Anbefalinger
GaGa’s Netflix Guide – Did You Miss Me?
Netflix-anbefalingerne vender hermed tilbage på siden efter en hård kamp med support, lange overvejelser om formatet og nervøse spekulationer over om folk overhovedet kan bruge dem til noget. Jeg blev enig med mig selv om, at det første var mere besvær end gavn, det andet forbliver det samme og jeg håber da, at folk falder over noget de ellers ikke ville have fundet. Men nok snak om omstændighederne og videre til selve anbefalingerne.
Raylan Givens har endelig fundet vej til den danske Netflix. Justified er blandt de absolut bedste tv-serier lige nu og de to første sæsoner ligger bare og venter på at blive set. Serien er en hårdkogt moderne western baseret på Elmore Leonards historier, Leonard har tidligere skrevet fremragende forlag til film som Out of Sight, Jackie Brown, Killshot og 3:10 to Yuma. Serien burde også kunne overbevise dem der, af en eller anden grund, stadig er i tvivl om Timothy Olyphant.
Leonard er ikke den eneste store forfatter som har startet fantastiske serier, Davd Mamet (Glengarry Glen Ross, The Spanish Prisoner, Wag The Dog, Ronin) stod bag The Unit og alle 4 sæsoner er nu tilgængelige på Netflix. The Unit omhandler en speciel styrke i den amerikanske hær, serien er derfor selvfølgelig fyldt med action og spænding, men karaktererne, deres liv og deres familier får mindst lige så meget fokus. Rollelisten indeholder blandt andre Dennis Haysbert (24, Far from Heaven) og Scott Foley (Felicity, Scrubs) samt Robert Patrick (T2) og de spiller alle fremragende. Jeg har tidligere anbefalet Misfits og den er også på Netflix. Serien er lidt en blanding af Chronicle og Attack the Block, så altså semi-kriminelle unge som får superkræfter, tilsat provokerende engelsk humor. Det er sjovt og underholdende tidsfordriv, desuden så varer de engelske serier kun omkring 6 episoder pr sæson, så det virker mere overskueligt.
Dagens tema: stupid fun
En gang i mellem er det rart, bare at slå hjernen fra og grine af plat humor. Dagens tema er et par anbefalinger med dette formål. Jeg er godt klar over at disse film ikke er specielt gode, himmelråbende stupide og generelt bunden af den filmiske fødekæde, men jeg syntes de var sjove og det er mere end man kan sige om de fleste Adam Sandler film og komedie-serier på tv.
Komediegruppen Broken Lizards eneste “vellykkede” film, Super Troopers, følger et hold tåbelige landevejsbetjente og kamp for at undgå reelt arbejde. Det er dumt, meget dumt, men burde ses alene for kattescenen, so go watch it right meow! Steve Oedekerk (Ace Ventura: When Nature Calls, Bruce Almighty, Nothing to Lose) er kendt for store mængder idioti, han lavede eksempelvis en stribe parodier af kendte film med hans tommelfinger i hovedrollen, men han overgik sig selv med Kung Pow: Enter the Fist. Oedekerk har taget en gammel kung fu, lagt nye stemmer på og klippet sig selv ind på computer. Jeg ved godt at det lyder pænt dumt, men det er faktisk endnu dummere når det først går i gang. Jeg burde hade den som pesten, men jeg kunne ikke lade være med at grine. Mange anmeldere har svinet Project X til og kaldt det en skændsel mod filmindustrien, jeg tror dog at de tog filmen lidt for alvorligt og samtidig glemte alt det andet møg som industrien har at byde på. Jeg syntes at det var en tåbelig, men også ganske underholdende og sjov festfilm, så det kan man tage som man vil.
Det var så en håndfuld, mere eller mindre reelle, anbefalinger og der skal nok komme flere.
2012: Best Movies of the Year
Sn’App Judgement: January
Det er noget tid siden, at jeg sidst har skrevet noget om de spil, som jeg leger rundt med på telefonen. Det råder jeg bod på nu, med dobbelt antal anbefalinger, men det betyder også at det er ikke er spillene som er spritnye.
Hundreds [28 kr] er et stilfuldt puzzlegame fra folkene bag Canabalt. Spillet går, i alt sin enkelthed, ud på at nå den samlede sum af 100. Jo længere man holder fingeren på en boble, jo højere bliver tallet, men hvis den rører noget noget i mens, så taber man. Det er egentlig pænt simpelt, i hvert fald i starten. Det er en udfordring i snilde, reaktion og strategi. Det er en god udfordring og sjovt til lige med, men når man kommer længere hen i spillet, er det nok bedst hvis man har en iPad. Man kan sagtens spille det på iPhone, lige som jeg gjorde, men éns pølsefingre kommer hurtigt til at dække udsynet og der er bare lidt mere plads at gøre med på iPad.
10000000 [13 kr] er en fremragende lille timewaster, hvis man altså kan se bort fra den rædsomme titel. Det er en “match three” puzzler med et tykt lag rollespil herover. Man skal indsamle resurcer, forbedre sit grej og opgradere sin gut, men det bliver alt sammen gjort via et traditionelt puslespil. Man er taget til fange og finder først frihed, når man når 10.000.000 points. Det er nemt at gå til, men svært at gennemføre og det er en af den slags spil, hvor man bliver nød til at tage en runde mere, så snart man dør.
Sortee [Gratis / 6 kr] går ud på at sortere ting i deres rette beholder, på en måde Re-Cycle: The Game og det lyder mest af alt, som arbejde. Det er heldigvis sjovere end det lyder, Sortee er et spil som tester éns reaktionsevne og opfattelse af ting. Det går lynhurtigt og det kan være svært at følge med, men det er perfekt spil, hvis man keder sig på toilettet.
Mutant Mudds [Gratis / 13 kr] er en platformer som tager vejen fra Nintendo’s 3DS til iPhonen, man mister selvfølgelig 3D følelsen, men man får til gengæld en rigtig god platformer med masser af baner. Det er en platformer i den klassiske stil, men det leger med perspektivet på en ganske interessant måde. Normalt er platformspil ikke specielt brugbare på en touchscreen, men i Mutant Mudds fungerer de virtuelle controls ganske fint.
Dungelot [Gratis / 6 kr] i samme ånd som 10000000, så blander Dungelot også rollespil med en anden klassisk spiltype, i dette tilfælde Minesweeper med et strejf af rogue-likes. Man bevæger sig dybt ned i den mørke kælder, søger efter hemmelige skatte og kæmper mod diverse monstre. Det er et simpelt spil, men man skal bruge strategi for at komme langt.
Space Team [Gratis] er ikke rigtigt et spil, mere en festleg. Det er svært at beskrive, det skal opleves. Man samler fire mennesker og linker deres iPhones over netværket, hver især har en del af et rumskibs cockpit og det er op til éns samarbejde og kommunikations-færdigheder at få skibet ud i rummet. Det starter nemt nok ud, men det kører hurtigt af sporet, på den mest hysterisk morsomme måde.
Seven Psychopaths – Fighting the Block
Instrueret af Martin McDonagh
Skrevet af Martin McDonagh
Med Colin Farrell, Sam Rockwell, Christopher Walken, Woody Harrelson, Tom Waits, Abbie Cornish, Harry Dean Stanton, Kevin Corrigan, Gabourey Sidibe, Zeljko Ivanek, Olga Kurylenko, Michael Stuhlbarg og Michael Pitt
2012 Komedie / Action UK 110 min.
Martin (Colin Farrell) er forfatter og arbejder på et nyt manuskript. Han er dog ramt af en slem skriveblokade og drikker p.t. mere alkohol end han skriver ord. Det bliver bestemt ikke bedre, da han pludselig finder sig i midten af hans vens lyssky hundekidnapnings-forretning og jagtet af mafiaen. For at gøre slemt værre, så begynder alskens psykopater at dukke op fra de mørkeste afkroge af byen.
Flere instruktører slår igennem med deres første film, men derefter kæmper mange for at bevise, at det ikke bare var begynderheld og at de har mere end én god film i ærmet. Mange fejler og forsvinder langsomt ud i mørket. Efter Martin McDonagh brød igennem med den suveræne gangster-komedie In Bruges, var der mange som havde store forventninger til hvad der næst skulle falde ud af mandens hjerne.
Allerede fra starten af Seven Psychopaths bliver man lidt nervøs og begynder at frygte, at McDonagh netop har bukket under for presset i den svære film nummer 2, for det minder mest af alt om Richard Kelly’s dødfødte opfølger til Donnie Darko, Southland Tales. Det er rodet fortalt, giver meget lidt mening og det er fyldt med underlige karakterer. I modsætning til Southland Tales, så falder McDonaghs fortælling heldigvis hurtigt på plads, der kommer styr på rodet, det begynder langsomt at give mening og de underlige karakterer bliver en af filmens styrker. Filmen minder faktisk mere om Spike Jonze og Charlie Kaufmans geniale Adaptation og det siger jeg ikke bare for Nicolas Cage forbindelsen. Selvom det ikke er lige så åbenlyst som i Adaptation, så er det tydeligt at Martin McDonagh har mere tilfælles med Seven Psychopaths’ hovedperson end bare hans navn.
I ånd med Kaufmans teoretisk mislykkede forsøg på at adaptere bogen The Orchid Thief, så lader McDonagh ikke en simpel skriveblokade holde ham tilbage. Hans kvaler med skriveriet, er hvad udgår grundhistorien i Seven Psychopaths, en film om en forfatter som ikke kan skrive sin film færdig. Dette bliver brugt til fuld effekt og giver muligheden for lidt kreativ leg med formatet, sjove og skøre scener der nødvendigvis ikke giver mening fra starten, falder alt sammen på plads som en del af puslespillet.
Efter In Bruges, arbejder McDonagh og Colin Farrell sammen atter engang i Seven Psychopaths og han bliver bakket op af nogle af Hollywoods mest interessante karakterskuespillere samt et manuskript med masser af humor. Sam Rockwell, Woody Harrelson og Tom Waits giver den hele armen, men prikken over i’et er Christopher Walken der er mindst lige så fantastisk som han plejer at være. Der er alt, alt for få film med Walken, han kan give krydderi til selv den mest kedelige dialog. Men i stedet for at ærgre mig over den generelle mangel på Walken, kunne jeg også bare glæde mig over Seven Psychopaths’ rundhåndede portion.
Game of the Year: Part 2
Inden jeg afslutter spilåret 2012 med de fem bedste spil på skive, skal der lige lyde et par ord om nogle af de spil som kun lige missede listen. Først og fremmest, skal det siges at desværre nåede jeg ikke at spille den roste remake af X-COM, selv om jeg gerne ville. Efter sigende skulle det være særdeles fremragende, så det går jeg ud fra at det er. Derefter er der de spil som ligger lige under top 10, så som Dishonored, The Darkness II, Ghost Recon: Future Soldier og Spec Ops: The Line, de fire spil var alle rigtig gode, men det var ikke helt nok til at komme med.
5. Halo 4
Jeg har en tendens til at glemme Halo efter et stykke tid. Jeg er ikke en del af den massive multiplayer del og spillets univers interesse mig ikke specielt, så jeg tænker ikke over det og spiller alle de andre spil i stedet. Det resulterer i at jeg, konsekvent bliver overrasket over kvaliteten når et nyt spil udkommer. Halo spillene har altid været fremragende og kapitel nummer 4 i serien, er måske det bedste til dato. 343 Industries har overtaget arven fra Bungie, så godt endda at man faktisk aldrig savner dem. Gameplayet er lige så fremragende som det plejer at være og så er det flottere end nogensinde før. Faktisk så besidder Halo 4 noget af det bedste grafik fra 2012, hvilket er overraskende i forhold til de tidligere spil. Multiplayer og co-op er af samme høje kvalitet som det er vanen for serien.
4. Max Payne 3
Max Payne har længe været ude af spilverdenens søgelys og det oprindelige studie bag, Remedy, har forladt serien til fordel for Alan Wake. Den hærgede, bitre gamle politimand skiftede hænder til Rockstar Studios og de to giganters møde kunne nydes gennem en endeløs kugleregn og spandevis af hjælpeløse vagters blod, tidligere på året. Glæden ved at svæve gennem luften med en pistol i hver hånd, hvert enkelt sekund foreviget i fantastisk bullettime, var den samme som før, nu var det bare med den ekstra bonus af Rockstars sublime stil og fortælleteknik.
3. Forza Horizon
Turn 10’ Forza serie har i mange år været fast inventar i den absolutte elite indenfor racing-sim genren, så jeg må indrømme at jeg lugtede regulært cash-grab, da de annoncerede det mere arcade-orienterede Forza Horizon. Heldigvis tog de ikke til takke med, at springe over hvor gærdet er lavest i jagten på penge, i stedet samlede de et hold af folk som tidligere har arbejdede på sublime racerspil som Dirt og Project Gotham Racing. Resultatet bærer tydeligt præg af, at det er lavet af mennesker som elsker biler og ikke mindst at køre i dem. Sjældent har det været så stor en fryd, at race gennem de store smukke landskaber, i jagten på en podieplads.
2. Sleeping Dogs
Sleeping Dogs er lidt af et mirakel. Det startede ud som en efterfølger til det yderst ligegyldige Playstation 2 spil True Crime, men diktatorerne hos Activision tabte tålmodigheden og lukkede produktionen ned. Efter længere tids uvished, købte Square Enix studiet bag og besluttede at udgive spillet under titlen Sleeping Dogs. Det burde have været en katastrofe, men i stedet blev det et af årets bedste spil. De tager det Grand Theft Auto-inspirerede gameplay og forbedre det på stort set alle punkter. Et fantastisk kampsystem, adrenalinfyldt gaderæs, en spændende historie og suverænt stemmeskuespil, alt sammen iscenesat i Tokyos smukke omgivelser.
1. Far Cry 3
Jeg elskede Far Cry 2 og mener faktisk, at det er et af de mest undervurderede spil fra denne konsol-generation. En fredelig tropeø var ens private legeplads, mens man udlevede diverse magtfantasier på de intetanende vagter. Grundstenene fra 2’eren bliver videreført og finpudset i Far Cry 3, krydret med glimrende experience og craftingsystemer. Der er så meget at lave og du har selv friheden til at vælge hvordan det skal gøres. Den fantastiske randomness er stadig til stede, man sidder eksempelvis gemt i en busk i færd med at udrydde en base som en anden sniper, da en rasende komodovaran pludselig går til angreb, man flygter i panik men det er for sent og lige som man accepterer sit endeligt, bliver det angribende monster kørt over af en vildfaren jeep. Man priser sig selv heldig, men lige som man vender sig om, går det op for én at alle vagterne fra den førnævnte base, alle havde set hvad der skete og stormer nu mod dig med aftrækkerne i bund. I ren desperation kaster man en håndgranat efter avancerende soldater, en granat som langsomt triller ind under den nu stillestående jeep, en kæmpe eksplosion kaster både køretøj og soldater hvorefter der bliver helt stille. Man griner lidt for sig selv, overrasket og glad over at have overlevet sådan en voldsom situation, men det er så der hvor man opdager, at ilden fra eksplosionen har bredt sig til det omlæggende planteliv og man står nu omringet af et helvedes inferno, fantastisk. Det er bare sådan nogle ting der sker i Far Cry og ingen andre spil, har gjort det så effektivt.
Spillet er også grafisk imponerende, fremragende iscenesat og bruger noget af det bedste voice-acting til dato. Skurken Vaas er den mest skræmmende og veludførte spilkarakter i mands minde. Far Cry 3 ligger ud med en fascinerende Heart of Darkness-lignende historie, der desværre taber pusten hen mod slutningen, men det ændre ikke ved, at Far Cry 3 er et særdeles fremragende spil.
GaGa’s Netflix Guide: Christmas Edition
Nu hvor juleferien er begyndt, er der potentiale for nærmest uendelige timer sammen med familien. Derfor skynder jeg mig at komme med et par hjælpende filmanbefalinger, i tilfælde af at al det samvær bliver for meget i længden.
Først vil jeg dog gerne kommentere nogle ændringer, som jeg har lagt mærke til på Netflixs side. For det første, så har de lavet om i deres søgemetoder, på den mest ubrugelige måde tænkeligt. Da jeg researchede til denne guide, søgte jeg på anbefalingsværdige julefilm så som Bad Santa, Gremlins, Go og Die Hard. Netflixs søgefunktion finder dem uden noget problem, men ingen af dem er tilgængelige for streaming, så hvad er formålet i at vise dem? Hvis man vælger en af filmene, forsøger man ihærdigt at bringe et alternativ, men det virker slet ikke og bliver mest af alt noget rod. Desuden har jeg nok søgt på netop den film af en grund og ikke for at finde et eller andet løst relateret.
Den anden ting, fandt jeg også da jeg ledte efter film igår, men som nu er forsvundet igen. Under hver film var der en knap, hvor man kunne tilføje til sin kø. Formentlig den velkendte og meget efterspurgte “instant queue” som Netflixs amerikanske forbrugere nyder godt af, men som af uforklarlige grunde mangler på den danske version. Dette tager jeg som et tegn på, at denne feature snart bliver at finde på vores bredegrader og den ved et uheld blev aktiveret for en kort stund igår. Men nok om det, nu til de film der trods alt er tilgængelige.
Ingen jul er komplet uden Tim Burton og Henry Selicks stopmotion mesterværk Nightmare Before Christmas og når filmen er slut, så kan man passende sætte Danny Elfmans fantastiske soundtrack på, mens man laver julemaden. Kiss Kiss Bang Bang, en af mine favorit film i nyere tid, er ikke rigtig en julefilm, men den bruger årstiden som baggrund og enhver undskyld for at anbefale den bør bruges. Jeg ved godt, at den også lige har været vist på 3+, men hvis man er tilfreds med at filmen bliver druknet i et hav af reklamer, så fortjener man ikke den episke morskab filmen tilbyder. Den sidste julefilm er med den mest klassiske julehistorie af dem alle, historien om Scrooge, som er blevet filmatiseret et utal af gange. The Family Man er en af de bedre af nyere forsøg og den giver også dagens dosis af Nicolas Cage.
Det hele skal jo ikke handle om jul, så her er et par anbefalinger af nogle af de nyligt tilføjet film på Netflix. Michel Gondry’s Eternal Sunshine of the Spotless Mind er en af de bedste kærlighedsfilm nogensinde og Jim Carrey har aldrig været bedre. Gregor Jordan’s Buffalo Soldiers blev, efter min mening, overset da den udkom, men den fortjener at blive set. Den er en sjov lille anti-krigsfilm med gode præstationer fra hele rollelisten. Apropos gode skuespillerpræstationer, så bør alle dem som tvivler på Ryan Reynolds talenter, se John August’s intelligente thriller The Nines. Reynolds er fremragende og det er en af de gode mindfuck film, som kræver at man følger med.
GaGa’s Netflix Guide: Thanksgiving Edition
Så er det endelig blevet Thanksgiving og det betyder et overflødighedshorn af god mad, efterfulgt af 9-10 timers football. Men det er jo bare mig, det er nok ikke alle der går rundt og lader som om, at de er amerikanere. Selv om man er en helt almindelig dansker, kan man stadig følge i amerikanernes fodspor og dedikere dagen til de ting som man er taknemlig for. Man kunne eksempelvis være taknemlig for, at Netflix endelig er kommet til Danmark og derfor skaber konkurrence på området. Man kan også være taknemlig for, at Netflix netop har tilføjet et stort antal film til deres katalog og ikke mindst, kan man selvfølgelig være taknemlig for, at jeg nu bringer en håndfuld anbefalinger af de bedste af de nytilkomne. Selv tak.
Sidste guide var hovedsagligt udfyldt af mørke og onde film, men sådan skal det jo ikke være på denne dag. Derfor starter jeg ud med, at anbefale den glimrende familiefilm, Bridge to Terabithia [8/10], som blander fantasi og virkelighed med fortryllende effektivitet. De to børn i front (Josh Hutcherson – Hunger Games, Zathura og AnnaSophia Robb – Soul Surfer) er endda rigtig gode, hvilket er en sjælden ting nu til dags. Er man mere til lidt drama i husholdningen, så kan jeg varmt anbefale Todd Fields gribende In the Bedroom [9/10] der byder på imponerende præstationer fra Sissy Spacek, Tom Wilkinson og Marisa Tomei. Hvis man derimod ikke er meget for romantik og intriger, så er der hjælp at hente i den intense action-thriller Infernal Affairs [9/10]. Glem alt om den amerikanske genindspilning, The Departed, den originale er meget bedre.
En genindspilning man til gengæld sagtens kan gå i krig med, er 2007-versionen af George Romeros The Crazies [7/10]. Den nye version leverer nervepirrende zombie-gys og Timothy Olyphant, Radha Mitchell og Joe Anderson i topform. Ugens humoristiske indslag bliver Armando Iannuccis sublime In the Loop [9/10], det er britisk satire af bedste skuffe og en nydelse for evhver som sætter pris på intelligent humor. Afslutningsvis kommer der et nyt afsnit af “Hvorfor fanden anbefaler du den lortefilm, det er en skændsel mod menneskeligheden?” i form af Neil LaButes genindspilning af The Wicker Man [2/10] med vores alles elskede Nicolas Cage. Det er en ganske elendig film og en absolut hån mod Robin Hardys originale klassiker, men til gengæld spiller CrazyCage så forbandet amatøragtigt, at det bliver næsten hysterisk morsomt.
Det var så det, tryk på billederne for at komme direkte videre til Netflix og kan I så have en rigtig god Thanksgiving, alle sammen.
GaGa’s Netflix Guide: Life’s a Bitch and then you Die
I sidste uge tilbød jeg absolut ingen hjælp, med at finde rundt i Netflix’s store jungle af titler og det beklager jeg. Grunden var, at jeg prøver at finde ud af om servicen er noget som jeg personligt har brug for, men det behøver jo ikke at stoppe mig i at anbefale film til andre folk. Fordi sidste uge blev sprunget over, tilbyder jeg i denne uge dobbelt op på gode film og de er alle tilgængelige i HD.
Ugens tema dykker dybere ned i den dystre side af livet, ser på hvad nogle mennesker må gå igennem og sætter fokus på hvor langt nogle skuespillere vil gå, for at vise dette. Jeg har tilføjet links direkte til Netflix, hvis man klikker på plakaterne.
Dagens første film, Death Sentence [7/10], byder på en af Kevin Bacons mest oversete præstationer. Han spiller Nick Hume, en fredelig mand der lever lykkeligt sammen med hans familie, lige indtil uheldige omstændigheder efterlader hans liv i ruiner. Death Sentence er en hævn-film af den reneste slags, desværre er den instrueret af James Wan (Saw, Dead Silence, Insidious) så den er ikke blandt de bedste, men Kevin Bacon er fremragende og filmen bør ses alene for hans skyld.
Eden Lake [8/10] er en af den slags film som får seeren til at hade mennesker. Et ungt par, spillet af Mary Reilly og en af medlemmerne af GaGa The Movies’ helt egen Hall of Fame Michael Fassbender, der tager ud på en hyggelig lille ferie i naturen. De er dog ikke alene, da en gruppe teenagere begynder at terrorisere dem. Det starter som simple drengestreger, men det udvikler sig hurtigt og pludselig er det en blodig jagt for ovelevelse. Det er en brutal film og bør ikke ses, hvis man har håb for nutidens ungdom, men hvis man lige som mig allerede er klar til at råbe “get off my lawn!” så er den perfekt.
Længe før han trak den mørke kappe over skuldrene og blev til The Dark Knight, havde Christian Bale allerede levet dybt i skyggerne i Brad Andersons skræmmende The Machinist [8/10]. Det er en yderst intens thriller, en hvor man som seer bliver ført bag lyset og ofte er i lige så stor vildrede som hovedpersonen. Det er Christian Bales bedste præstation og et bevis på at han går helhjertet ind til hver rolle. Hans transformation til et udhungret, søvnløs og metalt forstyrret vandrende skelet, er frygtindgydende.
Før Joe Carnahan blev succesfuld i Hollywood med film som The Grey, A-Team og Smokin’ Aces, lavede han en lille effektiv og nervepirrende politithriller med Jason Patric, Ray Liotta, Chi McBride og Busta Rhymes. Narc [8/10] bliver ofte forbigået, når man snakker om moderne politi-thrillere, men efter min mening står den på ligefod med film som Training Day, Cop Land og Donnie Brasco. Ray Liotta er i topform og det er en af de få film som formår, at bruge håndholdt kamera på en god måde.
Oldboy [10/10] er ikke ligefrem overset, men det ændre ikke på, at den var med til starte den moderne bølge af hævnfilm og gøre opmærksom på Sydkorea som en stærk filmnation. Det er et brutalt mesterværk som bliver hængende hos seeren længe efter filmen er slut. Filmen kan ses som inspiration for mange siden og står også til en amerikansk genindspilning næste år med Josh Brolin, Sharlto Copley og Elizabeth Olsen på rollelisten og instrueret af Spike Lee. Som det ofte er tilfældet, så bør man dog se originalen.
Nu når det er weekend, så skader det ikke med en ekstra potion Bacon. David Koepps sublime horrorfilm, Stir of Echoes [9/10], udkom uheldigvis samtidig med The Sixth Sense og blev derfor næsten helt glemt, hvilket er en skam, for filmen er efter min mening bedre på mange punkter. Den er skræmmende, fantastisk flot filmet og så er det endnu en suveræn præstation fra Kevin Bacon. Stort set alle, har set The Sixth Sense mindst én gang og Stir of Echoes fortjener det samme.
From Hell & Back: The AHW Afterparty 2
Nu skal det jo ikke være dystre og modbydelige billeder alle sammen, så de tre næste film havde en noget lettere tone og fælles for dem alle, så havde de et lille atypisk twist på deres grundsetup.
Nacho Vigalando’s Timecrimes var en af mine favoritter fra den første anti-hollywood uge og det var meningen, at Hr. Nacho igen skulle være en vigtig del af den nyste uge. Det lykkedes dog ikke helt, men det betyder ikke at filmen skal helt forbigåes. Vigalando’s nyeste film, Extraterrestrial, sætter en gruppe af naboer imod hinanden og invaderende rumvæsner. Det er ihvertfald hvad der står i beskrivelsen, det er i midlertid ikke den film man får. Extraterrestrial er et romantisk trekantsdrama, der udspiller sig under en invasion fra rummet. Normalt ville sådan et skift skuffe mig fælt, men Vigalando leverer charmerende karakterer, finurlig humor og så er det sat imod en interessant science fiction baggrund, det er win-win for alle parter.
Derefter gik turen til de cubanske slumkvartere, hvor kampen mod fattigdommen tager hårdt på beboerne. Som om det ikke skulle være nok, så bliver den daglige jagt på indtjening kompliceret yderligere da Cuba bliver invaderet af uendelige zombiehorder. Den arbejdsløse Juan øjner muligheden for nogle lettjente penge og starter firmaet Juan of the Dead, som billigt tilbyder at gøre det af med folks familiemedlemer, hvis de bliver forvandlet til zombier. Det er en anderledes tilgangsvinkel på det ellers klichéfyldte zombie-halløj og den cubanske humor giver genren et frisk pust. Filmen får ikke lov til at udvikle sig, så meget som man kunne håbe, men zombieinvasionen er underholdende så længe den står på.
Prachya Pinkaew, instruktøren bag Tony Jaa’s Ong Bak og Tom Yum Goong, forsøger at sprøjte mere karakter og historie i den simple slå-på-tæven genre, med løs succes. Chocolate handler om den autistiske pige, Zen, som forsøger at betale for hendes mors sygehusophold ved, at tæve kriminelle med slevlært kung-fu. Skuespillet er betemt ikke noget at råbe hurra for, men JeeJaa Yanin er fremragende, det skjuler desværre ikke at filmen er blevet maltrakteret af producerne. Oprindeligt var det meningen, at Zen skulle lære kampsportens kunst ved at se film med blandt andre Jackie Chan, Donnie Yen og Tony Jaa, med specifikke slåskampe dedikeret til disse actionstjerner. På grund af lincensproblemer, kunne dette ikke lade sig gøre, filmen måtte klippes om og Chocolate ender som en uimponerende og lettere kedelig fornøjelse. Det er fuldstændigt uforståligt, da det kun ville have været god reklame og en kærlig hyldest til klassiske kung-fu film, men det står bare som endnu et eksempel på rettigheders dræbende magt.
Det var så de film som ikke nåede med til Anti-Hollywood ugen og jeg vender snarligt tilbage med de Hollywood-film, som ikke nåede på siden, mens jeg havde travlt med at snakke om alverdens andre film.
GaGa Says… Other People Do Stuff Too
Til alles store overraskelse, så er jeg rent faktisk ikke den eneste som siger ting om film på nettet. Hvis man leder lidt, kan man sagtens finde andre filmelskere i internettets mørke hjørner, selv her i Danmark. David Bjerre og Dennis Rosenfeld takler ugenligt (med mindre, at Dennis er syg, skal skrive opgave eller er syg) en stor stak nye film og gamle film, som ikke er nye, men som de har set alligevel. Dette bliver gjort med en god potion filmviden og deres egen specielle humoristiske sans, som ofte er så morsom at de nyder selv at grine af den. De har fornylig også begivet sig ud i den store verden af uofficielle kommentarspor til film, hvilket altid bliver understøttet af massiv research. Disse kommentarspor bliver, imodsætning til den normale podcast, leveret på engelsk og man kan kun håbe, at det bringer de to nørders kloge ord ud til et større publikum.
Jeg har efterhånden skrevet om film på nettet i et stykke tid og jeg tager ofte fejl, men det er intet imod Dobbelt Ds bedrifter. Med det kommende show fejrer de nemlig 5 års jubilæum og der skal lyde et stort tillykke herfra. 5 år, mere end 130 episoder og 70 specials gør også, at de har taget mere fejl end jeg nogensinde kan drømme om og jeg bliver nød til, at bukke mig i støvet for denne præstation.
Øverste billede er en (yderst grim photoshoppet) samling af nogle af de omtalte emner i podcasten, som jeg husker tilbage på med glæde.
Jeg ønsker drengene tillykke og ser frem til 5 nye år, hvor vi forhåbentlig kan tage fejl i fællesskab. Hvis jeg må skal komme med nogle ønsker for fremtiden, så kunne jeg godt tænke mig en live-performance af “Whip My Hair” af Hr. Dennis Rosenfeld og et kommentarspor på Twilight, hvor David skal snakke om filmen med en person der ikke er blind.
Jeg opfordrer alle til hoppe over på Dobbelt Ds hjemmeside og tage for sig af varene, der er rigtig mange timers godt selskab med folk der brænder for film og ved hvad de snakker om.
