Posts Tagged ‘Comedy’
Runners-Up: It’s Kind of a Funny Story, The Guard, 50/50 og The Beaver
I forhold til, hvor meget jeg har beklaget mig over de mange tamme Hollywood komedier i det forgangne år, skulle man tro at 2011 var et forfærdeligt år for humor. Så langt vil jeg dog ikke gå, i det at der stadig var en god håndfuld film, som gav mig nogle gode grin.
Mange komedier har forsøgt at samle et helt hold af skuespillere med god komisk timing, uden at det har givet det store udbytte, men det lykkedes heldigvis for Crazy, Stupid, Love. Skuespillerne, som inkluderer Steve Carell, Ryan Gosling, Emma Stone, Kevin Bacon, Marisa Tomei og Julianne Moore, bliver hjulpet af et morsomt og intelligent manuskript. I en tid, hvor ordne “romantisk komedie” næsten er blevet synonym med uhumoristisk elendighed, er det befriende når der kommer en film som Crazy, Stupid, Love som behandler dens karakterer og kærlighedens problemer på en voksen, men samtidig sjov måde.
Tre af de nominerede påtager sig den svære opgave, at lave en komedie centreret om en alvorlig sygdom, noget som hurtigt kan være smagløst, hvis det ikke bliver gjort med respekt. I 50/50 er det en af de mindst sjove sygdomme, nemlig kræft, men der er så meget hjerte og humor bag, at det går hen og bliver en ganske livsbekræftende oplevelse. Skuespillet er også i top, med gode præstationer fra Joseph Gordon-Levitt, Seth Rogen og Anna Kendrick. It’s Kind of a Funny Story kaster sig over en ligeledes knap så sjov sygdom, depression. Filmen behandler temaet og sygdommen alvorligt, når man først kan tage problemet seriøst, kan man også finde humor i det. Filmen byder også på Zach Galifianakis’ bedste rolle i hans karriere.
Der har været megen omtale af Mel Gibsons person, udenfor hans professionelle karriere, men det ændre ikke ved at han er en god skuespiller. For mig, er det kun filmen der tæller, al det udenoms halløj er for mig ligegyldigt og i The Beaver er han fremragende. Efter et nervøst sammenbrud, bruger Gibson en tøjbæver til at komme på rette spor igen og det er både sjovt og velspillet. The Guard er egentlig bare en “fish-out-of-water” komedie, men den virker på grund af en dejlig tør britisk humor og fantastiske præstationer fra Brendan Gleeson og Don Cheadle.
(¤ Jeg har besluttet mig for, at jeg simpelthen ikke har kræfterne til at slippe væk fra dette horrible slangudtryk, så derfor omfavner jeg det med begge mine arme og fuldender hermed den snart-legendariske “It’s X-Mas, Yo!” trilogi.)
Instrueret af Jalmari Helander
Skrevet af Jalmari Helander, Juuso Helander, Petri Jokiranta og Sami Parkkinen
Med Omni Tommila, Jorma Tommila, Tommi Korpela, Rauno Juvonen, Per Christian Ellefsen og Peeter Jakobi
Der er nogle ting, som jeg gør yderst sjældent. Jeg ser ikke ret mange finske film, jeg ser ikke mange julefilm og jeg indrømmer aldrig at jeg egentlig godt kan lide julen, men det bliver der lavet om på nu. Jeg har set Rare Exports, den er finsk, den handler om julen uden at være dårlig og jeg må anerkende, at jeg har svært ved at benægte at julestemningen så småt har overvældet mig.
Den søde, rare og lattermilde julemand, som vi alle er opvokset med, er blot en myte opfundet af Coca Cola for at tjene penge. I virkeligheden var han en dæmonisk trold, der én dag om året opsøgte uartige børn og åd dem. Han har i mange år været indespærret i et bjerg og verdenen kunne fejre julen i fred, men nu har et hold amerikanske gravrøvere fundet hans fængsel og gravet det fri. Julen er i fare og det samme er alle som ikke har opført sig ordentligt.
Traditionen tro, så ser jeg kun én julefilm om året. Det inkluderer selvfølgelig ikke Die Hard og Kiss Kiss Bang Bang, som jeg med glæde ser flere gange, men dem anser jeg mere som gode film end som julefilm. Det er en tilbagevendende oplevelse, som jeg næsten frygter lige så meget som julen i sig selv. Men i år er det ganske anderledes, næsten som ved et regulært julemirakel, så er årets film faktisk tæt på fantastisk.
Det er dog ikke den eneste overraskelse, som Rare Exports har at byde på. Det er en julefilm som er umulig at forudsige, det er ikke noget som man ser ofte, en film som finder juleånden frem i forfriskende original stil. Det faktum at filmen er helt igennem crazy, betyder ikke at det er et useriøst eventyr, begivenhederne bliver skam taget ganske alvorligt og det får det hele til at virke endnu bedre. Skuespillerne, inklusive de små af slagsen, gør det godt. Den herligt skæve humor leverer rigeligt med smil og så er der spandevis af skræmmende, nøgne gamle mænd. 
Og så er der lige en sidste ting, jeg ved ikke om de har magiske kameraer i Finland, men filmen er forbløffende smuk og er faktisk langt flottere end mange af de dyre Hollywood film.
Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at fejre julen på, end at jagte en ond og morderisk juletrold, men jeg ville skynde mig at låse døren hvis man har været uartig.
Se også: Trolljegeren
Anbefalinger er, som regel, forbeholdt gode ting. Nu er det dog en smule kedeligt altid at leve efter reglerne, så derfor maler jeg idag lidt udenfor linjerne og anbefaler en film, som jeg rent faktisk ikke syntes er specielt god. Da Last Action Hero udkom i 1993 blev den en enorm financiel fiasko og den blev voldsomt kritiseret af både anmeldere og seere, selv var jeg også ganske skuffet da jeg kom ud af biografen. På papiret burde det have været en af de bedste blockbusters nogensinde. I spidsen havde man Arnold Schwarzenegger, som var på toppen af sin karriere. Bag kameraet havde John McTiernan, som havde instrueret fremragende actionfilm som Die Hard og Predator. Manuskriptet var skrevet af Shane Black, der også stod for ordene i Lethal Weapon, Monster Squad og The Last Boy Scout. Filmen var fyldt til randen med in-jokes, filmreferencer og cameos. Desværre hang disse sublime puslespilsbrikker slet ikke sammen og det endelige resultat var et stort makværk, men alligevel er det en film som jeg har set mange gange og kommer til at se flere gange i fremtiden. Der er bare en overflod af interessante idéer, hvilket er værdifuldt selv om de fleste ikke virker. Det er en af de få film som jeg gerne vil se en genindspilning af. Shane Black skulle igen skrive manuskriptet, sæt J. J. Abrams i instruktørstolen og giv hovedrollen til Dwayne “The Rock” Johnson. Det kunne være episk! Min anbefaling er, i den sande juleånd, at man skal huske at elske ting selv om de langt fra er perfekte.
Instrueret af Glenn Ficarra og John Requa
Skrevet af Dan Fogelman
Med Steve Carell, Ryan Gosling, Julianne Moore, Emma Stone, Analeigh Tipton, Jonah Bobo, Kevin Bacon, John Caroll Lynch, Josh Groban og Marisa Tomei
2011 US 118 min. Romantisk Komedie / Drama
Den overvældende syndflod af romantiske komedier, optager mere plads i filmindustrien end de fleste andre genrer. Det er åbenbart det som folket vil se, men i den seneste tid har genren taget en meget ubehagelig drejning. Der er tilsyne-ladende sket et eller andet i Hollywood, der kræver at hoved-personerne alle skal være ulidelige og modbydelige mennesker, som det er umuligt at holde med. Alle karaktererne i The Dilemma, med undtagelse af Jennifer Connelly, er afskyelige. Adam Sandler er, vanen tro, en komplet idiot i Just Go with It. Owen Wilson og Jason Sudekis er manipulerende fjolser i Hall Pass. Katherine Heigl og Josh Duhamel er overfladiske personlighedsløse papfigurer i Life as We Know It. Cameron Diaz er, i mangel på bedre ord, en forbandet møg-luder i Bad Teacher. Lad os bare kalde det en douchbag faktor og det virker som at det er den bærende ingrediens i romantiske komedier, nu til dags.
Udover de usympatiske karakterer, bliver humoren samtidig trukket ned til den absolutte laveste fællesnævner. Det er oftere provokerende uintelligent end det er morsomt og i flere tilfælde forfalder filmskaberne lynhurtigt til en afhængighed af pruttehumor og racistiske stereotyper. Det er blevet så slemt, at jeg nærmest havde mistet enhver tro på, at jeg kunne opleve en god romantisk komedie i den nærmeste fremtid. Derfor var Crazy, Stupid, Love en forfriskende og velkommen overraskelse.
Cal Weaver (spillet af Steve Carell) finder sig pludselig midt i en skilsmisse fra et ægteskab, som han troede kørte på skinner. Cal er nu alene, for første gang i hans liv og han føler sig fuldstændig fortabt. Den unge casanova, Jacob Palmer (spillet af Ryan Gosling) tager medlidenhed med den ynkelige mand og beslutter sig for at hjælpe. Cal bliver forvandlet til en reel ladies man, men er det virkelig det liv han ønsker?
Det som adskiller Crazy, Stupid, Love fra alle de tidligere nævnte film, kan opsummeres med et ord: kvalitet. Det virker lidt som en nem løsning, men den beskrivelse dækker alle facetter af filmen. Karaktererne virker som mennesker og ikke bare som joke-automater. Det skyldes først og fremmest, at de bliver spillet af dygtige skuespillere, som alle leverer gode og troværdige præstationer. Udenfor The Office skal man lede længe efter en sjovere Steve Carell. Ryan Gosling er, som altid, pefekt. Kevin Bacon er Kevin Bacon, hvilket kun kan være en god ting. De kvindelige roller, Julianne Moore, Emma Stone, Marisa Tomei og nybegynderen Analeigh Tipton, er stærke og charmerende. Det er så hjulpet på vej af et velskreven og yderst morsomt manuskript fra Dan Fogelman. Han har tidligere holdt sig til at skrive animationsfilm, så som Tangled, Bolt og Cars, men han klarer skiftet til mere voksne temaer med bravur.
Crazy, Stupid, Love er instrueret af makkerparret Glenn Ficarra og John Requa, som stod bag den undervurderede I Love You Philip Morris. En film som blev forbigået af mange, på grund af det kontroversielle tema, men hvis man kunne acceptere emnet så ville man finde den første sjove Jim Carrey præstation i meget lang tid. Ficarra og Requa har også en anden ting som placerer dem på den rigtige gode side af komediegenren, de skrev nemlig manuskriptet til Terry Zwigoffs Bad Santa.
Crazy, Stupid, Love gør det som Horrible Bosses ikke formåede. Horrible Bosses var ikke en dårlig film, men den fik ikke det fulde udbytte ud af den gode rolleliste. Crazy, Stupid, Love benytter sig fuldt ud af de fremragende skuespillere, som de har til rådighed og resultatet er en romantisk komedie, som er sjov og vedkommende uden at være falsk eller påsat. Det er en sjælden ting, som man skal værdsætte når det endelig sker.
Se også: Love Actually
Instrueret af Joe Cornish
Skrevet af Joe Cornish
Med John Boyega, Nick Frost, Jodie Whitaker, Luke Treadaway, Terry Notary og Paige Meade
2011 UK 89 min Science Fiction / Komedie / Horror
“Inner City vs. Outer Space”
Jeg har længe haft den mening, at i forhold til hvordan verdenen ser ud i dag med alt den åbenhed og inter-nationalitet som internettet har givet os, samt den øgede tilgængelighed af udenlandske medier, så er der ikke længere mange brugbare undskyldninger tilbage, for at man ikke kan forstå engelsk. Personligt, havde jeg selvfølgelig engelsk i skolen og klarede mig ganske udmærket, men hvad der er mindst lige så vigtigt er, at jeg har set engelsksprogede tv-serier og film siden at jeg var barn. Uden at komme for langt over i rygklapper-territorium, så forstår jeg størstedelen af talt engelsk, med mindre det bliver dybt teknisk og jeg har forsøgt at undgå danske undertekster på engelske og amerikanske film de sidste 10 år. Man kan med rette sidde og spørge sig selv, hvad har alt det her med Attack the Block at gøre?
Da Attack the Block fik distributør i USA, var der stort postyr på internettet, fordi man overvejede at udgive den med undertekster. En engelsk film med engelske undertekster til et engelsksproget publikum. Det virker lidt latterligt, men for en gangs skyld er jeg faktisk på den anden side end dem som brokker sig på internettet. Jeg syntes det er fuldt ud okay, at der er undertekster på filmen. Jeg så den uden og fik størstedelen med, men filmen er så proppet med slang, at det er forståeligt hvis nogen gerne vil have et sikkerhedsnet i form af underteksterne. At jeg så mener at det skal være engelske tekster og ikke danske, er en helt anden snak, men nu skal vi videre til selve anmeldelsen.
En maskeklædt bande af unge bliver afbrudt, midt i et gaderøveri, af et faldende objekt fra himlen. Da de undersøger nærmere, finder de et gråt lille væsen som angriber og derefter flygter. Det kan de selvfølgelig ikke lade stå ubesvaret, så de jagter dyret, slår det ihjel og tager liget med som et trofæ. Det skulle de dog ikke have gjort. Væsnet er på ingen måde alene og de unge drenge må pludselig flygte for deres liv. De søger sikkerhed i deres boligblok, men den bliver hurtigt omringet og det er kun et spørgsmål om tid, før væsnerne bryder ind.
Det er utroligt modigt og/eller dumdristigt, at åbne filmen med en scene, hvor vores hovedpersoner truer en ung pige med en kniv og stjæler hendes ting. De er fra start afbilledet som nogle yderst usympatiske individer og jeg kan sagtens forstå, hvis der er nogle som falder fra allerede der, men efter min mening kan filmen bære den tunge byrde. Det er til filmens kredit, at man i løbet af den korte spilletid, begynder at holde med dem som man lærer mere om deres karakterer og følger deres udvikling. Det er en svær opgave, som bliver løst fordi det er så forbandet godt skruet sammen, skrevet og ikke mindst spillet.
Instruktøren og manuskriptforfatteren, Joe Cornish, har arbejdet sammen med Edgar Wright på Shaun of the Dead og Hot Fuzz, desuden har de også skrevet den kommende Tintin film sammen. Attack the Block er sammenlignelig med Shaun of the Dead, ikke så meget i filmens overordnede tone, men i hvordan man i begge film, tager en eksisterende genre og blander den med en ordentlig portion humor, filmreferencer ad libitum og et målrettet fokus på karaktererne. Lige som i Shaun, er dialogen smart, velskreven og ofte meget morsom.
Det hjælper også at alle hovedpersonerne bliver spillet fremragende af det ukendte unge cast. De fortabte streetkids og den unge kvinde, som de røver, spiller rigtig godt. John Boyega, som spiller gruppens leder Moses, excellere dog mere end nogen anden og fortjener at få en stor plads i filmindustrien i fremtiden. Den eneste som falder lidt udenfor, er Shaun of the Deads Nick Frost, som her er en anelse ligegyldig. Det virker mest som en vennetjeneste og et forsøg på at have et kendt ansigt på rollelisten.
Filmens effekter og creature design er lavet af Double Negative, holdet bag effekterne i Inception, The Dark Knight, Paul og Scott Pilgrim. Deres arbejde i Attack the Block, er intet mindre end sublimt. De formår at få det absolut maksimale ud af filmens begrænsede budget. De væsner som de har skabt, er kreative, flot udført og nogle af de mere memorable monstre i nyere tid.
Attack the Block er et forfriskende pust af underholdende og sjov monster-action. Den overtager ikke pladsen fra Shaun of the Dead, men det er uden tvivl en af de bedste filmoplevelser at jeg har haft i år.
Se også: Shaun of the Dead
Instrueret af Dustin Mills
Skrevet af Dustin Mills
Med stemmer af Steve Rimpici, Bart Flynn, Dustin Mills, Ethan Holey, Erica Kisseberth og Brandon Salkil
2010 81 min. US Dukkefilm / Horror / Komedie
Det er altid spændende at rode igennem alle de obskure film, der fylder filmindustriens mørke og aflåste kælder, i en konstant jagt efter et eller andet ukendt og overset fund. Resultatet af skattejagten blev, denne gang, den lidt-sete dukkefilm fra sidste år, The Puppet Monster Massacre. Filmen er en kærlig og ultra low-budget hyldest til 80’ernes horrorfilm, udført gennem tøjdukker i en sær blanding af Sesame Street og Peter Jacksons Meet the Feebles.
Historien er en klassiker indenfor gyserfilm genren: 5 tilfældigt udvalgte unge, får muligheden for at vinde en million dollars, men først må de overleve en nat i den skumle doktors hus. Der er nogle gode grin, der er ofte blod overalt, dukkerne er udmærket lavet og Dustin Mills gør ganske kreativ brug af et eller andet tilfældigt baggrundsprogram på computeren, som er med til at give mange af scenerne en sær dybde. De fleste af stemmerne fungerer fint, især Mills selv, som er ret sjov i rollen som den filmrefererende nørd Raimi. Traileren til filmen gør meget ud af, at fortælle at Steve Rimpici og Bart Flynn har lagt stemmer til store computerspil som Red Dead Redemption og Metal Gear Solid. Det den ikke fortæller noget om, er at det kun er i yderst begrænsede roller som henholdsvis Enemy Soldiers og Pedestrian/Background Character.
Desværre er The Muppet Monster Massacre langt fra så vellykket, som man kunne have håbet. Det hele er lige en tand for simpelt, filmens flow halter jævnligt og der bliver hurtigt lagt mere vægt på pruttehumor, i stedet for at skrive reelle jokes. Men selvom resultatet ikke er vellykket, så er det alligevel en af den slags film, som jeg vil nyde at smide på fjernsynet en sen lørdag aften, hvor man er omgivet af venner og kolde øl. Den er lige tilpas useriøs og tåbelig nok til at udfylde den funktion, at ligge klar i gemmerne til en tid hvor alkohol har sænket ens intelligens rigeligt og sådanne film skal der jo også være plads til.
I en perfekt verden, ville alle de ukendte værker man finder dybt i filmkælderen, være uslebne diamanter. The Puppet Monster Massacre er desværre blot en sten, en underlig og halvvejs interessant sten, men dog stadig blot en sten.
Se også: Meet the Feebles
Adam Sandlers nye skændsel mod filmindustrien og god smag generelt, Zookeeper, fortjener ikke en anmeldelse og jeg har heller ikke lyst at skrive en. Derfor har jeg valgt at skrive 10 ting som jeg hader ved Kevin James, de talende dyr og en totalt humorforladt komedie.
1. Kevin James er en stor fed taber. Det gør ham ikke sjov, det gør ham bare til en stor fed taber.
2. Det er langt mere sandssynligt, at dyrene i den zoologiske have begynder at tale end at både Leslie Bibb og Rosario Dawson vil komme kærester med Kevin James.
3. Hvis man laver en film, hvor der er masser af talende dyr, ville det være positivt hvis effekterne havde været tilnærmelsesvis overbevisende. En gut i et gorrilakostume er ikke en god idé.
4. Nogle burde sætte en kæp i hjulet på Adam Sandlers produktionsfirma, Happy Madison, fordi så længe at hans film tjener nemme penge, er der ikke nogen grund til at bruge nogen form for talent. Sandler har lavet gode og sjove film, så som Punch Drunk Love, Reign over Me og Funny People, men hvis film som Grown Ups, Zookeeper, Just Go with It og Jack and Jill tjener penge, har han rent faktisk ingen grund til at gøre en indsats i hans projekter.
5. Det er gået hen og blevet en hel tendens i nye komedier, at hovedpersonerne er modbydelige og frastødende mennesker, som man umuligt kan holde med. Det er blandt andet tilfældet i Just Go with It, Hall Pass og Life as We Know It. I Zookeeper er Kevin James en ussel tåbe uden rygrad og Leslie Bibb er en møg-luder. Den eneste som er tilnærmelsesvis ok, er Rosario Dawson og det er mest fordi hun er Rosario Dawson.
6. Romantiske komedier er ofte plaget af klichéer, men der burde være grænser for hvor forudsigelig man laver en film. Zookeeper overrasker kun ved hvor lidt det overrasker.
7. Det er en fordel, hvis mindst halvdelen af dine jokes fungerer i en komedie. Zookeepers samlede antal af sjove jokes er nul.
8. Klassisk komedie fejl: Hvis fraklippene, efter filmen er slut, er sjovere end hele filmen, så gør man det forkert.
9. Når man vælger stemmeskuespillerer til sin film, så burde man gå udenom nogle af verdens mest irriterende stemmer. Det vil sige, lad vær med at ansætte Cher og det hjælpe ikke at sætte en af hendes elendige sange på rulleteksterne.
10. Falsk sollys får ikke scenerne til at se glade ud, men derimod ser de billige og amatøragtige ud.
Det siger ikke så meget, men Zookeeper er i det mindste bedre end Furry Vengeance.
RUBBER 
Jeg skal ikke sidde her og påstå, at jeg ved hvilke film som du, kære læser, har set. Men jeg godt sætte penge på, at antallet af film om telekinetiske, psykopatiske og morderiske bildæks rejse gennem verdenen, som man har set, er for de fleste et stort rundt nul. Jeg er dog ikke helt sikker på, at det tal kommer op 1 efter at man har set Rubber.
Hvornår er en psykopatisk bildæks-film, ikke en psykopatisk bildæks-film? Hvis hjernen bag er Quentin Dupieux, en mand som højst sandsynligt er mest kendt under navnet Mr. Oizo, for den dertil tilhørende musik og musikvideoen om den lille, gule headbangende bamse, så bliver det svært at placere filmen, selv i en så specifik genre. Rubber er halvt en film om det omtalte dæk, halvt en film publikums indblanding i kunst og halvt en film om blandingen af de to. Det er ganske underligt og efter min mening, ganske fantastisk. Se den, for du kommer med garanti ikke til at se en anden film som den foreløbig.
TUCKER & DALE VS. EVIL 
Der er altid to sider til hver historie, det gælder også gyserfilm. Kan du, kære læser, huske de skumle bonderøve som altid står ved en øde tankstation i horrorfilm og stirrer ondskabs-fuldt på de teenage hovedpersoner, der er på vej ud til en forladt hytte i skoven? Det er Tucker og Dale. De er dog ikke ondskabsfulde, de er bare forvirret og misforstået.
Tucker & Dale vs. Evil tager en velkendt gyserhistorie og vender den på hovedet. Det er good gory fun og bringer minder om gode gamle Evil Dead. Befinder sig behageligt i samme boldgade som Severance og The Cottage.
SUPER 
Sidste år høstede Kick-Ass stor anerkendelse, både fra anmelderne, mig selv og det generelle publikum. Men hvis man fandt i en sådan situation, hvor man sad og tænkte, at selv om Kick-Ass tager grundigt pis på Hollywood så gik der alligevel for Hollywood i den, så har jeg nu den perfekte film til dig. Super følger den samme grundhistorie som Kick-Ass, om en ganske almindelig mand som beslutter sig for at blive superhelt, men her er det taget helt ned på jorden.
Filmens hovedperson, spillet fremragende af Rainn Wilson, er i princippet skingrende sindssyg og ser sådan set bare alle som skurke, efter han bliver forladt af sin kone. Super er, i sagens natur, vanvittig dyster, grænsende deprimerende og langt størstedelen af det mulige publikum, vil med garanti finde den direkte forkastelig, men jeg fandt den ret så morsom. Instruktør James Gunn har tidligere vist sin forkærlighed for syg humor i Slither og Tromeo & Juliet. I Super får han hjælp af et veloplagt cast der inkluderer Ellen Page, Michael Rooker, Liv Tyler, Nathan Fillion og Kevin Bacon.
Jeg vil anbefale Super, hvis man har lyst til noget med lidt mere bid, men vær klar over at det kan være at man får mere end man kan bide over.
Instrueret af Wes Craven
Skrevet af Kevin Williamson
Med Neve Campbell, Courtney Cox, David Arquette, Emma Roberts, Alison Brie, Hayden Panettiere, Rory Culkin, Anthony Anderson, Adam Brody, Mary McDonnell, Eric Knudsen, Heather Graham, Kristen Bell og Anna Paquin
2011 US 111 min. Horror / Komedie
New Decade. New Rules.
Tilbage i 1996, var horror-genren fanget i en uinspireret og søvndyssende tomgang. De gode og interessante udgivelser i genren var få og langt imellem. Det ændrede Scream på. Wes Cravens postmoderne og humoristiske film pustede nyt liv i horrorgenren og genoplivede den næsten helt uddøde slasher film. Efter Screams succes, blev markedet oversvømmet med mindre heldige kopier og selv de to efterfølgere til Scream, formåede ikke at leve op til originalen.
Med tiden blev serien mere og mere referencefyldt, både til sig selv og til andre film i genren. Den store mængde af in-jokes er som at balancere på en knivsæg. For de indviede, fans af genren, er det som at filmen er lavet til dem og man er en del af fællesskabet, men på den anden side, bliver filmene også mere og mere ugennemtrængelige for det almindelige publikum. Den første Scream kommenterede og satiriserede de velkendte horror-klichéer, Scream 2 angreb efterfølgerne og historien var bygget rundt om en film, Stab, baseret på den første films begivenheder og Scream 3 tog fat i trilogierne og foregik under optagelserne til Stab 3, så man teoretisk havde to af alle karaktererne. Nu skriver vi 2011 og horrorgenren er et meget mere brutalt og kynisk væsen. Har Scream overhovedet en plads, er der brug for en fjerde film og hvor meta kan man blive før filmen knækker?
Scream 4 svarer samtidig på alle disse spørgsmål og ingen af dem, men en ting er sikker, det er en langt bedre oplevelse end man kunne have frygtet.
Der er gået 10 år siden The Ghostface Killer var løs i Woodsboro. Det originale offer, Sidney Prescott, har lagt det hele bag sig og har fundet succes som forfatter. PR-touren for hendes nye bog, tager hende tilbage til hvor det hele startede og der bliver hun genforenet med de andre overlevende fra massakren. Dewey Riley og Gail Weathers er nu gift, Dewey er blevet byens sherif og Gail har lagt journalistikken bag sig. Sidney benytter også muligheden for at besøge hendes kusine Jill og hendes filmfanatiske skolekammerater. Det varer dog ikke længe før at Ghostface slutter sig til den lille genforening og Sidney er atter jaget vildt.
Scream 4 kommer på ingen måde til at bærer den samme betydning som den originale film, den kommer heller ikke til at ændre meget i nutidens genrebillede og det føles hele tiden som om at Wes Craven og Kevin Williamson holder igen og aldrig rigtig udnytter filmens meta-niveau til det fulde potentielle. Det betyder ikke at, det ikke er en underholdende film og den er uden tvivl bedre end de mange andre sequels og remakes der fylder horrorgenren. 
Uden at afsløre noget, så starter filmen så stærkt ud, at jeg i et kort øjeblik var overbevist om at jeg var vidne til noget ganske unikt. Den obligatoriske introsekvens er velskreven og intelligent. Hvad mere er, så er den overraskende og det er mere end man kan sige om det meste af den resterende spilletid. Efter starten, forfalder filmen til en forholdsvis almindelig slasher film, omend en med masser af referencefyldt dialog. Det er ret sjovt at se på, men det er bare ikke noget specielt.
Rollelisten er, lige som de andre film i serien, fyldt til randen med skuespillere som er mest kendt fra tv. De tilbagevendende karakterer er ikke overvældende interessante. Neve Campbell er præcis så ligegyldig som hun plejer at være, David Arquette forsøger forgæves og Courtney Cox ligner endnu en skuespillerinde, som er faldet i Hollywoods botox-fælde. De ny karakterer er for det meste udmærket med ok præstationer fra Emma Roberts (It’s Kind of a Funny Story), Alison Brie (Community) og Rory Culkin (Mean Creek). Den skuespiller som overraskede mig mest, var Hayden Panettiere (Heroes) som er frisk og sjov gennem hele filmen. Nok til at fjerne “save the cheerleader, save the world” billedet fra min hukommelse og håbe på at man ser mere til hende i fremtiden.
Scream 4 ender med at være en underholdende tur tilbage til Woodsboro, men i modsætning til originalen, er det en film som man ikke kommer til at huske længe efter at man har forladt biografmørket.
Se også: Sorority Row
Instrueret af Gore Verbinski
Skrevet af John Logan, James Ward Byrkit og Gore Verbinski
Med stemmer af Johnny Depp, Isla Fisher, Abigail Breslin, Ned Beatty, Bill Nighy, Alfred Molina, Stephen Root, Harry Dean Stanton, Timothy Olyphant, Ray Winstone, Claudia Black og Vincent Kartheiser
2011 US min. Animation / Western / Komedie
Enhver filmelsker udvikler med tiden et tykt lag hud, som kan beskytte én fra den uendelige række af brudte forventninger som filmindustrien er skyld i år efter år. Den lidt tykkere hud betyder dog ikke at man nødvendigvis lærer noget at dette misbrug, man fanger gang på gang sig selv i at bygge nye skyhøje forventninger op som blot venter på at blive ødelagt og det var også tilfældet, da jeg sidste år for første gang så traileren til Rango. Jeg fik straks bildt mig selv ind, at Pirates of the Caribbean-kollegaerne Gore Verbinski og Johnny Depp kunne skabe noget så atypisk som en computeranimeret tegnefilm som ikke kun var god men også var rettet mod et lidt ældre publikum. Jeg væbnede mig nervøst med tålmodighed til de mange lange måneder indtil filmens premiere og gjorde mig stille og roligt klar til atter at få mine forventninger smadret. Men da jeg trådte ud af biografens mørke og vandrede mod solnedgangen, var der til stor overraskelse ingen huller i mine forventninger. Rango er alt hvad jeg kunne have håbet på og mere til, det er ganske enkelt noget helt specielt.
Rango er en tam kamæleon som lever et sikkert beskyttet liv og tilbringer det meste af sine dage med at lave teaterstykker med en halv barbiedukke, en plastikpalme og en optrækkelig fisk som modspillere. En dag bliver hans hverdagsrammer bogtaveligt talt smadret, da hans akvarium falder ud på en øde motorvej i ørkenen. Forvirret og bange begiver han sig ud i ørkenen for at finde hjælp. Han bliver med det samme spottet som svag af ødelandets rovdyr og han er med ét jagtet vildt. Tilfældighederne vil det ikke bedre end at han ved et uheld pludselig ses som en helt i den støvede by Dirt. Med ét skal han ikke kun finde ud af hvem han i virkeligheden er, men nu er en hel bys skæbne også i hans små hænder.
Rango er et samarbejde mellem Nickelodeon, Gore Verbinski og Industrial Light & Magic. Nickelodeon er selvfølgelig bedst kendt for deres middelmådige børnekanal men de har også udgivet en håndfuld udemærkede film såsom Lemony Snicket’s A Series of Unfortunate Events, The SpongeBob SquarePants Movie, Clockstoppers, Nacho Libre, The Spiderwick Chronicles samt sidste års forfærdelige The Last Airbender. Det er derimod både Gore Verbinski og Industrial Light & Magics første computeranimerede film. Verbinski er bedst kendt som instruktøren af de første 3 Pirates of the Caribbean-film men han har lavet så forskellige film som den amerikanske remake af The Ring, The Weather Man og Mousehunt. Specielt den sidstnævnte holder en særlig plads i mit hjerte og den viste også at han sagtens kan håndtere en syret humoristisk sans som han nu har videreført i Rango. Industrial Light & Magic er jo heller ikke ligefrem nybegyndere i filmverdenen. Siden det blev stiftet i 1975 af George Lucas, har de som det mest kendte special effects studie i industrien, stået bag magiske øjeblikke i store franchises som Star Wars, Indiana Jones, Back to the Future, Terminator, Jurassic Park, Harry Potter, Star Trek, Men in Black, Transformers, Iron Man og Pirates of the Caribbean. Derudover enkeltstående film som E.T., Who Framed Roger Rabbit, The Abyss, War of the Worlds, The Mask, Jumanji, Minority Report, Forrest Gump, Hulk og Avatar. Så med andre ord, altså alle store effektdrevne film nogensinde, stort set og nu har de kastet deres betydelige talenter i en 100% computeranimeret spillefilm.
Denne ekspertise er tydelig på lærredet, da Rango nok er en af de flotteste computer-animerede film nogensinde og det er ofte forbløffende smukt. Ordet smuk er rettet mod animationen og billedets kvalitet, for ingen af filmens karakterer kommer indenfor miles omkreds af definitionen af skønhed. For præcis som hvis man sad og så en Sergio Leone western, så er persongalleriet fyldt med beskidte, karakteristiske og interessante ansigter. Selv vores hovedperson, Rango, har ikke været heldig i skønhedslotteriet, da en kamæleon som bekendt ikke ligefrem er det skønneste dyr på Jorden. Dette er dog på ingen måde en negativ ting, fordi alle filmens væsner er charmerende, unikke og yderst detaljerede i stærk kontrast til tidens mange kønsløse og ironisk flade 3D computeranimerede karakterer. I den forbindelse, så var jeg lykkelig for at kunne nyde detaljer og farver uden at skulle tvinges til at se det igennem et par forstyrrende solbriller.
Kvaliteten stopper ikke ved det visuelle men strækker sig også ud over manuskriptet, som er skrevet af John Logan (Gladiator, Any Given Sunday, Sweeney Todd) og det er absolut drøm for enhver filmelsker. Rango er fyldt til randen med fantastiske film-referencer, ikke blot fra Sergio Leones spaghettiwesterns men også fra film som Apocalypse Now, Chinatown og Fear and Loathing in Las Vegas, bare for at nævne nogle få. Filmens humor kommer også fra et forrygende voice-cast der, foruden Depp, byder på topklasse stemme-skuespil fra blandt andre Bill Nighy, Stephen Root, Ray Winstone, Harry Dean Stanton og en fantastisk Clint Eastwood-imitation fra Timothy Olyphant. Rango udmærker sig også ved at skuespillerne klædte sig ud og spillede scenerne overfor hinanden, som virkelig kan mærkes i filmens rytme og kemi.
Lige fra det øjeblik at Rangos akvarium går i stykker, er det som om at både Rango og filmen bryder ud af de traditionelle og almindelige rammer. Dette er ikke din typiske animationsfilm. Det er et metafor, ser du og når man sidder i biografens mørke er det både befriende for filmens karaktere og for en som filmelsker.
Se også: The Good, The Bad & The Ugly med din kælevaran
