Film Review: The Cabin in the Woods
Instrueret af Drew Goddard
Skrevet af Joss Whedon og Drew Goddard
Med Kristen Connolly, Chris Hemsworth, Anna Hutchinson, Fran Kranz, Jesse Williams, Richard Jenkins og Bradley Whitford
En anmelders job, kan til tider være ret kompliceret. Det er ikke fordi, det er specielt svært eller hårdt, men nogen gange støder man på film, som gør en anmeldelse til en næsten umulig udfordring. Drew Goddard og Josh Whedons The Cabin in the Woods er en af den slags film.
Først og fremmest, er det en af den type film som er bedst, hvis man går den i møde med mindst mulig viden om den. Flere af filmens overraskelser kan hurtigt blive ødelagt af bare den mindste viden, så derfor er det generelt en god idé at lave et totalt medie blackout og ikke se nogen trailers eller andet relateret reklamemateriale. Alene derfor kan en anmeldelse være ganske svær at skrive, men man kan være helt rolig, dette er et spoiler-frit område og jeg har endda undladt at skrive en skuespillers navn på rollelisten, for selv det ville være en spoiler.
Den næste komplikation er nærmest modsat af det ovenstående. The Cabin in the Woods er hvad man roligt kan kalde en anmelder-film eller en filmbuffs drøm, en film hvor viden om genren er på grænsen til påkrævet. En anmelder-film ses ofte som en slags kæledægge for en stor skare af anmeldere og høster sandsynligvis skyhøje karakterer, mens den almene biografgænger trækker på skuldrene og ser uforstående på alt den kærlighed som filmen bader i. Eksempler på dette kunne være film som Quentin Dupiexs Rubber, Nicolas Winding Refns Drive og Terrence Malicks The Tree of Life, men også i mindre grad en mere mainstream film som Gore Verbinskis Rango, som jeg vil påstå kun bliver bedre hvis man nærer en stærk kærlighed for filmmediet. The Cabin in the Woods falder 100 procent i den kategori, men på den anden side, hvis man læser dette, så har man vel også en eller anden form for filminteresse.
The Cabin in the Woods’ historie er en af de ældste i horrorgenren. En gruppe unge tager på en forlænget weekend i en afsidesliggende hytte, alene med det formål at feste og pludselig går det alting galt. Det hele er lige der i titlen, der er en hytte i en skov og det er det… eller er det?
Instruktøren Drew Goddard og manuskriptforfatteren Joss Whedon har arbejdet sammen mange gange før, mest på tv med serier som Buffy og Angel. Whedon stod, som bekendt, for kæmpesuccesen The Avengers for nylig mens Goddard prøvede det store lærred med manuskriptet til Cloverfield. Vanen tro for de to, så byder The Cabin in the Woods på skarp dialog, god humor, kreativitet og et helt vognlæs af referencer til alverdens popkultur. Filmen er en sand guldgruppe for den observante horror-fan, da den nærmest er en dekonstruktion af den ofte kliché-tyngede genre. Der bliver let og ubesværet leget rundt med éns forventninger, prikket drillesygt til gamle klassikere og gjort kærligt grin med genrens typisk usandsynligt naive karakterer. Som en filmelsker, plantet midt i målgruppen, fik jeg en masse grin og halvanden times god solid underholdning ud af The Cabin in the Woods, men jeg kan kun forstille mig, at man får en del mindre ud af filmen hvis man ikke besidder den samme interesse for film eller genren. En af omkostningerne ved at det hele bliver så meta og referencefyldt, er at The Cabin in the Woods desværre aldrig bliver sådan rigtig uhyggelig, men det er en pris jeg er villig til at betale.
Som en afslutning på denne lettere impotente anmeldelse, giver jeg The Cabin in the Woods den respektable karakter 8 ud af 10, men jeg har en fornemmelse af ved gensyn, vil jeg sikkert syntes endnu bedre om denne specielle oplevelse. Anmeldelsen må nøjes med den knap så gode karakter 5 ud af 10, på grund af forvirrende sprog, håbløse referencer og generel selvhøjtidlighed.
Mini Review: Alle for Én
Mick Øgendahl og Rasmus Heide fortsætter med at terrorisere den danske filmindustri. Efter to mildest talt elendige film, Blå Mænd og Julefrokosten, har Øgendahl nu skrevet endnu en film og det kan vel ikke komme som nogen overraskelse, at den også er ganske forfærdelig.
I Alle for Én har Øgendahl for en gangs skyld skrevet en historie, hvilket der var intet af i de andre film og det faktum, historien er stjålet fra utallige klichéfyldte Hollywood crime-comedies, viser bare hvor god han er til at skrive. Humoren er heldigvis hævet væsentligt over det pinlige niveau fra tidligere film, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med at det er sjovt. Jeg grinte omkring en håndfuld gange i løbet af filmen, hvilket er en håndfuld mere end jeg gjorde i Blå Mænd og Julefrokosten tilsammen og det vil idioten Øgendahl sikkert se som en sejr, så hurra for ham.
Alle for Én kan stolt byde to gode ting: Rutger Hauer er af en eller anden mærkværdig årsag med i denne ligegyldige danske film og rulleteksterne er ret flotte og professionelt lavet, i modsætning til resten af filmen.
Film Review: The Artist
Der er en lille håndfuld situationer, hvor jeg ser fuldstændig igennem fingrene med biografernes dyre priser, den middel-mådige kvalitet og det uopdragne publikum, der tilsyne-ladende ikke har bedre ting at tage sig til end at snakke under filmen. Disse situationer inkluderer eksempelvis når Quentin Tarantino sidder i instruktørstolen, at se Chuck Norris på det store lærred en sidste gang (hvilket jeg får muligheden for senere på året i The Expendables 2) og så hvis jeg får chancen for at se en sort/hvid stumfilm i de almindelige biografer i det herrens år 2012. Det er ikke noget som sker hver dag, så det er med at slå til når muligheden opstår. Det hjælper selvfølgelig også hvis den pågældende film er god, men The Artists stamtræ er gyldent og derfor drog jeg fortrøstningsfuldt med på rejsen tilbage til filmindustriens ungdomsdage.
Hollywood, 1927. Stumfilmen er på sit højeste og George Valentine (Jean Dujardin) er den største stjerne i filmbyen. Valentine er elsket af alle og han er bestemt heller ikke utilfreds med berømmelsen. Han støder tilfældigt på den aspirerende skuespillerinde Peppy Miller (Bérénice Bejo) til premieren på hans nyeste film og de har åbenlys kemi fra første sekund. Valentine hjælper Miller ind i industrien og med ét er en stjerne født. Det varer dog ikke længe før der bliver vendt op og ned på Valentines verden, da Hollywood introducerer de første film med tale. Millers karriere skyder til tops, mens Valentine desperat forsøger at holde fast i sin.
Jean Dujardin, Bérénice Bejo og instruktøren Michel Hazanavicius har tidligere samarbejdet på den fantastiske komedie, OSS 117: Le Caire nid d’espions, der var lige dele spoof og et kærlighedsbrev til de gamle spionfilm fra 50’erne og 60’erne. The Artist skruer lidt ned for spoof-vinklen, men kærligheden til en forsvunden tid i filmhistorien er intakt og den følelse er smittende. Den er næsten umuligt ikke at blive forelsket i filmen og en stor del af det, kan man takke Jean Dujardin for. Han besidder et enormt komisk talent, hans timing er noget nær perfekt og her er det endda uden at sige et ord. Han er en gudsbenådet visuel komiker, som datidens Charlie Chaplin og Buster Keaton, men man kan også drage nutidige sammen-ligninger, så som Jim Carreys roller i 90’erne. Han har et særdeles udtrykningsfuldt “gummi” ansigt, han kan få folk til at grine alene med hans mimik og så har han et stort bredt smil, som man skal være en del mere kold og kynisk end jeg er, for ikke at blive charmeret af.
Dujardin og Bejo har så stærk en kemi sammen, at de næsten truer med at brænde gennem lærredet. Det havde de også i OSS 117 og det er stadig praktisk talt umuligt ikke at blive revet med. Dette bliver kun endnu svære når Uggie, filmens bedårende lille firbenede co-star, træder frem på scenen. Den er simpelthen uimodståelig. Derudover giver garvede Hollywood skuespillere, som John Goodman og James Cromwell, fin støtte i vigtige biroller.
The Artist leverer det ene magiske øjeblik efter det andet, næsten hvert eneste visuelle optrin er humoristisk guld, smukt fulgt af det fremragende score. Filmen er ikke hundrede procent stum og de gange der bliver leget med lyden er yderst kreative og velfungerede. Lige som ved de “rigtige” stumfilm kommer der et tekstkort frem, når karaktererne taler, dog langtfra hver eneste gang. Når scenen i sig selv beskriver hvad der sker, bliver det holdt ved det, noget som man godt kunne lære af i nutidens film, hvor man ofte både viser hvad der sker, men også føler sig tvunget til at beskrive det med ord. The Artist ser ikke ned på sit publikum, den forventer at man godt selv kan forstå hvad der sker på lærredet og det er ganske befriende. 
The Artist er langt fra en film for alle, der er sikkert mange der vil kede sig og jeg vil da også indrømme, at efter et helt liv fyldt med film hvor lyden er næsten lige så vigtig som billedet, så havde jeg det lidt svært i starten. Det er en helt speciel oplevelse, men jeg kan ikke sige andet end at jeg elskede hvert eneste sekund. Hvis man bliver skræmt af de sort/hvide billeder og den manglende tale, syntes jeg at man skulle give filmen en chance og jeg kan næsten ikke forestille mig andet end, at man forlader biografen med et bredt smil på læberne.
MMXi: Best Comedy
Runners-Up: It’s Kind of a Funny Story, The Guard, 50/50 og The Beaver
I forhold til, hvor meget jeg har beklaget mig over de mange tamme Hollywood komedier i det forgangne år, skulle man tro at 2011 var et forfærdeligt år for humor. Så langt vil jeg dog ikke gå, i det at der stadig var en god håndfuld film, som gav mig nogle gode grin.
Mange komedier har forsøgt at samle et helt hold af skuespillere med god komisk timing, uden at det har givet det store udbytte, men det lykkedes heldigvis for Crazy, Stupid, Love. Skuespillerne, som inkluderer Steve Carell, Ryan Gosling, Emma Stone, Kevin Bacon, Marisa Tomei og Julianne Moore, bliver hjulpet af et morsomt og intelligent manuskript. I en tid, hvor ordne “romantisk komedie” næsten er blevet synonym med uhumoristisk elendighed, er det befriende når der kommer en film som Crazy, Stupid, Love som behandler dens karakterer og kærlighedens problemer på en voksen, men samtidig sjov måde.
Tre af de nominerede påtager sig den svære opgave, at lave en komedie centreret om en alvorlig sygdom, noget som hurtigt kan være smagløst, hvis det ikke bliver gjort med respekt. I 50/50 er det en af de mindst sjove sygdomme, nemlig kræft, men der er så meget hjerte og humor bag, at det går hen og bliver en ganske livsbekræftende oplevelse. Skuespillet er også i top, med gode præstationer fra Joseph Gordon-Levitt, Seth Rogen og Anna Kendrick. It’s Kind of a Funny Story kaster sig over en ligeledes knap så sjov sygdom, depression. Filmen behandler temaet og sygdommen alvorligt, når man først kan tage problemet seriøst, kan man også finde humor i det. Filmen byder også på Zach Galifianakis’ bedste rolle i hans karriere.
Der har været megen omtale af Mel Gibsons person, udenfor hans professionelle karriere, men det ændre ikke ved at han er en god skuespiller. For mig, er det kun filmen der tæller, al det udenoms halløj er for mig ligegyldigt og i The Beaver er han fremragende. Efter et nervøst sammenbrud, bruger Gibson en tøjbæver til at komme på rette spor igen og det er både sjovt og velspillet. The Guard er egentlig bare en “fish-out-of-water” komedie, men den virker på grund af en dejlig tør britisk humor og fantastiske præstationer fra Brendan Gleeson og Don Cheadle.
It’s X-Mas, Yo! Part III
(¤ Jeg har besluttet mig for, at jeg simpelthen ikke har kræfterne til at slippe væk fra dette horrible slangudtryk, så derfor omfavner jeg det med begge mine arme og fuldender hermed den snart-legendariske “It’s X-Mas, Yo!” trilogi.)
Instrueret af Jalmari Helander
Skrevet af Jalmari Helander, Juuso Helander, Petri Jokiranta og Sami Parkkinen
Med Omni Tommila, Jorma Tommila, Tommi Korpela, Rauno Juvonen, Per Christian Ellefsen og Peeter Jakobi
Der er nogle ting, som jeg gør yderst sjældent. Jeg ser ikke ret mange finske film, jeg ser ikke mange julefilm og jeg indrømmer aldrig at jeg egentlig godt kan lide julen, men det bliver der lavet om på nu. Jeg har set Rare Exports, den er finsk, den handler om julen uden at være dårlig og jeg må anerkende, at jeg har svært ved at benægte at julestemningen så småt har overvældet mig.
Den søde, rare og lattermilde julemand, som vi alle er opvokset med, er blot en myte opfundet af Coca Cola for at tjene penge. I virkeligheden var han en dæmonisk trold, der én dag om året opsøgte uartige børn og åd dem. Han har i mange år været indespærret i et bjerg og verdenen kunne fejre julen i fred, men nu har et hold amerikanske gravrøvere fundet hans fængsel og gravet det fri. Julen er i fare og det samme er alle som ikke har opført sig ordentligt.
Traditionen tro, så ser jeg kun én julefilm om året. Det inkluderer selvfølgelig ikke Die Hard og Kiss Kiss Bang Bang, som jeg med glæde ser flere gange, men dem anser jeg mere som gode film end som julefilm. Det er en tilbagevendende oplevelse, som jeg næsten frygter lige så meget som julen i sig selv. Men i år er det ganske anderledes, næsten som ved et regulært julemirakel, så er årets film faktisk tæt på fantastisk.
Det er dog ikke den eneste overraskelse, som Rare Exports har at byde på. Det er en julefilm som er umulig at forudsige, det er ikke noget som man ser ofte, en film som finder juleånden frem i forfriskende original stil. Det faktum at filmen er helt igennem crazy, betyder ikke at det er et useriøst eventyr, begivenhederne bliver skam taget ganske alvorligt og det får det hele til at virke endnu bedre. Skuespillerne, inklusive de små af slagsen, gør det godt. Den herligt skæve humor leverer rigeligt med smil og så er der spandevis af skræmmende, nøgne gamle mænd. 
Og så er der lige en sidste ting, jeg ved ikke om de har magiske kameraer i Finland, men filmen er forbløffende smuk og er faktisk langt flottere end mange af de dyre Hollywood film.
Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at fejre julen på, end at jagte en ond og morderisk juletrold, men jeg ville skynde mig at låse døren hvis man har været uartig.
Se også: Trolljegeren
On the Sixteenth Day of Christmas…
Anbefalinger er, som regel, forbeholdt gode ting. Nu er det dog en smule kedeligt altid at leve efter reglerne, så derfor maler jeg idag lidt udenfor linjerne og anbefaler en film, som jeg rent faktisk ikke syntes er specielt god. Da Last Action Hero udkom i 1993 blev den en enorm financiel fiasko og den blev voldsomt kritiseret af både anmeldere og seere, selv var jeg også ganske skuffet da jeg kom ud af biografen. På papiret burde det have været en af de bedste blockbusters nogensinde. I spidsen havde man Arnold Schwarzenegger, som var på toppen af sin karriere. Bag kameraet havde John McTiernan, som havde instrueret fremragende actionfilm som Die Hard og Predator. Manuskriptet var skrevet af Shane Black, der også stod for ordene i Lethal Weapon, Monster Squad og The Last Boy Scout. Filmen var fyldt til randen med in-jokes, filmreferencer og cameos. Desværre hang disse sublime puslespilsbrikker slet ikke sammen og det endelige resultat var et stort makværk, men alligevel er det en film som jeg har set mange gange og kommer til at se flere gange i fremtiden. Der er bare en overflod af interessante idéer, hvilket er værdifuldt selv om de fleste ikke virker. Det er en af de få film som jeg gerne vil se en genindspilning af. Shane Black skulle igen skrive manuskriptet, sæt J. J. Abrams i instruktørstolen og giv hovedrollen til Dwayne “The Rock” Johnson. Det kunne være episk! Min anbefaling er, i den sande juleånd, at man skal huske at elske ting selv om de langt fra er perfekte.
Film Review: Crazy, Stupid, Love
Instrueret af Glenn Ficarra og John Requa
Skrevet af Dan Fogelman
Med Steve Carell, Ryan Gosling, Julianne Moore, Emma Stone, Analeigh Tipton, Jonah Bobo, Kevin Bacon, John Caroll Lynch, Josh Groban og Marisa Tomei
2011 US 118 min. Romantisk Komedie / Drama
Den overvældende syndflod af romantiske komedier, optager mere plads i filmindustrien end de fleste andre genrer. Det er åbenbart det som folket vil se, men i den seneste tid har genren taget en meget ubehagelig drejning. Der er tilsyne-ladende sket et eller andet i Hollywood, der kræver at hoved-personerne alle skal være ulidelige og modbydelige mennesker, som det er umuligt at holde med. Alle karaktererne i The Dilemma, med undtagelse af Jennifer Connelly, er afskyelige. Adam Sandler er, vanen tro, en komplet idiot i Just Go with It. Owen Wilson og Jason Sudekis er manipulerende fjolser i Hall Pass. Katherine Heigl og Josh Duhamel er overfladiske personlighedsløse papfigurer i Life as We Know It. Cameron Diaz er, i mangel på bedre ord, en forbandet møg-luder i Bad Teacher. Lad os bare kalde det en douchbag faktor og det virker som at det er den bærende ingrediens i romantiske komedier, nu til dags.
Udover de usympatiske karakterer, bliver humoren samtidig trukket ned til den absolutte laveste fællesnævner. Det er oftere provokerende uintelligent end det er morsomt og i flere tilfælde forfalder filmskaberne lynhurtigt til en afhængighed af pruttehumor og racistiske stereotyper. Det er blevet så slemt, at jeg nærmest havde mistet enhver tro på, at jeg kunne opleve en god romantisk komedie i den nærmeste fremtid. Derfor var Crazy, Stupid, Love en forfriskende og velkommen overraskelse.
Cal Weaver (spillet af Steve Carell) finder sig pludselig midt i en skilsmisse fra et ægteskab, som han troede kørte på skinner. Cal er nu alene, for første gang i hans liv og han føler sig fuldstændig fortabt. Den unge casanova, Jacob Palmer (spillet af Ryan Gosling) tager medlidenhed med den ynkelige mand og beslutter sig for at hjælpe. Cal bliver forvandlet til en reel ladies man, men er det virkelig det liv han ønsker?
Det som adskiller Crazy, Stupid, Love fra alle de tidligere nævnte film, kan opsummeres med et ord: kvalitet. Det virker lidt som en nem løsning, men den beskrivelse dækker alle facetter af filmen. Karaktererne virker som mennesker og ikke bare som joke-automater. Det skyldes først og fremmest, at de bliver spillet af dygtige skuespillere, som alle leverer gode og troværdige præstationer. Udenfor The Office skal man lede længe efter en sjovere Steve Carell. Ryan Gosling er, som altid, pefekt. Kevin Bacon er Kevin Bacon, hvilket kun kan være en god ting. De kvindelige roller, Julianne Moore, Emma Stone, Marisa Tomei og nybegynderen Analeigh Tipton, er stærke og charmerende. Det er så hjulpet på vej af et velskreven og yderst morsomt manuskript fra Dan Fogelman. Han har tidligere holdt sig til at skrive animationsfilm, så som Tangled, Bolt og Cars, men han klarer skiftet til mere voksne temaer med bravur.
Crazy, Stupid, Love er instrueret af makkerparret Glenn Ficarra og John Requa, som stod bag den undervurderede I Love You Philip Morris. En film som blev forbigået af mange, på grund af det kontroversielle tema, men hvis man kunne acceptere emnet så ville man finde den første sjove Jim Carrey præstation i meget lang tid. Ficarra og Requa har også en anden ting som placerer dem på den rigtige gode side af komediegenren, de skrev nemlig manuskriptet til Terry Zwigoffs Bad Santa.
Crazy, Stupid, Love gør det som Horrible Bosses ikke formåede. Horrible Bosses var ikke en dårlig film, men den fik ikke det fulde udbytte ud af den gode rolleliste. Crazy, Stupid, Love benytter sig fuldt ud af de fremragende skuespillere, som de har til rådighed og resultatet er en romantisk komedie, som er sjov og vedkommende uden at være falsk eller påsat. Det er en sjælden ting, som man skal værdsætte når det endelig sker.
Se også: Love Actually
Film Review: Attack the Block
Instrueret af Joe Cornish
Skrevet af Joe Cornish
Med John Boyega, Nick Frost, Jodie Whitaker, Luke Treadaway, Terry Notary og Paige Meade
2011 UK 89 min Science Fiction / Komedie / Horror
“Inner City vs. Outer Space”
Jeg har længe haft den mening, at i forhold til hvordan verdenen ser ud i dag med alt den åbenhed og inter-nationalitet som internettet har givet os, samt den øgede tilgængelighed af udenlandske medier, så er der ikke længere mange brugbare undskyldninger tilbage, for at man ikke kan forstå engelsk. Personligt, havde jeg selvfølgelig engelsk i skolen og klarede mig ganske udmærket, men hvad der er mindst lige så vigtigt er, at jeg har set engelsksprogede tv-serier og film siden at jeg var barn. Uden at komme for langt over i rygklapper-territorium, så forstår jeg størstedelen af talt engelsk, med mindre det bliver dybt teknisk og jeg har forsøgt at undgå danske undertekster på engelske og amerikanske film de sidste 10 år. Man kan med rette sidde og spørge sig selv, hvad har alt det her med Attack the Block at gøre?
Da Attack the Block fik distributør i USA, var der stort postyr på internettet, fordi man overvejede at udgive den med undertekster. En engelsk film med engelske undertekster til et engelsksproget publikum. Det virker lidt latterligt, men for en gangs skyld er jeg faktisk på den anden side end dem som brokker sig på internettet. Jeg syntes det er fuldt ud okay, at der er undertekster på filmen. Jeg så den uden og fik størstedelen med, men filmen er så proppet med slang, at det er forståeligt hvis nogen gerne vil have et sikkerhedsnet i form af underteksterne. At jeg så mener at det skal være engelske tekster og ikke danske, er en helt anden snak, men nu skal vi videre til selve anmeldelsen.
En maskeklædt bande af unge bliver afbrudt, midt i et gaderøveri, af et faldende objekt fra himlen. Da de undersøger nærmere, finder de et gråt lille væsen som angriber og derefter flygter. Det kan de selvfølgelig ikke lade stå ubesvaret, så de jagter dyret, slår det ihjel og tager liget med som et trofæ. Det skulle de dog ikke have gjort. Væsnet er på ingen måde alene og de unge drenge må pludselig flygte for deres liv. De søger sikkerhed i deres boligblok, men den bliver hurtigt omringet og det er kun et spørgsmål om tid, før væsnerne bryder ind.
Det er utroligt modigt og/eller dumdristigt, at åbne filmen med en scene, hvor vores hovedpersoner truer en ung pige med en kniv og stjæler hendes ting. De er fra start afbilledet som nogle yderst usympatiske individer og jeg kan sagtens forstå, hvis der er nogle som falder fra allerede der, men efter min mening kan filmen bære den tunge byrde. Det er til filmens kredit, at man i løbet af den korte spilletid, begynder at holde med dem som man lærer mere om deres karakterer og følger deres udvikling. Det er en svær opgave, som bliver løst fordi det er så forbandet godt skruet sammen, skrevet og ikke mindst spillet.
Instruktøren og manuskriptforfatteren, Joe Cornish, har arbejdet sammen med Edgar Wright på Shaun of the Dead og Hot Fuzz, desuden har de også skrevet den kommende Tintin film sammen. Attack the Block er sammenlignelig med Shaun of the Dead, ikke så meget i filmens overordnede tone, men i hvordan man i begge film, tager en eksisterende genre og blander den med en ordentlig portion humor, filmreferencer ad libitum og et målrettet fokus på karaktererne. Lige som i Shaun, er dialogen smart, velskreven og ofte meget morsom.
Det hjælper også at alle hovedpersonerne bliver spillet fremragende af det ukendte unge cast. De fortabte streetkids og den unge kvinde, som de røver, spiller rigtig godt. John Boyega, som spiller gruppens leder Moses, excellere dog mere end nogen anden og fortjener at få en stor plads i filmindustrien i fremtiden. Den eneste som falder lidt udenfor, er Shaun of the Deads Nick Frost, som her er en anelse ligegyldig. Det virker mest som en vennetjeneste og et forsøg på at have et kendt ansigt på rollelisten.
Filmens effekter og creature design er lavet af Double Negative, holdet bag effekterne i Inception, The Dark Knight, Paul og Scott Pilgrim. Deres arbejde i Attack the Block, er intet mindre end sublimt. De formår at få det absolut maksimale ud af filmens begrænsede budget. De væsner som de har skabt, er kreative, flot udført og nogle af de mere memorable monstre i nyere tid.
Attack the Block er et forfriskende pust af underholdende og sjov monster-action. Den overtager ikke pladsen fra Shaun of the Dead, men det er uden tvivl en af de bedste filmoplevelser at jeg har haft i år.
Se også: Shaun of the Dead
Crazytown: The Puppet Monster Massacre
Instrueret af Dustin Mills
Skrevet af Dustin Mills
Med stemmer af Steve Rimpici, Bart Flynn, Dustin Mills, Ethan Holey, Erica Kisseberth og Brandon Salkil
2010 81 min. US Dukkefilm / Horror / Komedie
Det er altid spændende at rode igennem alle de obskure film, der fylder filmindustriens mørke og aflåste kælder, i en konstant jagt efter et eller andet ukendt og overset fund. Resultatet af skattejagten blev, denne gang, den lidt-sete dukkefilm fra sidste år, The Puppet Monster Massacre. Filmen er en kærlig og ultra low-budget hyldest til 80’ernes horrorfilm, udført gennem tøjdukker i en sær blanding af Sesame Street og Peter Jacksons Meet the Feebles.
Historien er en klassiker indenfor gyserfilm genren: 5 tilfældigt udvalgte unge, får muligheden for at vinde en million dollars, men først må de overleve en nat i den skumle doktors hus. Der er nogle gode grin, der er ofte blod overalt, dukkerne er udmærket lavet og Dustin Mills gør ganske kreativ brug af et eller andet tilfældigt baggrundsprogram på computeren, som er med til at give mange af scenerne en sær dybde. De fleste af stemmerne fungerer fint, især Mills selv, som er ret sjov i rollen som den filmrefererende nørd Raimi. Traileren til filmen gør meget ud af, at fortælle at Steve Rimpici og Bart Flynn har lagt stemmer til store computerspil som Red Dead Redemption og Metal Gear Solid. Det den ikke fortæller noget om, er at det kun er i yderst begrænsede roller som henholdsvis Enemy Soldiers og Pedestrian/Background Character.
Desværre er The Muppet Monster Massacre langt fra så vellykket, som man kunne have håbet. Det hele er lige en tand for simpelt, filmens flow halter jævnligt og der bliver hurtigt lagt mere vægt på pruttehumor, i stedet for at skrive reelle jokes. Men selvom resultatet ikke er vellykket, så er det alligevel en af den slags film, som jeg vil nyde at smide på fjernsynet en sen lørdag aften, hvor man er omgivet af venner og kolde øl. Den er lige tilpas useriøs og tåbelig nok til at udfylde den funktion, at ligge klar i gemmerne til en tid hvor alkohol har sænket ens intelligens rigeligt og sådanne film skal der jo også være plads til.
I en perfekt verden, ville alle de ukendte værker man finder dybt i filmkælderen, være uslebne diamanter. The Puppet Monster Massacre er desværre blot en sten, en underlig og halvvejs interessant sten, men dog stadig blot en sten.
Se også: Meet the Feebles
10 Things I Hate About You: Zookeeper
Adam Sandlers nye skændsel mod filmindustrien og god smag generelt, Zookeeper, fortjener ikke en anmeldelse og jeg har heller ikke lyst at skrive en. Derfor har jeg valgt at skrive 10 ting som jeg hader ved Kevin James, de talende dyr og en totalt humorforladt komedie.
1. Kevin James er en stor fed taber. Det gør ham ikke sjov, det gør ham bare til en stor fed taber.
2. Det er langt mere sandssynligt, at dyrene i den zoologiske have begynder at tale end at både Leslie Bibb og Rosario Dawson vil komme kærester med Kevin James.
3. Hvis man laver en film, hvor der er masser af talende dyr, ville det være positivt hvis effekterne havde været tilnærmelsesvis overbevisende. En gut i et gorrilakostume er ikke en god idé.
4. Nogle burde sætte en kæp i hjulet på Adam Sandlers produktionsfirma, Happy Madison, fordi så længe at hans film tjener nemme penge, er der ikke nogen grund til at bruge nogen form for talent. Sandler har lavet gode og sjove film, så som Punch Drunk Love, Reign over Me og Funny People, men hvis film som Grown Ups, Zookeeper, Just Go with It og Jack and Jill tjener penge, har han rent faktisk ingen grund til at gøre en indsats i hans projekter.
5. Det er gået hen og blevet en hel tendens i nye komedier, at hovedpersonerne er modbydelige og frastødende mennesker, som man umuligt kan holde med. Det er blandt andet tilfældet i Just Go with It, Hall Pass og Life as We Know It. I Zookeeper er Kevin James en ussel tåbe uden rygrad og Leslie Bibb er en møg-luder. Den eneste som er tilnærmelsesvis ok, er Rosario Dawson og det er mest fordi hun er Rosario Dawson.
6. Romantiske komedier er ofte plaget af klichéer, men der burde være grænser for hvor forudsigelig man laver en film. Zookeeper overrasker kun ved hvor lidt det overrasker.
7. Det er en fordel, hvis mindst halvdelen af dine jokes fungerer i en komedie. Zookeepers samlede antal af sjove jokes er nul.
8. Klassisk komedie fejl: Hvis fraklippene, efter filmen er slut, er sjovere end hele filmen, så gør man det forkert.
9. Når man vælger stemmeskuespillerer til sin film, så burde man gå udenom nogle af verdens mest irriterende stemmer. Det vil sige, lad vær med at ansætte Cher og det hjælpe ikke at sætte en af hendes elendige sange på rulleteksterne.
10. Falsk sollys får ikke scenerne til at se glade ud, men derimod ser de billige og amatøragtige ud.
Det siger ikke så meget, men Zookeeper er i det mindste bedre end Furry Vengeance.
