Christmas
It’s X-Mas, Yo! Part III
(¤ Jeg har besluttet mig for, at jeg simpelthen ikke har kræfterne til at slippe væk fra dette horrible slangudtryk, så derfor omfavner jeg det med begge mine arme og fuldender hermed den snart-legendariske “It’s X-Mas, Yo!” trilogi.)
Instrueret af Jalmari Helander
Skrevet af Jalmari Helander, Juuso Helander, Petri Jokiranta og Sami Parkkinen
Med Omni Tommila, Jorma Tommila, Tommi Korpela, Rauno Juvonen, Per Christian Ellefsen og Peeter Jakobi
Der er nogle ting, som jeg gør yderst sjældent. Jeg ser ikke ret mange finske film, jeg ser ikke mange julefilm og jeg indrømmer aldrig at jeg egentlig godt kan lide julen, men det bliver der lavet om på nu. Jeg har set Rare Exports, den er finsk, den handler om julen uden at være dårlig og jeg må anerkende, at jeg har svært ved at benægte at julestemningen så småt har overvældet mig.
Den søde, rare og lattermilde julemand, som vi alle er opvokset med, er blot en myte opfundet af Coca Cola for at tjene penge. I virkeligheden var han en dæmonisk trold, der én dag om året opsøgte uartige børn og åd dem. Han har i mange år været indespærret i et bjerg og verdenen kunne fejre julen i fred, men nu har et hold amerikanske gravrøvere fundet hans fængsel og gravet det fri. Julen er i fare og det samme er alle som ikke har opført sig ordentligt.
Traditionen tro, så ser jeg kun én julefilm om året. Det inkluderer selvfølgelig ikke Die Hard og Kiss Kiss Bang Bang, som jeg med glæde ser flere gange, men dem anser jeg mere som gode film end som julefilm. Det er en tilbagevendende oplevelse, som jeg næsten frygter lige så meget som julen i sig selv. Men i år er det ganske anderledes, næsten som ved et regulært julemirakel, så er årets film faktisk tæt på fantastisk.
Det er dog ikke den eneste overraskelse, som Rare Exports har at byde på. Det er en julefilm som er umulig at forudsige, det er ikke noget som man ser ofte, en film som finder juleånden frem i forfriskende original stil. Det faktum at filmen er helt igennem crazy, betyder ikke at det er et useriøst eventyr, begivenhederne bliver skam taget ganske alvorligt og det får det hele til at virke endnu bedre. Skuespillerne, inklusive de små af slagsen, gør det godt. Den herligt skæve humor leverer rigeligt med smil og så er der spandevis af skræmmende, nøgne gamle mænd. 
Og så er der lige en sidste ting, jeg ved ikke om de har magiske kameraer i Finland, men filmen er forbløffende smuk og er faktisk langt flottere end mange af de dyre Hollywood film.
Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at fejre julen på, end at jagte en ond og morderisk juletrold, men jeg ville skynde mig at låse døren hvis man har været uartig.
Se også: Trolljegeren
On the Twenty-Third Day of Christmas…
Nu er vi ved at nå til enden på denne julekalender og når jeg ser tilbage på de ting, som jeg har anbefalet, fortryder jeg kun 3 ting: De er ikke altid blevet postet i god tid, jeg har kun set traileren til G. I. Joe: Retaliation 437 gange og der har ikke været mange ting i andre sprog end engelsk. Derfor vil jeg skynde mig at rette op på en af de ting, inden det er helt for sent. Korea er indenfor kort tid blevet et af mine favorit filmlande og der bliver p.t. lavet flere originale og kreative film i Korea, i forhold til den samlede produktion, end noget andet sted. En af de film som var grobund for min øgede interesse i landets filmindustri, var Bong Joon-Hos sublime The Host. Normalt er monsterfilm underholdende, men lettere uintelligente og simple actionfilm, sådan er det ikke med The Host. Der er masser af lag under overfladen i denne fortælling om menneskets forurening, en by under angreb og en familie i krise, tilsat en lille mængde af slap-stick humor og samlet med en monsterfilm som ramme. Det betyder dog ikke at monsteret er ligegyldigt eller kedeligt, slet ikke, for mig er det blandt filmhistoriens bedste monstre. Så sæt julemusikken på pause og tag en chance med en helt igennem anderledes filmoplevelse.
On the Twenty-Second Day of Christmas…
Det er ikke kun de glade juledage som er beklædt med mørke, fremtiden ser skam heller ikke for lys ud. Det er en af de ting som science fiction film er glade for at fokusere på, idéen om at det kan godt være at det ser slemt ud nu, men bare vent i fremtiden er det meget værre. Jeg har længe været glad for instruktøren Alex Proyas, det er ham som stod bag filmatisering af The Crow og I, Robot, Men hans bedste film er efter min mening Dark City. Dark City udkom i 1998 og var en ganske unik lille film. Dens fremtids fortælling var anderledes, den var visuelt kreativ og så var den fyldt med gode præstationer. Kiefer Sutherland, Jennifer Connelly og William Hurt var alle mødt op for at give deres bedste, men det var Rufus Sewell der skilte sig ud. På det tidspunkt havde jeg forudset en stor karriere for Sewell, men sådan skulle det ikke være. Så tag i mod mørket for nu og huske på at der er lyse dage på stranden lige rundt om hjørnet.
On the Twenty-First Day of Christmas…
Tidligere på dagen, deltog jeg i en lille let diskussion om forskellige animationsfilm med et par venner af siden og to ting gik op for mig: For det første, så er der nogle som besidder et sæt ganske specielle smagløg og for det andet, så glemte jeg helt den type animationsfilm som jeg måske elsker allermest, nemlig stop-motion animation. Derfor er det kun passende at anbefale en her. Aardman Animation har længe været det førende studie indenfor stop-motion, men de seneste år har de skiftet til computeranimation og selv om Flushed Away og Arthur Christmas helt sikkert er fine nok film, så er det bare ikke det samme. Der er stadig lidt håb for fremtiden med næste års The Pirates! Band of Misfits, men indtil da kan man hygge sig med en af deres bedste skabninger. Wallace & Gromit in The Curse of the Were-Rabbit, fra 2005, har charme i overflod, endnu større mængder af humor og så er det ubegribeligt godt håndværk. Jeg har det lidt på samme måde med denne stop-motion, som jeg har det med special effects til rigtige film. Man kan sagtens lave super flotte ting på computer, men det vil aldrig være noget som eksisterer i den virkelige verden og vil derfor aldrig have den der lækre håndgribelige og hjemmelavede stil. Så sæt julekonfekten på hylen og nyd hvad andre folk kan lave med deres hænder.
On the Twentieth Day of Christmas…
Bare fordi at folk er glade og gaderne er fyldt med julelys, skal man ikke tro at alle de uhyggelige væsner er taget på ferie. De gemmer skam stadig i mørket og derfor vil jeg bruge anledningen til at anbefale en af de mest uhyggelige gyser-film i nyere tid. The Descent, fra 2005, er en af mine yndlings horrorfilm gennem tiderne. Det er et simpelt setup, et hold piger tager på opdagelse i en grotte og ting begynder at gå galt. Man behøver heller ikke meget mere end det, når det virker så eminent. Klaustrofobien er trykkende, intensiteten er høj, stemningen er til at skære igennem med en kniv og chokeffekterne er perfekte. Den var dengang, hvor Niel Marshall kunne lave gode film. Han startede med varulve-filmen Dog Soldiers, som jeg også værdsætter højt, så kom The Descent men derefter lavede han den post-apokalyptiske actionfilm Doomsday og ridderfilmen Centurion. De to sidste er ikke elendige film, men de lever bare ikke op til det han lavede før. Sæt dig ned med den varme glögg og gør dig klar til at blive skræmt fra vid og sans af dette mesterværk.
On the Nineteenth Day of Christmas…
De sidste par dage har jeg sagt pæne ord om nogle folk, som måske ikke altid gør sig fortjent til det. Det er også en god ting, men det er langt vigtigere at anerkende de bedste. George Clooney er blandt den absolute top i filmindustrien og har, efter sin knapt så heldige tid som Batman, næsten kun lavet den ene fantastiske film efter den anden, film som Michael Clayton, Three Kings, Out of Sight, Syriana, Up in the Air, sidste års The American og så har han endda også haft tid til at ligge stemme til The Fantastic Mr. Fox. Men udover at være en fremragende skuespiller, så er han også instruktør og mens jeg venter spændt på hans nyeste film, The Ides of March, vil jeg anbefale et par stykker af dem. Først er der den bidende skarpe Good Night, and Good Luck om journalisten Edward R. Murrow. Det er en flot film, smukt skudt i sort/hvid og så er den ledet af en sublim præstation fra David Strathairn. Den anden film den skøre og kaotiske Confessions of a Dangerous Mind med Sam Rockwell, Drew Barrymore og George Clooney selv. Filmen handler om Chuck Barris, en gameshow vært som påstår at han også arbejder for CIA. Den er skrevet af Charlie Kaufmann (Being John Malkovich, Adaptation, Eternal Sunshine of a Spotless Mind) så man ved at det ikke er helt normalt. To yderst seværdige film fra en mand, som måske er lidt for god til alting, han gør det i hvert fald svært for andre at nå det samme niveau.
On the Eighteenth Day of Christmas…
På iPhone findes der mange spil i den populære ABR (Always Be Running) genre og i sidste uge blev der udgivet endnu et af slagsen. I Wind-Up Knight er man en lille mekanisk ridder som skal redde prinsessen inden han løber tør for strøm. Spillet har et sødt udseende, men det skal man ikke lade sig snyde af, det er overraskende svært. Man kan opgrader alt sit udstyr, men man skal ikke tro at det er et spil, som man bare kan løbe igennem (¤ha ha, jokes). Spillet er ikke perfekt, det kører ikke altid lige flydende, hvilket ikke er en fordel når timing er højsædet, så jeg håber at det bliver fixet i nærmeste fremtid. Det er underholdende tidsfordriv, koster kun 6 kroner og man burde prøve det. Det findes også på Android, hvor det endda er ganske gratis, men så kræver det til gengæld også at man skal unlocke alting selv.
On the Seventeenth Day of Christmas…
I stil med gårsdagens tanke med at sætte pris på ting, selv om de langt fra er perfekte, kom jeg til at tænke på Paul Walker (¤ja, jeg ved godt at min hjerne virker på en underlig måde). Jeg har normalt ikke noget til overs for Paul Walker, hans pretty-boy udseende og hans intetsigende skuespil i film som The Skulls, Fast and the Furious og Into the Blue, men han har stadig lavet et par lettere oversete film som jeg gerne vil anbefale. Først er der John Dahls Joy Ride, hvor Walker, Steve Zahn og Leelee Sobieski bliver jagtet af en ondsindet trucker. Det var en effektiv og spændende thriller i stil med Duel og Breakdown, godt skrevet af J. J. Abrams. Den anden film er Wayne Kramers Running Scared, der på papiret ligner en ganske almindelig thriller, men udvikler sig til en jævnt psykopatisk tegneserie. Filmen er konstant overraskende, visuelt flot og er et perfekt eksempel på at man aldrig skal dømme en bog på sit cover. Så fordi det er jul, så kan sige dette: Paul Walker, jeg kan sgu godt lide dig også selv om du er lidt af en padde.
On the Sixteenth Day of Christmas…
Anbefalinger er, som regel, forbeholdt gode ting. Nu er det dog en smule kedeligt altid at leve efter reglerne, så derfor maler jeg idag lidt udenfor linjerne og anbefaler en film, som jeg rent faktisk ikke syntes er specielt god. Da Last Action Hero udkom i 1993 blev den en enorm financiel fiasko og den blev voldsomt kritiseret af både anmeldere og seere, selv var jeg også ganske skuffet da jeg kom ud af biografen. På papiret burde det have været en af de bedste blockbusters nogensinde. I spidsen havde man Arnold Schwarzenegger, som var på toppen af sin karriere. Bag kameraet havde John McTiernan, som havde instrueret fremragende actionfilm som Die Hard og Predator. Manuskriptet var skrevet af Shane Black, der også stod for ordene i Lethal Weapon, Monster Squad og The Last Boy Scout. Filmen var fyldt til randen med in-jokes, filmreferencer og cameos. Desværre hang disse sublime puslespilsbrikker slet ikke sammen og det endelige resultat var et stort makværk, men alligevel er det en film som jeg har set mange gange og kommer til at se flere gange i fremtiden. Der er bare en overflod af interessante idéer, hvilket er værdifuldt selv om de fleste ikke virker. Det er en af de få film som jeg gerne vil se en genindspilning af. Shane Black skulle igen skrive manuskriptet, sæt J. J. Abrams i instruktørstolen og giv hovedrollen til Dwayne “The Rock” Johnson. Det kunne være episk! Min anbefaling er, i den sande juleånd, at man skal huske at elske ting selv om de langt fra er perfekte.
On the Fifteenth Day of Christmas…
Igår skrev jeg en tilnærmelsesvis positiv sætning om en dansk film og Twitter var nede i 40 minutter, så jeg tror bare at jeg holder mig fra hjemlandets “goder”. Det stopper mig dog ikke i at snakke pænt om min nabo. Jeg har endelig fået set thrilleren Hodejegerne og lige meget hvor aggressivt medierne forsøger at bilde dig ind at det er en dansk film, så er den ganske norsk. Dette sker ofte, alle vil have del af en god ting og der er da også et par danske skuespillere med, men det er irrelevant. Hvad der til gengæld er relevant er, at det er en spændende og velkonstrueret thriller. Skuespillet er fantastisk, især hovedrolleindehaveren Aksel Hennie er fremragende, intensiteten er i top og historien er snoget nok til at holde en på kanten. En god og spændende film, som man i dette tilfælde er nød til at se efter sin nabo.
