Tag : action

dolphlundgren

Battle of the Actionstars Addendum: Skin Trade

Det sker sjældent, men nogen gange er man heldig. Man løfter spændt fluesmækkeren efter et mægtigt sving og under den finder man ikke blot et enkelt gennemtævet offer, men derimod flere. Jeg snakker for én gangs skyld ikke om indeklimaet her på kontoret, men nærmere den heldige situation, hvor man finder en film som både formidler dovenskab og underholder.

Den film er Skin Trade og den tillader mig, at springe over hvor gærdet er lavest ved at skrive én anmeldelse som samtidig berører flere andre features på siden. Filmens rolleliste indeholder nemlig både Dolph Lundgren, Tony Jaa, Michael Jai White, Ron Perlman, Peter Weller og Cary-Hiroyuki Tagawa. Selv om disse skuespillere ikke alle er direkte kamp, så ville de alle være deltagere i nabo-mesterskabet Battle of the Direct-to-Video Stars. Heldet falmer tydeligvis en smule, når man efterfølgende finder ud af, at resultatet har absolut ingen effekt på det igangværende mesterskab.

Den russiske mafia, ledet af Viktor Dragovic (Ron Perlman), tjener store penge på at sælge asiatiske piger til vesten som sexslaver. Denne forkastelige og kriminelle forretning bliver undersøgt af politiet verdenen over, heriblandt Nick Cassidy (Dolph Lundgren) og Tony Vitayakul (Tony Jaa). Efterforskningen kommer tættere og tættere på, men så snart at Dragovic føler sig truet, går han efter Cassidys familie. Cassidy og Vitayakul slår sig sammen i hævnens navn og i et desperat forsøg på at stoppe Dragovics slavehandel.

skintrade_jaalundgren

Historien i Skin Trade er intet nyt, det er standard human trafficking krydret med et Taken revenge plot. Dolph Lundgren står som medforfatter af historien, men det vides ikke hvor meget man skal ligge i det. Jeg mistænker at han har taget “The Luc Besson School of Screenwriting”. Det virker sandsynligt, at han har siddet i druk i baren, overhørt en nyhedshistorie, tænkt “ja, slavehandel er da en slem ting”, skrevet et par linjer ned på en serviet og kan nu kalde sig manuskriptforfatter. Det har virket for Besson de sidste 20 år, så hvorfor skulle det ikke virke for Dolph. Det er ganske uinteressant, klichéfyldt og komplet med det obligatoriske (og meget åbenlyse) double cross.

Hvorend plottet fejler, så er det i det mindste udmærket udført. Der er gode, spændende actionscener og kampscenerne er ganske veludført, men det er jo også det som Tony Jaa er kendt for. Hvad han til gengæld ikke er kendt for, er hans evner som skuespiller og det er kun gjort værre med skiftet til det internationale marked. Ved siden af Tony Jaa lyder det store gryntende monster, som vi kender under navnet Dolph, som en veltalende Shakespeare skuespiller. Jaa kan give flyveknæ til ansigtet med selv de bedste, men han kæmper forgæves med at udtale selv de mest simple engelske ord.

skintrade_lundgrenjaa

Skin Trade er middelmådig underholdning og bør kun ses for de flotte actionscener, men det er stadig mere end hvad man kan sige om de fleste film på Lundgrens CV.

Five-Stars.png

Categories: Movies

Zoe-Bell-in-Mercenaries-pic2

Copyright Infringement: Mercenaries

Mercenaries

[I Copyright Infringement tages der kærligt fat i nogle af de rædselsfulde film som bliver udgivet af studiet The Asylum. The Asylum er kendt for at kopiere kendte blockbuster og tjene en masse hurtige penge på, at folk læser titlen forkert, når de står i videobutikken. The Asylum har slået sig sammen med tv-kanalen SyFy Channel, hvilket betyder at de laver flere film, men ikke at de er bedre produceret. Ofte er deres film så skod-elendige, at selv Uwe Boll kan se ned på dem og grine.]

Hvad har The Asylum/Sy Fy Channel kopieret denne gang?

Denne går de efter Sylvester Stallones macho-actionfilm, The Expendables, men de forsøger også noget helt nyt. De stjæler nemlig også konceptet fra Robert Luketics kvindelige Expendables-film, Expendabelles, en film som ikke engang er lavet endnu. I det hvor The Asylum, for en gangs skyld, virker fremme i skoene og ser mod fremtiden, virker det også som om de har glemt en af de få styrker de havde.

Denne gang er der nemlig ingen genialt/idiotisk ordspil i titlen, Mercenaries er en af de mest neutrale og ligegyldige titler i filmhistorien. En af de få ansatte hos The Asylum, som rent faktisk fortjener sin løn, har altid været personen som finder på de dumme titler. Jeg savner “dumb-title-guy”, manden som har fundet på guldkorn som Piranhaconda, Sharknado og Titanic 2. Det er bare ikke det samme uden ham, men måske har han fået en velfortjent ferie efter han fandt på Sharktopus vs. Pteracuda.

Hvad bruger de deres tyvekoster til?

Det er den klassiske “præsidentens-datter-er-taget-til-fange-og-det-eneste-håb-er-at-hente-nogle-kasserede-veteraner-ud-af-fængslet-for-én-sidste-mission” historie. Det er ikke ligefrem originalt, men idéen i at brokke sig over at The Asylum bruger klichéfyldte gennemtærskede historier, er lidt som at brokke sig over at det er for varmt efter man har lagt sig til rette i pejsen.

Zoe-Bell-in-Mercenaries

Hvordan er resultatet?

Det er en sub-standart action film, men det alene er væsentligt over standarten for Asylums film. Vanen tro, så bliver ingen scener taget om, selv om de ikke virker og der bliver klippet væk hver gang der sker noget. Action kræver at man ser hvad der sker ellers har alle kampene, al volden ingen impact og det redder ingenting, at man forsøger at gemme sig bag speed ramping, det betyder bare at de ting man ikke ser, er i slowmotion. Det er dog et generelt problem i Hollywood, så det behøver man nødvendigvis ikke at angribe The Asylum for.

Introsekvensen er lavet i en simpel grim tegneserie-stil, men alligevel er det til dato den bedste introsekvens til en Asylum film. At manuskriptet er tarveligt, er nærmest selvsagt, men nogle gange bliver man alligevel overrasket. Dialog som “We have to think outside the box… or rather, inside the box” og “Let’s go ‘PMS from Hell’ on this place”, får Dolph Lundgrens jokes i The Expendables til at virke som Shakespeare.

Der er nogle skuespillere med, ikk?

Jo, The Asylum har faktisk ramt rimeligt rigtigt med deres valg af kvindelige actionstjerner, selvfølgelig har de ikke folk som Gina Carano eller Michelle Rodriguez på rollelisten, men det kan man heller ikke forvente. Vores frygtløse leder bliver til gengæld spillet af Zoë Bell (Deathproof, Raze, Bitch Slap) og med sin erfaring som stunt-kvinde, er det tætteste denne film kommer på en troværdig actionstjerne. Jeg kan faktisk godt lide Zoë Bell og det ærgrer mig lidt, at hun ikke er med i flere film.

Holdets obligatoriske snigskytte spilles af Kristanna Loken (Terminator 3, BloodRayne, In the Name of the King). Hendes opgave består mest i, at se pæn ud og samtidig være holdets følelsesmæssige kærne, men hun er hovedsageligt intetsigende og en jævnt dårlig skuespiller, så hun har det svært på begge punkter. Hun er til gengæld personligt venner med Uwe Boll, så hun passer perfekt ind i denne sammenhæng. Holdets “badass” spilles af Vivica A. Fox (Kill Bill, Sharknado 2, Set it Off). Badass står med anførselstegn fordi, det er muligt at Fox kunne sælge betegnelsen i film som Kill Bill og Set it Off, så er det længe siden og nu er det langt uden for hendes evner. Hun er blevet ældre, har taget en 30-40 kilo på og minder mest af alt om en af de der sorte matroner som man forstiller sig råber af film i biografen, men hun forsøger stadig at spille sej. Det er desperat, det fungerer på ingen måde og det er mere til grin end det er “badass”.

Nicole Bilderback (Bring It On, Clueless, The Bourne Stupitity) spiller bombeeksperten. Jeg har ingen viden om hendes tidligere roller, men her spiller hun praktisk talt Jet Lis rolle fra The Expendables, hun er sådan set mest med for at være asiat og bidrage med “sjove” racistiske jokes. Brigitte Nielsen (Red Sonja, Cobra, Beverly Hills Cop II) spiller filmens hovedskurk og hun gør det halvvejs acceptabelt. Nielsen er omtrent lige så medtaget som Sylvester Stallone, men i det mindste kan man forstå hvad hun siger.

Cynthia Rothrock (Lady Dragon, Righting Wrongs, Undefeatable) var en af de få kvindelige actionstjerner på 90’ernes enorme b-films actionmarked. Jeg må indrømme, at jeg har set ingen af hendes film, men hvis man skal dømme ud fra Mercenaries er det også et fornuftigt valg. Hun er en elendig skuespiller og kæmper en hård kamp for, at få bare den mindste samling af ord til at lyde som sætninger.

Vivica-A-Fox-in-Mercenaries

Hvad med effekterne?

Der er masser af digitalt blod, så på den front vinder filmen nemt over den blodfattige og kastrerede Expendables 3, om det så er godt er en helt anden snak, men der er i det mindste mere blod end serien der blev bygget på sin ekstreme vold. Eksplosionerne er ligeledes lavet på computer og de er lige så elendige som i andre Asylum film.

Er der slet ikke noget godt?

Jo, Zoë Bell klarer sig okay, men hun har ikke meget at arbejde med. Slutsangen er næsten så dårlig, at den er god, hvilket er en ringe trøst.

Hvad med nogle sjove facts?

Vidste du, at skurke altid tjekker deres facts på Wikipedia?

Vidste du, at hvis man går i slowmotion, så gør skudhuller slet ikke ondt?

Vidste du, at man er fuldstændig usynlig i sit sorte combat-gear blandt græs og grønne skov, fordi alle skurke lider af sort/grøn farveblindhed?

Vidste du, at man sagtens kan fremstille selvmords-bombeveste som ikke fanges af metaldetektorer, men til gengæld er de kæmpestore og kan ses igennem alt?

brigitte-nielsen-in-mercenaries

På en skala fra 1 til 10 Uwe Bolls, hvor ligger Mercenaries så?

På en skala, hvor 10 er på “højde” med en Uwe Boll (Alone in the Dark, BloodRayne, Postal) film og 1 kan sidestilles med et verdensdækkende udbrud af byldepest, får Mercenaries som den anden Asylum film i streg den høje karakter af 10 ud af 10 og kan til nøds kaldes en “rigtig” film. Da dette er sket flere gange inden for det sidste års tid (Android Cop, Age of Extinction) skulle man næsten tro at The Asylum er begyndt at lave bedre film, men jeg har også set Age of Dinosaurs og kan fortælle, at det ikke er tilfældet.

På den almindelige skala ligger Mercenaries og fumler rundt i den høje ende af et-tallet, så grundet mit gode humør og lysten til at markere, at The Asylum langsomt begynder at lave ting som man med rette kan kalde film, så får Mercenaries den ekstreme karakter af 2 ud af 10. Selv om det virker som et mirakuløst spring i kvalitet for The Asylum, så er det stadig en ganske tarvelig actionfilm, men hvis man ser på firmaets historie, så er det lige før at de ville sætte det citat på coveret.

Two-Stars.png

Categories: Movies

Godzilla pic1

Film Review: Godzilla

Godzilla pic1

Filmverdens største serier uddør aldrig helt, de ligger højst i dvale, ventende på et skud energi og nyt liv. Selv hvis fejlende produktioner forsøger at give en serie det endelige dødsstød, lever de fleste hårdnakket videre.

Efter usynlige biler, tvivlsomme computereffekter og Pierce Brosnans dårlige jokes truede med at dræbe James Bond, blev serien genoplivet af Martin Campbell’s Casino Royale, Daniel Craig og en mere jordnær indgangsvinkel. Efter Joel Schumacher truede med at ligge Batman i graven med pangfarver, “bat-nipples” og horrible oneliners, blev The Dark Knight genfødt i Christopher Nolan’s dystre Batman Begins.

Selv Godzilla, en af filmverdens længst kørende og mest velkendte serier, var på dødens rand efter Roland Emmerich’s højlydte og idiotiske makværk Godzilla fra 1998. Den store øgle får nu en indsprøjtning friskt blod i form af den unge instruktør Gareth Edwards, en håndfuld gode skuespillere og en ordentlig spandfuld Hollywood-dollars, og selv om genoplivelsen måske ikke er lige så succesfuld som de ovennævnte eksempler, så rammer filmen essensen af titelkarakteren klokkerent.

Gareth Edwards debuterede med Monsters, som efter Hollywood standarter var ultra lavbudget og med hans blot anden film, har han fået fri adgang til Hollywoods enorme pengekasse og står bag en af årets største Blockbusters. Det er imponerende hvor godt han klarer overgangen og jeg respekterer producernes valg, at give en uprøvet instruktør en af de største franchises. Jeg kunne rigtig godt lide Monsters, selv om jeg udmærket kan forstå hvorfor den delte vandene, men jeg syntes det var en interessant drejning på genren. Monsters var flot lavet, udfra sit minimale budget, Edwards har et tydeligt øje for kompositionen af effektskud og de egenskaber har han succesfuldt overført videre til Godzilla.

Godzilla pic2

Effekterne er særdeles fremragende, de har en tilstedeværelse og tyngde som computereffekter ofte mister. Det er selvfølgelig ikke helt det samme som praktiske effekter og mænd i gummidragter, men computereffekterne er tro mod Godzillas originale design og ånd. Det føltes som Godzilla, hvilket næsten betyder alt og en ting som Emmerich’s Godzilla aldrig kom i nærheden af. Godzillas ikoniske (og lettere kluntede) udseende bliver holdt i live, mens der stadig er plads til at opdatere til et mere moderne og detaljeret look.

Filmen leveres i et enormt størrelses forhold og når man ser Godzilla i hele sin herlighed, er det vanvittigt imponerende og denne version fortjener i sandhed titlen som monstrenes konge. Ligeledes er filmens lyddesign ganske fremragende, det er øredøvende og larmende, men på en god og passende måde. Godzillas brøl er næsten lige så velkendt som hans navn og design, monstret er bare ikke det samme uden den lyd. Heldigvis rammer den nye film også her tonen rent og hver gang Godzilla åbner det enorme gab og brøler for sine lungers fulde kraft, så rejser samtlige nakkehår sig og det løber én koldt ned af ryggen, det er en dejlig og underlig følelse. Godzillas brøl er, sammen med “The Wilhelm Scream” og den der eksplosions-lyd som jeg aldrig kan huske hvad hedder, blandt mine absolut favorit lyde i filmverden og heldigvis skuffer 2014 versionen af Godzilla ikke på den front.

Når alt det så er sagt, så har filmen desværre også problemer på størrelse med sin titelfigur. Som det er blevet standarten for Hollywood blockbusters nu til dags, så er filmen alt for lang, hvilket tydeligst markeres ved det faktum at man først ser det elskede filmmonster cirka 50 minutter inde i filmen. Det er bare ikke godt nok, det er fuldt ud i orden at man opbygger en verden, forsøger at komme ind under huden på de menneskelige karakterer og iscenesætter historiens omdrejningspunkt, men det er ikke acceptabelt at man skal vente næsten halvdelen af filmens spilletid før man ser den vigtigste karakter. Det er en Godzilla film, man er kommet for at se Godzilla, længere er den ikke.

Godzilla pic3

Det var også et problem som mange folk havde med Monsters, måske mest af alt på grund af forfejlet markedsføring. Jeg syntes det fungerede i Monsters og jeg var faktisk interesseret hovedpersonernes rejse, men jeg kan sagtens følge folk som fandt det kedeligt eller ligegyldigt. Problemet i Godzilla er, at manuskriptet både er dumt og dovent. Karaktererne har forsvindende lidt personlighed, næsten mindre bevægegrund og befinder sig tilfældige steder, alene fordi manuskriptet kræver det. Det hjælper ikke meget, at rollelisten er fyldt med talentfulde skuespillere som Bryan Cranston (Breaking Bad), Juliette Binoche (Three Colors trilogy), David Strathairn (Good Night and Good Luck), Elizabeth Olsen (Martha Marcy May Marlene), Ken Watanabe (Batman Begins), Aaron Taylor-Johnson (Kick-Ass) og Sally Hawkins (Happy Go Lucky), hvis man giver dem intet at arbejde med.

Aaron Taylor-Johnson er ikke meget mere end et blank lærred og Ken Watanabe bevæger sig gennem hele filmen med ét enkelt måbende udtryk, på den måde han spiller videnskabsmand kunne rollen lige så være udfyldt af Steven Seagal. Bryan Cranston, Juliette Binoche og Elizabeth Olsen forsøger i det mindste, men filmen giver dem hverken nok tid eller fokus. Faktisk ville filmen være bedre, alene ved at sætte Elizabeth Olsen i hovedrollen, hun er meget bedre skuespiller og hendes kunne tilnærmelsesvis være interessant.

Det var en masse ord på begge sider af skalaen og Godzillas endelige karakter afhænger af hvordan man ser filmen. Rent som film vil den måske ikke stå til meget mere end 5 ud af 10, som en effektdreven monsterfilm underholdning kunne den godt nappe en 6’er og Godzilla film trukket igennem den store Hollywood-maskine, kunne en positiv fan måske godt fristes til at forære filmen et 7-tal.

Jeg ender nogenlunde i midten, det var en markant forbedring fra sidste gang, men desværre ikke så godt som det burde eller kunne have været… det skal dog understreges, at når Godzilla er på skærmen, så er det fantastisk.

Six-Stars.png

 

Categories: Movies

tom yum goong 2

Battle of the Actionstars Addendum: Tom Yum Goong 2

tom yum goong 2

Det velkendte udtryk “taking the high/low road” blev ved med at hænge i mine tanker, efter jeg havde set Tony Jaas nyeste actionbrag Tom Yum Goong 2 (a.k.a. The Protector 2). Idéen om at der er en rigtig og en forkert måde at gøre ting.

Prachya Pinkaew og Tony Jaa var med til at starte en bølge af moderne kung fu film med Ong Bak og Tom Yum Goong. Det var brutalt, in-your-face og vanvittig imponerende action som efterlod seeren lamslået og ude af stand til at forstå, hvordan der ikke døde stuntmænd til højre og venstre med nogle af de sindssyge ting de udførte foran kameraet. Der var ikke nogen hurtige MTV klip for at skjule en manglende impact, der var ikke wire-træk i alt hvad der skulle bevæge sig og jeg er forholdsvis sikker på, at de bare ramte hinanden rigtigt for at det skulle se mere virkeligt ud. Den tradition videreførte Gareth Evans og Iko Uwais i The Raid og det blev modtaget med glæde af hungrende actionfans som for længst er blevet træt af, at enhver kamp bliver søbet ind i computereffekter. Filmene blev hurtigt populære, var en succes verden over og med succes følger der ofte penge. Det store spørgsmål er så, hvad man gør med den ekstra kapital.

Det skal siges, at jeg endnu ikke har set The Raid 2. Jeg nåede ikke at fange den på CPH PIX og jeg må vente utålmodigt nogle måneder endnu, men udfra traileren, hvad jeg har læst online og behind the scenes optagelser føler jeg mig sikker i denne sammenligning. Sat på en spids, så skal The Raid 2 ikke gøre ret meget mere end én ting rigtigt for at klare sig bedre end Tom Yum Goong 2. Det tyder på, at Gareth Evans har brugt det budget til at udvide filmens kanvas, åbne nye muligheder og gøre filmens action endnu mere episk end dens forgænger. I stærk kontrast, virker det som om den eneste tanke i Prachya Pinkaews hoved ved synet af flere penge er, at nu kan de lave det hele på computer.

TYG2

På intet tidspunkt i Tom Yum Goong 2 har folkene bag truffet det rigtige valg. Det virker som om, at de aldrig har forstået hvad der gjorde de andre film populære, fascinerende og succesfulde. Mens jeg værdsætter at et øget budget har åbnet op for kreativiteten og tilladt scener som de ikke kunne lave før, så kommer man til en film som Tom Yum Goong 2 for at se hård, brutal action og bestemt ikke for computerskabte stuntmænd, som man får rigeligt af i amerikanske blockbusters. Det burde være fantastisk, endelig at få Tony Jaa og JeeJa Yanin side om side, men i stedet er det næsten umuligt at finde en scene som ikke er ødelagt af en akavet comuptereffekt, overflødige wire-træk eller en malplaceret joke. JeeJa Yanin klarer sig bedre end Tony Jaa i filmen, måske alene af den grund at hun er mindre med og derfor er mindre tid til computereffekter.

Tom Yum Goong 2 er en frustrerende, grim og ganske forfærdelig film. Det er et klokkerent eksempel på, at der er forkerte måder at gøre ting på og hvis man ikke forstår hvorfor man er succesfuld, så er det svært at fortsætte ned af den vej. Som en lille sidenote, så har RZA sneget sig ind i endnu en actionfilm og jeg har endnu ikke forstået hvem der syntes dette er en god idé. Her stener han sig vej gennem sine replikker i en sådan grad, at jeg faktisk tror at selv Steven Seagal kunne give karakteren mere udtryk.

Two-Stars.png

Categories: Movies

Escape Plan Review

Film Review: Escape Plan

Escape Plan Review

Det er en mærkelig verden vi lever i. Internettets økonomi påvirkes af fiktive penge, Blockbuster ændre navn til det noget mindre velklingende Recycle-It, Mario og Sonic står side om side ved de olympiske lege og Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone deler overskrifter på filmplakater. Det forekommer fuldstændig unaturligt og det var meget nemmere at forholde sig til i de gode gamle dage. Dengang at jeg var knægt kunne man købe slik for et nærmest symbolsk ørebeløb, Mario og Sonic var maskotter for hver deres konsol og i den lokale videobutik konkurrerede Schwarzenegger og Stallone som de største actionfilm. Det var tider og det virker så uendelig langt væk nu.

Sylvester Stallone er selvfølgelig Mario og Arnold Schwarzenegger er Sonic i denne sammenligning. Hvis man ser bort fra det åbenlyse link mellem den italienske vvs-mand Mario Mario og Sylvester “The Italian Stallion” Stallone, så var Mario altid den teknisk bedste og mest velfungerende af de to maskotter, og Stallone har gennem sin karriere udvist større evner som skuespiller af de to muskelbundter med film First Blood, Rocky og Cop Land. Sonic the Hedgehog var altid den mest imponerende og teknologisk udviklede af de to og Schwarzenegger har udbygget sin karriere med storslåede actionfilm, fyldt til randen med pyroteknik og flotte effekter, specielt i film som Terminator, Predator og True Lies. Anyways, jeg burde vel snakke lidt om den film som anmeldelsen omhandler, i stedet for en forgangen og fortabt tid. Nu hvor Schwarzenegger og Stallone står side om side, kunne det jo være en kombination af deres stærkeste sider og derved være en særdeles fremragende film… det er så desværre ikke tilfældet.

Escape Plan pic 1

Escape Plan (eller filmen tidligere kendt under titlen The Tomb) er på alle måder en typisk direkte-til-dvd b-film, der af en eller anden årsag har tiltrukket sig nogle store navne. Dette understeges yderligere når man kaster et blik på rollelisten og finder folk som Vinnie Jones og Curtis “50 Cent” Jackson. Jeg er faktisk forholdsvis sikker på at hvis man kigger under fængselsvagternes masker, så finder man sikkert både Danny Trejo og Michael Madsen, da det nærmest er blevet vanen at hvis én medvirker i en film, så skal de alle være med.

Ligheden mellem Escape Plan og film med wrestlere og/eller Steven Seagal på rollen understreges endnu mere ved den komplet ulogiske historie som er fyldt med plothuller og et ganske tamt manuskript. Der er simpelthen ikke meget at komme efter, men actionfilm behøver selvfølgelig hverken at være intelligente eller originale for at underholde og som udgangspunkt kunne Escape Plan sagtens have været et par timers godt selskab.

Escape Plan pic 2

De fleste af skuespillerne har det sjovt med deres roller og får det bedste ud af det lunkne materiale. Arnold Schwarzenegger spiller med et konstant kækt smil på læben og han får endda lov til at tale tysk, Jim Caviezel nyder åbenlyst at være så modbyde som muligt og Vincent D’Onofrio er som altid fornøjelig. Filmens helt store problem, udover at være en ret så ligegyldig b-film, er Sylvester Stallone og hans malplacerede selvhøjtidelighed. Stallone tager sig selv så skide alvorligt og surmuler hele vejen igennem, det passer slet ind i en så useriøs film og det bliver altså kedeligt at se på i længden. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at selv 50 Cent er bedre i filmen end Stallone… ja, du læste rigtigt og det lyder latterligt, men jeg mener det.

Four-Stars.png

Categories: Movies

Rambo-review.png

Game Review: Rambo: The Videogame

Rambo review

Film og spil industrierne kædes mere og mere sammen, dog sjældent med det resultat som de ønsker og endnu mere sjældent med det resultat som vi som forbrugere ønsker. Mange actionfilm minder mere og mere om computerspil, mest på grund af tåbelige simple manuskripter og en overflod af computereffekter, men den mere direkte forbindelse er, at stort set alle spil med et tilnærmelsesvis genkendeligt navn og en fanbase bliver opkøbt og forsøgt filmatiseret.

Indtil nu har det resulteret i en spandfuld elendige Uwe Boll film, en række mislykkede forsøg og hvis man er venlig, halvanden vellykkede film (Silent Hill og Mortal Kombat). Fremadrettet er der måske et lille håb om forbedring ved større indsats og bedre talenter involveret (Assassin’s Creed med Michael Fassbender, Warcraft instrueret af Duncan Jones og The Last of Us skrevet af forfatterne bag spillet).

Spil forsøger til stadighed at imitere film, hvad enten det er med introduktionen af mere cinematiske elementer som i eksempelvis Uncharted-serien eller David Cages mere eller mindre mislykkede forsøg på interaktive film i form af Beyond: Two Souls. Størstedelen af tiden er sammenhængen blot en spilversion af en filmlicens, som man med et optimistisk udsyn kan se som en udvidelse af det filmiske univers mens tiden er passende, men oftest er det intet mere end et desperat forsøg på at skrabe flere penge ud af et genkendeligt navn.

De fleste er, som film fra The Asylum, bare et navn på coveret og spillet i sig selv er en triviel ligegyldighed. For hver Batman: Arkham Asylum er der en snes knapt spilbare versioner af Iron Man eller Ice Age. Hvad enten ens syn er positivt eller negativt, så er der næsten altid en grund til udgivelsen, indtil nu…

rambo pic 1

Reef Entertainment udgav for et par uger siden, Rambo: The Videogame, og det helt store spørgsmål er hvorfor? Faktisk starter den uendelige række af spørgsmål omkring dette spil med hvorfor.

Hvorfor udgiver man et Rambo spil i februar måned af det herrens år 2014? Det er måske forståeligt nok, at det ikke udkom sammen med den originale trilogi i 82, 85 og 88, men hvor er logikken i at udkomme cirka 6 år efter den sidste film? Spillet skulle nok have udkommet sammen Rambo III i ’88 for at have haft den mindste chance for at imponere.

Hvorfor laver man en ”rail-shooter” minimum 10 år efter at det var en semi-brugbar genre? I 90’erne var arcadehallerne fyldt med ”rail-shooters” og det virkede, fordi man ikke havde andet og en femmer kun gav én 5-6 minutters spilletid. Computerspil, nu til dags, har udviklet sig enormt og det virker fuldstændig latterligt at spille et pc eller konsol-spil uden at have kontrol over sig karakter. Call of Duty-serien virker måske som et interaktivt skydetelt, men selv om jeg ikke har meget til overs for den serie og at man bliver guidet i hoved og røv, så har man stadig en smule kontrol.

Hvorfor vælger man at afbryde en udslidt forældet genre med en udslidt forældet spilkliché? Når spillet bliver træt af kedelige skydesekvenser, bydes man på sektioner hvor historien bliver fortalt gennem ”quick time events”. Slåskampe og flugt fra sted til sted sker ved at trykke bestemte knapper i den rigtige rækkefølge. Selv i de bedste spil som bruger denne mekanik, hænger det mig langt ud af halsen og i Rambo forværres dette ved at spillet kun registrerer halvdelen af ens input.

Hvorfor lader Microsoft, Sony og Steam et spil gå igennem certification, når det spil højest er funktionelt i den løseste fortolkning af ordet? Grafisk er det ganske horribelt og animationerne bliver dagligt gjort til skamme af selv den billigste tegnefilmserie for børnene. Lydsiden formår at være langt værre og al dialog lyder som om det er taget direkte fra gammelt tyndslidt videobånd. Derudover er spillet fyldt med bugs, glitches og andet skrammel, flere gange måtte jeg genstarte spillet efter det gik fuldstændigt i stå, nogle gange er hitdetection så slem at man kunne tømme et helt magasin og ramme måske en håndfuld gange, ofte dør man mens man sidder bag cover alene fordi at spillet ikke registrerer at man er i dække og andre gange ville AI’en slet ikke aktivere, praktisk talt gøre det umuligt at fortsætte.

rambo pic 2

Hvorfor lever Reef Entertainment i en fantasiverden, hvor det er tilnærmelsesvis acceptabelt at kræve 400 kroner for 5 timers arcade-action af den værste slags? Spillet er kort, selv hvis man medregner gentagende reloads når spillet knækkede under sin egen vægt og vælger udgiverne at tage næsten fuld pris for, det er bare ikke i orden. Spillet er så dårligt, at man sagtens kan grine lidt af den grund, men i det tilfælde kan man kigge lidt på youtube i stedet for at smide penge ud af vinduet. Jeg gider ikke rigtig at brokke mig mere over dette spil, men vil dog lige fremhæve en lille detalje; i First Blood dræber John Rambo rent faktisk kun én mand, mens spilversionen af First Blood stadig er fyldt med de samme skydesektioner, hvor man blot får at vide at man skal skyde politifolkene i hænderne…

Der er ikke et godt svar på et eneste af disse spørgsmål, men det eneste svar som du kære læser har brug for, er på spørgsmålet om Rambo: The Videogame overhovedet er værd at købe eller spille og det er et rungende nej, selv den største Sylvester Stallone fanboy bør glemme alt om spillets eksistens og komme videre med deres liv (og når vi nu er ved det, så er det jævnt lang tid siden at Rambo eller Sylvester Stallone var badass…).1 Star

Categories: Games

Black Dynamite

Movie of the Week: Black Dynamite

Black Dynamite

På trods af utallige anbefalinger og generelt gode anmeldelser, havde jeg ignoreret Black Dynamite i lang tid, alene fordi folk som Friedberg/Seltzer har ødelagt spoof-genren for mig og jeg kunne simpelthen ikke overskue at se flere af den slags film. Det er en skam, fordi Black Dynamite er en fremragende spoof og derfor skriver jeg dette, i håbet om at andre ikke begår den samme fejl som mig.

I modsætning til Friedberg/Seltzer, så har folkene bag Black Dynamite talent, idéer og vigtigst af alt, humor. Det er tydeligt, at instruktøren Scott Sanders og manuskriptforfatterne Byron Minns og Michael Jai White elsker og har set en masse af 70’ernes blaxploitation. Deres viden har ført til en masse små detaljer, referencer og in-jokes, så selvfølgelig er det en fordel hvis man selv har set nogle af genrens klassikere, men det er ikke et krav, da filmen i sig selv er hysterisk morsom. Black Dynamite understreger endnu engang at Michael Jai White burde være med i flere film, både action og komedie. Manglen på roller er så slem, at jeg faktisk overvejer at gå tilbage og se tidligere film så som Never Back Down 2 og Undisputed II, selv om de sikkert ikke er specielt gode.

Black Dynamite får den varmeste anbefaling herfra, vi har jo alle brug for et godt grin fra tid til anden.

 

Categories: Movies

Android-Cop-Review_thumb.png

Copyright Infringement: Android Cop

Android Cop Review

[I Copyright Infringement tages der kærligt fat i nogle af de rædselsfulde film som bliver udgivet af studiet The Asylum. The Asylum er kendt for at kopiere kendte blockbuster og tjene en masse hurtige penge på, at folk læser titlen forkert, når de står i videobutikken. The Asylum har slået sig sammen med tv-kanalen SyFy Channel, hvilket betyder at de laver flere film, men ikke at de er bedre produceret. Ofte er deres film så skod-elendige, at selv Uwe Boll kan se ned på dem og grine.]

Hvad har The Asylum/Sy Fy Channel kopieret denne gang?
I teorien Paul Verhoevens klassiker RoboCop, men nok mere José Padilhas biografaktuelle genindspilning med Joel Kinnaman, Gary Oldman, Samuel L. Jackson og Michael Keaton.

Hvad bruger de deres tyvekoster til?
Jeg har tidligere skrevet, at den eneste som tjente sin løn hos The Asylum var ham som finder på de kreative titler (Sharknado, Piranhaconda, Snowmageddon, Mega Shark vs. Mecha Shark) og tilsyneladende har han sovet lidt i timen denne gang. Det er dog kun ved første øjekast, da en af The Asylums andre store grundprincipper er at komme først i køen. I denne tid hvor streaming-services som Netflix vinder mere og mere ind, kan det betyde meget at stå øverst på listen, så The Asylum laver mange film som enten starter med A (Android Cop, Apocalypse Pompeii, Atlantic Rim) eller med et tal (2-Headed Shark Attack, 100 Million BC, 2012 Doomsday). Det er alt sammen fint og det fungerer sikkert også fantastisk for dem, men denne film skulle jo åbenlyst have haft den idiotiske titel, RoPolice.

Hvad de præcist bruger deres tyvekoster til denne gang, er mere en blanding af RoboCop, Dredd, The Surrogates og I Robot, i stedet for en tro klon af RoboCop. Det er et tydeligt eksempel på en person med en ganske basal filmviden, som frit stjæler de idéer som han har opfanget, uden at forstå hvad der ligger bag.

Android Cop pic 1

Hvordan er resultatet?
I forhold til normen for denne artikelserie, så er det faktisk ikke helt slemt. Det ligner af og til underholdning og jeg hadede ikke min tid med filmen, men der er stadig de basale filmiske problemer som de fleste film fra The Asylum indeholder. Kulisserne ligner et nedlagt militær træningscenter / paintball bane, den er klippet sammen uden nogen sans for flow, 80% af alle billederne er super close ups af skuespillerne så man ikke kan se hvad der foregår og så virker det samtidig som om ingen af skuespillerne har fået den samme instruktion. Derudover er det ganske nemt at lavet et overraskende twist, hvis alt det man tidligere har vist i filmen er løgn.

Der er nogle skuespillere med, ikk?
Jo, denne gang har man samlet en lille håndfuld sorte has-beens og b-filmskuespillere. Michael Jai White (Spawn, Black Dynamite, Fast & Furious 7) er vores store, stærke og robothadende hovedperson. Kadeem Hardison (The Sixth Man, Drive, Beyond: Two Souls) plejer at være det komiske element, men her er han den mest åbenlyse korrupte politimand nogensinde. Charles S. Dutton (Alien 3, Mimic, A Time to Kill) er det tætteste man kommer på en reel skuespiller, men det er tydeligt at hans storhedstid er længe overstået og det eneste som rigtigt er tilbage, er sindssygt overspil. Derudover spiller Randy Wayne robotbetjenten fra titlen og Larissa Vereza spiller borgmesters datter som skal reddes. Faktisk så spiller Vereza en robot som styres af borgmesterens komaliggende datter og det er ganske morsomt, at hun har så svært ved at tale engelsk som hun har, hvem fanden ville programmere en robot som man knapt kan forstå?

Hvad med effekterne?
Nogle gange er det faktisk okay lavet, altså for en luset b-film. Nogle skud af eksempelvis filmens fremtids-helicopter er en tilnærmelsesvis acceptabelt lavet, så længe at der bare ikke nogen mennesker til stede i billedet. Andre steder er det stadig rent til grin, den computergenererede ild ligner at det er optaget med kun 4 frames i sekundet og så er der scenen, hvor to mennesker hopper ud af et vindue… Glasset er forfærdeligt lavet og det stiller spørgmålet; er glas for dyrt til The Asylum, kunne de ikke betale deres skuespilleres forsikring eller kunne de bare ikke finde nogle stuntmænd?

Android Cop pic 2

Er der slet ikke noget godt?
Michael Jai White er ganske udmærket og jeg kunne egentlig godt tænke mig at se flere (bedre) film med ham. Han har en okay komisk timing, kan tydeligvis slås og kunne sagtens kvalificere som actionstjerne. Der er da også et par hæderlige idéer hist og her, men de er bare dækket af ruinerne af en dødsdømt fremtid.

Hvad med nogle sjove facts?
Vidste du, at Android er en yderst brugbar forkortelse?

Vidste du, at i fremtiden er det kun bandelederen og hovedkannibalen som er klædt ud?

Vidste du, at vinduesruder er pissedyre i Hollywood og stuntmænd er trætte af at hoppe igennem dem?

Vidste du, at i fremtiden er den mexicanske Coca Cola lige så eftersøgt som cubanske cigarer, fordi der er rigtigt sukker i?

Vidste du, at når en android leder efter information, så lyder det som et gammelt modem?

Vidste du, at telefontårne fungerer efter ”line of sight” princippet og ikke har noget med radiobølger at gøre?

uwe-boll-image (1)På en skala fra 1 til 10 Uwe Bolls, hvor ligger Android Cop så?
På en skala, hvor 10 er på “højde” med en Uwe Boll (Alone in the Dark, BloodRayne, Postal) film og 1 kan sidestilles med et verdensdækkende udbrud af byldepest, ligger Android Cop faktisk på den skyhøje karakter af 10 og kunne nærmest betegnes som en ”rigtig” film.

Selvfølgelig ikke en god film, men en film som Uwe Boll stolt kunne kalde sin egen.

På sidens egen skala får Android Cop den imponerende karakter af:1 Star

Categories: Movies

Xiii2guns.png

XIII: Best Action

Xiii 2 guns

Runners Up: Universal Soldier: Day of Reckoning, Furious Six, Parker og Jack Reacher

2013 var et ganske sløvt år for actionfilm. Der var meget få gode at vælge i mellem, antallet bliver selvfølgelig højere hvis man medtager science fiction film, men den genre har sin egen kategori, så vi må tage til takke med de få rendyrkede action lyspunkter som er på listen. Furious Six var noget rod og en stor skuffelse efter Fast Five, men den havde da stadig mange underholdende elementer. Både Jack Reacher og Parker havde gode actionfilm gemt under overfladen, men opnåede aldrig deres fulde potentiale. Overraskende var den bedste actionfilm, udover vinderen selvfølgelig, den fjerde film (eller ottende) i Universal Soldier serien. Day of Reckoning var en brutal og velfungerende actionfilm og det skiftede fokus til Scott Adkins var en gevinst for alle.

Selv om 2 Guns efter min mening var mærket af Tony Scotts tidlige død (det kan man læse mere om i den fulde anmeldelse af filmen), så havde den intet besvær ved at være den bedste actionfilm i et tamt år. Samspillet og kemien mellem Denzel Washington og Mark Wahlberg fungerede rigtig godt og actionscenerne var tilfredsstillende underholdning. Det er ikke rocket-science, men det er det sjældent i disse slags film og nogle gange vil man bare underholdes.

Categories: Movies

manborg-pic-3.png

Degrees of Insanity: Manborg

Manborg

Manborg posterInstrueret af Steven Kostanski

Skrevet af Steven Kostanski og Jeremy Gillespie

Med Matthew Kennedy, Adam Brooks, Meredith Sweeney, Conor Sweeney og Ludwig Lee

2011  US  Sci-Fi / Action  61min.

Der går mere og mere mode i, at gå målrettet efter at genskabe en stemning eller stil fra en forgangen tid. Hvad enten det er 70’ernes grindhouse eller 80’ernes banned horror-film, så forsøger man at genkalde en tid som aldrig før. Filmskaberne prøver ihærdigt at reproducere et genrebillede som var skelsættende i deres ungdom, men oftere end ikke ender det som en fesen imitation af noget som allerede var dårligt til at starte med. Endnu engang bliver udsynet gennem de nostalgiske briller forblindende og kombineret med manglende talent grænser de fleste resultater til det pinlige.

Film som Machete, Hatchet, The Expendables og skyder alle efter det samme mål, men lige som alverdens “humor/satire” programmer som tror at kitsch-faktoren er nok, rammer de langt ved siden af. Manborg har noget som flere af de andre mangler, nemlig hjerte, betyder det så at Manborg er en god film?…what?! hell no!…not even close, men jeg var underholdt af oplevelsen, hvilket er væsentligt mere end man kan sige om de andre film.

manborg pic 3

En soldat falder i krigen, men bliver genoplivet ved hjælp af moderne teknologi og lidt gal videnskab. Han er dog ikke helt den samme, han er nu halvt mand, halvt maskine. Han er… MANBORG! Al den nye mekanik betyder superkræfter, øgede sanser og våben ad libitum, men det er ikke lutter motorolie og glade dage, for han er samtidig blevet taget til fange af nazi-dæmoner og er nu tvunget til at udkæmpe monster-gladiatorkampe for sin overlevelse.

Manborg ligner en sammensmeltning af de værste science fiction b-film fra firserne komplet med rædselsfulde effekter og start-halvfemsernes kortvarige bølge af FMV/Laserdisc spil, eksempelvis The Daedalus Encounter, Plumbers Don’t Wear Ties, Space Pirates og Sewer Shark. Hvis de to ting ikke har en plads i ens minder, så vil det nok være ufatteligt svært at gennemskue hvad Manborg overhovedet går efter.

Manborg pic 1

Reaktionen på om en film som Manborg blev lavet sidste år i modsætning til dengang ændrer sig fra “wow, det var godt nok dårligt, hvorfor fanden skulle jeg se sådan noget?!?” til “wow, det ramte de meget godt, hvorfor fanden skulle jeg se sådan noget?!?” hvilket jeg finder fuldt ud forståeligt, men jeg respekterer at de gjorde forsøget.

Ja, det er dumt, det er afskyeligt grimt og det er dårligt på næsten alle tænkelige planer, men det er noget andet end det endeløse ocean af skabelonskårede, kønsløse og intetsigende film som man bliver stopfodret med til hverdag. Folkene bag Manborg prøver i det mindste på noget, det vil ikke appellere til 95% af det almene filmpublikum, jeg er ikke engang sikker på at det vil appellere til 95% af læserne på denne side, men en speciel oplevelse var det uden tvivl.

Manborg pic 2

Ålen Walter, som i sidste Degrees of Insanity stjal min computer, fik dårlig samvittighed og gav mig alle mine ting tilbage. Computeren var intakt, alle filer lå hvor de skulle og derfor kan jeg introducere insanity-barometeret. Det er en skala som går fra Normal og hele vejen op til Bonkers. Manborg sætter nye rekorder med en flot syver, det er pænt sindssygt, men desværre når det ikke helt oppe på Britney Spears niveauer endnu. Forresten, så skulle jeg hilse og sige glædelig jul fra ålen Walter.

degrees of insanity meter

På sidens almindelige karakterskala er det svært at give filmen højere end nul stjerner, det er som sagt skræmmende elendigt, men hvis jeg skulle give karakter for oplevelsen, så ville det se helt anderledes ud (stadig ikke en høj karakter, men højere end nul).

Zero Stars

Categories: Movies