Dragon Hunters [Chasseurs de Dragons]
Instrueret af Guillame Ivernel og Arthur Qwak og skrevet af Frédéric Lenoir og Arthur Qwak
Med stemmer af Forest Whitaker, Rob Paulsen, Mary Mouser og Jeremy Prevost

Spillefilmsadaptionen af den populære franske tegneserie og senere tv-tegnefilmserie er lidt af en overraskelse.
Ofte halter europæiske tegnefilm efter deres modstykker fra Hollywood, mest på grund af et mindre budget og produktionshold, men det er ikke tilfældet for Dragon Hunters som viser sig at være en af de flotteste computeranimerede tegnefilm.
På nogle punkter kommer Dragon Hunters helt op på Pixar’s niveau, aldrig i animationer, sjæl og charme, men flere setpieces og designs giver nogle næsten overvældende visuelt smukke billeder.
Til tider er omgivelserne så flotte at de karikerede og simple karakterer der udgør filmens persongalleri kommer til at skille sig lidt akavet ud fra helheden.
Historien lever imidlertid ikke op til det høje grafiske niveau og er sjældent mere end en triviel eventyrhistorie om et par underdogs, en hyperaktiv prinsesse og en underlig blå hund på en lang rejse mod verdens ende.
7/10 (6)

Igor
Instrueret af Anthony Leondis og skrevet af Chris McKenna
Med stemmer af John Cusack, Steve Buscemi, John Cleese, Sean Hayes, Eddie Izzard, Jennifer Coolidge, Jay Leno og Molly Shannon

I en dyster by beboet af ”evil scientist” hver med deres egen pukkelryggede medhjælper, belejligt nok alle kaldet Igor, afholdes hvert år en opfinderkonkurrence med det mål at finde den ondeste skabning.
En af disse Igors ønsker intet mere end at være opfinder selv, så han gør det utænkelige og skaber liv.
Men hans skabning er ikke ond…med andre ord er det en eventyrhistorie ligesom alle andre eventyrhistorier bare med et nyt skin. (¤ et skin der er så stærkt inspireret af Tim Burton at flere af karaktererne ligner noget stjålet direkte fra Nightmare before Christmas.)

Det er kedeligt, uoriginalt og forudsigeligt til en grad så det kun er de dummeste børn der ikke vil opdage det.
Et enkelt lyspunkt er Steve Buscemi der ligger stemme til en udødelig kat som ikke ønsker andet end at dø og det kommer der lidt sjov ud af.
4/10 (5)

Instrueret af Henry Selick og skrevet af Neil Gaiman og Henry Selick
Med stemmer af Dakota Fanning, Teri Hatcher, Jennifer Saunders, Keith David, Dawn French, Henry Selick og Ian McShane

Mødet mellem Tim Burton og Henry Selick skabte i 1993 noget helt specielt, sammensmeltningen af Burton’s dystre gotiske kreationer og Selick’s kreative og udtryksfulde stopmotion-dukker foran Danny Elfman’s mesterlige musikalske lærred var intet mindre end en fuldblods klassiker der nåede kvalitetsmæssige højder der sjældent bliver nået i en næsten uddød genre.

Det er 16 år siden og der er ikke ligefrem en overflod (se computeranimeret tegnefilm for en definition af overflod) af gode stopmotion-film der er udgivet i den tid, det kan tælles på én hånd (og det er vel at mærke en af de dersens tegnefilms og dukkefilms hænder med kun fire fingre…) og selvom Tim Burton’s Corpse Bride, Chicken Run og især Wallace & Gromit in the Curse of the Were-rabbit er fremragende så er det intet imod Nightmare before Christmas.

Siden har Selick leget lidt rundt med andre ting – man kan bla. se hans farvestrålende dybhavsfisk rundt i vandet omkring ubåden i A Life Aquatic with Steve Zissou, en pænt stor fersken i James and the Giant Peach og den højst fejlvurderede Cool World-kopi (lidt bittert at være en Cool World-kopi istedet for en Roger Rabbit-kopi) Monkeybone med Brendan Fraser.

Men nu gør han endelig et comeback til den forladte genre, støver den af og slår sig endnu engang fast som en sand mester af sit håndværk.

Neil Gaiman’s fantastiske “børnebog” bliver vækket til live med et eminent øje for detaljer, et smukt stemningsfyldt udtryk og så store mængder af charme at det bliver som at se poesi (eller magi for den sags skyld) i bevægelse.
Denne klassike Alice i Eventyrland-inspirerede historie om den misforståede og ensomme pige, Coraline, der bare ønsker om hendes grå og kedelige liv, hendes fraværende og stressede forældre og irreterende venner dog ikke kunne være en anelse mere spændende, livlige eller interessante.
En morgen finder hun en mystisk lille dør i væggen som leder hende til en fagre ny verden fuld af farver og liv, her er hendes forældre smilende og kærlige, den ellers så højtråbende ven er stille og det hele virker næsten for godt til at være sandt…

Denne enestående perle af en film fortjener at nydes af så mange mennesker som muligt (og det kan passende gøres i strålende 3D i biograferne) og det alenestående minus, at filmen er lidt for kort og hen mod slutningen bliver det lidt forhastet, kan ikke ændre ved det faktum.
Coraline kan på varmeste anbefales til barnlige sjæle i alle aldre og minde om en tid hvor der blev lagt mere følelse og personlighed i animerede film istedet for den sjæleløse, skabelonskrårede og samlebåndsaktige middelmådighed der præger størstedelen af det hobetal der kommer hvert år (selvfølgelig med undtagelse af Pixar).

9/10
Se også: Nightmare before Christmas og Wallace & Gromit in the Curse of the Were-rabbit