MMXi: Best Score / Soundtrack
Runners-Up: Basement Jaxx (Attack the Block), Cliff Martinez (Drive), Hans Zimmer (Sherlock Holmes: Game of Shadows) og Carter Burwell (True Grit)
Trenden fra 2010, med at kalde kendte kunstnere og bands ind for at lave al musikken til en film, forsatte i 2011. I 2010 var det blandt andet Beck, Arcade Fire, Trent Reznor og min personlige favorit Daft Punks score til TRON: Legacy. I 2011 fik vi et hektisk score fra Basement Jaxx til sci-fi komedien Attack the Block og årets vinder, Chemicals Brothers fantastiske score til Joe Wrights arthouse actionfilm, Hanna. Musikken i sig selv var fremragende, men det der gjorde det til noget helt specielt og en af de store grunde til at det vinder, er fordi filmen blev klippet til musikken og det giver filmen et helt anderledes og dynamisk flow.
Der var dog også gode scores fra regulære filmkomponister. Hans Zimmers score til Sherlock Holmes: Game of Shadows var fængende og uden tvivl, noget af det bedste ved den film. Carter Burwells stemningsfulde western score var en god ramme til den lange rejse i Coen brødrenes True Grit. Cliff Martinezs score, og en håndfuld nøje udvalgte sange, gav Drive en meget karakteristisk 80’er lyd. Normalt er jeg ikke meget for lyden af elektronisk musik fra 80’erne, men det passede perfekt til filmen.
MMXi: Posters of the Year
Som en person, der sætter pris på en god filmplakat, var jeg lykkelig over at der stadig blev lavet sådan nogle i 2011 og dette er efter min mening de bedste af slagsen. Plakaten til Rubber var simpel, cool og så bød den på en fantastisk elendig joke, sammensmeltningen af Ryan Gosling og George Clooneys ansigter på plakaten til The Ides of March gav en facinerende effekt og Saoirse Ronans isblå øjne på plakaten til Hanna skar lige igennem alt. Men jeg har altid været en stor fortaler for udtrykket “less is more” og det var en designidé som blev taget til ekstremer på plakaten til den nye Winnie the Pooh film. Der er ikke et Disney-logo at finde, ej heller filmens titel, det er blot Peter Plys sammen med hans venner på gyldent hav af honning og så datoen for filmens premiere. I love it.
Jeg var selvfølgelig ikke så heldig, at der ikke også var nogle dårlige plakater, dem var der skam masser af. Alt fra photoshop-katastrofer over talentløse designere til Nicolas Cages besynderlige hår. Prøv en gang at kaste et blik på plakaten til Hoodwinked Too og svar mig venligst på, hvad fanden der sker i hovedet på den designer. Det bliver ikke meget bedre på plakaten til wrestleren Triple Hs børnefilm The Chaperone og man har givet helt op på plakaten til The Roommate. Jeg ved godt at de vil skabe noget viralreklame, men hvem vil gå ind og se filmen ud fra den plakat? De værste plakater var dog de første til X-Men: First Class. En sort silhouette af karakteren og skuespillernes ansigter sat sjusket hen over de ædlere dele. Jeg håber at den der fik idéen, er blevet fyret for længst.
Game of the Year 2011: Best Game
Runners-Up: L.A. Noire, Portal 2, Dead Space 2 og Rayman Origins
2011 var, som sagt tidligere, et fantastisk år for gamere. Når jeg kigger igennem karakter-bogen for det sidste år, så var der to spil som endte med 10 ud af 10, omkring et dusin på 9 og så var der en håndfuld på 8 derunder. Sjældent har der været så mange kvalitetstitler indenfor det samme år. Udover de nominerede, så fik også en værdig efterfølger til Batman: Arkham Asylum, hæsblæsende rally i DiRT 3 og så kom Mortal Kombat tilbage fra de døde med et perfekt reboot af serien. 2011 var også året hvor Duke Nuke’em forsøgte at ødelægge plat humors gode navn, men på falderebet blev det revet op af toilettet af Garcia “fucking” Hotspur og The 3rd Street Saints. Humoren var stadig plat og ofte under bæltestedet i Shadows of the Damned og Saints Row: The Third, men det var udført med talent, timing og det helt rigtige mængde af crazy.
Når man snakker om humor, så er det svært at komme udenom Portal 2. Udover at være noget af det sjoveste indenfor et hvilket som helst medie de sidste mange år, så bød Valves mesterværk også på intelligent gameplay og et fænomenalt soundtrack. Det er ikke noget man ser så tit i spilindustrien og jeg er ovenud lykkelig for at mediet har udviklet sig til noget som kan få spilleren til at tænke. Vi bliver i det intelligente hjørne med den næste nominerede, Rockstar og Team Bondis nyskabende detektiv-thriller L. A. Noire. Team Bondi brugte revolutionerende motioncapture teknologi til at frembringe de mest realistiske ansigtsudtryk nogensinde set i noget spil. Det blev blandet med open world gameplay i typisk Rockstar stil og et tykt lag film noir med det formål at føre det klassiske adventure-spil ind i den moderne spilverden.
Det er svært at opføre sig intelligent, hvis man bliver skræmt fra sans og samling, noget som Dead Space 2 gjorde ofte og effektivt. Vicious Games’ efterfølger til deres succesfulde sci-fi horror serie, øjede action-elementerne betydeligt og det gør sammenligningerne til skiftet fra Alien til Aliens yderst passende, men spillet mister heldigvis ikke sin intense og skræmmende stemning. Der findes ikke ret mange ting som bedre kan få én til at føle sig sikker og glad igen efter en uhyggelig oplevelse end en god gammeldags lys og farve-strålende tegnefilm, hvilket er præcis hvad Rayman Origins byder på, bare i spilbar form. Michel Ancel, det kreative geni bag den originale Rayman-serie og det formidable Beyond Good & Evil, lukker op for en sjældenhed i den moderne grå spilindustri, et regulært slaraffenland af charmerende, sprudlende og billedskøn platformer hygge. Den eneste ting der er galt med dette spil er, at Ubisoft af uforklarlige årsager valgte at udgive det i en tid, hvor folk havde travlt med at købe de mange større, bedre kendte spil og der var desværre ikke mange som skænkede gamle Rayman en tanke.
Der var dog ingen spil der kunne nå Bethesdas episke eventyr, Skyrim, bare så meget som til sokkeholderne. Jeg har aldrig haft den store interesse for The Elder Scrolls-serien og havde derfor ikke forventet, at jeg ville blive fuldstændigt opslugt af dette mesterlige rollespil. Alt fra det forfriskende levelsystem og den overrumplende frihed til de majestætiske drager og de hundredvis af timer fyldt med gode historier, udgør de nøje tilpassede byggesten der samlet bliver til en af de bedste fantasy oplevelser jeg nogensinde har haft. Hvis man vil læse flere pæne ord om Skyrim, kan man give min fulde anmeldelse et kig og det kan vel ikke komme som nogen overraskelse, at spillet fik den ene af årets kun to topkarakterer.
Game of the Year 2011: Best Playstation 3 Game
Runners-Up: Uncharted 3, inFamous 2, Little Big Planet 2 og Resistance 3
Som forventet blev 2011 et rigtig godt spilår for Sony, selv om at det ikke var alle deres store titler som ramte målet, eksempelvis var det nyeste Ratchet & Clank en bunke stinkende co-op møg. Hvad der til gengæld var i mod al forventning, var hvilket spil der i mine øjne endte som årets bedste.
Det var tæt på, at jeg allerede på forhånd havde udnævnt Uncharted 3 til årets Playstation 3 spil, men som jeg beskrev i min anmeldelse, så skuffede spillets enormt låste gameplay mig noget så grusomt. Det var stadig et godt spil og det er endda muligt, hvis jeg havde spillet det efter at patchen havde fikset styringen, at det havde været tættere på titlen. Sucker Punchs inFamous 2 byggede ud på det fremragende grundlag, som lagt af etteren, men bibeholdte den befriende følelse det gav at hoppe uhæmmet ud fra byens højeste bygninger. Det er stadig en af de mest underholdende open world spil (¤ indtil Saints Row: The Third udkom) og man har lykkeligt glemt at konkurrenten Prototype overhovedet eksisterede.
Det er nemt at glemme at Little Big Planet 2 rent faktisk udkom i 2011, det var trods helt tilbage til den 19. januar, men det ville være synd at gå glip af en af de mest fortryllende kreative spil i industrien. Mulighederne var voldsomt udvidet og det var nu muligt at smide Sackboy ind i næste alle slags spiltyper. Ikke nok med det, så er der stadig masser af dygtige folk som ligger tonsvis af timer i spillets level creator og der er derfor millioner af baner at vælge i mellem. Resistance-serien har haft en turbulent levetid, men det tredje spil leverer den bedste oplevelse indtil nu. Det var en rigtig god shooter og alle seriens velkendte skøre våben var tilbage i fuld styrke.
Hvis nogen havde påstået at jeg ville vælge Killzone 3 som årets Playstation 3 spil, så ville jeg nok have lukket personen ind på en sindssygeanstalt, smidt nøglen væk og forladt stedet med et smil på læben. Jeg kunne ikke lide de første spil i serien og havde derfor ikke de store forventninger til dette nye kapitel, men det man fik, var blandt de flotteste, mest udfordrende og velfortalte shootere i et år som var fyldt med den slags. Jeg er lige så overrasket som de fleste, men Killzone 3 var den bedste spiloplevelse jeg havde på Playstation 3 i 2011.
Game of the Year 2011: Best XBox 360 Game
Runners-Up: Child of Eden, Bastion, Insanely Twisted Shadow Planet
Det var allerede tydeligt inden året begyndte, at 2011 stod aldrig til blive at godt år for Xbox. Under alle omstændigheder i mine øjne som gamer, fordi de solgte utroligt godt, men det var et år hvor der var lagt større fokus på tonsvis af Kinect titler og sikringen af DLC til tredjepart titler som Call of Duty, i stedet for eksklusive spil til deres egen platform. Det gør at to af spillene er downloadable titler og der er stadig ikke nok til at fylde de normale fem pladser. Den femte plads kunne have været udfyldt af Forza 4, som jeg er sikker på er et fremragende spil, men jeg kunne ikke få mig selv til at købe det, da jeg stadig spiller 3’eren og så vidt som jeg kan læse mig til, så er det en minimal update.
Bastion har jeg snakket nok om, det vandt jo trods alt Best Downloadable Game, så jeg nøjes med at sige at det er et fantastisk spil. Insanely Twisted Shadow Planet var også et af de spil som kom ud af Microsofts Summer of Arcade, en promotion hvor man altid kan regne med gode spil. Insanely Twisted Shadow Planet blander twinstick shooter og metroidvania genrene med stor succes. Det var en underholdende shooter med interessante puzzles og en flot artstyle. Der var dog et Kinect spil som fangede min interesse, nemlig Child of Eden. Det er Tetsuya Mizuguchis spirituelle efterfølger til det klassiske Playstation 2 spil, Rez (¤det er også lige gået op for mig, at det rent faktisk ikke er et eksklusivt spil, men det virker som det er lavet til Kinect og Microsoft havde ikke meget andet at byde på, så de får lidt hjælp). Det var et orgie af farvestrålende design, vilde bevægelser og pumpende techno-musik.
Gears of War 3 vinder nemt denne kategori, men det betyder på ingen måde at det ikke fortjener det, jeg anser spillet som top 3 blandt alle årets spil. Det er en fantastisk afslutning på trilogien og byder overraskende nok på en god og velfortalt historie som man ikke kan slippe før den er slut. Det er også yderst flot og beviser at der stadig er liv i den gamle Unreal engine. Det vigtigste er dog, at det er et produkt som er finpudset til perfektion. Det “pop ‘n shoot” coverbaserede gameplay som de gjorde populært, har aldrig været bedre og det er en absolut fryd at spille. Derudover får man tonsvis af spilletimer i den udvidet multiplayer, en forbedret Horde-mode og den nye Beast-mode, hvor man tager kontrollen af de forskellige monstre og nu skal jagte de svage mennesker. Det er et fremragende spil og det ene, ud af kun to spil, som fik topkarakter i 2011.
Game of the Year 2011: Best Downloadable Game
Runners-Up: Torchlight, Outland, Renegade Ops og Trine 2
Der er mange gode downloadable spil, kvalitet og værdi bliver ved med at stige og i 2011 kom flere af dem tæt på at stå på lige fod med de spil man køber i butikken.
Det er tæt på at man bare kunne kalde Torchlight (XBLA/PC) en genudgivelse, da det har været tilgængeligt på PC i et godt stykke tid, men jeg spiller ikke computerspil på PC og jeg er bare ovenud lykkelig for at jeg får lov til at spille dette fantastiske RPG. Torchlight er en passende erstatning i manglen på et Diablo-spil på konsollerne. Det har en sød stil, godt gameplay og loot i massevis. Hvis man forstiller sig et ægteskab mellem de japanske bullet-hell shooters og de traditionelle platformers, så ville resultatet være det fremragende Outland (PSN/XBLA). Det var djævelsk udfordrende platformer med en iøjefaldende stil.
At Just Cause 2 bød på kaos, ødelæggelse og masser af eksplosioner, vil ikke overraske de folk som spillede det, men det var en overraskelse at Avalanche Studios tog bygge-klodserne fra det spil og lavede den super underholdende twinstick shooter Renegade Ops (PSN/XBLA). Der var en uhæmmet fryd i at ræse gennem junglen i en pansret jeep, støde ind i et dominerende baghold, hvorefter at man bare peger og griner, trykker på airstrike knappen og destruerer alt i en 100 meters radius. Trine 2 (PSN/XBLA/PC) var, lige som etteren, en blændende smuk platformer med fokus på interessante puzzles. Det var en next-gen Lost Vikings og man ikke ønsker det, så har jeg medlidenhed med dig.
SuperGiant Games gjorde noget helt specielt med Bastion (XBLA/PC/Chrome). Ikke nok med at det var et let tilgængeligt, men velfungerende Action-RPG og det havde følelsesrig og velfortalt historie. Det havde også en absolut sublim artstyle, som mest af alt fik det til at ligne at man spillede et levende maleri. Det der dog gjorde Bastion til en helt unik oplevelse, var den dynamiske fortællerstemmer, som direkte kommenterede alt hvad man lavede. Det er ulig noget som man har set før og det gav en uovertruffen indlevelse i eventyret. Det var en af de bedste spiloplevelser i løbet af året, hvilket gjorde at da jeg havde gennemført det, startede jeg med det samme et nyt spil og det faktum, at man rent faktisk kan spille hele spillet i Googles Chrome browser er intet mindre end mindblowing.
Game of the Year 2011: The Picks of Friends
Jeg er jo selvfølgelig ikke den eneste som spiller computerspil, derfor har jeg samlet en håndfuld venner af siden og bedt dem give deres bud på årets spil. Der er stor spredning over feltet og det beviser bare endnu engang, at det har været et godt år for gamere.
Jonas Kostending a.k.a. The Jonze er pædagog, Stephen King fan og tidligere Fantasy Football mester.
“The Elder Scrolls V: Skyrim
Fra ”Winterhold” i nord til ”Falkreath” i syd, er ”Skyrim” en verden hvor utallige eventyr bare ligger og venter for fødderne af dig. Det er en verden spækket til randen med liv, større og mindre opgaver, missioner og skæbnesvangre skattejagter i mørke ruiner, huler og ældgamle katakomber. Det er en verden af storslået natur, magi, monstre og to-håndssværd.
Der er noget for enhver spillertype i denne RPG; du er ”Dragon-born”, men herfra bestemmer du suverænt selv hvordan du vil fremstå, handle og agere. Mulighederne er uanede, og fordelingen mellem action- og rollespilselementerne fungerer perfekt.
Årets spil?! Uden sammenligning!…
…Nårh, joh – og så er der DRAGER!”
Simon Søgaard a.k.a. ZmN er skolelærer, guitarist i Artless Society og halvt trold
“Rayman Origins
En sjov og udfordrende co-op oplevelse, der byder på flot og kreativ grafik, spændende og opfindsomt gameplay som gjorde det svært at ligge spillet fra sig og så skiller det sig unægteligt bare ud fra de normale “kedelige” spil. Det er en af den slags ting, som man bare ikke kan undgå at blive glad af.”
Dennis Rosenfeld a.k.a. DennisRosenfeld er den ene halvdel af Dobbelt D Definitive Podcast, ivrig læser af bøger og måske lidt for glad for mad
"L.A. Noire.
Normalt synes jeg at sandbox genren kan være meget problematisk da der nemt kan komme til at mangle en rød tråd. Det hele kan føles for løst, og det er den gode historie der får mig til at gennemføre et spil. Denne gang mener jeg dog at Rockstar har fundet en rigtig god balance mellem en fremragende historie og frihed i missionerne. Det gør heller ikke noget at stemmeskuespillet er langt over den generelle standard i spil. Film Noir stemningen er også helt i top og med til at gøre L.A. Noire til det bedste spil i 2011."
Jimi Lindgaard a.k.a swodniW er pensioneret, sci-fi nørd og ordblind proofreader for siden
“Batman: Arkham City
Rocksteady tog en god ting og gjorde den endnu bedre, ved at forbedre stort set alle elementer af det i forvejen fremragende Arkham Asylum. Det var en god historie, grafikken var flot, produktionen var i top og stemmerne sad lige i skabet. Det gav en uovertruffen følelse af overmagt, man var bare Batman og derfor lidt bedre end alle andre og så er kampsystemet stadig noget af det allerbedste i industrien.”
Rasmus Kostending Johnsen a.k.a Razz666 er lagerarbejder, nybagt fader og jævnt heavy metal
“L.A. Noire
Grafisk et yderst flot spil, især med den imponerende og udtrykningsfulde face-technology. Dialog og historie er i topklasse, som altid i et Rockstar spil. Det er fedt at lege detektiv, opklare mord og afhøre kriminelle, selv om nogle af svarene virker ude af karakter for hovedpersonen.”
Simon Amby a.k.a simzdk er ven af siden og meget mere ved jeg ikke om ham
“Uncharted 3.
Sjældent har form og indhold fundet hinanden på bedre vis end i denne perle fra Naughty Dog. Et sikkert kryds på 2011-kortet!”
Kenneth Hansen a.k.a Knutteknop arbejder i Elgiganten, er tidligere gæsteanmelder og fan af Scooter
“Portal 2
Der har været mange gode spil i år, men det bedste må absolut være Portal 2. God historie, fremragende dialog og vigtigst af alt, fantastisk gameplay. Alle elementerne er sat så godt sammen, at man ikke kan lade være med at sidde og beundre hvor meget arbejde, der er blevet lagt i dette spil.”
Game of the Year 2011: Best Mobile Game
Runners-Up: Infinity Blade II, Scribblenauts Remix, Jetpack Joyride og Tiny Wings
Spilindustrien forsatte med at udvikle sig på den mobile platform i 2011, der var en overflod af nye kreative idéer og resultatet var, at der var masser af glade spilletimer lige der i lommen (¤ hmm…). I takt med udgivelsen af flere gode og interessante spil, steg mit generelle brug af spil på telefonen også og en fjerdedel af min samlede spilletid ligger nu i hånden (¤ stop it!).
En af mine yndlings spiludviklere på det casual marked, Halfbrick, leverede endnu engang en fantastisk timewaster med Jetpack Joyride. Det var en endless runner, som så mange andre, men det var bare udført bedre end de fleste. Det var sjovt, hurtigt og så skulle man konstant passe på at man ikke kom til at ride på en raket (¤ seriøst…). I samme boldgade havde vi også Tiny Wings, som på en måde, var en omvendt endless runner. Man skulle dykke, i stedet for at hoppe, men det fungerede perfekt. Det var sødt, simpelt at gå til og meget svært at ligge fra sig.
Jeg er godt klar over, at Scribblenauts har været udgivet før, men det var til Nintendo DS og derfor kunne jeg nærmest ikke være mere ligeglad. Det passer fremragende på iOS platformen. Hver bane indeholder en opgave, det er op til dig at løse den og du kan være lige så kreativ som du har lyst til, du skal bare skrive et ord og så kommer det til live. Du kunne sende en gal miniature djævel med en gigantisk lilla dildo (¤ hvad skulle det til for?) efter en søvnig demokratisk dinosaur, hvis du mente det ville hjælpe. 2011 var også året, hvor vi så chairs efterfølger til deres kæmpehit Infinity Blade. I Infinity Blade II var det atter tid til at krydse sværd (¤ come on!) og både historien og arsenalet var voldsomt udvidet. Grafikken havde også fået et hak opad og det stadig utroligt at et spil på en telefon kan være så flot, men når alt kommer til alt, så var det også bare mere af det samme.
Årets mobilspil, var også en af de bedste spiloplevelser i 2011 generelt. Superbrothers Sword and Sworcery EP var en sublim blanding af stemning, musik, artstyle og alternativ fortælleteknik. Det følelsesmæssige og kunstneriske højdepunkt som Sword and Sworcery opnår, efterlader stort set alle andre spil og de fleste film i støvet. Det er et af de bedste eksempler på spil som en kunstform, som jeg nogensinde har oplevelet. Grunden til at spillet vinder prisen, i bunden af en tekst fyldt stupide dickjokes, er for at fastslå at jeg ikke er en eller anden forfinet kunstsnob, som bare vælger ud fra om en ting er særpræget eller atypisk nok. Jeg er skam blot en idiot, lige som alle andre, men en idiot som opfordrer alle til at give denne originale og sanselige oplevelse en chance.
Alle spil er tilgængelige på Apples Appstore (og forhåbentlig også andre steder).
Top 10: Bad Movies I Love
Som filmanmelder handler det hele tiden om at bedømme og give film karakterer. Det betyder dog ikke at man altid lever efter karakterskalaen. Der er flere film som har fået høje karakterer og som jeg er glad for at have set, men som jeg ikke har intentioner om at se nogensinde igen. På samme måde er der flere dårlige film, som jeg elsker og som jeg kan se igen og igen. Derfor besluttede jeg at lave denne top 10 liste og beskrive nogle af de film, der ligger mit hjerte nær på trods af deres umiddelbare kvalitet. Jeg vil samtidig gerne takke for alle de gode forslag og man er jo selvfølgelig velkommen til at skrive nogle af sine egne favoritter i kommentarerne.
1. Plan 9 from Outer Space [1959]
Instrueret af Edward D. Wood Jr.
Skrevet af Edward D. Wood Jr.
Med Bela Legosi, Vampira, Tor Johnson, Duke Moore, John Breckinridge og Dudley Manlove
Plan 9 from Outer Space er anset som en af de absolut dårligste film nogensinde og er skabt af mesteren af dårlige film, Ed Wood. Alle aspekter af filmen nærmer sig inkompetence og det er utroligt at den overhovedet blev udgivet, men at jeg har haft muligheden for at se den i biografen, er en filmoplevelse som jeg vil være evigt taknemlig for. Det faktum at Bela Legosi døde under optagelserne, derefter hurtigt blev erstattet af Woods kiropraktor som var tvunget til at dække sit ansigt hele vejen igennem filmen, er stadig en af de bedste anekdoter i filmhistorien.
2. Death Machine [1994]
Instrueret af Stephen Norrington
Skrevet af Stephen Norrington
Med Brad Dourif, Ely Pouget, William Hootkins, Annamarie Lawless, John Sharian og Richard Brake
Stephen Norrington var med til at starte den tegneserie-feber som vi stadig lider under, med filmatiseringen af Blade og lavede også den elendige League of Extraordinary Gentleman. Begge film var store og velkendte Hollywood film, men før det debuterede han med den næsten ukendte science fiction film Death Machine. Filmen er fyldt med horribelt skuespil og elendige stop-motion effekter, men det mest fantastiske af det hele er at manuskriptet er ubegribelig latterligt. Det resulterer blandt andet i at en af hovedpersonerne umotiveret river sine boxershorts af, for at forbinde et sår og at heltene skyder med løst krudt, fordi de er jo the good guys?!?
3. Troll 2 [1990]
Instrueret af Claudio Fragasso
Skrevet af Claudio Fragasso og Rosella Drudi
Med Michael Stephenson, George Hardy, Connie Young, Margo Prey, Jason Wright og Jason Steadman
Troll 2 var allerede fra første skud en film der kun kunne ende som en katastrofe. Den blev skrevet og instrueret af talentløse italienere, hvis forståelse af engelsk var minimal. Rollelisten blev fyldt af lokale beboere, uden den store erfaring, for eksempel var og er George Hardy byens tandlæge. Filmens make-up effekter er nogle af de mest elendige der nogensinde er endt på film og så er der ingen fucking trolls noget sted i filmen. Men det er eddermame en fantastisk filmoplevelse.
4. Killer Klowns from Outer Space [1988]
Instrueret af Stephen Chiodo
Skrevet af Stephen, Charles og Edward Chiodo
Med Grant Cramer, Suzanne Snyder, John Vernon, Michael Siegel, Christopher Titus og Royal Dano
En lille by bliver invaderet af rumvæsner. Det er jo set masser af gange før, men denne gang er rumvæsnerne sindssyge og blodtørstige klovne. Det er dårligt, elendigt spillet og overvældende dumt. Det er svært at sige andet om ballondyr som sporhund, folk der bliver viklet ind i candyfloss og kødædende popcorn. Andet end at det er hysterisk morsomt og jeg udfordrer desuden enhver som ser filmen, til at undgå at have titelmelodien på hjernen flere uger efter denne uforglemmelige oplevelse er slut.
5. Simon Sez [1999]
Instrueret af Kevin Elders
Skrevet af Moshe Diamant, Rudy Cohen, Andrew Miller og Andrew Lowery
Med Dennis Rodman, Dane Cook, Ricky Harris, John Pinette, Xin Xin Xiong og Emma Sjöberg
Et levn fra den tid hvor Dennis Rodman troede at han var skuespiller. Det var dog blot endnu en af hans mange vrangforestillinger men det efterfølgende kaos, er en cinematisk symfoni af dårlige beslutninger. Den største er selvfølgelig Dennis Rodman, men derudover får man også Dane Cook som hans dinosaur-legende sidekick og nok den mest pinlige techno slåskamp/sexscene på denne side af Steven Seagal.
6. Meet the Feebles [1989]
Instrueret af Peter Jackson
Skrevet af Peter Jackson, Fran Walsh, Danny Mulheron og Stephen Sinclair
Med Danny Mulheron, Brian Sergant, Mark Wright, Mark Hadlow, Stuart Devenie og Peter Vere-Jones
Før Peter Jackson blev verdenskendt med Lord of the Rings, lavede han useriøse splatterfilm som den fantastiske Braindead. I den periode lavede han også denne forstyrrede og underlige dukkefilm. Filmen kan bedst beskrives som Muppet Show smidt i en psykotisk blender sammen med masser af stoffer, sex og vold. Det er sindssygt ud over alle grænser, men man vil med garanti aldrig se noget lignende.
7. Shaolin Soccer [2001]
Instrueret af Stephen Chow
Skrevet af Stephen Chow og Kan-Cheung Tsang
Med Stephen Chow, Wei Zhao, Man Tat Ng, Cecilia Cheung, Kwok-Kwan Chan og Yin Tse
Respekt må gå til Stephen Chow, for at få fodbold til at virke interessant. Dermed ikke sagt at filmen er specielt god, men blandingen af fodbold, kung fu og skøre effekter er unægteligt underholdende. Intet giver mening, men man har det for sjovt til at man ligger mærke til det. Stephen Chow gik videre og lavede den meget bedre, Kung Fu Hustle, men Shaolin Soccer er stadig værd at se, hvis ikke for andet så i det mindste så for at se noget kreativ fodbold for en gangs skyld.
8. Kung Pow: Enter the Fist [2002]
Instrueret af Steve Oedekerk
Skrevet af Steve Oedekerk
Med Steve Oedekerk, Leo Lee, Fei Lung, Peggy Lu, Jennifer Tung, Lo Ming og Lin Yan
Komikeren, filminstruktøren af blandt andet Ace Ventura: When Nature Calls, manuskriptforfatteren af film som Bruce Almighty og skaber af en hel serie som parodiere film med kun tommelfingre i hovedrollerne, Steve Oedekirk, tog i 2002 et nyt skridt mod idioti. Han tog en dårlig gammel kung fu film, synkroniserede alle stemmer og lagde sig selv (og en flyvende ko) ind med computer. Resultatet er overdrevet åndssvagt, men det er svært ikke at grine af.
9. Mortal Kombat [1995]
Instrueret af Paul W. S. Anderson
Skrevet af Kevin Droney
Med Christopher Lambert, Robin Chou, Bridgette Wilson, Talisa Soto, Trevor Goddard, Cary-Hiroyuki Tagawa og Ed Boon
Paul W. S. Andersons karriere burde være startet og sluttet med hans filmatisering af Mortal Kombat. Først og fremmest, er den baseret på det spil som stort set var skyld i at der kom aldersgrænser på computerspil, men alligevel er alle filmens slåskampe utroligt vattede. Ydermere har man sat Christopher Lambert som tordenguden Raiden i front, men i det mindste er det skaberen af Mortal Kombat, Ed Boon, som ligger stemme til Scorpion. Det er dårligt på den komiske måde. Film nummer to er meget værre, men ikke rigtig på den sjove måde.
10. The Chronicles of Riddick [2004]
Instrueret af David Twohy
Skrevet af David Twohy
Med Vin Diesel, Colm Feore, Thandie Newton, Judi Dench, Alexa Davalos, Karl Urban, Linus Roache, Nick Chinlund, Keith David og Teddy Chen
Plads nummer 10 har forvandlet sig til den obligatoriske wild card plads. Denne gang bliver dette wild card udfyldt af The Chronicles of Riddick. Grunden til at den er med her på listen, er at den var universelt hadet af kritikere såvel som publikum da den udkom. Den skiller sig dog stadig ud fra resten, idet at jeg ikke syntes at det er en dårlig film. Der er ingen tvivl om at den ikke er lige så god som Pitch Black, langt fra, men i mine øjne er den bedre end de fleste andre blockbuster science fiction film som kommer ud af Hollywood. Desuden er Riddick klart den bedste rolle på Vin Diesels CV. David Twohy og Diesel har snakket om en efterfølger i flere år, personligt håber jeg at den bliver en realitet på et tidspunkt.
Runners Up: Masters of the Universe (fordi den har Dolph Lundgren som He-Man og Frank Langella som Skeletor), Showgirls (fordi den har, du ved…boobs) og Snakes on a Plane (fordi “I’ve had it with these motherfucking snakes on this motherfucking plane!”).
MMX: Movie of the Year
Runners up: How to Train your Dragon, Winter’s Bone, The Social Network og Exit Through the Gift Shop
Efter 411 lange dage kan jeg nu endelig afslutte filmåret 2010 og en ting kan jeg sige med det samme, det bliver håndteret på en lidt anderledes måde næste år, men nok om det. Som jeg har sagt tidligere, så var 2010 overordnet set måske ikke det bedste film år, men vi fik dog en samling rigtig gode film blandet ind imellem alt det knap så gode.
Når jeg sidder her og kigger på det, så må 2010 alligevel have været et lidt specielt film år for jeg har aldrig stået tilbage med fem så vidt forskellige favoritfilm som jeg gør nu. Et styk big budget intelligent science fiction fra Hollywood, et styk computeranimation der ikke kommer fra Pixar, et styk white trash girl power drama, et styk dokumentar om gadekunst og en film om Facebook. Det ligner bestemt ikke en typisk best of the year kategori og hurra for det.
Det var ekstremt tæt løb mellem hvilken film som jeg skulle vælge som årets bedste, for de er alle vigtige på hver deres måde. Inception viste at godt kunne lave science fiction i Hollywood uden smide hjernen i havnen. How to Train your Dragon viste at man godt kan lave 3D som ikke er frustrerende. The Social Network viste at David Fincher kunne gøre selv Facebook interessant. Exit through the Gift Shop viste at bare fordi det er en dokumentar, betyder ikke at man ikke kan lege med mediet og Winter’s Bone viste at jeg kunne føle med en narkohandlers teenage datter.
Alle filmene ligger utroligt tæt på mit hjerte og det vil de gøre mange år frem i tiden, men hvis jeg skal udvælge én (og det skal jeg) så må det være Inception. Det er en film som sætter en ny standard indenfor blockbusters og man kan kun håbe på at Hollywood bider mærke i det og i fremtiden lader talentfulde og intelligente filmskabere lave hvad de har lyst til.
Tak og farvel 2010, velkommen 2011. Håber du har noget godt at byde på.
