Game Review: Journey
Typisk tænder man spillemaskinen, griber en kontroller, smider sig i sofaen og forventer at blive underholdt. Det er sjovt at udradere halvdelen af en nations befolkning i Call of Duty, rollespille som en mægtig troldmand i Skyrim, score det vindende mål i FiFA eller hoppe på onde svampe i Mario, men spil kan også være meget mere end bare ren underholdning. Dette er ikke et forsøg på at starte diskussionen om hvorvidt computerspil er kunst eller ej fordi, i mit hoved er der slet ikke nogen diskussion. Computerspil er en kunstform på samme fod som film, litteratur og musik. Det er stadig et ungt medie og det bliver hovedsagligt brugt til militære first person shooters og andre drengerøvsfantasier, men det er ikke meget anderledes end at et gammelt medie som film, hovedsagligt bliver brugt til larmende blockbusters eller de tonsvis af intetsigende pop-numre som fylder musikindustrien. Det er sjældent at man finder de store kunstneriske ambitioner i de produkter lavet til det store brede publikum, man må ofte grave lidt dybere for at finde guldkornene og det er også tilfældet i computerspillenes verden. Journey er et ægte kunstværk og det er en af de smukkeste og mest bevægende spiloplevelser, jeg nogensinde har haft.
Jenova Chen og thatgamecompany har udfordret computerspillets rammer lige siden Playstation 3s fødsel. I begyndelsen var det farvestrålende organismer under mikroskopet i flOw, senere var det blomsters fredfyldte svævetur over de frodige enge i flower og nu er det en sjælfuld vandretur gennem det vidtstrakte ørkenlandskab i Journey. Man kan sagtens være kynisk og afskrive Journey som en simpel platformer, men det vil være det samme som at kalde PlayDeads Limbo et simpelt puzzle game og jeg vil samtidig sætte spørgsmålstegn ved, om der er nogen følelse tilbage i den kolde klump, du kalder et hjerte.
Det hele ligger i titlen, Journey er en smuk spirituel rejse, et metafor for livet i sig selv. Ud fra et teknisk synspunkt, kan Journey ikke måle sig med de store dyre titler, men fra et kunstnerisk synspunkt, syntes jeg at det er et af de flotteste spil i denne konsolgeneration. Styringen er en drøm, det er legende let at svæve på vinden og glide gennem ørknens sand. Spillet indeholder også online co-op, men selv det bliver taget til nye højder. Man møder andre mennesker i spillets verden, men der er ingen valgmuligheder, ingen måde at identificere sine medspillere på og ingen traditionel kommunikations mulighed. Dette ordløse samarbejde, med undtagelse af karaktererne små lyde, giver et helt specielt bånd mellem spillerne. Jeg fulgtes, gennem hele spillet, med en person som jeg aldrig havde mødt eller snakket med før. I fællesskab løste vi spillets gåder, kæmpede igennem de forskellige prøvelser og trådte samlet ind slutningens lys. Det følte som om et venskab var født og rejsens ende blev uendeligt mere rørende af den grund. Det er en følelse, man sjældent finder i et spil eller i noget andet medie, for den sags skyld.
Journey er ikke et langt spil, det kan gennemføres på 2-3 timer, men det er nogle af de mest uvurderlige timer i mands minde. Spillet koster omtrent de samme som en biografbillet og jeg kan garantere, at det bliver næsten umuligt at finde ligeledes tilfredsstillende timer i biografmørket. Derudover giver prisen mulighed for, at man kan tage på denne fantastiske rejse, hver eneste gang at livet mangler en smule glæde, hvilket i sandhed er noget som er svært at sætte et beløb på.
Game of the Year 2011: Best Game
Runners-Up: L.A. Noire, Portal 2, Dead Space 2 og Rayman Origins
2011 var, som sagt tidligere, et fantastisk år for gamere. Når jeg kigger igennem karakter-bogen for det sidste år, så var der to spil som endte med 10 ud af 10, omkring et dusin på 9 og så var der en håndfuld på 8 derunder. Sjældent har der været så mange kvalitetstitler indenfor det samme år. Udover de nominerede, så fik også en værdig efterfølger til Batman: Arkham Asylum, hæsblæsende rally i DiRT 3 og så kom Mortal Kombat tilbage fra de døde med et perfekt reboot af serien. 2011 var også året hvor Duke Nuke’em forsøgte at ødelægge plat humors gode navn, men på falderebet blev det revet op af toilettet af Garcia “fucking” Hotspur og The 3rd Street Saints. Humoren var stadig plat og ofte under bæltestedet i Shadows of the Damned og Saints Row: The Third, men det var udført med talent, timing og det helt rigtige mængde af crazy.
Når man snakker om humor, så er det svært at komme udenom Portal 2. Udover at være noget af det sjoveste indenfor et hvilket som helst medie de sidste mange år, så bød Valves mesterværk også på intelligent gameplay og et fænomenalt soundtrack. Det er ikke noget man ser så tit i spilindustrien og jeg er ovenud lykkelig for at mediet har udviklet sig til noget som kan få spilleren til at tænke. Vi bliver i det intelligente hjørne med den næste nominerede, Rockstar og Team Bondis nyskabende detektiv-thriller L. A. Noire. Team Bondi brugte revolutionerende motioncapture teknologi til at frembringe de mest realistiske ansigtsudtryk nogensinde set i noget spil. Det blev blandet med open world gameplay i typisk Rockstar stil og et tykt lag film noir med det formål at føre det klassiske adventure-spil ind i den moderne spilverden.
Det er svært at opføre sig intelligent, hvis man bliver skræmt fra sans og samling, noget som Dead Space 2 gjorde ofte og effektivt. Vicious Games’ efterfølger til deres succesfulde sci-fi horror serie, øjede action-elementerne betydeligt og det gør sammenligningerne til skiftet fra Alien til Aliens yderst passende, men spillet mister heldigvis ikke sin intense og skræmmende stemning. Der findes ikke ret mange ting som bedre kan få én til at føle sig sikker og glad igen efter en uhyggelig oplevelse end en god gammeldags lys og farve-strålende tegnefilm, hvilket er præcis hvad Rayman Origins byder på, bare i spilbar form. Michel Ancel, det kreative geni bag den originale Rayman-serie og det formidable Beyond Good & Evil, lukker op for en sjældenhed i den moderne grå spilindustri, et regulært slaraffenland af charmerende, sprudlende og billedskøn platformer hygge. Den eneste ting der er galt med dette spil er, at Ubisoft af uforklarlige årsager valgte at udgive det i en tid, hvor folk havde travlt med at købe de mange større, bedre kendte spil og der var desværre ikke mange som skænkede gamle Rayman en tanke.
Der var dog ingen spil der kunne nå Bethesdas episke eventyr, Skyrim, bare så meget som til sokkeholderne. Jeg har aldrig haft den store interesse for The Elder Scrolls-serien og havde derfor ikke forventet, at jeg ville blive fuldstændigt opslugt af dette mesterlige rollespil. Alt fra det forfriskende levelsystem og den overrumplende frihed til de majestætiske drager og de hundredvis af timer fyldt med gode historier, udgør de nøje tilpassede byggesten der samlet bliver til en af de bedste fantasy oplevelser jeg nogensinde har haft. Hvis man vil læse flere pæne ord om Skyrim, kan man give min fulde anmeldelse et kig og det kan vel ikke komme som nogen overraskelse, at spillet fik den ene af årets kun to topkarakterer.
GaGa Says… Other People Do Stuff Too!
Sidste år skrev jeg om Alex Navarros skræmmende idé om at fylde en hel måned med film fra bunden af Hollywoods rangliste, der var film fra The Asylum, film med Michael Madsen og alt muligt andet skrammel. Nu har han fået en endnu bedre/værre idé, i det at han har døbt 2012, Year of the Cage. 52 uger med den fremragende/elendige og sindssyge/kedelige skuespiller Nicolas Cage, mindst én film om ugen. Med mit had/kærligheds forhold til hr. Cage, ville jeg ønske at jeg kunne gøre det samme, men min tålmodighed tillader ikke gensyn med flere af mandens elendige film, så jeg overlader det til Alex. Han er allerede startet, med Valley Girl og Fast Times at Ridgemont High, så jeg syntes at man skal hoppe over til screened.com for at følge galskaben.
Game of the Year 2011: Best Downloadable Game
Runners-Up: Torchlight, Outland, Renegade Ops og Trine 2
Der er mange gode downloadable spil, kvalitet og værdi bliver ved med at stige og i 2011 kom flere af dem tæt på at stå på lige fod med de spil man køber i butikken.
Det er tæt på at man bare kunne kalde Torchlight (XBLA/PC) en genudgivelse, da det har været tilgængeligt på PC i et godt stykke tid, men jeg spiller ikke computerspil på PC og jeg er bare ovenud lykkelig for at jeg får lov til at spille dette fantastiske RPG. Torchlight er en passende erstatning i manglen på et Diablo-spil på konsollerne. Det har en sød stil, godt gameplay og loot i massevis. Hvis man forstiller sig et ægteskab mellem de japanske bullet-hell shooters og de traditionelle platformers, så ville resultatet være det fremragende Outland (PSN/XBLA). Det var djævelsk udfordrende platformer med en iøjefaldende stil.
At Just Cause 2 bød på kaos, ødelæggelse og masser af eksplosioner, vil ikke overraske de folk som spillede det, men det var en overraskelse at Avalanche Studios tog bygge-klodserne fra det spil og lavede den super underholdende twinstick shooter Renegade Ops (PSN/XBLA). Der var en uhæmmet fryd i at ræse gennem junglen i en pansret jeep, støde ind i et dominerende baghold, hvorefter at man bare peger og griner, trykker på airstrike knappen og destruerer alt i en 100 meters radius. Trine 2 (PSN/XBLA/PC) var, lige som etteren, en blændende smuk platformer med fokus på interessante puzzles. Det var en next-gen Lost Vikings og man ikke ønsker det, så har jeg medlidenhed med dig.
SuperGiant Games gjorde noget helt specielt med Bastion (XBLA/PC/Chrome). Ikke nok med at det var et let tilgængeligt, men velfungerende Action-RPG og det havde følelsesrig og velfortalt historie. Det havde også en absolut sublim artstyle, som mest af alt fik det til at ligne at man spillede et levende maleri. Det der dog gjorde Bastion til en helt unik oplevelse, var den dynamiske fortællerstemmer, som direkte kommenterede alt hvad man lavede. Det er ulig noget som man har set før og det gav en uovertruffen indlevelse i eventyret. Det var en af de bedste spiloplevelser i løbet af året, hvilket gjorde at da jeg havde gennemført det, startede jeg med det samme et nyt spil og det faktum, at man rent faktisk kan spille hele spillet i Googles Chrome browser er intet mindre end mindblowing.
Game of the Year 2011: The Picks of Friends
Jeg er jo selvfølgelig ikke den eneste som spiller computerspil, derfor har jeg samlet en håndfuld venner af siden og bedt dem give deres bud på årets spil. Der er stor spredning over feltet og det beviser bare endnu engang, at det har været et godt år for gamere.
Jonas Kostending a.k.a. The Jonze er pædagog, Stephen King fan og tidligere Fantasy Football mester.
“The Elder Scrolls V: Skyrim
Fra ”Winterhold” i nord til ”Falkreath” i syd, er ”Skyrim” en verden hvor utallige eventyr bare ligger og venter for fødderne af dig. Det er en verden spækket til randen med liv, større og mindre opgaver, missioner og skæbnesvangre skattejagter i mørke ruiner, huler og ældgamle katakomber. Det er en verden af storslået natur, magi, monstre og to-håndssværd.
Der er noget for enhver spillertype i denne RPG; du er ”Dragon-born”, men herfra bestemmer du suverænt selv hvordan du vil fremstå, handle og agere. Mulighederne er uanede, og fordelingen mellem action- og rollespilselementerne fungerer perfekt.
Årets spil?! Uden sammenligning!…
…Nårh, joh – og så er der DRAGER!”
Simon Søgaard a.k.a. ZmN er skolelærer, guitarist i Artless Society og halvt trold
“Rayman Origins
En sjov og udfordrende co-op oplevelse, der byder på flot og kreativ grafik, spændende og opfindsomt gameplay som gjorde det svært at ligge spillet fra sig og så skiller det sig unægteligt bare ud fra de normale “kedelige” spil. Det er en af den slags ting, som man bare ikke kan undgå at blive glad af.”
Dennis Rosenfeld a.k.a. DennisRosenfeld er den ene halvdel af Dobbelt D Definitive Podcast, ivrig læser af bøger og måske lidt for glad for mad
"L.A. Noire.
Normalt synes jeg at sandbox genren kan være meget problematisk da der nemt kan komme til at mangle en rød tråd. Det hele kan føles for løst, og det er den gode historie der får mig til at gennemføre et spil. Denne gang mener jeg dog at Rockstar har fundet en rigtig god balance mellem en fremragende historie og frihed i missionerne. Det gør heller ikke noget at stemmeskuespillet er langt over den generelle standard i spil. Film Noir stemningen er også helt i top og med til at gøre L.A. Noire til det bedste spil i 2011."
Jimi Lindgaard a.k.a swodniW er pensioneret, sci-fi nørd og ordblind proofreader for siden
“Batman: Arkham City
Rocksteady tog en god ting og gjorde den endnu bedre, ved at forbedre stort set alle elementer af det i forvejen fremragende Arkham Asylum. Det var en god historie, grafikken var flot, produktionen var i top og stemmerne sad lige i skabet. Det gav en uovertruffen følelse af overmagt, man var bare Batman og derfor lidt bedre end alle andre og så er kampsystemet stadig noget af det allerbedste i industrien.”
Rasmus Kostending Johnsen a.k.a Razz666 er lagerarbejder, nybagt fader og jævnt heavy metal
“L.A. Noire
Grafisk et yderst flot spil, især med den imponerende og udtrykningsfulde face-technology. Dialog og historie er i topklasse, som altid i et Rockstar spil. Det er fedt at lege detektiv, opklare mord og afhøre kriminelle, selv om nogle af svarene virker ude af karakter for hovedpersonen.”
Simon Amby a.k.a simzdk er ven af siden og meget mere ved jeg ikke om ham
“Uncharted 3.
Sjældent har form og indhold fundet hinanden på bedre vis end i denne perle fra Naughty Dog. Et sikkert kryds på 2011-kortet!”
Kenneth Hansen a.k.a Knutteknop arbejder i Elgiganten, er tidligere gæsteanmelder og fan af Scooter
“Portal 2
Der har været mange gode spil i år, men det bedste må absolut være Portal 2. God historie, fremragende dialog og vigtigst af alt, fantastisk gameplay. Alle elementerne er sat så godt sammen, at man ikke kan lade være med at sidde og beundre hvor meget arbejde, der er blevet lagt i dette spil.”
Game of the Year 2011: Best Mobile Game
Runners-Up: Infinity Blade II, Scribblenauts Remix, Jetpack Joyride og Tiny Wings
Spilindustrien forsatte med at udvikle sig på den mobile platform i 2011, der var en overflod af nye kreative idéer og resultatet var, at der var masser af glade spilletimer lige der i lommen (¤ hmm…). I takt med udgivelsen af flere gode og interessante spil, steg mit generelle brug af spil på telefonen også og en fjerdedel af min samlede spilletid ligger nu i hånden (¤ stop it!).
En af mine yndlings spiludviklere på det casual marked, Halfbrick, leverede endnu engang en fantastisk timewaster med Jetpack Joyride. Det var en endless runner, som så mange andre, men det var bare udført bedre end de fleste. Det var sjovt, hurtigt og så skulle man konstant passe på at man ikke kom til at ride på en raket (¤ seriøst…). I samme boldgade havde vi også Tiny Wings, som på en måde, var en omvendt endless runner. Man skulle dykke, i stedet for at hoppe, men det fungerede perfekt. Det var sødt, simpelt at gå til og meget svært at ligge fra sig.
Jeg er godt klar over, at Scribblenauts har været udgivet før, men det var til Nintendo DS og derfor kunne jeg nærmest ikke være mere ligeglad. Det passer fremragende på iOS platformen. Hver bane indeholder en opgave, det er op til dig at løse den og du kan være lige så kreativ som du har lyst til, du skal bare skrive et ord og så kommer det til live. Du kunne sende en gal miniature djævel med en gigantisk lilla dildo (¤ hvad skulle det til for?) efter en søvnig demokratisk dinosaur, hvis du mente det ville hjælpe. 2011 var også året, hvor vi så chairs efterfølger til deres kæmpehit Infinity Blade. I Infinity Blade II var det atter tid til at krydse sværd (¤ come on!) og både historien og arsenalet var voldsomt udvidet. Grafikken havde også fået et hak opad og det stadig utroligt at et spil på en telefon kan være så flot, men når alt kommer til alt, så var det også bare mere af det samme.
Årets mobilspil, var også en af de bedste spiloplevelser i 2011 generelt. Superbrothers Sword and Sworcery EP var en sublim blanding af stemning, musik, artstyle og alternativ fortælleteknik. Det følelsesmæssige og kunstneriske højdepunkt som Sword and Sworcery opnår, efterlader stort set alle andre spil og de fleste film i støvet. Det er et af de bedste eksempler på spil som en kunstform, som jeg nogensinde har oplevelet. Grunden til at spillet vinder prisen, i bunden af en tekst fyldt stupide dickjokes, er for at fastslå at jeg ikke er en eller anden forfinet kunstsnob, som bare vælger ud fra om en ting er særpræget eller atypisk nok. Jeg er skam blot en idiot, lige som alle andre, men en idiot som opfordrer alle til at give denne originale og sanselige oplevelse en chance.
Alle spil er tilgængelige på Apples Appstore (og forhåbentlig også andre steder).
It’s X-Mas, Yo! Part III
(¤ Jeg har besluttet mig for, at jeg simpelthen ikke har kræfterne til at slippe væk fra dette horrible slangudtryk, så derfor omfavner jeg det med begge mine arme og fuldender hermed den snart-legendariske “It’s X-Mas, Yo!” trilogi.)
Instrueret af Jalmari Helander
Skrevet af Jalmari Helander, Juuso Helander, Petri Jokiranta og Sami Parkkinen
Med Omni Tommila, Jorma Tommila, Tommi Korpela, Rauno Juvonen, Per Christian Ellefsen og Peeter Jakobi
Der er nogle ting, som jeg gør yderst sjældent. Jeg ser ikke ret mange finske film, jeg ser ikke mange julefilm og jeg indrømmer aldrig at jeg egentlig godt kan lide julen, men det bliver der lavet om på nu. Jeg har set Rare Exports, den er finsk, den handler om julen uden at være dårlig og jeg må anerkende, at jeg har svært ved at benægte at julestemningen så småt har overvældet mig.
Den søde, rare og lattermilde julemand, som vi alle er opvokset med, er blot en myte opfundet af Coca Cola for at tjene penge. I virkeligheden var han en dæmonisk trold, der én dag om året opsøgte uartige børn og åd dem. Han har i mange år været indespærret i et bjerg og verdenen kunne fejre julen i fred, men nu har et hold amerikanske gravrøvere fundet hans fængsel og gravet det fri. Julen er i fare og det samme er alle som ikke har opført sig ordentligt.
Traditionen tro, så ser jeg kun én julefilm om året. Det inkluderer selvfølgelig ikke Die Hard og Kiss Kiss Bang Bang, som jeg med glæde ser flere gange, men dem anser jeg mere som gode film end som julefilm. Det er en tilbagevendende oplevelse, som jeg næsten frygter lige så meget som julen i sig selv. Men i år er det ganske anderledes, næsten som ved et regulært julemirakel, så er årets film faktisk tæt på fantastisk.
Det er dog ikke den eneste overraskelse, som Rare Exports har at byde på. Det er en julefilm som er umulig at forudsige, det er ikke noget som man ser ofte, en film som finder juleånden frem i forfriskende original stil. Det faktum at filmen er helt igennem crazy, betyder ikke at det er et useriøst eventyr, begivenhederne bliver skam taget ganske alvorligt og det får det hele til at virke endnu bedre. Skuespillerne, inklusive de små af slagsen, gør det godt. Den herligt skæve humor leverer rigeligt med smil og så er der spandevis af skræmmende, nøgne gamle mænd. 
Og så er der lige en sidste ting, jeg ved ikke om de har magiske kameraer i Finland, men filmen er forbløffende smuk og er faktisk langt flottere end mange af de dyre Hollywood film.
Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at fejre julen på, end at jagte en ond og morderisk juletrold, men jeg ville skynde mig at låse døren hvis man har været uartig.
Se også: Trolljegeren
On the Twenty-Third Day of Christmas…
Nu er vi ved at nå til enden på denne julekalender og når jeg ser tilbage på de ting, som jeg har anbefalet, fortryder jeg kun 3 ting: De er ikke altid blevet postet i god tid, jeg har kun set traileren til G. I. Joe: Retaliation 437 gange og der har ikke været mange ting i andre sprog end engelsk. Derfor vil jeg skynde mig at rette op på en af de ting, inden det er helt for sent. Korea er indenfor kort tid blevet et af mine favorit filmlande og der bliver p.t. lavet flere originale og kreative film i Korea, i forhold til den samlede produktion, end noget andet sted. En af de film som var grobund for min øgede interesse i landets filmindustri, var Bong Joon-Hos sublime The Host. Normalt er monsterfilm underholdende, men lettere uintelligente og simple actionfilm, sådan er det ikke med The Host. Der er masser af lag under overfladen i denne fortælling om menneskets forurening, en by under angreb og en familie i krise, tilsat en lille mængde af slap-stick humor og samlet med en monsterfilm som ramme. Det betyder dog ikke at monsteret er ligegyldigt eller kedeligt, slet ikke, for mig er det blandt filmhistoriens bedste monstre. Så sæt julemusikken på pause og tag en chance med en helt igennem anderledes filmoplevelse.
On the Twenty-Second Day of Christmas…
Det er ikke kun de glade juledage som er beklædt med mørke, fremtiden ser skam heller ikke for lys ud. Det er en af de ting som science fiction film er glade for at fokusere på, idéen om at det kan godt være at det ser slemt ud nu, men bare vent i fremtiden er det meget værre. Jeg har længe været glad for instruktøren Alex Proyas, det er ham som stod bag filmatisering af The Crow og I, Robot, Men hans bedste film er efter min mening Dark City. Dark City udkom i 1998 og var en ganske unik lille film. Dens fremtids fortælling var anderledes, den var visuelt kreativ og så var den fyldt med gode præstationer. Kiefer Sutherland, Jennifer Connelly og William Hurt var alle mødt op for at give deres bedste, men det var Rufus Sewell der skilte sig ud. På det tidspunkt havde jeg forudset en stor karriere for Sewell, men sådan skulle det ikke være. Så tag i mod mørket for nu og huske på at der er lyse dage på stranden lige rundt om hjørnet.
On the Twenty-First Day of Christmas…
Tidligere på dagen, deltog jeg i en lille let diskussion om forskellige animationsfilm med et par venner af siden og to ting gik op for mig: For det første, så er der nogle som besidder et sæt ganske specielle smagløg og for det andet, så glemte jeg helt den type animationsfilm som jeg måske elsker allermest, nemlig stop-motion animation. Derfor er det kun passende at anbefale en her. Aardman Animation har længe været det førende studie indenfor stop-motion, men de seneste år har de skiftet til computeranimation og selv om Flushed Away og Arthur Christmas helt sikkert er fine nok film, så er det bare ikke det samme. Der er stadig lidt håb for fremtiden med næste års The Pirates! Band of Misfits, men indtil da kan man hygge sig med en af deres bedste skabninger. Wallace & Gromit in The Curse of the Were-Rabbit, fra 2005, har charme i overflod, endnu større mængder af humor og så er det ubegribeligt godt håndværk. Jeg har det lidt på samme måde med denne stop-motion, som jeg har det med special effects til rigtige film. Man kan sagtens lave super flotte ting på computer, men det vil aldrig være noget som eksisterer i den virkelige verden og vil derfor aldrig have den der lækre håndgribelige og hjemmelavede stil. Så sæt julekonfekten på hylen og nyd hvad andre folk kan lave med deres hænder.
