Posts Tagged ‘Action’
Instrueret af Michael Bay
Skrevet af Ehren Kruger
Med Shia LeBeouf, Josh Duhamel, Rosie Huntington-Whiteley, John Turturro, Frances McDormand, Tyrese Gibson, Kevin Dunn, John Malkovich, Ken Jeong, Glenn Morshower, Alan Tudyk og med stemmer fra Hugo Weaving, Leonard Nimoy, John Di Maggio og Peter Cullen
2011 US 154 min. Action / Science Fiction
Nogle anmeldelser viser sig at være mere besværlige at skrive end andre. Transformers: Dark of the Moon er et perfekt eksempel. Jeg føler mig, ærligt talt, en anelse dum ved at sidde at kommentere nøjagtig hvor tåbelig, sjæleløs og intetsigende en Transformers-film er, fordi det er jo nærmest selvsagt. Men på den anden side, syntes jeg heller ikke at det bare skal accepteres, alene fordi det er en Transformers-film.
Michael Bay har offentligt sagt undskyldt for Transformers: Revenge of the Fallen. Han beklagede det dårlige manuskript, de elendige jokes og de gigantiske robot-klunker. Samtidig lovede han, at han ville rette op på alle de dårlige ting her i den tredje film, et løfte som han selvfølgelig ikke kan holde.
Sam Witwicky (Shia LeBeouf) har færdiggjort sin skoletid og leder nu desperat efter et job. Han er flyttet til storbyen, har fået en ny smuk kæreste men han må nøjes med en skrot-bunke af bil, fordi hans helt egen kæledyr-sportsvogn-transformer er på mission for staten. For det ikke skal være løgn, så kommer hans forældre endda også på uventet besøg. Samtidig finder han langsomt ud af at NASAs månelanding ikke helt var for udflugtens skyld. Det var en mission sat i gang for at finde en nedstyrtet Autobot. Pludselig finder han sig atter i midten af en altdestruerende krig mellem Autobots og Decepticons.
Som sagt, retter Michael Bay på ingen måde op på alle de tåbelige elementer fra to’eren, hvad han i stedet formår, er at erstatte dem alle med nye, men mindst lige så tåbelige elementer. Lige som to’eren er det en enorm kolos af en actionfilm, med en spilletid på hele 154 minutter! Lige som før er en stor del af disse minutter fyldt med tunge dele af komplet ligegyldig historie, en ekstra portion rigtig plat humor og skyhøje robotter som forklarer hvad fanden der sker på skærmen. Jeg grinte præcis to gange i løbet af filmen, men det var på grund af Alan Tudyk (Firefly, Dodgeball) og en vilkårlig armbevægelse fra Shia LeBeouf, og ikke på grund af noget af det som manuskriptet havde at byde på.
Der er ikke nogle racistiske stereotype robotter denne gang, det betyder dog ikke at man slipper for dumme små robotter som fyrer lamme jokes af hver gang de har muligheden. Der er heller ingen robot-klunker i miles omkreds, men til gengæld er der masser af gamle robotter med gråt hår og robotter som savler når de snakker. Megan Fox er ikke længere en del af franchisen, fordi hun sammenlignede Michael Bay med Hitler, men hun er blot erstattet af en smuk ny dulle uden afskygningen af talent, Victoria’s Secret modellen Rosie Huntington-Whiteley.
Men hvis jeg nu lige holder en lille pause, i den meningsløse opgave at kalde en dum film for dum, så er der skam også gode ting at finde mellem murbrokkerne. Computereffekterne er blevet forbedret endnu engang og de er ganske enkelt fremragende. Michael Bay har gennem hele hans karriere, med film som The Rock, Bad Boys og The Island, vist talent for at sætte en actionscene sammen og Transformers: Dark of the Moon forstærker kun denne stime. Hele den sidste time er et stort voldsorgie af eksplosioner, robotkamp og flyvende egernmænd. Samtidig er Coen brødrenes favoritter John Turturro og Frances McDormand, samt de nytilkomne John Malkovich og Alan Tudyk, gode i deres roller på trods af materialet. Alt dette betyder, at man sagtens kan bliver underholdt også selv om filmen ikke er specielt god, men man kan lige så godt nøjes med at møde op til den sidste time.
Det er min overbevisning, at havde Transformers: Dark of the Moon ikke været en så klokkeklar showcase for førsteklasses special effects, så havde hovedparten af folkene bag ikke fået lov til at lave film.
Se i stedet: Terminator: Salvation
Instrueret af Duncan Jones
Skrevet af Ben Ripley
Med Jake Gyllenhaal, Michelle Monaghan, Vera Farmiga, Jeffrey Wright, Michael Arden, Cas Anvar, Russell Peters og Craig Thomas
2011 US 93 min. Science Fiction / Action / Thriller
Filmgenrer svinger konstant i popularitet, præcis som det er tilfældet med musikgenrer. Det ene øjeblik er et helt specielt emne vanvittigt populært og markedet oversvømmes af folk der vil have en bid af kagen. Det næste øjeblik er det som om at det emne slet ikke eksisterer.
Der er selvfølgelig nogle genrer som forbliver evigt populære. Man ser f. eks. aldrig en mangel på actionfilm eller dumme komedier, på samme måde som at man nok aldrig slipper helt for dansevenlig og intetsigende popmusik.
De sidste par år har der været en lille renæssance indenfor science fiction film, en ting som jeg er ovenud lykkelig over. Men ikke nok med det øjede antal, så har en god del af filmene budt på intelligente og velskrevne historier. Film som Inception, Timecrimes, Cold Souls og Moon. Sidstnævnte blev instrueret af Duncan Jones og han tilføjer nu endnu en film til listen over gode nye sci-fi film med Source Code.
Den amerikanske helikopterpilot, Captain Colter Stevens (Jake Gyllenhaal), vågner forvirret op til en mission han ikke har sagt ja til. En lyssky militærenhed bruger deres avancerede teknologi til at sende Stevens tilbage i tiden, i et desperat forsøg på at afværge et bombe-angreb på et passagertog. Stevens skal finde terroristen og hvis muligt, desarmerer bomben, men han har kun 8 minutter før toget springer i luften. Så han bliver tvunget til at tage den dødsdømte rejse mange gange. Kan han nå bomben i tide? Hvorfor er det netop ham som har fået missionen? og hvorfor bliver kvinden på toget ved med at kalde ham Sean?
Så med andre ord, så er Source Code en science fiction version af Groundhog Day. En romantisk time-loop film med et fokuseret mål. Det er selvfølgelig ikke helt fair at sammenligne to så forskellige film, men det virker ret passende i dette tilfælde.
Source Code er Duncan Jones’ første big budget blockbuster og det er tydeligt noget helt andet end hans debutfilm, Moon. Source Code besidder på ingen måde dan samme intelligens eller dybde som gjorde Moon til den fremragende og gribende oplevelse som den nu engang var. Source Code har dog stadig en del mere hjerne end de fleste mainstream Hollywood-film uden at det kommer i vejen for evnen til at underholde. Source Code holder spændingen og overraskelsesmomentet kørende gennem den korte, hektiske og præcise spilletid. Det er godt skruet sammen, taler aldrig ned til sit publikum og det eneste som jeg rigtigt kan klandre filmen for er, at Duncan Jones tilsyneladende lider af det moderne Spielberg-syndrom, i det at han ikke rigtig ved hvornår han skal slutte og vedhæfter desværre omkring 30 sekunder for meget i filmens slutning. Det er dog ikke nok til at ødelægge en ellers glimrende biograftur.
Det er ikke kun instruktøren Duncan Jones som klarer sig flot igennem Source Code. Manuskriptforfatteren Ben Ripley, som indtil nu kun har skrevet endelige efterfølgere i Species-serien, formår også på fornem vis at holde filmens mange spor på rette kurs. Source Code er også hjulpet af glimrende præstationer fra de gode skuespillere. Jake Gyllenhaal, Michelle Monaghan og Vera Farmiga leverer alle solide roller og det er kun Jeffrey Wright, som konstant bevæger sig på grænsen til overspil.
Efter den fremragende Moon, slår Source Code for alvor fast, at Duncan Jones er genre-instruktør man skal holde øje med i fremtiden.
Se også: Frequency
Instrueret af Eric Fosberg
Skrevet af Eric Fosberg
Med Paul Logan, Tiffany, Barry Williams, David Labiosa, Cooper Harris, Jude Gerard Prest og Jesse Daly
2010 US 92 min. Action / Sci-Fi
[I Copyright Infringement tages der kærligt fat i nogle af de rædselsfulde film som bliver udgivet af studiet The Asylum. The Asylum er kendt for at kopiere kendte blockbuster og tjene en masse hurtige penge på at folk læser titlen forkert. Deres film er også kendt for at være så skod-elendige, at selv Uwe Boll kan se ned på dem og grine.]
Den første film, Mega Piranha, er et samarbejde mellem The Asylum og Syfy Channel.
Hvad har The Asylum kopieret denne gang?
Alexandre Ajas blodbad fra 2010, Piranha 3D, med Elisabeth Shue, Adam Scott, Ving Rhames, Richard Dreyfuss og Christopher Lloyd.
Hvad bruger de deres tyvekoster til?
Menneskeskabte, genmanipulerede dræberfisk går amok. De spreder sig hurtigt gennem de sydamerikanske vande, på vej mod de forenede stater og fordobler deres størrelse hver 36. time. Den amerikanske soldat, Jason Fitch og en lille gruppe forskere er menneskehedens eneste håb mod disse monstre.
Hvordan er resultatet?
Det er, ikke overraskende, himmelråbende elendigt. Det hele har en uigennemtrængelig stank af talentløshed og virker mest af alt, som et fritidsprojekt som en forfejlet filmskoleelev har lavet med sine venner (¤ uden noget af den charme eller sjov som det trækker med sig i eksempelvis Robert Rodriguez’ film). Filmen giver sjældent mening, skuespillet er forfærdeligt og der er dårligt to sidestående scener som hænger sammen.
I et desperat forsøg på at dække over de manglende kvaliteter, arbejder klipperen på overtid. Alting er klippet langt ind i helvede, med klip som aldrig løber længere end et par sekunder, uanede mængder af hurtige kamerabevægelser komplet med fabelagtige “whoosh” lyde og endda fastmotion i bedste Benny Hill-stil. Selv de værste tilfælde af damp, bliver gjort til skamme af Bill Parkers paniske klipperfingre.
Der er nogle skuespillere i, ikk?
Jo, det kan man vel godt kalde dem, hvis man syntes det er for provokerende at kalde dem marionetdukker. Den amerikanske soldat bliver spillet af Paul Logan, der tidligere har været med i så sublime ting som The Asylums The Terminators, Komodo vs. Cobra og sæbeoperaen Days of Our Lives. I Mega Piranha taler han konstant så anstrengt og akavet, at jeg flere gange overvejede om det var eftersynkroniseret.
Filmens anden hovedrolle, marinebiologen Sarah Monroe, bliver spillet af 80’er popstjernen Tiffany. Hun er selvfølgelig ikke en specielt god skuespiller og hun fungerer ikke engang som den obligatoriske “pretty girl” som der jo skal være i en dårlig actionfilm (¤ det er selvfølgelig en smagssag og det kan da godt være at, der er nogen som tænder på gumpe-tunge og hysterisk irriterende, afdankede 80’er tøser).
Hvad med effekterne?
De computergenererede dræberfisk er helt exceptionelt dårligt lavet og minder mest om papfigurer som er klistret på billedet med klar tape. De eksisterer åbenlyst ikke i samme verden som karaktererne og så bliver mange af de samme effektskud endda brugt flere gange i løbet af filmen. Et perfekt eksempel på hvor slemt det står til, er at en af de computer-animerede helikoptere skal på et tidspunkt dreje af og i stedet for at lave dette, bliver billedet bare roteret. Roteret på den måde, at man tydeligt kan se at de bare drejer billedet, inklusive baggrund, skyer og lignende.
Er der slet ikke noget godt?
Hmm…Barry Williams, fra The Brady Bunch, der spiller den amerikanske forsvarsminister er ok, ment på den måde at han i det mindste snakker ordenligt.
Hvad med nogle fun facts?
Vidste du, at huse springer i luften hvis de bliver ramt af store fisk, men hvis man sparker til fiskene sker der ikke noget?
Vidste du, at forskere kan blive usynlige når de har lyst?
Vidste du, at hvis man skriver noget ned på papir, så er det sandt?
Og vidste du, at batterier som du har haft i munden, har mere strøm?
På en skala fra 1 til 10 Uwe Bolls, hvor ligger Mega Piranha så?
På en skala, hvor 10 er på “højde” med en Uwe Boll (Alone in the Dark, BloodRayne, Postal) film og 1 kan sidestilles med et verdensdækkende udbrud af byldepest, ligger Mega Piranha på en solid 2’er.
På GaGa The Movies’ skala er karakteren ikke overraskende:
Instrueret af Kenneth Branagh
Skrevet af Ashley Miller, Zack Stentz, Don Payne, J. Michael Straczynski og Mark Petrosevich
Med Chris Hemsworth, Natalie Portman, Anthony Hopkins, Stellan Skarsgård, Kat Dennings, Idris Elba, Tom Hiddleston, Clark Gregg, Colm Feore, Ray Stevenson, Jaimie Alexander, Samuel L. Jackson og Jeremy Renner
2011 US 114 min. Action / Sci-Fi / Eventyr
“Courage is Immortal”
Superheltefilmene og tegneserieadaptionerne udkommer i et evigt stigende antal. Det er ikke længere blot de store og verdenskendte helte, som Superman, Batman, X-Men og Spiderman, der får millioner af dollars og enorme Hollywood produktioner i deres navn. I den evige søgen efter nye franchises, der kan lokke lommepengene fra de biografgående masser, bliver de mindre kendte “andenrangs” superhelte trukket frem fra gemmerne og får deres egen film. Hvad enten de kan bære det eller ej.
Det bliver sværere og sværere at sælge til det almindelige publikum. Ikke nok med det, så insisterer Marvel på at alle deres film skal hænge sammen og til sidst forenes i en kolossal film under navnet The Avengers. Man går ikke længere i biografen for at se en enkeltstående film, men derimod en karakterpræsentation og en optakt til en stor film ude i fremtiden. Nogle film, som den nye Thor, kæmper mod ekstra forhindringer på vejen ud til publikum. Marvels superhelteversion af den nordiske mytologi, er måske ikke lige kærkommen hos alle som er vokset op med fortællingerne om disse guder.
Thor har meget imod sig, allerede inden det første billede ruller over lærredet. Det store spørgsmål er, om tordenguden kan bære alt dette på hans skuldre og om den mægtige hammer, Mjølner, kan smadre de mange tunge fordomme.
Selvom svaret ikke er et utvetydigt ja, så er Kenneth Branaghs version af Thor, for det meste, en succesfuld og underholdende brik i Marvels store puslespil.
En stor del af æren for at det fungerer så godt som det gør, er at Marvel fortsætter med at fylde deres film med talent, lige som de gjorde med Iron Man, X-Men og Hulk. I Thors tilfælde har man den forholdsvis ukendte Chris Hemsworth (Star Trek, The Perfect Getaway og den kommende Red Dawn remake) i titelrollen og Tom Hiddelston (den britiske version af Wallander og den kommende Steven Spielberg film War Horse) i rollen som Loki, som begge klarer det forbløffende godt, men de er også omgivet af en skare af yderst kompetente skuespillere. I Asgaard udfyldes guderollerne blandt andet af Anthony Hopkins som Odin, Rene Russo som Frigga og Idris Elba (fra The Wire) som Heimdall. På Jorden har man blandt andre den Oscarvindende Natalie Portman, Stellan Skarsgård og Kat Dennings på rollelisten.
Alle leverer gode præstationer, der ofte er langt bedre end materialet. Scenerne i Asgaard er alle storslåede og i formel tone, uden at være unødigt pompøse. Scenerne på Jorden er mere naturlige og ofte ganske humoristiske, i stor del takket være endnu en sød og charmerende præstation fra Kat Dennings. Der er en mærkbar kemi mellem karaktererne og vigtigst af alt, virker det sjældent tvunget.
Bag skuespillerne, ligger en sikker hånd fra Kenneth Branagh i instruktør-stolen. Hvis man blot for et par år tilbage, ville have foreslået at Branagh, en instruktør bedst kendt fra flere filmatiseringer af William Shakespeare, skulle stå bag en stor og dyr superheltefilm, ville man højst sandsynligt blive mødt af latter. Men Branaghs overgang fra drama til actionfilm forløber hovedsagligt smertefrit.
Thor fokuserer mest på karaktererne og historien, men når det så endelig går løs, så er actionscenerne flotte og vel produceret. Slåskampene, de store setpieces og selvfølgelig Asgaard er hovedsagligt bragt til live ved hjælp af computereffekter og selvom det af og til bevæger sig ganske tæt på den frygtede digitale overflod, så er det lykkedes at visualiserer denne alternative verden på effektiv vis.
Det er blevet kastet lys på den ene af årets tre store superhelte-spørgsmålstegn, endda på overraskende positiv vis. Nu kan man vente og se om de kommende Captain America og The Green Lantern film, kan overbevise på samme måde. Man behøver ikke længere at være bekymret for Thor, man kan roligt bestille billet til en tur i biografmørket og gøre klar til et møde med det nyeste medlem af Marvels store superheltefamilie.
Se også: Iron Man
Instrueret af Jonathan Liebesman
Skrevet af Christopher Bertolini
Med Aaron Eckhart, Michelle Rodriguez, Cory Hardrict, Ne-Yo, Bridget Moynahan, Adetokumboh M’Cormack, Michael Peña og Ramon Rodriguez
2011 US 106 min. Sci-Fi / Action
Som en science fiction-hungrende filmentusiast, har de sidste par år været ganske gavmilde. Det er blevet populært at lave sci-fi igen og ikke nok med det, så har kvaliteten været overraskende høj. Alene indenfor de sidste to år har vi fået intelligente og vellavede film som blandt andet Star Trek, Monsters, Moon, The Girl who Leapt Through Time, Timecrimes, Cold Souls og ikke mindst District 9 og Inception som var blandt årets bedste i henholdsvis 2009 og 2010. Fremtiden ser også ret lys ud med Super 8, Cowboys & Aliens og Hunger Games i horisonten. Det har dog ikke været en lutter dans på roser, fordi selvom vi har fået gode film, så har vi også fået elendige film som Transformers: Revenge of the Fallen, Repo Men, Surrogates, Gamer og Skyline. Jeg kan berolige med at Battle: Los Angeles, på ingen måde er lige så slem som de sidstnævnte, men den placerer sig dog solidt i den intetsigende middelmådige del af skalaen.
Battle: Los Angeles er sci-fi junk food med Michael Bay smag. Det er blottet for nærende indhold af nogen art, det er helt igennem smagsløst og så er det lige så dumt som pap. Det er larmende macho militær-affald, så man forventer selvfølgelig ikke intelligent dialog, historie eller karakterer, men det er set tonsvis af gange før og det virker dummere end normalt.
Aaron Eckhart spiller Sgt. Michael Nantz, som er blot dage fra pension da rumvæsnerne invaderer. Helt ærligt, det er tæt på den ældste kliché i bogen. Han har desuden en meget kontroversiel mission bag sig, som gør at han skal bevise sig overfor den unge og brogede deling han træder ind i. Den omtalte deling, virker mere som en tjekliste for krigsfilm-klichéer end som levende karakterer. Denne simple idioti stopper ikke ved persongalleriet, den borer sig dybt ned i filmens grundlignende struktur, hvor den forvolder langt større problemer.
For at undgå at beskrive, hele den nærmest uendelige lange liste af fortællingsmæssige problemer som filmen har, så nøjes jeg bare med at nævne en af de værste. Det amerikanske militærs grundlæggende strategi er at man med fordel kan fokusere al energi på de invaderende rumvæsners tropper på jorden, fordi at de ikke har nogen flyvende styrker. Den strategi er så himmelråbende åndssvag, at filmen aldrig kan rejse sig fra det igen. Rumvæsnerne har ikke blot et hav af kraftfulde flyvemaskiner, men de kommer jo per definition også fra rummet. Lad os lige tage den igen, invasionsstyrken har intet flyvevåben men de er fløjet hertil fra det ydre rum. Nu må I kraftedeme tage jer sammen, manuskript-forfattere fra Hollywood.
Men hvis man kan leve med det, så kan man sikkert også leve med den kvalme som jeg fik hver anden gang en karakter åbner munden. Eckhart kalder blandt andet en lille dreng, som lige har mistet hans forældre, den modigste soldat han nogensinde har mødt. Man sidder tilbage med det simple ønske, at den larmende lydside i det mindste kunne overdøve dialogen.
Battle: Los Angeles er alt i alt, en stor dum science fiction film, som heldigvis er en del bedre end sidste års Skyline, men den er stadig langt fra god. Hvis man vil slå hjernen fra og lade sig invadere af stupiditet, øredøvende lyd og middelmådige computereffekter, så er Battle: Los Angeles et ok valg. Jeg kan dog ikke anbefale det.
Se i stedet: District 9
Runners up: Iron Man 2, The A-Team, Ip Man og The Good, The Bad, The Weird
Store eksplosioner, adrenalin, folk der flyver sidelæns gennem luften mens kuglerne fra deres to pistoler fylder alt der står omkring dem, blod der sprøjter til alle sider, biljagter, ninjaer, kæmpe robotter og utallige los i røven. Actionfilm kan være fantastisk underholdning hvis de blot kombinerer nogle af de førnævnte ting og de store Hollywood blockbusters trækker altid masser af mennesker i biografen, men udbuddet af actionfilm i sommeren 2010 var ret skuffende. Heldigvis stod der andre klar til at træde til og levere hvor Hollywood ikke kunne.
Selvom sommeren var skuffende i sin helhed, så fik man alligevel et par gode Hollywood actionfilm ud af den og en af dem var Tony Starks fortsatte eventyr i Iron Man 2. Filmen levede på grænsen til at blive overfyldt med nye karakterer og Marvels insisteren på at alle deres film skal hænge sammen, men Jon Favreau og Justin Theroux fik strikket humor, action og flotte special effects sammen til et stykke velfungerende popcorn-action og med nyheden om at Shane Black (Kiss Kiss Bang Bang) skal instruere og måske skrive film nummer 3, er der håb om at serien holder kvalitetsniveauet. Blandingen af humor og action var også essentiel for at filmatiseringen af tv-serien The A-Team skulle lykkedes og efter min mening, kom Joe Carnahan (Smokin’ Aces) overraskende tæt på. En stor del af succesen kommer fra den næsten perfekte casting af det nye hold med Liam Neeson, Bradley Cooper, Sharlto Copley og Quinton “Rampage” Jackson. Efter at Jackie Chan og Jet Li forlod Asien, var der plads til en ny actionkonge og de sko fylder Donnie Yen med stil. I Ip Man åbner han op for hans imponerende kampsportsevner og han får endda også lov til at spille lidt skuespil hist og her. Den koreanske remake The Good, The Bad, The Weird sniger sig med i endnu en kategori med sin flotte og underholdende action.
Matthew Vaughns superhelte-satire Kick-Ass var en opfindsom, anderledes og smart actionfilm med både hektisk action og sprudlende humor. Filmen var fremragende skrevet af Matthew Vaughn og Jane Goldman. Desuden stod Nicolas Cage og Chlöe Moretz for nogle af de mest mindeværdige actionscener fra 2010 i rollerne som Big Daddy og Hit Girl.
Instrueret af Joseph Kosinski
Skrevet af Edward Kitsis og Adam Horowitz
Med Jeff Bridges, Garrett Hedlund, Olivia Wilde, Bruce Boxleitner, James Frain, Beau Garrett, Michael Sheen og Cillian Murphy
2010 127 min. US Action / Science Fiction
“The Game Has Changed”
Nostalgi er en farlig ting. Den originale TRON fra 1982 havde en rimelig markant plads i mine minder fra min barndom. Jeg huskede den som en underholdende science fiction film med fantastisk flotte effekter. Efter at have genset den for nylig, her knap 30 år efter udgivelsen, er dette dog ikke længere tilfældet. Filmen er meget langsom og faktisk ganske kedelig, det tager eksempelvis en god halv time inden man kommer ind i computerverdenen, noget som jeg huskede som stort set hele filmen. Når man så endelig kommer ind i computerverdenen, var effekter langt fra så gode som min hukommelse havde fået mig til at tro. Selv med sin alder taget i betragtning, er effekter ikke synderligt imponerende, underordnet hvor svært det har været at lave. Det hele er mudret, fladt og på grænsen til at være decideret grimt.
Man kan derfor godt undre sig over hvorfor Disney har valgt at fortsætte en historie fra en film, der for det første ikke var specielt god og for det andet ikke er velkendt for den nuværende generation af biografgængere. Yderligere, hvis rygterne taler sandt, så har Disney faktisk undladt at sende en planlagt Blu-Ray på gaden, alene for at det unge publikum ikke skulle se hvad TRON i virkeligheden var og efterfølgende blive væk fra biograferne. Det er alt sammen rimeligt ligegyldigt, nu når filmen er udkommet, så er det langt større og vigtigere spørgsmål om Disney har formået at opgradere historien til et publikum der hovedsagligt ikke ved hvad en arcadehal er?
Svaret er både ja og nej, for selvom man tydeligt har forbedret nogle elementer, så har TRON: Legacy mere til fældes med sin forgænger end man umiddelbart skulle tro.
Tyve år efter hans fars mystiske forsvinden, modtager Sam Flynn et kald om hjælp fra den for længst lukkede Flynn’s Arcade. Han undersøger stedet og finder hans fars hemmelige kontor. Han tørrer støvet af en efterladt computer som overraskende stadig virker og pludselig bliver han trukket ind i den digitale verden hvor hans far har været fanget de sidste to årtier. Den kunstige intelligens CLU har overtaget det hele og Kevin Flynn er blevet isoleret i en afsidesliggende bygning. For at redde hans far og komme tilbage til virkeligheden, må Sam, Kevin og kriger-programmet Quorra kæmpe sig tværs gennem den digitale verden og CLUs tropper for at nå den hurtigt lukkende udgang. 
Allerede fra starten bliver et af filmens største problemer hurtigt tydeligt, i det at Garrett Hedlund i hovedrollen som Sam Flynn på intet tidspunkt er overbevisende. Han har tidligere været med i Four Brothers, Friday Night Lights og Eragon, ens for dem alle er at han bare ikke er en særlig god skuespiller. Han er dog ikke det eneste skuespillermæssige-problem, fordi den ellers så pålidelige Jeff Bridges er næsten på kronisk autopilot gennem hele filmen og så har man endda hele to Bridges at se på. Filmen skifter mellem en mild version af Jeff Bridges som The Dude i The Big Lebowski og en ung digital version. Den computer-genererede version af Jeff Bridges ligger konstant i den frygtede “uncanny valley” og det virker simpelthen ikke. Det er meget muligt at det er det bedste digitale menneske nogensinde og det er det bedste at teknologien kan klare på nuværende tidspunkt, men så skal denne teknik bare holdes i skabet indtil det fungerer. De resterende skuespillere klarer sig lidt bedre. Olivia Wilde er udmærket som den smilende kriger Quorra. Bruce Boxleitner, Cillian Murphy og Michael Sheen er også ok i de små roller de har fået. 
Nu kan det godt lyde som om at jeg hadede TRON: Legacy, det er dog ikke sandt og det er på grund af to ting. TRON: Legacy er i mine øjne kun design og soundtrack men de to ting er til gengæld intet mindre end mesterlige. TRONs velkendte stil er blevet forenklet til et meget renere look og det er en fryd at se på. Actionscernerne er skarpe og flotte, samtidig er den obligatoriske 3D for en gangs skyld brugt på effektiv vis. I baggrunden ligger Daft Punks eminente soundtrack og det passer som fod i hose til filmen. Det er et af de bedste soundtracks i lang tid.
TRON: Legacy er en efterfølger der skuffer og fornøjer i næsten lige dele, men en ting er sikker: Det er et stort, dumt men flot spektakel der fortjener at blive set på det store lærred.
Se også: Immortel (ad vitam)
6/10 (6)
Instrueret af Screaming Mad George og Steve Wang
Skrevet af Jon Purdy over Yoshiki Takayas historie
Med Mark Hamill, Jack Armstrong, Vivian Wu, Michael Berryman, Peter Spellos, Spice Williams, Jimmy Walker, Johnnie Saiko og Jeffrey Combs
1991 92 min. US / Japan Sci-Fi / Action
[Destroy My Memories er en af de nye features her på siden og fungerer som en counterpart til Revisit of the Damned. Destroy My Memories går ud på, at jeg går tilbage og genser en film som jeg godt kunne lide da jeg var yngre, for at se om den stadig holder. En smertefuld og potentielt ødelæggende måde at revurderer sin barndom på. Sådan bare for sjov.]
Da jeg var dreng, var jeg en stor fan af Manga. Jeg så i det hele taget enormt meget japanske anime og alverdens obskure science fiction serier i min barndom og tidlige ungdom. Manga produktioner som Appleseed, Macross Plus, Street Fighter II: Animated og Ninja Scroll var store favoritter i hjemmet og stod aldrig langt fra videomaskinen. Men der var en serie der fangede mit hjerte mere end nogen af de andre og den serie var Hiroshi Watanabe og Yoshiki Takayas Kyôshoku Sôkô Guyver, bedre kendt som Guyver: Bio-Boosted Armor. Den var ultravoldelig, fyldt med crazy monstre og havde en sej helt. Det var dengang hvor jeg stadig kunne acceptere tegnefilm der kun var lavet med 8 frames i sekundet i stedet for 24 og næsten ingen detaljer havde i billedet. 
Jeg var derfor ellevild da jeg så Jakob Stegelmann snakke om Mutronics: The Movie i Troldspejlet. Mutronics var den amerikanske filmatisering af Guyver-serien og den så intet mindre end fantastisk ud. Den blev straks købt hjem og jeg satte mig forventningsfyldt til rette foran flimmeren. Det var lige hvad jeg havde ønsket mig. Vilde monster-kostumer, blodige kampscener og så havde den ham der Mark Hamill fra Star Wars-filmene. Jeg var en lykkelig lille knægt og filmen blev set igen og igen. Nu, så mange år efter, vandre jeg atter tilbage gennem minderne for at gense denne elskede perle fra barndommen. Holder filmen stadig eller er nostalgien i sandhed blindende?
Svaret er et klokkeklart nej, filmen holder på ingen måder. Hvad er det dog jeg har gjort? My childhood is ruined! Ruined I say! Filmen er et overflødighedshorn af tænderskærende elendigt skuespil, pinlige effekter, rædselsfuld klipning og en generel mangel på alt der kan forstås som filmisk talent. Det omtalte skuespil er værst når Vivian Wu er på skærmen, kvinden kan ikke tale engelsk og hun får med lethed den ellers middelmådige skuespiller Mark Hamill til at virke som en mester af hans profession der burde vinde oscar-statuetter fra nu af og til dommedag. Effekterne er skrækkelige og den eneste grund til at man ikke kan se lynlåsen på de forfærdelige plastik monster-kostumer, er fordi det ikke er i HD. Grunden til at jeg har sat klipningen som et punkt for sig selv, er fordi at filmholdet insisterer på at hver eneste gang der skiftes fra en scene til en anden skal det signaleres med en lille jingle og et wipe-cut der ville gøre selv George Lucas rød i hovedet. Alene at filmen langt fra er så god som jeg husker, trak en masse pinefulde rødder op i min barndom men hvad værre er, så har den dvd-version jeg så af filmen været under tung censur. Der er ikke noget blod længere, volden er kraftigt nedtonet og i stedet er der indsat flere scener med det “humoristiske” sorte og rappende monster, der nærmest er en prototype af Jar Jar Binks.
Mutronics var en svær film at komme igennem og den har ændret mit syn på flere ting i mine unge år, men intet er dog så dårligt at det ikke er godt for noget. Filmen er underholdende fra et Mystery Science Theater 3000-agtigt synspunkt og for en gangs skyld vil jeg bede Hollywood om hjælp. Mutronics er et af de tilfælde hvor en remake med den rette instruktør og 100 millioner dollars kunne blive til en fantastisk film. Make it happen, Robert Rodriguez.
Mutronics var en flyvende start på Destroy My Memories, idet at filmen er et perfekt eksempel på hvad artikel-serien handler om. Jeg havde dog ikke regnet med at det ville gøre så ondt, jeg går bare herover i hjørnet og ligger mig til at dø…
Karakter 1993: 8/10 (formodet, jeg gav ikke karakterer på det tidspunkt)
Karakter 2010: 2/10
Instrueret af Joseph Kahn
Skrevet af Matt Johnson
Med Martin Henderson, Ice Cube, Adam Scott, Jay Hernandez, Jamie Pressly, Monet Mazur, Faizon Love, Matt Schulze, Will Yun Lee, Max Beesley, Christina Milian og Dane Cook
2004 84 min. US Action
[Revisit of the Damned er en af de nye features her på siden og fungerer som en counterpart til Destroy My Memories. Revisit of the Damned går, i al sin enkelhed, ud på at gense en film som jeg tidligere har fordømt og se om jeg tog fejl den første gang. En ekstra chance om man vil.]
Tilbage i starten af 00’erne, tjente Universal Pictures gode penge på at have Vin Diesel og Paul Walker lalle rundt i hurtige biler i The Fast & The Furious. Warner Brothers stod misundeligt på sidelinjen, så på pengeregnen og besluttede sig for at de skulle fanme også have en af disse hurtige film. Det skulle jo selvfølgelig ikke være ren rip-off og det var der de smarte Hollywood-folk kom med den geniale idé, at hvis det er motorcykler i stedet for biler så er det jo noget helt andet. Reklame og musikvideo-instruktøren Joseph Kahn blevet hyret til at instruere, et poppet cast blev samlet og så var det fuld fart frem (¤ ha ha). Resultatet blev et rent helvede af farvestrålende motorcykler, dårlige jokes og elendige computereffekter. Torque havde intet af den charme og machismo der gjorde The Fast and The Furious underholdende og filmen blev hurtigt glemt igen.
Joseph Kahn har ikke instrueret en film siden men han har stor succes med reklamefilm og musikvideoer som rent faktisk giver ham mange flere penge end han kunne tjene på spillefilm. Kahn har flere gange siden, bl.a. på /Film’s podcast, udtalt at studiet konstant var på nakken af ham og flere gange forsøgte at tvinge et Fast & Furious rip-off ned i halsen på ham. Som den vrede og frustrerede unge mand som Kahn var på det tidspunkt, besluttede han sig for at lave den mest overgearede, sindssyge og tåbelige film han kunne, nærmest som en gigantisk fuck-finger i ansigtet på studiet. Med det i mente, er Torque så en bedre film efter dette gensyn?
Både ja og nej. Torque er stadig en utrolig dum, pang-farvet og helt igennem useriøs film, men det er meget nemmere at have det sjovt og bare lade filmen underholde, nu hvor man ved at den egentlig er lidt af en joke. Kahn får mange interessante og visuelt kreative billeder frem og filmen er, overraskende nok, nærmest forud for sin tid på nogle punkter. Der bliver konstant smidt ting i hovedet på seeren, kameraet bruger flere gange tvunget perspektiv og de elendige effekter er hele tiden i front. Alt sammen ting som passer på mange af de dårlige 3D-film vi har i dag. 3D oplevelsen er faktisk bedre i Torque end den er i eksempelvis My Bloody Valentine og The Final Destination, hvilket er ret flot for en film der ikke er i 3D men det siger også en del om de andre film.
Skuespillet er stadig all over the place men der er ting man kan tage med herfra. Martin Henderson, Monet Mazur, Matt Schulze og Christina Milian ser man heldigvis ikke ret meget til mere. Jaime Pressly er god i My Name is Earl og Ice Cube er blevet bedre og kan ses i gode ting til tider. Det bedste man kan tage med herfra er dog Adam Scott, som uden tvivl er filmens bedste element og har siden udviklet sig til en af Hollywoods bedste komiske skuespillere.
Torque kan sagtens ses, dog helst med et par venner, en spandfuld øl og den viden at det er en yderst tåbelig film. Selvom det ikke blev til en alvorlig ændring af filmens karakter, så var det alligevel et ganske underholdende gensyn.
2004 Karakter: 2/10
2010 Karakter: 3/10
Instrueret af Jimmy Hayward
Skrevet af Mark Neveldine, Brian Taylor og William Farmer over tegneserien fra DC Comics
Med Josh Brolin, John Malkovich, Megan Fox, Michael Fassbender, Will Arnett, Michael Shannon, Wes Bentley, Aidan Quinn og Jeffrey Dean Morgan
2010 80 min. US Western / Action / Sci-Fi
Nogen gange spredes rygter og dårlig omtale som en steppe-brand, allerede inden en film kommer i biografen. Ren erfaring har lært os, at det på dette tidspunkt er fornuftigt at nedsætte ens forventninger betragteligt og forberede sig mentalt på en filmisk fiasko. Intet kan dog forberede en på den kolossale mængde af elendighed Jonah Hex stiller for døren.
Filmatiseringer af tegneserier bruger ofte store mængder af spilletidens dyrebare minutter på, at fortælle deres respektive heltes baggrundshistorie. Dette kan tage alt fra adskillige minutter til stort set det hele af heltens første film. Thomas Jane versionen af The Punisher spilder 40 minutter på at fortælle den simple historie, at han vil have hævn fordi hans familie bliver slået ihjel. Mens andre nye tegneserieadaptioner så som Iron Man og Batman Begins bruger næsten hele filmen på at sætte ting på plads, men de gør det på en interessant og medrivende måde. I Jonah Hex forsøger man at fortælle hele optakten under titelsekvensen, hvilket ville have været en rar ting hvis det ikke havde været for det faktum, at det er vist ved hjælp af en ubegribeligt talentløs montage og filmen ikke stoler på at man har set starten og derfor føler sig tvunget til at vise flashbacks til begyndelsen flere gange under-vejs.
Mark Neveldine og Brian Taylor (Gamer, Crank I og II) har skrevet manuskriptet og det var også meningen at de skulle instruere men de forlod projektet på grund af kreative uenigheder. Med andre ord, de fik ikke lov til at lave den film de ville og studiet hev Jimmy Heyward, hvis eneste credit til hans navn er den animerede Horton Hears a Who, ind for at lave reshoots og få en færdig film i biograferne. Jeg kan ikke lide Neveldine og Taylors sindssyge og overgearede stil men det ville med garanti have været en bedre film med dem bag kameraet. Resultatet af dette split, reshoots og studieindblanden er en film der er klippet langt ind i helvede. Intet giver mening, intet hænger sammen og selv om filmen kun varer 80 minutter inklusive titelsekvens og rulletekster, er det stadig ulideligt lang tid.
Det tætpakkede cast er fyldt med talentfulde skuespillere, som Josh Brolin, Michael Fassbender, Jeffrey Dean Morgan, Michael Shannon og John Malkovich, men de er alle spildt. Især er det bittert at se Josh Brolin, der har lavet den ene fremragende film efter den anden de sidste par år, stå hjælpeløst tilbage mens alting falder sammen omkring ham. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har ønsket at Megan Fox ville holde op med at lave film og Jonah Hex gør bestemt ingenting for at ændre den holdning. Til trods for at hun står nummer to på rollelisten og er vist på plakaten, er hun faktisk ikke ret meget med i filmen, hun formår dog stadig at være totalt uinspireret i de få scener hvor hun er med. Der opstår imidlertid et andet problem vedrørende hende i løbet af filmen. Jeg så filmen i 1080p HD og hvor eksempelvis Josh Brolin står knivskarpt i billedet, virker Megan Fox konstant ude af fokus. Det er der tre mulige grunde til: Enten 1. Hun er i sandhed det yngel af Satan, som jeg sætter hende op til at være og den moderne teknologi kan simpelthen ikke se hende. 2. Kameramænd og lysfolk på settet har ingen anelse om hvad de laver eller 3. Hendes hud er bogstaveligt talt så ren, at der bare ikke eksisterer nogen detaljer som kameraet kan opfange. Hvad svaret end er, så er det under alle omstændigheder voldsomt irriterende.
Jonah Hex var meget værre end frygtet og kan på ingen måde anbefales til nogen som helst, selv ikke som en hadegave til ens værste fjende, ingen fortjener denne smertefulde oplevelse.
Se i stedet: Constantine
0/10 (4)