Tag : comedy

grudge-match_thumb.jpg

Battle of the Actionstars Addendum: Grudge Match

grudge match

Jeg har flere gange beklaget, hvor trættende det er se en gammel afdanket filmstjerne snuble prustene hen over skærmen i et desperat forsøg på at genvinde en forsvunden storhedstid og Grudge Match har hele tre af den slags… okay, det er ikke pænt at sige sådan om Kim Basinger, men det passer perfekt på Sylvester Stallone og Robert DeNiro. Grudge Match virker som den mest kyniske Hollywood-idé i mands minde, en producer har siddet i møde og pludselig kommet på den “geniale” idé, hvordan man kunne udnytte publikums nostalgi, men samtidig spare penge ved aldrig at bruge licenserne til de klassiske titler. Sylvester Stallone var ikonisk bokser i Rocky filmene og Robert DeNiro var ikonisk bokser i Raging Bull, så gennem et tykt lag filmhistorie kunne en kamp mellem de to være et episk tankeeksperiment af hvem ville vinde… men hvad nu hvis, de begge var blevet gamle, pensioneret og ude af form, det ville jo være hyle skægt! Selve idéen er et eksempel på det værste af hvad Hollywood har at byde på og de producere som er skyld i filmens eksistens, kan tage deres kulsorte sjæle og brænde op i helvede.

Når alt det er sagt, så blev jeg faktisk overrasket over Grudge Match. Før jeg så filmen, var den eneste overraskelse, at nogen ren faktisk havde fået penge for at lave filmens plakat som uden tvivl er blandt de mest afskyelige i lang tid. Da jeg så filmen, var der en håndfuld helt andre overraskelser.

grudge match pic 1

Først og fremmest, så er filmen ikke blandt de værste film nogensinde, faktisk er den ikke engang blandt årets dårligste film. For det andet, så kan Stallone faktisk slappe af, hvilket man ikke skulle tro efter mange af hans sidste film. For det tredje, så grinte jeg mere end de nul gange som jeg havde regnet med, dog er 2 gange ikke specielt imponerende. For det fjerde, så leverer den rædselsfulde skuespiller Jai Courtney (A Good Day to Die Hard, I Frankenstein) filmens bedste præstation og sidst, men ikke mindst, så er Jai Courtney faktisk slet ikke med i filmen.

Angående den første overraskelse, så betyder det på ingen måde, at det er en god film. Det var måske på grund af mine meget lave forventninger, men som ligegyldig underholdning klarede den sig okay. Det er stadig en yderst klichéfyldt og dum affære, men i modsætning af mange af de andre film under denne Battle of the Actionstars, så hadede jeg hvert eneste sekund af filmens spilletid. Hvis det lyder som et halvhjertet kompliment, så er det nok fordi det er præcis hvad det er, men efter et hurtigt gennemsyn af andre folks meninger om Grudge Match, så må Stallone og DeNiro tag hvad de kan få.

Grudge Match pic 2

Jeg har flere gange i den seneste tid, kaldt Stallone en sur gammel mand og at hans selvhøjtidelige seriøsitet har trukket mange film ned i sølet, men den første gang man ser ham i Grudge Match fortæller han faktisk en joke, det er ganske vist ikke en sjov joke, men det er stadig underligt befriende at se Stallone have det lidt sjovt med en rolle og ikke bare være gnaven. Det virker nok lidt mærkeligt, at jeg omtaler Jai Courtney en masse gange i en anmeldelse af en film, hvor han slet ikke er med, men jeg sad bogstaveligt talt gennem hele filmen overrasket og imponeret over hans skuespil, blot for at finde ud af at det slet ikke var Jai Courtney men derimod Jon Bernthal (Snitch, Walking Dead, Wolf of Wall Street). Ligheden er slående og det er samtidig det pæneste der nogensinde er sagt om Jai Courtney.

Grudge Match er ikke en god film på nogen måde, men den er heller ikke helt slem. Se det er et “box-quote” der vil noget, I kan bare citere mig så meget I vil, filmstudier!

Four Stars

Categories: Movies

Black Dynamite

Movie of the Week: Black Dynamite

Black Dynamite

På trods af utallige anbefalinger og generelt gode anmeldelser, havde jeg ignoreret Black Dynamite i lang tid, alene fordi folk som Friedberg/Seltzer har ødelagt spoof-genren for mig og jeg kunne simpelthen ikke overskue at se flere af den slags film. Det er en skam, fordi Black Dynamite er en fremragende spoof og derfor skriver jeg dette, i håbet om at andre ikke begår den samme fejl som mig.

I modsætning til Friedberg/Seltzer, så har folkene bag Black Dynamite talent, idéer og vigtigst af alt, humor. Det er tydeligt, at instruktøren Scott Sanders og manuskriptforfatterne Byron Minns og Michael Jai White elsker og har set en masse af 70’ernes blaxploitation. Deres viden har ført til en masse små detaljer, referencer og in-jokes, så selvfølgelig er det en fordel hvis man selv har set nogle af genrens klassikere, men det er ikke et krav, da filmen i sig selv er hysterisk morsom. Black Dynamite understreger endnu engang at Michael Jai White burde være med i flere film, både action og komedie. Manglen på roller er så slem, at jeg faktisk overvejer at gå tilbage og se tidligere film så som Never Back Down 2 og Undisputed II, selv om de sikkert ikke er specielt gode.

Black Dynamite får den varmeste anbefaling herfra, vi har jo alle brug for et godt grin fra tid til anden.

 

Categories: Movies

Xiii-worlds-end_thumb.png

XIII: Best Comedy

Xiii worlds end

Runners Up: Seven Psycopaths, Warm Bodies, The Way Way Back, Drinking Buddies

Hvis man læste min Bottom 10, så ville man vide at komedier udgjorde en stor procentdel og jeg spurgte mig selv et deprimerende antal gange i løbet af året, om jeg ikke bare skulle holde helt op med at se komedier (en anden løsning kunne også være at undgå film hvor der står Sandler, Friedberg/Seltzer eller Movie på plakaten). Det dårlige humør holdte heldigvis ikke længe, da 2013 bød på flere gode komedier, hvis man bare vidste hvor man skulle lede. Warm Bodies var et sødt lille twist på de velkendte zombie-klichéer (fuld anmeldelse), Drinking Buddies var indie-komedie på den rigtige måde, The Way Way Back var en varm coming-of-age komedie med gode præstationer (fuld anmeldelse) og Seven Psychopaths var fyldt med skøre karakterer og skæv humor (fuld anmeldelse).

Men et eller andet sted var der aldrig rigtig nogen tvivl om hvilken film som vinderen af denne kategori, i hvertfald hvis filmen levede op til de høje forventninger, heldigvis var Edgar Wright, Simon Pegg og Nick Frost opgaven klar og med The World’s End sluttede de “Three Flavours Cornetto”-trilogien af på fremragende vis. Filmen var ikke helt på højde med Shaun of the Dead, men den var uden tvivl årets sjoveste film (fuld anmeldelse).

Categories: Movies

in_a_world.jpg

Film Review: In a World..

In a World Review

Selvom jeg ofte beklager mig over Hollywoods markedsføring, så misunder jeg på ingen måde opgaven bag at sælge en film. Selvfølgelig er det en smal sag hvis opgaven består i at sælge mænd med pistoler og massive eksplosioner, en storslået kærlighedshistorie eller små, sjove animerede dyr, men nogle film må bare være sværere at sælge end andre. Hvis jeg skulle forklare plottet i In a World…, så ville mange sikkert sidde uforstående tilbage.

In a World… foregår i fodsporne af voice-over legenden Don LaFontaines død og handler om den hårde kamp for at udfylde hans sko og slå igennem som stemmeskuespiller. Carol Solomon arbejder som voicecoach, men hendes drøm er ligge stemme til filmtrailers. Hun er dog ikke kun oppe imod industriens mandsdominerede verdenssyn, men også hendes far som er blandt den nuværende elite.

In a World pic

Historien lyder måske ikke tiltalende for de fleste, men ikke nok med at jeg var overbevist, så var jeg i princippet allerede solgt ved titlen. Det er ord som har en stor betydning for en filmelsker som mig, ord som jeg er vokset op med og som bringer et smil på mine læber, hver gang jeg hører dem. At filmens setup allerede interesserer mig er én ting og det er ikke ens for alle, men jeg kunne selvfølgelig også bare sælge den på en anden måde. In a World… er en sød lille komedie om en kvindes kamp om hendes omgivelser og hendes fars anerkendelse. En sjov og charmerende film fyldt med nogle af tidens bedste komiske talenter (Lake Bell, Rob Corddry, Ken Marino og Nick Offerman).

Det gamle udtryk forlyder at man ikke skal dømme en bog på dens omslag og det gælder også film, man bør give film en chance også selv om den måske ikke ligger midt i ens interessefelt. In a World… er en fremragende lille komedie som fortjener en chance og Lake Bell er en skuespiller/instruktør som bør holde mere øje med i fremtiden.

Eight-Stars1

Categories: Movies

Cartel 2 Guns

Film Review: 2 Guns

2 guns review

two_guns_ver4Instrueret af Baltasar Kormákur

Skrevet af Blake Masters over Steven Grant’s graphic novel

Med Denzel Washington, Mark Wahlberg, Paula Patton, Bill Paxton, Fred Ward, James Marsden, Robert John Burke og Edward James Olmos

2013  Action / Komedie  US  109min.

Lyset bliver langsomt dæmpet og man glider behageligt ned i det bløde biografsæde, mens man lader mørket omfavne én. Det skarpe lys fra projektoren rammer lærredet, filmen ruller og virkelighedsflugten begynder. Den høje lyd af eksplosioner overdøver småsnakken i hjørnerne af salen, pistolskud afbryder spydig dialog og man er egentlig rimeligt godt underholdt, men der er bare et eller andet som ikke føltes helt rigtigt. Det virker som om en af de essentielle ingredienser mangler, det er svært at sætte fingeren på hvad det præcis er, men så faldt det alt sammen på plads… 2 Guns er en Tony Scott film, blot et par år for sent. Den gamle talemåde lyder “dead men tell no tales” og de instruerer desværre heller ikke film, hvilket er synd for 2 Guns mangler den gnist, den energi som kendetegnede Scotts film. Når man kommer sig over dette uløselige problem, så er 2 Guns heldigvis en ganske udmærket actionfilm i sin egen ret.

2 Guns pic 1

Robert ‘Bobby’ Trench (Denzel Washington) og Michael ‘Stig’ Stigman (Mark Wahlberg) er på kant med loven og har lige røvet den lokale bank, men til deres store overraskelse er udbyttet meget, meget større end de havde forventet. De får dog ikke muligheden for at nyde tidlig pension på en idyllisk tropeø, da deres bankrøveri har transporteret deres kriminelle eksistens fra asken til ilden.

Hvad Bobby ikke ved, er at Michael Stigman rent faktisk er undercover agent for den amerikanske flåde og hans mission er at anholde Bobby. Hvad Stig til gengæld ikke ved, er at Robert Trench arbejder for DEA og har præcis den modsatte mission. Hvad ingen af dem ved, er hvis penge de har taget, men bliver hurtigt tydeligt at de ikke er specielt glade for det og de to agenter må nu arbejde sammen på trods af deres skjulte intentioner.

2 Guns pic 2

Så det er en regulær double-cross katten-efter-musen actionfilm vi er ude i og det formidler Baltasar Kormákur (Contraband, 101 Reykjavik) også på accebtabel vis, men filmen lever aldrig rigtig op til sit potentiale. Traileren får 2 Guns til at ligne “Double-Cross Festival in Backstab City”, men i den fulde film bliver det hele vejet gevaldigt ned, fordi manuskriptforfatteren konstant føler sig tvunget til at forklare sin forholdsvis ligegyldige historie. Filmen mangler simpelthen energi eller i det mindste et bedre flow, da den til tider truer med at gå i stå. Samtidig er den filmisk ganske kedelig og uinteressant, et problem som kunne være løst med større talent bag kameraet.

At jeg så stadig var underholdt af 2 Guns, kan skuespillerne tage al æren for. Bill Paxton, Fred Ward, Edward James Olmos og Robert John Burke er fremragende karakterskuespillere og de leverer alle god back-up til de endeløse skuddueller, men især Paxton ser ud til at more sig kongeligt med sin sleske og modbydelige rolle. Det er dog Washington og Wahlbergs show hele vejen igennem og det er heldigvis en absolut fornøjelse at med på turen. De fungerer glimrende som det umage pakkerpar i denne buddy-cop action-komedie, der er en lethed til både humoren og actionen i mellem dem, at det er svært ikke at lade sig rive med. Det er dumt, simpelt og måske ligefrem overfladisk, men det virker og nogle gange er det bare den slags film der skal til, film som underholder.

I 2 Guns kan man tydeligt mærke det tomrum som Tony Scott har efterladt i filmindustrien, men makkerparet Denzel Washington og Mark Wahlberg gør hvad de kan, for at give publikum et par timers solid underholdning.

7 Stars

Categories: Movies

worlds_end_ver2.jpg

Film Review: The World’s End

Worlds End Review

worlds_end_ver2Instrueret af Edgar Wright

Skrevet af Simon Pegg og Edgar Wright

Med Simon Pegg, Nick Frost, Martin Freeman, Paddy Considine, Eddie Marsan, Rosamund Pike, Michael Smiley, Pierce Brosnan og Bill Nighy

2013  Komedie / Sci-Fi  UK  109min.

Trilogier er blevet en fast del af filmindustrien, hvad enten der er brug for det eller ej, men der er vidt forskellige udgangspunkter for at starte sådanne serier. Ideelt er det fordi ens fortælling er større end hvad en enkelt film kan rumme (Lord of the Rings, Infernal Affairs, The Godfather) eller man bruger trilogien som en platform til at udvide ens narrative univers (Toy Story, den første Star Wars trilogi, den første …of the Dead trilogi), men ofte bliver trilogier brugt i den desperate jagt af penge (The Hobbit, The Matrix, den anden Star Wars trilogi, den anden …of the Dead trilogi) eller som et midlertidigt skridt på vejen til en længere franchise (Pirates of the Caribbean, Die Hard).

worlds end pic2

I nogle tilfælde bruges trilogien i ordets løseste forstand, hvor tre film overordnet set ikke har noget med hinanden at gøre, men bliver bundet sammen af eksempelvis et sted, en karakter i baggrunden eller et tema. Filmserier som Sergio Leone’s Dollars trilogi (Fistfull of Dollars, For a Few Dollars More, The Good The Bad & The Ugly), Kevin Smith’s Jersey trilogi (Mallrats, Clerks, Chasing Amy), Krzysztof Kieslowski‘s Trois Couleurs (Rouge, Bleu, Blanc) eller Chan-Wook Park‘s Vengeance trilogi (Sympathy for Mr. Vengeance, Oldboy, Lady Vengeance) har intet dramatisk til fælles, men føltes alligevel som en sammenhæng. Overordnet set er der det samme hold bag, men ellers har de tre film i Edgar Wright’s Three Flavours Cornetto trilogi ikke noget med hinanden at gøre. Filmene er løst, og mest for sjov, bundet sammen af det kendte is-mærke og de forskellige smagsvarianter bliver brugt som symbol på de enkelte films genre. Rød Cornetto er for den bloddryppende zombiegenre, blå Cornetto er for politistyrken (The Thin Blue Line of the Law) og den grønne Cornetto er for sci-fi genrens rumvæsner. Det har ikke den store betydning, men det er en sød og kærlig måde for fans at referere til en serie og hvis den tæller med som en trilogi, så kommer den med The World’s End godt op på listen over filmhistoriens bedste af slagsen.

En gruppe unge begynder en episk pubcrawl gennem den lille by, Lechtworth, New Haven, men ingen af dem når hele vejen igennem. Flere år senere er de fem venner blevet voksne, fået job, familie og vigtigst af alt flyttet væk fra Lechtworth. Alle undtagen Gary King (Simon Pegg) og den fejlslående druktur nager ham stadig. Gary samler de gamle venner, som modvilligt går med til at give den legendariske druktur en chance mere. Men da de går ned ad gaderne i barndomsbyen, virker det hele så underligt fremmede. Er de blevet gamle og ser ungdommen gennem rosenrøde briller eller er der noget andet på færde?

worlds end pic3

Henover årene har flere skuespillere slået sig sammen og lavet flere komedier i fællesskab, eksempelvis har “The Frat Pack” med blandt andre Owen Wilson, Vince Vaughn, Will Ferrell, Ben Stiller og Jack Black lavet mere end et dusin film sammen. James Franco, Danny McBride, Seth Rogen og Jonah Hill begynder at have mange fælles film under bæltestedet og Adam Sandler laver nærmest ikke film mere uden hans venner Kevin James, Chris Rock, David Spade og Steve Buscemi. Ingen af dem kommer dog ikke i nærheden af sammenarbejdet mellem Edgar Wright, Simon Pegg og Nick Frost. De har ganske vist kun lavet 3 film sammen, men deres fælles kemi, deres naturlige flow og deres sublime komiske timing slår de andre med flere længder.

Replikkerne flyver skarpt og hurtigt, humoren flyder som et underlæggende grundlag gennem al dialog, uden at være fastlåst eller begrænset af et vilkårligt krav om at det skal være deciderede jokes, det føltes naturligt og energisk. Jeg sad med et bredt permanent smil gennem det meste af filmen og brød flere gange ud i højlydt latter, hvilket sker så sjældent med komedier nu til dags, at jeg rent faktisk ikke kan huske den sidste film som havde den effekt. På en eller anden måde havde jeg nærmest forventet intet mindre fra Wright / Pegg / Frost.

worlds end pic1

En af de ting som jeg til gengæld ikke havde forventet, var filmens stort opsatte actionscener. Det er tydeligt at Edgar Wright har lært en masse af Scott Pilgrim vs. The World og den kommende Ant Man. Actionscenerne er detaljerede, opfindsomme og koreograferet i stil med de vildeste kung fu-film. Det er overraskende og kan måske også virke malplaceret, men jeg syntes at det virkede og var yderst underholdt. Filmen taber en smule momentum mod slutningen, da humoren må give plads så historien kan komme på plads. Det er et problem som rigtig mange komedier støder på og selv om det ikke er så markant i The World’s End, så er det der stadig, hvilket er lidt en skam.

The World’s End når aldrig op på samme høje niveau som Shaun of the Dead, men det er der også meget få film der formår. Jeg vil dog sidestille den med Hot Fuzz og det er bedre end langt de fleste komedier.

Eight Stars

Categories: Movies

hangover_part_iii_ver9.jpg

Words: The Hangover Part III

hangover_part_iii_ver9Kunsten at ramme en tone rent, er mindst lige så vigtigt i film som det er i musik. Hvis forsangen synger pivfalsk, er det praktisk talt umuligt for resten af bandet at redde sangen og det samme gør sig gældende for film. The Hangover Part III er en af de mest tonedøve film i meget lang tid.

Den originale Hangover var en forfriskende manisk, sjov og underholdende R-rated komedie. Den blev et overraskende stort hit, så selvfølgelig skulle historien fortsættes, selvom den egentlig var slut. The Hangover II var mere af det samme, bare iscenesat andetsteds og væsenligt mindre sjov. The Hangover Part III forsøger i det mindste noget nyt, men rammer så langt forbi målet, at man sætter spørgsmåltegn ved, om Todd Phillips er klar over hvad der fik originalen til at fungere.

Tonen går grov over spydig til ondsindet indenfor minutter og intet af det er sjovt. Det er humorforladt, smagløst og, som sagt, tonedøvt og ingen mængde John Goodman kan redde det.Three Stars

Categories: Movies

Pain-Gain-poster.jpg

Words: Pain & Gain

Pain & Gain poster

Michael Bay har altid lavet store, dumme macho-actionfilm og for en tid virkede det. Bays tidligere film så som Bad Boys og The Rock har jeg set et utal af gange, og jeg er faktisk også et af de få mennesker som godt kunne lide The Island. Efter de seneste års idiotiske og elendige Transformers film, blev min tålmodighed voldsomt testet og jeg var faktisk lige ved at afskrive Bay helt, men så ansatte han Dwayne “The Rock” Johnson og jeg var jo nærmest tvunget til at give ham en ekstra chance.

Pain & Gain er den “sandfærdige” historie om tre bodybuildere som jagter The American Dream. Ingen af dem er specielt intelligente, så hvordan de skal få succes og penge er uvist. De springer over hvor gærdet er lavest, kidnapper en rigmand og forsøger at afpresse ham for alt hvad han ejer. Det går dog ikke helt efter planen.

Der er to måder at se Pain & Gain på; at Michael Bay syntes disse bodybuildere er totalt seje og deres historie interessant eller at han fandt deres hårdtpumpede idioti facinerende og valgte at lave en film om det. Hvis det er det første, så er Bay en tåbe og filmen befinder sig i bunden af skalaen. Jeg vælger imidlertid at tro på mulighed nummer 2 og jeg var godt underholdt af, at følge disse tegneseriefigurer fumle sig igennem deres kriminelle masterplan. Alle karaktererne er modbydelige og helt igennem frastødende mennesker (hvilket de sikkert også var i virkeligheden), hele historien er så gennemført latterlig og useriøs, at jeg simpelthen ikke kunne lade være med at grine. Alene Dwayne Johnsons rolle som det naive, simple muskelbundt der er blevet genfødt som kristen og bare vil være venner med alle, mens de voldelige gamle vaner stikker ud gennem hulerne i facaden, er hele den stupide filmoplevelse værd.Seven Stars

Categories: Movies

Clear-History-Poster.jpg

Words: Clear History

Clear History PosterLarry David er en af de sjovste personer på TV, han er trods alt manden bag serierne Seinfeld og Curb Your Enthusiasm, så HBOs idé om sætte ham til at skrive og spille hovedrollen i en fuld længde komedie på deres kanal, burde være et pletskud. At de samtidig har samlet en imponerende liste skuespillere omkring ham, gør kun gevinsten endnu større. Rollelisten inkluderer folk som Michael Keaton, Jon Hamm, Amy Ryan, Bill Hader, Liev Schreiber, Kate Hudson, Eva Mendes, J.B. Smoove, Danny McBride og Philip Baker Hall. At de så oven i hatten giver instruktørstolen til Greg Mottola (Superbad, Daytrippers, Adventureland) burde garantere komisk succes… men hvad er problemet så?

Simpelt, filmen er bare ikke sjov.
Four Stars

Categories: Movies

WWB.jpg

Film Review: The Way, Way Back

Way Way Back Review

WWBInstrueret af Nat Faxon og Jim Rash

Skrevet af Nat Faxon og Jim Rash

Med Steve Carell, Toni Collette, Liam James, Sam Rockwell, AnnaSophia Robb, Allison Janney, Amanda Peet, Maya Rudolph, Rob Corddry, Jim Rash og Nat Faxon

2013  Komedie / Drama  US  103 min.  Bio: 18.07.2013

Nogle skuespillere har gjort karriere af, at stjæle billedet i enhver scene de er med i, ligegyldigt hvor lille deres rolle er. Det giver ofte scenerne større værdi, nogle gange til en grad hvor scenerne er mere mindeværdige end resten af filmen. Skuespillere som Jeff Goldblum, John Goodman og Steve Buscemi gør det ofte. Begyndelsen af The Dark Knight ligger tydeligt i hukommelsen på grund af William Fichtners rolle som panikslagen bankmand og Premium Rush er værd at se, alene på grund af Michael Shannons kugleskøre præstation. I The Way, Way Back stjæler Sam Rockwell showet fra første sekund han træder ind i billedet. Han er umanerligt sjov og charmerende i rollen som vandland-bestyreren Owen, den skøre onkel som man ønskede man havde. Scenestjælende skuespillere kan både være en fordel og ulempe for en film. Det kan bedrage til helheden, men kan også tage fokus fra det som reelt er vigtigt. Jamie Foxx forsvinder næsten i Django Unchained på grund af de stærke præstationer omkring ham, men heldigvis er filmen og skuespillerne omkring Rockwell opgaven klar. The Way, Way Back er ikke Sam Rockwells film, men den er uendeligt bedre på grund af hans tilstedeværelse.

Sam Rockwell The Way Way Back

Den 14-årige Duncan har det svært ved at passe ind, han har ikke mange venner og udsigten til en sommerferie med hans mor, hendes arrogante kæreste og hans popsmarte datter, virker ikke specielt attraktiv. Forældrenes fulde venner, de overgearede omgivelser og ensomheden kunne tyde på en sommer tilbragt dybt i kulkælderen, men mødet med den frisindede Owen og nabopigen Susanna giver et lille håb i mørket. Owen tager Duncan under hans vinge og giver ham et job i det lokale vandland Water Whizz, samtidig giver den overraskende interesse fra Susanna, indikationen af at sommerferien måske ikke bliver helt så kedelig som Duncan havde forventet.

Det humoristiske coming-of-age indie-drama er lidt som drankerne på det lokale værtshus, der er mange af dem, de bliver lettere irriterende med tiden og de gentager ofte hinanden. The Way, Way Back skiller sig dog ud fra mængden, i det at den hovedsagligt rammer plet. Karaktererne virker troværdige, manuskriptet er godt skrevet, humoren sidder lige i skabet og skuespillerpræstationerne er generelt fremragende. Vi har alle en familie, vi har alle siddet i de pinlige situationer som følger med den slags og vi kender alle personer som gør en pinligt berørt bare at være i nærheden af. Det rammer The Way, Way Back på en præcis, kærlig og sjov måde.

The Way Way Back pic 1

Steve Carell er frustrerende nedladende, men det er samtidig tydeligt, at han ikke ved hvordan han skal gribe den pågældende situation an. Toni Collette er god i stort alt og det er hun også her, hun spiller moderrollen med en stor portion hjertevarme, mens hun desperat forsøger at balancere hendes liv med hvad der er bedst for hendes søn. Allison Janney er perfekt som det familiemedlem vi alle kender, altid lidt for fuld og kommer altid lidt for tæt på ens personlige rum. AnnaSophia Robb, som man måske husker fra Bridge to Terabithia, er sød og charmerende som nabopigen mens Rob Corddry, Maya Rudolph, Jim Rash og Nat Faxon lever god komisk backup fra sidelinjen. Nybegynderen Liam James er god i hovedrollen som den indelukkede Duncan, selv om hans personlighedsskift måske kommer en anelse hurtigt. Jeg vil dog stadig huske, og gense, The Way, Way Back på grund af Sam Rockwell, hans komiske timing er intet mindre end eminent og jeg elskede hvert eneste sekund af hans præstation.

Film Review The Way Way Back

På den amerikanske plakat bliver The Way, Way Back solgt med sætningen “From the studio that brought you Little Miss Sunshine”, mens den danske ligger vægt på de Oscar-vindende manuskriptforfattere bag The Descendants og mens ingen af de påstande er direkte løgn, så bærer den noget mere vægt end den anden. Idéen om at begge film kommer fra det samme studie er, selv om jeg godt kan forstå hvorfor den er der, ganske intetsigende. Filmstudier udgiver rimelig mange film og der er ikke nødvendigvis sammenhæng kvalitetsmæssigt, alene i år har 20th Century Fox leveret både Park Chan-Wook’s Stoker og The Internship, to film som ikke kunne være mere forskellige. Sandheden er, at The Way, Way Back ligger midt i mellem de to film, den bliver aldrig helt lige så dramatisk som The Descendants, men den bliver heller ikke lige så fri og fandenivoldsk som Little Miss Sunshine. Det er det bedste fra begge verdener, et gribende familiedrama med en god sans for humor og en komedie med dramatisk vægt.

The Way, Way Back er en god sommerfilm, en varm oplevelse i godt selskab. En film af den slags som man bliver glad af og en effektiv modgift mod alle de mørke og humørsyge film som fylder biografen for tiden, se den.

Eight Stars

Categories: Movies