Film Review: The Expendables
Instrueret af Sylvester Stallone
Skrevet af Dave Callaham og Sylvester Stallone
Med Sylvester Stallone, Jason Statham, Mickey Rourke, Jet Li, Dolph Lundgren, Eric Roberts, Randy Couture, Steve Austin, Gary Daniels, Charisma Carpenter, Terry Crews, David Zayas, Giselle Itié, Bruce Willis og Arnold Schwarzenegger
2010 103 min. US Action
“Choose Your Weapon”
I barndommen og de tidlige ungdomsår blev der indtaget enorme mængder af larmende og muskuløse actionfilm. Film som Rambo, Commando, Universal Soldier, Cobra og selv Showdown in Little Tokyo var favorit underholdning og ren heltedyrkelse. Dengang var jeg med garanti ikke den eneste, der af og til kunne fanges i en dagdrøm og et ønske om at se flere af disse store actionstjerner i samme film. Sylvester Stallone træder nu frem, bakket op af vennerne og med kun én mission i mente: at opfylde denne barndomsdrøm. Hvad mere kan man ønske sig?
Man kunne have ønsket at de var samlet i en god film. Nu er det ikke fordi, man forventer drama af Shakespeare proportioner eller dialog af David Mamets kaliber. Det er trods alt en hyldest til 80’ernes actionfilm og ikke ligefrem intellektuel kunst. Men selv med det i tankerne, ville denne anmelder stadig have sat pris på, hvis The Expendables ikke havde haft en af de mest tåbeligt basale historier nogensinde og dialog man kunne høre på, uden at få lyst til at stikke fingrene i ørene og ønske sig andetsteds. Nu når det udgør halvdelen af filmen. Sylvester Stallone har tidligere vist at han sagtens kan skrive et manuskript, der ikke eksisterer alene af himmelråbende stupid humor.
Heldigvis er den anden halvdel af filmen langt bedre. Den del man har betalt penge for, actiondelen. Størstedelen af de mange actionscener er dejligt storslåede og larmende samtidig med at være både kreative og brutale. Stallone har masser af hårdtslående idéer, der ofte er bifalds- og jubelværdige, så meget så at actionscenerne virker alene skabt omkring dem og det er ikke altid der er noget til at binde dem sammen. Ligesom i den nyeste Rambo-film, er Stallone desværre også her afhængig af computer-genereret blod, med meget svingende resultater. Det virker som om den gamle Stallone (¤ nu 63.) desperat forsøger at følge med de morderne tider, men ikke helt har forstået hvordan ting fungerer.
Den meget omtalte rolleliste, er ligeledes en blandet landhandel. Der er stor glæde og nostalgi i at se de tidligere og nuværende actionstjerner samlet, selv med de enkelte der mangler for et fuldt sæt (Jean-Claude Van Damme, Steven Seagal og Chuck Norris), på papiret. I praksis er det lidt anderledes, med meget stor forskel på hvad de hver især har at bidrage med. Stallone slipper jo selvfølgelig ganske heldigt fra det hele og ligeledes gør hans right hand man i filmen, Jason Statham. Den kombination fungerer overraskende godt og det er cool at se gårsdagens actionhelt side om side med nutidens version. Eric Roberts klarer sig også godt, men den der i mine øjne står sejrende når filmen er ovre, er Dolph Lundgren. Den gut er et monster og han er kun blevet mere frygtindgydende med alderen. På den anden side af medaljen er Mickey Rourke totalt spildt, de to wrestlere (Stone Cold Steve Austin og Randy Couture) er ligegyldige og Charisma Carpenter (Buffy, Angel) er uendeligt malplaceret. Også den meget hypede scene mellem Stallone, Bruce Willis og Arnold Schwarzenegger falder til jorden. Det er en ubehageligt akavet scene fyldt med elendig humor og desuden har jeg ikke lyst til at se på den våde karklud der er tilbage af Arnold. Til sidst, vil jeg gerne udtrykke min skuffelse over hvor lidt Gary Daniels bliver brugt. (¤ Alle jeg har nævnt dette for, efter jeg så filmen, har kigget mærkeligt på mig og spurgt “hvem hulen er Gary Daniels?”. Daniels var også en del af actionstjernerne tilbage i 80’erne og 90’erne, dog en rang eller to længere nede end de andre, sammen med Michael Dudikoff (American Ninja) og Olivier Gruner (Nemesis). Efter at have set den nye Tekken film, er han tydeligvis stadig fit for fight. Dog i The Expendables får han kun to halve lines og en yderst unfair kamp. Jeg vil som en af de få, gerne rejse flaget og rent faktisk anerkende at han eksisterer.)
The Expendables er et klodset, larmende og dumt monstrum af en actionfilm og det er egentlig også det den skal være, man skal bare ikke forvente for meget. Det kan tilføjes at, til trods for den halvdårlige karakter og de mange negative punkter i anmeldelsen, så er det en film som jeg er glad for blev lavet, glad for at have set og glæder mig til at se igen.
Se også: Universal Soldier: Regeneration
4/10 (5)
Film Review: Inception
Instrueret af Christopher Nolan
Skrevet af Christopher Nolan
Med Leonardo DiCaprio, Joseph Gordon-Levitt, Ellen Page, Marion Cotillard, Tom Hardy, Ken Watanabe, Dileep Rao, Cillian Murphy, Tom Berenger, Pete Postlewaite, Michael Caine og Lukas Haas
2010 148 min. US Sci-Fi / Action / Thriller
“Your Mind is The Scene of the Crime”
Christopher Nolan er en af de få ægte tryllekunstnere tilbage. En mester af illusioner. Han ligger en ære i at lege med publikums tanker og det bliver gjort med udsøgt teknisk og visuelt talent. Det ældgamle tryllekunstner trick, hvorved publikums øjne bliver vildledt med den ene hånd alt imens det i virkeligheden er i den anden hånd at alting sker. Det er et trick som Nolan har brugt mange gange og det bliver altid udført med en sjælden elegance, i modsætning til mange af de andre der forsøger dette i Hollywood, så er det ikke bare for at få et desperat twist ind i filmen. Alle Nolans små vildledninger og fortællemæssige tricks er altid understøttet af historien, altid gennemtænkt og drager publikum til at tænke over hvad det er de ser. Hvilket er noget der ikke kræves af ret mange film nu til dags.
Hans tidligere film, Memento, Insomnia og The Prestige (¤ skal lige hurtigt nævnes at jeg ikke har set hans debutfilm, Following, en fejl som der snart bliver rådet bod på), er alle intelligente og komplekse fortællinger som indeholder meget mere end det der lige ligger på overfladen. Selv hans to tegneserie-adaptioner, Batman Begins og The Dark Knight, bragte en intelligens, intensitet og styrke til superhelte som man ikke var vant til. The Dark Knight især, er ikke “blot” en fremragende tegneserie-filmatisering men også en rigtig god film og har næsten alene ændret genren til det den er i dag. Nolans eminente filmiske og fortællemæssige egenskaber gør, at han konstant overrasker og forundrer. Dette er bestemt ikke mindre sandt med Inception.
Med Inception har han måske lavet sin bedste film, hvilket siger en del når man tager de ovennævnte titler i betragtning. På samme tid er filmen, overraskende nok, meget mindre en gåde set i forhold til Memento eller The Prestige. Når det er sagt, så er det ikke fordi det ikke er en mindbending og kompleks film, for det er det i allerhøjeste grad og det ville også være svært andet i en film der hovedsagligt foregår i, ikke bare en drøm men, flere lag drømme. Det er jeg mener, er at selvom filmen hopper ind og ud af drømme, på forskellige tider og steder, så er Inceptions verden og regler så velfortalte og realiseret at der er intet der virker malplaceret, ulogisk eller urealistisk i historien. Som Cobb (Leonardo DiCaprio) siger i filmen: “Dreams feel real while we’re in them. It’s only when we wake up that we realize something was actually strange.” Det er en af de bedst fortalte og udførte science fiction film i meget lang tid.
Visuelt træder Nolan og fotograf Wally Pfister heller ikke en fod forkert. De to har arbejdet sammen de sidste ti år og dette samarbejde bliver kun bedre film for film. Inception er en smuk visuel perle, blanding af Pfisters fantastiske cinematografi og drømmenes pragtfulde effekter er perfekt. Samtidigt er det akkompagneret af et bombastisk og superb score fra Hans Zimmer. Som om det ikke var nok, så er det talentfulde og stjernebesatte cast fremragende hver og en. Leonardo DiCaprio fortsætter et fantastisk år (efter Shutter Island) og han bliver fornemt bakket op af stærke præstationer fra bl.a. Marion Cotillard (Public Enemies), Ken Watanabe (Batman Begins), Cillian Murphy (28 Days Later), Tom Hardy (Bronson) og ikke mindst GaGa The Movies’ yndling Joseph Gordon-Levitt (Brick).
Og til dem der er nervøse for at det er en tung, plotdreven film hvor der ikke sker noget, så kan de ånde lettet op. Nolan har fyldt Inception med masser af kreative actionscener, man får biljagter, gun-fights og selv en kampscene uden tyngdekraft. Alt sammen udført med bravur og adrenalinpumpende intensitet. Det sniger sig oveni hatten også lidt humor ind hist og her.
Inception er en intelligent, original og spændende science fiction film og en oplevelse man bestemt ikke må gå glip af, hvis man bare er det mindste filminteresseret. I en tid med et hav af remakes og sequels giver Inception en indikation af at Hollywood ikke kun er besat af idioter. Se Den!
Se også: The Matrix
10/10 (9)
Film Review: Repo Men
Instrueret af Miguel Sapochnik
Skrevet af Eric Garcia og Garrett Lerner over Eric Garcias bog
Med Jude Law, Forest Whitaker, Alice Braga, Liev Schreiber, Carice van Houten, Chandler Canterbury og RZA
2010 111min. US Sci-Fi / Action / Thriller
I en nær fremtid, har videnskaben gjort store teknologiske fremskridt, det er nu muligt at erstatte stort set alle menneskelige organer med mekaniske substitutter og derved give én et langt og aktivt liv. Disse implantater er jo selvfølgelig langt fra gratis og hvis man kommer bagud med betalingen, sendes der folk ud for at inddrage firmaets ejendom. De er Repo Men.
Det er et simpelt og fantastisk setup til en science fiction film og hvis der havde været talent som f.eks. David Cronenberg, Alex Proyas eller en ung Ridley Scott bag, så havde det sikkert også været en fantastisk film. Så heldig er man bare ikke. Langt fra.
Det er lang tid siden at jeg har set en film, der skyder så langt forbi målet. Den debuterende instruktør (og tidligere storyboard-artist) Miguel Sapochnik og manuskriptforfatterne Eric Garcia og Garrett Lerner har ingen forstand på hvordan man sætter en film sammen. De udviser ingen forståelse for selv de mest basale grundsten i opbyggelsen af en film. Der er ingen story-arc, charater-arc eller for den sags skyld, generel tidsfornemmelse. Man kan ikke bare smide vilkårlige scener sammen og så antage at det fungerer. Det er altafgørende for en film og dens historie, at man forstår hvad der sker og hvorfor. På samme måde som det er vigtigt at man tydeligt viser hvad der er protagonistens formål og motivation. Det er ved samlingen af disse elementer at man skaber en historie, der giver mulighed for indlevelse og gør at man kan sympatisere med de prøvelser filmens helt skal igennem. I Repo Men er det meget lidt der kommer igennem til seeren og de småting der gør, er så umådeligt inkompetent udført at man ligeså godt kunne være foruden. Der er selvfølgelig ikke kun én rigtig måde at lave film på, jeg har set flere art-house/indie-film der undlader en eller flere af de ovennævnte elementer og enkelte af dem gjorde det endda på succesfuld vis, men Repo Men er ikke en af den slags film. Det er en mainstream science fiction film og som det mislykkedes den totalt.
Filmen er rigelig lang i forvejen men alligevel virker det stadig som om at man har valgt helt at ignorere vigtige scener der kunne binde historien sammen. Hvilket resultere i en underlig, forvirrende film uden flow eller fremdrift, med andre ord kedelig og frustrende. I det hele taget, så bliver det hele mere og mere tåbeligt men jeg lever stadig i den tro, at en god instruktør kunne have reddet filmen. Der er potentiale her men det er misbrugt og ødelagt af folk der ikke ved hvad de laver.
Se i stedet: Minority Report
2/10 (6)
Film Review: Predators
Instrueret af Nimrod Antal
Skrevet af Alex Litvak og Michael Finch
Med Adrien Brody, Alice Braga, Laurence Fishburne, Danny Trejo, Topher Grace, Walton Goggins, Oleg Taktarov, Louis Ozawa Changchien og Mahershalalhashbaz Ali
2010 106 min. US Sci-Fi / Action
“The Most Dangerous Killers on the Planet…But This is Not Our Planet”
Jeg har lidt ondt af Predator-racen. Den har på konstant basis fået det korte strå blandt filmverdens monstre. For det første ligner den det illegitime afkom af et lyssky møde mellem en rastafari og en skal-løs krappe og den blev uden tvivl mobbet, af nabolagets monstre, som barn og det er nok derfor den er blevet en bølle som voksen. (¤ Grunden til at jeg kalder den en bølle og ikke den perfekte jæger som den bliver portrætteret som, er fordi selvom den jager det ultimative bytte, i mennesket, er der da ikke meget udfordring i det, når de besidder et arsenal af voldsomt overlegne våben der kan udradere alt og alle.)
For det andet har den ikke specielt heldig med de film den har lagt navn til. Den første Predator, var en af de bedste af Arnold Schwarzeneggers 80’er actionfilm og jeg nærer en stor følelse af nostalgi for den film. Men hvad der kom efter, svinger fra dårligt til stinkende elendigt. Predator 2 var på ingen måde nogen god film og havde den underlige idé, at den skulle bæres af Danny Glover og Gary Busey. Så gik der lang tid før man så noget til den perfekte jæger igen og da man endelig gjorde, var det da Fox fik den tåbelige idé at sætte Paul W. S. Anderson (Resident Evil, Mortal Kombat, Soldier) i instruktørstolen til Alien vs. Predator. De to AvP film der er lavet, er intet mindre end rædselsfulde og en skændsel mod de to franchises, nok til at man næsten ikke havde lyst at se mere fra dem. Aliens var selvfølgelig også med i den serie, men der har man i det mindste to regulære klassikere at se tilbage på.
Når alt det er sagt, så er det stadig rigtig rart at have Predators tilbage på det store lærred, vel at mærke med noget talent både foran og bag kameraet. Den nye film er hovedsagligt bygget over det manuskript, Robert Rodriguez (Desperado, Sin City, From Dusk till Dawn), skrev tilbage i 1994 og han indtager også producerrollen. Det er tydeligt at se at Rodriguez elsker den originale film og han har også udtalt at det er absolut den eneste der tæller i hans øjne. Filmen er en direkte fortsættelse til den originale og der hverken nævnt eller refereret noget i filmen der giver det indtryk at de andre overhovedet eksisterer, hvilket er et klogt valg. Rodriguezs kærlighed er så markant, at filmen ender på grænsen til ren fanservice. Filmen er næsten halvt reference, halvt tribute til den første film, så meget så det helt igennem virker som en film der sagtens kunne være udkommet dengang i 1994. På den ene side, er det som fan af den originale, super fedt at få en film i den klassiske Predator-ånd men på den anden side, er det til tider så klassisk at det virker som om at jeg har set det før.
Instruktørstolen har Rodriguez overladt til Nimrod Antal (Kontroll, Vacancy, Armored) og selvom han er en ok instruktør, så savner man gejst og opfindsomhed. Jeg ville ønske at Rodriguez selv havde taget tøjlerne fordi, hvad end man syntes om hans film, har han altid været fuld af kreativitet og legesyge idéer. Kvaliteter som filmen kunne have nydt godt af og måske have hævet den fra kompetent sci-fi action til noget mere interessant. Foran kameraet er der truffet flere spændende valg og det har resulteret i et anderledes og velfungerende cast. I spidsen er Adrien Brody, castet meget imod type, som kold og kynisk anti-helt. Det er et atypisk valg både for denne slags film men også hvad man er vant til at se ham i, der er dog ingen klager her da han gør det ganske overbevisende. Overfor Brody står flere interessante skuespillere som f.eks. Alice Braga (Redbelt) som den kvindelige snigskytte, Walton Goggins (The Shield) sindssyg morder, Topher Grace (In Good Company) som nervøs læge, Louis Ozawa Changchien som badass Yakuza og selvfølgelig (når det nu har noget med Robert Rodriguez at gøre) Danny Trejo (Desperado) som mexicansk bandemedlem. Det gode cast er med til at gøre starten intens og spændende, inden det hele går løs. Og når det går løs, er det spændende og flot lavet. De fleste effekter fungerer udmærket, hovedsagligt fordi selve Predators stadig er mennesker i en dragt.
Predators er en underholdende sci-fi actionfilm, et must-see for fans og deler æren, med A-Team, for bedste startsekvens i en sommer-blockbuster i meget lang tid.
Se også: Outlander
7/10 (8)
Film Review: A-Team
Instrueret af Joe Carnahan
Skrevet af Joe Carnahan, Brian Bloom og Skip Woods
Med Liam Neeson, Bradley Cooper, Sharlto Copley, Quinton “Rampage” Jackson, Jessica Biel, Patrick Wilson, Brian Bloom, Gerald McRaney, Terry Chen og Henry Czerny
2010 US Action
“There is no Plan B”
Historisk set har filmatiseringer af TV-serier, i mine øjne, for det meste klaret sig bedre end de fleste af de mange andre filmatiseringer som næsten er daglig kost i nutidens filmverden. Uden at feje noget under tæppet, så har man set flere mindre heldige eller direkte elendige forsøg som for eksempel Phillip Noyces The Saint, Stephen Hopkins’ Lost in Space, The Avengers med Sean Connery, McGs Charlie’s Angels og de to rædselsfulde Bean-film. Der har yderligere været filmversioner af Starsky & Hutch, State of Play, Get Smart og Police Squad (Naked Gun) der har rangeret fra middelmådige til ok. Men når det så er sagt, så har man samtidig fået fremragende filmatiseringer som Joss Whedons Serenity, Brian De Palmas The Untouchables, Steven Soderberghs Traffic, Kazuaki Kiriyas Casshern, Michael Manns Miami Vice, Andrew Davis’ The Fugitive, Rob Bowmans X-Files, Mission: Impossible-serien og sidste års mesterlige In the Loop.
Med det i mente, oveni det faktum at jeg hverken nære nogle bestemte følelser eller glade barndomsminder fra A-Team TV-serien (¤ for at være helt ærlig, mener jeg ikke at det var en specielt interessant serie og sådan set kun husket for Mr. T og sætningen “I pity the fool”), var jeg på ingen måde nervøs da A-Team filmatiseringen blev annonceret. Denne rolige sindstilstand blev yderligere hjulpet på vej da det blev tydeligt at der blev ansat talent på begge sider af kameraet. Efter den brutale Narc og den fantastisk stiliserede Smokin’ Aces (samt den bedste af BMW/Clive Owen kortfilmene) er det tydeligt at instruktøren Joe Carnahan er en yderst kompetent force i action-genren. Han har også skrevet manuskriptet i samarbejde med Brian Bloom, som også spiller en vigtig rolle i filmen men ellers er bedst kendt som stemmeskuespiller i et hav af computerspil, og Skip Woods, der tidligere har skrevet manuskripterne til Thursday og Swordfish (¤ plus Hitman og X-Men Origins: Wolverine, men lad mig nu holde mig til det positive). Oven i hatten blev der castet gode skuespillere til at fylde rollelisten, så på papiret så det rigtig lovende ud.
Heldigvis er det gode potentiale på papiret, for en gangs skyld, mere end tydeligt på lærredet. Det færdige resultat er et fremragende eksempel på en vellykket summer blockbuster, en umådeligt sjov og underholdende blanding af humor og action. Rent faktisk er den komiske timing i dialogen og leveringen så god, at når filmen går hen og bliver en anelse mere seriøs hen mod slutningen, falder det hele lidt fra hinanden og ender som en traditionel og lettere uinteressant actionfilm. Det faktum at slutningen afhænger af kolossale og enormt middelmådige computereffekter, hjælper på absolut ingen måde.
Der er dog stadig masser af sjov at hente, hovedsagligt på grund af den perfekte casting. Liam Neeson er god som “the man with the plan”, Bradley Cooper er spot on som casanovaen Face og Sharlto Copley viser en helt anden side end han gjorde i District 9 som den lettere mentalt forstyrrede “Howling Mad” Murdock og han levere mange af filmens bedste linjer. Quinton “Rampage” Jackson er MMA fighter og på ingen måde nogen speciel fremragende skuespiller men på den anden side, så gør han hvad han skal og desuden kræver det ikke ligefrem en Shakespeare-skuespiller at fylde Mr. Ts sko. Sidst, og i denne sammenhæng også mindst, har Jessica Biel og Patrick Wilson mindre og ret neutrale roller, de er ikke dårlige men de har bare ikke meget at arbejde med.
A-Team er endt op som en udmærket filmatisering og er et par timers solid underholdning, så hvis man leder efter en god tur i biografens mørke, her i denne sommer “varme”, går man ikke helt galt i byen med A-Team.
Se også: Smokin’ Aces
7/10 (6)
Film Review: Kick-Ass
Instrueret af Matthew Vaughn
Skrevet af Matthew Vaughn og Jane Goldman over Mark Millar og John Romita Jrs tegneserie
Med Aaron Johnson, Nicolas Cage, Chloë Grace Moretz, Christopher Mintz-Plasse, Mark Strong, Dexter Fletcher, Jason Flemyng, Xander Berkeley, Tamer Hassan og Yancy Butler
2010 117 min. US Action/Komedie/Comic Book Adaptation
“I Can’t Read Your Mind, But I Can Kick Your Ass.”
Matthew Vaughns længe ventede adaption af Mark Millar og John Romita Jrs tegneserie rammer nu endelig det danske biograflærred men er den så som titlen antyder kick-ass eller er den som tegneseriefilmatiseringer er flest blot et par lusede håndmadder?
Den er heldigvis det første og det er hovedsagligt fordi det er en film til alle dem der er vokset op med tegneserier og deres følgende filmatiseringer, lavet af en af deres egne i Matthew Vaughn der ligeledes har levet et helt liv fyldt med skuffelserne fra hver gang Hollywood destruerede endnu en af de klassiske tegneserie-helte. Det er tydeligt at se at Matthew Vaughn inderligt føler med materialet og det bliver yderligere cementeret i det Vaughn selv rejste startkapitalen til filmen da ingen studier troede på hans vision af en hyper voldelig r-rated tegneseriefilm med en lille pige med en brovten sømands ordforråd der slår på tæven så blodet flyder. Studiernes tilbageholdenhed er måske også forståelig nok (¤ forståelig men ikke acceptabel) da det er en enorm svær film at sælge til et mainstream publikum, hvilket også virker tydeligt på den tamme og kastrerede biograftrailer der mest af alt fik filmen til at ligne en farvestrålende børnefilm.
Kick-Ass blander ubesværet genrer og fungerer på flere planer, trods en lettere ujævn pacing hist og her. Der er lige dele af ofte hysterisk morsom satire på de mange big budget tegneserie-adaptioner smurt tykt ind i referencefyldt dialog, akavet kærligheds-historie om den generte dreng der nærmest bliver veninde med den pige han er forelsket i fordi hun tror han er homoseksuel og eksplosioner af stort opsat og veleksekveret over-the-top action hvor blodet sprøjter, afhuggede lemmer flyver og bandeordne skærer ind til benet. Det gør også at filmen bør ses med et veloplagt og ligesindet publikum da den næsten uundgåelige jublen kun ligger til oplevelsen.
Hovedpersonen Dave Lizewski spilles af den ukendte Aaron Johnson (Nowhere Boy, The Greatest) med en nervøsitet og entusiasme der passer perfekt til rollen. Man føler med ham og den smerte han må leve i gennem. Hovedrolle og hovedrolle er måske så meget sagt, fordi det er lige før at han ikke er hovedrollen i hans egen film og grunden til det er Hit-Girl.
Hit-Girl spilles af Chloë Grace Moretz (genindspilningen af Låt den Rätte Komma In og (500) Days of Summer) og hun stjæler hver eneste scene hun er med i. Den determinerede og lettere psykotiske 11-årige tøs er intet mindre end en åbenbaring og der kan kun være store ting i vente i Moretz fremtidige karriere hvis der er nogen retfærdighed til. Scenerne med det forskruede far-datter forhold er simpelthen geniale og noget af det sjoveste jeg har set i lang tid. Kemien og timingen mellem Nicolas Cage og Chloë Moretz er en komisk guldgruppe og det er uden tvivl de scener i filmen der fungere bedst.
Når man nu snakker om Nicolas Cage, så viderefører han her den mindre genoplivning af hans skrantende karriere han startede med The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans. Cage er fantastisk i rollen som farmand Macready, en klodset og tør gammel mand med fesent overskæg, der om natten forvandler sig til den hårde og hævnfikserede Big Daddy. En helt der drager stærk inspiration fra Batman, lige fra kostumet og ned til Cages fremragende efterligning af Adam Wests haltende talemåde fra den gamle Batman tv-serie fra 60’erne. Resten af rollelisten indeholder også gode præstationer fra Christopher Mintz-Plasse (Superbad, Year One) som Red Mist og Mark Strong (Sherlock Holmes, RocknRolla) som gangsterboss og Red Mists far.
Kick-Ass er en super underholdende og sjov film der efterlader de fleste andre tegneserie-adaptioner i støvet og går direkte ind på min foreløbige liste over bedste film i år tillige med top 10 comic book movies (¤ en liste der meget passende kommer op på siden indenfor de næste par dage).
“With No Power Comes No Responsibility”
Se også: Grosse Pointe Blank
9/10 (8)
Film Review: Raging Phoenix
[Deu Suay Doo]
Instrueret af Rashane Limtrakul
Skrevet af Sompope Vejchapipat
Med Jeeja Yanin, David Bueno, Marc Nghi Hoang, Roongtawan Jindasin, Chris Kulanusorstit og Sompong Leartvimolkasame
2009 112 min. Korea Action/Kung-Fu
Producerne bag selskabet Baa-Ram-Eve, der startede Tony Jaas karriere med Ong-Bak og Tom Yum Goong (The Warrior King), sender nu endnu en kommende stjerne ind i den filmiske verden. For at springe over hvor gærdet er lavest kunne man sagtens kalde Jeeja Yanin den kvindelige Tony Jaa, det er lidt den nemme løsning men det er ikke meget galt. Jeeja Yanin er yderst talentfuld og besidder lige som Jaa markante kundskaber indenfor alverdens kampsport (¤ skønhed mod brutalitet argumentet ligger ligefor, Yanin er noget mildere for øjnene men hun mangler en del af den animalske styrke der gør Jaa så spændende at se på.)
Omdrejningspunktet i Raging Phoenix er historien om den onde bande The Jaguars systematiske kidnapning af unge kvinder med det formål at videresælge dem til alskens lyssky rige kunder. Det lyder jo alt sammen meget normalt men det er jo så der hvor filmen viser sine koreanske rødder, for det er ikke deres krop, arbejdskraft eller lignende der bliver solgt. Derimod har The Jaguars fundet en måde hvorved de kan udvinde de menneskelige feromoner gennem kvindernes tårer og bruger dem til en eksklusiv og sexuel parfume som er et hit hos overklassen (¤ ja, det giver ingen mening, plus det virker heller ikke helt som om filmen helt har forstået det og det er jo lidt et problem). Det gør dog ikke så meget, man så jo ikke Ong-Bak eller Tom Yum Goong for historiens skyld, det der til gengæld er et problem er at filmen ikke er særlig god.
Den er dog værd at se alene på grund af Jeeja Yanins forbløffende evner og kampkoreografi. Filmens koreografi er en blanding af Muay Thai, street dance og en nyfortolkning af drunken kung-fu, alt sammen med minimal computerindblanding. Dette har skabt nogle fantastiske kampscener der resulterer i at filmen kan kaldes acceptabel underholdning men heller ikke mere.
Se i stedet: Ong-Bak
5/10 (6)
Film Review: Ninja Assassin
Instrueret af James McTeigue og skrevet af Matthew Sand og J. Michael Straczynski
Med Rain, Naomie Harris, Ben Miles, Stephen Marcus, Randall Duk Kim og Rick Yune
Langt de fleste ting fra 80’erne vil jeg med overvældende lykke se blive i deres tid, desværre ser mange af disse ting af uforklarlige grunde dagens lys endnu en gang her et godt stykke ind i dette nye årtusinde.
Fesent hår, grimt tøj og lignende bliver atter hevet frem til et yderst uønsket gensyn.
En af de få undtagelser er den gode gammeldags ninja, der i 80’erne og starten af 90’erne medvirkede i et hav af film men så pludselig forsvandt tilbage i det mørke hvor de kom fra.
James McTeigue (V for Vendetta) og Warchowski “brødrene” (The Matrix) har påtaget sig opgaven at brige disse legendariske krigere tilbage i lyset og det lykkedes ganske godt.
I det at det er en 80’er ninja actionfilm opdateret har de desværre også fået alle de negative ting med, historien er triviel, skuespillet er ikke noget at råbe hurra for og filmens mange flashbacks er håndteret lettere akavet, men hvis man går og forventer Shakespeare af en film der hedder Ninja Assassin så er det ikke filmen der er noget galt med.
Ninja Assassin er Hollywoods diametrale modsætning af asiatiske film som eksempelvis sidste års GaGa The Movies’ Bedste Actionfilm, Ong-Bak 2, den film var et råt for usødet portræt af talent, Ninja Assassin er et stiliseret glansbillede drevet af computereffekter.
Al action og vold bliver markeret, på samme måde som i Takeshi Kitanos fremragende Zatoichi, med computerskabt blod og selvom jeg normalt er en stor fortaler for praktiske effekter så bidrager det her til den fuldstændigt over-the-top Manga-inspireret action.
Det er ikke noget filmisk mesterværk men det er uden tvivl et flot og kompetent stykke underholdning.
Et sidste ord skal lige gå til den koreanske popstjerne Rain i hovedrollen, til trods for at der (¤ måske heldigvis) ikke kræves ret meget af ham på skuespilsfronten lykkedes det ham at være en positiv overraskelse.
Jeg har bestemt ikke noget imod at se flere actionfilm med ham.
Se også: Crying Freeman
7/10 (6)
Film Review: Daybreakers
Instrueret og skrevet af Peter & Michael Spierig
Med Ethan Hawke, Willem Dafoe, Sam Neill, Claudia Karvan, Isabel Lucas, Christopher Kirby og Mungo McKay
De australske instruktører, special effects-magere og brødre, Peter og Michael, Spierig overraskede i 2003 med den morsomme og opfindsomme b-film Undead og nu tager de deres talenter med til Hollywood, resultatet er desværre ikke kun godt.
Der opbygges et interessant univers rundt om konceptet at vampyrer er blevet den dominerende befolkning på jorden og mennesket er en uddøende race.
Vampyrerne har store “farme” hvor de tapper mennesker til den sidste dråbe, men samfundet står mod sit endeligt da blodet snart løber tør.
Det er et spændende “hvad nu hvis?” spørgsmål og der er et godt øje for detaljer, som eksempelvis at der puttes blod i kaffen og der køres dagskørsel i mørklagte biler ved hjælp af kameraer.
Spierig brødrene har lavet en rigtig flot film, de har fået et godt cast og, som man også så i Undead, laver de nogle fantastiske blood & gore-effekter, men som man også så i Undead falder filmen stille og roligt fra hinanden.
De bruger ikke setuppet til ret meget og efter den første akt degenereres de hele til en standart og klichéfyldt action-horror (som vel at mærke ikke engang følger sine egne opsatte regler.)
Men Spierig brødrene står dog lige på kanten, de skal nok komme med en fed horrorfilm på et tidspunkt.
Se også/i stedet: Blade
6/10 (7)
Film Review: 2012
Instrueret af Roland Emmerich og skrevet af Roland Emmerich og Harald Kloser
Med John Cusack, Amanda Peet, Oliver Platt, Chiwetel Ejiofor, Thandie Newton, Woody Harrelson, Danny Glover og Zlatko Buric
Roland Emmerich er en instruktør der siden 1992 har stået bag nogle af de største Hollywood-blockbustere og eventfilm, af den slags med de helt store special effects budgetter.
Man kan uden problemer sætte ham i samme kategori som eksempelvis Michael Bay men (¤ hvor meget det end piner mig at sige dette) selv Bay har lavet bedre film.
Emmerichs karrieremæssige højdepunkt ligger mere end 15 år tilbage i tiden, i 1994 med Stargate som var en god solid science fiction film. (¤ og inden der er nogen der begynder at brokke sig, over at Universal Soldier ikke bliver nævnt og kommentere at den jo er “Bad Ass!”, så shh!)
Siden dengang er det gået stødt og roligt ned af bakke nærmest uden undtagelser, med film som den larmende Independence Day, den fallerede genindspilning af Godzilla, den dræbende kedelige Mel Gibson-film The Patriot, klimakatastrofe-filmen The Day after Tomorrow der imponere med elendige computergenereret ulve og nu den ligeledes klimakatastrofe-baserede film 2012.
De fleste films mål er at påvirke én og at få publikum til at føle med karaktererne og de situationer de kommer i.
2012 er en af de film der, personligt, har påvirket mig mest i meget lang tid…
Efter filmens enormt lange 158 minutter sad jeg tilbage nærmest i en tåge, alting stod stille, jeg følte mig nødsaget til at tjekke kroppens mest basale funktioner bare for at sikre intet var gået tabt.
Kan jeg stadig trække vejret?
Kan jeg huske mit navn?
Kan jeg bevæge mine fingre? og i så fald er de stærke nok til at knække denne forpulede Blu-Ray skive?
Det virkede som om hvert eneste tåbelige minut af filmen dræbte flere og flere af mine hjerneceller.
Her er blot et par eksempler som også er at finde i filmens trailer:
John Cusack kører fra verdens største jordskælv i en limousine.
Uden flyvetimer flyver Thomas McCarthy fejlfrit igennem den efterfølgende nedstyrtning af en hel bys højhuse.
Hvis man ikke finder disse eksempler åndssvage så er dette lige en film for dig, for os andre tænkende mennesker er dette hverken værd at spilde penge eller tid på.
Så er der kun tilbage at sige: “Jeg elsker sku’ den film fordi den er så godt lavet”. (¤ og til dem der ikke er helt med, så er det en reference til en bestemt 6-stjernet anmeldelse af Independence Day.)
Se i stedet: Armageddon
3/10 (5)
