Tag : crazy

manborg-pic-3.png

Degrees of Insanity: Manborg

Manborg

Manborg posterInstrueret af Steven Kostanski

Skrevet af Steven Kostanski og Jeremy Gillespie

Med Matthew Kennedy, Adam Brooks, Meredith Sweeney, Conor Sweeney og Ludwig Lee

2011  US  Sci-Fi / Action  61min.

Der går mere og mere mode i, at gå målrettet efter at genskabe en stemning eller stil fra en forgangen tid. Hvad enten det er 70’ernes grindhouse eller 80’ernes banned horror-film, så forsøger man at genkalde en tid som aldrig før. Filmskaberne prøver ihærdigt at reproducere et genrebillede som var skelsættende i deres ungdom, men oftere end ikke ender det som en fesen imitation af noget som allerede var dårligt til at starte med. Endnu engang bliver udsynet gennem de nostalgiske briller forblindende og kombineret med manglende talent grænser de fleste resultater til det pinlige.

Film som Machete, Hatchet, The Expendables og skyder alle efter det samme mål, men lige som alverdens “humor/satire” programmer som tror at kitsch-faktoren er nok, rammer de langt ved siden af. Manborg har noget som flere af de andre mangler, nemlig hjerte, betyder det så at Manborg er en god film?…what?! hell no!…not even close, men jeg var underholdt af oplevelsen, hvilket er væsentligt mere end man kan sige om de andre film.

manborg pic 3

En soldat falder i krigen, men bliver genoplivet ved hjælp af moderne teknologi og lidt gal videnskab. Han er dog ikke helt den samme, han er nu halvt mand, halvt maskine. Han er… MANBORG! Al den nye mekanik betyder superkræfter, øgede sanser og våben ad libitum, men det er ikke lutter motorolie og glade dage, for han er samtidig blevet taget til fange af nazi-dæmoner og er nu tvunget til at udkæmpe monster-gladiatorkampe for sin overlevelse.

Manborg ligner en sammensmeltning af de værste science fiction b-film fra firserne komplet med rædselsfulde effekter og start-halvfemsernes kortvarige bølge af FMV/Laserdisc spil, eksempelvis The Daedalus Encounter, Plumbers Don’t Wear Ties, Space Pirates og Sewer Shark. Hvis de to ting ikke har en plads i ens minder, så vil det nok være ufatteligt svært at gennemskue hvad Manborg overhovedet går efter.

Manborg pic 1

Reaktionen på om en film som Manborg blev lavet sidste år i modsætning til dengang ændrer sig fra “wow, det var godt nok dårligt, hvorfor fanden skulle jeg se sådan noget?!?” til “wow, det ramte de meget godt, hvorfor fanden skulle jeg se sådan noget?!?” hvilket jeg finder fuldt ud forståeligt, men jeg respekterer at de gjorde forsøget.

Ja, det er dumt, det er afskyeligt grimt og det er dårligt på næsten alle tænkelige planer, men det er noget andet end det endeløse ocean af skabelonskårede, kønsløse og intetsigende film som man bliver stopfodret med til hverdag. Folkene bag Manborg prøver i det mindste på noget, det vil ikke appellere til 95% af det almene filmpublikum, jeg er ikke engang sikker på at det vil appellere til 95% af læserne på denne side, men en speciel oplevelse var det uden tvivl.

Manborg pic 2

Ålen Walter, som i sidste Degrees of Insanity stjal min computer, fik dårlig samvittighed og gav mig alle mine ting tilbage. Computeren var intakt, alle filer lå hvor de skulle og derfor kan jeg introducere insanity-barometeret. Det er en skala som går fra Normal og hele vejen op til Bonkers. Manborg sætter nye rekorder med en flot syver, det er pænt sindssygt, men desværre når det ikke helt oppe på Britney Spears niveauer endnu. Forresten, så skulle jeg hilse og sige glædelig jul fra ålen Walter.

degrees of insanity meter

På sidens almindelige karakterskala er det svært at give filmen højere end nul stjerner, det er som sagt skræmmende elendigt, men hvis jeg skulle give karakter for oplevelsen, så ville det se helt anderledes ud (stadig ikke en høj karakter, men højere end nul).

Zero Stars

Categories: Movies

dark-souls-1.jpg

GaGa’s Gratuitous Asian Gaming: Update II

GAGAGAG2

Jeg var, som sagt, en smule bange for Dark Souls, ikke mindst på grund af den omtalte advancerede sværhedsgrad og det faktum, at jeg ikke er voldsomt begejstret for riddertiden, irrelevant om det er den almindelige slags eller badet i fantasy. Den skjulte tredje frygt var, at jeg lige som med Skyrim ville blive hooked og jeg pludselig havde endnu en 40-60 timers spiloplevelse i mellem hænderne. Det er selvfølgelig præcis hvad der sket, anmeldelserne løj ikke, Dark Souls er fantastisk og selv mens jeg skriver dette, er min eneste tanke hvornår kan jeg komme tilbage til Dark Souls’ brutale og smukke verden.

dark souls 1

Dark Souls er et flashback til en tid, hvor computerspils sværhedsgrad var uendeligt højere end nu, en tid hvor eksempelvis Mega Man 2 straffede en gang på gang, hvis timingen ikke var perfekt. Nutidens spil er blevet meget nemmere og mere tilgængelige med tiden, i et forsøg på at nå et bredere publikum. Eksempelvis så døde jeg kun en enkelt gang under hele min 40-60 timers spilletid i Grand Theft Auto IV og 7 gange i det nyeste Devil May Cry spil, en serie kendt for at være svært. Med tiden havde jeg opbygget den opfattelse, at jeg var blevet ganske god til det der spilhalløj, men Dark Souls skriger “you suck, you worthless maggot!”, planter en massiv økse i dit kranium, pisser på din livløse krop og forventer man ufortrødent prøver igen. Hvilket man gør med glæde.

dark souls 2

Dark Souls er djævelsk svært, men ikke på den velkendte frustrerende måde. Det føltes aldrig som spillet snyder, i stedet siger det at du som spiller ikke er god nok og det opildner en til at blive bedre. Det lyder lidt som et masochistisk forhold, af og til som at banke hovedet mod en mur, men når man endelig overvinder udfordringen, så virker det væsentlig mere tilfredsstillende. Letheden hvorved at man dør, de konstante farer og risikoen for at man mister alt hvad man har indsamlet, gør at døden og derfor også ens liv har langt større betydning, noget som sjældent er tilfældet i computerspil. Det er forfriskende og nervepirrende på samme tid. Spillerens evner, strategi og tålmodighed bliver virkelig testet. Det er hvad en succesfuld rogue-like kan tilbyde og Dark Souls er blandt de bedste af slagsen.

dark souls 3

Nu er jeg så fanget i denne ondskabsfulde verden og jeg har tænkt mig at besejre den, jeg ved bare ikke om jeg er god nok.

Categories: Games

no-more-heroes-heroes-paradise-cover-ps3.jpg

GaGa’s Gratuitous Asian Gaming: Update

GAGAGAG2

no-more-heroes-heroes-paradise-cover-ps3

Det sindssyge asiatiske spilorgie startede meget passende med Grasshopper Studios og Suda 51’s No More Heroes: Heroes’ Paradise til PS3. Suda 51 er frontløber for den japanske spilindustris over-the-top madness og som sådan er han også inventar i min spilsamling. Suda har produceret spil som det abstrakte Killer 7 som jeg spillede og desperat forsøgte at forstå sidste gang. Han stod også bag det fremragende Shadows of the Damned og samarbejdede med James Gunn (Slither) på Lollipop Chainsaw. No More Heroes er fuldblods Suda og leverer alt hvad man forventer af den slags. Der er blodgejsere en masse, spilreferencer til højre og venstre, skrupskøre idéer og grænseløs pervesitet, men som hans andre spil så er gameplayet aldrig første prioritet og det kan nemt gå hen og blive ensformigt. No More Heroes gælder om at komme til tops på lejemordernes leaderboards og derfor er boss fights i fokus, heldigvis er de også klart det bedste ved spillet. Heroes’ Paradise er et HD remix af de to Wii spil og det kan man godt se, grafisk er det ikke specielt imponerende, men Sudas spil har altid levet højt på design og det er ikke anderledes her. På CrazyNéZ skalaen ender det på et habilt 7-tal, men tallet kan selvfølgelig godt blive højere jo længere jeg kommer ind i spillet.

Dead or Alive 5

Jeg har længe været fan af Dead or Alive serien og nej, det er ikke på grund af de attributer som serien sætter forrest. Serien har altid fået meget omtale for sin “advancerede” animation af de kvindelige former, men for det første er det himmelråbende latterligt og for det andet betyder det kun noget for pre-pubertære drenge og de mest perverse japanere. Grunden til at jeg godt kan lide serien, er det flydende kampsystem og fordi jeg, selv om jeg ikke er overvældende ferm til fighting games, stadig kan få gode resultater. Jeg startede spillets historiedel med meget lave forventninger, for selv om Mortal Kombat genopfandt måden at levere en historie i et kampspil, så er langt størstedelen stadig ligegyldige. Historien i Dead or Alive 5 er ikke ligegyldig (ok, det er den også) men derimod direkte psykopatisk, den hopper rundt i tiden og giver absolut ingen mening, den virker mest af alt som en luset sæbeopera iscenesat i et japansk kampspil. Den omtalte perversitet i No More Heroes er intet imod hvad Dead or Alive 5 stiller for døren, det er faktisk lidt skræmmende. Spillet er lavet til skumle perverse drenge af skumle perverse drenge. Team Ninja fokuserer så meget på de kvindelige former at det næsten burde være ulovligt, men jeg er forholdsvis sikker på, at de aldrig selv har set disse former i virkeligheden, for der er intet menneskeligt på denne jord som bevæger sig på denne måde. På skalaen er jeg nød til at citere Team Ninja og give spillet Boooobs ud af 10.

Categories: Games

Dead-or-Alive-5.jpg

GaGa’s Gratuitous Asian Gaming: Episode 2

GAGAGAG2

Jeg har forsøgt at skrive et par filmanmeldelser i løbet af dagen, men uden det store held. Jeg er stødt på en mur, min hjerne gider simpelthen ikke at kigge på kedelige bogstaver lige nu og den er begyndt at gøre oprør. Fokus svinger, tankerne tager på eventyr og kommer der altså ikke mange anmeldelser ud af, så jeg har besluttet mig for at gøre noget ved det. Jeg har valgt at bekæmpe kedsomligheden og samtidig straffe hjernen tilbage på sin plads ved endnu engang, at dykke ned i den sindssyge verden som er den japanske spilindustri. Jeg lærte i skolen, at minus og minus giver plus, så min hjernes manglende fokus og de japanske spils hyperaktive mangel på fokus, må garanterer gevinst. Det er et forsøg som kun kan ende i succes og håbet er at jeg er tilbage ved filmanmeldelserne når weekenden er ovre. Man kan, lige som sidste gang, følge missionen live på twitter under hashtaget GaGaGaG2 og jeg vil også skrive nogle opdateringer herinde.

no-more-heroes-heroes-paradise-cover-ps3dark-souls-coverDead or Alive 5

No More Heroes: Heroes’ Paradise
Suda 51 står højt på listen over skøre japansk spilskabere og hans spil var også med sidste gang, men jeg har endnu ikke stiftet bekendskab med Travis Touchdown og No More Heroes serien, så det skal der gøres noget ved. Heroes’ Paradise er et HD remix af de to Wii spil som jeg desværre aldrig fik spillet, men min Playstation står klar med redningen.

Dark Souls
Jeg har frygtet Dark Souls (og det tidligere Demon’s Souls) lige siden de udkom, mest på grund af den voldsomme sværhedsgrad og spillets rogue-like struktur, men jeg har langsomt kæmpet min mod til og er nu klar til at modtage udfordringen. Jeg er bange, men klar.

Dead or Alive 5
Man kunne måske spørge sig selv, hvad et kampspil laver på denne liste, men jeg kan forvisse folk om at der er mere til Dead or Alive end bare tøser med store bryster, der er også en helt igennem tåbelig historie og jeg glæder mig til at se den (det med brysterne er også ok).

Siren Blood CursetokyoDeadly Premonition

Siren: Blood Curse
Jeg har godt lide genren survival horror, men der laves bare ikke så mange af den slags mere, men så kom jeg i tanke om, at jeg købte Siren: Blood Curse på udgivelsesdagen men aldrig fik det spillet, så når mørket falder er jeg klar til at blive skræmt.

Tokyo Jungle
Jeg har spillet og anmeldt Tokyo Jungle, men nu har jeg købt alt downloadable content til spillet (som inkluderer blandt andet en robot og en kontorarbejder) og jeg er klar til endnu en tur til dommedag i Japan.

Deadly Premonition
Man kan selvfølgelig også tage tilbage til Deadly Premonition og flere skøre eventyr med Agent York og Zach.

Hvis det ikke er nok og der er tid til overs, så har jeg masser af craziness på harddisken. Samlingen tilbyder spil som Double Dragon Neon, Rock of Ages, Dark Mist, Zeno Clash og Rise of Nightmares. Hvis alt andet fejler, så har Bishi Bashi craziness nok til 10 spil.

Jeg beder folk om at bære over med mit descent into darkness, følge med hvis man har lyst og ellers vender det normale filmorienterede content formentlig tilbage på mandag.

Categories: Games

Anti-Hollywood Week: Tokyo Jungle

tokyo jungle anti

Tokyo Jungle CoverJapan Flag

1-2 players Stealth / Survival / Rogue-like

Udviklet af SCE JAPANStudio / Crispy’s.

Udgivet af Sony Computer Entertainment

Ude på Playstation Network til 99,95 kroner. (79,96 for Plus)

Jeg ved godt, at det måske virker mærkeligt, at der pludselig sniger sig et computerspil ind i denne uge, hvis formål er at hylle film fra hele verden. Men selv med alle de underlige japanske film, som jeg har omtalt i de seneste uger, så ville Playstation Network spillet Tokyo Jungle høste en guldmedalje, hvis der blev afholdt mesterskaber i at være mest japansk (¤ og hvorfor bliver disse mesterskaber ikke afholdt, er det noget som jeg skal starte, hvad fanden sker der?). Det passer perfekt ind i temaet og skiller sig faktisk mere ud fra normen, end de fleste af de film man finder herunder.

Menneskene har ødelagt jorden, som de har de med at gøre og det har endeligt bidt dem i halen og har udryddet hele flokken. Verden ligger øde og det bliver en hård kamp for dominans. 10 år efter menneskelighedens forfald stiger rovdyr, såvel som husdyr, op af fødekæden og alle bliver nød til at forsvare deres eksistens med næb og klør. Så territoriet er kridtet op og kampen for overlevelse kan begynde.

Tokyo Jungle pic 4

Tokyo Jungle er meget svært at sætte i bås, alene på grund af det faktum, at jeg ikke mener at “post-apokalyptisk-animal-freedom-stealth-survival-horror” er en reel genre. Hvis man skal påtage sig den svære opgave, at beskrive spillets genre, så er Tokyo Jungle en rogue-like som blander elementer fra Metal Gear Solid, dating-simulatorer, insekt-kampspillet Deadly Creatures og weird japansk science fiction. Ja, jeg ved godt, at det rent faktisk stadig ikke forklarer ret meget.

En rogue-like er en genre, der dækker over mange forskellige spil, men den fælles regel er, at ens karakter starter fra bunden og indsamler grej, experience og andet godt på vejen mod det endelige mål. Det gør man selvfølgelig i stort set alle spil, men den store forskel er at hvis man dør, så mister man alt og man må starte helt fra bunden igen. Der er ingen kære mor eller continues, det gælder rent ud sagt at få det bedste ud af hvert eneste sekund, lære af sine fejl og gøre alt for at overleve, hvilket jo unægteligt passer perfekt til Tokyo Jungles tema. I hvert liv skal man overleve omgivelserne, de andre dyr, finde føde og afmærke sit territorium, men hvert dyr lever blot 15 år, så vigtigt af alt skal man finde sig en mage og sætte nye generationer i verden. Udvalget af dyr er stort og tæller alt lige fra små tæppetissere, fede katte og kyllinger til krokodiller, flodheste og ikke mindst dinosaurusser. Spillet forklarer tilstedeværelsen af dinosaurer i historie-delen, endda på en måde der halvvejs mening i dette sindssyge univers.

Tokyo Jungle pic 3

Spillet er lavet af Sonys JAPANStudio ( i samarbejde med Crispy’s) som er folkene bag nogle af de mest kreative spil på Playstation Network, så som Echochrome, Siren: Blood Curse, The Last Guy, LocoRoco, Patapon og Gravity Push. Deres arbejde er altid nyt, anderledes og spændende, en tendens som videreføres med Tokyo Jungle.

I Japan blev spillet udgivet i butikkerne til fuld pris, men Sony har fornuftigt nok valgt at ændre det i vesten og har i stedet lagt det op på de elektroniske hylder til en kølig hundredemand. For selv om jeg syntes at Tokyo Jungle er fremragende, ville jeg have ret svært ved at anbefale det, hvis man skulle gå ned til den lokale spilpusher og betale 500 kroner. Der er enkelte dele af spillet som bliver solgt som små udvidelsespakker, men de er ganske valgfrie og det ændre ikke på, at der er masser af kugleskør variation til billige penge.

8 Stars

Hvad kan man lære om det pågældende land? Ens husdyr venter blot på, at det bliver deres tur.

Hvad kan Hollywood lære? Homeward Bound + survival horror + madness = giv mig mine forfatter-penge, nu!

Categories: Games

Minor Detours: Bizarroland

sukiyaki western django review

Japan FlagSukiyaki Western DjangoInstrueret af Takashi Miike

Skrevet af Takashi Miike og Masa Nakamura

Med Hideaki Itô, Kôichi Satô, Kaori Momoi, Masanobu Andô og Quentin Tarantino

2009  Western / Action  121 min.

Hollywood genindspiller hver eneste halvvejs interessante historie, de kommer i nærheden af, så hvorfor skulle det være anderledes i resten i verden, det er trods alt nemmere end at finde på sine egne historier. Der er dog stor forskel på, hvordan man griber genfortællinger an og Takashi Miikes version af Django, virker mere som at Miike fortæller den legendariske historie om cowboyen Django videre til en ven, rent ud fra hans erindringer af filmen fra 1966 og efter det hele har rodet rundt i hans sindssyge hoved siden han var barn.

Sukiyaki Western Django virker som en feberdrøm af en western set igennem et asiatisk filter, så nu er der selvfølgelig samuraier med katana-sværd, ninjaer, en overflod af blod og voldsomt stiliserede shootouts. Nåh ja, så er der også en underlig drømmesekvens med Quentin Tarantino, du ved, bare fordi at han og Miike er gode venner. Filmen er ikke lige så god som originalen, men Miike har i det mindste gjort det til sin egen og derfor er den uendeligt mere interessant end alle de ligegyldige Hollywood remakes.

7 Stars

Iron Sky AHW

Iron Sky PosterFinland1Instrueret af Timo Vuorensola

Skrevet af Johanna Sinisola, Timo Vuorensola, Michael Kalesniko og Jarmo Puskala

Med Julie Dietze, Christopher Kirby, Udo Kier, Peta Sergant, Götz Otto og Stephanie Paul

2011  Sci-Fi / Action / Komedie  93 min.

Vi kender det alle sammen, man er til en eller anden lam fest og der er altid én som på mirakuløs vis er blevet meget mere fuld end alle andre. Det er ofte denne person, der forsøger at fortælle festen, hvad han selv syntes er den sjoveste joke nogensinde. Det er selvfølgelig aldrig en specielt god joke, men det stopper ikke personen i at være ved at dø af grin for hvert tredje ord. Udover de hyppige grineflip, så er personen også forfærdelig til at fortælle denne lusede vittighed og gentager derfor sig selv konstant. Når joken endelig er forbi, står den halvhjertede humor festen langt ud af halsen og man ønsker ikke andet end, at smide denne nar for porten. Det er præcis hvad Iron Sky er, en lallende idiot uden humor.

Iron Sky har én joke, nazister lever i fuld flor og har en base på månen, en joke der er mildt humoristisk den første gang, men filmen har ikke andre og gentager den ad libitum. Når filmen endelig er slut, kunne den gode gamle Udo Kier ikke engang tvinge et smil frem fra kedsomligheden.

3 Stars

Lucky Luke copy

France flag120x160 LL face+perso petits:Mise en page 1Instrueret af James Huth

Skrevet af James Huth, Sonja Shilito og Jean Dujardin over René Goscinnys forlag

Med Jean Dujardin, Michaël Youn, Sylvie Testud, Alexandra Lamy og Melvil Poupaud

2007  Western / Komedie  103 min.

Der er lavet mange tegnefilm baseret på cowboy-helten Lucky Luke og de har alle været rettet klokkerent mod børn, men med James Huths live-action filmatisering fra 2007, har jeg en del sværere ved at finde ud af hvem målgruppen er. Filmen er søbet ind i surrealisme, humoren er bizar og tempoet er all over the place. Det er muligt at det hele er taget direkte fra tegneserieforlaget, men hvis man overfører det så rent fra stillestående tegninger til en regulær spillefilm, bliver resultatet mildest talt underligt. Det burde jo betyde, at filmen er rettet mod de voksne og børnene bare skulle blive væk, hvilket også burde være ensbetydende med at jeg skulle elske denne film. Der er også meget som jeg syntes rigtig godt om, blandt andet Jean Dujardin (The Artist) som er perfekt i hovedrollen som Lucky Luke, men alt i alt er den stadig for børnet. Lucky Luke er en meget rodet og underlig film, men burde ses på grund af Jean Dujardin og hans fantastiske smil.

6 Stars

Loved Ones AHW

Australien1Loved Ones posterInstrueret og skrevet af Sean Byrne

Med Xavier Samuel, Robin McLeavy, Victoria Thaine, Jessica McNamee og Richard Wilson

2011  Horror / Thriller  84 min.

I alle de sukkersøde Hollywood teenage-film, er det årlige skolebal det vigtigste i de unge menneskers liv og hvis man får et nej på sin invitation, er det næsten jordens undergang. Heldigvis finder fyren altid ud af, at hende der nørden faktisk er den smukkeste af dem alle og de lever lykkeligt til deres dages ende. Sådan er det bestemt ikke i den australske The Loved Ones, hvor fyrens nej resulterer i, at han bliver kidnappet og tortureret. The Loved Ones er intens horrorfilm med blod i spandevis, en trykkende stemning og en yderst morbid humoristisk sans. De unge skuespillere gør det godt, især Xavier Samuel som nok skal blive til noget stort, og filmen er effektiv et godt stykke af vejen, men der er desværre også en løs sidehistorie, der uheldigvis er lidt for løs.

7 Stars

Hvad kan lære af det pågældende land?
Det kan forsvares at tage et katana-sværd med i kamp mod en gatling gun.
I Finland er topmålet af satire, nazister i rummet og Sarah Palin som præsident af USA.
I Frankrig behøver man ikke, at lave film til et publikum.
De australske skoler holder ikke meget øje med, hvad der sker til det årlige skolebal.

Hvad kan Hollywood lære?
Når man skal genindspille alt, så kan man i det mindste gøre filmen til sin egen vision af historien.
Folk griner af de dummeste ting… vent, det står Adam Sandler allerede for.
Anderledes er ikke et fy-ord.
Hvis man ikke kan forudsige alt, så er historien mere spændende.

Categories: Movies

GaGa’s Gratuitous Asian Gaming

GaGaGaG

Update 5:
Jeg sluttede weekenden af med Deadly Premonition og Dead Rising: Case Zero. Deadly Premonition er en syret blanding af oldschool Silent Hill, David Lynch’s Twin Peaks og en overflod af meta-referencer, set igennem øjnene på den japanske galning, SWERY. Det er langt fra specielt pænt, det ligner mest af alt et Playstation 2 spil i HD, men det giver lidt den samme undergrunds fornemmelse som en grindhouse film. Stemningen er rigtig god og galskaben er i top, nok til en 9’er på skalaen. Dead Rising: Case Zero går, lige som de andre spil i serien, ud på at dræbe zombier på alskens kreative måder. Letheden ved at gøre dette, gør dog at spillet hurtigt bliver trivielt og uinteressant. Vi ender på en 6’er på skalaen. (Billeder i galleriet)

Update 4:
Wii-spillene udeblev og gjorde programmet en del mindre, så jeg må bare lave en Day of the Wii i fremtiden.

Update 3:
Der blev spillet flere Capcom spil igår, eller med andre ord, der blev kun spillet Capcom spil. Jeg sluttede aftnen af med en dobbel dosis af Shinji Mikami (Devil May Cry, Resident Evil, Shadows of the Damned). Først var det Killer 7 til Playstation 2, et tegneserie hitman spil som fungerer mest som en railshooter badet i et ocean af psykadeliske stoffer. Det er ekstremt abstrakt, jeg fik faktisk lidt ondt i hovedet af det og jeg ved ikke om der er plads på skalaen til at yde spillet retfældighed, så vi ender bare på en 10’er. Derefter var det Viewtiful Joe, et sidescrolling cartoony beat’em up iscenesat i en filmverden. Det er ganske enkelt awesome, en fryd at spille og det kan kun gå for langsomt med en HD remake, Capcom. Viewtiful Joe ender på en 6’er på skalaen. (Billeder i galleriet)

Update 2:
Jeg spillede aldrig God Hand, da det udkom og det var vist også meget godt, jeg ville bestemt ha hadet det dengang. Nu kan jeg more mig over psykosen, den langt ude historie og de lilla gift-chihuahuaer. Det er også dødsvært, hvilket er et dejligt minde fra en forgangen tid. På Crazy NéZ skalaen får det et rent 8-tal, det er ikke det mest sindssyge jeg har set, men det er der op af. (Billeder i galleriet)

Update 1:
Jeg har gennemført Lost Planet 2, spillet overraskede mig positivt det meste af vejen. Det havde fået mange dårlige anmeldelser, men hvis man ser igennem fingre med nogle yderst tåbelige designvalg, så er det stadig Lost Planet. Der er giant mechs, space bugs og grabling hooks. Jeg vil give spillet 7 ud af 10, men det var desværre ikke specielt crazy, så det var lidt en forbier til denne weekend. (Jeg har smidt nogle billeder i galleriet)

Som en lille optagt til den kommende Anti-Hollywood uge, har jeg i denne uge taget forsmag på goderne. Jeg har låst mig inde i min lejlighed, kun med selvskab af nogle af de mest sindssyge japanske computerspil. Der vil blive livetweetet på Twitter under #GaGaGaG (GaGa’s Gratuitous Asian Gaming) og denne post vil også blive opdateret hen af vej.

Følg med, mens jeg straffer mig selv med en overflod af crazy japansk halløj.

Listen af spil indtil videre:

Bishi Bashi Special [PSone]
Deadly Premonition [X360]
Fortune Street [Wii]
God Hand [PS2]
Killer 7 [PS2]
Kingdom Hearts II [PS2]
Kirby’s Epic Yarn [Wii]
Lost Planet 2 [X360]
Mad World [Wii]
Mario & Sonic at the Olympics [Wii]
Muramasa: Demon Blade [Wii]
No More Heroes [Wii]
Rhythm Heaven Fever [Wii]
Viewtilful Joe [PS2]
Warioware: Smooth Moves [Wii]

Der er ikke spil som Bayonetta, Shadows of the Damned og Vanquish på listen, fordi dem har jeg spillet og vil derfor ikke blive overrasket af dem.

Billeder kan ses efter hoppet>>

 

[nggallery id=3]

Categories: Games

GaGa Gold #3: Nicolas Cage

nicolas cage arizona

Hemmelighedens silkebløde dække er efterhånden gevaldigt udslidt og man skal nærmest være dugfrisk debutant på siden, for at man ikke kender til min åbenlyse kærlighed til galningen Nicolas Cage. Jeg snakker jo næsten ikke om andet og det er ved at være så slemt, at jeg burde ændre sidens tagline til “The Good, The Bad & The Cage”. Derfor er det kun passende, at jeg gifter mig med manden… eller i mangel på bedre, inkluderer ham i den eksklusive klub, GaGa Gold.

vampires kiss covermoonstruckbringing out the dead

Jeg gik tilbage i gemmerne og genså nogle af Cages tidlige film. Der er sket noget dramatisk indenfor de sidste 15-16 år. Jeg ved ikke om det bare er et spørgsmål om, at jeg er blevet ældre og klogere, om det er den anden vej rundt eller om jeg bare har lært at værdsætte Nicolas Cages personlige psykose. Under alle omstændigheder, så er min holding til to af filmene vendt 180 grader og den sidste har bevæget sig fra middelmådig til undervurderet og tæt på fremragende.

Da jeg så Vampire’s Kiss for første gang, var mit had til filmen ganske stort og jeg har med garanti brugt ord som elendig og idiotisk med meget løs hånd. Det kunne dog ikke være længere fra sandheden. Vampire’s Kiss er en af de absolut vigtigste grundsten i Cages sindssyge og han har sjældent givet præstationer med dette niveau af galskab. rejse ind i natten efter at han har overbevist sig selv om at han er blevet bidt af en vampyr er ikke blot underholdende, men også hylende morsomt og en af Cages bedste roller. Vampire’s Kiss går fra en 2/10 til den noget meget respektable karakter 8/10.

Vampires Kiss

Min oprindelige holding til Moonstruck var nok farvet af mit generele had til Cher. Der er dog ikke fair og efter gensynet er jeg tilbøjelig til at kalde hendes præstation ganske fremragende. Samspillet mellem Cher og Nicolas Cages sære bagersvend er karismatisk og medrivende, og hvis filmen kun havde været om de to, så havde det været en fantastisk kærlighedsfilm. Desværre kan det omgivende persongalleri ikke leve op til de to hovedpersoner og det ender med at skade filmen. Moonstruck gør fra en 3/10 til en habil 7/10 og har formildnet mit syn på Cher.

Jeg var ret uimponeret af Martin Scorseses Bringing out the Dead den første gang og gav filmen den lettere sørgelige karakter 4 ud af 10. Ved gensynet lagde jeg langt større værdi i den trykkende og deprimerende stemning som ligger i et tykt lag gennem hele filmen. Det er en film om fortabte sjæle og deres desperate jagt efter bare det mindste glimt af håb. Hver og en af disse ødelagte og håbløse personligheder er perfekt spillet af John Goodman, Ving Rhames, Patricia Arquette, Tom Sizemore og selvfølgelig Nicolas Cage selv. Bringing out the Dead ender på 8 ud af 10 og hopper samtidig et godt stykke op af listen over de bedste Scorsese film.

Bringing out the Cage

Det var så det og så kan det være, at jeg kan holde op med at snakke om Nicolas Cage i et stykke tid… måske.

Categories: GaGa Gold

Star of the Week: Good Cage / Bad Cage

Nicolas CageNicolas Cage er en mærkværdig karakter. De fleste skuespillere kan nemt beskrives som enten god eller dårlig, med enkelte undtagelser som eksempelvis dårlige skuespillere med et par gode præstationer på cvet. En som Michael Madsen, kan jeg uden tøven kalde en rædselsfuld direkte-til-dvd skuespiller, men han er god i Quentin Tarantinos film.

Man kan aldrig vide sig sikker på Nicolas Cage og den overraskelse er en af de ting, som gør ham interessant. Han skifter konstant fra gode film til dårlige, fra kedelige roller til de spændende og det er næsten umuligt at forudsige hvilken Cage man får. Han har forsøgt at genstarte sin karriere flere gange. Han er en Oscar-vinder, men han har også været med i nogle af de mest elendige og kedelige film. Han er en “love him or hate him” kind of actor. Personligt gør jeg lidt af begge ting, men jeg hælder mest til “love him” siden. Måske er det fordi han minder mig lidt om mig selv: Han virker som et meget lystbetonet menneske, det virker som om at han gør ting fordi han har lyst og ser let og elegant igennem fingre med om det er en god eller dårlige idé. Han siger ofte ting, som tilsyneladende giver ingen mening for omverdenen og så prøver han desperat at dække hans forsvindende hårvækst med den ene absurde frisure efter den anden.

Derfor er der her en inddelling af den gode Nicolas Cage og den dårlige. En liste, som jeg med glæde vil opdatere mens jeg fortsætter min desperate jagt på den næste sindsyge præstation fra Nicolas Cage. Den nyeste indrykning på listen, er The Wicker Man som jeg så igår og selv om hans præstation er ganske overspillet i den film, så er den helt igennem forfærdelig. Så Crazy Cage kan ikke redde alt, men i det mindste er han sjovere at se på end de fleste andre skuespillere.

Cage Shout

GOOD CAGE [THE CRAZY]

  •    Drive Angry [2011]
  •    Kick-Ass [2010]
  •    The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans [2009]
  •    The Weather Man [2005]
  •    Lord of War [2005]
  •    Matchstick Men [2003]
  •    Adaptation [2002]
  •    The Family Man [2000]
  •    Bringing Out the Dead [1999]
  •    Face/Off [1997]
  •    Con Air [1997]
  •    The Rock [1996]
  •    Leaving Las Vegas [1995]
  •    Wild at Heart [1990]
  •    Raising Arizona [1987]
  •    Peggy Sue Got Married [1986]

Cage Cry

BAD CAGE [THE BLAND]

  •    Trespass [2011]
  •    Bangkok Dangerous [2008]
  •    National Treasure: Book of Secrets [2007]
  •    Next [2007]
  •    Ghost Rider [2007]
  •    The Wicker Man [2006] NEW
  •    National Treasure [2004]
  •    Windtalkers [2002]
  •    Gone in Sixty Seconds [2000]
  •    8mm [1999]
  •    City of Angels [1998]
  •    Kiss of Death [1995]
  •    Trapped in Paradise [1994]
  •    It Could Happen to You [1994]
  •    Guarding Tess [1994]
  •    Amos & Andrew [1993]
  •    Honeymoon in Vegas [1992]
  •    Vampire’s Kiss [1988]
  •    Moonstruck [1987]
  •    The Boy in Blue [1986]

Film som jeg ikke har set endnu: Ghost Rider: Spirit of Vengeance, Season of the Witch, Seeking Justice, World Trade Center, Captain Corelli’s Mandolin, Deadfall, Zandalee

Film som kræver gensyn: Knowing, Snake Eyes, Sonny, Red Rock West, The Sorcerer’s Apprentice, Birdy, Valley Girl

Categories: Movies

Game Review: Saints Row: The Third

saints-row-the-third review copy
Singleplayer, Multiplayer & Co-Op Action / Freeroam / Sandbox

saints-row-3-coverSkiftet fra Skyrim til Saints Row, truede med at destruere samtlige af mine hjerneceller. De to spil kunne ikke være mere forskellige, hvis de prøvede. Det er som at gå direkte fra Lord of the Rings til Drive Angry. Lord of the Rings er uden tvivl en meget bedre film, men Drive Angry er bare et orgie af delikat psykopatisk adfærd og grinagtig over-the-top action. At gå direkte fra den seriøse og grå verden i Skyrim til den farvestrålende og latterlige verden i Saints Row, understrejer bare endnu mere hvor sindssygt det hele er og tro mig, Saints Row: The Third er sindssygt.

Det første Saints Row var en fuldblods Grand Theft Auto-klon og gjorde sit bedste for at udfylde det gabende hul, som manglen på et reelt GTA-spil havde efterladt i starten af denne generation. Spillet var ikke specielt fantastisk, men det var godt nok, nu når der ikke var noget alternativ. Så kom Rockstars sublime GTA IV og med sig bragte det en meget mere alvorlige tone. Der var mange små præpubertære snothvalpe som tudede hysterisk over, at man nu ikke længere kunne basejumpe, flyve jagerfly eller nogle af de andre sindssyge ting som man kunne i GTA: San Andreas. Det var der hvor Saints Row 2, kom ind i billedet. Det var et meget bedre spil end det første, havde gladeligt samlet alle de absurde og useriøse ting op, som GTA havde efterladt og fungerede som et perfekt modstykke til den mere realistiske og jordnære fortælling som var i centrum i GTA IV. Med det tredje spil i serien, har Saints Row fundet sig helt til rette og man kan ikke længere bare sætte det i bås som en GTA-klon. Jo, det er da stadigvæk et open world / sandbox actionspil, men det er der også så mange andre spil der er og Saints Row: The Third har fundet sin helt egen niche og personlige vision. Den vision er, kort og godt, at være så sindssyg og psykopatisk overdreven som overhovedet muligt.saintsrow
Tillad mig at male et ordbillede: The 3rd Street Saints ikke længere en lille gadebande. De har kæmpet sig op af fødekæden og er nu verdenskendte. De har deres egen tøjkæde, energidrik og deres liv er ved at blive filmatiseret. Som en del af denne film, tager de en af skuespillerne med under et bankrøveri, du ved, research! De gør det selvfølgelig ikke iført kedelige elefanthuer, nej nej, de gør skam klædt ud som dem selv, inklusive gigantiske skumhoveder der ligner bandes leder Johnny Gat. Det går selvfølgelig galt og efter masser af eksplosioner, helikoptere og lignende, bliver de taget til fange af en fransk forretnings-mand som vil have deres penge. De er kidnappet i et stort fly, spændt fast til gulvet, men efter endnu flere store eksplosioner slipper de fri og man skal nu redde sine homies og skyde alle de modbydelige franskmænd, alt imens man tordner mod jorden i et brændende fly. Det er egentlig først når man lander på jorden, at spillet for alvor går i gang og det bedste af det hele er, at det kun bliver mere sindssygt derfra.

Humoren er i top (¤ eller i bund, hvad der nu end er bedst for denne type komik), leveringen er fremragende og man bliver konstant overrasket. Det er fuldt ud plat og sjofel humor, men i modsætning til det rædselsfulde Duke Nukem Forever tidligere på året, så er der rent faktisk intelligens bag og jeg grinte rigtig meget igennem min tid med The Saints. Voicecastet viderefører den over-the-top tilgang til det hele, ved at inkludere folk som wrestleren Hulk Hogan, pornostjernen Sasha Grey og cool-overskægs-manden Burt Reynolds. Man kunne blive ved, [adult swim] har deres egen radiokanal, en af karaktererne snakker med konstant auto-tune og løbeknappen står listet som “The Awesome Button”, men jeg tror at folk har forstået at det er CRAZY!Saints-Row-The-Third
Jeg har ikke skrevet meget om gameplayet, men det er mest fordi der ikke er så meget at sige. Det er ganske typisk for denne genre, men det fungerer. Det er super underholdende hele vejen igennem, alt kan opgraderes og man skal ikke vente 15 timer før man får de fede våben… det tredje våben man får, er Stinger-missiler, ‘nuff said.

Det er en fantastisk verden vi lever i, os gamere, når vi kan få både den gode og voksne historie i Grand Theft Auto og den sindssyge og uhæmmede craziness i Saints Row. Så tag en tur til Steelport sammen med The 3rd Street Saints og jeg garantere du vil have et permanent bredt smil spredt ud over dit fjæs (¤ hvis ikke, så fortjener du ikke plat humor).

Spil også: Shadows of the Damned for humoren eller Red Faction: Guerilla for the craziness.8 Stars

Categories: Games