Tag : crazy-cage

10922826_937760666241993_7304902504662588749_o

2014: The CrazyCage Award

crazycage award-minRunners Up: James McAvoy (Filth), Eva Green (300: Rise of an Empire), Jude Law (Dom Hemingway), Dan Stevens (The Guest)

Det begynder at se en anelse mistænkeligt ud. Først omtales en Nicolas Cage film i sammenhæng med årets dårligste film og nu er han ikke engang nomineret i den kategori som er opkaldt efter ham. Man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om gagathemovies nu også har den kærlighed til galningen som der påstås, men sandheden er bare, at ingen af Cages roller i 2014 fortjener beskrivelsen “CrazyCage”. Jeg genså selvfølgelig Face Off i det forgangne år og han kunne sagtens få prisen for den, men det kunne han jo hvert år og så kunne jeg lige så godt omdøbe prisen til “The Honorary Castor Troy Award” og det ville jo ikke være specielt interessant. Så i mangel på skøre roller fra manden selv…

Tilda Swintons rolle i Snowpiercer kunne nemt have været endt som blot en to-dimensionel tegneseriefigur, men bag al makeuppen, de store tænder og tykke briller bringer Swinton stor indlevelse, humor og skrøbelighed til karakteren… og nåh ja, så er hun også batshit crazy!

Categories: Movies

wild-at-heart3

The Third Annual Official Day of Crazy-Cage

wild-at-heart3

I anledning af “The Third Annual Official Day of Crazy-Cage” og den generelle mangel på nye usete film fra manden, besluttede jeg mig for at tage tilbage i tiden for at se et par af Nicolas Cages tidlige film.

Den første gang jeg stiftede bekendskab med Wild at Heart var et klassisk eksempel på “wrong place, wrong time”. Jeg var 13 år gammel og det er uden tvivl et forkert tidspunkt at se den film. Min unge hjerne forsøgte desperat at håndtere billederne på skærmen, for slet ikke at tale om at forstå hvad det hele skulle betyde. Der skulle stadig gå en håndfuld år før jeg fandt mig til rette i David Lynchs syrede filmunivers og endnu længere tid før jeg lærte at værdsætte Cage som skuespiller. Der er gået 20 år siden, min hjerne og filmiske smagsløg har udviklet sig en del, filmen er dog den samme og jeg er stadig ikke sikker på at jeg forstår hvad fanden der foregår…

Wild at Heart virker mest af alt som en amerikansk sæbeopera, visualiseret gennem et rumvæsens feberdrøm. Det overrasker selvfølgelig ikke, David Lynch er ikke kendt for simple, letforståelige film og det ville være svært, at kalde Twin Peaks en helt almindelig detektivserie. Filmen er mindre interesseret i at fortælle en håndgribelig historie og går i stedet efter en følelse, en passion, en vrede, en fandenivoldsk drillesyge som er svær at forklare… eller at forstå.

Alt i alt er Wild at Heart et orgie af stærke billeder, vold, sex, skæve karakterer, punk musik og Nicolas Cage som Elvis, hverken mere eller mindre. Jeg har opgivet at lede efter noget dybere bag det visuelle bombardement, jeg vil langt fra kalde det en filmklassiker, men jeg kunne nu godt lide oplevelsen… tror jeg.

Seven-Stars.png

 

firebird

Aftens anden film blev Fire Birds, også fra 1990 og det var en knap så god oplevelse, men den var dog betydeligt nemmere at forstå. For at få en fornemmelse af hvad Fire Birds er for en størrelse, skal man blot forestille sig Top Gun og så ignorere de ting som gjorde den film til en elsket klassiker. Det er en ganske dårlig film med et elendigt manuskript fyldt med tåkrummende  oneliners, en kedelig historie om en stjernepilot med øjneproblemer, et romantisk forhold som er to skridt fra et polititilhold, Nicolas Cage som en irriterende douchebag, Tommy Lee Jones som en ung gammel mand og Sean Young som den mest intetsigende loveinterest i mands minde, men i det mindste er der masser af helikoptere, så det er sikkert Michael Bays yndlings film.

Three-Stars.png

Categories: Movies

XiiiCrazy_thumb.png

XIII: The CrazyCage Award

Xiii Crazy

Runners Up: Michael Shannon (Man of Steel), Sam Rockwell (Seven Psychopaths), Matthew Fox (Alex Cross) og Dwayne Johnson (Pain & Gain)

Det er blot år nummer 2 for The CrazyCage Award og prisen står allerede på randen af afgrunden. Sidste år, i prisens debut, kunne skuespilleren som lagde navn til festlighederne se på fra sidelinjen og i år er han ikke engang nomineret. Det er en skandale og jeg har informeret gagathemovies’ bestyrrelse om min utilfredshed, med intention om at slæbe dem i retten for falsk reklame. Den side af sagen er selvfølgelig, at Nicolas Cage ikke belønnede os trofaste fans med en CrazyCage præstation i det forgangne år. Han overlod galskaben til John Cusack i The Frozen Ground, mens han spillede the straight guy og han måtte tage til takke med sin nominering for The Croods. Det er ikke godt nok og jeg har store forventninger om at dette ændre sig i 2014, for mit liv er bare ikke det samme uden den sindssyge som er CrazyCage.

Heldigvis var der andre som samlede galninge-stafetten op og videreførte mentaliteten med ustyrligt, manisk og fornøjeligt overspil. Sidste års vinder, Michael Shannon, er nomineret igen i år for hans rolle som General Zod i Man of Steel, hans overspil er stort set den eneste grund til at se den film. Sam Rockwell leverer endnu en fantastisk overgearet præstation i Seven Psychopaths og Dwayne Johnson stjæler scener til højre og venstre som det religiøse muskelbundt i Michael Bay’s Pain & Gain. Jeg har tidligere gjordt mit til Alex Cross kendt, men kan man more sig lidt over Matthew Foxs overdrevne skuespil.

Jeg var mere end en smule skuffet over Ryuhei Kitamura’s No One Lives. Kitamura har markeret sig som en af de mest sindssyge asiatiske instruktører med film som Versus, Alive, Sky High og Midnight Meat Train, men No One Lives fremstod mest af alt som kedelig og ligegyldig. Et element af No One Lives gør dog filmen værd at se og det er Luke Evans som stjernepsykopat. Han er manisk, djævelsk charmrende og overdreven voldelig, alt hvad man håber på i CrazyCage præstation.

Categories: Movies

2nd-Day-of-Cage_thumb.png

GaGa The Movies presents The Second Annual Official Intergalactic Day of Crazy-Cage

2nd Day of Cage

Tiden flyver, dagene går og pludselig er det atter blev tid til, at fejre vor tids bedste skuespillertalent (eller værste, alt efter hvad dag i ugen det er og hvilken instruktør han arbejder sammen med). Det er endnu engang blevet The Official Day of Crazy-Cage.

Det forgangne år har forløbet ganske stille og roligt i CageLand (forlystelsesparken som jeg håber at åbne, når jeg engang begynder at tjene all dem moneyz). Nicolas Cage var eksempelvis ikke med i Kick-Ass 2, hvilket resulterede i at biograferne måtte kigge langt efter mine penge. Tidligere på året, fløj rygterne højt om en potentiel skurkerolle til Nicolas Cage i The Expendables 3, disse rygter virker tilsyneladende til at være helt uden grundlag og derfor er jeg lige så ligeglad med den næste Expendables, som jeg var med forgængerne. Samtidig må man stadig vente lidt på David Gordon Green’s Joe samt den religiøse Left Behind og det tredje kapitel af National Treasure, hvis man har sådanne lyster.

Heldigvis var der et par film i 2013 med Nicolas Cage på plakaten, som jeg passende kan sætte tænderne i, nu når det er søndag og officiel Cage-dag. (Man kan selvfølgelig stadig se min samling af billeder og dårlig humor fra sidste års Day of Cage, lige her)

Frozen Ground review

frozen_groundInstrueret og skrevet af Scott Walker

Med Nicolas Cage, John Cusack, Vanessa Hudgens, Radha Mitchell, Dean Norris, Jodi Lynn O’Keefe, Kurt Fuller, Kevin Dunn, Brad William Henke og Curtis “50 Cent” Jackson

2013  Thriller / Drama  US  105 min.

The Frozen Ground genforener Nicolas Cage og John Cusack for første gang siden Con Air, desværre er det filmens eneste lighed med Simon Wests majestætiske mesterværk. The Frozen Ground er en direkte-til-video thriller, bygget over virkelige begivenheder og som kan prale af, ikke blot at have 50 Cent på rollelisten, men endda også som producer. Jeg vil blankt indrømme, at jeg havde meget lave forventninger, men heldigvis var det slet ikke så slemt som jeg havde frygtet.

Frozen Ground Cage Hudgens

Filmen er en ærketypisk katten-efter-musen, politimand-jager-morder thriller og det er muligt, at den er baseret på virkelige begivenheder, men så burde man enten have valgt en mere interessant historie eller i det mindste, have givet forløbet en smule gejst, for det er sgu noget trivielt og kedeligt. Det sideløbende narrativ som følger både politimand og morder, virker i mine øjne ufatteligt sjældent og her tager det størstedelen af den potentielle spænding ud af spillet. Selvom plottet måske ikke er noget råbe hurra for, så spiller castet heldigvis udmærket.

Nicolas Cage er noget mere afdæmpet end han plejer at være (kan være både godt og dårligt, det er ikke Crazy-Cage, men det er heller ikke kedeligt), John Cusack rider fornemt på kanten af sindssyge og den tidligere Disney-tøs Vanessa Hudgens viser talenter, som der desperat var brug for i den skuffende Spring Breakers. Udenom de tre hovedpersoner leveres der også gode præstationer fra karakterskuespillere som Kevin Dunn, Dean Norris, Radha Mitchell og ja, selv Curtis “50 Cent” Jackson giver en acceptabel indsats som en low-life pimp med langt fedtet hår. Ja ja, der findes stadig overraskelser i denne verden.Five Stars

the croods review

croodsInstrueret af Kirk De Micco og Chris Sanders

Skrevet af Chris Sanders, Kirk De Micco og John Cleese

Med stemmer af Nicolas Cage, Emma Stone, Ryan Reynolds, Catherine Keener, Cloris Leachman og Clark Duke

2013  Animated / Adventure  US  98 min.

En gang imellem er der dog også reelt positive overraskelser. Jeg havde fuldt regnet med, at The Croods ville være endnu en af Hollywoods intetsigende animerede film, men heldigvis er det ikke tilfældet. The Croods er nemlig både morsom, kreativ og så er den oven i hatten, ikke afsnit nummer syv af en allerede udpint franchise.

Selve historien, om hulemennesker som pludselig må forandre sig og kæmpe for deres overlevelse, på grund af en forestående katastrofe, er der lavet film om lige siden istiden og det er ikke her man skal lede efter originalitet, for der er ikke meget at komme efter. Til gengæld er filmen et orgie af farvestrålende billeder fyldt med idéer og design som nærmest sprudler af kreativitet. Dertil har filmen også en skør og smittende humor, som var utroligt svær at modstå, eksempelvis så er der alt for få handskedukker i andre computeranimerede film. Der er også en mærkbar sans for eventyr, som har manglet i mange af de kyniske og pengefokuserede efterfølgere de seneste par år. Filmen er måske ikke helt oppe på niveau med How to Train Your Dragon, men den er væsentligt bedre end det vi får fra Pixar for tiden.

the croods pic

Nicolas Cage har, indtil nu, ikke leveret stemme til ret mange film, umiddelbart kun The Ant Bully (som nok ikke var specielt god, da jeg husker intet om den) og A Christmas Carol fra 2003 (som jeg ikke har set, men den ser ganske forfærdelig ud). I The Croods passer hans stemme godt ind, han får lov til at råbe og skabe sig tosset, så må man nøjes med at visualisere hans smukke ansigt i tankerne. Jeg vil med glæde se mere af den slags fra hans side, eventuelt i forlængelse med at hårpragten bliver mindre og mindre, så kunne han måske træde bag mikrofonen noget oftere.
Eight Stars

Categories: Movies

CrazyCage-Award-2012.jpg
Nic-Cage-3.jpg

PSA: Giving the People what they Want

Tidligere i dag, var jeg i Fakta for at handle. Jeg stod fredeligt og slikkede på alle blommerne, for at tjekke om de var modne, da jeg pludselig blev råbt op af en sur gammel mand. Hans stemme var dyb og arrig, men dog forståelig. “Hey, du er sgu’ da ham der fjolset, hvis navn minder om Lady Gaga. Det giver ingen mening og der er ikke nok Nicolas Cage på din hjemmeside!!” Jeg beroligede ham, sagde at det var på vej og lod ham smage på mine blommer.

I virkeligheden sagde han sikkert noget andet, men jeg hørte ikke efter… anywho, her er lidt CrazyCage til den kosmiske balance.

Categories: Random, Uncategorized

2012: The CrazyCage Award

CrazyCage Award 2012

Runners-Up: Nicolas Cage (Ghost Rider: Spirit of Vengeance), John Cusack (The Raven), Matthew McConaughey (Killer Joe) og Guy Pearce (Lawless)

2012 var året, hvor vi her på siden fejrede den første årlige CrazyCage dag, så det er kun passende at der også bliver lavet en kategori for bedste psykopatiske overspil dedikeret til vores alle sammens favorit galning Nicolas Cage. Men ironisk nok, og i bedste uheldige Nicolas Cage stil, så er det rent faktisk slet ikke ham som vinder den første titel skabt i hans ære. Cage var uden tvivl pænt crazy i Ghost Rider: Spirit of Vengeance, men desværre var han også pænt kedelig når der skulle fortælles historie. John Cusack lavede sin bedste Cage impersonation i rollen som Edgar Allan Poe i The Raven. Matthew McConaughey var stjernepsykopatisk i titelrollen som Killer Joe og Guy Pearce satte en ære i, at være så klam som muligt i Lawless.

Men den første CrazyCage Award går til Michael Shannon i rollen som den forstyrede og noget utilregnlige politimand, Bobby Monday, i cykel-actionfilmen Premium Rush. David Koepp’s livlige actiondrama om et cykelbud som får en forkert pakke og pludselig bliver jagtet af en gal politimand, burde ha’ været en af de mest ligegyldige film nogensinde, men i stedet var den overraskende underholdende og en stor del af æren for dette, ligger i Michael Shannons maniske overspil. Så titlen går til Shannon, beklager Nicolas Cage, bedre held næste år, jeg ved at du har det i dig.

Categories: Movies

A Painful Goodbye, Farewell Old Friend (also, words)

rock flare

rockmc2rock-nic

Gårsdagens premiere på den officielle dag tildelt en af vor tids bedste/dårligste skuespillere, Nicolas Cage, blev fejret med maner. Der kom kolde pilsnere og varm kaffe på bordet, håret var med vilje efterladt uredt og øjnene var fuldt udspillet for at man fik det hele med. Den første film i hjemmebiografen var en sand Cage klassiker, nemlig Michael Bays The Rock. Filmen er stadig en fantastisk actionfilm, fyldt med store skuespillere, der alle leverer varen. Ikke mindst arrangementets hovedperson i rollen som regelrytteren Stanley Godspeed.

Filmen bærer sin tid aller yderst på tøjet, den kan ikke rigtig undslippe det faktum at det er en fuldblods 90’er film og visse elementer virker en anelse forældet, eksempelvis den lettere tåbelige Hummer/Lamborghini biljagt gennem San Fransiscos gader. Det markerede dog også en af de sidste gange, hvor en Michael Bay actionfilms latterligheds niveau var indenfor de acceptable grænser. Det var også en af de få gode film, der var med til at markere slutningen på Sean Connerys karriere og han er yderst underholdende her, som den bitre John Patrick Mason (¤ i HD bliver det dog uendeligt mere tydeligt, at det langt fra er ham der løber ned af de rullende trapper… hva så gamle, er et par trapper for meget for dig?).

World Trade CenterNic Cage WTC

Aftenens anden film blev en af de forsvinde få af Nicolas Cages 64 film, som jeg endnu ikke havde set, nemlig Oliver Stones World Trade Center. Det var en film som jeg med vilje havde undgået omtrent lige siden den udkom, af flere grunde og ingen af dem var The Cage. Filmen forblev uset i al den tid på grund af den overhængende fare for at Oliver Stone ville gennemvæde hver eneste fiber af filmen med stolt patriotisme og kvalmende sentimentalitet. En anden faktor var også handlingen i sig selv og hvor hårdt jeg blev mærket af begivenheden dengang tilbage i 2001, jeg får det stadigvæk fysisk dårligt hver eneste gang jeg ser de to tårne. Men filmen skulle jo ses, det går jo ikke at der er huller i gagathemovies’ viden om Nicolas Cage, så jeg bed forbeholdne i mig og satte blu-rayen i maskinen.

Jeg må indrømme, at jeg blev ret så skuffet af World Trade Center, som jeg overordnet set fandt ineffektiv, lang og kedelig. For mig er det ikke ret meget mere end en ok lille kortfilm om to politimænd fanget under ruinerne af de to tårne. Den kortfilm har så fået påklistret halvanden times Hallmark tv-film, om politimændenes familier, for at udfylde en spillefilms længde. Bevares, der er skam bedre skuespillere (Maria Bello, Maggie Gyllenhaal, Frank Whaley, Stephen Dorff og Michael Shannon) end i nogen Hallmark-film, men det ændre ikke ved at det er uinteressant, frustrerende og kedeligt. Nicolas Cage passer godt i rollen som John McLoughlin og bærer det fesne overskæg godt, men der er ikke meget at komme her og bestemt ingen Crazy-Cage. I det at min Good Cage / Bad Cage liste ikke har en “Meh” placering i midten, så ender World Trade Center på den nederste halvdel.

5 Stars

Alle de hyggelige timer var dog ikke kun brugt på¨at nyde forskellige Nicolas Cage film, men også på at sige et fyldestgørende og respektfuldt farvel. I den kommende uge tager jeg jo ikke blot afsked med filmbyen, men også med Nicolas Cage. Så der blev fældet nogle tårer og delt et livsbekræftende kram inden jeg vinkede farvel til manden og måtte forberede mig på en hel uge uden hans film. (¤Det er jo ikke fordi at jeg ser Nic Cage hver evig eneste uge, men i næste uge er det imod reglerne, med mindre at jeg finder Tempo di uccidere (Time to Kill), den lille, ukendte og ekstremt sjældende italienske film som han lavede da han var ung. Det gør jeg dog ikke, for jeg ved at den er elendig og jeg har masser af andre film jeg skal have set.)

Categories: Movies