Posts Tagged ‘Comedy’
Runners up: The Vicious Kind, Bunny and the Bull, Cyrus og Scott Pilgrim vs. The World
Komedier er den sværeste genre at kåre en definitiv vinder i. Jeg siger ikke min mening er definitiv, men komedier er så afhængige af humor og den er bekendt forskellig fra person til person. Hvis man ikke finder en komedie morsom, er det svært at kalde filmen succesfuld. Nu er dette jo heldigvis min side, så det betyder ikke noget hvis folk syntes at Vampires Suck er møgskæg eller at det er definitionen af humor hvis Katherine Heigl får babyafføring i ansigtet, dette er de fem sjoveste komedier jeg så i 2010.
The Vicious Kind virker udefra måske mest af alt som et almindeligt romantisk drama, men Adam Scotts deprimerede og sarkastiske karakter er så fuld af had, at næsten hver eneste linje bliver komisk guld. Det er trods alt sjovest hvis det gør ondt når man sviner folk til. Folkene bag The Mighty Boosh fører deres useriøse og skæve humor over til deres debut-film, Bunny and The Bull, med stor succes. At det ikke er på højde med deres tv-serie betyder ikke at det ikke er syret, underligt og meget morsomt. Pinligt og akavet humor er yderst populært i både film og tv, der er dog ufatteligt få der formår at få det til at fungere, men Duplass brødrenes Cyrus er et perfekt eksempel på hvordan det skal gøres. Det er pinligt men det er også fyldt med kærlighed og så er filmen ledt af de eminente komiske talenter af John C. Reilly og Jonah Hill. Scott Pilgrim vs. The World var et billede af en tid, lige så meget som The Social Network men bare udført på en helt anden måde. Det var en ADHD rutsjebanetur taget til ekstremer med flere referencer pr. sekund end en stand up komiker på speed. Det var en film skabt til en generation som voksede op med computerspil, musikvideoer, tegneserier og anime, lavet af den selv samme generation og det var intet mindre end et fantastisk underholdende bombardement af ens sanser.
Hvis man forestiller sig, at Austin Powers var endnu mere selvglad, endnu dummere og fransk, så har man en idé om hvordan Jean Dujardin er som agent Hubert Bonisseur de La Bath i OSS 117: Cairo, Nest of Spies. Det er parodi når det er allerbedst, hysterisk morsomt og Dujardin er brilliant i hovedrollen. De kunne ikke holde dampen oppe i den anden film, Lost in Rio, men denne første film er fremragende.
Instrueret af Dean DeBlois og Chris Sanders
Skrevet af William Davis, Dean DeBlois og Chris Sanders over Cressida Cowells historie
Med stemmer af Jay Baruchel, Gerard Butler, Craig Ferguson, America Ferrera, Jonah Hill, Christopher Mintz-Plasse, David Tennant og Kristen Wiig
2010 98 min. US Animation / Action / Fantasy / Komedie
Der er så småt ved at ske nogle ganske bemærkelsesværdige ændringer i animationsverdenen. Bare for et par år siden, dominerede Pixar genren og det var de færreste studier der kunne nå dem bare til sokkeholderne, men sådan er det ikke helt længere. Dette skift sker ikke fordi at Pixar er faldet af på den eller noget af den art, men derimod fordi at konkurrenternes film bliver bedre og bedre. De sidste år har vi fået fantastiske animerede film som Wallace & Gromit: The Curse of the Were-Rabbit, Cloudy with a Chance of Meatballs, The Girl Who Leapt Through Time, The Fantastic Mr. Fox og sidste års oscarnominerede The Secret of the Kells. Udover disse eksempler er der også udkommet vellykket film som Madagascar, Ice Age, Monster House, 9, Flushed Away og Monsters vs. Aliens. Den voksende konkurrence kan mærkes gennem hele industrien også her på siden. De sidste 10 år har Pixar nærmest været selvsagt vinder af bedste animerede film-prisen, når det bliver tid til det årlige GaGa The Movies film-regnskab, men det winning streak blev brudt sidste år hvor Coraline løb af med prisen. Uden at sige noget med sikkerhed, så er der stor sandsynlighed for at Pixar heller ikke vinder i år. 
På overfladen er How to Train Your Dragon måske ikke noget specielt. Historien om den milde outsider Hiccup der ikke kan få sig selv til at kæmpe side om side med de andre vikinger mod de angribende drager og ender med at blive ven med fjenden, er en historie der er fortalt mange gange før. Det der adskiller filmen fra alle de andre og gør den til noget helt unikt, er hvor fremragende det er udført. Animationen er billedskøn og charmerende som bare fanden. Stemmeskuespillet er rigtig godt, humoren rammer plet og flyvescenerne er de bedste jeg har set siden den flyvende gris Porco Rosso legede rundt blandt skyerne. 
How to Train Your Dragon er en flot, legesyg og voldsomt underholdende tegnefilm, der kun kan anbefales på det varmeste. Pixar skal til at stå tidligt op om morgenen, for de er stille og roligt ved at blive overhælet indenom af den ene fantastiske film efter den anden fra deres konkurrenter. Det er en god tid at leve i, for alle der elsker animation.
Se også: Dragon Hunters
9/10 (8)
Jeg havde frygtet rejsen tilbage til Hollywood, efter en uge blandt alverdens farvestrålende og spændende film, men jeg vidste jo godt at det kun var en prøveløsladelse. Jeg oplevede dog stadig en overvældende lyst til bare at løbe væk, leve fra sted til sted i en konstant jagt på interessante filmiske eventyr, uden indblanding fra giftige producere, sødsuppe pladder-romantik og malplacerede happy endings. Mens jeg stod og dagdrømte, åbnede de store døre sig til filmens by og det var allerede for sent at gøre noget ved det. Jeg fik et venligt klap på skulderen og blev velkommet af venlige vink fra både producere og vagter men erfaring fortalte mig at det alt sammen var falsk og bare var et forsøg på at lurer mig ind. Men så skete der noget uventet, vagten gav mig en gave og et venligt smil. Jeg blev straks i tvivl, havde jeg fordømt Hollywood for tidligt og havde de rent faktisk savnet mig. Måske havde Hollywood ændret sig og ville bevise det med en “velkommen tilbage” gave. Måske var jeg forhastet i mine konklusioner og…men inden jeg kom længere i min tankegang, havde jeg flået papiret af gaven og kommet til den smertefulde åbenbaring at det var på ingen måde tilfældet. Velkomst-pakken indeholdte tre film og det var med ét tydeligt, at Hollywood er og bliver den samme. De tre film var: 
Det er en trio af film der beskriver hvad Hollywood er, dog på alle de forkerte måder. Det er en ret præcis beskrivelse af alt hvad der er galt med Hollywood. Den ene er en elendig sequel i en serie af mange og nu i 3D, den anden er en meget løs og unødvendig spin-off der er en hån mod humor og den sidste er et fremragende eksempel på en film der er ødelagt af producere.
Resident Evil: Afterlife beviser en gang for alle, at Paul W. S. Anderson ikke burde have lov til at komme indenfor 100 meter af et filmkamera. Selv med de meget lave forventninger man har fået til serien efter to rædselsfulde sequels, formår Anderson med Afterlife at forbløffe seeren med lige nøjagtig hvor meget man kan svine en god spil-franchise til og samtidig totalt destruere filmmediet. Selv for en stupid actionfilm, er historien ovenud idiotisk, skuespillet er horribelt og actionsekvenserne er søvndyssende kedelige. Afterlifes største problem er, at filmens 97 minutter er fordelt således at der er 25 minutter hvor der ikke rigtig sker noget, hvorefter resten af filmen er lige dele slowmotion, hullet logik og folk der kaster forskellige ting imod skærmen i 3D. Selv et par flotte billeder optaget med kameraerne brugt på Avatar kan ikke redde denne pinlighed. Samlingen af C-list skuespillere som Ali Larter (Heroes), Wentworth Miller (Prison Break), Sienna Guillory (Eragon), Kim Coates (Skinwalkers) og Boris Kodjoe (Starship Troopers 3) er konstant grænsende til det ulidelige. Det virker som om, at det kun er Shawn Roberts i rollen som Wesker, der har forstået at han er i en lorte-film og overspiller herligt som en sindssyg. Selvom Milla Jovovich ikke er en specielt god skuespiller, fortjener hun meget bedre end dette.
Get Him to the Greek er en underlig spin-off om Russell Brands birolle karakter fra den meget bedre Forgetting Sarah Marshall. Underlig, ikke kun fordi man har taget en bi-karakter og har givet ham hans egen film eller fordi det ikke rigtig er en film og i stedet bare er Russell Brand og Jonah Hill der løber lallende rundt i en tåge af stoffer, men mest af alt fordi det aldrig bliver sjovt. Når man har lavet en komedie, hvor Sean ‘P. Diddy’ Combs’ lille og uhumoristiske rolle er det sjoveste i filmen, så er det et tydeligt tegn på at det et komplet spild af tid.
Sidst men ikke mindst, var Tom Cruise og Cameron Diaz blockbusteren Knight and Day en yderst skuffende affære. Knight and Day er et af de bedste eksempler på hvordan Hollywood, producere og stjerneskuespillere kan ødelægge en ellers potentielt god film-idé. Setupet og konceptet bag Knight and Day er faktisk ganske interessant, det er grund-læggende en piges fantasi-version af enhver lille drengs agent-fantasier, men her er det ødelagt og destilleret ned til en ligegyldig og meget mainstream metervare. Jeg havde hele tiden på fornemmelsen, at hvis filmen var lavet et andet sted så kunne den have været fremragende. Jeg kan kun forstille mig, i en perfekt verden, en film lavet i eksempelvis Korea instrueret af Kim Ji-Woon (The Good, The Bad, The Weird) men så heldig er man dog ikke. Desværre…
På en måde er det rart at være ‘hjemme’ igen, men på den anden side er det også som et slag i ansigtet at gense den middelmådighed der er normen i Hollywood. Men der er stadig små glimt af håb hist og her, desuden kan jeg heldigvis importere udenlandske film til det fængsel der kaldes Hollywood.
Resident Evil: Afterlife 1/10
Get Him to the Greek 2/10
Knight and Day 4/10
Instrueret af William Phillips
Skrevet af William Phillips
Med Paul Gross, Sienna Guillory, Dustin Milligan, Tyler Mane, Callum Keith Rennie, Graham Greene, Michael Eklund og Alex Zahara
2010 89 min. Canada Western / Komedie
Lige på den kolde side af den nordlige amerikanske grænse, under det blafrende Maple Leaf blandt bævere, ishockey og de venlige french-canadians, findes der faktisk en filmindustri. Den er måske ikke så stor, men den eksisterer og der hvor de fleste nok kender en del canadiske skuespillere uden at vide det, skuespillere som eksempelvis Brendan Fraser, Dan Aykroyd, Jim Carrey, Keanu Reeves, Michael J. Fox, Ryan Reynolds, William Shatner og Evangeline Lily, så er det nok de færreste læsere der rent faktisk har set en canadisk film. Det er dog ikke nødvendigvis deres egen skyld, for man får ikke mange muligheder. Desto mere grund til, at jeg her på min lille opdagelsesrejse, greb et af de sjældne eksemplarer.
Den amerikanske cowboy, The Montana Kid, rider en solrig dag ind i en lille støvet by. Eller rettere hans hest rider ind i byen, cowboyen selv er nemlig bevidstløs, stinkende efter mange dages rejse og har en kugle i den ene balde. Han vågner op forvirret og uden at vide hvor han er, men han finder hurtigt ud af at han, blandt byens venlige gemytter og underlig tryk-fordeling, er langt hjemmefra og har krydset grænsen til Canada. Han rager sig hurtigt uklar med flere beboere og udfordre endda også flere til duel, men hans kolde amerikanske cowboy-hjerte er ikke helt umodtagelig for disse venlige og fredelige mennesker.
Gunless starter meget fornøjeligt ud, men det bliver hurtigt klart at der ikke er mange jokes på repertoiret. Det består mest af “ha ha, canadiere er venlige” og “he he, de siger aboot i stedet for about”. Det er ikke nok at bygge et humoristisk grundlag på og filmen ender også med at være charmerende men helt igennem ligegyldig. Derved også svær at skrive noget synderligt interessant om, så jeg stopper bare her.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Selv i hans hjemland, kan den undervurderede Callum Keith Rennie ikke engang få en ordentlig rolle. Det er synd, for han leverer altid varen.
Har filmen ændret min holdning til Hollywood? Nope, endnu en nitte. Det gør ikke den store forskel om det er en ligegyldig komedie fra Hollywood eller Canada, den er ligegyldig underordnet hvor den er fra.
Se i stedet: Blazing Saddles
4/10 (5)
Black Lightning
Instrueret af Dmitriy Kiselev og Aleksandr Voytinskiy
Skrevet af Dmitriy Aleynikov og Aleksandr Talal
Med Grigoriy Dobrygin, Ekaterina Vilkova, Viktor Verzhbitskiy, Valeriy Zolotukhin og Ivan Zhidkov
2009 101 min. Rusland Sci-Fi / Action / Komedie
Tilbage i 2004, startede Timur Bekmambetov noget helt specielt med Night Watch og bragte det kolde Rusland til et stort publikum. Før det, var det højst sandsynligt meget begrænset hvor mange russiske film den almene biografgænger havde set og selvom jeg har set mange film, så er det kun 4-5 russiske film der er sluppet igennem. Efter efterfølgeren, Day Watch i 2006, tog han til USA og lavede den flotte og underholdende actionfilm Wanted med Angelina Jolie og James McAvoy i hovedrollerne. Nu er han så vendt tilbage til hjemlandet og står som producer på endnu en fantasifuld action-hybrid i form af Black Lightning.
Dima er en fattig og lettere overset ung mand. Hvor hans skolekammerater kører rundt i dyre biler og snakker i smarte telefoner, må han nøjes med at stå i baggrunden og se på. Endelig en dag får han en bil af hans far, dog ikke det smarte eksemplar han havde håbet på, men derimod en gammel skrammelkasse. Ikke tilfreds med den status han har, beslutter han sig for at tjene penge til at ændre dette ved at bringe blomster ud. Under en almindelig arbejdsdag finder han pludselig skrammelkassens skjulte kvaliteter, den kan flyve, hvilket gør blomster-levering en del nemmere og hurtigere. Det hele går godt, lige indtil der sker noget forfærdeligt ved Dimas familie. Dette fungere som katalysator for at Dima vil bruge bilens evner til at hjælpe andre. Black Lightning er derved født.
Ligesom Bekmambetovs Watch-serie, er Black Lightning en blanding af mange forskellige elementer. Der er lidt af Spiderman, Transformers og Back to the Future blandet med russisk drama og humor. Der er rent faktisk så meget der minder om andre film, at noget af det begynder at virke en anelse uinspireret. Black Lightning er, til trods for den store mængde af lånte idéer, en flot og underholdende film med sin egen charme. Skuespillerne gør det godt og effekterne er ganske udmærket, man skal bare ikke forvente noget banebrydende.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Efter at have set Black Lightning, er der et par ting jeg ikke vidste før. Tilsyneladende er der en blomstrende Inter Flora organisation i Rusland, da der åbenbart er så mange folk der skal have bragt blomster ud, at der er grundlag for stor konkurrence på markedet. Derudover er det, i følge denne film, fuldt ud normalt at sige personers fulde navn hver eneste gang man taler til dem, hvilket virker en smule underligt.
Har filmen ændret mit syn på Hollywood? Ikke rigtig, da dette stort set er en Hollywood blockbuster, bare på russisk. Vel at mærke, en god blockbuster men ikke noget specielt.
Se også: Nochnoi Dozor [Night Watch]
7/10 (6)
Instrueret af Rasmus Heide
Skrevet af Mick Øgendahl og Rasmus Heide
Med Thure Lindhardt, Sidse Babett Knudsen, Troels Lyby, Mick Øgendahl, Beate Bille, Dick Kaysø, Martin Brygmann, Mira Wanting, Jens Jørn Spottag og Søren Malling
2008 80 min. Danmark Komedie
For at begynde den boykot af Hollywood stille og roligt, valgte jeg at ligge blødt ud og skyde herlighederne i gang i min egen baghave. Det var dog ikke en helt nem beslutning, da der har været langt mellem snapsene hos den danske filmindustri. Denne mangel på kvalitet ringer blot mere sandfærdig, hvis man taler om dansk stand up. Så valget at starte med Blå Mænd var næsten som, at falde på første trin på vej op af en trappe.
Jesper Jensen (Thure Lindhardt) er en slesk og arrogant salgsmand, der ser ned på alle de “almindelige” mennesker og er ikke bleg for at tage æren for andre folks arbejde. I et øjebliks svaghed, ender en druktur med at han kører galt, bliver dømt for sprutkørsel og skal pludselig ned blandt de lavtlønnede og aftjene samfundstjeneste på en lokal genbrugs-station. I starten er den lesbiske Lotte (Sidse Babett Knudsen), den idiotiske Dion (Mick Øgendahl) og den strikse Theodor (Troels Lyby) kun til evig irritation. Jesper finder dog langsomt at de ikke er så slemme som først antaget og de kan måske endda gøre ham til et bedre menneske.
Som man tydeligt kan se, er historien på ingen måde interessant eller original, men det kunne sagtens være et godt setup til en sjov komedie. Det er der hvor filmens altødelæggende problem kommer ind, fordi Mick Øgendahls talentløse manuskript er på intet tidspunkt sjovt. I løbet af den 80 minutter lange spilletid grinte jeg ikke én eneste gang og det var skræmmende tæt på, at der ikke engang var et enkelt træk på smilebåndet. Det sjoveste i filmen, med en meget stor margin, er en sammenklipning af de utallige gange Sidse Babett Knudsen skulle slå Mick Øgendahl under optagelserne af filmen, som kører under rulleteksterne. Det tæller bare ikke rigtig med, fordi for det første, hvis det sjoveste i en komedie er efter filmen er slut så har man tydeligvis gjort noget forkert og for det andet, ville det også være sjovt hvis jeg gik op til Mick Øgendahl og pandende ham én.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Filmen understregede hvor horribel lav standart der er for stand up komikere i Danmark, men det viste jeg jo godt i forvejen, ´Blå Mænd klargør dog hvor slemt det står til: Topmålet af Mick Øgendahls humor er den gamle “slå-folk-hvis-man-ser-en-bobbel” leg og det er trods alt mange år siden det har været sjovt, hvis nogensinde.
Har filmen ændret mit syn på Hollywood? Som startdestination for denne lille verdens-omrejse, var Blå Mænd meget tæt på at få mig til at aflyse det hele og bare tage tilbage til Hollywood.
Se i stedet: Sorte Kugler
2/10 (5)
Instrueret af Lee Toland Krieger
Skrevet af Lee Toland Krieger
Med Adam Scott, Brittany Snow, Alex Frost, J. K. Simmons, Kate Krieger, Bill Buell og Vittorio Brahm
2009 US 92 min. Drama / Komedie
Humor er en finurlig ting. Det er yderst subjektivt, men der findes god og dårlig humor. Det er forskelligt fra person til person, hovedsagligt fordi at meget af det man finder sjovt har rødder i hvad man har oplevet igennem livet, men det er også et spørgsmål om (og det her bliver jeg muligvis en anelse upopulær for at sige) intelligens. Det er ikke fordi jeg påstår at der er noget rigtigt eller forkert svar og bestemt ikke at jeg besidder dette svar, men der er folk der græder af grin til film som Date Movie og samtidig ikke kan forstå hvorfor en film som In the Loop er hysterisk morsom. Det betyder noget og mere siger jeg ikke. Personligt holder jeg meget af humor med et lidt modbydeligt bid og en sarkastisk kant. Hvilket nok kommer af en dybtliggende lyst til at svine mine medmennesker til. Det eneste der ligger i vejen for at leve livet med disse spydigheder på tungen, er en blanding af sund fornuft og en generel mangel på cojones. (¤ Lige hurtigt inden der kommer en eller anden pseudo-psykolog løbende og forsøger at fortolke alt muligt, så lad mig udføre deres job for dem. Ja, det er en forsvars-mekanisme. Ja, det dækker over nogle slemme ting i min barndom og desuden, fuck psykologer!) Men denne slags humor, ligesom alt anden humor, kræver at der ligger noget bag.
Det er nok derfor, The Vicious Kind, ramte mig så hårdt som den gjorde. Filmens historie, om en søvnløs og bitter mand der gemmer fortidens smerte bag en hård og svinsk facade, der ikke har talt med hans far i mange år og pludselig føler sig tiltrukket af hans broders kæreste, er ikke noget specielt eller originalt. Det er de velskrevne og sublimt spillede karakterer, der gør filmen til et af de mest gribende og hjerteskærende dramaer, jeg har set i flere år. At den samtidig er fyldt til randen med en bidende og forpint humor, er bare prikken over i’et.
Adam Scott, som de fleste nok kender som den absolut bedste ting i Will Ferrell/John C. Reilly komedien Step Brothers eller den fremragende men nu desværre cancelled Starz tv-serie Party Down, er intet mindre end en åbenbaring i The Vicious Kind. Han spiller ganske enkelt eminent og filmens styrke kommer af hans medrivende portræt af en meget ynkelig mand. Han er bakket op af ligeledes kraftfulde og følelsesladede præstationer fra den evigt pålidelige J.K. Simmons (Spiderman, Up in the Air) som hans far, Brittany Snow (Prom Night, The Pacifier og som jeg ikke vidste, kunne spille skuespil) som kæresten og Alex Frost (Elephant, Stop-Loss og som jeg, efter lang tids research, må erkende ikke er John Cusacks søn, selvom han ligner en direkte klon)som hans bror.
The Vicious Kind er et gribende indie-drama, af den bedste slags, med bidende humor, ægte følelser og en stjernepræstation fra Adam Scott. Den kommer kun med de varmeste anbefalinger herfra.
Se også: Dan in Real Life
9/10 (7)
Instrueret af Shawn Levy
Skrevet af Josh Klausner
Med Steve Carell, Tina Fey, Mark Wahlberg, Ray Liotta, Taraji P. Henson, Jimmi Simpson, Common, William Fichtner, Kristen Wiig, Mark Ruffalo, James Franco, Mila Kunis, Olivia Munn, Ari Graynor og Will. I. Am
2010 88 min. US Komedie
”One Ordinary Couple. One Little White Lie.”
Nogle ting er som skabt for hinanden, for eksempel Meg Ryan og Billy Crystal, Walter Matthau og Jack Lemon eller skildpadder og pizza. Altså med andre ord, den perfekte kombination. Ved første øjekast er Date Night et af disse himmelske møder mellem to sublime parter. Eller det burde det have været.
Når man sætter de to sjoveste og mest succesfulde komikere fra amerikansk fjernsyn, henholdsvis Tina Fey fra 30 Rock og Steve Carell fra The Office, overfor hinanden og desuden krydre det hele med Ray Liotta (Smokin’ Aces), Jimmi Simpson (David Letterman), William Fichtner (Go), James Franco (Pineapple Express), Mila Kunis (That 70’s Show), Kristen Wiig (Saturday Night Live) og Mark Wahlberg (I Heart Huckabees), hvordan kan det næsten undgå at være den perfekte kombination? Hvorfor er filmen ikke som bestemt til at være en komisk guldgruppe?
Svaret ligger hos instruktøren Shawn Levy og manuskriptforfatteren Josh Klausner. De har begge vist at de har absolut intet begreb på komedie. Shawn Levy står bag pinlige og uhumoristiske komedier som The Pink Panther, Cheaper by the Dozen og begge af Night at the Museum filmene. Josh Klausner stod bag destruktionen af det gode eventyr i Shrek the Third. Intet har ændret sig til det positive i Date Night, meget få jokes er sjove og det er deprimerende at se talentfulde komikere blive trukket ned i sølet af to så inkompetente og humorforladte fjolser. De få positive points filmen får, er revet hjem alene på grund af de to hovedpersoner og hvad der højst sandsynligt er improvisation.
Desuden er det endnu en af de komedier der lider under at de fraklip der bliver vist i rulleteksterne, er sjovere end næsten alle jokes i hele filmen. Ville det ikke være smart for en instruktør og et studie at, i det mindste, forsøge at skjule det pinlige faktum der er at selv skuespillernes “fuck ups” er sjovere end det materiale, publikum giver penge for at se? Sådan som det er, kan jeg på ingen måde anbefale Date Night, med mindre du har lidt af kronisk latter de sidste 40 år, er ved at blive en smule træt af det og bare ville ønske at der fandtes noget der kunne gøre en ende på denne pine. Hvis dette passer på dig, så er du nok den eneste person i verden der ville få noget ud af en Shawn Levy-marathon.
Se i stedet: en 30 Rock / The Office combo
3/10 (5)
Instrueret af Susan Stroman
Skrevet af Mel Brooks og Thomas Meehan
Med Matthew Broderick, Nathan Lane, Uma Thurman, Will Ferrell, Michael McKean, Jon Lovitz og Richard Kind
2005 134 min. US Musical/Komedie
I disse tider hvor Hollywood fortrækker remakes og genfortolkninger frem for originale idéer (¤ det er sådan set folks egen skyld, da det almene publikum langt hellere vil dvale i sikkerheden i et kendt navn, titel eller en karakter, end de vil vove sig ud i noget nyt eller anderledes) kommer nu endnu en af slagsen.
The Producers ser ud til at skille sig ud fra mængden, i det mindste på papiret: Mel Brooks anerkendte klassiker er med i komedieeliten og blandt det bedste han har lavet, Brooks tilføjede nogle sange og ”jazzhands” og bragte showet på Broadway med stor succes. Med hovedrollerne fra showet allerede i hus og med tilføjelsen af et par ekstra stjerner (Uma Thurman og Will Ferrell) skulle filmversionen også være en sikker succes…
Men nu er teater og film, som bekendt, to helt forskellige medier med hver deres virkemidler og som så mange andre forsøg på filmatiseringer af teaterstykker tidligere mislykkedes falder The Producers i de nøjagtig samme huller. I et teaterstykke er det meget muligt at man er nød til at overspille og have store armbevægelser for at nå ud til selv det publikum der sidder på den sidste række, men hvis man gør det på film grænser det til at være irriterende og amatøragtigt. I The Producers kan hverken Nathan Lane eller Matthew Broderick ytre selv den mindste replik uden at overspille og flagre rundt som en anden sprællemand. Visuelt er der heller ikke meget der afslører det er en film man ser og ikke bare et teaterstykke med bedre lys og flottere overgange.
Uden at have set Broadway-versionen kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om kvaliteten af denne men det er blevet en tænderskærende elendig og pinlig filmatisering.
I dette spirende forårs vejr er der så mange bedre ting at tage sig til: Gå ud i naturen med en bajer i hånden, gense en gammel klassiker (¤ eller hvilken som helst anden film, langt de fleste andre er bedre end denne), hop i havnen, gå til tandlægen eller en begravelse, det er alt sammen bedre og sjovere beskæftigelser en The Producers. (¤ Det skal lige noteres at denne anmeldelse var noget jeg skrev for et par år siden til en unavngiven hjemmeside, den blev aldrig brugt da siden mente jeg ikke kunne tillade mig at bruge bunden af karakterskalaen…så derfor skal de have tak for at bevise min idé om at mange folk på nettet ikke forstår hvad en karakter er.)
Se i stedet: Den originale eller Moulin Rouge
1/10 (4)
Instrueret af Matthew Vaughn
Skrevet af Matthew Vaughn og Jane Goldman over Mark Millar og John Romita Jrs tegneserie
Med Aaron Johnson, Nicolas Cage, Chloë Grace Moretz, Christopher Mintz-Plasse, Mark Strong, Dexter Fletcher, Jason Flemyng, Xander Berkeley, Tamer Hassan og Yancy Butler
2010 117 min. US Action/Komedie/Comic Book Adaptation
“I Can’t Read Your Mind, But I Can Kick Your Ass.”
Matthew Vaughns længe ventede adaption af Mark Millar og John Romita Jrs tegneserie rammer nu endelig det danske biograflærred men er den så som titlen antyder kick-ass eller er den som tegneseriefilmatiseringer er flest blot et par lusede håndmadder?
Den er heldigvis det første og det er hovedsagligt fordi det er en film til alle dem der er vokset op med tegneserier og deres følgende filmatiseringer, lavet af en af deres egne i Matthew Vaughn der ligeledes har levet et helt liv fyldt med skuffelserne fra hver gang Hollywood destruerede endnu en af de klassiske tegneserie-helte. Det er tydeligt at se at Matthew Vaughn inderligt føler med materialet og det bliver yderligere cementeret i det Vaughn selv rejste startkapitalen til filmen da ingen studier troede på hans vision af en hyper voldelig r-rated tegneseriefilm med en lille pige med en brovten sømands ordforråd der slår på tæven så blodet flyder. Studiernes tilbageholdenhed er måske også forståelig nok (¤ forståelig men ikke acceptabel) da det er en enorm svær film at sælge til et mainstream publikum, hvilket også virker tydeligt på den tamme og kastrerede biograftrailer der mest af alt fik filmen til at ligne en farvestrålende børnefilm.
Kick-Ass blander ubesværet genrer og fungerer på flere planer, trods en lettere ujævn pacing hist og her. Der er lige dele af ofte hysterisk morsom satire på de mange big budget tegneserie-adaptioner smurt tykt ind i referencefyldt dialog, akavet kærligheds-historie om den generte dreng der nærmest bliver veninde med den pige han er forelsket i fordi hun tror han er homoseksuel og eksplosioner af stort opsat og veleksekveret over-the-top action hvor blodet sprøjter, afhuggede lemmer flyver og bandeordne skærer ind til benet. Det gør også at filmen bør ses med et veloplagt og ligesindet publikum da den næsten uundgåelige jublen kun ligger til oplevelsen.
Hovedpersonen Dave Lizewski spilles af den ukendte Aaron Johnson (Nowhere Boy, The Greatest) med en nervøsitet og entusiasme der passer perfekt til rollen. Man føler med ham og den smerte han må leve i gennem. Hovedrolle og hovedrolle er måske så meget sagt, fordi det er lige før at han ikke er hovedrollen i hans egen film og grunden til det er Hit-Girl.
Hit-Girl spilles af Chloë Grace Moretz (genindspilningen af Låt den Rätte Komma In og (500) Days of Summer) og hun stjæler hver eneste scene hun er med i. Den determinerede og lettere psykotiske 11-årige tøs er intet mindre end en åbenbaring og der kan kun være store ting i vente i Moretz fremtidige karriere hvis der er nogen retfærdighed til. Scenerne med det forskruede far-datter forhold er simpelthen geniale og noget af det sjoveste jeg har set i lang tid. Kemien og timingen mellem Nicolas Cage og Chloë Moretz er en komisk guldgruppe og det er uden tvivl de scener i filmen der fungere bedst.
Når man nu snakker om Nicolas Cage, så viderefører han her den mindre genoplivning af hans skrantende karriere han startede med The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans. Cage er fantastisk i rollen som farmand Macready, en klodset og tør gammel mand med fesent overskæg, der om natten forvandler sig til den hårde og hævnfikserede Big Daddy. En helt der drager stærk inspiration fra Batman, lige fra kostumet og ned til Cages fremragende efterligning af Adam Wests haltende talemåde fra den gamle Batman tv-serie fra 60’erne. Resten af rollelisten indeholder også gode præstationer fra Christopher Mintz-Plasse (Superbad, Year One) som Red Mist og Mark Strong (Sherlock Holmes, RocknRolla) som gangsterboss og Red Mists far.
Kick-Ass er en super underholdende og sjov film der efterlader de fleste andre tegneserie-adaptioner i støvet og går direkte ind på min foreløbige liste over bedste film i år tillige med top 10 comic book movies (¤ en liste der meget passende kommer op på siden indenfor de næste par dage).
“With No Power Comes No Responsibility”
Se også: Grosse Pointe Blank
9/10 (8)