Posts Tagged ‘Action’
Jeg havde frygtet rejsen tilbage til Hollywood, efter en uge blandt alverdens farvestrålende og spændende film, men jeg vidste jo godt at det kun var en prøveløsladelse. Jeg oplevede dog stadig en overvældende lyst til bare at løbe væk, leve fra sted til sted i en konstant jagt på interessante filmiske eventyr, uden indblanding fra giftige producere, sødsuppe pladder-romantik og malplacerede happy endings. Mens jeg stod og dagdrømte, åbnede de store døre sig til filmens by og det var allerede for sent at gøre noget ved det. Jeg fik et venligt klap på skulderen og blev velkommet af venlige vink fra både producere og vagter men erfaring fortalte mig at det alt sammen var falsk og bare var et forsøg på at lurer mig ind. Men så skete der noget uventet, vagten gav mig en gave og et venligt smil. Jeg blev straks i tvivl, havde jeg fordømt Hollywood for tidligt og havde de rent faktisk savnet mig. Måske havde Hollywood ændret sig og ville bevise det med en “velkommen tilbage” gave. Måske var jeg forhastet i mine konklusioner og…men inden jeg kom længere i min tankegang, havde jeg flået papiret af gaven og kommet til den smertefulde åbenbaring at det var på ingen måde tilfældet. Velkomst-pakken indeholdte tre film og det var med ét tydeligt, at Hollywood er og bliver den samme. De tre film var: 
Det er en trio af film der beskriver hvad Hollywood er, dog på alle de forkerte måder. Det er en ret præcis beskrivelse af alt hvad der er galt med Hollywood. Den ene er en elendig sequel i en serie af mange og nu i 3D, den anden er en meget løs og unødvendig spin-off der er en hån mod humor og den sidste er et fremragende eksempel på en film der er ødelagt af producere.
Resident Evil: Afterlife beviser en gang for alle, at Paul W. S. Anderson ikke burde have lov til at komme indenfor 100 meter af et filmkamera. Selv med de meget lave forventninger man har fået til serien efter to rædselsfulde sequels, formår Anderson med Afterlife at forbløffe seeren med lige nøjagtig hvor meget man kan svine en god spil-franchise til og samtidig totalt destruere filmmediet. Selv for en stupid actionfilm, er historien ovenud idiotisk, skuespillet er horribelt og actionsekvenserne er søvndyssende kedelige. Afterlifes største problem er, at filmens 97 minutter er fordelt således at der er 25 minutter hvor der ikke rigtig sker noget, hvorefter resten af filmen er lige dele slowmotion, hullet logik og folk der kaster forskellige ting imod skærmen i 3D. Selv et par flotte billeder optaget med kameraerne brugt på Avatar kan ikke redde denne pinlighed. Samlingen af C-list skuespillere som Ali Larter (Heroes), Wentworth Miller (Prison Break), Sienna Guillory (Eragon), Kim Coates (Skinwalkers) og Boris Kodjoe (Starship Troopers 3) er konstant grænsende til det ulidelige. Det virker som om, at det kun er Shawn Roberts i rollen som Wesker, der har forstået at han er i en lorte-film og overspiller herligt som en sindssyg. Selvom Milla Jovovich ikke er en specielt god skuespiller, fortjener hun meget bedre end dette.
Get Him to the Greek er en underlig spin-off om Russell Brands birolle karakter fra den meget bedre Forgetting Sarah Marshall. Underlig, ikke kun fordi man har taget en bi-karakter og har givet ham hans egen film eller fordi det ikke rigtig er en film og i stedet bare er Russell Brand og Jonah Hill der løber lallende rundt i en tåge af stoffer, men mest af alt fordi det aldrig bliver sjovt. Når man har lavet en komedie, hvor Sean ‘P. Diddy’ Combs’ lille og uhumoristiske rolle er det sjoveste i filmen, så er det et tydeligt tegn på at det et komplet spild af tid.
Sidst men ikke mindst, var Tom Cruise og Cameron Diaz blockbusteren Knight and Day en yderst skuffende affære. Knight and Day er et af de bedste eksempler på hvordan Hollywood, producere og stjerneskuespillere kan ødelægge en ellers potentielt god film-idé. Setupet og konceptet bag Knight and Day er faktisk ganske interessant, det er grund-læggende en piges fantasi-version af enhver lille drengs agent-fantasier, men her er det ødelagt og destilleret ned til en ligegyldig og meget mainstream metervare. Jeg havde hele tiden på fornemmelsen, at hvis filmen var lavet et andet sted så kunne den have været fremragende. Jeg kan kun forstille mig, i en perfekt verden, en film lavet i eksempelvis Korea instrueret af Kim Ji-Woon (The Good, The Bad, The Weird) men så heldig er man dog ikke. Desværre…
På en måde er det rart at være ‘hjemme’ igen, men på den anden side er det også som et slag i ansigtet at gense den middelmådighed der er normen i Hollywood. Men der er stadig små glimt af håb hist og her, desuden kan jeg heldigvis importere udenlandske film til det fængsel der kaldes Hollywood.
Resident Evil: Afterlife 1/10
Get Him to the Greek 2/10
Knight and Day 4/10
Udviklet af Team Ninja
Udgivet af Nintendo
Platform: Wii
1 player 3rd person action-shooter
[Redaktionen på GaGa The Movies er ikke bange for at indrømme, at selvom det er skræmmende tæt på, så ved de ikke alt. Det er derfor at der af og til vil tages gæste-anmeldere ind, for at give en mening af en eller anden nyudkommen ting, der på grund af mangel på interesse eller tid, ikke har fået en anmeldelse på siden. Til at starte med, kommer her en anmeldelse af Nintendos nye spil, Metroid: Other M, skrevet af ven af siden, K.H. Tag godt imod ham og gæsteprogrammet, der kommer mere i fremtiden.]
Nintendo har mange klassiske spil-ikoner som fra den oprindelige NES konsol og fremadrettet har givet os mange gode klassiske spilserier. En af disse ikoner er Samus Aran, som er hovedpersonen i Metroid serien. Samus er nu tilbage på wii-konsollen i form af Metroid: Other M og denne gang er det Team Ninja som står bag løjerne. Team Ninja står blandt andet bag Ninja Gaiden serien og det er tydeligt, men mere om det senere. 
Historien i dette spil er en efterfølger til Super Metroid fra den hedengangne Super Nintendo. Jeg må indrømme at jeg kun, meget kort har stiftet bekendtskab med tidligere spil i serien, så der var med et lettelsens suk jeg fandt ud af, at de fleste ting gav mening for en Metroid nybegynder som mig. Selvfølgelig var der steder hvor man tænkte -huh?-, men da det er en slags sequel, er det vel til at forstå. Historien i sig selv er ikke noget særligt, aliens ombord på en rumstation går amok og det er op til dig og en gruppe marines at finde ud af hvad sker. Historier i spil er ofte tåbelige eller papirtynde og dette spil er ingen undtagelse. Team Ninja har forsøgt at lave en del melodrama i dette spil, omkring Samus følelsesliv vedrørende den her gruppe marines hun arbejder sammen med og der knækker tråden helt. Men flotte prerenderede mellemsekvenser, lækre ingamesekvenser og ok stemmeskuespil gør dog at man føler sig godt underholdt. 
Grafikken i spillet er flot og varieret, da der på denne rumstation både er snelevels og junglelevels. Hologrammer kan gøre meget og det holder omgivelserne interessante. Lyden er atmosfærisk, musikken er god, til tider minder den meget om musikken fra aliens og i en sekvens vil jeg kalde det direkte rip-off, men det virker. Der blev nævnt tidligere at Team Ninja står bag dette spil og at det kunne ses. Gameplayet er en blanding af klassisk Metroid og Team Ninjas eget Ninja Gaiden. Ninja Gaiden krævede gode reflekser og det har Team Ninja indset ville være svært at opnå med wii-remoten, når vi snakker om denne type spil. De har derfor, for at bibeholde det tempo som Team Ninja er kendt for, automatiseret enkelte funktioner, som at sigte i tredje person og enkelte tastetryk for at undvige fjender. Det gør ikke så meget at de har gjort det sådan, for der er stadigvæk rigeligt at se til, da game-playet i dette spil er intenst. Der er enkelte kritikpunkter, da det f.eks er muligt gå i en first person mode, hvor du kan sigte og skyde bl.a missiler, men du kan ikke bevæge dig ud af stedet. Godt nok fryser omgivelserne et øjeblik så du kan nå at sigte, men da det senere i spillet går rigtigt stærkt og kræver gode reflekser, er der steder hvor spillet bliver små-frustrerende på grund af first person viklen. Alt det kan i stor grad tilgives, da spillet for det meste forstår at save på de rigtige tidspunkter.
Metroid: Other M er et godt spil fyldt med varierede bossfights og intens action, der trækkes ned af nogle små irritationsmomenter som first person mode senere i spillet, perioder med gentagelser i visse dele af spillet, noget backtracking og sidst men ikke mindst historiens udformning.
7/10
[Anmeldelse skrevet af K.H. og redigeret af Karsten Nielsen]
Instrueret af Johnnie To
Skrevet af Wai Ka-Fai
Med Johnny Hallyday, Simon Yam, Sylvie Testud, Anthony Wong, Suet Lam, Maggie Siu og Felix Wong
2009 108 min. Hong Kong / Frankrig Action
Når en leder falder, overtages hans territorium hurtigt af en ny kandidat. Det er netop hvad der er sket indenfor genren af flashy Hong Kong actionfilm. Det er egentlig ikke fordi den tidligere leder, John Woo, er gået på pension eller har stillet træskoene, hans filmiske fokus er bare skiftet fra pistoler i begge hænder til de store episke historier (Red Cliff I & II). I hans fravær er der mange der har forsøgt at tage pladsen, men kun én har haft det påkrævede visuelle overskud til at overtage tøjlerne fra Woo. Den mand er den yderst flittige instruktør Johnnie To, der med film som Fulltime Killer, Breaking News og Exiled har slået sig fast som en værdig afløser. Det er derfor, at det er så skuffende at hans nyeste film, Vengeance, er endt som en rodet og kedelig ligegyldighed.
Efter et brutalt angreb på den franske kok Costellos datter og hendes familie, tager han til Hong Kong for at finde de skyldige og få dem til at bøde for deres handlinger. For at gøre det hele værre, lider han af en sygdom der langsomt får ham til at glemme, så hævnen er nød til at komme hurtigt mens han stadig husker hvad det er at han hævner. Derfor hyrer han nogle lokale lejemordere til at hjælpe ham, men kan han stole på disse lyssky individer eller er de en del af problemet…
Vengeance er en klassisk hævnhistorie, klassisk på den måde at det er hørt flere hundrede gange før. Wai Ka-Fai forsøger desperat at tilføje noget nyt, ved at indsætte et Memento-agtigt sideplot med at Costello langsomt glemmer hans liv, men selv det er set mange gange før. Nu er der jo lavet mange actionfilm med ligegyldige historier før, så det er ikke noget nyt og det havde heller ikke været noget problem hvis der var andre elementer til at trække filmen op. Valget at have det franske svar på Elvis, Johnny Hallyday, i den centrale hoved-rolle er et af filmen største problemer. Han har et interessant ansigt og det er meget muligt at han er verdenskendt i Frankrig, men han er bare ikke en særlig god skuespiller og derfor falder den følelsesmættet historie fra hinanden. Johnnie To har reddet letbenede historier før med hans flyvske og kreative actionsekvenser, men her virker han helt tømt for energi og idéer.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Hvis man er sur på sin chef og har brug for nogle lejemordere, så skal man bare tage til Hong Kong for der støder man uden tvivl på flere indenfor et par timer. Og hvis man nogensinde finder sig selv i en skudduel med kun store klodser af genbrugspapir som dække, så er den bedste defensive position tydeligvis i midten af en cirkel af folk der skyder på dig.
Har filmen ændret mit syn på Hollywood? Johnnie To har lært mig mange ting men ikke denne gang.
Se i stedet: Fulltime Killer
4/10 (7)
Black Lightning
Instrueret af Dmitriy Kiselev og Aleksandr Voytinskiy
Skrevet af Dmitriy Aleynikov og Aleksandr Talal
Med Grigoriy Dobrygin, Ekaterina Vilkova, Viktor Verzhbitskiy, Valeriy Zolotukhin og Ivan Zhidkov
2009 101 min. Rusland Sci-Fi / Action / Komedie
Tilbage i 2004, startede Timur Bekmambetov noget helt specielt med Night Watch og bragte det kolde Rusland til et stort publikum. Før det, var det højst sandsynligt meget begrænset hvor mange russiske film den almene biografgænger havde set og selvom jeg har set mange film, så er det kun 4-5 russiske film der er sluppet igennem. Efter efterfølgeren, Day Watch i 2006, tog han til USA og lavede den flotte og underholdende actionfilm Wanted med Angelina Jolie og James McAvoy i hovedrollerne. Nu er han så vendt tilbage til hjemlandet og står som producer på endnu en fantasifuld action-hybrid i form af Black Lightning.
Dima er en fattig og lettere overset ung mand. Hvor hans skolekammerater kører rundt i dyre biler og snakker i smarte telefoner, må han nøjes med at stå i baggrunden og se på. Endelig en dag får han en bil af hans far, dog ikke det smarte eksemplar han havde håbet på, men derimod en gammel skrammelkasse. Ikke tilfreds med den status han har, beslutter han sig for at tjene penge til at ændre dette ved at bringe blomster ud. Under en almindelig arbejdsdag finder han pludselig skrammelkassens skjulte kvaliteter, den kan flyve, hvilket gør blomster-levering en del nemmere og hurtigere. Det hele går godt, lige indtil der sker noget forfærdeligt ved Dimas familie. Dette fungere som katalysator for at Dima vil bruge bilens evner til at hjælpe andre. Black Lightning er derved født.
Ligesom Bekmambetovs Watch-serie, er Black Lightning en blanding af mange forskellige elementer. Der er lidt af Spiderman, Transformers og Back to the Future blandet med russisk drama og humor. Der er rent faktisk så meget der minder om andre film, at noget af det begynder at virke en anelse uinspireret. Black Lightning er, til trods for den store mængde af lånte idéer, en flot og underholdende film med sin egen charme. Skuespillerne gør det godt og effekterne er ganske udmærket, man skal bare ikke forvente noget banebrydende.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Efter at have set Black Lightning, er der et par ting jeg ikke vidste før. Tilsyneladende er der en blomstrende Inter Flora organisation i Rusland, da der åbenbart er så mange folk der skal have bragt blomster ud, at der er grundlag for stor konkurrence på markedet. Derudover er det, i følge denne film, fuldt ud normalt at sige personers fulde navn hver eneste gang man taler til dem, hvilket virker en smule underligt.
Har filmen ændret mit syn på Hollywood? Ikke rigtig, da dette stort set er en Hollywood blockbuster, bare på russisk. Vel at mærke, en god blockbuster men ikke noget specielt.
Se også: Nochnoi Dozor [Night Watch]
7/10 (6)
The Boondock Saints II: All Saints Day
Instrueret af Troy Duffy
Skrevet af Troy Duffy
Med Sean Patrick Flanery, Norman Reedus, Billy Connolly, Clifton Collins Jr., Julie Benz, Bob Marley, Brian Mahoney, David Ferry og Peter Fonda
2009 118 min. US Action
Tilbage i 1999 fik Troy Duffy en chance, som filmfans kun kan drømme om. Fra den ene dag til den anden, gik Duffy fra at være ung håbefuld med et manuskript til at være Hollywoods næste store håb. Weinstein brødrene og Miramax gav denne rookie 2 millioner dollars for hans manuskript, gav ham lov til at instruere filmen selv, lod hans band spille på soundtracket og ikke nok med det, de købte endda hans bar til ham. Denne overflod af gode ting holdte dog ikke længe, Duffy eksploderede og brændte næsten alle broer i Hollywood. Hvad der helt præcist skete, er svært at sige men hvis man er interesseret, så kan man få én side af sagen i den afslørende dokumentar, Overnight, der fulgte hans rise and fall. Mange, inklusiv mig selv, troede aldrig han ville finde arbejde i Hollywood igen. Filmen Boondock Saints blev næsten overskygget af al balladen, men gik hen og fik et helt kultfølge af dedikerede fans. Det mener jeg personligt ikke den fortjener, men det var da en ganske underholdende actionfilm hjulpet af et par gode præstationer. Tilbage i ‘99, bebrejdede jeg Duffy for at smide så stor en chance væk, men også Hollywood for håndteringen af sagen. Her 10 år efter, hvor jeg har set den længe ventede efterfølger, bebrejder jeg kun Hollywood for at lade ham komme tilbage.
MacManus brødrene har slået sig ned på en fredelig farm, langt fra al den vold og død de var involveret i ti år tidligere. Fortiden forbliver dog ikke fortid. Nogen er begyndt at efterligne dem i et forsøg på, at få dem tilbage i kampen og de kan selvfølge ikke lade deres legende blive trukket gennem sølet, så de pakker deres våben og tager tilbage til byen.
Efter slemme anmeldelser og værre omtale, havde jeg nedsat mine forventninger betydeligt inden jeg gik ind til denne film, men lige meget hjalp det. Jeg har umådeligt svært ved at finde bare ét formildende element ved dette makværk af en film. Det er faktisk så slemt, at filmen mest af alt ligner, at der er en eller anden instruktør som ville svine Troy Duffys navn til og derfor har lavet en amatøragtig og prætentiøs parodi på Boondock Saints. Så heldig er man bare ikke, det er skam Duffy der er manden bag det hele.
Lige fra starten af etteren, var det åbenlyst at Troy Duffy ønskede intet mere end at kunne skrive smart dialog ligesom Quentin Tarantino, men havde bare ikke evnerne til det. I Boondock Saints II er dette taget ud i den n’te grad, hovedparten af dialogen giver enten ingen mening, er gennemført tåbeligt skrevet eller begge dele. For at give et eksempel, så siger Judd Nelson på et tidspunkt “We have been prisonfucked…in the ass…by massive dicks!” Duffy ved simpelthen ikke hvornår han burde stoppe og læsser i stedet bare flere og flere bandeord på, i et desperat håb om at lyde smart. Det samme gør sig gældende ved hele filmens struktur og måden den er filmet på. De 118 meget lange minutter, er fyldt med utallige slowmotion fokuseringer på ingenting, som samtidig bliver svøbet ind i bombastisk og højtidelig musik. Det hele er bare så uforskammet prætentiøst, Troy Duffy er i sandhed en mand der tror han er så uendeligt meget mere end han i virkeligheden er.
Tro dog ikke, at Duffy er den eneste der gør sig selv til grin i Boondock Saints II. Skuespillet spænder fra dårligt til sjælknusende elendigt. De to hovedroller er måske i den mindst elendige ende, men det er bestemt ikke synderligt seværdigt. Der er imidlertid et andet problem med hovedrollerne. Norman Reedus ligner det narkovrag som han altid har gjort, men der er sket et eller andet meget besynderligt med Sean Patrick Flanery (¤ se billede). Han har tilsyneladende fulgt i Mickey Rourkes fodspor og hans ansigt er nu enormt fucked up. Han ligner på ingen måde sig selv og flere gange under filmen var jeg faktisk i tvivl, om de ikke bare havde fundet en tilfældig skuespiller og bare sminket ham så godt som de kunne, hvilket er meget forvirrende. Det nye medlem af banden, Clifton Collins jr, er måske det tætteste filmen kommer på et lyspunkt, for han overspiller nemlig så sindssygt at man næsten ikke kan lade være med at grine. Det er dog ikke helt til filmens fordel. Julie Benz, der erstatter Willem Dafoe fra den første film og Judd Nelson, der spiller mafiaboss, spiller begge så himmelråbende elendigt at man flere gange måtte gribe hårdt i armlænet, alene for at man ikke skulle efterleve den enorme lyst til at hoppe ud af vinduet.
Hvis actionscenerne så bare havde været interessante, så kunne man måske have fået et eller andet ud af det, men det hele er så energiløst og amatøragtigt. Det eneste Boondock Saints II kan bruges til, er som et perfekt eksempel på grunden til at GaGa The Movies pakker kufferten og rejse ud i verden i næste uge, som en del af Anti-Hollywood Week. Som afslutning, vil jeg meget passende bringe et citat fra Judd Nelson: “Fans of Boondock, go fuck yourself!”
Se i stedet: Overnight
1/10 (5)
Instrueret af Mike Newell
Skrevet af Boaz Yakin, Doug Miro og Carlo Bernard over Jordan Mechners historie
Med Jake Gyllenhaal, Gemma Arterton, Ben Kingsley, Alfred Molina, Steve Toussaint, Toby Kebbell, Richard Croyle og Reece Ritchie
2010 116 min. US Action / Eventyr
Film og computerspil har haft et slemt had-kærligheds-forhold de sidste mange år. Spil forsøger mere og mere, at være lige som film og filmverdenens dominerende mission om, at undgå originale idéer og i stedet filmatisere alt hvad publikum i forvejen kender navnet på, har fået dem til at skovle hobetal af spiladaptioner ud til den almene filmseer. Resultaterne har hovedsagligt været tænderskærende elendige, med film som Super Mario Bros, Hitman, Doom, Max Payne, Street Fighter, Wing Commander og mange flere. GaGa The Movies’ elskede spild af eksistens, Uwe Boll, har gjort det til en karriere at ødelægge alverdens spil og har givet os afskyeligheder som Alone in the Dark, BloodRayne, House of the Dead, In the Name of the King: A Dungeon Siege Tale, Far Cry og Postal. Der er dog nogle få undtagelser. Christophe Gans og Roger Averys version af Silent Hill var ganske udmærket og man kan, hvis tvunget, kalde Tomb Raider, Mortal Kombat og den første Resident Evil for acceptable. Tiden er nu kommet til den klassiske spilserie Prince of Persia, men kan en Jerry Bruckheimer produceret version med Jake Gyllenhaal i hovedrollen, bryde igennem på det store lærred hvor så mange andre fejlede?
Til min store overraskelse, er det faktisk lykkedes for Mike Newell og Jerry Bruckheimer, at skabe en tro, flot og rigtig underholdende filmatisering. Filmen står, uden problemer, som potentiel arving til tronen som bedste spilfilm. Det er der flere grunde til, men den vigtigste af dem alle er at, det ikke føles som en spilfilm. Prince of Persia er, først og fremmest, et flot eventyr med en munter humor og legesyg action. Skaberen af den originale spilserie, Jordan Mechner, har da også været involveret hele vejen og skrev historien til filmen.
Hovedrollen er ligeledes en enormt vigtig faktor i filmens succes og i mod alle forventninger, passer Jake Gyllenhaal fint ind i rollen. Han besidder den ubesværede og rebelske karisma, der nærmest er påkrævet i en film som denne. Han bærer det dog ikke alene, Gemma Arterton, i rollen som den smukke og forkælede prinsesse, er også god. Kemien og dialogen mellem de to, er både sjov og charmerende. De fungerer glimrende som filmens centrum. Udenom dem, er rollelisten fyldt med solide præstationer. Ben Kingsley passer godt ind i denne type film og Alfred Molina får mange grin ud af hans materiale, men også de to forholdsvis ukendte skuespillere, Toby Kebbell og Richard Coyle, som de to brødre klarer sig habilt.
Filmen er dog ikke uden problemer. Computereffekterne er generelt ok, men visse steder kammer det over. Pacingen er lettere ujævn og får til tider filmen til at føles langtrukken og så må Hollywood snart lære at bruge parkour ordentligt. Det er ikke idéen i at folk hopper fra hus til hus der er interessant, men derimod at se dem gøre det, så det virker ikke hvis man klipper fire gange i hvert spring. Bare se på den franske Banlieue 13, det er sådan det skal gøres.
Prince of Persia: The Sands of Time var en behagelig overraskelse. En underholdende eventyrsfilm og for en gangs skyld, en spilfilmatisering man ikke behøver at frygte.
Se også: Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl
7/10 (5)
Instrueret af Sylvester Stallone
Skrevet af Dave Callaham og Sylvester Stallone
Med Sylvester Stallone, Jason Statham, Mickey Rourke, Jet Li, Dolph Lundgren, Eric Roberts, Randy Couture, Steve Austin, Gary Daniels, Charisma Carpenter, Terry Crews, David Zayas, Giselle Itié, Bruce Willis og Arnold Schwarzenegger
2010 103 min. US Action
“Choose Your Weapon”
I barndommen og de tidlige ungdomsår blev der indtaget enorme mængder af larmende og muskuløse actionfilm. Film som Rambo, Commando, Universal Soldier, Cobra og selv Showdown in Little Tokyo var favorit underholdning og ren heltedyrkelse. Dengang var jeg med garanti ikke den eneste, der af og til kunne fanges i en dagdrøm og et ønske om at se flere af disse store actionstjerner i samme film. Sylvester Stallone træder nu frem, bakket op af vennerne og med kun én mission i mente: at opfylde denne barndomsdrøm. Hvad mere kan man ønske sig?
Man kunne have ønsket at de var samlet i en god film. Nu er det ikke fordi, man forventer drama af Shakespeare proportioner eller dialog af David Mamets kaliber. Det er trods alt en hyldest til 80’ernes actionfilm og ikke ligefrem intellektuel kunst. Men selv med det i tankerne, ville denne anmelder stadig have sat pris på, hvis The Expendables ikke havde haft en af de mest tåbeligt basale historier nogensinde og dialog man kunne høre på, uden at få lyst til at stikke fingrene i ørene og ønske sig andetsteds. Nu når det udgør halvdelen af filmen. Sylvester Stallone har tidligere vist at han sagtens kan skrive et manuskript, der ikke eksisterer alene af himmelråbende stupid humor.
Heldigvis er den anden halvdel af filmen langt bedre. Den del man har betalt penge for, actiondelen. Størstedelen af de mange actionscener er dejligt storslåede og larmende samtidig med at være både kreative og brutale. Stallone har masser af hårdtslående idéer, der ofte er bifalds- og jubelværdige, så meget så at actionscenerne virker alene skabt omkring dem og det er ikke altid der er noget til at binde dem sammen. Ligesom i den nyeste Rambo-film, er Stallone desværre også her afhængig af computer-genereret blod, med meget svingende resultater. Det virker som om den gamle Stallone (¤ nu 63.) desperat forsøger at følge med de morderne tider, men ikke helt har forstået hvordan ting fungerer.
Den meget omtalte rolleliste, er ligeledes en blandet landhandel. Der er stor glæde og nostalgi i at se de tidligere og nuværende actionstjerner samlet, selv med de enkelte der mangler for et fuldt sæt (Jean-Claude Van Damme, Steven Seagal og Chuck Norris), på papiret. I praksis er det lidt anderledes, med meget stor forskel på hvad de hver især har at bidrage med. Stallone slipper jo selvfølgelig ganske heldigt fra det hele og ligeledes gør hans right hand man i filmen, Jason Statham. Den kombination fungerer overraskende godt og det er cool at se gårsdagens actionhelt side om side med nutidens version. Eric Roberts klarer sig også godt, men den der i mine øjne står sejrende når filmen er ovre, er Dolph Lundgren. Den gut er et monster og han er kun blevet mere frygtindgydende med alderen. På den anden side af medaljen er Mickey Rourke totalt spildt, de to wrestlere (Stone Cold Steve Austin og Randy Couture) er ligegyldige og Charisma Carpenter (Buffy, Angel) er uendeligt malplaceret. Også den meget hypede scene mellem Stallone, Bruce Willis og Arnold Schwarzenegger falder til jorden. Det er en ubehageligt akavet scene fyldt med elendig humor og desuden har jeg ikke lyst til at se på den våde karklud der er tilbage af Arnold. Til sidst, vil jeg gerne udtrykke min skuffelse over hvor lidt Gary Daniels bliver brugt. (¤ Alle jeg har nævnt dette for, efter jeg så filmen, har kigget mærkeligt på mig og spurgt “hvem hulen er Gary Daniels?”. Daniels var også en del af actionstjernerne tilbage i 80’erne og 90’erne, dog en rang eller to længere nede end de andre, sammen med Michael Dudikoff (American Ninja) og Olivier Gruner (Nemesis). Efter at have set den nye Tekken film, er han tydeligvis stadig fit for fight. Dog i The Expendables får han kun to halve lines og en yderst unfair kamp. Jeg vil som en af de få, gerne rejse flaget og rent faktisk anerkende at han eksisterer.)
The Expendables er et klodset, larmende og dumt monstrum af en actionfilm og det er egentlig også det den skal være, man skal bare ikke forvente for meget. Det kan tilføjes at, til trods for den halvdårlige karakter og de mange negative punkter i anmeldelsen, så er det en film som jeg er glad for blev lavet, glad for at have set og glæder mig til at se igen.
Se også: Universal Soldier: Regeneration
4/10 (5)
Instrueret af Christopher Nolan
Skrevet af Christopher Nolan
Med Leonardo DiCaprio, Joseph Gordon-Levitt, Ellen Page, Marion Cotillard, Tom Hardy, Ken Watanabe, Dileep Rao, Cillian Murphy, Tom Berenger, Pete Postlewaite, Michael Caine og Lukas Haas
2010 148 min. US Sci-Fi / Action / Thriller
“Your Mind is The Scene of the Crime”
Christopher Nolan er en af de få ægte tryllekunstnere tilbage. En mester af illusioner. Han ligger en ære i at lege med publikums tanker og det bliver gjort med udsøgt teknisk og visuelt talent. Det ældgamle tryllekunstner trick, hvorved publikums øjne bliver vildledt med den ene hånd alt imens det i virkeligheden er i den anden hånd at alting sker. Det er et trick som Nolan har brugt mange gange og det bliver altid udført med en sjælden elegance, i modsætning til mange af de andre der forsøger dette i Hollywood, så er det ikke bare for at få et desperat twist ind i filmen. Alle Nolans små vildledninger og fortællemæssige tricks er altid understøttet af historien, altid gennemtænkt og drager publikum til at tænke over hvad det er de ser. Hvilket er noget der ikke kræves af ret mange film nu til dags.
Hans tidligere film, Memento, Insomnia og The Prestige (¤ skal lige hurtigt nævnes at jeg ikke har set hans debutfilm, Following, en fejl som der snart bliver rådet bod på), er alle intelligente og komplekse fortællinger som indeholder meget mere end det der lige ligger på overfladen. Selv hans to tegneserie-adaptioner, Batman Begins og The Dark Knight, bragte en intelligens, intensitet og styrke til superhelte som man ikke var vant til. The Dark Knight især, er ikke “blot” en fremragende tegneserie-filmatisering men også en rigtig god film og har næsten alene ændret genren til det den er i dag. Nolans eminente filmiske og fortællemæssige egenskaber gør, at han konstant overrasker og forundrer. Dette er bestemt ikke mindre sandt med Inception.
Med Inception har han måske lavet sin bedste film, hvilket siger en del når man tager de ovennævnte titler i betragtning. På samme tid er filmen, overraskende nok, meget mindre en gåde set i forhold til Memento eller The Prestige. Når det er sagt, så er det ikke fordi det ikke er en mindbending og kompleks film, for det er det i allerhøjeste grad og det ville også være svært andet i en film der hovedsagligt foregår i, ikke bare en drøm men, flere lag drømme. Det er jeg mener, er at selvom filmen hopper ind og ud af drømme, på forskellige tider og steder, så er Inceptions verden og regler så velfortalte og realiseret at der er intet der virker malplaceret, ulogisk eller urealistisk i historien. Som Cobb (Leonardo DiCaprio) siger i filmen: “Dreams feel real while we’re in them. It’s only when we wake up that we realize something was actually strange.” Det er en af de bedst fortalte og udførte science fiction film i meget lang tid.
Visuelt træder Nolan og fotograf Wally Pfister heller ikke en fod forkert. De to har arbejdet sammen de sidste ti år og dette samarbejde bliver kun bedre film for film. Inception er en smuk visuel perle, blanding af Pfisters fantastiske cinematografi og drømmenes pragtfulde effekter er perfekt. Samtidigt er det akkompagneret af et bombastisk og superb score fra Hans Zimmer. Som om det ikke var nok, så er det talentfulde og stjernebesatte cast fremragende hver og en. Leonardo DiCaprio fortsætter et fantastisk år (efter Shutter Island) og han bliver fornemt bakket op af stærke præstationer fra bl.a. Marion Cotillard (Public Enemies), Ken Watanabe (Batman Begins), Cillian Murphy (28 Days Later), Tom Hardy (Bronson) og ikke mindst GaGa The Movies’ yndling Joseph Gordon-Levitt (Brick).
Og til dem der er nervøse for at det er en tung, plotdreven film hvor der ikke sker noget, så kan de ånde lettet op. Nolan har fyldt Inception med masser af kreative actionscener, man får biljagter, gun-fights og selv en kampscene uden tyngdekraft. Alt sammen udført med bravur og adrenalinpumpende intensitet. Det sniger sig oveni hatten også lidt humor ind hist og her.
Inception er en intelligent, original og spændende science fiction film og en oplevelse man bestemt ikke må gå glip af, hvis man bare er det mindste filminteresseret. I en tid med et hav af remakes og sequels giver Inception en indikation af at Hollywood ikke kun er besat af idioter. Se Den!
Se også: The Matrix
10/10 (9)
Instrueret af Miguel Sapochnik
Skrevet af Eric Garcia og Garrett Lerner over Eric Garcias bog
Med Jude Law, Forest Whitaker, Alice Braga, Liev Schreiber, Carice van Houten, Chandler Canterbury og RZA
2010 111min. US Sci-Fi / Action / Thriller
I en nær fremtid, har videnskaben gjort store teknologiske fremskridt, det er nu muligt at erstatte stort set alle menneskelige organer med mekaniske substitutter og derved give én et langt og aktivt liv. Disse implantater er jo selvfølgelig langt fra gratis og hvis man kommer bagud med betalingen, sendes der folk ud for at inddrage firmaets ejendom. De er Repo Men.
Det er et simpelt og fantastisk setup til en science fiction film og hvis der havde været talent som f.eks. David Cronenberg, Alex Proyas eller en ung Ridley Scott bag, så havde det sikkert også været en fantastisk film. Så heldig er man bare ikke. Langt fra.
Det er lang tid siden at jeg har set en film, der skyder så langt forbi målet. Den debuterende instruktør (og tidligere storyboard-artist) Miguel Sapochnik og manuskriptforfatterne Eric Garcia og Garrett Lerner har ingen forstand på hvordan man sætter en film sammen. De udviser ingen forståelse for selv de mest basale grundsten i opbyggelsen af en film. Der er ingen story-arc, charater-arc eller for den sags skyld, generel tidsfornemmelse. Man kan ikke bare smide vilkårlige scener sammen og så antage at det fungerer. Det er altafgørende for en film og dens historie, at man forstår hvad der sker og hvorfor. På samme måde som det er vigtigt at man tydeligt viser hvad der er protagonistens formål og motivation. Det er ved samlingen af disse elementer at man skaber en historie, der giver mulighed for indlevelse og gør at man kan sympatisere med de prøvelser filmens helt skal igennem. I Repo Men er det meget lidt der kommer igennem til seeren og de småting der gør, er så umådeligt inkompetent udført at man ligeså godt kunne være foruden. Der er selvfølgelig ikke kun én rigtig måde at lave film på, jeg har set flere art-house/indie-film der undlader en eller flere af de ovennævnte elementer og enkelte af dem gjorde det endda på succesfuld vis, men Repo Men er ikke en af den slags film. Det er en mainstream science fiction film og som det mislykkedes den totalt.
Filmen er rigelig lang i forvejen men alligevel virker det stadig som om at man har valgt helt at ignorere vigtige scener der kunne binde historien sammen. Hvilket resultere i en underlig, forvirrende film uden flow eller fremdrift, med andre ord kedelig og frustrende. I det hele taget, så bliver det hele mere og mere tåbeligt men jeg lever stadig i den tro, at en god instruktør kunne have reddet filmen. Der er potentiale her men det er misbrugt og ødelagt af folk der ikke ved hvad de laver.
Se i stedet: Minority Report
2/10 (6)
Instrueret af Nimrod Antal
Skrevet af Alex Litvak og Michael Finch
Med Adrien Brody, Alice Braga, Laurence Fishburne, Danny Trejo, Topher Grace, Walton Goggins, Oleg Taktarov, Louis Ozawa Changchien og Mahershalalhashbaz Ali
2010 106 min. US Sci-Fi / Action
“The Most Dangerous Killers on the Planet…But This is Not Our Planet”
Jeg har lidt ondt af Predator-racen. Den har på konstant basis fået det korte strå blandt filmverdens monstre. For det første ligner den det illegitime afkom af et lyssky møde mellem en rastafari og en skal-løs krappe og den blev uden tvivl mobbet, af nabolagets monstre, som barn og det er nok derfor den er blevet en bølle som voksen. (¤ Grunden til at jeg kalder den en bølle og ikke den perfekte jæger som den bliver portrætteret som, er fordi selvom den jager det ultimative bytte, i mennesket, er der da ikke meget udfordring i det, når de besidder et arsenal af voldsomt overlegne våben der kan udradere alt og alle.)
For det andet har den ikke specielt heldig med de film den har lagt navn til. Den første Predator, var en af de bedste af Arnold Schwarzeneggers 80’er actionfilm og jeg nærer en stor følelse af nostalgi for den film. Men hvad der kom efter, svinger fra dårligt til stinkende elendigt. Predator 2 var på ingen måde nogen god film og havde den underlige idé, at den skulle bæres af Danny Glover og Gary Busey. Så gik der lang tid før man så noget til den perfekte jæger igen og da man endelig gjorde, var det da Fox fik den tåbelige idé at sætte Paul W. S. Anderson (Resident Evil, Mortal Kombat, Soldier) i instruktørstolen til Alien vs. Predator. De to AvP film der er lavet, er intet mindre end rædselsfulde og en skændsel mod de to franchises, nok til at man næsten ikke havde lyst at se mere fra dem. Aliens var selvfølgelig også med i den serie, men der har man i det mindste to regulære klassikere at se tilbage på.
Når alt det er sagt, så er det stadig rigtig rart at have Predators tilbage på det store lærred, vel at mærke med noget talent både foran og bag kameraet. Den nye film er hovedsagligt bygget over det manuskript, Robert Rodriguez (Desperado, Sin City, From Dusk till Dawn), skrev tilbage i 1994 og han indtager også producerrollen. Det er tydeligt at se at Rodriguez elsker den originale film og han har også udtalt at det er absolut den eneste der tæller i hans øjne. Filmen er en direkte fortsættelse til den originale og der hverken nævnt eller refereret noget i filmen der giver det indtryk at de andre overhovedet eksisterer, hvilket er et klogt valg. Rodriguezs kærlighed er så markant, at filmen ender på grænsen til ren fanservice. Filmen er næsten halvt reference, halvt tribute til den første film, så meget så det helt igennem virker som en film der sagtens kunne være udkommet dengang i 1994. På den ene side, er det som fan af den originale, super fedt at få en film i den klassiske Predator-ånd men på den anden side, er det til tider så klassisk at det virker som om at jeg har set det før.
Instruktørstolen har Rodriguez overladt til Nimrod Antal (Kontroll, Vacancy, Armored) og selvom han er en ok instruktør, så savner man gejst og opfindsomhed. Jeg ville ønske at Rodriguez selv havde taget tøjlerne fordi, hvad end man syntes om hans film, har han altid været fuld af kreativitet og legesyge idéer. Kvaliteter som filmen kunne have nydt godt af og måske have hævet den fra kompetent sci-fi action til noget mere interessant. Foran kameraet er der truffet flere spændende valg og det har resulteret i et anderledes og velfungerende cast. I spidsen er Adrien Brody, castet meget imod type, som kold og kynisk anti-helt. Det er et atypisk valg både for denne slags film men også hvad man er vant til at se ham i, der er dog ingen klager her da han gør det ganske overbevisende. Overfor Brody står flere interessante skuespillere som f.eks. Alice Braga (Redbelt) som den kvindelige snigskytte, Walton Goggins (The Shield) sindssyg morder, Topher Grace (In Good Company) som nervøs læge, Louis Ozawa Changchien som badass Yakuza og selvfølgelig (når det nu har noget med Robert Rodriguez at gøre) Danny Trejo (Desperado) som mexicansk bandemedlem. Det gode cast er med til at gøre starten intens og spændende, inden det hele går løs. Og når det går løs, er det spændende og flot lavet. De fleste effekter fungerer udmærket, hovedsagligt fordi selve Predators stadig er mennesker i en dragt.
Predators er en underholdende sci-fi actionfilm, et must-see for fans og deler æren, med A-Team, for bedste startsekvens i en sommer-blockbuster i meget lang tid.
Se også: Outlander
7/10 (8)