Posts Tagged ‘Best ofs’
Runners-Up: Natalie Portman (Black Swan), Viola Davis (The Help), Saoirse Ronan (Hanna) og Michelle Monaghan (Source Code)
Der var meget postyr til sidste års Oscar-show, da de valgte at nominere Hailee Steinfeld som bedste skuespillerinde i en birolle, hvilket åbenlyst er forkert. Hun har hovedrollen i True Grit, det er hendes historie og hun spiller ganske enkelt fremragende. Om det var fordi at hun var for ung eller sådan noget, der var grunden til at hun ikke blev rigtigt nomineret, det ved jeg ikke og det også ligegyldigt, hun leverer årets bedste kvindelige præstation. Natalie Portman som fik Oscaren, på falsk grundlag om man vil, spiller sublimt i Black Swan, men det var kun nok til en andenplads her på siden, men jeg vil dog sige at det var tæt på.
Der er blevet smidt meget ros efter The Help, men jeg syntes faktisk ikke at det var en specielt god film. Den var mest af alt manipulerende og ligegyldig, men Viola Davis fremstår som et af de få lyspunkter. Hun spiller rigtig godt og hun er tæt på at være den eneste grund til at sidde igennem de ellers meget lange 154 minutter. Saoirse Ronan har allerede, trods sin unge alder, leveret flere gode præstationer og hun står for endnu en i titelrollen i Joe Wrights actionfilm Hanna. Hun skal næsten bære det hele på hendes skuldre og det lykkedes med bravur. Michelle Monaghan fungerer som det menneskelig midtpunkt i science fiction historien i Source Code og det gør hun næsten perfekt. Jeg vil dog afsløre, at hun var lidt et reservevalg, da jeg syntes at det var lidt af et skuffende år for bemærknings-værdige kvindelige hovedroller.
Runners-Up: Mila Kunis (Black Swan), Cate Blanchett (Hanna), Jessica Chastain (The Tree of Life) og Anne Heche (Cedar Rapids)
Lige som det var tilfældet på den mandelige side, så var der også flere gode skuespillerinder som brugte deres evner i vigtige støtteroller i 2011. En skuespillerinde, der desværre får for lidt opmærksomhed, er Mila Kunis. Jeg har i mange år sagt at hun nok skulle blive til noget og jeg håber at hendes stærke præstation overfor Natalie Portman i Black Swan, åbner andres øjne for hendes talent. En skuespillerinde som til gengæld ikke manglede opmærksomhed i 2011 var Jessica Chastain, hun skiftede fra ukendt til stjerne på næsten ingen tid. Hun var med i hele 7 film sidste år, her i blandt The Debt, The Help, Texas Killing Fields og den roste Take Shelter, som jeg desværre ikke har set endnu, men det var hendes skrøbelige og vedrørende rolle i Terrence Malicks The Tree of Life, der for alvor gjorde hende til en skuespillerinde man skal holde øje med i fremtiden.
Cate Blanchett er en af de skuespillere, som altid spiller godt, så enhver nominering kan næsten ikke komme som en overraskelse. Hendes intense skurkerolle i Hanna var rigtig underholdende at se på, selv om det måske var en af hendes mindre præstationer. Det er ikke meget man har set til Anne Heche de sidste par år og jeg savnede hende egentlig ikke, men hendes rolle i komedien Cedar Rapids kan kun ses som lidt af et comeback, også selv om man ikke rigtig kunne genkende hende i starten. Hun fungerer som hjertet i komedien og det gør hun med en varm og sjov præstation, velkommen tilbage, Anne Heche.
Elle Fannings var dog noget helt for sig selv i Super 8. Hendes søde og charmerende præstation var som en direkte tur tilbage til ens egen barndom og den første kærlighed. Det var en rolle hvor hun forsøgte at blive taget alvorligt som voksen, men stadig kæmpede med usikkerheden og uskylden af et barn. Det var en af den slags præstationer som straks gør én til en stjerne og hun fortjener intet mindre.
Runners-Up: Robert Duvall (Get Low), Nick Nolte (Warrior), Joseph Gordon-Levitt (Hesher) og Colin Farrell (Fright Night)
Der var mange solide støttepræstationer sidste år, flere af dem hævede ellers middelmådige film til noget der var værd at se. Jeg havde ingen problemer med at sætte mig ind i Robert Duvalls rolle i Get Low, i det at han spiller en gammel bitter mand. Han gør det til gengæld så perfekt, at jeg kun kan drømme om at blive sådan, når jeg engang bliver voksen. Indtil den dag oprinder, kan jeg glæde mig over, at jeg i det mindste ikke er så forstyrret og følelsesmæssigt ødelagt som Hesher, spillet af Joseph Gordon-Levitt, i filmen af samme navn. Filmen er i sig selv ikke det stærkeste indie-drama, men JGLs præstation alene gjorde den til en seværdig film.
Jeg var ikke den største fan af genindspilningen af 80’er klassikeren Fright Night. Jeg syntes den var sjov, men havde mange problemer, Colin Farrells dejligt onde portræt af nabo-vampyren var dog fantastisk. Under den grove og slidte stemme leverer Nick Nolte en hjerteskærende præstation i Warrior, den står i min bog som en af de bedste i hele hans karriere.
Gode gamle Albert Brooks bar skræmmende intensitet og indebrændt brutalitet under en rolig overflade i rollen som Bernie Rose i Drive. Det er en mand som man bestemt ikke vil være uvenner med og det kan i stor grad tilskrives Brooks’ overbevisende præstation.
Runners-Up: Kyle Killen (The Beaver), Woody Allen (Midnight in Paris), Coen Brothers (True Grit) og George Clooney & Grant Heslov (The Ides of March)
Bedste manuskript-kategorien kunne godt gå hen og blive lige som animationskategorien var før hen. Hvis Aaron Sorkin skriver et manuskript om året, kan han nemt komme til at dominere udvælgelsen, lige som Pixar gjorde i lang tid. Det er ikke fordi at jeg brokker mig, Steven Zaillain og Aaron Sorkins manuskript til Moneyball er sublimt skrevet og hvis man kan få noget af den kaliber på en årlig basis, vil jeg til hver en tid udnævne det som vinder. Moneyball byder på den samme slags flydende og hurtige dialog, som Sorkin også bragte til The Social Network sidste år.
Den intelligente ping-pong dialog, frem og tilbage mellem karaktererne i The Ides of March er også særdeles fremragende. George Clooney & Grant Heslovs manuskript var grundstenen i et spændende politisk drama. Den legesyge dialog mellem Hailee Steinfeld, Jeff Bridges og Matt Damon i True Grit kommer også fra Coen brødrenes velskrevne manuskript.
Woody Allens litterære og charmerende rejse gennem kunstnerisk nostalgi i Midnight in Paris var humoristisk og interessant. Selvfølgelig er det bedst, hvis man ved hvad der snakkes om, men hvis man ikke ved hvem Ernest Hemingway, Cole Porter, Zelda Fitzgerald og Pablo Picasso var, så er det éns egen skyld. The Beaver var en af årets store overraskelser og Kyle Killens sjove og følsomme manuskript skal have en stor del af æren for det, det hjælper dog også at det er godt fremlagt af Mel Gibson.
Runners-Up: Drive, The Tree of Life, Sherlock Holmes: Game of Shadows og Sucker Punch
Jeg lover, at dette er den absolut sidste gang, at jeg snakker om dårlige film fra filmåret 2011, men lige som det var tilfældet for effekterne i Sucker Punch, så er den film også flot filmet. Der var én scene i Sherlock Holmes: Game of Shadows, der alene var nok til at få filmen nomineret i denne kategori. Den store flugt igennem skoven er fremragende filmet, jeg var meget imponeret af måden at kameraet blev ført i den scene og resten af filmen er også udmærket.
I det at The Tree of Life er mere en visuel collage end en reel film, så er det en god ting at den billedstrøm man får, er yderst fascinerende. Det er en meditativ rejse gennem livet fortalt med flotte billeder i stedet for en historie. Billedsiden af Drive leger af og til med det meditative, men kameraet fanger samtidig også en stemningsfyldt tone gennem hele filmen.
Matthew Libatiques cinematography i Black Swan er lige så stor del af den dystre ballet som danserne er. Jeg var tryllebundet af hans smukke billeder, på samme fod som det der skete i de billeder.
Runners-Up: Warrior, Black Swan, Legend of the Fist og BKO: Bangkok Knockout
De dårlige film forsætter med at invadere kategorierne og tager pladserne fra de gode film. BKO: Bangkok Knockout og Legend of the Fist: The Return of Chen Zhen er begge jævnt elendige film. BKO er lavet af folkene bag Ong Bak, desværre helt uden Tony Jaa. Det medfører alle de ting man kunne forvente, slåskampene er brutale og skuespillet er himmelråbende dårligt. Donnie Yen er, som altid, en ren ninja i de få kampscener der er i Legend of the Fist.
Hvis en film handler om en MMA-turnering, så er det rimeligt vigtigt at det virker troværdigt hver gang de går i ringen, heldigvis skuffer Warrior ikke. Kampene er intense og spændende. Skuespillerne sælger varen godt og så er Tom Hardy intet mindre end et monster. Black Swan er en outsider blandt de nominerede, da der slet ikke er nogen som får tæv. Til gengæld er ballet-koreografien elegant og mesterligt udført.
Det er dog Takeshi Miikes 13 Assassins og dens 40-minutter lange actionfyldte klimaks, som tager sejren i denne kategori. En afspærret by, hundredevis af samuraier og blodig kamp til døden. Det er imponerende, hvor meget der sker, hele tiden, over det hele, i filmens episke afgørende kampscene. Der er lagt utrolig fokus på kampstil, detaljer og momentum. Det er en fantastisk scene i en fantastisk film.
Runners-Up: Super 8, Attack the Block, Rise of the Planet of the Apes og Sucker Punch
Selv efter skiftet over til de positive kategorier, så er der stadig et par dårlige film som hænger ved. Jeg har sagt mange negative ord om Sucker Punch, men jeg har svært ved at sige noget i mod computereffekterne. Den fantasifulde verden, med kæmpe robotter og andet habengut, er flot lavet og så er det bare synd at resten ikke kan følge med. Når man snakker om store robotter, så er det svært at komme udenom Transformers: Dark of the Moon og det er da også årets vinder. Michael Bays oppustede og tåbelige tredje film om de forvoksede legetøjsrobotter er sgu en fryd for enhver actionfans øjne, så længe der ikke er nogle af de stupide mennesker på skærmen.
Jeg var også imponeret af motion capture teknologien i Rise of the Planet of the Apes. Andy Serkis leverer endnu en god præstation bag computereffekterne, men jeg føler at effekterne i resten af filmen, desværre er alt for svingende. Double Negatives blanding af praktiske og computergenererede effekter er yderst effektiv i Attack the Block, de får virkelig meget ud af det begrænsede budget. Sidst, men ikke mindst, fandt jeg effekterne i J. J. Abrams Super 8 ganske suveræne. Den voldsomme togulykke var storslået og så er jeg en af de få folk, som rent faktisk syntes godt om designet af rumvæsnet.
Runners-Up: Basement Jaxx (Attack the Block), Cliff Martinez (Drive), Hans Zimmer (Sherlock Holmes: Game of Shadows) og Carter Burwell (True Grit)
Trenden fra 2010, med at kalde kendte kunstnere og bands ind for at lave al musikken til en film, forsatte i 2011. I 2010 var det blandt andet Beck, Arcade Fire, Trent Reznor og min personlige favorit Daft Punks score til TRON: Legacy. I 2011 fik vi et hektisk score fra Basement Jaxx til sci-fi komedien Attack the Block og årets vinder, Chemicals Brothers fantastiske score til Joe Wrights arthouse actionfilm, Hanna. Musikken i sig selv var fremragende, men det der gjorde det til noget helt specielt og en af de store grunde til at det vinder, er fordi filmen blev klippet til musikken og det giver filmen et helt anderledes og dynamisk flow.
Der var dog også gode scores fra regulære filmkomponister. Hans Zimmers score til Sherlock Holmes: Game of Shadows var fængende og uden tvivl, noget af det bedste ved den film. Carter Burwells stemningsfulde western score var en god ramme til den lange rejse i Coen brødrenes True Grit. Cliff Martinezs score, og en håndfuld nøje udvalgte sange, gav Drive en meget karakteristisk 80’er lyd. Normalt er jeg ikke meget for lyden af elektronisk musik fra 80’erne, men det passede perfekt til filmen.
Som en person, der sætter pris på en god filmplakat, var jeg lykkelig over at der stadig blev lavet sådan nogle i 2011 og dette er efter min mening de bedste af slagsen. Plakaten til Rubber var simpel, cool og så bød den på en fantastisk elendig joke, sammensmeltningen af Ryan Gosling og George Clooneys ansigter på plakaten til The Ides of March gav en facinerende effekt og Saoirse Ronans isblå øjne på plakaten til Hanna skar lige igennem alt. Men jeg har altid været en stor fortaler for udtrykket “less is more” og det var en designidé som blev taget til ekstremer på plakaten til den nye Winnie the Pooh film. Der er ikke et Disney-logo at finde, ej heller filmens titel, det er blot Peter Plys sammen med hans venner på gyldent hav af honning og så datoen for filmens premiere. I love it.
Jeg var selvfølgelig ikke så heldig, at der ikke også var nogle dårlige plakater, dem var der skam masser af. Alt fra photoshop-katastrofer over talentløse designere til Nicolas Cages besynderlige hår. Prøv en gang at kaste et blik på plakaten til Hoodwinked Too og svar mig venligst på, hvad fanden der sker i hovedet på den designer. Det bliver ikke meget bedre på plakaten til wrestleren Triple Hs børnefilm The Chaperone og man har givet helt op på plakaten til The Roommate. Jeg ved godt at de vil skabe noget viralreklame, men hvem vil gå ind og se filmen ud fra den plakat? De værste plakater var dog de første til X-Men: First Class. En sort silhouette af karakteren og skuespillernes ansigter sat sjusket hen over de ædlere dele. Jeg håber at den der fik idéen, er blevet fyret for længst.
Runners-Up: L.A. Noire, Portal 2, Dead Space 2 og Rayman Origins
2011 var, som sagt tidligere, et fantastisk år for gamere. Når jeg kigger igennem karakter-bogen for det sidste år, så var der to spil som endte med 10 ud af 10, omkring et dusin på 9 og så var der en håndfuld på 8 derunder. Sjældent har der været så mange kvalitetstitler indenfor det samme år. Udover de nominerede, så fik også en værdig efterfølger til Batman: Arkham Asylum, hæsblæsende rally i DiRT 3 og så kom Mortal Kombat tilbage fra de døde med et perfekt reboot af serien. 2011 var også året hvor Duke Nuke’em forsøgte at ødelægge plat humors gode navn, men på falderebet blev det revet op af toilettet af Garcia “fucking” Hotspur og The 3rd Street Saints. Humoren var stadig plat og ofte under bæltestedet i Shadows of the Damned og Saints Row: The Third, men det var udført med talent, timing og det helt rigtige mængde af crazy.
Når man snakker om humor, så er det svært at komme udenom Portal 2. Udover at være noget af det sjoveste indenfor et hvilket som helst medie de sidste mange år, så bød Valves mesterværk også på intelligent gameplay og et fænomenalt soundtrack. Det er ikke noget man ser så tit i spilindustrien og jeg er ovenud lykkelig for at mediet har udviklet sig til noget som kan få spilleren til at tænke. Vi bliver i det intelligente hjørne med den næste nominerede, Rockstar og Team Bondis nyskabende detektiv-thriller L. A. Noire. Team Bondi brugte revolutionerende motioncapture teknologi til at frembringe de mest realistiske ansigtsudtryk nogensinde set i noget spil. Det blev blandet med open world gameplay i typisk Rockstar stil og et tykt lag film noir med det formål at føre det klassiske adventure-spil ind i den moderne spilverden.
Det er svært at opføre sig intelligent, hvis man bliver skræmt fra sans og samling, noget som Dead Space 2 gjorde ofte og effektivt. Vicious Games’ efterfølger til deres succesfulde sci-fi horror serie, øjede action-elementerne betydeligt og det gør sammenligningerne til skiftet fra Alien til Aliens yderst passende, men spillet mister heldigvis ikke sin intense og skræmmende stemning. Der findes ikke ret mange ting som bedre kan få én til at føle sig sikker og glad igen efter en uhyggelig oplevelse end en god gammeldags lys og farve-strålende tegnefilm, hvilket er præcis hvad Rayman Origins byder på, bare i spilbar form. Michel Ancel, det kreative geni bag den originale Rayman-serie og det formidable Beyond Good & Evil, lukker op for en sjældenhed i den moderne grå spilindustri, et regulært slaraffenland af charmerende, sprudlende og billedskøn platformer hygge. Den eneste ting der er galt med dette spil er, at Ubisoft af uforklarlige årsager valgte at udgive det i en tid, hvor folk havde travlt med at købe de mange større, bedre kendte spil og der var desværre ikke mange som skænkede gamle Rayman en tanke.
Der var dog ingen spil der kunne nå Bethesdas episke eventyr, Skyrim, bare så meget som til sokkeholderne. Jeg har aldrig haft den store interesse for The Elder Scrolls-serien og havde derfor ikke forventet, at jeg ville blive fuldstændigt opslugt af dette mesterlige rollespil. Alt fra det forfriskende levelsystem og den overrumplende frihed til de majestætiske drager og de hundredvis af timer fyldt med gode historier, udgør de nøje tilpassede byggesten der samlet bliver til en af de bedste fantasy oplevelser jeg nogensinde har haft. Hvis man vil læse flere pæne ord om Skyrim, kan man give min fulde anmeldelse et kig og det kan vel ikke komme som nogen overraskelse, at spillet fik den ene af årets kun to topkarakterer.