt ingen trang efter flere historier om de dansende pingviner. Derfor gik jeg ind til Happy Feet Two med ret lave forventninger og resultatet var en blandet og underlig filmoplevelse. Happy Feet Two er ikke rigtig en film, men mere en undskyldning for at kæde de mange sange sammen. Historien er fuldstændig ligegyldig og yderst målrettet mod de mindste. Det er så sukkersødt at det hurtigt bliver kvalmende, men alligevel fangede jeg flere gange mig selv i at anbefale filmen efter at jeg havde set den. Det er en ret underlig fornemmelse.

Happy Feet 2

Det er en film bestående af to dele. Den ene halvdel er den tidligere nævnte kvalmende candyfloss til børnene, men den anden halvdel syntes jeg ærlig talt er værd at se. Stemmeskuespillet er godt, en del af sangene er faktisk okay og bedst af alt, så er der lagt vægt på nogle af de mere interessante side-karakterer. Filmens bedste element er side-historien om to dybhavsrejer og deres store eventyr. Den ene reje bliver træt af at være på bunden af fødekæden, han beslutter sig for at han vil sgu meget hellere være et rovdyr og for én gangs skyld, være den der sætter tænderne i de andre dyr. Den anden reje følger modvilligt med, i et desperat forsøg på at hente hans tydligt forvirrede ven med hjem. Brad Pitt og Matt Damon ligger stemmer til de to rejer, dialogen er godt skrevet og disse sekvenser er yderst morsomme.

Happy Feet Two er ikke nogen god film, men jeg var alligevel glad for at se den. Se den sammen med en flok børn og et let sind, så kan det ikke gå helt galt.
5 Stars

Categories: Movies

Movie Recap: Just Catching Up

descendantsgirl_with_the_dragon_tattoohugo

THE DESCENDANTS 6 Stars
Jeg er stor fan af Alexander Paynes tidligere film, Sideways og About Schmidt. Jeg er også stor fan af George Clooney. The Descendants var dog noget af en skuffelse. Den er godt spillet, bevares, men det hele er bare jævnt kedeligt.

THE GIRL WITH THE DRAGON TATTOO 6 Stars
Det var også noget af skuffelse at se den amerikanske genindspilning af The Girl with the Dragon Tattoo. Filmen er, efter min mening, David Finchers dårligste og ja, jeg har medregnet Alien 3. En dårlig Fincher film er stadig bedre end de fleste. Skuespillerne giver fine præstationer, men den centrale sag er bare ikke specielt interessant. (Jeg har ikke se den originale film, så jeg ved ikke om den er bedre)

HUGO 7 Stars
Der var også en vis skuffelse efter at jeg så Martin Scorseses Oscar-belønnede Hugo. Jeg ved dog ikke om skuffelsen var med filmen eller at jeg ikke elskede den så meget, som jeg måske burde. Det er en utrolig flot film og et spændende indblik i filmindustriens tidlige år, men filmens “magiske” ungdoms historie fangede mig bare aldrig. Jeg kunne godt lide film, jeg føler bare ikke at det er nok.

carnagemuppets_ver2Apollo 18 poster

CARNAGE 6 Stars
Roman Polanskis firmands forestilling starter godt ud, men bliver lettere hysterisk mod slutningen. De fire skuespillere gør det fremragende, men især Christoph Waltz er en fryd.

THE MUPPETS 7 Stars
The Muppets vender tilbage i topform og det er rigtig sjovt at se alle de gamle kendinge igen, jeg følte dog at det tykke lag af moderne meta-humor ikke altid passede lige godt til The Muppets.

APOLLO 18 6 Stars
Interessant og velfungerende forsøg på en anderledes found footage film, desværre forsvandt min interesse efter at filmen tager en drejning tynget af horror-klichéer.

young-adult-posterJack and Jillbucky_larson_born_to_be_a_star

YOUNG ADULT 7 Stars
Jason Reitman og Diablo Codys anden film, leverer desværre ikke helt den samme charme og humor som, Juno, deres første samarbejde. Men den er godt skrevet og skuespillet er fremragende. Det er også rart, at se Patton Oswalt i en god rolle.

JACK AND JILL 0 Stars
En film med dobbelt dosis Adam Sandler, tilføjet dametøj og Al Pacino, som rapper igennem en Dunk’n Donuts reklame. Det kan vel ikke komme som en overraskelse, at filmen ikke er særlig god. Det er måske mere overraskende, at det ikke er den dårligste Adam Sandler film som jeg har set i denne uge…

BUCKY LARSON: BORN TO BE A STAR 0 Stars
Adam Sandler står som producer på denne helt igennem pinlige og elendige film, der desperat og forgæves forsøger at gøre den talentløse Nick Swardson til en stjerne. Hvad har Christina Ricci (og seeren) gjort for at fortjene dette helvede?

Categories: Movies

Mini Review: The Adventures of Tintin

tintin mini review

Jeg har tidligere nævnt, at det var op til Steven Spielberg og Peter Jacksons The Adventures of Tintin at bevise motion-capture teknologiens brugbarhed i moderne animationsfilm, efter at Robert Zemeckis har pint publikum med film som Mars Needs Moms, The Polar Express og A Christmas Carol. Nu har jeg endelig set filmatiseringen af Hergés populære tegneserie og spørgsmålet er så om det er lykkedes for dem. Svaret er et meget bestemt, ja og nej.

The Adventures of Tintin er en teknisk flot film og der er et tydeligt øje for detaljer. Som en tommelfingerregel, når jeg ser denne type film, overvejes det om jeg hellere ville se den som en traditionel tegnefilm og i dette tilfælde er svaret, nej. Det har intet med stilen og animationsmetoden at gøre, jeg har rent ud sagt slet ikke lyst til at se filmen i nogen form. I mine øjne er der ikke noget specielt galt med motion-capture teknologien i The Adventures of Tintin, det er bare ikke en særlig god film. Filmen er lang, rodet og kedelig. Den er fyldt med plothuller og overflødige scener. Filmens begivenheder bliver løbende mere og mere absurde og latterlige, i en historie der i det mindste burde have én fod i virkeligheden, men værst af alt så er humoren særdeles rædselsfuld. Jeg har ikke læst mange af de originale tegneserier, men jeg sige det på denne måde: Hvis humoren er lige så elendig, som den er i filmen, så skulle de tegneserier aldrig have eksisteret!

4 Stars

Categories: Movies

Mini Review: Alle for Én

Alle for en mini review

Mick Øgendahl og Rasmus Heide fortsætter med at terrorisere den danske filmindustri. Efter to mildest talt elendige film, Blå Mænd og Julefrokosten, har Øgendahl nu skrevet endnu en film og det kan vel ikke komme som nogen overraskelse, at den også er ganske forfærdelig.

I Alle for Én har Øgendahl for en gangs skyld skrevet en historie, hvilket der var intet af i de andre film og det faktum, historien er stjålet fra utallige klichéfyldte Hollywood crime-comedies, viser bare hvor god han er til at skrive. Humoren er heldigvis hævet væsentligt over det pinlige niveau fra tidligere film, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med at det er sjovt. Jeg grinte omkring en håndfuld gange i løbet af filmen, hvilket er en håndfuld mere end jeg gjorde i Blå Mænd og Julefrokosten tilsammen og det vil idioten Øgendahl sikkert se som en sejr, så hurra for ham.

Alle for Én kan stolt byde to gode ting: Rutger Hauer er af en eller anden mærkværdig årsag med i denne ligegyldige danske film og rulleteksterne er ret flotte og professionelt lavet, i modsætning til resten af filmen.2 Stars

Categories: Movies

Film Review: The Artist

artist review 2
artist-posterDer er en lille håndfuld situationer, hvor jeg ser fuldstændig igennem fingrene med biografernes dyre priser, den middel-mådige kvalitet og det uopdragne publikum, der tilsyne-ladende ikke har bedre ting at tage sig til end at snakke under filmen. Disse situationer inkluderer eksempelvis når Quentin Tarantino sidder i instruktørstolen, at se Chuck Norris på det store lærred en sidste gang (hvilket jeg får muligheden for senere på året i The Expendables 2) og så hvis jeg får chancen for at se en sort/hvid stumfilm i de almindelige biografer i det herrens år 2012. Det er ikke noget som sker hver dag, så det er med at slå til når muligheden opstår. Det hjælper selvfølgelig også hvis den pågældende film er god, men The Artists stamtræ er gyldent og derfor drog jeg fortrøstningsfuldt med på rejsen tilbage til filmindustriens ungdomsdage.

Hollywood, 1927. Stumfilmen er på sit højeste og George Valentine (Jean Dujardin) er den største stjerne i filmbyen. Valentine er elsket af alle og han er bestemt heller ikke utilfreds med berømmelsen. Han støder tilfældigt på den aspirerende skuespillerinde Peppy Miller (Bérénice Bejo) til premieren på hans nyeste film og de har åbenlys kemi fra første sekund. Valentine hjælper Miller ind i industrien og med ét er en stjerne født. Det varer dog ikke længe før der bliver vendt op og ned på Valentines verden, da Hollywood introducerer de første film med tale. Millers karriere skyder til tops, mens Valentine desperat forsøger at holde fast i sin.

Jean Dujardin, Bérénice Bejo og instruktøren Michel Hazanavicius har tidligere samarbejdet på den fantastiske komedie, OSS 117: Le Caire nid d’espions, der var lige dele spoof og et kærlighedsbrev til de gamle spionfilm fra 50’erne og 60’erne. The Artist skruer lidt ned for spoof-vinklen, men kærligheden til en forsvunden tid i filmhistorien er intakt og den følelse er smittende. Den er næsten umuligt ikke at blive forelsket i filmen og en stor del af det, kan man takke Jean Dujardin for. Han besidder et enormt komisk talent, hans timing er noget nær perfekt og her er det endda uden at sige et ord. Han er en gudsbenådet visuel komiker, som datidens Charlie Chaplin og Buster Keaton, men man kan også drage nutidige sammen-ligninger, så som Jim Carreys roller i 90’erne. Han har et særdeles udtrykningsfuldt “gummi” ansigt, han kan få folk til at grine alene med hans mimik og så har han et stort bredt smil, som man skal være en del mere kold og kynisk end jeg er, for ikke at blive charmeret af.Artist pic 2Dujardin og Bejo har så stærk en kemi sammen, at de næsten truer med at brænde gennem lærredet. Det havde de også i OSS 117 og det er stadig praktisk talt umuligt ikke at blive revet med. Dette bliver kun endnu svære når Uggie, filmens bedårende lille firbenede co-star, træder frem på scenen. Den er simpelthen uimodståelig. Derudover giver garvede Hollywood skuespillere, som John Goodman og James Cromwell, fin støtte i vigtige biroller.

The Artist leverer det ene magiske øjeblik efter det andet, næsten hvert eneste visuelle optrin er humoristisk guld, smukt fulgt af det fremragende score. Filmen er ikke hundrede procent stum og de gange der bliver leget med lyden er yderst kreative og velfungerede. Lige som ved de “rigtige” stumfilm kommer der et tekstkort frem, når karaktererne taler, dog langtfra hver eneste gang. Når scenen i sig selv beskriver hvad der sker, bliver det holdt ved det, noget som man godt kunne lære af i nutidens film, hvor man ofte både viser hvad der sker, men også føler sig tvunget til at beskrive det med ord. The Artist ser ikke ned på sit publikum, den forventer at man godt selv kan forstå hvad der sker på lærredet og det er ganske befriende.
Artist pic 3The Artist er langt fra en film for alle, der er sikkert mange der vil kede sig og jeg vil da også indrømme, at efter et helt liv fyldt med film hvor lyden er næsten lige så vigtig som billedet, så havde jeg det lidt svært i starten. Det er en helt speciel oplevelse, men jeg kan ikke sige andet end at jeg elskede hvert eneste sekund. Hvis man bliver skræmt af de sort/hvide billeder og den manglende tale, syntes jeg at man skulle give filmen en chance og jeg kan næsten ikke forestille mig andet end, at man forlader biografen med et bredt smil på læberne.9 Stars

Categories: Movies