Short Round: Things are Not Always What They Seem
RUBBER 
Jeg skal ikke sidde her og påstå, at jeg ved hvilke film som du, kære læser, har set. Men jeg godt sætte penge på, at antallet af film om telekinetiske, psykopatiske og morderiske bildæks rejse gennem verdenen, som man har set, er for de fleste et stort rundt nul. Jeg er dog ikke helt sikker på, at det tal kommer op 1 efter at man har set Rubber.
Hvornår er en psykopatisk bildæks-film, ikke en psykopatisk bildæks-film? Hvis hjernen bag er Quentin Dupieux, en mand som højst sandsynligt er mest kendt under navnet Mr. Oizo, for den dertil tilhørende musik og musikvideoen om den lille, gule headbangende bamse, så bliver det svært at placere filmen, selv i en så specifik genre. Rubber er halvt en film om det omtalte dæk, halvt en film publikums indblanding i kunst og halvt en film om blandingen af de to. Det er ganske underligt og efter min mening, ganske fantastisk. Se den, for du kommer med garanti ikke til at se en anden film som den foreløbig.
TUCKER & DALE VS. EVIL 
Der er altid to sider til hver historie, det gælder også gyserfilm. Kan du, kære læser, huske de skumle bonderøve som altid står ved en øde tankstation i horrorfilm og stirrer ondskabs-fuldt på de teenage hovedpersoner, der er på vej ud til en forladt hytte i skoven? Det er Tucker og Dale. De er dog ikke ondskabsfulde, de er bare forvirret og misforstået.
Tucker & Dale vs. Evil tager en velkendt gyserhistorie og vender den på hovedet. Det er good gory fun og bringer minder om gode gamle Evil Dead. Befinder sig behageligt i samme boldgade som Severance og The Cottage.
SUPER 
Sidste år høstede Kick-Ass stor anerkendelse, både fra anmelderne, mig selv og det generelle publikum. Men hvis man fandt i en sådan situation, hvor man sad og tænkte, at selv om Kick-Ass tager grundigt pis på Hollywood så gik der alligevel for Hollywood i den, så har jeg nu den perfekte film til dig. Super følger den samme grundhistorie som Kick-Ass, om en ganske almindelig mand som beslutter sig for at blive superhelt, men her er det taget helt ned på jorden.
Filmens hovedperson, spillet fremragende af Rainn Wilson, er i princippet skingrende sindssyg og ser sådan set bare alle som skurke, efter han bliver forladt af sin kone. Super er, i sagens natur, vanvittig dyster, grænsende deprimerende og langt størstedelen af det mulige publikum, vil med garanti finde den direkte forkastelig, men jeg fandt den ret så morsom. Instruktør James Gunn har tidligere vist sin forkærlighed for syg humor i Slither og Tromeo & Juliet. I Super får han hjælp af et veloplagt cast der inkluderer Ellen Page, Michael Rooker, Liv Tyler, Nathan Fillion og Kevin Bacon.
Jeg vil anbefale Super, hvis man har lyst til noget med lidt mere bid, men vær klar over at det kan være at man får mere end man kan bide over.
Film Review: Scream 4
Instrueret af Wes Craven
Skrevet af Kevin Williamson
Med Neve Campbell, Courtney Cox, David Arquette, Emma Roberts, Alison Brie, Hayden Panettiere, Rory Culkin, Anthony Anderson, Adam Brody, Mary McDonnell, Eric Knudsen, Heather Graham, Kristen Bell og Anna Paquin
2011 US 111 min. Horror / Komedie
New Decade. New Rules.
Tilbage i 1996, var horror-genren fanget i en uinspireret og søvndyssende tomgang. De gode og interessante udgivelser i genren var få og langt imellem. Det ændrede Scream på. Wes Cravens postmoderne og humoristiske film pustede nyt liv i horrorgenren og genoplivede den næsten helt uddøde slasher film. Efter Screams succes, blev markedet oversvømmet med mindre heldige kopier og selv de to efterfølgere til Scream, formåede ikke at leve op til originalen.
Med tiden blev serien mere og mere referencefyldt, både til sig selv og til andre film i genren. Den store mængde af in-jokes er som at balancere på en knivsæg. For de indviede, fans af genren, er det som at filmen er lavet til dem og man er en del af fællesskabet, men på den anden side, bliver filmene også mere og mere ugennemtrængelige for det almindelige publikum. Den første Scream kommenterede og satiriserede de velkendte horror-klichéer, Scream 2 angreb efterfølgerne og historien var bygget rundt om en film, Stab, baseret på den første films begivenheder og Scream 3 tog fat i trilogierne og foregik under optagelserne til Stab 3, så man teoretisk havde to af alle karaktererne. Nu skriver vi 2011 og horrorgenren er et meget mere brutalt og kynisk væsen. Har Scream overhovedet en plads, er der brug for en fjerde film og hvor meta kan man blive før filmen knækker?
Scream 4 svarer samtidig på alle disse spørgsmål og ingen af dem, men en ting er sikker, det er en langt bedre oplevelse end man kunne have frygtet.
Der er gået 10 år siden The Ghostface Killer var løs i Woodsboro. Det originale offer, Sidney Prescott, har lagt det hele bag sig og har fundet succes som forfatter. PR-touren for hendes nye bog, tager hende tilbage til hvor det hele startede og der bliver hun genforenet med de andre overlevende fra massakren. Dewey Riley og Gail Weathers er nu gift, Dewey er blevet byens sherif og Gail har lagt journalistikken bag sig. Sidney benytter også muligheden for at besøge hendes kusine Jill og hendes filmfanatiske skolekammerater. Det varer dog ikke længe før at Ghostface slutter sig til den lille genforening og Sidney er atter jaget vildt.
Scream 4 kommer på ingen måde til at bærer den samme betydning som den originale film, den kommer heller ikke til at ændre meget i nutidens genrebillede og det føles hele tiden som om at Wes Craven og Kevin Williamson holder igen og aldrig rigtig udnytter filmens meta-niveau til det fulde potentielle. Det betyder ikke at, det ikke er en underholdende film og den er uden tvivl bedre end de mange andre sequels og remakes der fylder horrorgenren. 
Uden at afsløre noget, så starter filmen så stærkt ud, at jeg i et kort øjeblik var overbevist om at jeg var vidne til noget ganske unikt. Den obligatoriske introsekvens er velskreven og intelligent. Hvad mere er, så er den overraskende og det er mere end man kan sige om det meste af den resterende spilletid. Efter starten, forfalder filmen til en forholdsvis almindelig slasher film, omend en med masser af referencefyldt dialog. Det er ret sjovt at se på, men det er bare ikke noget specielt.
Rollelisten er, lige som de andre film i serien, fyldt til randen med skuespillere som er mest kendt fra tv. De tilbagevendende karakterer er ikke overvældende interessante. Neve Campbell er præcis så ligegyldig som hun plejer at være, David Arquette forsøger forgæves og Courtney Cox ligner endnu en skuespillerinde, som er faldet i Hollywoods botox-fælde. De ny karakterer er for det meste udmærket med ok præstationer fra Emma Roberts (It’s Kind of a Funny Story), Alison Brie (Community) og Rory Culkin (Mean Creek). Den skuespiller som overraskede mig mest, var Hayden Panettiere (Heroes) som er frisk og sjov gennem hele filmen. Nok til at fjerne “save the cheerleader, save the world” billedet fra min hukommelse og håbe på at man ser mere til hende i fremtiden.
Scream 4 ender med at være en underholdende tur tilbage til Woodsboro, men i modsætning til originalen, er det en film som man ikke kommer til at huske længe efter at man har forladt biografmørket.
Se også: Sorority Row
Film Review: Rango
Instrueret af Gore Verbinski
Skrevet af John Logan, James Ward Byrkit og Gore Verbinski
Med stemmer af Johnny Depp, Isla Fisher, Abigail Breslin, Ned Beatty, Bill Nighy, Alfred Molina, Stephen Root, Harry Dean Stanton, Timothy Olyphant, Ray Winstone, Claudia Black og Vincent Kartheiser
2011 US min. Animation / Western / Komedie
Enhver filmelsker udvikler med tiden et tykt lag hud, som kan beskytte én fra den uendelige række af brudte forventninger som filmindustrien er skyld i år efter år. Den lidt tykkere hud betyder dog ikke at man nødvendigvis lærer noget at dette misbrug, man fanger gang på gang sig selv i at bygge nye skyhøje forventninger op som blot venter på at blive ødelagt og det var også tilfældet, da jeg sidste år for første gang så traileren til Rango. Jeg fik straks bildt mig selv ind, at Pirates of the Caribbean-kollegaerne Gore Verbinski og Johnny Depp kunne skabe noget så atypisk som en computeranimeret tegnefilm som ikke kun var god men også var rettet mod et lidt ældre publikum. Jeg væbnede mig nervøst med tålmodighed til de mange lange måneder indtil filmens premiere og gjorde mig stille og roligt klar til atter at få mine forventninger smadret. Men da jeg trådte ud af biografens mørke og vandrede mod solnedgangen, var der til stor overraskelse ingen huller i mine forventninger. Rango er alt hvad jeg kunne have håbet på og mere til, det er ganske enkelt noget helt specielt.
Rango er en tam kamæleon som lever et sikkert beskyttet liv og tilbringer det meste af sine dage med at lave teaterstykker med en halv barbiedukke, en plastikpalme og en optrækkelig fisk som modspillere. En dag bliver hans hverdagsrammer bogtaveligt talt smadret, da hans akvarium falder ud på en øde motorvej i ørkenen. Forvirret og bange begiver han sig ud i ørkenen for at finde hjælp. Han bliver med det samme spottet som svag af ødelandets rovdyr og han er med ét jagtet vildt. Tilfældighederne vil det ikke bedre end at han ved et uheld pludselig ses som en helt i den støvede by Dirt. Med ét skal han ikke kun finde ud af hvem han i virkeligheden er, men nu er en hel bys skæbne også i hans små hænder.
Rango er et samarbejde mellem Nickelodeon, Gore Verbinski og Industrial Light & Magic. Nickelodeon er selvfølgelig bedst kendt for deres middelmådige børnekanal men de har også udgivet en håndfuld udemærkede film såsom Lemony Snicket’s A Series of Unfortunate Events, The SpongeBob SquarePants Movie, Clockstoppers, Nacho Libre, The Spiderwick Chronicles samt sidste års forfærdelige The Last Airbender. Det er derimod både Gore Verbinski og Industrial Light & Magics første computeranimerede film. Verbinski er bedst kendt som instruktøren af de første 3 Pirates of the Caribbean-film men han har lavet så forskellige film som den amerikanske remake af The Ring, The Weather Man og Mousehunt. Specielt den sidstnævnte holder en særlig plads i mit hjerte og den viste også at han sagtens kan håndtere en syret humoristisk sans som han nu har videreført i Rango. Industrial Light & Magic er jo heller ikke ligefrem nybegyndere i filmverdenen. Siden det blev stiftet i 1975 af George Lucas, har de som det mest kendte special effects studie i industrien, stået bag magiske øjeblikke i store franchises som Star Wars, Indiana Jones, Back to the Future, Terminator, Jurassic Park, Harry Potter, Star Trek, Men in Black, Transformers, Iron Man og Pirates of the Caribbean. Derudover enkeltstående film som E.T., Who Framed Roger Rabbit, The Abyss, War of the Worlds, The Mask, Jumanji, Minority Report, Forrest Gump, Hulk og Avatar. Så med andre ord, altså alle store effektdrevne film nogensinde, stort set og nu har de kastet deres betydelige talenter i en 100% computeranimeret spillefilm.
Denne ekspertise er tydelig på lærredet, da Rango nok er en af de flotteste computer-animerede film nogensinde og det er ofte forbløffende smukt. Ordet smuk er rettet mod animationen og billedets kvalitet, for ingen af filmens karakterer kommer indenfor miles omkreds af definitionen af skønhed. For præcis som hvis man sad og så en Sergio Leone western, så er persongalleriet fyldt med beskidte, karakteristiske og interessante ansigter. Selv vores hovedperson, Rango, har ikke været heldig i skønhedslotteriet, da en kamæleon som bekendt ikke ligefrem er det skønneste dyr på Jorden. Dette er dog på ingen måde en negativ ting, fordi alle filmens væsner er charmerende, unikke og yderst detaljerede i stærk kontrast til tidens mange kønsløse og ironisk flade 3D computeranimerede karakterer. I den forbindelse, så var jeg lykkelig for at kunne nyde detaljer og farver uden at skulle tvinges til at se det igennem et par forstyrrende solbriller.
Kvaliteten stopper ikke ved det visuelle men strækker sig også ud over manuskriptet, som er skrevet af John Logan (Gladiator, Any Given Sunday, Sweeney Todd) og det er absolut drøm for enhver filmelsker. Rango er fyldt til randen med fantastiske film-referencer, ikke blot fra Sergio Leones spaghettiwesterns men også fra film som Apocalypse Now, Chinatown og Fear and Loathing in Las Vegas, bare for at nævne nogle få. Filmens humor kommer også fra et forrygende voice-cast der, foruden Depp, byder på topklasse stemme-skuespil fra blandt andre Bill Nighy, Stephen Root, Ray Winstone, Harry Dean Stanton og en fantastisk Clint Eastwood-imitation fra Timothy Olyphant. Rango udmærker sig også ved at skuespillerne klædte sig ud og spillede scenerne overfor hinanden, som virkelig kan mærkes i filmens rytme og kemi.
Lige fra det øjeblik at Rangos akvarium går i stykker, er det som om at både Rango og filmen bryder ud af de traditionelle og almindelige rammer. Dette er ikke din typiske animationsfilm. Det er et metafor, ser du og når man sidder i biografens mørke er det både befriende for filmens karaktere og for en som filmelsker.
Se også: The Good, The Bad & The Ugly med din kælevaran
MMX: Best Comedy
Runners up: The Vicious Kind, Bunny and the Bull, Cyrus og Scott Pilgrim vs. The World
Komedier er den sværeste genre at kåre en definitiv vinder i. Jeg siger ikke min mening er definitiv, men komedier er så afhængige af humor og den er bekendt forskellig fra person til person. Hvis man ikke finder en komedie morsom, er det svært at kalde filmen succesfuld. Nu er dette jo heldigvis min side, så det betyder ikke noget hvis folk syntes at Vampires Suck er møgskæg eller at det er definitionen af humor hvis Katherine Heigl får babyafføring i ansigtet, dette er de fem sjoveste komedier jeg så i 2010.
The Vicious Kind virker udefra måske mest af alt som et almindeligt romantisk drama, men Adam Scotts deprimerede og sarkastiske karakter er så fuld af had, at næsten hver eneste linje bliver komisk guld. Det er trods alt sjovest hvis det gør ondt når man sviner folk til. Folkene bag The Mighty Boosh fører deres useriøse og skæve humor over til deres debut-film, Bunny and The Bull, med stor succes. At det ikke er på højde med deres tv-serie betyder ikke at det ikke er syret, underligt og meget morsomt. Pinligt og akavet humor er yderst populært i både film og tv, der er dog ufatteligt få der formår at få det til at fungere, men Duplass brødrenes Cyrus er et perfekt eksempel på hvordan det skal gøres. Det er pinligt men det er også fyldt med kærlighed og så er filmen ledt af de eminente komiske talenter af John C. Reilly og Jonah Hill. Scott Pilgrim vs. The World var et billede af en tid, lige så meget som The Social Network men bare udført på en helt anden måde. Det var en ADHD rutsjebanetur taget til ekstremer med flere referencer pr. sekund end en stand up komiker på speed. Det var en film skabt til en generation som voksede op med computerspil, musikvideoer, tegneserier og anime, lavet af den selv samme generation og det var intet mindre end et fantastisk underholdende bombardement af ens sanser.
Hvis man forestiller sig, at Austin Powers var endnu mere selvglad, endnu dummere og fransk, så har man en idé om hvordan Jean Dujardin er som agent Hubert Bonisseur de La Bath i OSS 117: Cairo, Nest of Spies. Det er parodi når det er allerbedst, hysterisk morsomt og Dujardin er brilliant i hovedrollen. De kunne ikke holde dampen oppe i den anden film, Lost in Rio, men denne første film er fremragende.
Film Review: How to Train Your Dragon
Instrueret af Dean DeBlois og Chris Sanders
Skrevet af William Davis, Dean DeBlois og Chris Sanders over Cressida Cowells historie
Med stemmer af Jay Baruchel, Gerard Butler, Craig Ferguson, America Ferrera, Jonah Hill, Christopher Mintz-Plasse, David Tennant og Kristen Wiig
2010 98 min. US Animation / Action / Fantasy / Komedie
Der er så småt ved at ske nogle ganske bemærkelsesværdige ændringer i animationsverdenen. Bare for et par år siden, dominerede Pixar genren og det var de færreste studier der kunne nå dem bare til sokkeholderne, men sådan er det ikke helt længere. Dette skift sker ikke fordi at Pixar er faldet af på den eller noget af den art, men derimod fordi at konkurrenternes film bliver bedre og bedre. De sidste år har vi fået fantastiske animerede film som Wallace & Gromit: The Curse of the Were-Rabbit, Cloudy with a Chance of Meatballs, The Girl Who Leapt Through Time, The Fantastic Mr. Fox og sidste års oscarnominerede The Secret of the Kells. Udover disse eksempler er der også udkommet vellykket film som Madagascar, Ice Age, Monster House, 9, Flushed Away og Monsters vs. Aliens. Den voksende konkurrence kan mærkes gennem hele industrien også her på siden. De sidste 10 år har Pixar nærmest været selvsagt vinder af bedste animerede film-prisen, når det bliver tid til det årlige GaGa The Movies film-regnskab, men det winning streak blev brudt sidste år hvor Coraline løb af med prisen. Uden at sige noget med sikkerhed, så er der stor sandsynlighed for at Pixar heller ikke vinder i år. 
På overfladen er How to Train Your Dragon måske ikke noget specielt. Historien om den milde outsider Hiccup der ikke kan få sig selv til at kæmpe side om side med de andre vikinger mod de angribende drager og ender med at blive ven med fjenden, er en historie der er fortalt mange gange før. Det der adskiller filmen fra alle de andre og gør den til noget helt unikt, er hvor fremragende det er udført. Animationen er billedskøn og charmerende som bare fanden. Stemmeskuespillet er rigtig godt, humoren rammer plet og flyvescenerne er de bedste jeg har set siden den flyvende gris Porco Rosso legede rundt blandt skyerne. 
How to Train Your Dragon er en flot, legesyg og voldsomt underholdende tegnefilm, der kun kan anbefales på det varmeste. Pixar skal til at stå tidligt op om morgenen, for de er stille og roligt ved at blive overhælet indenom af den ene fantastiske film efter den anden fra deres konkurrenter. Det er en god tid at leve i, for alle der elsker animation.
Se også: Dragon Hunters
9/10 (8)
Anti-Hollywood Week Wrap Part 3: A Painful Hallo
Jeg havde frygtet rejsen tilbage til Hollywood, efter en uge blandt alverdens farvestrålende og spændende film, men jeg vidste jo godt at det kun var en prøveløsladelse. Jeg oplevede dog stadig en overvældende lyst til bare at løbe væk, leve fra sted til sted i en konstant jagt på interessante filmiske eventyr, uden indblanding fra giftige producere, sødsuppe pladder-romantik og malplacerede happy endings. Mens jeg stod og dagdrømte, åbnede de store døre sig til filmens by og det var allerede for sent at gøre noget ved det. Jeg fik et venligt klap på skulderen og blev velkommet af venlige vink fra både producere og vagter men erfaring fortalte mig at det alt sammen var falsk og bare var et forsøg på at lurer mig ind. Men så skete der noget uventet, vagten gav mig en gave og et venligt smil. Jeg blev straks i tvivl, havde jeg fordømt Hollywood for tidligt og havde de rent faktisk savnet mig. Måske havde Hollywood ændret sig og ville bevise det med en “velkommen tilbage” gave. Måske var jeg forhastet i mine konklusioner og…men inden jeg kom længere i min tankegang, havde jeg flået papiret af gaven og kommet til den smertefulde åbenbaring at det var på ingen måde tilfældet. Velkomst-pakken indeholdte tre film og det var med ét tydeligt, at Hollywood er og bliver den samme. De tre film var: 
Det er en trio af film der beskriver hvad Hollywood er, dog på alle de forkerte måder. Det er en ret præcis beskrivelse af alt hvad der er galt med Hollywood. Den ene er en elendig sequel i en serie af mange og nu i 3D, den anden er en meget løs og unødvendig spin-off der er en hån mod humor og den sidste er et fremragende eksempel på en film der er ødelagt af producere.
Resident Evil: Afterlife beviser en gang for alle, at Paul W. S. Anderson ikke burde have lov til at komme indenfor 100 meter af et filmkamera. Selv med de meget lave forventninger man har fået til serien efter to rædselsfulde sequels, formår Anderson med Afterlife at forbløffe seeren med lige nøjagtig hvor meget man kan svine en god spil-franchise til og samtidig totalt destruere filmmediet. Selv for en stupid actionfilm, er historien ovenud idiotisk, skuespillet er horribelt og actionsekvenserne er søvndyssende kedelige. Afterlifes største problem er, at filmens 97 minutter er fordelt således at der er 25 minutter hvor der ikke rigtig sker noget, hvorefter resten af filmen er lige dele slowmotion, hullet logik og folk der kaster forskellige ting imod skærmen i 3D. Selv et par flotte billeder optaget med kameraerne brugt på Avatar kan ikke redde denne pinlighed. Samlingen af C-list skuespillere som Ali Larter (Heroes), Wentworth Miller (Prison Break), Sienna Guillory (Eragon), Kim Coates (Skinwalkers) og Boris Kodjoe (Starship Troopers 3) er konstant grænsende til det ulidelige. Det virker som om, at det kun er Shawn Roberts i rollen som Wesker, der har forstået at han er i en lorte-film og overspiller herligt som en sindssyg. Selvom Milla Jovovich ikke er en specielt god skuespiller, fortjener hun meget bedre end dette.
Get Him to the Greek er en underlig spin-off om Russell Brands birolle karakter fra den meget bedre Forgetting Sarah Marshall. Underlig, ikke kun fordi man har taget en bi-karakter og har givet ham hans egen film eller fordi det ikke rigtig er en film og i stedet bare er Russell Brand og Jonah Hill der løber lallende rundt i en tåge af stoffer, men mest af alt fordi det aldrig bliver sjovt. Når man har lavet en komedie, hvor Sean ‘P. Diddy’ Combs’ lille og uhumoristiske rolle er det sjoveste i filmen, så er det et tydeligt tegn på at det et komplet spild af tid.
Sidst men ikke mindst, var Tom Cruise og Cameron Diaz blockbusteren Knight and Day en yderst skuffende affære. Knight and Day er et af de bedste eksempler på hvordan Hollywood, producere og stjerneskuespillere kan ødelægge en ellers potentielt god film-idé. Setupet og konceptet bag Knight and Day er faktisk ganske interessant, det er grund-læggende en piges fantasi-version af enhver lille drengs agent-fantasier, men her er det ødelagt og destilleret ned til en ligegyldig og meget mainstream metervare. Jeg havde hele tiden på fornemmelsen, at hvis filmen var lavet et andet sted så kunne den have været fremragende. Jeg kan kun forstille mig, i en perfekt verden, en film lavet i eksempelvis Korea instrueret af Kim Ji-Woon (The Good, The Bad, The Weird) men så heldig er man dog ikke. Desværre…
På en måde er det rart at være ‘hjemme’ igen, men på den anden side er det også som et slag i ansigtet at gense den middelmådighed der er normen i Hollywood. Men der er stadig små glimt af håb hist og her, desuden kan jeg heldigvis importere udenlandske film til det fængsel der kaldes Hollywood.
Resident Evil: Afterlife 1/10
Get Him to the Greek 2/10
Knight and Day 4/10
Anti-Hollywood Week: Gunless
Instrueret af William Phillips
Skrevet af William Phillips
Med Paul Gross, Sienna Guillory, Dustin Milligan, Tyler Mane, Callum Keith Rennie, Graham Greene, Michael Eklund og Alex Zahara
2010 89 min. Canada Western / Komedie
Lige på den kolde side af den nordlige amerikanske grænse, under det blafrende Maple Leaf blandt bævere, ishockey og de venlige french-canadians, findes der faktisk en filmindustri. Den er måske ikke så stor, men den eksisterer og der hvor de fleste nok kender en del canadiske skuespillere uden at vide det, skuespillere som eksempelvis Brendan Fraser, Dan Aykroyd, Jim Carrey, Keanu Reeves, Michael J. Fox, Ryan Reynolds, William Shatner og Evangeline Lily, så er det nok de færreste læsere der rent faktisk har set en canadisk film. Det er dog ikke nødvendigvis deres egen skyld, for man får ikke mange muligheder. Desto mere grund til, at jeg her på min lille opdagelsesrejse, greb et af de sjældne eksemplarer.
Den amerikanske cowboy, The Montana Kid, rider en solrig dag ind i en lille støvet by. Eller rettere hans hest rider ind i byen, cowboyen selv er nemlig bevidstløs, stinkende efter mange dages rejse og har en kugle i den ene balde. Han vågner op forvirret og uden at vide hvor han er, men han finder hurtigt ud af at han, blandt byens venlige gemytter og underlig tryk-fordeling, er langt hjemmefra og har krydset grænsen til Canada. Han rager sig hurtigt uklar med flere beboere og udfordre endda også flere til duel, men hans kolde amerikanske cowboy-hjerte er ikke helt umodtagelig for disse venlige og fredelige mennesker.
Gunless starter meget fornøjeligt ud, men det bliver hurtigt klart at der ikke er mange jokes på repertoiret. Det består mest af “ha ha, canadiere er venlige” og “he he, de siger aboot i stedet for about”. Det er ikke nok at bygge et humoristisk grundlag på og filmen ender også med at være charmerende men helt igennem ligegyldig. Derved også svær at skrive noget synderligt interessant om, så jeg stopper bare her.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Selv i hans hjemland, kan den undervurderede Callum Keith Rennie ikke engang få en ordentlig rolle. Det er synd, for han leverer altid varen.
Har filmen ændret min holdning til Hollywood? Nope, endnu en nitte. Det gør ikke den store forskel om det er en ligegyldig komedie fra Hollywood eller Canada, den er ligegyldig underordnet hvor den er fra.
Se i stedet: Blazing Saddles
4/10 (5)
Anti-Hollywood Week: Chernaya Molniya
Black Lightning
Instrueret af Dmitriy Kiselev og Aleksandr Voytinskiy
Skrevet af Dmitriy Aleynikov og Aleksandr Talal
Med Grigoriy Dobrygin, Ekaterina Vilkova, Viktor Verzhbitskiy, Valeriy Zolotukhin og Ivan Zhidkov
2009 101 min. Rusland Sci-Fi / Action / Komedie
Tilbage i 2004, startede Timur Bekmambetov noget helt specielt med Night Watch og bragte det kolde Rusland til et stort publikum. Før det, var det højst sandsynligt meget begrænset hvor mange russiske film den almene biografgænger havde set og selvom jeg har set mange film, så er det kun 4-5 russiske film der er sluppet igennem. Efter efterfølgeren, Day Watch i 2006, tog han til USA og lavede den flotte og underholdende actionfilm Wanted med Angelina Jolie og James McAvoy i hovedrollerne. Nu er han så vendt tilbage til hjemlandet og står som producer på endnu en fantasifuld action-hybrid i form af Black Lightning.
Dima er en fattig og lettere overset ung mand. Hvor hans skolekammerater kører rundt i dyre biler og snakker i smarte telefoner, må han nøjes med at stå i baggrunden og se på. Endelig en dag får han en bil af hans far, dog ikke det smarte eksemplar han havde håbet på, men derimod en gammel skrammelkasse. Ikke tilfreds med den status han har, beslutter han sig for at tjene penge til at ændre dette ved at bringe blomster ud. Under en almindelig arbejdsdag finder han pludselig skrammelkassens skjulte kvaliteter, den kan flyve, hvilket gør blomster-levering en del nemmere og hurtigere. Det hele går godt, lige indtil der sker noget forfærdeligt ved Dimas familie. Dette fungere som katalysator for at Dima vil bruge bilens evner til at hjælpe andre. Black Lightning er derved født.
Ligesom Bekmambetovs Watch-serie, er Black Lightning en blanding af mange forskellige elementer. Der er lidt af Spiderman, Transformers og Back to the Future blandet med russisk drama og humor. Der er rent faktisk så meget der minder om andre film, at noget af det begynder at virke en anelse uinspireret. Black Lightning er, til trods for den store mængde af lånte idéer, en flot og underholdende film med sin egen charme. Skuespillerne gør det godt og effekterne er ganske udmærket, man skal bare ikke forvente noget banebrydende.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Efter at have set Black Lightning, er der et par ting jeg ikke vidste før. Tilsyneladende er der en blomstrende Inter Flora organisation i Rusland, da der åbenbart er så mange folk der skal have bragt blomster ud, at der er grundlag for stor konkurrence på markedet. Derudover er det, i følge denne film, fuldt ud normalt at sige personers fulde navn hver eneste gang man taler til dem, hvilket virker en smule underligt.
Har filmen ændret mit syn på Hollywood? Ikke rigtig, da dette stort set er en Hollywood blockbuster, bare på russisk. Vel at mærke, en god blockbuster men ikke noget specielt.
Se også: Nochnoi Dozor [Night Watch]
7/10 (6)
Anti-Hollywood Week: Blå Mænd
Instrueret af Rasmus Heide
Skrevet af Mick Øgendahl og Rasmus Heide
Med Thure Lindhardt, Sidse Babett Knudsen, Troels Lyby, Mick Øgendahl, Beate Bille, Dick Kaysø, Martin Brygmann, Mira Wanting, Jens Jørn Spottag og Søren Malling
2008 80 min. Danmark Komedie
For at begynde den boykot af Hollywood stille og roligt, valgte jeg at ligge blødt ud og skyde herlighederne i gang i min egen baghave. Det var dog ikke en helt nem beslutning, da der har været langt mellem snapsene hos den danske filmindustri. Denne mangel på kvalitet ringer blot mere sandfærdig, hvis man taler om dansk stand up. Så valget at starte med Blå Mænd var næsten som, at falde på første trin på vej op af en trappe.
Jesper Jensen (Thure Lindhardt) er en slesk og arrogant salgsmand, der ser ned på alle de “almindelige” mennesker og er ikke bleg for at tage æren for andre folks arbejde. I et øjebliks svaghed, ender en druktur med at han kører galt, bliver dømt for sprutkørsel og skal pludselig ned blandt de lavtlønnede og aftjene samfundstjeneste på en lokal genbrugs-station. I starten er den lesbiske Lotte (Sidse Babett Knudsen), den idiotiske Dion (Mick Øgendahl) og den strikse Theodor (Troels Lyby) kun til evig irritation. Jesper finder dog langsomt at de ikke er så slemme som først antaget og de kan måske endda gøre ham til et bedre menneske.
Som man tydeligt kan se, er historien på ingen måde interessant eller original, men det kunne sagtens være et godt setup til en sjov komedie. Det er der hvor filmens altødelæggende problem kommer ind, fordi Mick Øgendahls talentløse manuskript er på intet tidspunkt sjovt. I løbet af den 80 minutter lange spilletid grinte jeg ikke én eneste gang og det var skræmmende tæt på, at der ikke engang var et enkelt træk på smilebåndet. Det sjoveste i filmen, med en meget stor margin, er en sammenklipning af de utallige gange Sidse Babett Knudsen skulle slå Mick Øgendahl under optagelserne af filmen, som kører under rulleteksterne. Det tæller bare ikke rigtig med, fordi for det første, hvis det sjoveste i en komedie er efter filmen er slut så har man tydeligvis gjort noget forkert og for det andet, ville det også være sjovt hvis jeg gik op til Mick Øgendahl og pandende ham én.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Filmen understregede hvor horribel lav standart der er for stand up komikere i Danmark, men det viste jeg jo godt i forvejen, ´Blå Mænd klargør dog hvor slemt det står til: Topmålet af Mick Øgendahls humor er den gamle “slå-folk-hvis-man-ser-en-bobbel” leg og det er trods alt mange år siden det har været sjovt, hvis nogensinde.
Har filmen ændret mit syn på Hollywood? Som startdestination for denne lille verdens-omrejse, var Blå Mænd meget tæt på at få mig til at aflyse det hele og bare tage tilbage til Hollywood.
Se i stedet: Sorte Kugler
2/10 (5)
Film Review: The Vicious Kind
Instrueret af Lee Toland Krieger
Skrevet af Lee Toland Krieger
Med Adam Scott, Brittany Snow, Alex Frost, J. K. Simmons, Kate Krieger, Bill Buell og Vittorio Brahm
2009 US 92 min. Drama / Komedie
Humor er en finurlig ting. Det er yderst subjektivt, men der findes god og dårlig humor. Det er forskelligt fra person til person, hovedsagligt fordi at meget af det man finder sjovt har rødder i hvad man har oplevet igennem livet, men det er også et spørgsmål om (og det her bliver jeg muligvis en anelse upopulær for at sige) intelligens. Det er ikke fordi jeg påstår at der er noget rigtigt eller forkert svar og bestemt ikke at jeg besidder dette svar, men der er folk der græder af grin til film som Date Movie og samtidig ikke kan forstå hvorfor en film som In the Loop er hysterisk morsom. Det betyder noget og mere siger jeg ikke. Personligt holder jeg meget af humor med et lidt modbydeligt bid og en sarkastisk kant. Hvilket nok kommer af en dybtliggende lyst til at svine mine medmennesker til. Det eneste der ligger i vejen for at leve livet med disse spydigheder på tungen, er en blanding af sund fornuft og en generel mangel på cojones. (¤ Lige hurtigt inden der kommer en eller anden pseudo-psykolog løbende og forsøger at fortolke alt muligt, så lad mig udføre deres job for dem. Ja, det er en forsvars-mekanisme. Ja, det dækker over nogle slemme ting i min barndom og desuden, fuck psykologer!) Men denne slags humor, ligesom alt anden humor, kræver at der ligger noget bag.
Det er nok derfor, The Vicious Kind, ramte mig så hårdt som den gjorde. Filmens historie, om en søvnløs og bitter mand der gemmer fortidens smerte bag en hård og svinsk facade, der ikke har talt med hans far i mange år og pludselig føler sig tiltrukket af hans broders kæreste, er ikke noget specielt eller originalt. Det er de velskrevne og sublimt spillede karakterer, der gør filmen til et af de mest gribende og hjerteskærende dramaer, jeg har set i flere år. At den samtidig er fyldt til randen med en bidende og forpint humor, er bare prikken over i’et.
Adam Scott, som de fleste nok kender som den absolut bedste ting i Will Ferrell/John C. Reilly komedien Step Brothers eller den fremragende men nu desværre cancelled Starz tv-serie Party Down, er intet mindre end en åbenbaring i The Vicious Kind. Han spiller ganske enkelt eminent og filmens styrke kommer af hans medrivende portræt af en meget ynkelig mand. Han er bakket op af ligeledes kraftfulde og følelsesladede præstationer fra den evigt pålidelige J.K. Simmons (Spiderman, Up in the Air) som hans far, Brittany Snow (Prom Night, The Pacifier og som jeg ikke vidste, kunne spille skuespil) som kæresten og Alex Frost (Elephant, Stop-Loss og som jeg, efter lang tids research, må erkende ikke er John Cusacks søn, selvom han ligner en direkte klon)som hans bror.
The Vicious Kind er et gribende indie-drama, af den bedste slags, med bidende humor, ægte følelser og en stjernepræstation fra Adam Scott. Den kommer kun med de varmeste anbefalinger herfra.
Se også: Dan in Real Life
9/10 (7)
