Posts Tagged ‘Action’
Instrueret af Joe Carnahan
Skrevet af Joe Carnahan, Brian Bloom og Skip Woods
Med Liam Neeson, Bradley Cooper, Sharlto Copley, Quinton “Rampage” Jackson, Jessica Biel, Patrick Wilson, Brian Bloom, Gerald McRaney, Terry Chen og Henry Czerny
2010 US Action
“There is no Plan B”
Historisk set har filmatiseringer af TV-serier, i mine øjne, for det meste klaret sig bedre end de fleste af de mange andre filmatiseringer som næsten er daglig kost i nutidens filmverden. Uden at feje noget under tæppet, så har man set flere mindre heldige eller direkte elendige forsøg som for eksempel Phillip Noyces The Saint, Stephen Hopkins’ Lost in Space, The Avengers med Sean Connery, McGs Charlie’s Angels og de to rædselsfulde Bean-film. Der har yderligere været filmversioner af Starsky & Hutch, State of Play, Get Smart og Police Squad (Naked Gun) der har rangeret fra middelmådige til ok. Men når det så er sagt, så har man samtidig fået fremragende filmatiseringer som Joss Whedons Serenity, Brian De Palmas The Untouchables, Steven Soderberghs Traffic, Kazuaki Kiriyas Casshern, Michael Manns Miami Vice, Andrew Davis’ The Fugitive, Rob Bowmans X-Files, Mission: Impossible-serien og sidste års mesterlige In the Loop.
Med det i mente, oveni det faktum at jeg hverken nære nogle bestemte følelser eller glade barndomsminder fra A-Team TV-serien (¤ for at være helt ærlig, mener jeg ikke at det var en specielt interessant serie og sådan set kun husket for Mr. T og sætningen “I pity the fool”), var jeg på ingen måde nervøs da A-Team filmatiseringen blev annonceret. Denne rolige sindstilstand blev yderligere hjulpet på vej da det blev tydeligt at der blev ansat talent på begge sider af kameraet. Efter den brutale Narc og den fantastisk stiliserede Smokin’ Aces (samt den bedste af BMW/Clive Owen kortfilmene) er det tydeligt at instruktøren Joe Carnahan er en yderst kompetent force i action-genren. Han har også skrevet manuskriptet i samarbejde med Brian Bloom, som også spiller en vigtig rolle i filmen men ellers er bedst kendt som stemmeskuespiller i et hav af computerspil, og Skip Woods, der tidligere har skrevet manuskripterne til Thursday og Swordfish (¤ plus Hitman og X-Men Origins: Wolverine, men lad mig nu holde mig til det positive). Oven i hatten blev der castet gode skuespillere til at fylde rollelisten, så på papiret så det rigtig lovende ud.
Heldigvis er det gode potentiale på papiret, for en gangs skyld, mere end tydeligt på lærredet. Det færdige resultat er et fremragende eksempel på en vellykket summer blockbuster, en umådeligt sjov og underholdende blanding af humor og action. Rent faktisk er den komiske timing i dialogen og leveringen så god, at når filmen går hen og bliver en anelse mere seriøs hen mod slutningen, falder det hele lidt fra hinanden og ender som en traditionel og lettere uinteressant actionfilm. Det faktum at slutningen afhænger af kolossale og enormt middelmådige computereffekter, hjælper på absolut ingen måde.
Der er dog stadig masser af sjov at hente, hovedsagligt på grund af den perfekte casting. Liam Neeson er god som “the man with the plan”, Bradley Cooper er spot on som casanovaen Face og Sharlto Copley viser en helt anden side end han gjorde i District 9 som den lettere mentalt forstyrrede “Howling Mad” Murdock og han levere mange af filmens bedste linjer. Quinton “Rampage” Jackson er MMA fighter og på ingen måde nogen speciel fremragende skuespiller men på den anden side, så gør han hvad han skal og desuden kræver det ikke ligefrem en Shakespeare-skuespiller at fylde Mr. Ts sko. Sidst, og i denne sammenhæng også mindst, har Jessica Biel og Patrick Wilson mindre og ret neutrale roller, de er ikke dårlige men de har bare ikke meget at arbejde med.
A-Team er endt op som en udmærket filmatisering og er et par timers solid underholdning, så hvis man leder efter en god tur i biografens mørke, her i denne sommer “varme”, går man ikke helt galt i byen med A-Team.
Se også: Smokin’ Aces
7/10 (6)
Instrueret af Matthew Vaughn
Skrevet af Matthew Vaughn og Jane Goldman over Mark Millar og John Romita Jrs tegneserie
Med Aaron Johnson, Nicolas Cage, Chloë Grace Moretz, Christopher Mintz-Plasse, Mark Strong, Dexter Fletcher, Jason Flemyng, Xander Berkeley, Tamer Hassan og Yancy Butler
2010 117 min. US Action/Komedie/Comic Book Adaptation
“I Can’t Read Your Mind, But I Can Kick Your Ass.”
Matthew Vaughns længe ventede adaption af Mark Millar og John Romita Jrs tegneserie rammer nu endelig det danske biograflærred men er den så som titlen antyder kick-ass eller er den som tegneseriefilmatiseringer er flest blot et par lusede håndmadder?
Den er heldigvis det første og det er hovedsagligt fordi det er en film til alle dem der er vokset op med tegneserier og deres følgende filmatiseringer, lavet af en af deres egne i Matthew Vaughn der ligeledes har levet et helt liv fyldt med skuffelserne fra hver gang Hollywood destruerede endnu en af de klassiske tegneserie-helte. Det er tydeligt at se at Matthew Vaughn inderligt føler med materialet og det bliver yderligere cementeret i det Vaughn selv rejste startkapitalen til filmen da ingen studier troede på hans vision af en hyper voldelig r-rated tegneseriefilm med en lille pige med en brovten sømands ordforråd der slår på tæven så blodet flyder. Studiernes tilbageholdenhed er måske også forståelig nok (¤ forståelig men ikke acceptabel) da det er en enorm svær film at sælge til et mainstream publikum, hvilket også virker tydeligt på den tamme og kastrerede biograftrailer der mest af alt fik filmen til at ligne en farvestrålende børnefilm.
Kick-Ass blander ubesværet genrer og fungerer på flere planer, trods en lettere ujævn pacing hist og her. Der er lige dele af ofte hysterisk morsom satire på de mange big budget tegneserie-adaptioner smurt tykt ind i referencefyldt dialog, akavet kærligheds-historie om den generte dreng der nærmest bliver veninde med den pige han er forelsket i fordi hun tror han er homoseksuel og eksplosioner af stort opsat og veleksekveret over-the-top action hvor blodet sprøjter, afhuggede lemmer flyver og bandeordne skærer ind til benet. Det gør også at filmen bør ses med et veloplagt og ligesindet publikum da den næsten uundgåelige jublen kun ligger til oplevelsen.
Hovedpersonen Dave Lizewski spilles af den ukendte Aaron Johnson (Nowhere Boy, The Greatest) med en nervøsitet og entusiasme der passer perfekt til rollen. Man føler med ham og den smerte han må leve i gennem. Hovedrolle og hovedrolle er måske så meget sagt, fordi det er lige før at han ikke er hovedrollen i hans egen film og grunden til det er Hit-Girl.
Hit-Girl spilles af Chloë Grace Moretz (genindspilningen af Låt den Rätte Komma In og (500) Days of Summer) og hun stjæler hver eneste scene hun er med i. Den determinerede og lettere psykotiske 11-årige tøs er intet mindre end en åbenbaring og der kan kun være store ting i vente i Moretz fremtidige karriere hvis der er nogen retfærdighed til. Scenerne med det forskruede far-datter forhold er simpelthen geniale og noget af det sjoveste jeg har set i lang tid. Kemien og timingen mellem Nicolas Cage og Chloë Moretz er en komisk guldgruppe og det er uden tvivl de scener i filmen der fungere bedst.
Når man nu snakker om Nicolas Cage, så viderefører han her den mindre genoplivning af hans skrantende karriere han startede med The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans. Cage er fantastisk i rollen som farmand Macready, en klodset og tør gammel mand med fesent overskæg, der om natten forvandler sig til den hårde og hævnfikserede Big Daddy. En helt der drager stærk inspiration fra Batman, lige fra kostumet og ned til Cages fremragende efterligning af Adam Wests haltende talemåde fra den gamle Batman tv-serie fra 60’erne. Resten af rollelisten indeholder også gode præstationer fra Christopher Mintz-Plasse (Superbad, Year One) som Red Mist og Mark Strong (Sherlock Holmes, RocknRolla) som gangsterboss og Red Mists far.
Kick-Ass er en super underholdende og sjov film der efterlader de fleste andre tegneserie-adaptioner i støvet og går direkte ind på min foreløbige liste over bedste film i år tillige med top 10 comic book movies (¤ en liste der meget passende kommer op på siden indenfor de næste par dage).
“With No Power Comes No Responsibility”
Se også: Grosse Pointe Blank
9/10 (8)
[Deu Suay Doo]
Instrueret af Rashane Limtrakul
Skrevet af Sompope Vejchapipat
Med Jeeja Yanin, David Bueno, Marc Nghi Hoang, Roongtawan Jindasin, Chris Kulanusorstit og Sompong Leartvimolkasame
2009 112 min. Korea Action/Kung-Fu
Producerne bag selskabet Baa-Ram-Eve, der startede Tony Jaas karriere med Ong-Bak og Tom Yum Goong (The Warrior King), sender nu endnu en kommende stjerne ind i den filmiske verden. For at springe over hvor gærdet er lavest kunne man sagtens kalde Jeeja Yanin den kvindelige Tony Jaa, det er lidt den nemme løsning men det er ikke meget galt. Jeeja Yanin er yderst talentfuld og besidder lige som Jaa markante kundskaber indenfor alverdens kampsport (¤ skønhed mod brutalitet argumentet ligger ligefor, Yanin er noget mildere for øjnene men hun mangler en del af den animalske styrke der gør Jaa så spændende at se på.)
Omdrejningspunktet i Raging Phoenix er historien om den onde bande The Jaguars systematiske kidnapning af unge kvinder med det formål at videresælge dem til alskens lyssky rige kunder. Det lyder jo alt sammen meget normalt men det er jo så der hvor filmen viser sine koreanske rødder, for det er ikke deres krop, arbejdskraft eller lignende der bliver solgt. Derimod har The Jaguars fundet en måde hvorved de kan udvinde de menneskelige feromoner gennem kvindernes tårer og bruger dem til en eksklusiv og sexuel parfume som er et hit hos overklassen (¤ ja, det giver ingen mening, plus det virker heller ikke helt som om filmen helt har forstået det og det er jo lidt et problem). Det gør dog ikke så meget, man så jo ikke Ong-Bak eller Tom Yum Goong for historiens skyld, det der til gengæld er et problem er at filmen ikke er særlig god.
Den er dog værd at se alene på grund af Jeeja Yanins forbløffende evner og kampkoreografi. Filmens koreografi er en blanding af Muay Thai, street dance og en nyfortolkning af drunken kung-fu, alt sammen med minimal computerindblanding. Dette har skabt nogle fantastiske kampscener der resulterer i at filmen kan kaldes acceptabel underholdning men heller ikke mere.
Se i stedet: Ong-Bak
5/10 (6)
Instrueret af James McTeigue og skrevet af Matthew Sand og J. Michael Straczynski
Med Rain, Naomie Harris, Ben Miles, Stephen Marcus, Randall Duk Kim og Rick Yune
Langt de fleste ting fra 80’erne vil jeg med overvældende lykke se blive i deres tid, desværre ser mange af disse ting af uforklarlige grunde dagens lys endnu en gang her et godt stykke ind i dette nye årtusinde.
Fesent hår, grimt tøj og lignende bliver atter hevet frem til et yderst uønsket gensyn.
En af de få undtagelser er den gode gammeldags ninja, der i 80’erne og starten af 90’erne medvirkede i et hav af film men så pludselig forsvandt tilbage i det mørke hvor de kom fra.
James McTeigue (V for Vendetta) og Warchowski “brødrene” (The Matrix) har påtaget sig opgaven at brige disse legendariske krigere tilbage i lyset og det lykkedes ganske godt.
I det at det er en 80’er ninja actionfilm opdateret har de desværre også fået alle de negative ting med, historien er triviel, skuespillet er ikke noget at råbe hurra for og filmens mange flashbacks er håndteret lettere akavet, men hvis man går og forventer Shakespeare af en film der hedder Ninja Assassin så er det ikke filmen der er noget galt med.
Ninja Assassin er Hollywoods diametrale modsætning af asiatiske film som eksempelvis sidste års GaGa The Movies’ Bedste Actionfilm, Ong-Bak 2, den film var et råt for usødet portræt af talent, Ninja Assassin er et stiliseret glansbillede drevet af computereffekter.
Al action og vold bliver markeret, på samme måde som i Takeshi Kitanos fremragende Zatoichi, med computerskabt blod og selvom jeg normalt er en stor fortaler for praktiske effekter så bidrager det her til den fuldstændigt over-the-top Manga-inspireret action.
Det er ikke noget filmisk mesterværk men det er uden tvivl et flot og kompetent stykke underholdning.
Et sidste ord skal lige gå til den koreanske popstjerne Rain i hovedrollen, til trods for at der (¤ måske heldigvis) ikke kræves ret meget af ham på skuespilsfronten lykkedes det ham at være en positiv overraskelse.
Jeg har bestemt ikke noget imod at se flere actionfilm med ham.
Se også: Crying Freeman
7/10 (6)
Instrueret og skrevet af Peter & Michael Spierig
Med Ethan Hawke, Willem Dafoe, Sam Neill, Claudia Karvan, Isabel Lucas, Christopher Kirby og Mungo McKay
De australske instruktører, special effects-magere og brødre, Peter og Michael, Spierig overraskede i 2003 med den morsomme og opfindsomme b-film Undead og nu tager de deres talenter med til Hollywood, resultatet er desværre ikke kun godt.
Der opbygges et interessant univers rundt om konceptet at vampyrer er blevet den dominerende befolkning på jorden og mennesket er en uddøende race.
Vampyrerne har store “farme” hvor de tapper mennesker til den sidste dråbe, men samfundet står mod sit endeligt da blodet snart løber tør.
Det er et spændende “hvad nu hvis?” spørgsmål og der er et godt øje for detaljer, som eksempelvis at der puttes blod i kaffen og der køres dagskørsel i mørklagte biler ved hjælp af kameraer.
Spierig brødrene har lavet en rigtig flot film, de har fået et godt cast og, som man også så i Undead, laver de nogle fantastiske blood & gore-effekter, men som man også så i Undead falder filmen stille og roligt fra hinanden.
De bruger ikke setuppet til ret meget og efter den første akt degenereres de hele til en standart og klichéfyldt action-horror (som vel at mærke ikke engang følger sine egne opsatte regler.)
Men Spierig brødrene står dog lige på kanten, de skal nok komme med en fed horrorfilm på et tidspunkt.
Se også/i stedet: Blade
6/10 (7)