Tag : anti-hollywood

Xiii-drug-war.png

XIII: Best Non-American Movie

Xiii drug war

Runners Up: Jagten, Welcome to the Punch, The World’s End og The Grandmaster

2013 var helt foruden en Anti-Hollywood uge, jeg agter at sørge for at 2014 ikke lider den samme skæbne så snart jeg er færdig med at se tilbage, men det betød at det var svært at finde værdige kandidater til denne kategori. Den danske filmindustri gjorde sig godt bemærket, for en gangs skyld, med Jagten. Stærke præstationer fra James McAvoy og Mark Strong ledte an for Welcome to the Punch, Edgar Wright afsluttede “Three Flavours Cornetto”-trilogien på fremragende vis med The World’s End og hårdtslående kung fu blev kombineret med romantik i The Grandmaster.

Johnni To har lavet mange gode actionfilm, men måske overgik han sig selv i 2013. I Drug War spænder To en intens politithriller til et uimodståeligt nervepirrende bristepunkt. Det er måske ikke hans mest originale film, men det er bare så veludført og det er eddermame spændende at se på.

Categories: Movies

2012: Non-American Movie

Best Non-American 2012

Runners-Up: I Saw the Devil, Extreterrestre, The Raid og Kill list

Vanen tro, var der masser af fremragende film produceret udenfor Hollywood, så mange at det faktisk var svært at begrænse udvalget til blot de fem som bliver nævnt her. Sydkorea markerede endnu engang, med Kim Jee-Woon’s I Saw the Devil, at de er blandt de absolut bedste indenfor stærke hævnhistorier som bliver hos én længe efter filmen er slut. Nacho Vigalondo (Los Cronocrímenes) brugte igen en interessant science fiction vinkel til at fortælle en gribende menneskelig historie. Ben Wheatley’s forskruede og uforudsigelige thriller, Kill List, efterlod seeren på kanten af sædet og der er sagt mange positive ord om The Raid her på siden, så jeg nøjes bare med at understrege at den er freaking awesome.

Michel Hazanavicius, Jean Dujardin og Bérénice Bejo arbejdede sammen på OSS 117, en kærlig parodi på de gamle agentfilm fra 60’erne som høstede titlen som bedste komedie for nogle år siden, her på siden. De første denne kærlighed til en forgangen tid i filmhistorien videre i The Artist, et loveletter til simplere tider hvor film havde mere til fælles med teater. En smuk sort-hvid hyldest til stumfilm, musicals og filmindustriens spæde begyndelse.

Categories: Movies

From Hell & Back: The AHW Afterparty 4

America Hell Yeah and Stuff

act_of_valorghost_rider_spirit_of_vengeance_ver2john_carter

5 Stars  6 Stars  6 Stars

Act of Valor er lidt et levn fra en forgangen tid, et stykke rendyrket propaganda, en film lavet alene for at rekrutere unge til det amerikanske militær. Det er ikke meget mere end et ækelt reklamespot, forklædt som en biograffilm. De har endda gået så langt, at sætte rigtige soldater i front, i et forsøg på at give deres terrorist-jagt mere realisme og det mislykkedes fuldstændigt. Men når det nu er så smagløst det hele, hvorfor her jeg så en overvældende lyst til at melde mig frivilligt til de amerikanske tropper?

De amerikanske soldater kan end ikke forveksels med revyskuespillere, for at sige det pænt, det er endda så slemt at de bliver udspillet i hver eneste scene af terroristerne, som der af gode grunde spilles af reelle skuespillere. Jeg er ikke helt sikker på, om det tælles som en sejr til de onde, men det er forfærdeligt at se på. Historien er lige så simpel og tåbelige. Hvordan kan filmen så snige sig op på de fem stjerner som jeg givet den? Det så mest fordi, at så snart der bliver råbt “oscar mike", så er det en veludført og jævnt badass actionfilm (plus, jeg får penge fra det amerikanske militær for at skrive positive ord om filmen). Hvis man er i humøret til rendyrket action og husker at trække stikket til hjernen ud, så er Act of Valor faktisk en overraskende underholdende film.

Act-Of-Valor

Den første Ghost Rider filmatisering, som man kan læse min anmeldelse af her, var ganske elendig og efterfølgeren er heller ikke, hvad man kan kalde en god film. Det var advarsel nummer 1. Hvis man ikke deler min forkærlighed for Nicolas “CrazyCage” Coppolla, så kan man roligt trække 2 eller måske endda 3 stjerner fra den ovenstående karakter. Det var advarsel nummer 2.

Hvis man ikke kan klare disse to advarsler, bør man ikke læse videre, men hvis man stadig er med, så må jeg sige at jeg var vældig underholdt af Ghost Rider: Spirit of Vengeance. Den nyeste film om manden med det brændende kranie, er praktisk talt to forskellige film. Den ene film er et nærmest pinlig okkult drama om en lille dreng, der tilfældigvis er satans yngel. Den anden film er tilgengæld en totalt overgearet actionfilm med fantastiske special effects, instrueret af Neveldine/Taylor skaberne af Crank og fyldt med skuespillere, der har intet imod at overspille alt hvad remmer og tøj kan holde. Nic Cage står selvfølgelig i spidsen og han er hilarious, men Idris Elba, Ciaran Hinds og en skaldet Christopher Lambert er også med på løjerne. Hvis man så bare nøjes med den ene film, så havde jeg været ovenud lykkelig, men desværre hænger de sammen. Det er en skam, men det giver én tid til at tjekke nettet, lave en sandwich eller vaske tøj i de scener som indeholder hverken action, mænd der brænder eller Nicolas Cage.

2012 skulle være det helt store breakout år for Taylor Kitsch, lige som det var intentionen med Sam Worthington i 2009 (Avatar, Clash of the Titans og Terminator 4). Den forholdsvis ukendte skuespiller, han havde tidligere været med i tv-serien Friday Night Lights og spillede Gambit i X-Men Origins: Wolverine, stod lige pludselig med centrale roller i 3 Hollywood storfilm. Der var filmen baseret på Hasbro’s kendte spil Sænke Slagskig, Battleship, så det var vel ikke den store overraskelse, da den film fejlede fælt. Film nummer 2 var Savages, Oliver Stones desperate forsøg på at genfinde noget af vildskaben fra hans tidligere film, det mislykkedes og kan nemt betegnes som den dårligste film på hans CV. Den tredje film var, med flere hundrede millioner dollars fra Disney i ryggen, filmatiseringen af John Carter of Mars. Filmen tjente ingen penge og er en af de største fiaskoer nogensinde, hvilket er lidt af en skam for, hvis man ser bort fra Taylor Kitsch, så er John Carter faktisk ganske udmærket. Den er fyldt med flotte effekter, eventyr og gode skuespillere (så som Bryan Cranston (Breaking Bad), Dominic West (The Wire), Willem Dafoe, Thomas Haden Church, Mark Strong, Ciaran Hinds og Samantha Morton). Men en film bliver næsten altid bygget rundt om sin hovedperson og Taylor Kitsch er totalt intetsigende og blank i rollen som John Carter. Præcis lige som med Sam Worthington, så prøver studierne med vold og magt at gøre Kitsch til en stjerne, men det virker bare ikke. Det er muligt, at han er en nydelig ung mand, men han besidder bare ikke skyggen af talent.

john-carter-mars1

Categories: Movies

From Hell & Back: The AHW Afterparty 3

America Hell Yeah and Stuff

abraham_lincoln_vampire_hunterdredd_ver2looper_ver5

3 Stars7 Stars8 Stars

Mens denne afterparty skifter fra hele verdens filmindustri, tilbage til Hollywood, bibeholdes sjælen fra Anti-Hollywood ugen. Alle de omtalte film, beskriver nogle af de ting der er galt med filmbyen. Det er ikke nødvendigvis en kommentar om kvaliteten, flere af filmene er endda gode, men de har alle den bagage, at være produceret med et nærmest altødelæggende fokus på økonomi. Hollywood er en indespærret lille landsby bestyret alene af pengegriske gnomer og det er sjældent fordelagtigt for det færdige produkt.

Abraham Lincoln: Vampire Hunter er indbegrebet af alle ting, der er galt med Hollywood. Det er en interessant high concept idé, der aldrig bliver udnyttet til sit fulde potentiale. Det er en kreativ instruktør, hvis vision bliver kvalt af en producers dumme beslutninger. Det er spændende action-setpieces, der bliver druknet af elendige computereffekter. Det er endnu en bunke materiale, der er destrueret i klipperummet. Det er gode skuespillere, der bliver spildt fuldstændigt. Abraham Lincoln: Vampire Hunter er en fiasko på alle tænkelige måder og det er synd, fordi instruktøren Timur Bekmambetov (Night Watch, Wanted) har vist at han sagtens kan håndtere over-the-top action. Hver eneste actionscene har en potentielt interessant og frisk setup, men de bliver alle ødelagt af afskyelige computereffekter, fælles for dem alle er, at de kunne ha været fantastiske hvis de var blevet tonet lidt ned og udført rigtigt. Det er også en skam, nu når man endelig får lov til at nyde den undervurderede Rufus Sewell i en større rolle, at det så er i sådan en forfærdelig film.

Vampire-Hunter_03

Det var en ny begyndelse for den dystre fremtidsverden og dens vogter, Judge Dredd, men den nye film havde næsten alt imod sig fra starten. En stor del af det potentielle publikum, kunne tilsyneladende stadig huske den rædselsfulde Sylvester Stallone version og blev derfor væk fra biograferne. Folkene bag Dredd kunne, med desperation i øjnene, se på mens The Raid høstede ros verden over, den film har næsten det samme setup og dens actionsekvenser er overlegen på alle tænkelige punkter. Dredd er også en svær film at sælge til det almindelige publikum, da man aldrig ser hovedpersonens ansigt og det er en meget dyster og kold film, der på intet tidspunkt tyer til humor for at lette stemningen. Det er synd, for hvis man giver filmen en chance, så er det faktisk en ganske habil actionfilm. Karl Urban gør det godt som den surmulende og følelseskolde Judge Dredd og Olivia Thirlby giver en interessant kontrast som den tilsyneladende skrøbelige rekrut. Actionscenerne er fantastisk filmet og for en gangs skyld, bliver slowmotion brugt på en effektiv og kreativ måde. Alle dem som deler min forkærlighed for science fiction, action og “the good old ultra violence” skylder sig selv at se Dredd, den fortjener en smule anerkendelse.

Dredd_3d1

Rian Johnson er en af de mest interessante nye instruktører, hans stil og intelligente humor har været et frisk pust de sidste år. Han har tidligere givet os den sublime neo-noir Brick og den underholdende conman komedie The Brothers Bloom og nu er han så tilbage med den fremragende science fiction film Looper med Bruce Willis, Joseph Gordon-Levitt og Emily Blunt. Hvis det alt sammen er så godt, hvordan passer den så ind i Hollywoods problemer, kunne man spørge. Looper er det nyeste eksempel på filmstudiernes forkerte markedsføring. Traileren til Looper sælger filmen som en high-octane sci-fi actionfilm, hvor Bruce Willis stormer rundt med et automatvåben i halvdelen af scenerne, men det er på ingen måde hvad filmen er. Looper er et karakterdreven drama med en emotionel kerne, der aldrig bliver så meget som antydet i traileren, pakket ind i en gennemtænkt og til tider, actionfyldt tidsrejse-historie. Looper er også fyldt med fremragende præstationer, velfungerende actionsekvenser og en fantastisk hjernevrider af en historie. Joseph Gordon-Levitt leverer varen som en ung Bruce Willis, selv om hans make-up af og til er en anelse distraherende. Støt Rian Johnson og Looper, vi skal alle være lykkelige for, at det kan lade sig gøre at få anderledes og intelligent science fiction ud af Hollywood.

looper-movie-joseph-gordon-levitt-paul-dano

Categories: Movies

From Hell & Back: The AHW Afterparty 2

America Hell Yeah and Stuff

extraterrestrejuan_de_los_muertoschocolate poster

8 Stars  7 Stars   6 Stars

Nu skal det jo ikke være dystre og modbydelige billeder alle sammen, så de tre næste film havde en noget lettere tone og fælles for dem alle, så havde de et lille atypisk twist på deres grundsetup.

Nacho Vigalando’s Timecrimes var en af mine favoritter fra den første anti-hollywood uge og det var meningen, at Hr. Nacho igen skulle være en vigtig del af den nyste uge. Det lykkedes dog ikke helt, men det betyder ikke at filmen skal helt forbigåes. Vigalando’s nyeste film, Extraterrestrial, sætter en gruppe af naboer imod hinanden og invaderende rumvæsner. Det er ihvertfald hvad der står i beskrivelsen, det er i midlertid ikke den film man får. Extraterrestrial er et romantisk trekantsdrama, der udspiller sig under en invasion fra rummet. Normalt ville sådan et skift skuffe mig fælt, men Vigalando leverer charmerende karakterer, finurlig humor og så er det sat imod en interessant science fiction baggrund, det er win-win for alle parter.

Derefter gik turen til de cubanske slumkvartere, hvor kampen mod fattigdommen tager hårdt på beboerne. Som om det ikke skulle være nok, så bliver den daglige jagt på indtjening kompliceret yderligere da Cuba bliver invaderet af uendelige zombiehorder. Den arbejdsløse Juan øjner muligheden for nogle lettjente penge og starter firmaet Juan of the Dead, som billigt tilbyder at gøre det af med folks familiemedlemer, hvis de bliver forvandlet til zombier. Det er en anderledes tilgangsvinkel på det ellers klichéfyldte zombie-halløj og den cubanske humor giver genren et frisk pust. Filmen får ikke lov til at udvikle sig, så meget som man kunne håbe, men zombieinvasionen er underholdende så længe den står på.

Prachya Pinkaew, instruktøren bag Tony Jaa’s Ong Bak og Tom Yum Goong, forsøger at sprøjte mere karakter og historie i den simple slå-på-tæven genre, med løs succes. Chocolate handler om den autistiske pige, Zen, som forsøger at betale for hendes mors sygehusophold ved, at tæve kriminelle med slevlært kung-fu. Skuespillet er betemt ikke noget at råbe hurra for, men JeeJaa Yanin er fremragende, det skjuler desværre ikke at filmen er blevet maltrakteret af producerne. Oprindeligt var det meningen, at Zen skulle lære kampsportens kunst ved at se film med blandt andre Jackie Chan, Donnie Yen og Tony Jaa, med specifikke slåskampe dedikeret til disse actionstjerner. På grund af lincensproblemer, kunne dette ikke lade sig gøre, filmen måtte klippes om og Chocolate ender som en uimponerende og lettere kedelig fornøjelse. Det er fuldstændigt uforståligt, da det kun ville have været god reklame og en kærlig hyldest til klassiske kung-fu film, men det står bare som endnu et eksempel på rettigheders dræbende magt.

Det var så de film som ikke nåede med til Anti-Hollywood ugen og jeg vender snarligt tilbage med de Hollywood-film, som ikke nåede på siden, mens jeg havde travlt med at snakke om alverdens andre film.

chocolate_006

Categories: Movies

From Hell & Back: The AHW Afterparty

America Hell Yeah and Stuff

Det tog mig et utal af måneder, inden jeg langt om længe fik sparket den anden Anti-Hollywood uge igang her på siden og da det endelig var begyndt, blev arragementet endda forlænget til hele 2 uger. Dog blev det meste af tiden brugt på at se dårlige film fra alverdens lande og der sneg sig meget få reelt gode film ind. Hvad fanden ligner det, er det ikke mening at man skal fejre alle de fantastiske film, der bliver lavet udenfor Hollywood?

Hele idéen med Anti-Hollywood ugen, er at komme lidt væk fra Hollywoods klichéer, genindspilninger og dumme actionfilm. Derudover at se hvad der sker på filmfronten rundt omkring i verden og hvad Hollywood kunne tage ved lære af. I år begik jeg dog den fejl, at forsøge at se nogle flere danske film, hvilket aldrig er en god idé og det var med til at trække karakter-gennemsnittet gevaldigt ned. Der var også nogle film, som jeg havde set frem til, som endte med at skuffe fælt. Jeg fik dog anmeldt fantastiske ting så som Gareth Evans’ The Raid og spillet Tokyo Jungle.

Da jeg endelig havde sat det udenlandske filmseeri igang, så kunne jeg ikke rigtig stoppe igen og der er efterfølgende blevet set flere film som desværre ikke nåede at komme med under arragementet, men de fortjener omtale, da flere af dem er ganske fremragende. Samtidig blev der også set nogle Hollywood-film, der af den ene eller anden grund, heller ikke fik nogle omtale, så de kommer i en senere del af denne såkaldte afterparty. From Hell & Back: The Anti-Hollywood Afterparty kommer i 5 afsnit i løbet af denne uge.

KillList_postermartyrs posterI saw the devil poster

9 Stars 9 Stars  9 Stars

Den første af de film, der desværre ikke nåede med i den regulære Anti-Hollywood uge, var den meget hypede thriller, Kill List. Ben Wheatley’s anden film (efter Down Terrace [8/10]) er blevet rost til skyerne af alverdens kritikere og fandt sig vej til mange af deres top 10 lister sidste år. Al den roser fuldt fortjent og Kill List er også en ganske fremragende film, men jeg har stadig svært ved at anbefale den. Kill List er en meget besynderlig film, der er med garanti mange som ikke vil forstå den og/eller hade den, men til dem som tager med på denne atypiske lejemorder fortælling, venter der sig en helt særlig oplevelse. Ben Wheatley skruer ubamhjertelig op for intensiteten hvert eneste minut af filmen og tillader på intet tidspunkt, så meget som et lille pusterum. Sjældent, i mine lange karriere som filmelsker, har jeg været så anspændt under en film. Det var en yderst ubehagelig følelse, det var fantastisk og slutningen sætter blot flere ar på sjælen.

Efter de mentale ar efterladt af Ben Wheatley’s forskruede hjerne, søgte jeg tilflugt i armene på Pascal Laugier og to smukke kvinder i den franske Martyrs. Det var intet mindre end den dårligste idé nogensinde. Det var en pænt dårlig idé, da jeg tilfældigt trak en falsk pistol i en bank. Det var en dårlig idé, dengang jeg glemte cyanid-pillen i min kindtand og meldte mig til en “all-you-can-eat” bacon-snacks konkurrence. Det var også en dårlig idé, da jeg gik igennem den rebelske fase i min ungdom, i det at jeg blev opdraget af ulve, men alle disse idéer virker geniale i forhold til at opsøge en krammer fra en stjernepsykopat som Pascal Laugier. Jeg har aldrig følt mig så beskidt, knækket og nedbrudt som menneske, efter en film, som jeg gjorde da det sidste modbydlige billede af Martyrs havde kørt over skærmen. Efter min hjerne endelig kom tilbage på ret køl igen, funderede jeg over om nogen film rent faktisk er den ubehagelige følelse værd og om jeg burde hade Pascal Laugier for at trække mig igennem sådan en oplevelse. Jeg kom til den konklusion, at det var det hele værd, fordi filmen forsøgte faktisk at fortælle noget interessant. Det er dog ikke en film som jeg vil anbefale til nogen, med mindre at man er specielt stærk i troen på sig selv og personligt, vil jeg hellere se Irrevisible 10 gange i træk end jeg vil se Martyrs igen. Det vælger jeg at tage som et markant tegn på, at filmen virkede.

Efter det, havde jeg opgivet at få det godt igen, så jeg fodrede ubehagen i stedet. Derfor fik jeg langt om længe set Kim Jee-Woon’s (The Good, The Bad & The Weird, Tale of Two Sisters) seriemorder thriller I Saw the Devil. Filmen er en del af strømmen af effektive og skræmmende asiatiske hævnfilm og efter min mening er den helt oppe og konkurrere med de bedste (Oldboy, Sympathy for Mr. Vengeance, Memories of Murder). Det starter simpelt nok ud, en politimands jagt på en morder, men det eskalerer hurtigt og ender nærmest i en konkurrence om, hvem der er det ondeste og mest modbydelige menneske. Lee Byung-Hun (The Good, The Bad, The Weird) og Choi Min-Sik (Oldboy) spiller begge helt igennem fantastisk og filmen er lige så brutal som man kunne håbe/frygte. I Saw the Devil markerer også den første gang siden jeg var en lille dreng, at en film har tvunget mig til at se væk fra skærmen, desværre var der stadig lyd på så min hjerne indsatte høfligt det billede som jeg prøvede at undgå. Tak skal du have, nu har jeg varrige mén.

Martyrs pic

Det var en hård omgang og jeg lover, at de næste film er noget lettere at håndtere. Som sagt, vil jeg ikke rigtig anbefale nogen af filmene, men hvis man tør at give dem et forsøg, så er det 3 sublime filmoplevelser.

Categories: Movies

Anti-Hollywood Week: Serbuan Maut

raid wide copy

Raid PosterIndonesien1Instrueret af Gareth Evans

Skrevet af Gareth Evans

Med Iko Uwais, Joe Taslim, Doni Alamsyah, Yayan Ruhian og Ray Sahetapy

2011  Action / Martial Arts  101 min.

Antallet af actionfilm som man gennem tiderne fordøjer, er ofte højere end alle de andre genrer, selv for den gennemsnitlige filmseer, men det er især gældende her på siden. Jeg har set rigtig, rigtig mange af slagsen og der skal efterhånden meget til at overraske mig. De historier der bliver fortalt i actionfilm er ofte minimale, men det stopper ikke Hollywoods manuskriptforfattere i at komplicere dem unødigt og derved trække en actionfilms livsvigtige tempo ned. De store action-setpieces er næsten altid set eller andet sted før og det er yderst sjældent, at man oplever den fascination som man følte første gang man eksempelvis så Trinity’s bullettime flyvespark i The Matrix eller ved Jackie Chans flydende beruselse i The Legend of the Drunken Master.

Det ser også ud til at blive værre og værre i de amerikanske actionfilm, hvor hvad der skulle være adrenalinpumpende stunts bliver druknet i computereffekter, hvor det tilsyneladende ikke længere er tilladt at sætte ild til et par hundrede liter benzin for at få en ordentlig eksplosion og hvor enhver kampscene bliver maltrakteret i klipperummet, indtil det praktisk talt er umuligt at tyde hvad fanden der foregår. Der bliver med andre ord, bare ikke lavet ret mange gode actionfilm mere, men hvis man leder lidt, så er der heldigvis stadig undtagelser og det er her, at Gareth Evans’ The Raid kommer ind.

Raid pic

En lille deling politimænd stormer en afsidesliggende boligblok, for at bekæmpe den herboende kriminalitet. Planen går ikke helt som forventet og pludselig er de indespærret og jagtet vildt. Heldigvis har et par stykker af dem passet deres kung-fu træning og de giver ikke op så let.

The Raid markerer starten på en forhåbentlig lang dominans periode i asiatisk action af den nye dynamiske instruktør-voldsmand duo, Gareth Evans og Iko Uwais. Vi har tidligere nydt godt af produktionen fra andre duoer så som Tony Jaa/Prachya Pinkaew (Ong-Bak, Tom Yum Goong), Donnie Yen/Wilson Yip (Ip Man, Flash Point), Jackie Chan/Jackie Chan (Police Story, Armor of God) og Chow Yun-Fat/John Woo (The Killer, A Better Tomorrow). Mit håb er, at vi får masser af fantastiske actionfilm ud af samarbejdet Gareth Evans/Iko Uwais, men under alle omstændigheder starter de ud på det bedst mulige grundlag. Makkerparret har tidligere lavet filmen Merantau, men det virkede mest af alt som en træningsbane for fremtidige idéer og har blot et fåtal af kampscener af værdi. The Raid derimod hæver sig ikke blot over sit simple koncept, de tekniske begrænsninger og det minimale budget, nej filmen hæver sig også et godt stykke over de fleste andre actionfilm fra den sidste håndfuld år.

Raid pic 2

Som “slå-på-tæven”-film, er det svært at sætte en finger på The Raid. Den ene overvældende brutale actionscene får ikke lov til at stå længe, inden den bliver overgået af en endnu mere brutal en af slags og det bliver udført med en intensitet som ofte efterlader seeren måbende på kanten af sædet. Filmens struktur minder meget om et computerspil, hver etage (eller bane, hvis man vil, i denne løse sammenligning) byder på nye udfordringer og en ny stil, inden man står overfor slutbossen på øverste etage. Dette er ikke en negativ ting, The Raid forsøger ikke at være kunst på et højere niveau, den forsøger blot at tæve folk i fjæset et utal af gange og det gør den til topkarakter. Iko Uwais og de andre øverst på rollelisten, besidder et gudgiven talent for at destruere enhver umiddelbar modstand, hvad enten det betyder at smadre et kranie mod en mur, plante en dolk solidt i den nærmeste knæskal, vise hvordan man ikke skal bruge en åben dør eller blot give en uheldig håndlanger et velplaceret cirkelspark på siden af hovedet.

Det er faktisk ikke det eneste, selvom det måske er det vigtigste, men jeg er af den mening at de fem øverst på rollelisten giver overraskende gode præstationer med små detaljer og nuancer i deres karakterer som er med til at drive historien videre. Misforstå mig ikke, det er bestemt ikke Oscar-værdigt skuespil, men det bidrager filmen med en resonans som ligger i kontrast til det antal af folk, som har anklaget filmen for at være for overfladisk og tom.

Raid pic 3

Kameraarbejdet i The Raid er energisk, flydende og der bliver skam også klippet temmelig hurtigt, men i modsætning til actionfilmene fra Hollywood, så kan man hele tiden se hvad der foregår og det er fryd for øjnene. Til den vestlige udgivelse har filmen fået et nyt score, en ting som næsten aldrig er en god idé, men Mike Shinoda fra Linkin Park har produceret et elektronisk lydbillede som ligger en perfekt baggrund til de mange slåskampe. Som en sidste ting, så jeg og tænkte mens så filmen for anden gang, jeg kan ikke komme på en actionfilm der har bedre stedsans, ikke siden den originale Die Hard. Man har en fornemmelse for hvor alting er og det er en værdi som er yderst sjælden i actionfilm, nu til dags.

Hvis det ikke er tydeligt på dette tidspunkt, at jeg elskede The Raid, så tror jeg at du har læst anmeldelsen forkert og i stedet for at gå tilbage for at forsøge igen, ville jeg hellere se at man fremskaffet filmen med det samme og sparer læse-egenskaberne til underteksterne.

9 Stars

Hvad kan man lære af det pågældende land? Hvis man samler alle de kriminelle i boligblokke, kan politiet bare ignorere dem… vent, har vi ikke også det i Danmark, er det ikke hvad Voldsmose er?

Hvad kan Hollywood lære? Man kommer endnu engang tilbage til, at hvis man vil have at det ligner at helten sparker en badguy i hovedet, så er det altså nemmere bare at sparke stuntmanden i hovedet i virkeligheden.

Categories: Movies

Anti-Hollywood Week: Tokyo Jungle

tokyo jungle anti

Tokyo Jungle CoverJapan Flag

1-2 players Stealth / Survival / Rogue-like

Udviklet af SCE JAPANStudio / Crispy’s.

Udgivet af Sony Computer Entertainment

Ude på Playstation Network til 99,95 kroner. (79,96 for Plus)

Jeg ved godt, at det måske virker mærkeligt, at der pludselig sniger sig et computerspil ind i denne uge, hvis formål er at hylle film fra hele verden. Men selv med alle de underlige japanske film, som jeg har omtalt i de seneste uger, så ville Playstation Network spillet Tokyo Jungle høste en guldmedalje, hvis der blev afholdt mesterskaber i at være mest japansk (¤ og hvorfor bliver disse mesterskaber ikke afholdt, er det noget som jeg skal starte, hvad fanden sker der?). Det passer perfekt ind i temaet og skiller sig faktisk mere ud fra normen, end de fleste af de film man finder herunder.

Menneskene har ødelagt jorden, som de har de med at gøre og det har endeligt bidt dem i halen og har udryddet hele flokken. Verden ligger øde og det bliver en hård kamp for dominans. 10 år efter menneskelighedens forfald stiger rovdyr, såvel som husdyr, op af fødekæden og alle bliver nød til at forsvare deres eksistens med næb og klør. Så territoriet er kridtet op og kampen for overlevelse kan begynde.

Tokyo Jungle pic 4

Tokyo Jungle er meget svært at sætte i bås, alene på grund af det faktum, at jeg ikke mener at “post-apokalyptisk-animal-freedom-stealth-survival-horror” er en reel genre. Hvis man skal påtage sig den svære opgave, at beskrive spillets genre, så er Tokyo Jungle en rogue-like som blander elementer fra Metal Gear Solid, dating-simulatorer, insekt-kampspillet Deadly Creatures og weird japansk science fiction. Ja, jeg ved godt, at det rent faktisk stadig ikke forklarer ret meget.

En rogue-like er en genre, der dækker over mange forskellige spil, men den fælles regel er, at ens karakter starter fra bunden og indsamler grej, experience og andet godt på vejen mod det endelige mål. Det gør man selvfølgelig i stort set alle spil, men den store forskel er at hvis man dør, så mister man alt og man må starte helt fra bunden igen. Der er ingen kære mor eller continues, det gælder rent ud sagt at få det bedste ud af hvert eneste sekund, lære af sine fejl og gøre alt for at overleve, hvilket jo unægteligt passer perfekt til Tokyo Jungles tema. I hvert liv skal man overleve omgivelserne, de andre dyr, finde føde og afmærke sit territorium, men hvert dyr lever blot 15 år, så vigtigt af alt skal man finde sig en mage og sætte nye generationer i verden. Udvalget af dyr er stort og tæller alt lige fra små tæppetissere, fede katte og kyllinger til krokodiller, flodheste og ikke mindst dinosaurusser. Spillet forklarer tilstedeværelsen af dinosaurer i historie-delen, endda på en måde der halvvejs mening i dette sindssyge univers.

Tokyo Jungle pic 3

Spillet er lavet af Sonys JAPANStudio ( i samarbejde med Crispy’s) som er folkene bag nogle af de mest kreative spil på Playstation Network, så som Echochrome, Siren: Blood Curse, The Last Guy, LocoRoco, Patapon og Gravity Push. Deres arbejde er altid nyt, anderledes og spændende, en tendens som videreføres med Tokyo Jungle.

I Japan blev spillet udgivet i butikkerne til fuld pris, men Sony har fornuftigt nok valgt at ændre det i vesten og har i stedet lagt det op på de elektroniske hylder til en kølig hundredemand. For selv om jeg syntes at Tokyo Jungle er fremragende, ville jeg have ret svært ved at anbefale det, hvis man skulle gå ned til den lokale spilpusher og betale 500 kroner. Der er enkelte dele af spillet som bliver solgt som små udvidelsespakker, men de er ganske valgfrie og det ændre ikke på, at der er masser af kugleskør variation til billige penge.

8 Stars

Hvad kan man lære om det pågældende land? Ens husdyr venter blot på, at det bliver deres tur.

Hvad kan Hollywood lære? Homeward Bound + survival horror + madness = giv mig mine forfatter-penge, nu!

Categories: Games

Minor Detours: Bizarroland

sukiyaki western django review

Japan FlagSukiyaki Western DjangoInstrueret af Takashi Miike

Skrevet af Takashi Miike og Masa Nakamura

Med Hideaki Itô, Kôichi Satô, Kaori Momoi, Masanobu Andô og Quentin Tarantino

2009  Western / Action  121 min.

Hollywood genindspiller hver eneste halvvejs interessante historie, de kommer i nærheden af, så hvorfor skulle det være anderledes i resten i verden, det er trods alt nemmere end at finde på sine egne historier. Der er dog stor forskel på, hvordan man griber genfortællinger an og Takashi Miikes version af Django, virker mere som at Miike fortæller den legendariske historie om cowboyen Django videre til en ven, rent ud fra hans erindringer af filmen fra 1966 og efter det hele har rodet rundt i hans sindssyge hoved siden han var barn.

Sukiyaki Western Django virker som en feberdrøm af en western set igennem et asiatisk filter, så nu er der selvfølgelig samuraier med katana-sværd, ninjaer, en overflod af blod og voldsomt stiliserede shootouts. Nåh ja, så er der også en underlig drømmesekvens med Quentin Tarantino, du ved, bare fordi at han og Miike er gode venner. Filmen er ikke lige så god som originalen, men Miike har i det mindste gjort det til sin egen og derfor er den uendeligt mere interessant end alle de ligegyldige Hollywood remakes.

7 Stars

Iron Sky AHW

Iron Sky PosterFinland1Instrueret af Timo Vuorensola

Skrevet af Johanna Sinisola, Timo Vuorensola, Michael Kalesniko og Jarmo Puskala

Med Julie Dietze, Christopher Kirby, Udo Kier, Peta Sergant, Götz Otto og Stephanie Paul

2011  Sci-Fi / Action / Komedie  93 min.

Vi kender det alle sammen, man er til en eller anden lam fest og der er altid én som på mirakuløs vis er blevet meget mere fuld end alle andre. Det er ofte denne person, der forsøger at fortælle festen, hvad han selv syntes er den sjoveste joke nogensinde. Det er selvfølgelig aldrig en specielt god joke, men det stopper ikke personen i at være ved at dø af grin for hvert tredje ord. Udover de hyppige grineflip, så er personen også forfærdelig til at fortælle denne lusede vittighed og gentager derfor sig selv konstant. Når joken endelig er forbi, står den halvhjertede humor festen langt ud af halsen og man ønsker ikke andet end, at smide denne nar for porten. Det er præcis hvad Iron Sky er, en lallende idiot uden humor.

Iron Sky har én joke, nazister lever i fuld flor og har en base på månen, en joke der er mildt humoristisk den første gang, men filmen har ikke andre og gentager den ad libitum. Når filmen endelig er slut, kunne den gode gamle Udo Kier ikke engang tvinge et smil frem fra kedsomligheden.

3 Stars

Lucky Luke copy

France flag120x160 LL face+perso petits:Mise en page 1Instrueret af James Huth

Skrevet af James Huth, Sonja Shilito og Jean Dujardin over René Goscinnys forlag

Med Jean Dujardin, Michaël Youn, Sylvie Testud, Alexandra Lamy og Melvil Poupaud

2007  Western / Komedie  103 min.

Der er lavet mange tegnefilm baseret på cowboy-helten Lucky Luke og de har alle været rettet klokkerent mod børn, men med James Huths live-action filmatisering fra 2007, har jeg en del sværere ved at finde ud af hvem målgruppen er. Filmen er søbet ind i surrealisme, humoren er bizar og tempoet er all over the place. Det er muligt at det hele er taget direkte fra tegneserieforlaget, men hvis man overfører det så rent fra stillestående tegninger til en regulær spillefilm, bliver resultatet mildest talt underligt. Det burde jo betyde, at filmen er rettet mod de voksne og børnene bare skulle blive væk, hvilket også burde være ensbetydende med at jeg skulle elske denne film. Der er også meget som jeg syntes rigtig godt om, blandt andet Jean Dujardin (The Artist) som er perfekt i hovedrollen som Lucky Luke, men alt i alt er den stadig for børnet. Lucky Luke er en meget rodet og underlig film, men burde ses på grund af Jean Dujardin og hans fantastiske smil.

6 Stars

Loved Ones AHW

Australien1Loved Ones posterInstrueret og skrevet af Sean Byrne

Med Xavier Samuel, Robin McLeavy, Victoria Thaine, Jessica McNamee og Richard Wilson

2011  Horror / Thriller  84 min.

I alle de sukkersøde Hollywood teenage-film, er det årlige skolebal det vigtigste i de unge menneskers liv og hvis man får et nej på sin invitation, er det næsten jordens undergang. Heldigvis finder fyren altid ud af, at hende der nørden faktisk er den smukkeste af dem alle og de lever lykkeligt til deres dages ende. Sådan er det bestemt ikke i den australske The Loved Ones, hvor fyrens nej resulterer i, at han bliver kidnappet og tortureret. The Loved Ones er intens horrorfilm med blod i spandevis, en trykkende stemning og en yderst morbid humoristisk sans. De unge skuespillere gør det godt, især Xavier Samuel som nok skal blive til noget stort, og filmen er effektiv et godt stykke af vejen, men der er desværre også en løs sidehistorie, der uheldigvis er lidt for løs.

7 Stars

Hvad kan lære af det pågældende land?
Det kan forsvares at tage et katana-sværd med i kamp mod en gatling gun.
I Finland er topmålet af satire, nazister i rummet og Sarah Palin som præsident af USA.
I Frankrig behøver man ikke, at lave film til et publikum.
De australske skoler holder ikke meget øje med, hvad der sker til det årlige skolebal.

Hvad kan Hollywood lære?
Når man skal genindspille alt, så kan man i det mindste gøre filmen til sin egen vision af historien.
Folk griner af de dummeste ting… vent, det står Adam Sandler allerede for.
Anderledes er ikke et fy-ord.
Hvis man ikke kan forudsige alt, så er historien mere spændende.

Categories: Movies

GaGa The Movies Card Collection: Anti-Hollywood Edition Part 2

Takeshi Miike GoldHayao Miyazaki GoldTakeshi Kitano Gold

Få mennesker kan prale med et sådan effektivitetsniveau som Takashi Miike opretholder, de fleste andre kan kun se på i ren forbløffelse. Miike nærmer sig med hurtige skridt film nummer 100 i sin 21-årige instruktør-karrierer. Men endnu mere inponerende end det skyhøje antal af film, er den næsten usandsynlige variation der bliver lagt for dagen. Miikes CV tæller klassisk samurai-drama (13 Assassins, Hara-Kiri: Death of a Samurai), skøre superheltefilm (Zebraman I & II), Yakuza thrillers (Gozu, Kikoku), over-the-top actionfilm (Dead or Alive trilogy), psykologisk horror (Audition, One Missed Call), computerspil-filmatiseringer (Ace Attorney), bodyhorror (Ichi the Killer), westerns (Sukiyaki Western Django), børnefilm (Yattaman, Ninja Kids!!!) og kannibalmusicals (The Happiness of the Katakuris). Man ved aldrig hvor man har Miike og det er altid spændende at følge.

Hayao Miyazaki er, af mange, blevet kaldt asiens svar på Walt Disney og for en gangs skyld, passer en sådan sammenligning perfekt. Miyazaki er den kreative drivkraft bag Studio Ghibli og har gennem tiderne givet os nogle af de bedste tegnefilm nogensinde. Med et CV der tæller film som Spirited Away, Princess Mononoke, Porco Rosso, Kiki’s Delivery Service og ikke mindst My Neighbor Totoro, er det svært at finde et eneste ondt ord at sætte på manden.

Takeshi Kitano er en af de mest respekterede japanske instruktører og den respekt får man ikke for ingenting. Kitano har siddet i instruktørstolen for film som Zatoichi, Outrage, Sonatine og Dolls. Takeshi Kitano går også under skuespiller aliaset Beat Takeshi og har leveret mindeværdige præstationer i alle sine egne film, men også i filmen som Battle Royale, Gonin og Izo. Han var en kort tur forbi Hollywood, hvor han spillede med i Keanu Reeves’ rædselsfulde science fiction film Johnny Mnemonic, men det behøver vi ikke snakke mere om. Han var også medvært på det sindssyge japanske gameshow, Takeshi’s Castle, men igen ikke noget man behøver at snakke om.

Categories: Movies