Tag : anmeldelse

dolphlundgren

Battle of the Actionstars Addendum: Skin Trade

Det sker sjældent, men nogen gange er man heldig. Man løfter spændt fluesmækkeren efter et mægtigt sving og under den finder man ikke blot et enkelt gennemtævet offer, men derimod flere. Jeg snakker for én gangs skyld ikke om indeklimaet her på kontoret, men nærmere den heldige situation, hvor man finder en film som både formidler dovenskab og underholder.

Den film er Skin Trade og den tillader mig, at springe over hvor gærdet er lavest ved at skrive én anmeldelse som samtidig berører flere andre features på siden. Filmens rolleliste indeholder nemlig både Dolph Lundgren, Tony Jaa, Michael Jai White, Ron Perlman, Peter Weller og Cary-Hiroyuki Tagawa. Selv om disse skuespillere ikke alle er direkte kamp, så ville de alle være deltagere i nabo-mesterskabet Battle of the Direct-to-Video Stars. Heldet falmer tydeligvis en smule, når man efterfølgende finder ud af, at resultatet har absolut ingen effekt på det igangværende mesterskab.

Den russiske mafia, ledet af Viktor Dragovic (Ron Perlman), tjener store penge på at sælge asiatiske piger til vesten som sexslaver. Denne forkastelige og kriminelle forretning bliver undersøgt af politiet verdenen over, heriblandt Nick Cassidy (Dolph Lundgren) og Tony Vitayakul (Tony Jaa). Efterforskningen kommer tættere og tættere på, men så snart at Dragovic føler sig truet, går han efter Cassidys familie. Cassidy og Vitayakul slår sig sammen i hævnens navn og i et desperat forsøg på at stoppe Dragovics slavehandel.

skintrade_jaalundgren

Historien i Skin Trade er intet nyt, det er standard human trafficking krydret med et Taken revenge plot. Dolph Lundgren står som medforfatter af historien, men det vides ikke hvor meget man skal ligge i det. Jeg mistænker at han har taget “The Luc Besson School of Screenwriting”. Det virker sandsynligt, at han har siddet i druk i baren, overhørt en nyhedshistorie, tænkt “ja, slavehandel er da en slem ting”, skrevet et par linjer ned på en serviet og kan nu kalde sig manuskriptforfatter. Det har virket for Besson de sidste 20 år, så hvorfor skulle det ikke virke for Dolph. Det er ganske uinteressant, klichéfyldt og komplet med det obligatoriske (og meget åbenlyse) double cross.

Hvorend plottet fejler, så er det i det mindste udmærket udført. Der er gode, spændende actionscener og kampscenerne er ganske veludført, men det er jo også det som Tony Jaa er kendt for. Hvad han til gengæld ikke er kendt for, er hans evner som skuespiller og det er kun gjort værre med skiftet til det internationale marked. Ved siden af Tony Jaa lyder det store gryntende monster, som vi kender under navnet Dolph, som en veltalende Shakespeare skuespiller. Jaa kan give flyveknæ til ansigtet med selv de bedste, men han kæmper forgæves med at udtale selv de mest simple engelske ord.

skintrade_lundgrenjaa

Skin Trade er middelmådig underholdning og bør kun ses for de flotte actionscener, men det er stadig mere end hvad man kan sige om de fleste film på Lundgrens CV.

Five-Stars.png

Categories: Movies

springcover2

Film Review: Spring

Racehunde er majestætiske væsner med dyre stamtavler og avlet til at blive promineret frem og tilbage på store, glamourøse shows, men ofte er der mere karakter og sjæl at finde i det gadekryds man har købt billigt på det lokale marked. Det er selvfølgelig et metafor for filmindustrien, forholdet mellem gigantiske Hollywood film og væsentligt mindre indiefilm. Det er en lettere forceret beskrivelse af den bevægelse der har været gennem industrien i løbet af de seneste år og hvorfor vi bør være lykkelige for den tid vi lever i.

Over de seneste år, har flere indiefilm med succes blandet jordnære og troværdige karakterdrevne dramaer med elementer normalt kun set i film fra sci-fi eller horror genrene. Film som The One I Love, Coherence, +1, Starry Eyes og Afflicted har alle taget et typisk udgangspunkt og forvandlet det til noget originalt og uendeligt mere interessant. Spring kan nu tilføjes den liste, det er kort sagt Before Sunset krydret med lidt HP Lovecraft.

spring1

Evans liv står i forfald. Hans mor i lige gået bort, han har fået fyresedlen fra sin arbejdsplads og så leder politiet ovenikøbet også efter ham. Der skal ske noget drastisk, så Evan tager det første fly ud af landet og ender i en støvet lille italiensk landsby. Der sker ikke meget, udover det lokale landbrug, men i det mindste er han kommet væk fra sine problemer. Men så møder han Louise, attraktionen er tydelig ved første øjekast og det hele begynder at se lidt lysere ud. Denne forårs kærlighedsaffære er måske bare ikke helt så sund som først antaget.

Lige som med deres debutfilm, den kriminelt oversete Resolution, så formår instruktørerne Justin Benson og Aaron Moorhead endnu engang at dreje dragende og uforudsigeligt drama ud af hvad der på overfladen ligner en traditionel historie. De har et unikt øje for genrekonventioner, de forstår hvordan de kan bruges til deres fordel og det er altid i forlængelse af deres karakterer, ikke på trods af dem. Filmens budget er selvfølgelig ikke stort, men alligevel får de skabt en mærkbar og trykkende stemning. Effekterne er ligeledes brugt sparsomt, men det er ikke desto mindre overraskende effektivt og skræmmende når det sker.

spring2

Lou Taylor Pucci er fremragende i hovedrollen, men hvis man bare er en smule opmærksom på hans karriere, så ved man at han er stort set altid fremragende og det er mig en gåde, hvorfor han aldrig rigtig har slået igennem i filmbyen. Jeg håber virkelig, at det er efter eget valg ellers er der nogle casting agents i Hollywood som burde revurdere deres job.

Overfor Pucci, giver Nadia Hilker en blændende præstation i en meget svær rolle. Skrøbeligheden og frygten ligger og bobler lige under det stærke og smukke ydre. Det er en kompliceret og krævende rolle, men Hilker bærer den fejlfrit og man kan kun håbe, at man ser mere til hende i fremtiden. Kemien mellem de to er tydelig, hvilket gør attraktionen troværdig og er med til at sælge den altafgørende romance.

spring3

Man kunne vel sagtens afskrive Spring som endnu en “kærlighed gør blind”, en “omfavn en rose med alle dens torne” historie som alle andre romantiske fortællinger, men så ville man gå glip af en af de mest smukke, gribende og kreative kærlighedsfilm i lang tid. Spring er åbenlyst ikke den mest oplagte datenight film, men hvis man finder én som man kan værdsætte den sammen med, så har man fundet noget helt specielt… eller et monster.

Nine-Stars.png

Categories: Movies

deadintombstonecover

Battle of the Actionstars Addendum: Dead in Tombstone

trejotombstone

Normalt er det intet problem, at følge med gamle mennesker. Nærmere tvært imod, så skal man helst mestre sin urban slalom, hvis man forvilder sig gennem gågaden mens den årlige blomsterfestival løber af stablen. Det er dog ikke alle gamle mennesker som er grå nisser, gangstativ og sneglefart, jeg har eksempelvis enormt svært ved at følge med Danny Trejo. Den 71-årige mexicaner har mere end 200 titler til sit navn, heraf 10 alene i 2014 og 26 i år.

Langt størstedelen af disse film er direct-to-dvd skrammel, hvor kommer man ellers til at dele skærm med Luke Goss hele 4 gange. Men som en del af Battle of the Actionstars, bliver jeg jo nød til at se nogle af hans film ellers er det jo næppe en fair fight. Den store opgave bliver så, at rodde igennem alt møget, for forhåbentlig at kunne finde et eller andet som bare er tilnærmelsesvis interessant. Her fangede Dead in Tombstone mine øjne, for det er en western med Dina Meyer, Anthony Michael Hall og Mickey Rourke som Lucifer… det er ikke noget man ser hver dag. Det viser sig dog rimeligt hurtigt, at sixshooters akimbo og helvedesild ikke per definition gør en film interessant, men det er i det mindste ikke Danny Trejos skyld.

dannytrejotombstone

Guerrero (Danny Trejo) leder en gruppe kriminelle på et røvertogt gennem det vilde vesten, men da de støder på en lille by af guldgravere, bliver han forrådt af sin bande og de efterlader ham død i støvet. Det slutter dog ikke her, da han bliver genoplivet af selveste Lucifer og får muligheden for at hævne sig.

Trejo er en badass næsten ligemeget hvad han laver, hans fjæs udstråler bare ballade og han er ikke i blandt Dead in Tombstones mange problemer. Det sagt, så er han bestemt heller ikke god, men han gør hvad han skal. Dina Meyer har ikke meget at arbejde med og fungerer mest af alt som eyecandy, mens Anthony Michael Hall leverer en præstation så ligegyldig, at jeg faktisk helt glemte hvem han egentlig var og jeg måtte slå det op efterfølgende. Han er selvfølgelig kendt som en del af The Brat Pack fra blandt andet John Hughes’ The Breakfast Club og Weird Science tilbage i 80’er, en kendsgerning som er umådelig svær at kæde sammen med nutiden.

dinameyertombstone

Instruktøren Roel Reine står bag masser af de omtalte direct-to-dvd actionfilm (heriblandt The Man with the Iron Fists 2, The Scorpion King 3, Death Race 2 og 12 Rounds 2: Reloaded) og overraskende nok, så er han ikke en specielt talentfuld filmskaber. Her prøver han at skjule sine manglende evner ved at drukne filmen i slowmotion, hvilket selvfølgelig kan være en god ting hvis brugt rigtigt, men bogstavligt talt mere end 30 procent af spilletiden kører i nedsat tempo og det er skam ikke kun når der sker noget, nej nej halvdelen af tiden er det bare folk der går. Slowmotion burde fremhæve spændingen, men i stedet bliver det hele enormt kedeligt og det føltes som om filmen er væsentligt længere end den egentlig er.

mickeyrourketombstone

Det blegner dog altsammen ved siden af filmens største problem, nemlig Mickey Rourke som Lucifer. Rourke har længe været uigenkendelig fra sit pretty boy image i 90’erne, men hans forvandling til monster har nu brudt alle tænkelige grænser. Han ligner en bleg og afdanket version af Shrek, et syn der er mere ufrivilligt morsomt og skræmmende på alle de forkerte måder. Derudover så er jeg forholdsvis sikker på, at han har været stangstiv under størstedelen af hans scener, da de for det meste udspiller sig i slowmotion og efterfølgende er blevet dubbet. Det virker som om, Rourke har været så uforståelig, at de bare har filmet ham gå rundt på settet, lagt dialog henover optagelserne og flere af stederne tror jeg slet ikke det er hans stemme. Jeg ved godt, at det er en intetsigende b-film, men what the fuck?

Det faktum at Dead in Tombstone stadig er bedre end langt de fleste af de film som Danny Trejo laver udenfor sit sammenarbejde med Robert Rodriguez, bør sige en del. Nogle enkelte actionscener er udmærket og det klæder Trejo med en seksløber i hver hånd, men man skal godt nok savne det vilde vest enormt, hvis Dead in Tombstone skal fungere som andet end en håndfuld sand i skoene.

Three-Stars.png

Categories: Movies

christmas2014

It’s X-Mas, Yo! Part VI: Overcompensating

christmas2014

Der har været stille på gagathemovies.com, det sidste lange stykke tid, men bliver jeg nød til at bryde stilheden. Jeg havde et lille eksperiment, jeg ville se hvis jeg forholdte mig tavs, om det så kunne resultere i at tiden gik langsommere og man derved kunne udskyde julen et par måneder. Dette stupide eksperiment mislykkedes dog spektakulært og det er nu blevet tydeligt, at julemanden venter for ingen mennesker og jeg bliver nød til at se julepynten i øjnene. Derfor har jeg set julefilm og vanen tro, vil jeg skrive et par ord mens vi venter på julemaden.

På papiret ligner mange ting de bedste idéer og det er først når de bliver ført ud i livet, at man tager horribelt fejl. Mit altoverskyggende og længe ventede redesign af siden, har vist sig at være en enorm og tidskrævende opgave og jeg begynder så småt, at overveje om det overhovedet er en god idé. For at bringe ordene tilbage til noget der bare smager af jul, så er filmen A Merry Friggin’ Christmas et perfekt eksempel på det jeg snakker om.

merry

På papiret besidder filmen en spydig titel og rollelisten tæller humoristisk talentfulde skuespillere som Joel McHale (Community), Lauren Graham (Gilmore Girls), Clark Duke (Kick-Ass), Oliver Platt (Mousehunt) og det afdøde komiker-geni Robin Williams. Man får med det samme tankerne og forhåbningerne hen på en ny grov og hysterisk morsom julefilm i dur med Bad Santa, men det bliver hurtigt ødelagt, faktisk allerede fra filmens første sekund.

Når filmens titel toner frem på skærmen, så står der nemlig ikke A Merry Friggin’ Christmas, men derimod A Merry Christmas Miracle, altså en langt mere generisk og sukkersød titel. Forvirret og fortvivlet begyndte jeg allerede med det samme at frygte den normale julede sødsuppe og tro mig, det var nøjagtig det jeg fik. Dette er en forklædt Hallmark-film, bare med lidt ekstra star power. Det er familievenligt i den værste grad, komplet blottet for kant eller nogen form for skarphed. Filmen er blød og kedelig, men værst af alt, så er den på ingen måde sjov. Det er lidt som febrilsk at pakke en julegave op, blot at finde et vattet tøj-rensdyr, ja den er sikkert meget sød, men hvad fanden skal jeg bruge den til?

happychristmas

Efter den skuffelse, tænkte jeg, at jeg hurtigt burde finde en anden julefilm, i et håb om at komme i den rette stemning inden aftnens festivitas. Jeg bladrede igennem kataloget på den amerikanske Netflix og støtte på Joe Swanberg’s Happy Christmas (der var også Tyler Perry’s Madea’s Christmas, men planen var jo at komme i julehumør, ikke at få altopslugende selvmordstanker). Joe Swanberg stod for sidste års fremragende Drinking Buddies og med Anna Kendrick på rollelisten, hvordan kunne det så gå galt?

Okay, teknisk set er der heller ikke noget galt med Happy Christmas, det er et udmærket lille indie-drama, men man bliver ikke ligefrem oversvømmet varme, glæde og julehumør. Den ironiske titel dækker over et velspillet karakterdrevet drama med Anna Kendrick (Up in the Air), Melanie Lynskey (Two and a Half Men), Lena Dunham (Girls), Mark Webber (13 Sins) og Joe Swanberg selv på rollelisten. Happy Christmas er lidt en standart indie-film, det er håndholdt video, der sker nødvendigvis ikke det store og pinlig/akavet er det samme som naturlig/realistisk. Det ender med at være en udmærket film, fordi de bærrende karakterer er interessante og, som sagt, velspillede, men hvis det ikke havde været for Kendricks naturlige charme og en bedårende lille baby (“spillet” af Swanbergs eget afkom Jude), så havde der ikke været megen glæde at komme efter.

Når jeg tænker over det, så beskriver de to film egentlig mange oplevelser i julen. Det hele er så sukkersødt, generisk og familievenligt, at det hurtigt bliver kedeligt i længden. Samtidig er det hygget at se familien, men det kan nemt blive lidt akavet / pinligt efter mange timer i samme rum. Det er måske en lidt deprimerende tanke, men måske var årets julefilm ganske passende, jeg smider dog lige Kiss Kiss Bang Bang i maskinen… du ved, bare lige for at finde det glade julehumør.

Glædelig jul alle sammen.

Categories: Movies

wild-at-heart3

The Third Annual Official Day of Crazy-Cage

wild-at-heart3

I anledning af “The Third Annual Official Day of Crazy-Cage” og den generelle mangel på nye usete film fra manden, besluttede jeg mig for at tage tilbage i tiden for at se et par af Nicolas Cages tidlige film.

Den første gang jeg stiftede bekendskab med Wild at Heart var et klassisk eksempel på “wrong place, wrong time”. Jeg var 13 år gammel og det er uden tvivl et forkert tidspunkt at se den film. Min unge hjerne forsøgte desperat at håndtere billederne på skærmen, for slet ikke at tale om at forstå hvad det hele skulle betyde. Der skulle stadig gå en håndfuld år før jeg fandt mig til rette i David Lynchs syrede filmunivers og endnu længere tid før jeg lærte at værdsætte Cage som skuespiller. Der er gået 20 år siden, min hjerne og filmiske smagsløg har udviklet sig en del, filmen er dog den samme og jeg er stadig ikke sikker på at jeg forstår hvad fanden der foregår…

Wild at Heart virker mest af alt som en amerikansk sæbeopera, visualiseret gennem et rumvæsens feberdrøm. Det overrasker selvfølgelig ikke, David Lynch er ikke kendt for simple, letforståelige film og det ville være svært, at kalde Twin Peaks en helt almindelig detektivserie. Filmen er mindre interesseret i at fortælle en håndgribelig historie og går i stedet efter en følelse, en passion, en vrede, en fandenivoldsk drillesyge som er svær at forklare… eller at forstå.

Alt i alt er Wild at Heart et orgie af stærke billeder, vold, sex, skæve karakterer, punk musik og Nicolas Cage som Elvis, hverken mere eller mindre. Jeg har opgivet at lede efter noget dybere bag det visuelle bombardement, jeg vil langt fra kalde det en filmklassiker, men jeg kunne nu godt lide oplevelsen… tror jeg.

Seven-Stars.png

 

firebird

Aftens anden film blev Fire Birds, også fra 1990 og det var en knap så god oplevelse, men den var dog betydeligt nemmere at forstå. For at få en fornemmelse af hvad Fire Birds er for en størrelse, skal man blot forestille sig Top Gun og så ignorere de ting som gjorde den film til en elsket klassiker. Det er en ganske dårlig film med et elendigt manuskript fyldt med tåkrummende  oneliners, en kedelig historie om en stjernepilot med øjneproblemer, et romantisk forhold som er to skridt fra et polititilhold, Nicolas Cage som en irriterende douchebag, Tommy Lee Jones som en ung gammel mand og Sean Young som den mest intetsigende loveinterest i mands minde, men i det mindste er der masser af helikoptere, så det er sikkert Michael Bays yndlings film.

Three-Stars.png

Categories: Movies

Zoe-Bell-in-Mercenaries-pic2

Copyright Infringement: Mercenaries

Mercenaries

[I Copyright Infringement tages der kærligt fat i nogle af de rædselsfulde film som bliver udgivet af studiet The Asylum. The Asylum er kendt for at kopiere kendte blockbuster og tjene en masse hurtige penge på, at folk læser titlen forkert, når de står i videobutikken. The Asylum har slået sig sammen med tv-kanalen SyFy Channel, hvilket betyder at de laver flere film, men ikke at de er bedre produceret. Ofte er deres film så skod-elendige, at selv Uwe Boll kan se ned på dem og grine.]

Hvad har The Asylum/Sy Fy Channel kopieret denne gang?

Denne går de efter Sylvester Stallones macho-actionfilm, The Expendables, men de forsøger også noget helt nyt. De stjæler nemlig også konceptet fra Robert Luketics kvindelige Expendables-film, Expendabelles, en film som ikke engang er lavet endnu. I det hvor The Asylum, for en gangs skyld, virker fremme i skoene og ser mod fremtiden, virker det også som om de har glemt en af de få styrker de havde.

Denne gang er der nemlig ingen genialt/idiotisk ordspil i titlen, Mercenaries er en af de mest neutrale og ligegyldige titler i filmhistorien. En af de få ansatte hos The Asylum, som rent faktisk fortjener sin løn, har altid været personen som finder på de dumme titler. Jeg savner “dumb-title-guy”, manden som har fundet på guldkorn som Piranhaconda, Sharknado og Titanic 2. Det er bare ikke det samme uden ham, men måske har han fået en velfortjent ferie efter han fandt på Sharktopus vs. Pteracuda.

Hvad bruger de deres tyvekoster til?

Det er den klassiske “præsidentens-datter-er-taget-til-fange-og-det-eneste-håb-er-at-hente-nogle-kasserede-veteraner-ud-af-fængslet-for-én-sidste-mission” historie. Det er ikke ligefrem originalt, men idéen i at brokke sig over at The Asylum bruger klichéfyldte gennemtærskede historier, er lidt som at brokke sig over at det er for varmt efter man har lagt sig til rette i pejsen.

Zoe-Bell-in-Mercenaries

Hvordan er resultatet?

Det er en sub-standart action film, men det alene er væsentligt over standarten for Asylums film. Vanen tro, så bliver ingen scener taget om, selv om de ikke virker og der bliver klippet væk hver gang der sker noget. Action kræver at man ser hvad der sker ellers har alle kampene, al volden ingen impact og det redder ingenting, at man forsøger at gemme sig bag speed ramping, det betyder bare at de ting man ikke ser, er i slowmotion. Det er dog et generelt problem i Hollywood, så det behøver man nødvendigvis ikke at angribe The Asylum for.

Introsekvensen er lavet i en simpel grim tegneserie-stil, men alligevel er det til dato den bedste introsekvens til en Asylum film. At manuskriptet er tarveligt, er nærmest selvsagt, men nogle gange bliver man alligevel overrasket. Dialog som “We have to think outside the box… or rather, inside the box” og “Let’s go ‘PMS from Hell’ on this place”, får Dolph Lundgrens jokes i The Expendables til at virke som Shakespeare.

Der er nogle skuespillere med, ikk?

Jo, The Asylum har faktisk ramt rimeligt rigtigt med deres valg af kvindelige actionstjerner, selvfølgelig har de ikke folk som Gina Carano eller Michelle Rodriguez på rollelisten, men det kan man heller ikke forvente. Vores frygtløse leder bliver til gengæld spillet af Zoë Bell (Deathproof, Raze, Bitch Slap) og med sin erfaring som stunt-kvinde, er det tætteste denne film kommer på en troværdig actionstjerne. Jeg kan faktisk godt lide Zoë Bell og det ærgrer mig lidt, at hun ikke er med i flere film.

Holdets obligatoriske snigskytte spilles af Kristanna Loken (Terminator 3, BloodRayne, In the Name of the King). Hendes opgave består mest i, at se pæn ud og samtidig være holdets følelsesmæssige kærne, men hun er hovedsageligt intetsigende og en jævnt dårlig skuespiller, så hun har det svært på begge punkter. Hun er til gengæld personligt venner med Uwe Boll, så hun passer perfekt ind i denne sammenhæng. Holdets “badass” spilles af Vivica A. Fox (Kill Bill, Sharknado 2, Set it Off). Badass står med anførselstegn fordi, det er muligt at Fox kunne sælge betegnelsen i film som Kill Bill og Set it Off, så er det længe siden og nu er det langt uden for hendes evner. Hun er blevet ældre, har taget en 30-40 kilo på og minder mest af alt om en af de der sorte matroner som man forstiller sig råber af film i biografen, men hun forsøger stadig at spille sej. Det er desperat, det fungerer på ingen måde og det er mere til grin end det er “badass”.

Nicole Bilderback (Bring It On, Clueless, The Bourne Stupitity) spiller bombeeksperten. Jeg har ingen viden om hendes tidligere roller, men her spiller hun praktisk talt Jet Lis rolle fra The Expendables, hun er sådan set mest med for at være asiat og bidrage med “sjove” racistiske jokes. Brigitte Nielsen (Red Sonja, Cobra, Beverly Hills Cop II) spiller filmens hovedskurk og hun gør det halvvejs acceptabelt. Nielsen er omtrent lige så medtaget som Sylvester Stallone, men i det mindste kan man forstå hvad hun siger.

Cynthia Rothrock (Lady Dragon, Righting Wrongs, Undefeatable) var en af de få kvindelige actionstjerner på 90’ernes enorme b-films actionmarked. Jeg må indrømme, at jeg har set ingen af hendes film, men hvis man skal dømme ud fra Mercenaries er det også et fornuftigt valg. Hun er en elendig skuespiller og kæmper en hård kamp for, at få bare den mindste samling af ord til at lyde som sætninger.

Vivica-A-Fox-in-Mercenaries

Hvad med effekterne?

Der er masser af digitalt blod, så på den front vinder filmen nemt over den blodfattige og kastrerede Expendables 3, om det så er godt er en helt anden snak, men der er i det mindste mere blod end serien der blev bygget på sin ekstreme vold. Eksplosionerne er ligeledes lavet på computer og de er lige så elendige som i andre Asylum film.

Er der slet ikke noget godt?

Jo, Zoë Bell klarer sig okay, men hun har ikke meget at arbejde med. Slutsangen er næsten så dårlig, at den er god, hvilket er en ringe trøst.

Hvad med nogle sjove facts?

Vidste du, at skurke altid tjekker deres facts på Wikipedia?

Vidste du, at hvis man går i slowmotion, så gør skudhuller slet ikke ondt?

Vidste du, at man er fuldstændig usynlig i sit sorte combat-gear blandt græs og grønne skov, fordi alle skurke lider af sort/grøn farveblindhed?

Vidste du, at man sagtens kan fremstille selvmords-bombeveste som ikke fanges af metaldetektorer, men til gengæld er de kæmpestore og kan ses igennem alt?

brigitte-nielsen-in-mercenaries

På en skala fra 1 til 10 Uwe Bolls, hvor ligger Mercenaries så?

På en skala, hvor 10 er på “højde” med en Uwe Boll (Alone in the Dark, BloodRayne, Postal) film og 1 kan sidestilles med et verdensdækkende udbrud af byldepest, får Mercenaries som den anden Asylum film i streg den høje karakter af 10 ud af 10 og kan til nøds kaldes en “rigtig” film. Da dette er sket flere gange inden for det sidste års tid (Android Cop, Age of Extinction) skulle man næsten tro at The Asylum er begyndt at lave bedre film, men jeg har også set Age of Dinosaurs og kan fortælle, at det ikke er tilfældet.

På den almindelige skala ligger Mercenaries og fumler rundt i den høje ende af et-tallet, så grundet mit gode humør og lysten til at markere, at The Asylum langsomt begynder at lave ting som man med rette kan kalde film, så får Mercenaries den ekstreme karakter af 2 ud af 10. Selv om det virker som et mirakuløst spring i kvalitet for The Asylum, så er det stadig en ganske tarvelig actionfilm, men hvis man ser på firmaets historie, så er det lige før at de ville sætte det citat på coveret.

Two-Stars.png

Categories: Movies

Godzilla pic1

Film Review: Godzilla

Godzilla pic1

Filmverdens største serier uddør aldrig helt, de ligger højst i dvale, ventende på et skud energi og nyt liv. Selv hvis fejlende produktioner forsøger at give en serie det endelige dødsstød, lever de fleste hårdnakket videre.

Efter usynlige biler, tvivlsomme computereffekter og Pierce Brosnans dårlige jokes truede med at dræbe James Bond, blev serien genoplivet af Martin Campbell’s Casino Royale, Daniel Craig og en mere jordnær indgangsvinkel. Efter Joel Schumacher truede med at ligge Batman i graven med pangfarver, “bat-nipples” og horrible oneliners, blev The Dark Knight genfødt i Christopher Nolan’s dystre Batman Begins.

Selv Godzilla, en af filmverdens længst kørende og mest velkendte serier, var på dødens rand efter Roland Emmerich’s højlydte og idiotiske makværk Godzilla fra 1998. Den store øgle får nu en indsprøjtning friskt blod i form af den unge instruktør Gareth Edwards, en håndfuld gode skuespillere og en ordentlig spandfuld Hollywood-dollars, og selv om genoplivelsen måske ikke er lige så succesfuld som de ovennævnte eksempler, så rammer filmen essensen af titelkarakteren klokkerent.

Gareth Edwards debuterede med Monsters, som efter Hollywood standarter var ultra lavbudget og med hans blot anden film, har han fået fri adgang til Hollywoods enorme pengekasse og står bag en af årets største Blockbusters. Det er imponerende hvor godt han klarer overgangen og jeg respekterer producernes valg, at give en uprøvet instruktør en af de største franchises. Jeg kunne rigtig godt lide Monsters, selv om jeg udmærket kan forstå hvorfor den delte vandene, men jeg syntes det var en interessant drejning på genren. Monsters var flot lavet, udfra sit minimale budget, Edwards har et tydeligt øje for kompositionen af effektskud og de egenskaber har han succesfuldt overført videre til Godzilla.

Godzilla pic2

Effekterne er særdeles fremragende, de har en tilstedeværelse og tyngde som computereffekter ofte mister. Det er selvfølgelig ikke helt det samme som praktiske effekter og mænd i gummidragter, men computereffekterne er tro mod Godzillas originale design og ånd. Det føltes som Godzilla, hvilket næsten betyder alt og en ting som Emmerich’s Godzilla aldrig kom i nærheden af. Godzillas ikoniske (og lettere kluntede) udseende bliver holdt i live, mens der stadig er plads til at opdatere til et mere moderne og detaljeret look.

Filmen leveres i et enormt størrelses forhold og når man ser Godzilla i hele sin herlighed, er det vanvittigt imponerende og denne version fortjener i sandhed titlen som monstrenes konge. Ligeledes er filmens lyddesign ganske fremragende, det er øredøvende og larmende, men på en god og passende måde. Godzillas brøl er næsten lige så velkendt som hans navn og design, monstret er bare ikke det samme uden den lyd. Heldigvis rammer den nye film også her tonen rent og hver gang Godzilla åbner det enorme gab og brøler for sine lungers fulde kraft, så rejser samtlige nakkehår sig og det løber én koldt ned af ryggen, det er en dejlig og underlig følelse. Godzillas brøl er, sammen med “The Wilhelm Scream” og den der eksplosions-lyd som jeg aldrig kan huske hvad hedder, blandt mine absolut favorit lyde i filmverden og heldigvis skuffer 2014 versionen af Godzilla ikke på den front.

Når alt det så er sagt, så har filmen desværre også problemer på størrelse med sin titelfigur. Som det er blevet standarten for Hollywood blockbusters nu til dags, så er filmen alt for lang, hvilket tydeligst markeres ved det faktum at man først ser det elskede filmmonster cirka 50 minutter inde i filmen. Det er bare ikke godt nok, det er fuldt ud i orden at man opbygger en verden, forsøger at komme ind under huden på de menneskelige karakterer og iscenesætter historiens omdrejningspunkt, men det er ikke acceptabelt at man skal vente næsten halvdelen af filmens spilletid før man ser den vigtigste karakter. Det er en Godzilla film, man er kommet for at se Godzilla, længere er den ikke.

Godzilla pic3

Det var også et problem som mange folk havde med Monsters, måske mest af alt på grund af forfejlet markedsføring. Jeg syntes det fungerede i Monsters og jeg var faktisk interesseret hovedpersonernes rejse, men jeg kan sagtens følge folk som fandt det kedeligt eller ligegyldigt. Problemet i Godzilla er, at manuskriptet både er dumt og dovent. Karaktererne har forsvindende lidt personlighed, næsten mindre bevægegrund og befinder sig tilfældige steder, alene fordi manuskriptet kræver det. Det hjælper ikke meget, at rollelisten er fyldt med talentfulde skuespillere som Bryan Cranston (Breaking Bad), Juliette Binoche (Three Colors trilogy), David Strathairn (Good Night and Good Luck), Elizabeth Olsen (Martha Marcy May Marlene), Ken Watanabe (Batman Begins), Aaron Taylor-Johnson (Kick-Ass) og Sally Hawkins (Happy Go Lucky), hvis man giver dem intet at arbejde med.

Aaron Taylor-Johnson er ikke meget mere end et blank lærred og Ken Watanabe bevæger sig gennem hele filmen med ét enkelt måbende udtryk, på den måde han spiller videnskabsmand kunne rollen lige så være udfyldt af Steven Seagal. Bryan Cranston, Juliette Binoche og Elizabeth Olsen forsøger i det mindste, men filmen giver dem hverken nok tid eller fokus. Faktisk ville filmen være bedre, alene ved at sætte Elizabeth Olsen i hovedrollen, hun er meget bedre skuespiller og hendes kunne tilnærmelsesvis være interessant.

Det var en masse ord på begge sider af skalaen og Godzillas endelige karakter afhænger af hvordan man ser filmen. Rent som film vil den måske ikke stå til meget mere end 5 ud af 10, som en effektdreven monsterfilm underholdning kunne den godt nappe en 6’er og Godzilla film trukket igennem den store Hollywood-maskine, kunne en positiv fan måske godt fristes til at forære filmen et 7-tal.

Jeg ender nogenlunde i midten, det var en markant forbedring fra sidste gang, men desværre ikke så godt som det burde eller kunne have været… det skal dog understreges, at når Godzilla er på skærmen, så er det fantastisk.

Six-Stars.png

 

Categories: Movies

grudge-match_thumb.jpg

Battle of the Actionstars Addendum: Grudge Match

grudge match

Jeg har flere gange beklaget, hvor trættende det er se en gammel afdanket filmstjerne snuble prustene hen over skærmen i et desperat forsøg på at genvinde en forsvunden storhedstid og Grudge Match har hele tre af den slags… okay, det er ikke pænt at sige sådan om Kim Basinger, men det passer perfekt på Sylvester Stallone og Robert DeNiro. Grudge Match virker som den mest kyniske Hollywood-idé i mands minde, en producer har siddet i møde og pludselig kommet på den “geniale” idé, hvordan man kunne udnytte publikums nostalgi, men samtidig spare penge ved aldrig at bruge licenserne til de klassiske titler. Sylvester Stallone var ikonisk bokser i Rocky filmene og Robert DeNiro var ikonisk bokser i Raging Bull, så gennem et tykt lag filmhistorie kunne en kamp mellem de to være et episk tankeeksperiment af hvem ville vinde… men hvad nu hvis, de begge var blevet gamle, pensioneret og ude af form, det ville jo være hyle skægt! Selve idéen er et eksempel på det værste af hvad Hollywood har at byde på og de producere som er skyld i filmens eksistens, kan tage deres kulsorte sjæle og brænde op i helvede.

Når alt det er sagt, så blev jeg faktisk overrasket over Grudge Match. Før jeg så filmen, var den eneste overraskelse, at nogen ren faktisk havde fået penge for at lave filmens plakat som uden tvivl er blandt de mest afskyelige i lang tid. Da jeg så filmen, var der en håndfuld helt andre overraskelser.

grudge match pic 1

Først og fremmest, så er filmen ikke blandt de værste film nogensinde, faktisk er den ikke engang blandt årets dårligste film. For det andet, så kan Stallone faktisk slappe af, hvilket man ikke skulle tro efter mange af hans sidste film. For det tredje, så grinte jeg mere end de nul gange som jeg havde regnet med, dog er 2 gange ikke specielt imponerende. For det fjerde, så leverer den rædselsfulde skuespiller Jai Courtney (A Good Day to Die Hard, I Frankenstein) filmens bedste præstation og sidst, men ikke mindst, så er Jai Courtney faktisk slet ikke med i filmen.

Angående den første overraskelse, så betyder det på ingen måde, at det er en god film. Det var måske på grund af mine meget lave forventninger, men som ligegyldig underholdning klarede den sig okay. Det er stadig en yderst klichéfyldt og dum affære, men i modsætning af mange af de andre film under denne Battle of the Actionstars, så hadede jeg hvert eneste sekund af filmens spilletid. Hvis det lyder som et halvhjertet kompliment, så er det nok fordi det er præcis hvad det er, men efter et hurtigt gennemsyn af andre folks meninger om Grudge Match, så må Stallone og DeNiro tag hvad de kan få.

Grudge Match pic 2

Jeg har flere gange i den seneste tid, kaldt Stallone en sur gammel mand og at hans selvhøjtidelige seriøsitet har trukket mange film ned i sølet, men den første gang man ser ham i Grudge Match fortæller han faktisk en joke, det er ganske vist ikke en sjov joke, men det er stadig underligt befriende at se Stallone have det lidt sjovt med en rolle og ikke bare være gnaven. Det virker nok lidt mærkeligt, at jeg omtaler Jai Courtney en masse gange i en anmeldelse af en film, hvor han slet ikke er med, men jeg sad bogstaveligt talt gennem hele filmen overrasket og imponeret over hans skuespil, blot for at finde ud af at det slet ikke var Jai Courtney men derimod Jon Bernthal (Snitch, Walking Dead, Wolf of Wall Street). Ligheden er slående og det er samtidig det pæneste der nogensinde er sagt om Jai Courtney.

Grudge Match er ikke en god film på nogen måde, men den er heller ikke helt slem. Se det er et “box-quote” der vil noget, I kan bare citere mig så meget I vil, filmstudier!

Four Stars

Categories: Movies

tom yum goong 2

Battle of the Actionstars Addendum: Tom Yum Goong 2

tom yum goong 2

Det velkendte udtryk “taking the high/low road” blev ved med at hænge i mine tanker, efter jeg havde set Tony Jaas nyeste actionbrag Tom Yum Goong 2 (a.k.a. The Protector 2). Idéen om at der er en rigtig og en forkert måde at gøre ting.

Prachya Pinkaew og Tony Jaa var med til at starte en bølge af moderne kung fu film med Ong Bak og Tom Yum Goong. Det var brutalt, in-your-face og vanvittig imponerende action som efterlod seeren lamslået og ude af stand til at forstå, hvordan der ikke døde stuntmænd til højre og venstre med nogle af de sindssyge ting de udførte foran kameraet. Der var ikke nogen hurtige MTV klip for at skjule en manglende impact, der var ikke wire-træk i alt hvad der skulle bevæge sig og jeg er forholdsvis sikker på, at de bare ramte hinanden rigtigt for at det skulle se mere virkeligt ud. Den tradition videreførte Gareth Evans og Iko Uwais i The Raid og det blev modtaget med glæde af hungrende actionfans som for længst er blevet træt af, at enhver kamp bliver søbet ind i computereffekter. Filmene blev hurtigt populære, var en succes verden over og med succes følger der ofte penge. Det store spørgsmål er så, hvad man gør med den ekstra kapital.

Det skal siges, at jeg endnu ikke har set The Raid 2. Jeg nåede ikke at fange den på CPH PIX og jeg må vente utålmodigt nogle måneder endnu, men udfra traileren, hvad jeg har læst online og behind the scenes optagelser føler jeg mig sikker i denne sammenligning. Sat på en spids, så skal The Raid 2 ikke gøre ret meget mere end én ting rigtigt for at klare sig bedre end Tom Yum Goong 2. Det tyder på, at Gareth Evans har brugt det budget til at udvide filmens kanvas, åbne nye muligheder og gøre filmens action endnu mere episk end dens forgænger. I stærk kontrast, virker det som om den eneste tanke i Prachya Pinkaews hoved ved synet af flere penge er, at nu kan de lave det hele på computer.

TYG2

På intet tidspunkt i Tom Yum Goong 2 har folkene bag truffet det rigtige valg. Det virker som om, at de aldrig har forstået hvad der gjorde de andre film populære, fascinerende og succesfulde. Mens jeg værdsætter at et øget budget har åbnet op for kreativiteten og tilladt scener som de ikke kunne lave før, så kommer man til en film som Tom Yum Goong 2 for at se hård, brutal action og bestemt ikke for computerskabte stuntmænd, som man får rigeligt af i amerikanske blockbusters. Det burde være fantastisk, endelig at få Tony Jaa og JeeJa Yanin side om side, men i stedet er det næsten umuligt at finde en scene som ikke er ødelagt af en akavet comuptereffekt, overflødige wire-træk eller en malplaceret joke. JeeJa Yanin klarer sig bedre end Tony Jaa i filmen, måske alene af den grund at hun er mindre med og derfor er mindre tid til computereffekter.

Tom Yum Goong 2 er en frustrerende, grim og ganske forfærdelig film. Det er et klokkerent eksempel på, at der er forkerte måder at gøre ting på og hvis man ikke forstår hvorfor man er succesfuld, så er det svært at fortsætte ned af den vej. Som en lille sidenote, så har RZA sneget sig ind i endnu en actionfilm og jeg har endnu ikke forstået hvem der syntes dette er en god idé. Her stener han sig vej gennem sine replikker i en sådan grad, at jeg faktisk tror at selv Steven Seagal kunne give karakteren mere udtryk.

Two-Stars.png

Categories: Movies

Escape Plan Review

Film Review: Escape Plan

Escape Plan Review

Det er en mærkelig verden vi lever i. Internettets økonomi påvirkes af fiktive penge, Blockbuster ændre navn til det noget mindre velklingende Recycle-It, Mario og Sonic står side om side ved de olympiske lege og Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone deler overskrifter på filmplakater. Det forekommer fuldstændig unaturligt og det var meget nemmere at forholde sig til i de gode gamle dage. Dengang at jeg var knægt kunne man købe slik for et nærmest symbolsk ørebeløb, Mario og Sonic var maskotter for hver deres konsol og i den lokale videobutik konkurrerede Schwarzenegger og Stallone som de største actionfilm. Det var tider og det virker så uendelig langt væk nu.

Sylvester Stallone er selvfølgelig Mario og Arnold Schwarzenegger er Sonic i denne sammenligning. Hvis man ser bort fra det åbenlyse link mellem den italienske vvs-mand Mario Mario og Sylvester “The Italian Stallion” Stallone, så var Mario altid den teknisk bedste og mest velfungerende af de to maskotter, og Stallone har gennem sin karriere udvist større evner som skuespiller af de to muskelbundter med film First Blood, Rocky og Cop Land. Sonic the Hedgehog var altid den mest imponerende og teknologisk udviklede af de to og Schwarzenegger har udbygget sin karriere med storslåede actionfilm, fyldt til randen med pyroteknik og flotte effekter, specielt i film som Terminator, Predator og True Lies. Anyways, jeg burde vel snakke lidt om den film som anmeldelsen omhandler, i stedet for en forgangen og fortabt tid. Nu hvor Schwarzenegger og Stallone står side om side, kunne det jo være en kombination af deres stærkeste sider og derved være en særdeles fremragende film… det er så desværre ikke tilfældet.

Escape Plan pic 1

Escape Plan (eller filmen tidligere kendt under titlen The Tomb) er på alle måder en typisk direkte-til-dvd b-film, der af en eller anden årsag har tiltrukket sig nogle store navne. Dette understeges yderligere når man kaster et blik på rollelisten og finder folk som Vinnie Jones og Curtis “50 Cent” Jackson. Jeg er faktisk forholdsvis sikker på at hvis man kigger under fængselsvagternes masker, så finder man sikkert både Danny Trejo og Michael Madsen, da det nærmest er blevet vanen at hvis én medvirker i en film, så skal de alle være med.

Ligheden mellem Escape Plan og film med wrestlere og/eller Steven Seagal på rollen understreges endnu mere ved den komplet ulogiske historie som er fyldt med plothuller og et ganske tamt manuskript. Der er simpelthen ikke meget at komme efter, men actionfilm behøver selvfølgelig hverken at være intelligente eller originale for at underholde og som udgangspunkt kunne Escape Plan sagtens have været et par timers godt selskab.

Escape Plan pic 2

De fleste af skuespillerne har det sjovt med deres roller og får det bedste ud af det lunkne materiale. Arnold Schwarzenegger spiller med et konstant kækt smil på læben og han får endda lov til at tale tysk, Jim Caviezel nyder åbenlyst at være så modbyde som muligt og Vincent D’Onofrio er som altid fornøjelig. Filmens helt store problem, udover at være en ret så ligegyldig b-film, er Sylvester Stallone og hans malplacerede selvhøjtidelighed. Stallone tager sig selv så skide alvorligt og surmuler hele vejen igennem, det passer slet ind i en så useriøs film og det bliver altså kedeligt at se på i længden. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at selv 50 Cent er bedre i filmen end Stallone… ja, du læste rigtigt og det lyder latterligt, men jeg mener det.

Four-Stars.png

Categories: Movies