Film Review: TRON: Legacy
Instrueret af Joseph Kosinski
Skrevet af Edward Kitsis og Adam Horowitz
Med Jeff Bridges, Garrett Hedlund, Olivia Wilde, Bruce Boxleitner, James Frain, Beau Garrett, Michael Sheen og Cillian Murphy
2010 127 min. US Action / Science Fiction
“The Game Has Changed”
Nostalgi er en farlig ting. Den originale TRON fra 1982 havde en rimelig markant plads i mine minder fra min barndom. Jeg huskede den som en underholdende science fiction film med fantastisk flotte effekter. Efter at have genset den for nylig, her knap 30 år efter udgivelsen, er dette dog ikke længere tilfældet. Filmen er meget langsom og faktisk ganske kedelig, det tager eksempelvis en god halv time inden man kommer ind i computerverdenen, noget som jeg huskede som stort set hele filmen. Når man så endelig kommer ind i computerverdenen, var effekter langt fra så gode som min hukommelse havde fået mig til at tro. Selv med sin alder taget i betragtning, er effekter ikke synderligt imponerende, underordnet hvor svært det har været at lave. Det hele er mudret, fladt og på grænsen til at være decideret grimt.
Man kan derfor godt undre sig over hvorfor Disney har valgt at fortsætte en historie fra en film, der for det første ikke var specielt god og for det andet ikke er velkendt for den nuværende generation af biografgængere. Yderligere, hvis rygterne taler sandt, så har Disney faktisk undladt at sende en planlagt Blu-Ray på gaden, alene for at det unge publikum ikke skulle se hvad TRON i virkeligheden var og efterfølgende blive væk fra biograferne. Det er alt sammen rimeligt ligegyldigt, nu når filmen er udkommet, så er det langt større og vigtigere spørgsmål om Disney har formået at opgradere historien til et publikum der hovedsagligt ikke ved hvad en arcadehal er?
Svaret er både ja og nej, for selvom man tydeligt har forbedret nogle elementer, så har TRON: Legacy mere til fældes med sin forgænger end man umiddelbart skulle tro.
Tyve år efter hans fars mystiske forsvinden, modtager Sam Flynn et kald om hjælp fra den for længst lukkede Flynn’s Arcade. Han undersøger stedet og finder hans fars hemmelige kontor. Han tørrer støvet af en efterladt computer som overraskende stadig virker og pludselig bliver han trukket ind i den digitale verden hvor hans far har været fanget de sidste to årtier. Den kunstige intelligens CLU har overtaget det hele og Kevin Flynn er blevet isoleret i en afsidesliggende bygning. For at redde hans far og komme tilbage til virkeligheden, må Sam, Kevin og kriger-programmet Quorra kæmpe sig tværs gennem den digitale verden og CLUs tropper for at nå den hurtigt lukkende udgang. 
Allerede fra starten bliver et af filmens største problemer hurtigt tydeligt, i det at Garrett Hedlund i hovedrollen som Sam Flynn på intet tidspunkt er overbevisende. Han har tidligere været med i Four Brothers, Friday Night Lights og Eragon, ens for dem alle er at han bare ikke er en særlig god skuespiller. Han er dog ikke det eneste skuespillermæssige-problem, fordi den ellers så pålidelige Jeff Bridges er næsten på kronisk autopilot gennem hele filmen og så har man endda hele to Bridges at se på. Filmen skifter mellem en mild version af Jeff Bridges som The Dude i The Big Lebowski og en ung digital version. Den computer-genererede version af Jeff Bridges ligger konstant i den frygtede “uncanny valley” og det virker simpelthen ikke. Det er meget muligt at det er det bedste digitale menneske nogensinde og det er det bedste at teknologien kan klare på nuværende tidspunkt, men så skal denne teknik bare holdes i skabet indtil det fungerer. De resterende skuespillere klarer sig lidt bedre. Olivia Wilde er udmærket som den smilende kriger Quorra. Bruce Boxleitner, Cillian Murphy og Michael Sheen er også ok i de små roller de har fået. 
Nu kan det godt lyde som om at jeg hadede TRON: Legacy, det er dog ikke sandt og det er på grund af to ting. TRON: Legacy er i mine øjne kun design og soundtrack men de to ting er til gengæld intet mindre end mesterlige. TRONs velkendte stil er blevet forenklet til et meget renere look og det er en fryd at se på. Actionscernerne er skarpe og flotte, samtidig er den obligatoriske 3D for en gangs skyld brugt på effektiv vis. I baggrunden ligger Daft Punks eminente soundtrack og det passer som fod i hose til filmen. Det er et af de bedste soundtracks i lang tid.
TRON: Legacy er en efterfølger der skuffer og fornøjer i næsten lige dele, men en ting er sikker: Det er et stort, dumt men flot spektakel der fortjener at blive set på det store lærred.
Se også: Immortel (ad vitam)
6/10 (6)
Destroy My Memories: Mutronics a.k.a. The Guyver
Instrueret af Screaming Mad George og Steve Wang
Skrevet af Jon Purdy over Yoshiki Takayas historie
Med Mark Hamill, Jack Armstrong, Vivian Wu, Michael Berryman, Peter Spellos, Spice Williams, Jimmy Walker, Johnnie Saiko og Jeffrey Combs
1991 92 min. US / Japan Sci-Fi / Action
[Destroy My Memories er en af de nye features her på siden og fungerer som en counterpart til Revisit of the Damned. Destroy My Memories går ud på, at jeg går tilbage og genser en film som jeg godt kunne lide da jeg var yngre, for at se om den stadig holder. En smertefuld og potentielt ødelæggende måde at revurderer sin barndom på. Sådan bare for sjov.]
Da jeg var dreng, var jeg en stor fan af Manga. Jeg så i det hele taget enormt meget japanske anime og alverdens obskure science fiction serier i min barndom og tidlige ungdom. Manga produktioner som Appleseed, Macross Plus, Street Fighter II: Animated og Ninja Scroll var store favoritter i hjemmet og stod aldrig langt fra videomaskinen. Men der var en serie der fangede mit hjerte mere end nogen af de andre og den serie var Hiroshi Watanabe og Yoshiki Takayas Kyôshoku Sôkô Guyver, bedre kendt som Guyver: Bio-Boosted Armor. Den var ultravoldelig, fyldt med crazy monstre og havde en sej helt. Det var dengang hvor jeg stadig kunne acceptere tegnefilm der kun var lavet med 8 frames i sekundet i stedet for 24 og næsten ingen detaljer havde i billedet. 
Jeg var derfor ellevild da jeg så Jakob Stegelmann snakke om Mutronics: The Movie i Troldspejlet. Mutronics var den amerikanske filmatisering af Guyver-serien og den så intet mindre end fantastisk ud. Den blev straks købt hjem og jeg satte mig forventningsfyldt til rette foran flimmeren. Det var lige hvad jeg havde ønsket mig. Vilde monster-kostumer, blodige kampscener og så havde den ham der Mark Hamill fra Star Wars-filmene. Jeg var en lykkelig lille knægt og filmen blev set igen og igen. Nu, så mange år efter, vandre jeg atter tilbage gennem minderne for at gense denne elskede perle fra barndommen. Holder filmen stadig eller er nostalgien i sandhed blindende?
Svaret er et klokkeklart nej, filmen holder på ingen måder. Hvad er det dog jeg har gjort? My childhood is ruined! Ruined I say! Filmen er et overflødighedshorn af tænderskærende elendigt skuespil, pinlige effekter, rædselsfuld klipning og en generel mangel på alt der kan forstås som filmisk talent. Det omtalte skuespil er værst når Vivian Wu er på skærmen, kvinden kan ikke tale engelsk og hun får med lethed den ellers middelmådige skuespiller Mark Hamill til at virke som en mester af hans profession der burde vinde oscar-statuetter fra nu af og til dommedag. Effekterne er skrækkelige og den eneste grund til at man ikke kan se lynlåsen på de forfærdelige plastik monster-kostumer, er fordi det ikke er i HD. Grunden til at jeg har sat klipningen som et punkt for sig selv, er fordi at filmholdet insisterer på at hver eneste gang der skiftes fra en scene til en anden skal det signaleres med en lille jingle og et wipe-cut der ville gøre selv George Lucas rød i hovedet. Alene at filmen langt fra er så god som jeg husker, trak en masse pinefulde rødder op i min barndom men hvad værre er, så har den dvd-version jeg så af filmen været under tung censur. Der er ikke noget blod længere, volden er kraftigt nedtonet og i stedet er der indsat flere scener med det “humoristiske” sorte og rappende monster, der nærmest er en prototype af Jar Jar Binks.
Mutronics var en svær film at komme igennem og den har ændret mit syn på flere ting i mine unge år, men intet er dog så dårligt at det ikke er godt for noget. Filmen er underholdende fra et Mystery Science Theater 3000-agtigt synspunkt og for en gangs skyld vil jeg bede Hollywood om hjælp. Mutronics er et af de tilfælde hvor en remake med den rette instruktør og 100 millioner dollars kunne blive til en fantastisk film. Make it happen, Robert Rodriguez.
Mutronics var en flyvende start på Destroy My Memories, idet at filmen er et perfekt eksempel på hvad artikel-serien handler om. Jeg havde dog ikke regnet med at det ville gøre så ondt, jeg går bare herover i hjørnet og ligger mig til at dø…
Karakter 1993: 8/10 (formodet, jeg gav ikke karakterer på det tidspunkt)
Karakter 2010: 2/10
Revisit of the Damned: Torque
Instrueret af Joseph Kahn
Skrevet af Matt Johnson
Med Martin Henderson, Ice Cube, Adam Scott, Jay Hernandez, Jamie Pressly, Monet Mazur, Faizon Love, Matt Schulze, Will Yun Lee, Max Beesley, Christina Milian og Dane Cook
2004 84 min. US Action
[Revisit of the Damned er en af de nye features her på siden og fungerer som en counterpart til Destroy My Memories. Revisit of the Damned går, i al sin enkelhed, ud på at gense en film som jeg tidligere har fordømt og se om jeg tog fejl den første gang. En ekstra chance om man vil.]
Tilbage i starten af 00’erne, tjente Universal Pictures gode penge på at have Vin Diesel og Paul Walker lalle rundt i hurtige biler i The Fast & The Furious. Warner Brothers stod misundeligt på sidelinjen, så på pengeregnen og besluttede sig for at de skulle fanme også have en af disse hurtige film. Det skulle jo selvfølgelig ikke være ren rip-off og det var der de smarte Hollywood-folk kom med den geniale idé, at hvis det er motorcykler i stedet for biler så er det jo noget helt andet. Reklame og musikvideo-instruktøren Joseph Kahn blevet hyret til at instruere, et poppet cast blev samlet og så var det fuld fart frem (¤ ha ha). Resultatet blev et rent helvede af farvestrålende motorcykler, dårlige jokes og elendige computereffekter. Torque havde intet af den charme og machismo der gjorde The Fast and The Furious underholdende og filmen blev hurtigt glemt igen.
Joseph Kahn har ikke instrueret en film siden men han har stor succes med reklamefilm og musikvideoer som rent faktisk giver ham mange flere penge end han kunne tjene på spillefilm. Kahn har flere gange siden, bl.a. på /Film’s podcast, udtalt at studiet konstant var på nakken af ham og flere gange forsøgte at tvinge et Fast & Furious rip-off ned i halsen på ham. Som den vrede og frustrerede unge mand som Kahn var på det tidspunkt, besluttede han sig for at lave den mest overgearede, sindssyge og tåbelige film han kunne, nærmest som en gigantisk fuck-finger i ansigtet på studiet. Med det i mente, er Torque så en bedre film efter dette gensyn?
Både ja og nej. Torque er stadig en utrolig dum, pang-farvet og helt igennem useriøs film, men det er meget nemmere at have det sjovt og bare lade filmen underholde, nu hvor man ved at den egentlig er lidt af en joke. Kahn får mange interessante og visuelt kreative billeder frem og filmen er, overraskende nok, nærmest forud for sin tid på nogle punkter. Der bliver konstant smidt ting i hovedet på seeren, kameraet bruger flere gange tvunget perspektiv og de elendige effekter er hele tiden i front. Alt sammen ting som passer på mange af de dårlige 3D-film vi har i dag. 3D oplevelsen er faktisk bedre i Torque end den er i eksempelvis My Bloody Valentine og The Final Destination, hvilket er ret flot for en film der ikke er i 3D men det siger også en del om de andre film.
Skuespillet er stadig all over the place men der er ting man kan tage med herfra. Martin Henderson, Monet Mazur, Matt Schulze og Christina Milian ser man heldigvis ikke ret meget til mere. Jaime Pressly er god i My Name is Earl og Ice Cube er blevet bedre og kan ses i gode ting til tider. Det bedste man kan tage med herfra er dog Adam Scott, som uden tvivl er filmens bedste element og har siden udviklet sig til en af Hollywoods bedste komiske skuespillere.
Torque kan sagtens ses, dog helst med et par venner, en spandfuld øl og den viden at det er en yderst tåbelig film. Selvom det ikke blev til en alvorlig ændring af filmens karakter, så var det alligevel et ganske underholdende gensyn.
2004 Karakter: 2/10
2010 Karakter: 3/10
Film Review: Jonah Hex
Instrueret af Jimmy Hayward
Skrevet af Mark Neveldine, Brian Taylor og William Farmer over tegneserien fra DC Comics
Med Josh Brolin, John Malkovich, Megan Fox, Michael Fassbender, Will Arnett, Michael Shannon, Wes Bentley, Aidan Quinn og Jeffrey Dean Morgan
2010 80 min. US Western / Action / Sci-Fi
Nogen gange spredes rygter og dårlig omtale som en steppe-brand, allerede inden en film kommer i biografen. Ren erfaring har lært os, at det på dette tidspunkt er fornuftigt at nedsætte ens forventninger betragteligt og forberede sig mentalt på en filmisk fiasko. Intet kan dog forberede en på den kolossale mængde af elendighed Jonah Hex stiller for døren.
Filmatiseringer af tegneserier bruger ofte store mængder af spilletidens dyrebare minutter på, at fortælle deres respektive heltes baggrundshistorie. Dette kan tage alt fra adskillige minutter til stort set det hele af heltens første film. Thomas Jane versionen af The Punisher spilder 40 minutter på at fortælle den simple historie, at han vil have hævn fordi hans familie bliver slået ihjel. Mens andre nye tegneserieadaptioner så som Iron Man og Batman Begins bruger næsten hele filmen på at sætte ting på plads, men de gør det på en interessant og medrivende måde. I Jonah Hex forsøger man at fortælle hele optakten under titelsekvensen, hvilket ville have været en rar ting hvis det ikke havde været for det faktum, at det er vist ved hjælp af en ubegribeligt talentløs montage og filmen ikke stoler på at man har set starten og derfor føler sig tvunget til at vise flashbacks til begyndelsen flere gange under-vejs.
Mark Neveldine og Brian Taylor (Gamer, Crank I og II) har skrevet manuskriptet og det var også meningen at de skulle instruere men de forlod projektet på grund af kreative uenigheder. Med andre ord, de fik ikke lov til at lave den film de ville og studiet hev Jimmy Heyward, hvis eneste credit til hans navn er den animerede Horton Hears a Who, ind for at lave reshoots og få en færdig film i biograferne. Jeg kan ikke lide Neveldine og Taylors sindssyge og overgearede stil men det ville med garanti have været en bedre film med dem bag kameraet. Resultatet af dette split, reshoots og studieindblanden er en film der er klippet langt ind i helvede. Intet giver mening, intet hænger sammen og selv om filmen kun varer 80 minutter inklusive titelsekvens og rulletekster, er det stadig ulideligt lang tid.
Det tætpakkede cast er fyldt med talentfulde skuespillere, som Josh Brolin, Michael Fassbender, Jeffrey Dean Morgan, Michael Shannon og John Malkovich, men de er alle spildt. Især er det bittert at se Josh Brolin, der har lavet den ene fremragende film efter den anden de sidste par år, stå hjælpeløst tilbage mens alting falder sammen omkring ham. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har ønsket at Megan Fox ville holde op med at lave film og Jonah Hex gør bestemt ingenting for at ændre den holdning. Til trods for at hun står nummer to på rollelisten og er vist på plakaten, er hun faktisk ikke ret meget med i filmen, hun formår dog stadig at være totalt uinspireret i de få scener hvor hun er med. Der opstår imidlertid et andet problem vedrørende hende i løbet af filmen. Jeg så filmen i 1080p HD og hvor eksempelvis Josh Brolin står knivskarpt i billedet, virker Megan Fox konstant ude af fokus. Det er der tre mulige grunde til: Enten 1. Hun er i sandhed det yngel af Satan, som jeg sætter hende op til at være og den moderne teknologi kan simpelthen ikke se hende. 2. Kameramænd og lysfolk på settet har ingen anelse om hvad de laver eller 3. Hendes hud er bogstaveligt talt så ren, at der bare ikke eksisterer nogen detaljer som kameraet kan opfange. Hvad svaret end er, så er det under alle omstændigheder voldsomt irriterende.
Jonah Hex var meget værre end frygtet og kan på ingen måde anbefales til nogen som helst, selv ikke som en hadegave til ens værste fjende, ingen fortjener denne smertefulde oplevelse.
Se i stedet: Constantine
0/10 (4)
Anti-Hollywood Week Wrap Part 3: A Painful Hallo
Jeg havde frygtet rejsen tilbage til Hollywood, efter en uge blandt alverdens farvestrålende og spændende film, men jeg vidste jo godt at det kun var en prøveløsladelse. Jeg oplevede dog stadig en overvældende lyst til bare at løbe væk, leve fra sted til sted i en konstant jagt på interessante filmiske eventyr, uden indblanding fra giftige producere, sødsuppe pladder-romantik og malplacerede happy endings. Mens jeg stod og dagdrømte, åbnede de store døre sig til filmens by og det var allerede for sent at gøre noget ved det. Jeg fik et venligt klap på skulderen og blev velkommet af venlige vink fra både producere og vagter men erfaring fortalte mig at det alt sammen var falsk og bare var et forsøg på at lurer mig ind. Men så skete der noget uventet, vagten gav mig en gave og et venligt smil. Jeg blev straks i tvivl, havde jeg fordømt Hollywood for tidligt og havde de rent faktisk savnet mig. Måske havde Hollywood ændret sig og ville bevise det med en “velkommen tilbage” gave. Måske var jeg forhastet i mine konklusioner og…men inden jeg kom længere i min tankegang, havde jeg flået papiret af gaven og kommet til den smertefulde åbenbaring at det var på ingen måde tilfældet. Velkomst-pakken indeholdte tre film og det var med ét tydeligt, at Hollywood er og bliver den samme. De tre film var: 
Det er en trio af film der beskriver hvad Hollywood er, dog på alle de forkerte måder. Det er en ret præcis beskrivelse af alt hvad der er galt med Hollywood. Den ene er en elendig sequel i en serie af mange og nu i 3D, den anden er en meget løs og unødvendig spin-off der er en hån mod humor og den sidste er et fremragende eksempel på en film der er ødelagt af producere.
Resident Evil: Afterlife beviser en gang for alle, at Paul W. S. Anderson ikke burde have lov til at komme indenfor 100 meter af et filmkamera. Selv med de meget lave forventninger man har fået til serien efter to rædselsfulde sequels, formår Anderson med Afterlife at forbløffe seeren med lige nøjagtig hvor meget man kan svine en god spil-franchise til og samtidig totalt destruere filmmediet. Selv for en stupid actionfilm, er historien ovenud idiotisk, skuespillet er horribelt og actionsekvenserne er søvndyssende kedelige. Afterlifes største problem er, at filmens 97 minutter er fordelt således at der er 25 minutter hvor der ikke rigtig sker noget, hvorefter resten af filmen er lige dele slowmotion, hullet logik og folk der kaster forskellige ting imod skærmen i 3D. Selv et par flotte billeder optaget med kameraerne brugt på Avatar kan ikke redde denne pinlighed. Samlingen af C-list skuespillere som Ali Larter (Heroes), Wentworth Miller (Prison Break), Sienna Guillory (Eragon), Kim Coates (Skinwalkers) og Boris Kodjoe (Starship Troopers 3) er konstant grænsende til det ulidelige. Det virker som om, at det kun er Shawn Roberts i rollen som Wesker, der har forstået at han er i en lorte-film og overspiller herligt som en sindssyg. Selvom Milla Jovovich ikke er en specielt god skuespiller, fortjener hun meget bedre end dette.
Get Him to the Greek er en underlig spin-off om Russell Brands birolle karakter fra den meget bedre Forgetting Sarah Marshall. Underlig, ikke kun fordi man har taget en bi-karakter og har givet ham hans egen film eller fordi det ikke rigtig er en film og i stedet bare er Russell Brand og Jonah Hill der løber lallende rundt i en tåge af stoffer, men mest af alt fordi det aldrig bliver sjovt. Når man har lavet en komedie, hvor Sean ‘P. Diddy’ Combs’ lille og uhumoristiske rolle er det sjoveste i filmen, så er det et tydeligt tegn på at det et komplet spild af tid.
Sidst men ikke mindst, var Tom Cruise og Cameron Diaz blockbusteren Knight and Day en yderst skuffende affære. Knight and Day er et af de bedste eksempler på hvordan Hollywood, producere og stjerneskuespillere kan ødelægge en ellers potentielt god film-idé. Setupet og konceptet bag Knight and Day er faktisk ganske interessant, det er grund-læggende en piges fantasi-version af enhver lille drengs agent-fantasier, men her er det ødelagt og destilleret ned til en ligegyldig og meget mainstream metervare. Jeg havde hele tiden på fornemmelsen, at hvis filmen var lavet et andet sted så kunne den have været fremragende. Jeg kan kun forstille mig, i en perfekt verden, en film lavet i eksempelvis Korea instrueret af Kim Ji-Woon (The Good, The Bad, The Weird) men så heldig er man dog ikke. Desværre…
På en måde er det rart at være ‘hjemme’ igen, men på den anden side er det også som et slag i ansigtet at gense den middelmådighed der er normen i Hollywood. Men der er stadig små glimt af håb hist og her, desuden kan jeg heldigvis importere udenlandske film til det fængsel der kaldes Hollywood.
Resident Evil: Afterlife 1/10
Get Him to the Greek 2/10
Knight and Day 4/10
Guest Review: Metroid: Other M
Udviklet af Team Ninja
Udgivet af Nintendo
Platform: Wii
1 player 3rd person action-shooter
[Redaktionen på GaGa The Movies er ikke bange for at indrømme, at selvom det er skræmmende tæt på, så ved de ikke alt. Det er derfor at der af og til vil tages gæste-anmeldere ind, for at give en mening af en eller anden nyudkommen ting, der på grund af mangel på interesse eller tid, ikke har fået en anmeldelse på siden. Til at starte med, kommer her en anmeldelse af Nintendos nye spil, Metroid: Other M, skrevet af ven af siden, K.H. Tag godt imod ham og gæsteprogrammet, der kommer mere i fremtiden.]
Nintendo har mange klassiske spil-ikoner som fra den oprindelige NES konsol og fremadrettet har givet os mange gode klassiske spilserier. En af disse ikoner er Samus Aran, som er hovedpersonen i Metroid serien. Samus er nu tilbage på wii-konsollen i form af Metroid: Other M og denne gang er det Team Ninja som står bag løjerne. Team Ninja står blandt andet bag Ninja Gaiden serien og det er tydeligt, men mere om det senere. 
Historien i dette spil er en efterfølger til Super Metroid fra den hedengangne Super Nintendo. Jeg må indrømme at jeg kun, meget kort har stiftet bekendtskab med tidligere spil i serien, så der var med et lettelsens suk jeg fandt ud af, at de fleste ting gav mening for en Metroid nybegynder som mig. Selvfølgelig var der steder hvor man tænkte -huh?-, men da det er en slags sequel, er det vel til at forstå. Historien i sig selv er ikke noget særligt, aliens ombord på en rumstation går amok og det er op til dig og en gruppe marines at finde ud af hvad sker. Historier i spil er ofte tåbelige eller papirtynde og dette spil er ingen undtagelse. Team Ninja har forsøgt at lave en del melodrama i dette spil, omkring Samus følelsesliv vedrørende den her gruppe marines hun arbejder sammen med og der knækker tråden helt. Men flotte prerenderede mellemsekvenser, lækre ingamesekvenser og ok stemmeskuespil gør dog at man føler sig godt underholdt. 
Grafikken i spillet er flot og varieret, da der på denne rumstation både er snelevels og junglelevels. Hologrammer kan gøre meget og det holder omgivelserne interessante. Lyden er atmosfærisk, musikken er god, til tider minder den meget om musikken fra aliens og i en sekvens vil jeg kalde det direkte rip-off, men det virker. Der blev nævnt tidligere at Team Ninja står bag dette spil og at det kunne ses. Gameplayet er en blanding af klassisk Metroid og Team Ninjas eget Ninja Gaiden. Ninja Gaiden krævede gode reflekser og det har Team Ninja indset ville være svært at opnå med wii-remoten, når vi snakker om denne type spil. De har derfor, for at bibeholde det tempo som Team Ninja er kendt for, automatiseret enkelte funktioner, som at sigte i tredje person og enkelte tastetryk for at undvige fjender. Det gør ikke så meget at de har gjort det sådan, for der er stadigvæk rigeligt at se til, da game-playet i dette spil er intenst. Der er enkelte kritikpunkter, da det f.eks er muligt gå i en first person mode, hvor du kan sigte og skyde bl.a missiler, men du kan ikke bevæge dig ud af stedet. Godt nok fryser omgivelserne et øjeblik så du kan nå at sigte, men da det senere i spillet går rigtigt stærkt og kræver gode reflekser, er der steder hvor spillet bliver små-frustrerende på grund af first person viklen. Alt det kan i stor grad tilgives, da spillet for det meste forstår at save på de rigtige tidspunkter.
Metroid: Other M er et godt spil fyldt med varierede bossfights og intens action, der trækkes ned af nogle små irritationsmomenter som first person mode senere i spillet, perioder med gentagelser i visse dele af spillet, noget backtracking og sidst men ikke mindst historiens udformning.
7/10
[Anmeldelse skrevet af K.H. og redigeret af Karsten Nielsen]
Anti-Hollywood Week: Vengeance
Instrueret af Johnnie To
Skrevet af Wai Ka-Fai
Med Johnny Hallyday, Simon Yam, Sylvie Testud, Anthony Wong, Suet Lam, Maggie Siu og Felix Wong
2009 108 min. Hong Kong / Frankrig Action
Når en leder falder, overtages hans territorium hurtigt af en ny kandidat. Det er netop hvad der er sket indenfor genren af flashy Hong Kong actionfilm. Det er egentlig ikke fordi den tidligere leder, John Woo, er gået på pension eller har stillet træskoene, hans filmiske fokus er bare skiftet fra pistoler i begge hænder til de store episke historier (Red Cliff I & II). I hans fravær er der mange der har forsøgt at tage pladsen, men kun én har haft det påkrævede visuelle overskud til at overtage tøjlerne fra Woo. Den mand er den yderst flittige instruktør Johnnie To, der med film som Fulltime Killer, Breaking News og Exiled har slået sig fast som en værdig afløser. Det er derfor, at det er så skuffende at hans nyeste film, Vengeance, er endt som en rodet og kedelig ligegyldighed.
Efter et brutalt angreb på den franske kok Costellos datter og hendes familie, tager han til Hong Kong for at finde de skyldige og få dem til at bøde for deres handlinger. For at gøre det hele værre, lider han af en sygdom der langsomt får ham til at glemme, så hævnen er nød til at komme hurtigt mens han stadig husker hvad det er at han hævner. Derfor hyrer han nogle lokale lejemordere til at hjælpe ham, men kan han stole på disse lyssky individer eller er de en del af problemet…
Vengeance er en klassisk hævnhistorie, klassisk på den måde at det er hørt flere hundrede gange før. Wai Ka-Fai forsøger desperat at tilføje noget nyt, ved at indsætte et Memento-agtigt sideplot med at Costello langsomt glemmer hans liv, men selv det er set mange gange før. Nu er der jo lavet mange actionfilm med ligegyldige historier før, så det er ikke noget nyt og det havde heller ikke været noget problem hvis der var andre elementer til at trække filmen op. Valget at have det franske svar på Elvis, Johnny Hallyday, i den centrale hoved-rolle er et af filmen største problemer. Han har et interessant ansigt og det er meget muligt at han er verdenskendt i Frankrig, men han er bare ikke en særlig god skuespiller og derfor falder den følelsesmættet historie fra hinanden. Johnnie To har reddet letbenede historier før med hans flyvske og kreative actionsekvenser, men her virker han helt tømt for energi og idéer.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Hvis man er sur på sin chef og har brug for nogle lejemordere, så skal man bare tage til Hong Kong for der støder man uden tvivl på flere indenfor et par timer. Og hvis man nogensinde finder sig selv i en skudduel med kun store klodser af genbrugspapir som dække, så er den bedste defensive position tydeligvis i midten af en cirkel af folk der skyder på dig.
Har filmen ændret mit syn på Hollywood? Johnnie To har lært mig mange ting men ikke denne gang.
Se i stedet: Fulltime Killer
4/10 (7)
Anti-Hollywood Week: Chernaya Molniya
Black Lightning
Instrueret af Dmitriy Kiselev og Aleksandr Voytinskiy
Skrevet af Dmitriy Aleynikov og Aleksandr Talal
Med Grigoriy Dobrygin, Ekaterina Vilkova, Viktor Verzhbitskiy, Valeriy Zolotukhin og Ivan Zhidkov
2009 101 min. Rusland Sci-Fi / Action / Komedie
Tilbage i 2004, startede Timur Bekmambetov noget helt specielt med Night Watch og bragte det kolde Rusland til et stort publikum. Før det, var det højst sandsynligt meget begrænset hvor mange russiske film den almene biografgænger havde set og selvom jeg har set mange film, så er det kun 4-5 russiske film der er sluppet igennem. Efter efterfølgeren, Day Watch i 2006, tog han til USA og lavede den flotte og underholdende actionfilm Wanted med Angelina Jolie og James McAvoy i hovedrollerne. Nu er han så vendt tilbage til hjemlandet og står som producer på endnu en fantasifuld action-hybrid i form af Black Lightning.
Dima er en fattig og lettere overset ung mand. Hvor hans skolekammerater kører rundt i dyre biler og snakker i smarte telefoner, må han nøjes med at stå i baggrunden og se på. Endelig en dag får han en bil af hans far, dog ikke det smarte eksemplar han havde håbet på, men derimod en gammel skrammelkasse. Ikke tilfreds med den status han har, beslutter han sig for at tjene penge til at ændre dette ved at bringe blomster ud. Under en almindelig arbejdsdag finder han pludselig skrammelkassens skjulte kvaliteter, den kan flyve, hvilket gør blomster-levering en del nemmere og hurtigere. Det hele går godt, lige indtil der sker noget forfærdeligt ved Dimas familie. Dette fungere som katalysator for at Dima vil bruge bilens evner til at hjælpe andre. Black Lightning er derved født.
Ligesom Bekmambetovs Watch-serie, er Black Lightning en blanding af mange forskellige elementer. Der er lidt af Spiderman, Transformers og Back to the Future blandet med russisk drama og humor. Der er rent faktisk så meget der minder om andre film, at noget af det begynder at virke en anelse uinspireret. Black Lightning er, til trods for den store mængde af lånte idéer, en flot og underholdende film med sin egen charme. Skuespillerne gør det godt og effekterne er ganske udmærket, man skal bare ikke forvente noget banebrydende.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Efter at have set Black Lightning, er der et par ting jeg ikke vidste før. Tilsyneladende er der en blomstrende Inter Flora organisation i Rusland, da der åbenbart er så mange folk der skal have bragt blomster ud, at der er grundlag for stor konkurrence på markedet. Derudover er det, i følge denne film, fuldt ud normalt at sige personers fulde navn hver eneste gang man taler til dem, hvilket virker en smule underligt.
Har filmen ændret mit syn på Hollywood? Ikke rigtig, da dette stort set er en Hollywood blockbuster, bare på russisk. Vel at mærke, en god blockbuster men ikke noget specielt.
Se også: Nochnoi Dozor [Night Watch]
7/10 (6)
Anti-Hollywood Week Prologue: A Painful Goodbye
The Boondock Saints II: All Saints Day
Instrueret af Troy Duffy
Skrevet af Troy Duffy
Med Sean Patrick Flanery, Norman Reedus, Billy Connolly, Clifton Collins Jr., Julie Benz, Bob Marley, Brian Mahoney, David Ferry og Peter Fonda
2009 118 min. US Action
Tilbage i 1999 fik Troy Duffy en chance, som filmfans kun kan drømme om. Fra den ene dag til den anden, gik Duffy fra at være ung håbefuld med et manuskript til at være Hollywoods næste store håb. Weinstein brødrene og Miramax gav denne rookie 2 millioner dollars for hans manuskript, gav ham lov til at instruere filmen selv, lod hans band spille på soundtracket og ikke nok med det, de købte endda hans bar til ham. Denne overflod af gode ting holdte dog ikke længe, Duffy eksploderede og brændte næsten alle broer i Hollywood. Hvad der helt præcist skete, er svært at sige men hvis man er interesseret, så kan man få én side af sagen i den afslørende dokumentar, Overnight, der fulgte hans rise and fall. Mange, inklusiv mig selv, troede aldrig han ville finde arbejde i Hollywood igen. Filmen Boondock Saints blev næsten overskygget af al balladen, men gik hen og fik et helt kultfølge af dedikerede fans. Det mener jeg personligt ikke den fortjener, men det var da en ganske underholdende actionfilm hjulpet af et par gode præstationer. Tilbage i ‘99, bebrejdede jeg Duffy for at smide så stor en chance væk, men også Hollywood for håndteringen af sagen. Her 10 år efter, hvor jeg har set den længe ventede efterfølger, bebrejder jeg kun Hollywood for at lade ham komme tilbage.
MacManus brødrene har slået sig ned på en fredelig farm, langt fra al den vold og død de var involveret i ti år tidligere. Fortiden forbliver dog ikke fortid. Nogen er begyndt at efterligne dem i et forsøg på, at få dem tilbage i kampen og de kan selvfølge ikke lade deres legende blive trukket gennem sølet, så de pakker deres våben og tager tilbage til byen.
Efter slemme anmeldelser og værre omtale, havde jeg nedsat mine forventninger betydeligt inden jeg gik ind til denne film, men lige meget hjalp det. Jeg har umådeligt svært ved at finde bare ét formildende element ved dette makværk af en film. Det er faktisk så slemt, at filmen mest af alt ligner, at der er en eller anden instruktør som ville svine Troy Duffys navn til og derfor har lavet en amatøragtig og prætentiøs parodi på Boondock Saints. Så heldig er man bare ikke, det er skam Duffy der er manden bag det hele.
Lige fra starten af etteren, var det åbenlyst at Troy Duffy ønskede intet mere end at kunne skrive smart dialog ligesom Quentin Tarantino, men havde bare ikke evnerne til det. I Boondock Saints II er dette taget ud i den n’te grad, hovedparten af dialogen giver enten ingen mening, er gennemført tåbeligt skrevet eller begge dele. For at give et eksempel, så siger Judd Nelson på et tidspunkt “We have been prisonfucked…in the ass…by massive dicks!” Duffy ved simpelthen ikke hvornår han burde stoppe og læsser i stedet bare flere og flere bandeord på, i et desperat håb om at lyde smart. Det samme gør sig gældende ved hele filmens struktur og måden den er filmet på. De 118 meget lange minutter, er fyldt med utallige slowmotion fokuseringer på ingenting, som samtidig bliver svøbet ind i bombastisk og højtidelig musik. Det hele er bare så uforskammet prætentiøst, Troy Duffy er i sandhed en mand der tror han er så uendeligt meget mere end han i virkeligheden er.
Tro dog ikke, at Duffy er den eneste der gør sig selv til grin i Boondock Saints II. Skuespillet spænder fra dårligt til sjælknusende elendigt. De to hovedroller er måske i den mindst elendige ende, men det er bestemt ikke synderligt seværdigt. Der er imidlertid et andet problem med hovedrollerne. Norman Reedus ligner det narkovrag som han altid har gjort, men der er sket et eller andet meget besynderligt med Sean Patrick Flanery (¤ se billede). Han har tilsyneladende fulgt i Mickey Rourkes fodspor og hans ansigt er nu enormt fucked up. Han ligner på ingen måde sig selv og flere gange under filmen var jeg faktisk i tvivl, om de ikke bare havde fundet en tilfældig skuespiller og bare sminket ham så godt som de kunne, hvilket er meget forvirrende. Det nye medlem af banden, Clifton Collins jr, er måske det tætteste filmen kommer på et lyspunkt, for han overspiller nemlig så sindssygt at man næsten ikke kan lade være med at grine. Det er dog ikke helt til filmens fordel. Julie Benz, der erstatter Willem Dafoe fra den første film og Judd Nelson, der spiller mafiaboss, spiller begge så himmelråbende elendigt at man flere gange måtte gribe hårdt i armlænet, alene for at man ikke skulle efterleve den enorme lyst til at hoppe ud af vinduet.
Hvis actionscenerne så bare havde været interessante, så kunne man måske have fået et eller andet ud af det, men det hele er så energiløst og amatøragtigt. Det eneste Boondock Saints II kan bruges til, er som et perfekt eksempel på grunden til at GaGa The Movies pakker kufferten og rejse ud i verden i næste uge, som en del af Anti-Hollywood Week. Som afslutning, vil jeg meget passende bringe et citat fra Judd Nelson: “Fans of Boondock, go fuck yourself!”
Se i stedet: Overnight
1/10 (5)
Film Review: Prince of Persia: The Sands of Time
Instrueret af Mike Newell
Skrevet af Boaz Yakin, Doug Miro og Carlo Bernard over Jordan Mechners historie
Med Jake Gyllenhaal, Gemma Arterton, Ben Kingsley, Alfred Molina, Steve Toussaint, Toby Kebbell, Richard Croyle og Reece Ritchie
2010 116 min. US Action / Eventyr
Film og computerspil har haft et slemt had-kærligheds-forhold de sidste mange år. Spil forsøger mere og mere, at være lige som film og filmverdenens dominerende mission om, at undgå originale idéer og i stedet filmatisere alt hvad publikum i forvejen kender navnet på, har fået dem til at skovle hobetal af spiladaptioner ud til den almene filmseer. Resultaterne har hovedsagligt været tænderskærende elendige, med film som Super Mario Bros, Hitman, Doom, Max Payne, Street Fighter, Wing Commander og mange flere. GaGa The Movies’ elskede spild af eksistens, Uwe Boll, har gjort det til en karriere at ødelægge alverdens spil og har givet os afskyeligheder som Alone in the Dark, BloodRayne, House of the Dead, In the Name of the King: A Dungeon Siege Tale, Far Cry og Postal. Der er dog nogle få undtagelser. Christophe Gans og Roger Averys version af Silent Hill var ganske udmærket og man kan, hvis tvunget, kalde Tomb Raider, Mortal Kombat og den første Resident Evil for acceptable. Tiden er nu kommet til den klassiske spilserie Prince of Persia, men kan en Jerry Bruckheimer produceret version med Jake Gyllenhaal i hovedrollen, bryde igennem på det store lærred hvor så mange andre fejlede?
Til min store overraskelse, er det faktisk lykkedes for Mike Newell og Jerry Bruckheimer, at skabe en tro, flot og rigtig underholdende filmatisering. Filmen står, uden problemer, som potentiel arving til tronen som bedste spilfilm. Det er der flere grunde til, men den vigtigste af dem alle er at, det ikke føles som en spilfilm. Prince of Persia er, først og fremmest, et flot eventyr med en munter humor og legesyg action. Skaberen af den originale spilserie, Jordan Mechner, har da også været involveret hele vejen og skrev historien til filmen.
Hovedrollen er ligeledes en enormt vigtig faktor i filmens succes og i mod alle forventninger, passer Jake Gyllenhaal fint ind i rollen. Han besidder den ubesværede og rebelske karisma, der nærmest er påkrævet i en film som denne. Han bærer det dog ikke alene, Gemma Arterton, i rollen som den smukke og forkælede prinsesse, er også god. Kemien og dialogen mellem de to, er både sjov og charmerende. De fungerer glimrende som filmens centrum. Udenom dem, er rollelisten fyldt med solide præstationer. Ben Kingsley passer godt ind i denne type film og Alfred Molina får mange grin ud af hans materiale, men også de to forholdsvis ukendte skuespillere, Toby Kebbell og Richard Coyle, som de to brødre klarer sig habilt.
Filmen er dog ikke uden problemer. Computereffekterne er generelt ok, men visse steder kammer det over. Pacingen er lettere ujævn og får til tider filmen til at føles langtrukken og så må Hollywood snart lære at bruge parkour ordentligt. Det er ikke idéen i at folk hopper fra hus til hus der er interessant, men derimod at se dem gøre det, så det virker ikke hvis man klipper fire gange i hvert spring. Bare se på den franske Banlieue 13, det er sådan det skal gøres.
Prince of Persia: The Sands of Time var en behagelig overraskelse. En underholdende eventyrsfilm og for en gangs skyld, en spilfilmatisering man ikke behøver at frygte.
Se også: Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl
7/10 (5)
