Tag : degrees-of-insanity

manborg-pic-3.png

Degrees of Insanity: Manborg

Manborg

Manborg posterInstrueret af Steven Kostanski

Skrevet af Steven Kostanski og Jeremy Gillespie

Med Matthew Kennedy, Adam Brooks, Meredith Sweeney, Conor Sweeney og Ludwig Lee

2011  US  Sci-Fi / Action  61min.

Der går mere og mere mode i, at gå målrettet efter at genskabe en stemning eller stil fra en forgangen tid. Hvad enten det er 70’ernes grindhouse eller 80’ernes banned horror-film, så forsøger man at genkalde en tid som aldrig før. Filmskaberne prøver ihærdigt at reproducere et genrebillede som var skelsættende i deres ungdom, men oftere end ikke ender det som en fesen imitation af noget som allerede var dårligt til at starte med. Endnu engang bliver udsynet gennem de nostalgiske briller forblindende og kombineret med manglende talent grænser de fleste resultater til det pinlige.

Film som Machete, Hatchet, The Expendables og skyder alle efter det samme mål, men lige som alverdens “humor/satire” programmer som tror at kitsch-faktoren er nok, rammer de langt ved siden af. Manborg har noget som flere af de andre mangler, nemlig hjerte, betyder det så at Manborg er en god film?…what?! hell no!…not even close, men jeg var underholdt af oplevelsen, hvilket er væsentligt mere end man kan sige om de andre film.

manborg pic 3

En soldat falder i krigen, men bliver genoplivet ved hjælp af moderne teknologi og lidt gal videnskab. Han er dog ikke helt den samme, han er nu halvt mand, halvt maskine. Han er… MANBORG! Al den nye mekanik betyder superkræfter, øgede sanser og våben ad libitum, men det er ikke lutter motorolie og glade dage, for han er samtidig blevet taget til fange af nazi-dæmoner og er nu tvunget til at udkæmpe monster-gladiatorkampe for sin overlevelse.

Manborg ligner en sammensmeltning af de værste science fiction b-film fra firserne komplet med rædselsfulde effekter og start-halvfemsernes kortvarige bølge af FMV/Laserdisc spil, eksempelvis The Daedalus Encounter, Plumbers Don’t Wear Ties, Space Pirates og Sewer Shark. Hvis de to ting ikke har en plads i ens minder, så vil det nok være ufatteligt svært at gennemskue hvad Manborg overhovedet går efter.

Manborg pic 1

Reaktionen på om en film som Manborg blev lavet sidste år i modsætning til dengang ændrer sig fra “wow, det var godt nok dårligt, hvorfor fanden skulle jeg se sådan noget?!?” til “wow, det ramte de meget godt, hvorfor fanden skulle jeg se sådan noget?!?” hvilket jeg finder fuldt ud forståeligt, men jeg respekterer at de gjorde forsøget.

Ja, det er dumt, det er afskyeligt grimt og det er dårligt på næsten alle tænkelige planer, men det er noget andet end det endeløse ocean af skabelonskårede, kønsløse og intetsigende film som man bliver stopfodret med til hverdag. Folkene bag Manborg prøver i det mindste på noget, det vil ikke appellere til 95% af det almene filmpublikum, jeg er ikke engang sikker på at det vil appellere til 95% af læserne på denne side, men en speciel oplevelse var det uden tvivl.

Manborg pic 2

Ålen Walter, som i sidste Degrees of Insanity stjal min computer, fik dårlig samvittighed og gav mig alle mine ting tilbage. Computeren var intakt, alle filer lå hvor de skulle og derfor kan jeg introducere insanity-barometeret. Det er en skala som går fra Normal og hele vejen op til Bonkers. Manborg sætter nye rekorder med en flot syver, det er pænt sindssygt, men desværre når det ikke helt oppe på Britney Spears niveauer endnu. Forresten, så skulle jeg hilse og sige glædelig jul fra ålen Walter.

degrees of insanity meter

På sidens almindelige karakterskala er det svært at give filmen højere end nul stjerner, det er som sagt skræmmende elendigt, men hvis jeg skulle give karakter for oplevelsen, så ville det se helt anderledes ud (stadig ikke en høj karakter, men højere end nul).

Zero Stars

Categories: Movies

nothing-poster.jpg

Degrees of Insanity: Nothing

Nothing Review BW

Canada_Flagnothing posterInstrueret af Vincenzo Natali

Skrevet af Vincenzo Natali, Andrew Miller, David Hewlett og Andrew Lowery

Med Andrew Miller, David Hewlett, Gordon Pinsent, Andrew Lowery og Soo Garay

2003  Komedie / Sci-Fi  Canada  90 min.

Mange kendte filminstruktøre har små glemte film på deres cv, fra tiden før de slog igennem og mange gange har de overraskende lidt at gøre med hvad de senere er blevet kendte for. Alex Proyas blev kendt for dyster sci-fi i Dark City, Brandon Lees død i The Crow og Apple-robotter i I, Robot men et sted imellem dem lavede han, Garage Days, en fjollet lille ungdomskomedie. Før alt handlede om hobbitter for Peter Jackson lavede han usandsynligt blodige splatterfilm som Braindead og før David Gordon Green blev opslugt af en hashrus af plathumor, lavede han gribende dramaer som George Washington og All the Real Girls. Før Vincenzo Natali skabte teknologiske dødfælder i Cube og genmanipulerede sexsymboler i Splice, lavede han Nothing, en spøgs lille komedie om venskab.

Andrew er bange for mennesker og forlader aldrig sit hus. Dave kan godt lide mennesker, de er dog ikke så glade for ham. Hver især har de svært ved at fungere i samfundet, så de beslutter sig for at flytte sammen og hjælpe hinanden. Det går godt lige indtil Andrew bliver beskyldt for at kysse en pigespejder, Dave bliver anklaget for at stjæle penge fra hans arbejde og for at det ikke skal nok, så skal deres hus rives ned til fordel for en motorvej. Forvirret og bange går de i panik, gemmer sig fra politiet og ønsker at disse mennesker bare ville lade dem være. Pludselig bliver der stille og da de åbner døren, er deres hus omringet af ingenting, et stort hvidt tomrum strækkende uendeligt ud til alle sider. Måske skulle man passe på hvad man ønsker sig…

Nothing pic

Her skulle der være en lille handy skala som forklarede filmens craziness og fungerede som en ekstra del af disse Degrees of Insanity anmeldelser, men så tabte jeg min computer i havnen og da jeg endelig fik fisket den op igen, så var det allerede for sent. Den fræk og klat ål havde set sit snit til at stikke af med mit Photoshop-program, for at skabe sig en karriere i Hollywood, så enhver fancy illustrationsidé må vente til næste gang. I mellemtiden får Vincenzo Natalis film kun 2 ud af 10 på denne omtalte skala, da det blot er en skør idé og ikke meget mere end det. Hvis man vil hjælpe med mine problemer, så må man hjertens gerne give lyd, hvis man støder på den kriminelle ål eller ser den i Entertainment Weekly. Man kan kende den på dens sort-hvide striper, sit fesne overskæg og så bliver den kaldt Walter af sine venner.

Nothing er en hyggelig lille indie-komedie med en interessant grundidé og en håndfuld kreative påfund, men den er desværre også ret uambitiøs og får i den sidste ende, skuffende lidt ud af sit setup. Den er måske ikke så god som den kunne have været, men den er stadig en underholde og anderledes historie. Filmens to hovedpersoner er ofte det eneste på skærmen, men Andrew Miller og David Hewlett klarer presset ganske udmærket. Så hvis man er træt af den sorte skærm på sit tv, så kunne man prøve en i hvid og få et par grin med i købet. Nothing er et kig værd.

Six Stars

Categories: Movies