Posts Tagged ‘Action’
Runners-Up: X-Men: First Class, Fast Five, Drive Angry og Sherlock Holmes: A Game of Shadows
2011 var heller ikke det største år for actionfilm. Vi fik en masse superheltefilm, robotter og genindspilninger, som svingede fra middel til helt igennem elendige, men der var meget få som gav fuld action valuta for pengene.
Den eneste nominerede superheltefilm er X-Men: First Class, men den fokuserede også på andre elementer end alle de andre indenfor genren i løbet af året. Der var lagt langt større vægt på karaktererne og deres individuelle kamp end på den store overordnede mutantkrig. Det var ikke alt sammen lige godt, flere af de unge mutanter var lettere ligegyldige og det endelige klimaks var måske lidt skuffende, men forholdet mellem James McAvoys Xavier og Michael Fassbenders Magneto var interessant og velspillet. Plus, den har Kevin Bacon som bad guy. En anden af Hollywoods helt store blockbusters var den femte film i The Fast and the Furious serien. Beslutningen, så småt at gå væk fra gaderæset og fokusere mere på det store heist, gav pote og filmen går faktisk hen og bliver lidt af en superheltefilm, så snart man smider det enorme, storsvedende muskeldyr Dwayne “The Rock” Johnson ind i herlighederne. Den mand er et monster og filmen er uendeligt meget mere underholdende når han er på skærmen.
Sherlock Holmes: A Game of Shadows var ærketypisk eksempel på en Hollywood sequel, det var større, vildere og dummere, men det var underholdende tur i biografen og skovscenen leverede bedre action end mange af 2011s resterende udbud af actionfilm. Nicolas Cage bryder ud af helvede, for at redde hans barnebarn fra en satanistisk kult, mens en vanvittigt overspillende William Fichtner jagter ham. Meget mere behøver man ikke at sige om Drive Angry. (… han samler også frække Amber Heard op på vejen, så yay!)
Årets mest specielle og interessante actionfilm var Joe Wrights Hanna. Det mindede mest af alt om en actionfilm kørt igennem et arthouse filter. Den var fyldt med gode præstationer og bød hektisk spænding hele vejen igennem. Saoirse Ronan er en af de mest interessante skuespillere fra hendes generation og hun er godt bakket op af Eric Bana, Cate Blanchett og Olivia Williams. Måden at filmen blev klippet i takt med det fantastiske Chemical Brothers soundtrack skabte dynamisk og anderledes actionscener. En yderst anbefalingsværdig film.
Anbefalinger er, som regel, forbeholdt gode ting. Nu er det dog en smule kedeligt altid at leve efter reglerne, så derfor maler jeg idag lidt udenfor linjerne og anbefaler en film, som jeg rent faktisk ikke syntes er specielt god. Da Last Action Hero udkom i 1993 blev den en enorm financiel fiasko og den blev voldsomt kritiseret af både anmeldere og seere, selv var jeg også ganske skuffet da jeg kom ud af biografen. På papiret burde det have været en af de bedste blockbusters nogensinde. I spidsen havde man Arnold Schwarzenegger, som var på toppen af sin karriere. Bag kameraet havde John McTiernan, som havde instrueret fremragende actionfilm som Die Hard og Predator. Manuskriptet var skrevet af Shane Black, der også stod for ordene i Lethal Weapon, Monster Squad og The Last Boy Scout. Filmen var fyldt til randen med in-jokes, filmreferencer og cameos. Desværre hang disse sublime puslespilsbrikker slet ikke sammen og det endelige resultat var et stort makværk, men alligevel er det en film som jeg har set mange gange og kommer til at se flere gange i fremtiden. Der er bare en overflod af interessante idéer, hvilket er værdifuldt selv om de fleste ikke virker. Det er en af de få film som jeg gerne vil se en genindspilning af. Shane Black skulle igen skrive manuskriptet, sæt J. J. Abrams i instruktørstolen og giv hovedrollen til Dwayne “The Rock” Johnson. Det kunne være episk! Min anbefaling er, i den sande juleånd, at man skal huske at elske ting selv om de langt fra er perfekte.
Til min store overraskelse, så jeg en lille tap på min julekalender, lige mellem låge nummer 12 og 13. Det viste sig at være en halv låge. Ja, jeg ved det, hvor dumt er det og der er ikke noget der hedder en halv låge. Men det der var bagved passer perfekt til idiotien. Det var nemlig traileren til G. I. Joe: Retaliation og den er lige nøjagtig så dum som den trailer skal være. Desuden hvis man er en af de mennesker som stadig ikke er hoppet på det store, svedende og altødelæggende tog som der er Dwayne “The Rock” Johnson, når han stormer gennem en actionfilm, så er det ved at være tiden.
Trailer er, som man tydeligt kan se, fra Machinima.
Singleplayer, Multiplayer & Co-Op Action / Freeroam / Sandbox
Skiftet fra Skyrim til Saints Row, truede med at destruere samtlige af mine hjerneceller. De to spil kunne ikke være mere forskellige, hvis de prøvede. Det er som at gå direkte fra Lord of the Rings til Drive Angry. Lord of the Rings er uden tvivl en meget bedre film, men Drive Angry er bare et orgie af delikat psykopatisk adfærd og grinagtig over-the-top action. At gå direkte fra den seriøse og grå verden i Skyrim til den farvestrålende og latterlige verden i Saints Row, understrejer bare endnu mere hvor sindssygt det hele er og tro mig, Saints Row: The Third er sindssygt.
Det første Saints Row var en fuldblods Grand Theft Auto-klon og gjorde sit bedste for at udfylde det gabende hul, som manglen på et reelt GTA-spil havde efterladt i starten af denne generation. Spillet var ikke specielt fantastisk, men det var godt nok, nu når der ikke var noget alternativ. Så kom Rockstars sublime GTA IV og med sig bragte det en meget mere alvorlige tone. Der var mange små præpubertære snothvalpe som tudede hysterisk over, at man nu ikke længere kunne basejumpe, flyve jagerfly eller nogle af de andre sindssyge ting som man kunne i GTA: San Andreas. Det var der hvor Saints Row 2, kom ind i billedet. Det var et meget bedre spil end det første, havde gladeligt samlet alle de absurde og useriøse ting op, som GTA havde efterladt og fungerede som et perfekt modstykke til den mere realistiske og jordnære fortælling som var i centrum i GTA IV. Med det tredje spil i serien, har Saints Row fundet sig helt til rette og man kan ikke længere bare sætte det i bås som en GTA-klon. Jo, det er da stadigvæk et open world / sandbox actionspil, men det er der også så mange andre spil der er og Saints Row: The Third har fundet sin helt egen niche og personlige vision. Den vision er, kort og godt, at være så sindssyg og psykopatisk overdreven som overhovedet muligt.
Tillad mig at male et ordbillede: The 3rd Street Saints ikke længere en lille gadebande. De har kæmpet sig op af fødekæden og er nu verdenskendte. De har deres egen tøjkæde, energidrik og deres liv er ved at blive filmatiseret. Som en del af denne film, tager de en af skuespillerne med under et bankrøveri, du ved, research! De gør det selvfølgelig ikke iført kedelige elefanthuer, nej nej, de gør skam klædt ud som dem selv, inklusive gigantiske skumhoveder der ligner bandes leder Johnny Gat. Det går selvfølgelig galt og efter masser af eksplosioner, helikoptere og lignende, bliver de taget til fange af en fransk forretnings-mand som vil have deres penge. De er kidnappet i et stort fly, spændt fast til gulvet, men efter endnu flere store eksplosioner slipper de fri og man skal nu redde sine homies og skyde alle de modbydelige franskmænd, alt imens man tordner mod jorden i et brændende fly. Det er egentlig først når man lander på jorden, at spillet for alvor går i gang og det bedste af det hele er, at det kun bliver mere sindssygt derfra.
Humoren er i top (¤ eller i bund, hvad der nu end er bedst for denne type komik), leveringen er fremragende og man bliver konstant overrasket. Det er fuldt ud plat og sjofel humor, men i modsætning til det rædselsfulde Duke Nukem Forever tidligere på året, så er der rent faktisk intelligens bag og jeg grinte rigtig meget igennem min tid med The Saints. Voicecastet viderefører den over-the-top tilgang til det hele, ved at inkludere folk som wrestleren Hulk Hogan, pornostjernen Sasha Grey og cool-overskægs-manden Burt Reynolds. Man kunne blive ved, [adult swim] har deres egen radiokanal, en af karaktererne snakker med konstant auto-tune og løbeknappen står listet som “The Awesome Button”, men jeg tror at folk har forstået at det er CRAZY!
Jeg har ikke skrevet meget om gameplayet, men det er mest fordi der ikke er så meget at sige. Det er ganske typisk for denne genre, men det fungerer. Det er super underholdende hele vejen igennem, alt kan opgraderes og man skal ikke vente 15 timer før man får de fede våben… det tredje våben man får, er Stinger-missiler, ‘nuff said.
Det er en fantastisk verden vi lever i, os gamere, når vi kan få både den gode og voksne historie i Grand Theft Auto og den sindssyge og uhæmmede craziness i Saints Row. Så tag en tur til Steelport sammen med The 3rd Street Saints og jeg garantere du vil have et permanent bredt smil spredt ud over dit fjæs (¤ hvis ikke, så fortjener du ikke plat humor).
Spil også: Shadows of the Damned for humoren eller Red Faction: Guerilla for the craziness.
Så har den lange og hårde kamp for at finde de bedste actionstjerner, endelig nået sin (efter min mening) overraskende konklusion. I det at mine personlige favoritter stille og roligt faldt fra under vejs, kunne jeg ikke have gættet resultatet da jeg startede. Men på en eller anden måde er resultatet dog meget passende, da Sylvester Stallone står tilbage som en prototype af 80’ernes muskuløse helte, der var med til at starte det hele. Vin Diesel repræsenterer den nye generation og Milla Jovovich symboliserer det øjede fokus på kvindelige actionstjerner.
Men ingen macho-helt ville være tilfreds med, at dele podiet med andre, så uafgjort er bare ikke godt nok. Nu har duellanterne jo allerede kæmpet i de fleste discipliner, så dette sidste trin bliver afgjort ved at rette blikket mod fremtiden og hver af skuespillernes kommende film.
Sylvester Stallone: The Expendables 2 (2012), Bullet to the Head (2012)
Efter den store skuffelse som jeg følte efter den første Expendables, har jeg ikke de store forventninger til efterfølgeren, men i det mindste har de fået en ny instruktør (hvilket desværre er Simon West) og nogle ekstra actiontjerner (Jean-Claude Van Damme, Chuck Norris og måske Donnie Yen) på rollelisten. Bullet to the Head ser mere spændende ud, men Christian Slaters tilstedeværelse skræmmer mig og Walter Hill har ikke lavet noget godt i løbet af de sidste 15 år.
Vin Diesel: Fast & Furious 6 (2013), The Machine (2013), Riddick (201?)
Efter at de fik The Fast & The Furious-franchisen tilbage på rette køl og leverede en af de få underholde i blandt en skuffende sommer line-up, ser jeg frem til flere crazy eventyr med slænget, især hvis The Rock er med. The Machine er komedie om en dreng, som bliver venner med en robot (Vin Diesel) lavet af det amerikanske militær, så screw that shit. Men vigtigst af alt, så lyder det som om at Diesel og instruktør David Twohy endelig får den tredje film om Riddick begyndt. Riddick er og bliver Diesels mest interessante karakter, så det kan kun gå for langsomt med at få hans forsatte eskapader i biograferne og så må man jo håbe at det bliver mere Pitch Black fremfor Chronicles.
Milla Jovovich: Resident Evil: Retribution (2012), Faces in the Crowd (2011), The Three Musketeers (2011), The Winter Queen (2012), Lucky Trouble (2011), Bringing Up Bobby (2011)
Milla Jovovich har som altid mange ting i støbeskeen, men meget få af dem ser desværre ud til at være noget specielt. Vi får endnu en Resident Evil-film, igen med Paul W. S. Anderson bag kameraet og hvis vi har lært noget af de sidste film, så er det at det med garanti bliver noget møg. Allerede inden den tid, får vi et andet samarbejde mellem de to, i form af The Three Musketeers senere på året. Hvis man kan sige noget ud fra traileren, så er det at det bliver svært for Mads Mikkelsen at redde filmen fra at blive en af årets dårligste. De andre film ser ikke bedre ud (og de er heller ikke actionfilm): Lucky Trouble (en russisk komedie), The Winter Queen (en kriminal-thriller sat i 1892) og Faces in the Crowd (en thriller om en kvinde der lider af “face-blindness”…). Den eneste film som jeg tilnærmelsesvis ser frem til, er Bringing p Bobby, som er skrevet og instrueret af Famke Janssen.
Efter et hurtigt overblik af de kommende film og deres potentielle kvalitet, kan jeg modvilligt konkludere at vinderen af denne kamp, kun kan være…
VIN DIESEL 
Hvis du er utilfreds med resultatet eller “konkurrencen” i sig selv, så er du velkommen til at skrive et par ord herunder.
Efter at der er blevet tyndet lidt ud i feltet, så starter vi runde 2. I denne runde bliver actionstjernerne bedømt ud fra den bedste film i deres CV. En lille detalje bliver langsomt tydeligt ved starten af runde 2, intet af resultaterne er planlagte, jeg lavede bare reglerne og satte skuespillerne op mod hinanden. Det betyder også at det ikke nødvendigvis altid er min personlige favorit som gør videre. Men det er også noget af det som gør kampen interessant.
The Italian Stallion vs. The Muscles from Brussels
Sylvester Stallone slog Arnold Schwarzenegger ud med 40% for, mod Arnolds 33%. Her i runde 2, har han selveste Rocky Balboa til at kæmpe for hans ære. Selv alle disse år efter, så er Rocky stadig Stallones bedste film. Rollen som Rocky viste at han har skuespillertalenter udover hans fysiske styrke.
Jean Claude van Damme havde intet besvær med at vinde over Dolph Lundgren, som endte sølle 4% for, selv med hans minimale 15%. Van Damme tager selv kampen op i denne runde, med det post-moderne actiondrama JCVD, hvor han ganske enkelt spiller sig selv. JCVD er en anderledes og interessant film, som viste en side af Van Damme som man slet ikke vidste han havde.
Lt. John McClane vs. The Face
Det var ikke meget reel konkurrence mellem Bruce Willis og Jason Statham. Willis slog let og elegant Statham ud med konkurrencens andenhøjeste 52% for, mod Stathams 29%. Bruce Willis har måske ikke den højeste procent, men han har lavet flere gode film end nogen anden her på listen. Der er mange at vælge i mellem, men der er ingen tvivl i mit hoved om, at Quentin Tarantinos klassiker Pulp Fiction er den bedste af dem. Hans rolle som Butch, vil jeg nærmest argumentere for, er filmens hjerte.
Ryan Reynolds bukkede under for Coopers 36% for, mod hans egne 31% og det havde hans mange kommende film nok ikke ændret meget på. Bradley Cooper har vist at han er god til at spille smart og det får han rig mulighed for i Neil Burgers science fiction thriller Limitless. Det er den klassiske drøm, at en lille pille kan gøre dig klogere, skarpere og generelt i stand til at klare alt, dette bringer Cooper fremragende videre til seeren.
Richard B. Riddick vs. The Prototype
Vin Diesel slog, min personlige favorit, Dwayne “The Rock” Johnson ud i en utrolig tæt duel, hvor Diesel havde 57% for, skarpt forfulgt af The Rocks 50%. Diesels bedste film David Twohys Pitch Black indeholder også hans klart mest markante rolle i form af Riddick. Pitch Black er en af de absolut bedste sci-fi horrorfilm i nyere tid og det er fuldt ud forståligt at Diesel desperat forsøger at få franchisen på rette køl igen, efter den finansielle fiasko af Chronicles of Riddick.
“Prototype” John Cena havde den nemmeste duel af alle, fordi selv om han ikke ligefrem har oversvømmet filmindustrien med kvalitetsmateriale, så er det til hver en tid bedre end “Stone Cold” Steve Austins samlede mængde af ingenting godt. 12 Rounds var mere eller mindre en fattigmands Speed men Renny Harlin levere velfungerende og underholde action, for en gangs skyld.
Inspector Chan vs. Dragon Wong
Selv om Jackie Chan måske har klaret turen til Hollywood værre end Jet Li, så bliver han holdt i live af hans mange gode film tidligere i hans karriere. Duellen endte med 35% for til Chans side mod 33% til Lis side. Man skal rigtig mange år tilbage i tiden for at finde Chans bedste film, og der var hård kamp om pladsen fra Legend of Drunken Master, men valget endte på Police Story. Det var dengang hvor han lavede alle hans sindssyge stunts selv og der var masser af crazy slåskampe.
Det stod hårdt til mellem de to mestere af alt hvad der hedder kampsport, Donnie Yen og Tony Jaa, men Yen løb væk med sejren med konkurrencens højeste procent, nemlig 66% for, mod Jaas 50%. Yen viste at han også kunne flexe sine skuespilsmuskler i det episke martial arts drama Ip Man. Han får dog stadig tid til at tæve en masse folk, på yderst formidabel vis.
The Reserve Deputy Chief vs. Leeloo Dallas Multipass
Der er langt mellem snapserne i Steven Seagals repertoire, men det stoppede ham dog i at slå Chuck Norris ud med 11% mod 6%. Seagals bedste film er fra dengang hvor han stadig lavede biograffilm. Under Siege var en solid actionfilm som også bød på Gary Busey og Tommy Lee Jones. Den markerer sig også ved, at være den eneste film hvor Seagal har mere end et ansigtsudtryk.
Endnu en tæt duel blev udkæmpet mellem feltets eneste tøser, men til sidst vandt Milla Jovovich over Michelle Rodriguez med 44% mod 40%. Selv om Milla har gjort rollen som Alice i Resident Evil franchisen til hendes hovedfokus, så er det svært for mig at se på hende uden at tænke “Leeloo Dallas Multipass” og Luc Bessons fravestrålende science fiction film The Fifth Element. Filmen får også bonuspoints for en af Gary Oldmans mest over-the-top roller, der er dog ingen points for Chris Tucker.
The Goss Bros vs. The Machete
Popdrengen Luke Goss slog selveste Crying Freeman ud af konkurrencen, alene på grund af Guillermo Del Toro, med en score på 22% mod 20%. Del Toro kan helt alene tage “æren” for at Goss har en filmkarriere, ved at give ham to fantastiske skurkeroller i henholdsvis Blade II og Hellboy II. The Golden Army var en flot og kreativ fantasy actionfilm og Goss’ psykopatiske, langhårede albino ninja-wizard var en god del af det.
Du kan jo spørge dig selv, hvilken af de to kriminelle, Wesley Snipes og Danny Trejo, ville du være mest bange for at møde i mørk baggyde? Det var ikke en afgørende faktor i sejren, men Trejo vandt også her med betydelig margen med 43% mod 33%. Trejo bedste og mest mindeværdige rolle, var også hans første rigtige rolle . Robert Rodriguez startede Trejos karriere med rollen som Navajas i Desperado. Så nu er denne 67 årige “Mexi-Can” med mere end 210 roller på CV’et, kæmpe videre mod toppen.
Instrueret af Scott Charles Stewart
Skrevet af Cory Goodman over Min-Woo Hyungs tegneserie
Med Paul Bettany, Maggie Q, Karl Urban, Cam Gigandet, Christopher Plummer, Lily Collins, Stephen Moyer, Brad Dourif og Mädchen Amick
2011 US 87 min. Science Fiction / Action / Horror
Scott Charles Stewart stormede, i starten af 2009, ind på filmscenen med den religiøse actionfilm Legion. Filmen havde en fantastisk plakat og et godt koncept, men det færdige produkt var en ganske horribel film, med forfærdeligt skuespil og dødfødte actionscener. Nu genforenes han med Paul Bettany og gentager næsten bedriften.
Det er muligt at Scott Charles Stewart har studeret film, men det er højst sandsynligt ikke på en filmskole hvor man rent faktisk lærer om ting som konstruktion, teknik eller fortællestil. Det er snarere et spørgsmål om, at han har set en masse film og følt at det har gjort ham i stand til selv at instruere en. Det er dog ikke tilfældet.
Priest er alle film før den. Der er ikke en eneste original idé, frisk dialog eller underholdende actionscene at finde noget sted i filmen. Det er kliché, i den reneste form. Det er så tæt man menneskeligt kan komme på kreativ bankerot, inden man begynder at lave film for The Asylum.
Filmen kan dårligt sætte en fod forkert, før den er faldet af andre grunde. Det starter slemt, med en elendig tegnefilmsekvens, en ting som ikke har virket for nogen film siden Kill Bill, så det kunne være rart hvis folk holdte op med at forsøge at kopiere det. Det bliver ikke meget bedre som filmen skrider fremad. Paul Bettany er omgivet af dårlige skuespillere som Cam Gigandet (Burlesque, The Roommate) og Maggie Q (The King of Fighters, Live Free or Die Hard), manuskriptet får én til at krumme tær og filmen bliver, værst af alt, aldrig underholdende.
Af filmens meget få lyspunkter, kan man nævne lækkert overspil fra Karl Urban og nogle til tider udmærkede computereffekter. Det er dog ikke nok til at ændre nogens holdning. Men hvis man skal se lidt positivt på det, så kan man sige at hvis Scott Charles Stewart forsætter på denne måde, så kan det være at han laver en middelmådig film næste gang.
Kan ikke anbefales, man skulle hellere holde sig i dagslyset.
Se i stedet: Blade II
Jeg havde sat mig for, at lave en Top 10 over de bedste actionstjerner, men det viste sig hurtigt at være sværre end som så. Der er mange forskellige typer af actionstjerner, både afgjort af tidsperiode, stil og formål, så det var svært at afgøre hvordan de skulle sammenlignes og opdeles i rang. Derfor besluttede jeg, at det skulle gøres på en helt anden måde. Det hele bliver afgjort af en serie af dueller, hvor vinderen går videre til den næste runde. I den første runde bliver vinderen afgjort, ved at sætte de to duellanters CVer op mod hinanden. Det er alene ud fra kvaliteten af deres filmkarriere, dømt via en simpel “for eller imod” process. Runde 2 følger, inden for de næste par dage.
The Stars of the 80’s
VS
Om nogen, så er Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone nok de to der startede det hele og det er derfor oplagt at de er de to første som kommer op mod hinanden. Arnold forsøger for tiden, at få sin filmkarriere op at køre igen, efter hans periode som guvanør. Sylvester har allerede haft rimelig succes, med at genstarte sin karriere i det ny årtusinde.
Arnold Schwarzenegger
For: Terminator, T2: Judgement Day, Predator, True Lies, Total Recall
Imod: Terminator 3, Collateral Damage, The 6th Day, Batman & Robin, Jingle All the Way, Twins, Commando, Hercules in New York, Conan, Running Man
Sylvester Stallone
For: Rocky, Rocky Balboa, First Blood, Antz, Cop Land, Daylight, Demolition Man, Cliffhanger
Imod: Rambo III, Avenging Angelo, D-Tox, Driven, Get Carter, Assassins, The Specialist, Stop! or Mom will Shoot, Oscar, Tango & Cash, Over the Top, The Expendables
The Second Class
VS
Lige under Arnold og Sly, har “The Muscels from Brussels” og og den gigantiske kemi-professor fra Sverige, altid desperat forsøgt at følge med. Både van Damme og Lundgren udsender en konstant strøm af direkte til dvd actionfilm, hvorimod det har været begrænset med biograffilmene. Lundgren var dog med i Stallones The Expendables, hvor van Damme takker nej. De begge med i den “måske” kommende Universal Soldier: The New Dimension, som forsøger sig 3D.
Jean-Claude van Damme
For: JCVD, Timecop, Hard Target, Universal Soldier
Imod: Universal Soldier: Regeneration, Until Death, The Hard Corps, Wake of Death, In Hell, Derailed, The Order, Replicant, Inferno, Universal Soldier: The Return, Knock Off, Maximum Risk, Double Team, The Quest, Sudden Death, Street Fighter, Nowhere to Run, Double Impact, Death Warrant, Lionheart, Kickboxer, Bloodsport, Cyborg
Dolph Lundgren
For: Universal Soldier
Imod: Universal Soldier: Regeneration, Command Performance, Direct Contact, Diamond Dogs, The Mechanik, Retrograde, Agent Red, Jill Rips, Storm Catcher, Blackjack, Sweepers, Silent Trigger, The Shooter, Johnny Mnemonic, Men of War, Pentathlon, Joshua Tree, Dark Angel, The Punisher, Red Scorpion, Showdown in Little Tokyo, Masters of the Univers, Rocky IV, The Expendables
The Everyday Man
VS
Med Die Hard, startede Bruce Willis en slags actionhelt, den almindelig mand som sejrer imod umulige odds. Jason Statham gled stille og roligt ind i den rolle, i det ny årtusinde. Willis hænger hårdnakket fast i Die Hard-serien og der er også en ny på vej. Stathams største franchise er enten Crank eller The Transporter, men der er ingen af dem som har vist sig at kunne holde i længden.
Bruce Willis
For: Die Hard, Die Hard with a Vengance, Live Free or Die Hard, Planet Terror, 16 Blocks, Lucky Number Slevin, Sin City, Unbreakable, The Sixth Sense, The Fifth Element, Last Man Standing, Twelve Monkeys, Pulp Fiction, The Last Boyscout
Imod: Cop Out, Surrogates, Perfect Stranger, Tears of the Sun, The Kid, Breakfast of Champions, Color of Night, Striking Distance, Death Becomes, Her, Hudson Hawk, Mortal Thoughts, Look Who’s Talking, The Expendables
Jason Statham
For: Snatch, Lock Stock and Two Smoking Barrels, The Mechanic, The Transporter, Crank
Imod: Crank: High Voltage, Gnomeo & Juliet, The Transporter 2, The Transporter 3, War, In the Name of the King, Chaos, Revolver, Cellular, The One, Ghosts of Mars, The Expendables
The Pretty Boys
VS
Både Reynolds og Cooper startede i komedier og har langsomt begyndt at lave actionfilm. Mange af Reynolds actionstjerne-roller er stadig på vej, så som Green Lantern, Deadpool, Safe House og RIPD, så de tæller selvfølgelig ikke med her. Internet-rygterne er begyndt at svirre om Bradley Cooper i rollen som Nathan Drake i Uncharted-filmatiseringen.
Ryan Reynolds
For: Buried, Adventureland, The Nines, Smokin’ Aces, The Amityville Horror
Imod: The Proposal, Wolverine, Definitely Maybe, Chaos Theory, Waiting, School of Life, Blade Trinity, Foolproof, The In-Laws, Bying the Cow, Van Wilder
Bradley Cooper
For: The A-Team, Limitless, The Hangover, My Little Eye
Imod: The Hanover Part II, All About Steve, Case 39, He’s Just Not That into You, Yes Man, The Midnight Meat Train, Failure to Launch
The New School
VS
Både Vin Diesel og The Rock blev kørt i position til at overtage efter Arnold, helt ned til at de begyndte at lave dårlige børnefilm ala Kindergarden Cop. De støtte sammen tidligere i år, i den femte Fast & Furious-film og endnu et møde er planlagt i den sjette. Diesel forsøger stadig at få endnu en Riddick-film stablet på benene og The Rock er med i den næste G.I. Joe-film.
Vin Diesel
For: Fast Five, The Fast & The Furious, Find Me Guilty, Pitch Black, Boiler Room, The Iron Giant, Chronicles of Riddick, Saving Private Ryan
Imod: Babylon A.D., The Pacifier, A Man Apart, XXX, The Knockaround Guys, The Wheelman
Dwayne “The Rock” Johnson
For: Fast Five, Faster, Race to Witch Mountain, The Game Plan, Gridiron Gang, The Rundown, Get Smart
Imod: The Scorpion King, The Other Guys, The Tooth Fairy, Southland Tales, Doom, The Mummy Returns, Be Cool
The Wrestlers
VS
Udover The Rock, har mange wrestlere forsøgt at slå igennem i filmindustrien. Ingen af dem har klaret sig specielt fantastisk. Kane, Big Show, Hulk Hogan, Tyler Mane og Triple H er haft meget begrænset succes og det er nok John Cena og Steve Austin som har klaret sig bedst, selvom det ikke siger så meget.
John Cena
For: 12 Rounds
Imod: The Marine
“Stone Cold” Steve Austin
For: Nothing
Imod: The Condemned, Hunt to Kill, The Expendables
The Asian Masters
VS
Både Jackie Chan og Jet Li producerede fremragende martial arts film i deres hjemland, men stødte på alvorlige kvalitetsproblem, da de rejste til Hollywood. De har begge vendt tilbage og forsøgt genvinde noget af det gamle, med blandede resultater.
Jackie Chan
For: Shanghai Noon, Rush Hour, Legend of the Drunken Master, Legend of the Drunken Master II, Police Story, Police Story 2, Armour of God, Project A
Imod: The Spy Next Door, Rush Hour 2, Rush Hour 3, Around the World in 80 Days, The Medallion, The Tuxedo, Gorgeous, Mr. Nice Guy, Thunderbolt, Super Cop, Twin Dragons, Twinkle Twinkle Lucky Stars, Meals on Wheels, Cannonball Run, Cannonball Run 2
Jet Li
For: Fearless, Unleashed, Once upon a Time in China, Fist of Legend
Imod: The Mummy: The Tomb of the Dragon Emperor, War, Cradle 2 the Grave, The One, Kiss of the Dragon, Lethal Weapon 4, Black Mask, The Expendables
The Next Gen Asians
VS
I modsætning til Chan og Li, har Donnie Yen og Tony Jaa hovedsagligt holdt sig til asiatiske film. Fælles for dem begge er, at de konstant studerer nye stilarter inden kampsport og bruger dem i deres film. Donnie Yen har de sidste par år, overtaget positionen som goto leading man i historiske actionfilm. Trods Jaas svingende mentale helbred udenfor filmverdenen, levere han hårdtslående action hver gang han træder ind foran kameraet.
Donnie Yen
For: Ip Man, Ip Man II, Hero, Iron Monkey, Blade II, Bodyguards and Assassins
Imod: Legend of the Fist: The Return of Chen Zhen, Highlander: Endgame, 14 Blades
Tony Jaa
For: Ong-Bak, Tom Yum Goong, Ong-Bak 2
Imod: The Bodyguard, The Bodyguard 2, Ong-Bak 3
The “Musicians”
VS
Udover en jævn mangel på skuespilstalent, så deler Steven Seagal og Chuck Norris også generel mangel på musisk talent. Seagal har udgivet flere plader og Norris har indspillet musikken til Walker, Texas Ranger.
Steven Seagal
For: Under Siege, Machete
Imod: Under Siege 2, Belly of the Beast, Out of Reach, The Foreigner, Half Past Dead, Ticker, Exit Wounds, The Patriot, Fire Down Below, The Glimmer Man, Executive Decision, On Deadly Ground, Hard to Kill, Nico, Marked for Death, Out for Justice
Chuck Norris
For: Way of the Dragon
Imod: Walker Texas Ranger, Forrest Warrior, Hellbound, Sidekicks, Top Dog, Delta Force, Delta Force 2, Misiing in Action, Missing in Action 2, Missing in Action 3, Firewalker, The Octagon, Invasion USA, Breaker Breaker, A Force of One
The Females
VS
Af og til sniger der sig også kvindemennesker ind i actionfilm. De to som har gjort det bedst, er Milla Jovovich og Michelle Rodriguez. Det hjælper jo selvfølgelig at Milla er gift med Paul W. S. Anderson, som ikke instruerer andet end actionfilm.
Milla Jovovich
For: Resident Evil, The Fifth Element, Dummy, The Messenger, Dazed and Confused, He Got Game, Zoolander
Imod: Resident Evil: Apocalypse, Resident Evil: Extinction, Resident Evil: Afterlife, UltraViolet, You Stupid Man, No Good Deed, Million Dollar Hotel, Return to the Blue Lagoon, .45
Michelle Rodriguez
For: Girlfight, Avatar, Machete, Resident Evil
Imod: Battle Los Angeles, Battle in Seattle, BloodRayne, Control, SWAT, Blue Crush
The Buttom Shelf
VS
Nu er vi så kommet ned og skrabe bunden af tønden fuld af actionstjerner. Mark Dacascos lavede mange direkte til dvd film i starten af 90erne, men i 00erne blev han af en eller anden underlig grund chairman for Iron Chef. Den tidligere popstjerne Luke Goss, har overtaget nogle af rollerne som Wesley Snipes ikke kan tage, fordi han er i fængsel.
Mark Dacascos
For: Brotherhood of the Wolf, Crying Freeman, Drive
Imod: Instinct to Kill, Cradle 2 the Grave, The Crow: Stairway to Heaven, The Base, No Code of Conduct, DNA, Sanctuary, Boogie Boy, Sabotage, The Island of Dr. Moreau, Double Dragon, Only the Strong
Luke Goss
For: Blade II, Hellboy II
Imod: Death Race 2, Tekken, Blood Out, Unearthed, The Man, Silver Hawk, ZigZag
The Criminals
VS
Det er ikke nogen hæmsko for en actionstjerne, at være kriminel. Wesley Snipes fulgte efter Steven Seagal og lavede direkte til dvd actionfilm i østeuropa, men han glemte lige at betale skat. Danny Trejo tilbragte mange år i fængsel, inden vennen Robert Rodriguez gav ham en filmkarriere.
Wesley Snipes
For: Blade, Blade II, Demolition Man, One Night Stand, New Jack City, White Men Can’t Jump
Imod: Passenger 57, Rising Sun, Drop Zone, Blade Trinity, Future Sport, ZigZag, Chaos, Detonator, Hard Luck, Undisputed, Brooklyn’s Finest, Game of Death
Danny Trejo
For: Machete, Predators, Once upon a Time in Mexico, Spy Kids 2, The Salton Sea, Animal Factory, Con Air, from Dusk till Dawn, Desperado, Heat
Imod: Death Race 2, Gun, Alone in the Dark II, Halloween, The Crow: Wicked Prayer, Spy Kids 3, XXX, Bubble Boy, Inferno, Six days Seven Nights, Los Locos, Anaconda, Point Blank
Instrueret af Michael Bay
Skrevet af Roberto Orci og Alex Kurtzman
Med Shia LaBeouf, Megan Fox, John Turturro, Josh Duhamel, Tyrese Gibson, Anthony Anderson, Rachael Taylor, Jon Voight, Kevin Dunn, Zack Ward, Julie White, Bernie Mac og med stemmer af Peter Cullen, Robert Fozworth og Hugo Weaving
2007 US 154 min. Action / Science Fiction
Tilbage i sommeren 2007, gik jeg skeptisk ind i biografmørket for at se en film baseret på en legetøjsserie fra 80erne. Næsten 3 timer senere forlod jeg salen, overrasket og super-underholdt. Michael Bay og Steven Spielbergs stort opsatte Transformers-filmatisering var en succes og en blockbuster af højeste kaliber.
Som det er med alle succeser, så skal de jo malkes for alt hvad de har i sig og det varede ikke længe før at der var nye film i støbeskeen. Men efter at have været vidne til 2009s Revenge of the Fallen og 2011s Dark of the Moon, er jeg nu langsomt begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om denne gigantiske franchise på noget tidspunkt har budt på kvalitet eller om man bare lod sig rive med af spektaklet, den første gang. Derfor er et gensyn på sin plads, for en gang for alle at afklare om disse store robotter er og bliver livløse legetøjs-figurer eller om der, på et tidspunkt, var bare den mindste antydning af barnlig charme.
En ting bliver hurtigt åbenlyst ved gensynet, ligesom de to efterfølgere, så er den første Transformers-film stadig alt for lang. Ikke nok med at en actionfilm om store robotter aldrig burde have en spilletid på 154 minutter, men filmen er også ufokuseret og fyldt til randen med ligegyldige karakterer.
Filmens kerne er, uden tvivl, historien om en dreng og hans robotbil fra rummet. Den historie er den vigtigste, det er den der fungerer bedst og det er også den som føltes mest som Steven Spielbergs del af samarbejdet. Filmens sekundære historie, er den om den lille hærenhed ledet af Josh Duhamel og Tyrese Gibson, føltes som typisk Michael Bay. Den del kan jeg også godt acceptere, fordi at man ved at Bay får en massiv stådreng på, hver eneste gang han ser bare det mindste militærlogo, men også fordi den viser det større perspektiv af robotkrigen, et perspektiv som man aldrig ville få i den mere intime historie om Shia LaBeouf og Bumblebee. Filmens tredje og helt igennem ligegyldige historie, følger en lille gruppe hackere som forsøger at afkode Decepticons signal. Den del af filmen, er komplet spild af tid og bliver på intet tidspunkt interessant. Det er tydeligt at man har forsøgt at skabe flere karakterer, blandt andre Rachael Taylor og Anthony Anderson, som kunne videreføres til de næste film i franchisen, men det fungerer bare ikke. Hvis den sektion havde været klippet ud, så havde det gavnet filmens flow og det havde også fået den ned på en mere acceptabel spilletid. 
Overordnet er den første Transformers-film, en velfungerende og underholdende sommer blockbuster. Actionscenerne er, i typisk Michael Bay stil, skruet rigtig godt sammen og computereffekterne er farverige og flotte. Når man taler om effekterne, efter at der er gået fire år og man har set den tredje film i serien, så holder de ikke helt den samme høje standart. Det er jo selvfølgelig også lidt snyd, men når man ser tilbage, så er de store robotter stadig godt lavet, men det virker aldrig rigtig som om at de er en del af billedet. Omgivelserne reagerer ikke passende på dem og ligeledes den anden vej rundt, men det er ikke noget som ødelagde min oplevelse. 
Skuespillerne gør det klart bedst i dette første kapitel, men der er også markant kvalitets forskel i det materiale som de får stukket i hånden her og hvad de får i senere film. Shia LaBeouf er charmerende, hans forældre er endnu ikke blevet sindssyge og så er Megan Fox, i retrospekt, udmærket. Ja, du læste rigtigt. Jeg har, ved gensynet, ikke noget specielt imod Megan Fox. Derfor ikke at sige at hun er en god skuespiller, men hun udfylder den rolle som hun har fået i filmen. John Turturro er meget nedtonet end den hysteriske galning, som han er i to’eren og så er Bernie Mac hilarious som brugtvognshandleren, Bobby Bolivia, i starten af filmen.
Efter gensynet, kan jeg konstatere, at Transformers startede ud som kvalitets underholdning inden at det kammede over i en eksplosion af dårlig humor og livløs idioti. Så smid de to efterfølgere i glemmebogen og nyd denne, som det popcornsfrådende stykke underholdning som den nu engang er.
Karakter 2007: 8/10
Karakter 2011:
Instrueret af Patrick Lussier
Skrevet af Todd Farmer
Med Nicolas Cage, Amber Heard, William Fichtner, David Morse, Billy Burke, Todd Farmer, Christa Campbell, Tom Atkins, Jack McGee, Pruitt Taylor Vince og Michael Papajohn
2011 US 104 min. Action / Fantasy
Kunsten at få publikum i biografsæderne, handler om at sælge og det er ikke altid lige nemt at overbevise folk om at en given film er éns hårdttjente penge værd. Der er nogle ting som er sværer at sælge end andre, eksempelvis endnu en deprimerende historie om en ødelagt kvinde, som har tabt sit barn og søger tilflugt i armene på en fattig arbejdsdreng, der ikke taler et ord engelsk. Det kan Danielle Steele og hendes loyale fans godt holde for dem selv. Nej, det som jeg snakker om, sælger ganske enkelt sig selv, bare hør engang.
I Drive Angry bryder Nicolas Cage ud af helvede, for at redde hans barnebarn fra en satanisk kult og så bliver William Fichtner sendt efter, for at slæbe Cage tilbage til de evige pinsler. Altsammen i glorious 3D. Hvis den salgstale ikke gør dig halvt opstemt, så er din sjæl kedelig.
Det var en af de meget få 3D-film, som jeg så frem til. Men på grund af mager indtjening i Amerika, så kom den slet ikke i de danske biografer. Så jeg måtte “nøjes” med en 1080p Blu-Ray på min fladskærm, som overhovedet ikke er 3D og det endte faktisk som et af filmens store problemer. Det er selvfølgelig ikke filmens skyld, at jeg ikke har smidt en masse penge efter et 3D fjernsyn, men Drive Angry egner sig bare ikke til nutidens high definition. Det er en film som havde gjort sig meget bedre på et gammelt slidt videobånd fundet i de mørke afkråge af 80’ermes videobutikker. Hverken filmens action eller effekter kan klare de skarpe billeder og man sidder hele tiden med et konstant ønske om et af Robert Rodriguez/Quentin Tarantinos Grindhouse filtre.
Filmens største problem er dog, et langt stykke hen af vejen, Nicolas Cage. Hvad folk måske ikke ved, så findes der to vidt forskellige Nicolas Cages. En kedelig og dårlig Cage, der laver film som National Treasure, Wicker Man, Next og Bangkok Dangerous. Samtidig, andetsteds i Hollywood, er der en sindssyg og god Cage, der laver film som Bad Lieutenant, Kick-Ass, Adaptation og Face/Off. En over-the-top film, hvor Cage slipper ud af helvede for at tage hævn på alverden, kræver den sindssyge Cage. Men i Drive Angry er han nærmest the straight guy sat op i mod resten af castet.
Drive Angry fungerer stadig som en underholdende og useriøs actionfilm, der helst skal nydes med en spandfuld kolde øl på bordet og et par gode venner i sofaen. Om ikke andet, så skal filmen ses for William Fichtners vidunderlige overspil som truer med at overtage filmen, det er hele oplevelsen værd.
Se også: Shoot’em Up