GaGa The Movies

Posts Tagged ‘Comedy’

Instrueret af Shawn Levy

Skrevet af Josh Klausner

Med Steve Carell, Tina Fey, Mark Wahlberg, Ray Liotta, Taraji P. Henson, Jimmi Simpson, Common, William Fichtner, Kristen Wiig, Mark Ruffalo, James Franco, Mila Kunis, Olivia Munn, Ari Graynor og Will. I. Am

2010 88 min. US Komedie

”One Ordinary Couple. One Little White Lie.”

Nogle ting er som skabt for hinanden, for eksempel Meg Ryan og Billy Crystal, Walter Matthau og Jack Lemon eller skildpadder og pizza. Altså med andre ord, den perfekte kombination. Ved første øjekast er Date Night et af disse himmelske møder mellem to sublime parter. Eller det burde det have været.

Når man sætter de to sjoveste og mest succesfulde komikere fra amerikansk fjernsyn, henholdsvis Tina Fey fra 30 Rock og Steve Carell fra The Office, overfor hinanden og desuden krydre det hele med Ray Liotta (Smokin’ Aces), Jimmi Simpson (David Letterman), William Fichtner (Go), James Franco (Pineapple Express), Mila Kunis (That 70’s Show), Kristen Wiig (Saturday Night Live) og Mark Wahlberg (I Heart Huckabees), hvordan kan det næsten undgå at være den perfekte kombination? Hvorfor er filmen ikke som bestemt til at være en komisk guldgruppe?Svaret ligger hos instruktøren Shawn Levy og manuskriptforfatteren Josh Klausner. De har begge vist at de har absolut intet begreb på komedie. Shawn Levy står bag pinlige og uhumoristiske komedier som The Pink Panther, Cheaper by the Dozen og begge af Night at the Museum filmene. Josh Klausner stod bag destruktionen af det gode eventyr i Shrek the Third. Intet har ændret sig til det positive i Date Night, meget få jokes er sjove og det er deprimerende at se talentfulde komikere blive trukket ned i sølet af to så inkompetente og humorforladte fjolser. De få positive points filmen får, er revet hjem alene på grund af de to hovedpersoner og hvad der højst sandsynligt er improvisation.

Desuden er det endnu en af de komedier der lider under at de fraklip der bliver vist i rulleteksterne, er sjovere end næsten alle jokes i hele filmen. Ville det ikke være smart for en instruktør og et studie at, i det mindste, forsøge at skjule det pinlige faktum der er at selv skuespillernes “fuck ups” er sjovere end det materiale, publikum giver penge for at se? Sådan som det er, kan jeg på ingen måde anbefale Date Night, med mindre du har lidt af kronisk latter de sidste 40 år, er ved at blive en smule træt af det og bare ville ønske at der fandtes noget der kunne gøre en ende på denne pine. Hvis dette passer på dig, så er du nok den eneste person i verden der ville få noget ud af en Shawn Levy-marathon.

Se i stedet: en 30 Rock / The Office combo
3/10 (5)

Instrueret af Susan Stroman

Skrevet af Mel Brooks og Thomas Meehan

Med Matthew Broderick, Nathan Lane, Uma Thurman, Will Ferrell, Michael McKean, Jon Lovitz og Richard Kind

2005 134 min. US Musical/Komedie

I disse tider hvor Hollywood fortrækker remakes og genfortolkninger frem for originale idéer (¤ det er sådan set folks egen skyld, da det almene publikum langt hellere vil dvale i sikkerheden i et kendt navn, titel eller en karakter, end de vil vove sig ud i noget nyt eller anderledes) kommer nu endnu en af slagsen.

The Producers ser ud til at skille sig ud fra mængden, i det mindste på papiret: Mel Brooks anerkendte klassiker er med i komedieeliten og blandt det bedste han har lavet, Brooks tilføjede nogle sange og ”jazzhands” og bragte showet på Broadway med stor succes. Med hovedrollerne fra showet allerede i hus og med tilføjelsen af et par ekstra stjerner (Uma Thurman og Will Ferrell) skulle filmversionen også være en sikker succes… Men nu er teater og film, som bekendt, to helt forskellige medier med hver deres virkemidler og som så mange andre forsøg på filmatiseringer af teaterstykker tidligere mislykkedes falder The Producers i de nøjagtig samme huller. I et teaterstykke er det meget muligt at man er nød til at overspille og have store armbevægelser for at nå ud til selv det publikum der sidder på den sidste række, men hvis man gør det på film grænser det til at være irriterende og amatøragtigt. I The Producers kan hverken Nathan Lane eller Matthew Broderick ytre selv den mindste replik uden at overspille og flagre rundt som en anden sprællemand. Visuelt er der heller ikke meget der afslører det er en film man ser og ikke bare et teaterstykke med bedre lys og flottere overgange.

Uden at have set Broadway-versionen kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om kvaliteten af denne men det er blevet en tænderskærende elendig og pinlig filmatisering.

I dette spirende forårs vejr er der så mange bedre ting at tage sig til: Gå ud i naturen med en bajer i hånden, gense en gammel klassiker (¤ eller hvilken som helst anden film, langt de fleste andre er bedre end denne), hop i havnen, gå til tandlægen eller en begravelse, det er alt sammen bedre og sjovere beskæftigelser en The Producers. (¤ Det skal lige noteres at denne anmeldelse var noget jeg skrev for et par år siden til en unavngiven hjemmeside, den blev aldrig brugt da siden mente jeg ikke kunne tillade mig at bruge bunden af karakterskalaen…så derfor skal de have tak for at bevise min idé om at mange folk på nettet ikke forstår hvad en karakter er.)

Se i stedet: Den originale eller Moulin Rouge
1/10 (4)

Instrueret af Matthew Vaughn

Skrevet af Matthew Vaughn og Jane Goldman over Mark Millar og John Romita Jrs tegneserie

Med Aaron Johnson, Nicolas Cage, Chloë Grace Moretz, Christopher Mintz-Plasse, Mark Strong, Dexter Fletcher, Jason Flemyng, Xander Berkeley, Tamer Hassan og Yancy Butler

2010 117 min. US Action/Komedie/Comic Book Adaptation

“I Can’t Read Your Mind, But I Can Kick Your Ass.”
Matthew Vaughns længe ventede adaption af Mark Millar og John Romita Jrs tegneserie rammer nu endelig det danske biograflærred men er den så som titlen antyder kick-ass eller er den som tegneseriefilmatiseringer er flest blot et par lusede håndmadder?

Den er heldigvis det første og det er hovedsagligt fordi det er en film til alle dem der er vokset op med tegneserier og deres følgende filmatiseringer, lavet af en af deres egne i Matthew Vaughn der ligeledes har levet et helt liv fyldt med skuffelserne fra hver gang Hollywood destruerede endnu en af de klassiske tegneserie-helte. Det er tydeligt at se at Matthew Vaughn inderligt føler med materialet og det bliver yderligere cementeret i det Vaughn selv rejste startkapitalen til filmen da ingen studier troede på hans vision af en hyper voldelig r-rated tegneseriefilm med en lille pige med en brovten sømands ordforråd der slår på tæven så blodet flyder. Studiernes tilbageholdenhed er måske også forståelig nok (¤ forståelig men ikke acceptabel) da det er en enorm svær film at sælge til et mainstream publikum, hvilket også virker tydeligt på den tamme og kastrerede biograftrailer der mest af alt fik filmen til at ligne en farvestrålende børnefilm. Kick-Ass blander ubesværet genrer og fungerer på flere planer, trods en lettere ujævn pacing hist og her. Der er lige dele af ofte hysterisk morsom satire på de mange big budget tegneserie-adaptioner smurt tykt ind i referencefyldt dialog, akavet kærligheds-historie om den generte dreng der nærmest bliver veninde med den pige han er forelsket i fordi hun tror han er homoseksuel og eksplosioner af stort opsat og veleksekveret over-the-top action hvor blodet sprøjter, afhuggede lemmer flyver og bandeordne skærer ind til benet. Det gør også at filmen bør ses med et veloplagt og ligesindet publikum da den næsten uundgåelige jublen kun ligger til oplevelsen.

Hovedpersonen Dave Lizewski spilles af den ukendte Aaron Johnson (Nowhere Boy, The Greatest) med en nervøsitet og entusiasme der passer perfekt til rollen. Man føler med ham og den smerte han må leve i gennem. Hovedrolle og hovedrolle er måske så meget sagt, fordi det er lige før at han ikke er hovedrollen i hans egen film og grunden til det er Hit-Girl. Hit-Girl spilles af Chloë Grace Moretz (genindspilningen af Låt den Rätte Komma In og (500) Days of Summer) og hun stjæler hver eneste scene hun er med i. Den determinerede og lettere psykotiske 11-årige tøs er intet mindre end en åbenbaring og der kan kun være store ting i vente i Moretz fremtidige karriere hvis der er nogen retfærdighed til. Scenerne med det forskruede far-datter forhold er simpelthen geniale og noget af det sjoveste jeg har set i lang tid. Kemien og timingen mellem Nicolas Cage og Chloë Moretz er en komisk guldgruppe og det er uden tvivl de scener i filmen der fungere bedst. Når man nu snakker om Nicolas Cage, så viderefører han her den mindre genoplivning af hans skrantende karriere han startede med The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans. Cage er fantastisk i rollen som farmand Macready, en klodset og tør gammel mand med fesent overskæg, der om natten forvandler sig til den hårde og hævnfikserede Big Daddy. En helt der drager stærk inspiration fra Batman, lige fra kostumet og ned til Cages fremragende efterligning af Adam Wests haltende talemåde fra den gamle Batman tv-serie fra 60’erne. Resten af rollelisten indeholder også gode præstationer fra Christopher Mintz-Plasse (Superbad, Year One) som Red Mist og Mark Strong (Sherlock Holmes, RocknRolla) som gangsterboss og Red Mists far.

Kick-Ass er en super underholdende og sjov film der efterlader de fleste andre tegneserie-adaptioner i støvet og går direkte ind på min foreløbige liste over bedste film i år tillige med top 10 comic book movies (¤ en liste der meget passende kommer op på siden indenfor de næste par dage).

“With No Power Comes No Responsibility”
Se også: Grosse Pointe Blank
9/10 (8)

Instrueret og skrevet af Robert Rodriguez
Med James Spader, William H. Macy, Jimmy Bennett, Jake Short, Kat Dennings, Jolie Vanier, Jon Cryer, Leslie Mann, Racer, Rebel & Rocket Rodriguez

Robert Rodriguez er et af de få nulevende eksemplarer af en nær-uddød race af instruktører, den klassiske b-film instruktør.
En mentalitet af effektiv, kreativ og økonomisk tænkning der nærmest var påkrævet i 80’erne og starten af 90’erne for at få så meget så muligt ud af begrænset tid og budget.
Denne mentalitet har Rodriguez, og instruktører som Sam Raimi og Peter Jackson, taget med til Hollywood, hvor det effektivt er med til at skille dem fra mængden af inkarneret Hollywood-instruktører der som regel løser alle problemer ved at smide flere penge efter dem.
Rodriguez tager dog lige mentaliteten et skridt videre ved at stå som både instruktør, manuskriptforfatter, producer, klipper og composer på langt størstedelen af hans film, filmene bliver yderligere lavet på hans eget studie, Troublemaker Studios, der også står for alle special effects.
Rodriguezs effektivitet og legesyge sind har ligeledes gjort det muligt at få nogle af de største stjerner med i hans film, det virker lidt som at lave en film med vennerne og skuespillerne er ikke fastlåst i flere måneder som i andre Hollywood-film (Johnny Depps rolle i Once upon a Time in Mexico blev eksempelvis kun 3 dage at filme).
Rodriguez har med film som bl.a. El Mariachi, Desperado, From Dusk till Dawn, Once upon a Time in Mexico, Sin City og Planet Terror vist at han er god for en omgang underholdende og opfindsom action eller et slag over-the-top horror, men Rodriguez har også en anden side.
Han har nemlig også lavet børnefilmene Adventures of Sharkboy and Lavagirl og Spy Kids 1-3 til hans sønner, Racer, Rebel og Rocket, men ikke nok med det så er det rent faktisk Racer der er kommet med mange af idéerne.
Dette er samtidig mit største problem med Rodriguez, for der hvor de to første Spy Kids-film var udmærket så var Spy Kids 3D: Game Over og Sharkboy & Lavagirl direkte elendige.
Det var også derfor at jeg var lidt tøvende og urolig for det nyeste skud på stammen, Shorts, men det var heldigvis en positiv overraskelse.

Shorts er den klassiske “dreng finder magisk sten og får et hvert ønske opfyldt” historie, det er set mange gange før, men Rodriguez forsøger at få så meget så muligt ud af præmissen.
Titlen Shorts referere til hovedpersonens korte attention-span og filmen bliver derfor fortalt ude af kronologisk orden i form af en række kortfilm.
Det fungere ganske udmærket dog har jeg aldrig været den store fan af at man spoler i en film. Hovedrollen spilles af Jimmy Bennett der indtil nu har været umådeligt irriterende i film som Hostage, The Amityville Horror og Firewall men han er heldigvis blevet lidt ældre nu og han klarer sig forholdsvis godt i denne film.
Sammen med Jimmy Bennett ses William H. Macy, Jon Cryer, Leslie Mann og James Spader i fin form.
Debutanten Jolie Vanier viser også at der kunne være potentiale til noget større når hun bliver ældre (filmens anden debutant, Rebel, klarer sig knapt så godt).
Troublemakers effekter er fra en byrde denne gang, nogle af dem er endda Hollywood-kaliber.
Shorts ender med at være en sjov lille børnefilm (¤ hvilket er godt nok for Rodriguez men jeg venter stadig på Machete og Predators).

Se også: Zathura
6/10 (4)

Instrueret og skrevet af Bobcat Goldthwait
Med Robin Williams, Alexie Gilmore, Daryl Sabara, Michael Thomas Moore, Henry Simmons og Evan Martin

Du, kære læser, har med garanti tilbragt mange søvnløse nætter med tankerne rettet mod et af livets store spørgsmål: Hvad er dog blevet af den sære lille mand med den skingre stemme fra den legendariske filmserie Police Academy?
(¤ For klarheds skyld vil jeg gerne påpege at visse dele af den ovenstående introduktion er ment ironisk…så lille er han heller ikke.)
Men frygt ej, svaret er fundet.

Manden bærer navnet Bobcat Goldthwait.
Han er siden dengang i 80’erne “blevet voksen” og har bevæget sig om på den anden side af kameraet.
Sidste år stod han bag filmen Sleeping Dogs Lie som jeg desværre ikke har set endnu men den skulle eftersigende være en “sex-komedie” hvor en hund på en eller anden måde er involveret…
Filmen blev rost af anmeldere og det samme gjorde hans nye film, World’s Greatest Dad, velfortjent da den blev vist på de forskellige amerikanske filmfestivaler.

Robin Williams er i storform i titelrollen som verdens bedste farmand.
Faderrollen er generelt en hård opgave men her mere end normalt da sønnen, fremragende spillet af Daryl Sabara (kendt fra Spy Kids-serien), er noget nær den reneste definition af et dumt svin.
Han er en fremmedfjendsk, pervers og modbydelig lille satan men Lance (Williams) kæmper en brag kamp for at elske ham på trods af hans åbenlyse mangler.
Pludselig sker der noget uventet i familien og omverdenens, vennernes og farens håndtering af dette er både gribende, interessant og ikke mindst sjov.

Det er skønt at se Robin Williams langt om længe folde sig ud med godt materiale, ligesom i de yngre dage af hans karriere, men man skal nok ikke vænne sig for meget til det da hans nyeste, Old Dogs med John Travolta der har præmiere her i julen, ser ud til at være en afskyelig samling af platheder.
Så nyd det så længe det varer.

Se også: Election
8/10 (6)