Film Review: The Avengers
Instrueret af Joss Whedon
Skrevet af Joss Whedon og Zak Penn
Med Robert Downey Jr, Chris Evans, Mark Ruffalo, Scarlett Johansson, Chris Hemsworth, Jeremy Renner, Tom Hiddleston, Samuel L. Jackson, Cobie Smulders, Clark Gregg, Stellan Skarsgård, Gwyneth Paltrow, Paul Bettany, Powers Boothe, Jenny Agutter, Harry Dean Stanton og Stan Lee
“Some Assembly Required”
Den har været under forberedelse i mere end fire år, med fem massive kassesucceser som optakt. Der er postet milliarder af dollars i projektet og der har været skyhøj hype på en konstant basis. Den har et rent overflødighedshorn af de største skuespillere i Hollywood og i instruktørstolen sidder en mand, som er elsket af fans over hele verden. The Avengers er en mastodont af en film og hele Marvels univers, måske endda superhelte-genren som helhed, hænger på dens succes. Hvordan kan en film nogensinde leve op til så enorme forventninger? Kan den forholdsvis uprøvede instruktør og manuskriptforfatter, Joss Whedon, magte en af største franchises i nyere tid? Kan en film med så meget baggrundshistorie, tilfredsstille fans og samtidig være seværdig for almindelige mennesker? Kan filmen virkelig bære så mange superhelte-personligheder, uden at spilletiden bliver urimelig?
Det er hårde odds som den er oppe imod og det er også fuldstændigt useriøse krav at stille til en film, men ikke desto mindre opfylder The Avengers næsten hvert og et af dem.
Loki er atter undsluppet Asgaard og han har allieret sig med en mægtig intergalaktisk hær. Loki bryder ind i S.H.I.E.L.D.s hemmelige laboratorier for at stjæle “The Tesseract”, en energikilde af nærmest uendelig styrke og med den i baghånden, udrense jorden for alle de små svage mennesker. Nick Fury og resten af S.H.I.E.L.D. ser magteløse til, i mens et af universets potentielt mest kraftfulde våben falder i de ondes hænder og man indser hurtigt, at menneskeligheden står overfor en altødelæggende katastrofe. Jordens eneste håb er, at samle alle vores egne superkræfter i den desperate tro, at det er nok til at stoppe Lokis plan. Det er et hold bestående af Captain America, Iron Man, Thor, Black Widow, Hawkeye og The Incredible Hulk, bedre kendt som The Avengers.
Der er utrolig meget at se til, mange egoer og personligheder at holde styr på. Det kunne nemt gå hen og blive lige som udtrykket med de for mange kokke, men det sker heldigvis aldrig og en stor del af æren for det, ligger for fødderne af Joss Whedon. Den 47-årige Whedon er elsket af alverdens fanboys og jeg er da også tilbøjelig til at smide min kærlighed efter ham, han kan bare gøre underholdning til noget helt specielt. Han har udvist en sikker hånd i historier med store ensemble casts i tv-serier som Buffy: The Vampire Slayer, Angel og ikke mindst den fantastiske Firefly, som senere blev til Whedons hidtil eneste spillefilm, Serenity. Han har en sublim evne til at dreje ord og sætninger til delikate, morsomme og uendeligt citerbare replikker. Ja, det er popsmart dialog, men udført på intelligent vis. Det var, for mig, The Avengers største overraskelse, at den ikke blot var sjov, men ofte sjovere end de fleste komedier. Det kan Whedon selvfølgelig ikke tage al æren for, skuespillerne leverer sætningerne med et glimt i øjet, men vigtigst af alt så sidder den komiske timing lige i skabet, hver eneste gang.
Skuespillerne gør det, som sagt, glimrende og der er faktisk plads til dem alle. Det er afsindigt underholdende at se på Robert Downey, Chris Evans og den nycastede Mark Ruffalo, i veloplagt form, tage et par runder i den verbale boksering. Men man skal bestemt ikke tro at det er en ren komedie, der bliver skam også plads til at personerne får hver deres karakter-forløb igennem filmen. Bedst i blandt dem, er uden tvivl Mark Ruffalo, som har overtaget rollen fra Edward Norton og Eric Bana, i de tidligere Hulk-film. Han spiller Dr. Jekyll og Mr. Hyde aspektet af Hulk-rollen til perfektion, både som den nervøse, hændergnidende Bruce Banner og som arrige, grønne “other guy”. I The Avengers er Hulk, vrede inkarneret, intet mindre end et ustoppeligt monster og jeg elskede hvert eneste sekund. Det fik mig til at ønske, at jeg kunne se en ny Hulk-film lige nu, selvfølgelig med Ruffalo i hovedrollen og lavet af Whedon.
Nu kommer man jo til en film som The Avengers og forventer action, det får man skam også, i rigelige mængder endda. De mange actionscener er eminent og kreativt sat op, hjulpet på vej af computereffekter af allerbedste kvalitet. Effekterne er ofte så gode, at det efter min mening, er op til de kommende storfilm at fravriste The Avengers’ greb om næste års Oscar. Det hele bliver løftet et ekstra niveau, på grund af den blændende billedside, som Seamus McGarvey står bag. Han har tidligere filmet Atonement, World Trade Center samt We Need to Talk about Kevin og hans arbejde her er fantastisk. Jeg har ikke mange negative ting at fremhæve i The Avengers og hvis det endelig skulle være, så ville jeg måske trimme en 5-8 minutter af starten, bare for at gøre flowet i filmen endnu bedre. Filmen er selvfølgelig i 3D og selv om filmen er konverteret til 3D efter optagelserne, så fungerer det faktisk ganske udmærket. Jeg vil ikke sidde her og anbefale 3D, men for en gangs skyld vil jeg heller ikke fraråde det.
The Avengers er et stort stykke fremragende superhelte underholdning og det er uden tvivl, Marvels bedste film til dato. Er den så den bedste superhelte-film overhovedet? Nej, det er The Dark Knight stadigvæk, men de to film har vidt forskellige målsætninger.
Destroy My Memories & Revisit of the Damned: Super Extended Ultra-Combo Friendship Gangbang Party Edition: Crank & Crank 2
Tilbage i 2006 tromlede Mark Neveldine og Brian Taylor gennem væggene til Hollywood. De kedelige slipsedyr i filmbyen var langt fra beredt på den galskab de bragte med sig. Deres debutfilm, Crank, virkede som om at de havde lavet en actionfilm sammen med nogle venner i deres onkels baghave, mens de var påvirket af alkohol og stoffer. Grunden til at man får den følelse, er måske mest af alt fordi det ikke er langt fra sandheden, men det bidrager bare til filmens rå og kaotiske stil. Dette er, om nogen, filmen hvor den ofte hadet lynhurtige MTV-agtige klippestil passer perfekt til.
Plottet i Crank er såre simpelt, det er i bund og grund Speed med et menneske i stedet for en bus. Chev Chelios (Jason Statham) får indsprøjtet en sjælden gift i blodet og hvis hans adrenalin-niveau falder, så dør han. Det er et fantastisk setup til en actionfilm, ikke for mange dikkedarer, det er bare fuld fart frem.
Ved gensynet blev jeg dog overrasket over, at filmens momentum ikke var så hæsblæsende som jeg huskede. Flere gange under filmen stopper den frembrusende action næsten helt, hvilket normalt er en god idé for at give publikum et pusterum, men her sløver det tempoet lidt for meget og er også stik imod hele konceptet med at Chelios dør hvis han sænker farten. Disse små pauser giver dog en smule plads de andre skuespillere, der trods alt er med i filmen, hvis man ser forbi den altoverskyggende Statham. Country-sangeren Dwight Yoakam er lige så slesk og afdanket som han plejer at være, Efren Ramirez fra Napoleon Dynamite kaster rundt med de løse håndled og Amy Smart er næsten alt for sød til at gå igennem filmens mange prøvelser (så som semi-voldtægt på åben gade) som Chelios’ kæreste.
Crank er stadig en udmærket actionfilm, selv om farten er gået lidt af den. Heldigvis slutter den i højeste gear og efterlader et godt indtryk. En sen elevatortur, hvor Chelios ser syner og den over-the-top slutning, er gennemblødt af den galskab som desværre mangler et par andre steder. Tidens tand er dog ikke nok til, at jeg vil lave om på den oprindelige karakter.
Karakter 2006: 7/10
Karakter 2012: 
Jeg hadede Crank: High Voltage, da jeg for første gang så den tilbage i 2009. Ok, had er måske et lige lovligt stærkt ord, men jeg var meget skuffet. Det er tydeligt, hvis man går tilbage og læser min anmeldelse fra dengang, men det var en af mine første anmeldelser og der er sket mange ting siden. Først og fremmest, så er anmeldelsen elendigt skrevet og jeg kan roligt sige, uden at være selvglad, at jeg heldigvis er blevet væsentlig bedre siden da. Derefter kan man tage næsten hvert eneste kritikpunkt, som jeg havde dengang og de blev hovedsagligt mødt med positive reaktioner ved dette gensyn. Den sidste ændring, var en betydelig øget mængde af alkohol i blodet, hvilket sikkert var det som humøret manglede tilbage i 2009.
Allerede fra første sekund er det tydeligt, at Crank: High Voltage bliver en mere sindssyg oplevelse end etteren, da det første man ser, er at Chelios får indopereret et billigt kinesisk mekanisk hjerte med tilhørende bilbatteri og det bliver kun mere absurd derfra. Det er også åbenlyst fra starten, at betydeligt bedre håndværk bag kameraet. Action-sekvenserne er mere intense, de er meget bedre filmet og klippet sammen. Adrenalinen flyder uhæmmet gennem hele filmen, galskaben er skruet op til 11 og jeg følte mig konstant underholdt.
Jason Statham slipper mere vildskab løs, men han bliver overgået af mange af side-karaktererne. Dwight Yoakam og Amy Smart vender tilbage, det samme gør Efren Ramirez, men denne gang spiller han, Venus, den psykopatiske tvillingebror til hans karakter fra den første film. Han har hans broders løse håndled, men han lider også af Full Body Tourettes, hvilket er så useriøst at man næsten ikke kan andet end at grine af det. Bai Ling, som jeg ikke kunne udstå den første gang, har aldrig overspillet så meget og jeg fandt det freaking hilarious. Derudover har man Clifton Collins Jr. som over-the-top gangster, David Carradine som ældgammel liderlig kineser, en masse pornostjerner og Gerri Halliwell, fra Spice Girls, som Chelios’ mor…du ved, bare fordi.
Ved gensynet kunne jeg ikke andet end at værdsætte Crank: High Voltages galskab. Der er spandevis af platte jokes, 8-bit grafik, overdrevne actionscener, Godzilla-inspireret monster slåskamp, pixeleret sex på en travbane, skurkens afskårede hoved i et akvarium og det hele er iscenesat til musik fra det sindssyge geni, Mike Patton. Min mening om filmen er vendt 180 grader og det er helt sikkert en film, jeg kommer til at se igen (med masser af øl på bordet, selvfølgelig).
Karakter 2009: 3/10
Karakter 2012: 
EPILOGUE: Under et interview til deres nyeste film, Ghost Rider: Spirit of Vengeance, kommenterede Neveldine og Taylor, at de altid har ønsket at arbejde sammen med Nicolas Cage og at de faktisk oprindeligt ville have ham i hovedrollen i Crank filmene. Det virker lidt som et drømmescenarie i min bog, fordi selv om at Jason Statham er ganske udmærket i rollen, så ville filmen have en helt anden karakter med Cage i spidsen.
Statham er fin som actionstjerne i en masse film, men han er også lidt af et prustende monster og der er på intet tidspunkt nogen tvivl om at han sagtens kan tæve alverdens folk. Hvis det havde været Nicolas Cage, så havde det været mere fantastisk og endnu mere sindssygt, når han klarede ærterne. Yderligere har Cage bevist flere gange, at han gør crazy mere underholdende end langt de fleste i industrien.
Det falder mig også lige ind, at det ville have skabt en pudsig psuedo-trilogi. I slutningen af Crank: High Voltage er der ild i Chev Chelios’ hoved og Ghost Rider er et skelet med ild i, så den naturlige rækkefølge er jo selvfølgelig Crank, Crank: High Voltage og Ghost Rider: Spirit of Vengeance. Jeg ønsker intet mere end at leve i det alternative univers, hvor det er begivenhedernes forløb.
Revisit of the Damned: Ghost Rider
[Revisit of the Damned er en af de tilbagevendende features her på siden og fungerer som en counterpart til Destroy My Memories. Revisit of the Damned går, i al sin enkelhed, ud på at gense en film, som jeg tidligere har fordømt og se om jeg tog fejl den første gang. En ekstra chance om man vil.]
I anledning af biografpremieren på Mark Nevildine og Brian Taylors Ghost Rider: Spirit of Vengeance, fandt jeg det kun passende at give etteren et gensyn og finde ud af, om jeg var for hård ved den. Dengang tilbage i 2007 var jeg ikke specielt glad for Mark Steven Johnsons Ghost Rider, men jeg var tilsyneladende underholdt nok til at give filmen en karakter på 4 ud af 10. Maskinen havde dog knapt nok taget imod blu-rayen, før det blev tydeligt for mig, at der ikke ville være tale om nogen form for syndsforladelse til helvedes brændende motorcykelrytter. Derimod er det fuldstændigt uforståeligt for min glohede hjerne, hvordan jeg overhovedet kunne overveje at give filmen fire points på karakterskalaen. Ghost Rider er en skrækindjagende elendig comic book movie og vil til evig tid kæmpe mod film som Catwoman, Jonah Hex, Shaquille O’Neals Steel og Dolph Lundgrens The Punisher om titlen som den værste superheltefilm nogensinde.
Allerede fra titelsekvensen er dette monstrum af en film, kørt alvorligt af sporet. Mark Steven Johnson begår den samme fejl som var med til at ødelægge Thomas Janes The Punisher. Der bliver brugt meget tid på en ubrugelig forhistorie som er dårligt skrevet, værre spillet og utrolig kedelig. Det er samtidigt også irriterende klippet med flittig brug af nogle yderst akavede fades ind og ud af scener.
Det er dog blot starten, for filmens største problemer er et pinligt usammenhængende manuskript og en helt igennem fejlcastet rolleliste. Manuskriptet snubler meget klundet gennem historiens begivenheder og har en tendens til at indsprøjte plat humor, som i bedste fald fungerer som en stopklods for alt momentum. Nicolas Cage får lov til, at tage en ny stupid paryk på og skabe sig tosset. Cage var, om nogen, drivkraften bag at denne film overhovedet blev lavet og jeg har som sådan ikke rigtig noget imod ham. Han får lov til at skrige af kameraet og generelt agere lettere sindssygt, men manuskriptet giver ham ikke meget at arbejde med. Filmens obligatoriske kærlighedsinteresse bliver spillet af Eva Mendes, hun er normalt udmærket men det er ikke tilfældet i Ghost Rider. Hendes præstation her, fik mig til at glemme at hun rent faktisk har lavet gode film og jeg kunne kun se hende som den der tilfældige skuespiller, som var med i de der Cocio reklamer. Donal Logue spiller den typiske bedste ven rolle, som Donal Logue nu engang plejer at gøre. Det er der nødvendigvis ikke noget godt eller dårligt ved, han er bare Donal Logue.
Filmens gennemført latterlige skurke er et kapitel for sig selv. Peter Fonda spiller satan og det gør han omtrent lige så faretruende som en våd karklud. Filmens hovedskurk, Blackheart, spilles af Wes Bentley, en skuespiller som ikke har bidraget med noget spændende siden han blev kendt i American Beauty, men hans rolle i Ghost Rider er uden tvivl hans værste. Han er simpelthen en blank slate uden nogen form for karisma og det er lidt et problem, når en skurk er mindst lige så vigtig som helten i en superheltefilm. Han er omringet af hovedsagligt computeranimerede håndlangere som er en skændsel mod både ordne computeranimerede og håndlangere. Til gengæld kunne jeg høre på Sam Elliott fortælle om hvad som helst, i dette tilfælde er det en eller anden tåbelig historie om gamle spøgelsesriddere, men det bliver unægteligt mere interessant når det bliver fortalt med Elliotts dybe og slidte western stemme.
Et af de få lyspunkter, er faktisk de special effects der er brugt på selve Ghost Rider, hvilket trods alt er rimelig heldigt, nu når han er titelfiguren. Det hvide kranium er alt for rent, men ellers er de fleste af ildeffekterne ganske fremragende. Der er sgu et eller andet bad-ass ved en brændende mand på en motorcykel af ild på vej op af siden på en skyskraber, men det varer ikke længe før der er en tåbe, der kommer til at åbne munden eller der skal fortælles mere ligegyldig historie. Apropos historie, så er en af Ghost Riders superheltekræfter “The Penance Stare” som får folk til at føle alle deres ofres smerte, lidt ala The Crows evner, men det er virkelig dårligt udført her. Han klarer simpelthen skurken ved at stirre ham i øjnene og så bliver vi seere overfaldet af en syndflod af grimme computereffekter. Det er bare ikke godt nok.
Min ønskeliste for Ghost Rider: Spirit of Vengeance: Man kunne ligge ud med meget mindre forhistorie og en hel del mere hellfire. Derefter kunne håbe på en blanding af den sindssyge Nicolas Cage fra The Bad Lieutenant, en spandfuld af galskaben fra Crank, et par skefulde af helvede fra Constantine, tilsat en Idris Elba i topform, et strejf af heavy metal på soundtracket (eventuelt DevilDriver) og alt sammen krydret med en motherfucking R-rating. Men at dømme ud fra traileren, generel omtale og anmeldelserne fra de amerikanske kritikere, så virker det desværre tættere på den første film end det gør på mit ønske.
Karakter 2007: 4/10
Karakter 2012: 
10 Things I Hate about You: The Three Musketeers
I anledning af The Three Musketeers’ dvd-premiere i næste uge, stødte jeg tilfældigt på mine notater fra dengang den kørte i biografen, jeg havde helt glemt, at jeg overhovedet skrev noget ned. Det er imidlertid også meget passende, da det absolut mest positive man kan sige om den film er, at den er helt igennem forglemmelig.
Manden bag mesterværker som Resident Evil: Afterlife, Mortal Kombat og Alien vs. Predator, Paul W.S. Anderson, byder endnu engang på et larmende, tåbeligt og fejlcastet makværk og kalder det en film. Denne gang er det Alexandre Dumas’ The Three Musketeers som bliver trukket igennem sølet, tilmed i 3D og resultatet er omkring lige så elendigt som man kunne forvente. Derfor har jeg skrevet 10 grunde til at jeg hader filmen, i håbet om at jeg kan advare folk inden at de kommer til at smide penge efter den.
1. Hvem har bedt om en Matrix-inspireret steampunk-version af The Three Musketeers med luftskibe og al den slags?
2. Hvis man vil lade sig “inspirere” af Zack Snyders speedramping teknik fra 300, ville det så ikke være rart hvis man kunne finde ud af det.
3. Jeg ved godt, at du er gift med Milla Jovovich (hurra for dig, Paul) men alle dine elendige film har gjort at jeg ikke længere kan lide hende…
4. Hvis det er meningen at al den homoerotiske og pangfarvede royalitet skulle være sjov, så har I lavet det forkert.
5. Hvis man ikke ønsker blod i sin film, så er det en dårlig idé at slås med skarpe ting så som sværd.
6. Jeg ved godt, at det er en ligegyldig actionfilm, men i Sherlock Holmes forsøgte de i det mindste at få deres tidsperiode og omgivelser til at se troværdige ud.
7. Der burde være en eller anden straf for at spilde både Christoph Waltz og Mads Mikkelsen.
8. Orlando Bloom er en irriterende skuespiller normalt, men når han overspiller, er han fuldstændig ulidelig.
9. Hvis en manuskriptforfatter skriver sætningen “can you say that in french?” på engelsk, så er han en idiot.
10. At Take Thats “When We Were Young” spiller over rulleteksterne, gør kun bræksmagen i munden endnu værre.
Det er ikke kun negativt, selv om det er meget tæt på. Skuespillerne har en håndfuld halvsjove øjeblikke som W.S. Anderson ikke kan tage æren for og i en anden film, kunne dette cast (uden Bloom) byde på god underholdning, men det kræver at W.S. Anderson holder sig langt væk.
MMXi: Best Action
Runners-Up: X-Men: First Class, Fast Five, Drive Angry og Sherlock Holmes: A Game of Shadows
2011 var heller ikke det største år for actionfilm. Vi fik en masse superheltefilm, robotter og genindspilninger, som svingede fra middel til helt igennem elendige, men der var meget få som gav fuld action valuta for pengene.
Den eneste nominerede superheltefilm er X-Men: First Class, men den fokuserede også på andre elementer end alle de andre indenfor genren i løbet af året. Der var lagt langt større vægt på karaktererne og deres individuelle kamp end på den store overordnede mutantkrig. Det var ikke alt sammen lige godt, flere af de unge mutanter var lettere ligegyldige og det endelige klimaks var måske lidt skuffende, men forholdet mellem James McAvoys Xavier og Michael Fassbenders Magneto var interessant og velspillet. Plus, den har Kevin Bacon som bad guy. En anden af Hollywoods helt store blockbusters var den femte film i The Fast and the Furious serien. Beslutningen, så småt at gå væk fra gaderæset og fokusere mere på det store heist, gav pote og filmen går faktisk hen og bliver lidt af en superheltefilm, så snart man smider det enorme, storsvedende muskeldyr Dwayne “The Rock” Johnson ind i herlighederne. Den mand er et monster og filmen er uendeligt meget mere underholdende når han er på skærmen.
Sherlock Holmes: A Game of Shadows var ærketypisk eksempel på en Hollywood sequel, det var større, vildere og dummere, men det var underholdende tur i biografen og skovscenen leverede bedre action end mange af 2011s resterende udbud af actionfilm. Nicolas Cage bryder ud af helvede, for at redde hans barnebarn fra en satanistisk kult, mens en vanvittigt overspillende William Fichtner jagter ham. Meget mere behøver man ikke at sige om Drive Angry. (… han samler også frække Amber Heard op på vejen, så yay!)
Årets mest specielle og interessante actionfilm var Joe Wrights Hanna. Det mindede mest af alt om en actionfilm kørt igennem et arthouse filter. Den var fyldt med gode præstationer og bød hektisk spænding hele vejen igennem. Saoirse Ronan er en af de mest interessante skuespillere fra hendes generation og hun er godt bakket op af Eric Bana, Cate Blanchett og Olivia Williams. Måden at filmen blev klippet i takt med det fantastiske Chemical Brothers soundtrack skabte dynamisk og anderledes actionscener. En yderst anbefalingsværdig film.
On the Sixteenth Day of Christmas…
Anbefalinger er, som regel, forbeholdt gode ting. Nu er det dog en smule kedeligt altid at leve efter reglerne, så derfor maler jeg idag lidt udenfor linjerne og anbefaler en film, som jeg rent faktisk ikke syntes er specielt god. Da Last Action Hero udkom i 1993 blev den en enorm financiel fiasko og den blev voldsomt kritiseret af både anmeldere og seere, selv var jeg også ganske skuffet da jeg kom ud af biografen. På papiret burde det have været en af de bedste blockbusters nogensinde. I spidsen havde man Arnold Schwarzenegger, som var på toppen af sin karriere. Bag kameraet havde John McTiernan, som havde instrueret fremragende actionfilm som Die Hard og Predator. Manuskriptet var skrevet af Shane Black, der også stod for ordene i Lethal Weapon, Monster Squad og The Last Boy Scout. Filmen var fyldt til randen med in-jokes, filmreferencer og cameos. Desværre hang disse sublime puslespilsbrikker slet ikke sammen og det endelige resultat var et stort makværk, men alligevel er det en film som jeg har set mange gange og kommer til at se flere gange i fremtiden. Der er bare en overflod af interessante idéer, hvilket er værdifuldt selv om de fleste ikke virker. Det er en af de få film som jeg gerne vil se en genindspilning af. Shane Black skulle igen skrive manuskriptet, sæt J. J. Abrams i instruktørstolen og giv hovedrollen til Dwayne “The Rock” Johnson. Det kunne være episk! Min anbefaling er, i den sande juleånd, at man skal huske at elske ting selv om de langt fra er perfekte.
On a Stupid Night of Christmas…
Til min store overraskelse, så jeg en lille tap på min julekalender, lige mellem låge nummer 12 og 13. Det viste sig at være en halv låge. Ja, jeg ved det, hvor dumt er det og der er ikke noget der hedder en halv låge. Men det der var bagved passer perfekt til idiotien. Det var nemlig traileren til G. I. Joe: Retaliation og den er lige nøjagtig så dum som den trailer skal være. Desuden hvis man er en af de mennesker som stadig ikke er hoppet på det store, svedende og altødelæggende tog som der er Dwayne “The Rock” Johnson, når han stormer gennem en actionfilm, så er det ved at være tiden.
httpvh://www.youtube.com/watch?v=bSX2oxLdcWA
Trailer er, som man tydeligt kan se, fra Machinima.
Game Review: Saints Row: The Third
Singleplayer, Multiplayer & Co-Op Action / Freeroam / Sandbox
Skiftet fra Skyrim til Saints Row, truede med at destruere samtlige af mine hjerneceller. De to spil kunne ikke være mere forskellige, hvis de prøvede. Det er som at gå direkte fra Lord of the Rings til Drive Angry. Lord of the Rings er uden tvivl en meget bedre film, men Drive Angry er bare et orgie af delikat psykopatisk adfærd og grinagtig over-the-top action. At gå direkte fra den seriøse og grå verden i Skyrim til den farvestrålende og latterlige verden i Saints Row, understrejer bare endnu mere hvor sindssygt det hele er og tro mig, Saints Row: The Third er sindssygt.
Det første Saints Row var en fuldblods Grand Theft Auto-klon og gjorde sit bedste for at udfylde det gabende hul, som manglen på et reelt GTA-spil havde efterladt i starten af denne generation. Spillet var ikke specielt fantastisk, men det var godt nok, nu når der ikke var noget alternativ. Så kom Rockstars sublime GTA IV og med sig bragte det en meget mere alvorlige tone. Der var mange små præpubertære snothvalpe som tudede hysterisk over, at man nu ikke længere kunne basejumpe, flyve jagerfly eller nogle af de andre sindssyge ting som man kunne i GTA: San Andreas. Det var der hvor Saints Row 2, kom ind i billedet. Det var et meget bedre spil end det første, havde gladeligt samlet alle de absurde og useriøse ting op, som GTA havde efterladt og fungerede som et perfekt modstykke til den mere realistiske og jordnære fortælling som var i centrum i GTA IV. Med det tredje spil i serien, har Saints Row fundet sig helt til rette og man kan ikke længere bare sætte det i bås som en GTA-klon. Jo, det er da stadigvæk et open world / sandbox actionspil, men det er der også så mange andre spil der er og Saints Row: The Third har fundet sin helt egen niche og personlige vision. Den vision er, kort og godt, at være så sindssyg og psykopatisk overdreven som overhovedet muligt.
Tillad mig at male et ordbillede: The 3rd Street Saints ikke længere en lille gadebande. De har kæmpet sig op af fødekæden og er nu verdenskendte. De har deres egen tøjkæde, energidrik og deres liv er ved at blive filmatiseret. Som en del af denne film, tager de en af skuespillerne med under et bankrøveri, du ved, research! De gør det selvfølgelig ikke iført kedelige elefanthuer, nej nej, de gør skam klædt ud som dem selv, inklusive gigantiske skumhoveder der ligner bandes leder Johnny Gat. Det går selvfølgelig galt og efter masser af eksplosioner, helikoptere og lignende, bliver de taget til fange af en fransk forretnings-mand som vil have deres penge. De er kidnappet i et stort fly, spændt fast til gulvet, men efter endnu flere store eksplosioner slipper de fri og man skal nu redde sine homies og skyde alle de modbydelige franskmænd, alt imens man tordner mod jorden i et brændende fly. Det er egentlig først når man lander på jorden, at spillet for alvor går i gang og det bedste af det hele er, at det kun bliver mere sindssygt derfra.
Humoren er i top (¤ eller i bund, hvad der nu end er bedst for denne type komik), leveringen er fremragende og man bliver konstant overrasket. Det er fuldt ud plat og sjofel humor, men i modsætning til det rædselsfulde Duke Nukem Forever tidligere på året, så er der rent faktisk intelligens bag og jeg grinte rigtig meget igennem min tid med The Saints. Voicecastet viderefører den over-the-top tilgang til det hele, ved at inkludere folk som wrestleren Hulk Hogan, pornostjernen Sasha Grey og cool-overskægs-manden Burt Reynolds. Man kunne blive ved, [adult swim] har deres egen radiokanal, en af karaktererne snakker med konstant auto-tune og løbeknappen står listet som “The Awesome Button”, men jeg tror at folk har forstået at det er CRAZY!
Jeg har ikke skrevet meget om gameplayet, men det er mest fordi der ikke er så meget at sige. Det er ganske typisk for denne genre, men det fungerer. Det er super underholdende hele vejen igennem, alt kan opgraderes og man skal ikke vente 15 timer før man får de fede våben… det tredje våben man får, er Stinger-missiler, ‘nuff said.
Det er en fantastisk verden vi lever i, os gamere, når vi kan få både den gode og voksne historie i Grand Theft Auto og den sindssyge og uhæmmede craziness i Saints Row. Så tag en tur til Steelport sammen med The 3rd Street Saints og jeg garantere du vil have et permanent bredt smil spredt ud over dit fjæs (¤ hvis ikke, så fortjener du ikke plat humor).
Spil også: Shadows of the Damned for humoren eller Red Faction: Guerilla for the craziness.
Battle of the Action Stars: The Finale
Så har den lange og hårde kamp for at finde de bedste actionstjerner, endelig nået sin (efter min mening) overraskende konklusion. I det at mine personlige favoritter stille og roligt faldt fra under vejs, kunne jeg ikke have gættet resultatet da jeg startede. Men på en eller anden måde er resultatet dog meget passende, da Sylvester Stallone står tilbage som en prototype af 80’ernes muskuløse helte, der var med til at starte det hele. Vin Diesel repræsenterer den nye generation og Milla Jovovich symboliserer det øjede fokus på kvindelige actionstjerner.
Men ingen macho-helt ville være tilfreds med, at dele podiet med andre, så uafgjort er bare ikke godt nok. Nu har duellanterne jo allerede kæmpet i de fleste discipliner, så dette sidste trin bliver afgjort ved at rette blikket mod fremtiden og hver af skuespillernes kommende film.
Sylvester Stallone: The Expendables 2 (2012), Bullet to the Head (2012)
Efter den store skuffelse som jeg følte efter den første Expendables, har jeg ikke de store forventninger til efterfølgeren, men i det mindste har de fået en ny instruktør (hvilket desværre er Simon West) og nogle ekstra actiontjerner (Jean-Claude Van Damme, Chuck Norris og måske Donnie Yen) på rollelisten. Bullet to the Head ser mere spændende ud, men Christian Slaters tilstedeværelse skræmmer mig og Walter Hill har ikke lavet noget godt i løbet af de sidste 15 år.
Vin Diesel: Fast & Furious 6 (2013), The Machine (2013), Riddick (201?)
Efter at de fik The Fast & The Furious-franchisen tilbage på rette køl og leverede en af de få underholde i blandt en skuffende sommer line-up, ser jeg frem til flere crazy eventyr med slænget, især hvis The Rock er med. The Machine er komedie om en dreng, som bliver venner med en robot (Vin Diesel) lavet af det amerikanske militær, så screw that shit. Men vigtigst af alt, så lyder det som om at Diesel og instruktør David Twohy endelig får den tredje film om Riddick begyndt. Riddick er og bliver Diesels mest interessante karakter, så det kan kun gå for langsomt med at få hans forsatte eskapader i biograferne og så må man jo håbe at det bliver mere Pitch Black fremfor Chronicles.
Milla Jovovich: Resident Evil: Retribution (2012), Faces in the Crowd (2011), The Three Musketeers (2011), The Winter Queen (2012), Lucky Trouble (2011), Bringing Up Bobby (2011)
Milla Jovovich har som altid mange ting i støbeskeen, men meget få af dem ser desværre ud til at være noget specielt. Vi får endnu en Resident Evil-film, igen med Paul W. S. Anderson bag kameraet og hvis vi har lært noget af de sidste film, så er det at det med garanti bliver noget møg. Allerede inden den tid, får vi et andet samarbejde mellem de to, i form af The Three Musketeers senere på året. Hvis man kan sige noget ud fra traileren, så er det at det bliver svært for Mads Mikkelsen at redde filmen fra at blive en af årets dårligste. De andre film ser ikke bedre ud (og de er heller ikke actionfilm): Lucky Trouble (en russisk komedie), The Winter Queen (en kriminal-thriller sat i 1892) og Faces in the Crowd (en thriller om en kvinde der lider af “face-blindness”…). Den eneste film som jeg tilnærmelsesvis ser frem til, er Bringing p Bobby, som er skrevet og instrueret af Famke Janssen.
Efter et hurtigt overblik af de kommende film og deres potentielle kvalitet, kan jeg modvilligt konkludere at vinderen af denne kamp, kun kan være…
VIN DIESEL 
Hvis du er utilfreds med resultatet eller “konkurrencen” i sig selv, så er du velkommen til at skrive et par ord herunder.
Battle of the Action Stars: Round 2
Efter at der er blevet tyndet lidt ud i feltet, så starter vi runde 2. I denne runde bliver actionstjernerne bedømt ud fra den bedste film i deres CV. En lille detalje bliver langsomt tydeligt ved starten af runde 2, intet af resultaterne er planlagte, jeg lavede bare reglerne og satte skuespillerne op mod hinanden. Det betyder også at det ikke nødvendigvis altid er min personlige favorit som gør videre. Men det er også noget af det som gør kampen interessant.
The Italian Stallion vs. The Muscles from Brussels
Sylvester Stallone slog Arnold Schwarzenegger ud med 40% for, mod Arnolds 33%. Her i runde 2, har han selveste Rocky Balboa til at kæmpe for hans ære. Selv alle disse år efter, så er Rocky stadig Stallones bedste film. Rollen som Rocky viste at han har skuespillertalenter udover hans fysiske styrke.
Jean Claude van Damme havde intet besvær med at vinde over Dolph Lundgren, som endte sølle 4% for, selv med hans minimale 15%. Van Damme tager selv kampen op i denne runde, med det post-moderne actiondrama JCVD, hvor han ganske enkelt spiller sig selv. JCVD er en anderledes og interessant film, som viste en side af Van Damme som man slet ikke vidste han havde.
Lt. John McClane vs. The Face
Det var ikke meget reel konkurrence mellem Bruce Willis og Jason Statham. Willis slog let og elegant Statham ud med konkurrencens andenhøjeste 52% for, mod Stathams 29%. Bruce Willis har måske ikke den højeste procent, men han har lavet flere gode film end nogen anden her på listen. Der er mange at vælge i mellem, men der er ingen tvivl i mit hoved om, at Quentin Tarantinos klassiker Pulp Fiction er den bedste af dem. Hans rolle som Butch, vil jeg nærmest argumentere for, er filmens hjerte.
Ryan Reynolds bukkede under for Coopers 36% for, mod hans egne 31% og det havde hans mange kommende film nok ikke ændret meget på. Bradley Cooper har vist at han er god til at spille smart og det får han rig mulighed for i Neil Burgers science fiction thriller Limitless. Det er den klassiske drøm, at en lille pille kan gøre dig klogere, skarpere og generelt i stand til at klare alt, dette bringer Cooper fremragende videre til seeren.
Richard B. Riddick vs. The Prototype
Vin Diesel slog, min personlige favorit, Dwayne “The Rock” Johnson ud i en utrolig tæt duel, hvor Diesel havde 57% for, skarpt forfulgt af The Rocks 50%. Diesels bedste film David Twohys Pitch Black indeholder også hans klart mest markante rolle i form af Riddick. Pitch Black er en af de absolut bedste sci-fi horrorfilm i nyere tid og det er fuldt ud forståligt at Diesel desperat forsøger at få franchisen på rette køl igen, efter den finansielle fiasko af Chronicles of Riddick.
“Prototype” John Cena havde den nemmeste duel af alle, fordi selv om han ikke ligefrem har oversvømmet filmindustrien med kvalitetsmateriale, så er det til hver en tid bedre end “Stone Cold” Steve Austins samlede mængde af ingenting godt. 12 Rounds var mere eller mindre en fattigmands Speed men Renny Harlin levere velfungerende og underholde action, for en gangs skyld.
Inspector Chan vs. Dragon Wong
Selv om Jackie Chan måske har klaret turen til Hollywood værre end Jet Li, så bliver han holdt i live af hans mange gode film tidligere i hans karriere. Duellen endte med 35% for til Chans side mod 33% til Lis side. Man skal rigtig mange år tilbage i tiden for at finde Chans bedste film, og der var hård kamp om pladsen fra Legend of Drunken Master, men valget endte på Police Story. Det var dengang hvor han lavede alle hans sindssyge stunts selv og der var masser af crazy slåskampe.
Det stod hårdt til mellem de to mestere af alt hvad der hedder kampsport, Donnie Yen og Tony Jaa, men Yen løb væk med sejren med konkurrencens højeste procent, nemlig 66% for, mod Jaas 50%. Yen viste at han også kunne flexe sine skuespilsmuskler i det episke martial arts drama Ip Man. Han får dog stadig tid til at tæve en masse folk, på yderst formidabel vis.
The Reserve Deputy Chief vs. Leeloo Dallas Multipass
Der er langt mellem snapserne i Steven Seagals repertoire, men det stoppede ham dog i at slå Chuck Norris ud med 11% mod 6%. Seagals bedste film er fra dengang hvor han stadig lavede biograffilm. Under Siege var en solid actionfilm som også bød på Gary Busey og Tommy Lee Jones. Den markerer sig også ved, at være den eneste film hvor Seagal har mere end et ansigtsudtryk.
Endnu en tæt duel blev udkæmpet mellem feltets eneste tøser, men til sidst vandt Milla Jovovich over Michelle Rodriguez med 44% mod 40%. Selv om Milla har gjort rollen som Alice i Resident Evil franchisen til hendes hovedfokus, så er det svært for mig at se på hende uden at tænke “Leeloo Dallas Multipass” og Luc Bessons fravestrålende science fiction film The Fifth Element. Filmen får også bonuspoints for en af Gary Oldmans mest over-the-top roller, der er dog ingen points for Chris Tucker.
The Goss Bros vs. The Machete
Popdrengen Luke Goss slog selveste Crying Freeman ud af konkurrencen, alene på grund af Guillermo Del Toro, med en score på 22% mod 20%. Del Toro kan helt alene tage “æren” for at Goss har en filmkarriere, ved at give ham to fantastiske skurkeroller i henholdsvis Blade II og Hellboy II. The Golden Army var en flot og kreativ fantasy actionfilm og Goss’ psykopatiske, langhårede albino ninja-wizard var en god del af det.
Du kan jo spørge dig selv, hvilken af de to kriminelle, Wesley Snipes og Danny Trejo, ville du være mest bange for at møde i mørk baggyde? Det var ikke en afgørende faktor i sejren, men Trejo vandt også her med betydelig margen med 43% mod 33%. Trejo bedste og mest mindeværdige rolle, var også hans første rigtige rolle . Robert Rodriguez startede Trejos karriere med rollen som Navajas i Desperado. Så nu er denne 67 årige “Mexi-Can” med mere end 210 roller på CV’et, kæmpe videre mod toppen.
