On the Twentieth Day of Christmas…
Bare fordi at folk er glade og gaderne er fyldt med julelys, skal man ikke tro at alle de uhyggelige væsner er taget på ferie. De gemmer skam stadig i mørket og derfor vil jeg bruge anledningen til at anbefale en af de mest uhyggelige gyser-film i nyere tid. The Descent, fra 2005, er en af mine yndlings horrorfilm gennem tiderne. Det er et simpelt setup, et hold piger tager på opdagelse i en grotte og ting begynder at gå galt. Man behøver heller ikke meget mere end det, når det virker så eminent. Klaustrofobien er trykkende, intensiteten er høj, stemningen er til at skære igennem med en kniv og chokeffekterne er perfekte. Den var dengang, hvor Niel Marshall kunne lave gode film. Han startede med varulve-filmen Dog Soldiers, som jeg også værdsætter højt, så kom The Descent men derefter lavede han den post-apokalyptiske actionfilm Doomsday og ridderfilmen Centurion. De to sidste er ikke elendige film, men de lever bare ikke op til det han lavede før. Sæt dig ned med den varme glögg og gør dig klar til at blive skræmt fra vid og sans af dette mesterværk.
On the Nineteenth Day of Christmas…
De sidste par dage har jeg sagt pæne ord om nogle folk, som måske ikke altid gør sig fortjent til det. Det er også en god ting, men det er langt vigtigere at anerkende de bedste. George Clooney er blandt den absolute top i filmindustrien og har, efter sin knapt så heldige tid som Batman, næsten kun lavet den ene fantastiske film efter den anden, film som Michael Clayton, Three Kings, Out of Sight, Syriana, Up in the Air, sidste års The American og så har han endda også haft tid til at ligge stemme til The Fantastic Mr. Fox. Men udover at være en fremragende skuespiller, så er han også instruktør og mens jeg venter spændt på hans nyeste film, The Ides of March, vil jeg anbefale et par stykker af dem. Først er der den bidende skarpe Good Night, and Good Luck om journalisten Edward R. Murrow. Det er en flot film, smukt skudt i sort/hvid og så er den ledet af en sublim præstation fra David Strathairn. Den anden film den skøre og kaotiske Confessions of a Dangerous Mind med Sam Rockwell, Drew Barrymore og George Clooney selv. Filmen handler om Chuck Barris, en gameshow vært som påstår at han også arbejder for CIA. Den er skrevet af Charlie Kaufmann (Being John Malkovich, Adaptation, Eternal Sunshine of a Spotless Mind) så man ved at det ikke er helt normalt. To yderst seværdige film fra en mand, som måske er lidt for god til alting, han gør det i hvert fald svært for andre at nå det samme niveau.
On the Seventeenth Day of Christmas…
I stil med gårsdagens tanke med at sætte pris på ting, selv om de langt fra er perfekte, kom jeg til at tænke på Paul Walker (¤ja, jeg ved godt at min hjerne virker på en underlig måde). Jeg har normalt ikke noget til overs for Paul Walker, hans pretty-boy udseende og hans intetsigende skuespil i film som The Skulls, Fast and the Furious og Into the Blue, men han har stadig lavet et par lettere oversete film som jeg gerne vil anbefale. Først er der John Dahls Joy Ride, hvor Walker, Steve Zahn og Leelee Sobieski bliver jagtet af en ondsindet trucker. Det var en effektiv og spændende thriller i stil med Duel og Breakdown, godt skrevet af J. J. Abrams. Den anden film er Wayne Kramers Running Scared, der på papiret ligner en ganske almindelig thriller, men udvikler sig til en jævnt psykopatisk tegneserie. Filmen er konstant overraskende, visuelt flot og er et perfekt eksempel på at man aldrig skal dømme en bog på sit cover. Så fordi det er jul, så kan sige dette: Paul Walker, jeg kan sgu godt lide dig også selv om du er lidt af en padde.
On the Sixteenth Day of Christmas…
Anbefalinger er, som regel, forbeholdt gode ting. Nu er det dog en smule kedeligt altid at leve efter reglerne, så derfor maler jeg idag lidt udenfor linjerne og anbefaler en film, som jeg rent faktisk ikke syntes er specielt god. Da Last Action Hero udkom i 1993 blev den en enorm financiel fiasko og den blev voldsomt kritiseret af både anmeldere og seere, selv var jeg også ganske skuffet da jeg kom ud af biografen. På papiret burde det have været en af de bedste blockbusters nogensinde. I spidsen havde man Arnold Schwarzenegger, som var på toppen af sin karriere. Bag kameraet havde John McTiernan, som havde instrueret fremragende actionfilm som Die Hard og Predator. Manuskriptet var skrevet af Shane Black, der også stod for ordene i Lethal Weapon, Monster Squad og The Last Boy Scout. Filmen var fyldt til randen med in-jokes, filmreferencer og cameos. Desværre hang disse sublime puslespilsbrikker slet ikke sammen og det endelige resultat var et stort makværk, men alligevel er det en film som jeg har set mange gange og kommer til at se flere gange i fremtiden. Der er bare en overflod af interessante idéer, hvilket er værdifuldt selv om de fleste ikke virker. Det er en af de få film som jeg gerne vil se en genindspilning af. Shane Black skulle igen skrive manuskriptet, sæt J. J. Abrams i instruktørstolen og giv hovedrollen til Dwayne “The Rock” Johnson. Det kunne være episk! Min anbefaling er, i den sande juleånd, at man skal huske at elske ting selv om de langt fra er perfekte.
On the Fourteenth Day of Christmas…
Efter at jeg har siddet igennem et par af de nyere danske animationsfilm (¤ja, jeg ved heller ikke hvorfor, jeg må være alt for glad her i juletiden) fik jeg lyst til at anbefale en god en af slagsen. Cloudy with a Chance of Meatballs var et fest-fyrværkeri af farvestrålende billeder, lalleglade karakterer og en lettere udsyrede humoristisk sans. Der er simpelthen så megen glæde i den film, at det er praktisk talt umuligt ikke at have et smil fra øre til øre gennem hele filmen. Jeg vil placerer den i samme boldgade som sidste års Despicable Me, da de begge har et godt hjerte og en let humor under overfladen. De har også begge fået danske titler som lyder ganske forfærdenligt, henholdsvis “Det regner med frikadeller” og “Grusomme Mig”, hviken er en ting som dagligt irriterer mig når jeg kigger på min Blu-ray hylde. Hop i det lalleglade humor og vent på at der kommer mad ned fra himlen.
On the Thirteenth Day of Christmas…
Vi forsætter gaveboden fra igår, så der er også dobbelt konfekt bag dagens låge. Denne gang er der tale om to iOS apps. Popcap har lige udgivet den nyeste version af deres kæmpehit Bejeweled. Det er uden tvivl et af de største casual spil nogensinde og konge af “argh, lige ét spil til” afhængigheden. Det fungerer fremragende på iPhone og det koster kun 6 kr. Den anden app, er til alle dem som har taget rejse til den store verden kaldet Skyrim. Dragon Shout er en gratis app, som giver en muligheden for at sætte markeringer på spillets gigantiske kort og holde styr på hvad man mangler, har udført og er på vej til. Efter som at kortet var et af spillets få svagheder, så er dette en kærkommen gave fra Bethesda. Jeg kan kun forestille mig, at det fungerer bedre på en iPad, så hvis der er en der ville give mig sådan en i julegave, ville det være super nice.
On the Eighth Day of Christmas…
I dag ligger der ikke de gode veludviklede grunde bag valget af julekalenderens indhold. Det er simpelt. Jeg kan godt lide metal, jeg sidder og spiller Skyrim, så intet kunne mere passende end en anbefaling af denne fantastiske blanding af de to ting. 311Erock, som han kalder sig, har også lavet metalversioner af eksempelvis Pirates, My Little Pony og Star Wars. Som en lille ekstra bonus, har jeg også vedlagt en video hvor han spiller et Skrillex nummer på guitar, da det er mindst lige så crazy
httpv://www.youtube.com/watch?v=yDE2VQzghp4
httpv://www.youtube.com/watch?v=T3VIJTFS3Nc
On the Seventh Day of Christmas…
Efter at jeg har fået set den nyeste genindspilning/prequel/ moneygrab/hvad-de-nu-end-vil-kalde-den af The Thing, føler jeg mig nødsaget til at skrive et eller andet. Der bliver vel at mærke ikke skrevet meget om den nye remake, da den var ganske forfærdentlig og alle skal holde sig langt væk, men jeg benytter mig gerne af hver eneste lille anledning, jeg kan finde til at anbefale John Carpenters klassiker fra 1984. Carpenters skræmmende og iskolde horrorfilm var i sig selv en remake, den er et af de få eksempler på at man sagtens kan genindspille noget uden at ødelægge det hele og det er der hvor den nyeste snupler. Carpenters The Thing har krybende uhygge dybt i den kolde sne, nogle fantastiske praktiske effekter og Kurt Russell. Den nye The Thing har krybende kedsomlighed i den falske sne, nogle middelmådige computer-effekter og ingen skuespillerer af interesse eller mærkbart talent. Valget er nemt, så kryb ind under dynen, tag godt i mod Kurt Russell i en af hans bedste roller og vær glad for at der ikke ligger 5 meter sne udenfor…endnu.
On the Sixth Day of Christmas…
Vi bibeholder “the holiday spirit”, det er bare ikke helt den samme “holiday”. Selvom Costume Quest handler om Halloween, ikke jul, så er charmen og glæden den samme. Spillet er et simpelt og hyggeligt lille rollespil, som handler om en folk børn som blot vil fylde deres poser med slik på Halloween, men i stedet støder på uhyggelige monstre. Når de bekæmper disse uhyrer, forvandler de sig til det som de er klædt ud som og der er masser af kostymer at vælge i mellem, bl.a. The Statue of Liberty, robotter og enhjørninge. Spillet er lavet af Double Fine, folkene bag spil som Brütal Legend, Psychonauts og Stacking, så man ved at humoren er i top. Det er sødt lille spil, som ikke koster meget (ca. 50 kroner) og kan hentes på Xbox Live og Playstation Network, så sæt en kop varm kakao over og gør klar til hygge.
On the Fifth Day of Christmas…
Det virker forkert, at vi er kommet en lille uge ind i juledagene og der har ikke været smagen af jul bag en eneste af disse låger. Det bliver der dog rettet op på med det samme og til opgaven hiver jeg, ikke blot min yndlings julefilm, men også en af mine absolut favorit film generelt, frem. Den dystre og absurde stopmotion film, Nightmare before Christmas, beviser at man sagtens kan fejre julen uden at blive kvalt i sødme. Jeg elsker hver eneste lille del af denne film. Alt lige fra Tim Burtons design, Henry Selicks instruktion, det skøre voicecast, de sublime sange og Danny Elfmans fantastiske musik. Det er en film som jeg ser mindst et par gange om året og den har selvfølgelig en fast plads i december. I år kan man jo passende gå i biografen og se den fra en lidt anden vinkel, da 3D genudgivelsen har premiere på torsdag. “What’s this? WHAT’S THIS?”
