Tag : drama

springcover2

Film Review: Spring

Racehunde er majestætiske væsner med dyre stamtavler og avlet til at blive promineret frem og tilbage på store, glamourøse shows, men ofte er der mere karakter og sjæl at finde i det gadekryds man har købt billigt på det lokale marked. Det er selvfølgelig et metafor for filmindustrien, forholdet mellem gigantiske Hollywood film og væsentligt mindre indiefilm. Det er en lettere forceret beskrivelse af den bevægelse der har været gennem industrien i løbet af de seneste år og hvorfor vi bør være lykkelige for den tid vi lever i.

Over de seneste år, har flere indiefilm med succes blandet jordnære og troværdige karakterdrevne dramaer med elementer normalt kun set i film fra sci-fi eller horror genrene. Film som The One I Love, Coherence, +1, Starry Eyes og Afflicted har alle taget et typisk udgangspunkt og forvandlet det til noget originalt og uendeligt mere interessant. Spring kan nu tilføjes den liste, det er kort sagt Before Sunset krydret med lidt HP Lovecraft.

spring1

Evans liv står i forfald. Hans mor i lige gået bort, han har fået fyresedlen fra sin arbejdsplads og så leder politiet ovenikøbet også efter ham. Der skal ske noget drastisk, så Evan tager det første fly ud af landet og ender i en støvet lille italiensk landsby. Der sker ikke meget, udover det lokale landbrug, men i det mindste er han kommet væk fra sine problemer. Men så møder han Louise, attraktionen er tydelig ved første øjekast og det hele begynder at se lidt lysere ud. Denne forårs kærlighedsaffære er måske bare ikke helt så sund som først antaget.

Lige som med deres debutfilm, den kriminelt oversete Resolution, så formår instruktørerne Justin Benson og Aaron Moorhead endnu engang at dreje dragende og uforudsigeligt drama ud af hvad der på overfladen ligner en traditionel historie. De har et unikt øje for genrekonventioner, de forstår hvordan de kan bruges til deres fordel og det er altid i forlængelse af deres karakterer, ikke på trods af dem. Filmens budget er selvfølgelig ikke stort, men alligevel får de skabt en mærkbar og trykkende stemning. Effekterne er ligeledes brugt sparsomt, men det er ikke desto mindre overraskende effektivt og skræmmende når det sker.

spring2

Lou Taylor Pucci er fremragende i hovedrollen, men hvis man bare er en smule opmærksom på hans karriere, så ved man at han er stort set altid fremragende og det er mig en gåde, hvorfor han aldrig rigtig har slået igennem i filmbyen. Jeg håber virkelig, at det er efter eget valg ellers er der nogle casting agents i Hollywood som burde revurdere deres job.

Overfor Pucci, giver Nadia Hilker en blændende præstation i en meget svær rolle. Skrøbeligheden og frygten ligger og bobler lige under det stærke og smukke ydre. Det er en kompliceret og krævende rolle, men Hilker bærer den fejlfrit og man kan kun håbe, at man ser mere til hende i fremtiden. Kemien mellem de to er tydelig, hvilket gør attraktionen troværdig og er med til at sælge den altafgørende romance.

spring3

Man kunne vel sagtens afskrive Spring som endnu en “kærlighed gør blind”, en “omfavn en rose med alle dens torne” historie som alle andre romantiske fortællinger, men så ville man gå glip af en af de mest smukke, gribende og kreative kærlighedsfilm i lang tid. Spring er åbenlyst ikke den mest oplagte datenight film, men hvis man finder én som man kan værdsætte den sammen med, så har man fundet noget helt specielt… eller et monster.

Nine-Stars.png

Categories: Movies

Xiii-Mud_thumb.png

XIII: Best Drama

Xiii Mud

Runners Up: Life of Pi, Gravity, The Spectacular Now og Rush

2013 var et fremragende år for den klassiske coming-of-age historie. Udover vinderen i denne kategori var der gribende historier at finde i The Spectacular Now, The Way Way Back, The Perks of Being a Wallflower og The Kings of Summer. Man kunne håbe, at det signalerede en ny storhedstid for en ellers lidt forsømt genre og jeg glæder til at se om holdes kørende i de kommende år blandt andet med den kritikerroste Short Term 12, men indtil videre kan man glæde sig over 2013’s glimrende bidrag til genren. Udover coming-of-age dramaer var der også andet godt at finde, eksempelvis Ang Lees flotte fabel Life of Pi, Alfonso Cauróns neglebidende rumrejse Gravity og Ron Howards spændende Formula 1 film Rush.

2013 markerede en fortsættelse af Matthew McConaugheys karriere-genfødsel og Mud var blot endnu en sublim præstation fra skuespilleren, som indtil for nylig var afskrevet af de fleste. Mud var et velspillet, gribende drama med en solid central præstation fra McConaughey, det er næsten ufatteligt at han bliver ved med at overgå sig selv, men alligevel sker det nærmest hver gang i disse år.

Categories: Movies

Goodbye-bafana_thumb.png

Film Review: Goodbye Bafana

Goodbye bafana

Det er måske for meget sagt, at Nelson Mandela bliver efterladt på sidelinjen, men Bille Augusts film fra 2007 er ikke rigtig hans historie. Goodbye Bafana handler om fængselsbetjenten James Gregory som bliver ansat på Robben Island statsfængsel mens Mandela er bag tremmer. Mandela bliver drivkraften bag at Gregorys øjne langsomt bliver åbnet for Apartheids forfærdelige undertrykkelse.

Det skiftede fokus lyder interessant på papiret og der ligger uden tvivl en god historie bag, men det skinner aldrig rigtig igennem i filmen. Historien i Goodbye Bafana spænder over næsten to årtier, så selvfølgelig vil der være begivenheder og detaljer som der bliver forbigået, men hele filmen virker overfladisk og forhastet. Meget få scener får tid til, at få den tyngde de kræver og filmens slutning sad jeg tilbage, ganske utilfredsstillet.

Good-bye-bafana

James Gregory spilles af Joseph Fiennes, en skuespiller som nok mest er kendt for at være Ralph Fiennes bror, men han selv en lang liste af film bag sig. Kvaliteten har været ganske svingende med film som Shakespeare in Love, Killing Me Softly, Enemy at the Games og The Darwin Awards, men uanset fortiden så er han faktisk ret god her og han kan sagtens bære filmen. Gregorys kone spilles af Diane Kruger og mens hun gør det udmærket, så er hun mest af alt pynt.

Nelson Mandela spilles af Dennis Haysbert, bedst kendt som President Palmer i tv-serien 24, men han har også været på det store lærred i film som Far from Heaven med Julianne Moore og Jarhead med Jake Gyllenhaal. Lige som Morgan Freeman i Invictus, så har Haybert bare en aura af troværdighed, charme og venlighed over sig og det gør ham yderst passende i rollen som Mandela.

Goodbye Bafana er en okay film som kunne have været så meget mere og det er synd, at Bille August ikke får mere ud af materialet.Five Stars

Categories: Movies

invictus-pic-1.jpg

Film Review: Invictus

invictus review

Instrueret af Clint Eastwood og skrevet af Anthony Peckham over John Carlins bog

Med Morgan Freeman, Matt Damon, Tony Kgoroge, Patrick Mofokeng, Matt Stern og Julian Lewis Jones

2009  Drama  US  134min.

Enhver god biografisk film finder et fokuspunkt i en bestemt historisk begivenhed eller tidsperiode og bygger sin fortælling op omkring dette, i et forsøg på at undgå at fremstå overfladisk eller ufokuseret. Det gør Clint Eastwoods Invictus også, men uheldigvis ender fokuspunktet med at skade mere end det gavner.

Invictus pic 1

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en fuldblods filmentusiast med alt det nørderi som det indebærer, men jeg følger stadig med i en overraskende mængde sport og vil selv sige, at jeg forstår størstedelen af de mange forskellige regler. Det er i midlertidig ikke tilfældet med rugby, jeg har på intet tidspunkt noget begreb om hvad der foregår og filmen gør meget lidt for at hjælpe forståelsen på vej.

Det er et ret stort problem når det er det centrale omdrejningspunkt for filmens historie. Resultatet er, at en væsentlig andel af filmens spilletid aldrig bliver rigtig interessant, man sidder bare og venter på at kampens sidste fløjt lyder og man kan komme videre i teksten. Det ville være et stort handicap for de fleste film, men her er det nærmest dræbende.

Heldigvis er kvalitetsniveauet betydeligt højere i de scener som foregår udenfor stadion. Skuespillet er overordnet set ganske fremragende. Det hjælper at både historiens og filmens lederrolle bliver spillet af Morgan Freeman. Jeg ville sandsynligvis være betaget af Freeman, selv hvis han sad i hjørnet af et tomt lagerrum, iført en gammel slidt morgenkåbe og læste op fra det nyeste Ikea-katalog. Han er praktisk talt altid troværdig, charmerende og karismatisk. Invictus er ingen undtagelse og han er perfekt i rollen som Mandela.

invictus pic 2

Freeman er dog ikke helt alene om det, filmens to andre store roller er også yderst velspillede. Matt Damon som rugbyholdets kaptain, Francois Pienaar og den ukendte Tony Kgoroge i rollen som lederen af Mandelas bodyguards, levere begge upåklagelige skuespillerpræstationer.

Invinctus er en svær film at give en samlet karakter, det er en noget ujævn affære i det den springer frem og tilbage mellem et uinteressant portræt af en sport og et dragende billede af en stor historisk figur. Filmen holder sig knebent over middel, kedsomligheden ligger konstant lige under overfladen og den lille anbefaling som filmen dog fortjener, bæres alene på Morgan Freemans skuldre.

6 Stars

Categories: Movies

WWB.jpg

Film Review: The Way, Way Back

Way Way Back Review

WWBInstrueret af Nat Faxon og Jim Rash

Skrevet af Nat Faxon og Jim Rash

Med Steve Carell, Toni Collette, Liam James, Sam Rockwell, AnnaSophia Robb, Allison Janney, Amanda Peet, Maya Rudolph, Rob Corddry, Jim Rash og Nat Faxon

2013  Komedie / Drama  US  103 min.  Bio: 18.07.2013

Nogle skuespillere har gjort karriere af, at stjæle billedet i enhver scene de er med i, ligegyldigt hvor lille deres rolle er. Det giver ofte scenerne større værdi, nogle gange til en grad hvor scenerne er mere mindeværdige end resten af filmen. Skuespillere som Jeff Goldblum, John Goodman og Steve Buscemi gør det ofte. Begyndelsen af The Dark Knight ligger tydeligt i hukommelsen på grund af William Fichtners rolle som panikslagen bankmand og Premium Rush er værd at se, alene på grund af Michael Shannons kugleskøre præstation. I The Way, Way Back stjæler Sam Rockwell showet fra første sekund han træder ind i billedet. Han er umanerligt sjov og charmerende i rollen som vandland-bestyreren Owen, den skøre onkel som man ønskede man havde. Scenestjælende skuespillere kan både være en fordel og ulempe for en film. Det kan bedrage til helheden, men kan også tage fokus fra det som reelt er vigtigt. Jamie Foxx forsvinder næsten i Django Unchained på grund af de stærke præstationer omkring ham, men heldigvis er filmen og skuespillerne omkring Rockwell opgaven klar. The Way, Way Back er ikke Sam Rockwells film, men den er uendeligt bedre på grund af hans tilstedeværelse.

Sam Rockwell The Way Way Back

Den 14-årige Duncan har det svært ved at passe ind, han har ikke mange venner og udsigten til en sommerferie med hans mor, hendes arrogante kæreste og hans popsmarte datter, virker ikke specielt attraktiv. Forældrenes fulde venner, de overgearede omgivelser og ensomheden kunne tyde på en sommer tilbragt dybt i kulkælderen, men mødet med den frisindede Owen og nabopigen Susanna giver et lille håb i mørket. Owen tager Duncan under hans vinge og giver ham et job i det lokale vandland Water Whizz, samtidig giver den overraskende interesse fra Susanna, indikationen af at sommerferien måske ikke bliver helt så kedelig som Duncan havde forventet.

Det humoristiske coming-of-age indie-drama er lidt som drankerne på det lokale værtshus, der er mange af dem, de bliver lettere irriterende med tiden og de gentager ofte hinanden. The Way, Way Back skiller sig dog ud fra mængden, i det at den hovedsagligt rammer plet. Karaktererne virker troværdige, manuskriptet er godt skrevet, humoren sidder lige i skabet og skuespillerpræstationerne er generelt fremragende. Vi har alle en familie, vi har alle siddet i de pinlige situationer som følger med den slags og vi kender alle personer som gør en pinligt berørt bare at være i nærheden af. Det rammer The Way, Way Back på en præcis, kærlig og sjov måde.

The Way Way Back pic 1

Steve Carell er frustrerende nedladende, men det er samtidig tydeligt, at han ikke ved hvordan han skal gribe den pågældende situation an. Toni Collette er god i stort alt og det er hun også her, hun spiller moderrollen med en stor portion hjertevarme, mens hun desperat forsøger at balancere hendes liv med hvad der er bedst for hendes søn. Allison Janney er perfekt som det familiemedlem vi alle kender, altid lidt for fuld og kommer altid lidt for tæt på ens personlige rum. AnnaSophia Robb, som man måske husker fra Bridge to Terabithia, er sød og charmerende som nabopigen mens Rob Corddry, Maya Rudolph, Jim Rash og Nat Faxon lever god komisk backup fra sidelinjen. Nybegynderen Liam James er god i hovedrollen som den indelukkede Duncan, selv om hans personlighedsskift måske kommer en anelse hurtigt. Jeg vil dog stadig huske, og gense, The Way, Way Back på grund af Sam Rockwell, hans komiske timing er intet mindre end eminent og jeg elskede hvert eneste sekund af hans præstation.

Film Review The Way Way Back

På den amerikanske plakat bliver The Way, Way Back solgt med sætningen “From the studio that brought you Little Miss Sunshine”, mens den danske ligger vægt på de Oscar-vindende manuskriptforfattere bag The Descendants og mens ingen af de påstande er direkte løgn, så bærer den noget mere vægt end den anden. Idéen om at begge film kommer fra det samme studie er, selv om jeg godt kan forstå hvorfor den er der, ganske intetsigende. Filmstudier udgiver rimelig mange film og der er ikke nødvendigvis sammenhæng kvalitetsmæssigt, alene i år har 20th Century Fox leveret både Park Chan-Wook’s Stoker og The Internship, to film som ikke kunne være mere forskellige. Sandheden er, at The Way, Way Back ligger midt i mellem de to film, den bliver aldrig helt lige så dramatisk som The Descendants, men den bliver heller ikke lige så fri og fandenivoldsk som Little Miss Sunshine. Det er det bedste fra begge verdener, et gribende familiedrama med en god sans for humor og en komedie med dramatisk vægt.

The Way, Way Back er en god sommerfilm, en varm oplevelse i godt selskab. En film af den slags som man bliver glad af og en effektiv modgift mod alle de mørke og humørsyge film som fylder biografen for tiden, se den.

Eight Stars

Categories: Movies

Impossible_thumb.jpg

The Impossible – Banking on Tears

The-Impossible-Review

Instrueret af Juan Antonio Bayona

Skrevet af Sergio G. Sánchez over María Belóns historie

Med Naomi Watts, Ewan McGregor, Tom Holland, Samuel Joslin, Marta Etura og Oaklee Pendergast

2012  Drama / Thriller  US  114 min.

I 2004 rystede et massivt jordskælv bunden af det indiske ocean og sendte en altødelæggende 10-meter høje flodbølge mod Indonesien, Indien og Thailand. The Impossible følger en lille familie, Maria (Naomi Watts), Tomas (Ewan McGregor) og deres tre drenge, som får deres ferieparadis smadret da flodbølgen pludselig fortærer alt omkring dem. Fortabte, skræmte og medtaget af naturens stærke kræfter, begynder familien den nærmest umulige rejse gennem det katastroferamte landskab, i et forsøg på at finde hinanden.

Som et naturligt følge af flere års interesse og mange film set, kommer man ofte i samtale og diskussion om mediet. Det er dog ikke argumenter i disse diskussioner som er lige velovervejet. Jeg har før omtalt nogle film som manipulerende, men er kommet til kort når jeg skulle forklare min holdning og referere til andre film. Takket være The Impossible har mine argumenter nu et nyt våben.

Der bliver simpelthen smurt så tykt på igennem hele filmen og hvert eneste sekund virker som om filmskaberne sidder, puster én i nakken og visker “kom nu, føl noget, prøv at se hvor slemt det er, se hvor meget de lider, føl nu bare lidt med dem… kan vi ikke bare få dig til at græde en lille smule?” Det er dramatisk, sentimentalt og direkte i éns ansigt, men sjældent på den gode og gribende måde. Virkelighedens historie og familiens kamp for overlevelse er fascinerende og livsbekræftende, men lykkedes ikke for Juan Antonio Bayona at bringe det op på det store lærred. Jeg så desværre lige igennem deres filmtekniske hjælpemidler og det let dækkede følelsesmæssige setup, men jeg er ikke i tvivl om, at der sikkert er mange andre som bliver bevæget til tårer og jeg ville ønske, at jeg var i den lejr.

Impossible

Naomi Watts trækker til gengæld sin del af læsset og spiller fremragende, men i takt med at filmen skifter gear og den begynder at følge Ewan McGregor i stedet, begynder interessen også langsomt at forsvinde. Det er ikke fordi at han spiller dårligt, men det er bare ikke på samme niveau og hans del af historien er også meget mindre spændende. Et godt ord skal også lige lyde for den unge Tom Holland som den ældste søn og for de imponerende effekter der er brugt til at skabe flodbølgen.

Jeg ønskede inderligt at The Impossible havde bevæget mig, men den ramte bare ikke. Det skal dog ikke stoppe andre i at se den, for det er en god historie.6-Stars

Categories: Movies

A Painful Goodbye, Farewell Old Friend (also, words)

rock flare

rockmc2rock-nic

Gårsdagens premiere på den officielle dag tildelt en af vor tids bedste/dårligste skuespillere, Nicolas Cage, blev fejret med maner. Der kom kolde pilsnere og varm kaffe på bordet, håret var med vilje efterladt uredt og øjnene var fuldt udspillet for at man fik det hele med. Den første film i hjemmebiografen var en sand Cage klassiker, nemlig Michael Bays The Rock. Filmen er stadig en fantastisk actionfilm, fyldt med store skuespillere, der alle leverer varen. Ikke mindst arrangementets hovedperson i rollen som regelrytteren Stanley Godspeed.

Filmen bærer sin tid aller yderst på tøjet, den kan ikke rigtig undslippe det faktum at det er en fuldblods 90’er film og visse elementer virker en anelse forældet, eksempelvis den lettere tåbelige Hummer/Lamborghini biljagt gennem San Fransiscos gader. Det markerede dog også en af de sidste gange, hvor en Michael Bay actionfilms latterligheds niveau var indenfor de acceptable grænser. Det var også en af de få gode film, der var med til at markere slutningen på Sean Connerys karriere og han er yderst underholdende her, som den bitre John Patrick Mason (¤ i HD bliver det dog uendeligt mere tydeligt, at det langt fra er ham der løber ned af de rullende trapper… hva så gamle, er et par trapper for meget for dig?).

World Trade CenterNic Cage WTC

Aftenens anden film blev en af de forsvinde få af Nicolas Cages 64 film, som jeg endnu ikke havde set, nemlig Oliver Stones World Trade Center. Det var en film som jeg med vilje havde undgået omtrent lige siden den udkom, af flere grunde og ingen af dem var The Cage. Filmen forblev uset i al den tid på grund af den overhængende fare for at Oliver Stone ville gennemvæde hver eneste fiber af filmen med stolt patriotisme og kvalmende sentimentalitet. En anden faktor var også handlingen i sig selv og hvor hårdt jeg blev mærket af begivenheden dengang tilbage i 2001, jeg får det stadigvæk fysisk dårligt hver eneste gang jeg ser de to tårne. Men filmen skulle jo ses, det går jo ikke at der er huller i gagathemovies’ viden om Nicolas Cage, så jeg bed forbeholdne i mig og satte blu-rayen i maskinen.

Jeg må indrømme, at jeg blev ret så skuffet af World Trade Center, som jeg overordnet set fandt ineffektiv, lang og kedelig. For mig er det ikke ret meget mere end en ok lille kortfilm om to politimænd fanget under ruinerne af de to tårne. Den kortfilm har så fået påklistret halvanden times Hallmark tv-film, om politimændenes familier, for at udfylde en spillefilms længde. Bevares, der er skam bedre skuespillere (Maria Bello, Maggie Gyllenhaal, Frank Whaley, Stephen Dorff og Michael Shannon) end i nogen Hallmark-film, men det ændre ikke ved at det er uinteressant, frustrerende og kedeligt. Nicolas Cage passer godt i rollen som John McLoughlin og bærer det fesne overskæg godt, men der er ikke meget at komme her og bestemt ingen Crazy-Cage. I det at min Good Cage / Bad Cage liste ikke har en “Meh” placering i midten, så ender World Trade Center på den nederste halvdel.

5 Stars

Alle de hyggelige timer var dog ikke kun brugt på¨at nyde forskellige Nicolas Cage film, men også på at sige et fyldestgørende og respektfuldt farvel. I den kommende uge tager jeg jo ikke blot afsked med filmbyen, men også med Nicolas Cage. Så der blev fældet nogle tårer og delt et livsbekræftende kram inden jeg vinkede farvel til manden og måtte forberede mig på en hel uge uden hans film. (¤Det er jo ikke fordi at jeg ser Nic Cage hver evig eneste uge, men i næste uge er det imod reglerne, med mindre at jeg finder Tempo di uccidere (Time to Kill), den lille, ukendte og ekstremt sjældende italienske film som han lavede da han var ung. Det gør jeg dog ikke, for jeg ved at den er elendig og jeg har masser af andre film jeg skal have set.)

Categories: Movies

Film Review: The Artist

artist review 2
artist-posterDer er en lille håndfuld situationer, hvor jeg ser fuldstændig igennem fingrene med biografernes dyre priser, den middel-mådige kvalitet og det uopdragne publikum, der tilsyne-ladende ikke har bedre ting at tage sig til end at snakke under filmen. Disse situationer inkluderer eksempelvis når Quentin Tarantino sidder i instruktørstolen, at se Chuck Norris på det store lærred en sidste gang (hvilket jeg får muligheden for senere på året i The Expendables 2) og så hvis jeg får chancen for at se en sort/hvid stumfilm i de almindelige biografer i det herrens år 2012. Det er ikke noget som sker hver dag, så det er med at slå til når muligheden opstår. Det hjælper selvfølgelig også hvis den pågældende film er god, men The Artists stamtræ er gyldent og derfor drog jeg fortrøstningsfuldt med på rejsen tilbage til filmindustriens ungdomsdage.

Hollywood, 1927. Stumfilmen er på sit højeste og George Valentine (Jean Dujardin) er den største stjerne i filmbyen. Valentine er elsket af alle og han er bestemt heller ikke utilfreds med berømmelsen. Han støder tilfældigt på den aspirerende skuespillerinde Peppy Miller (Bérénice Bejo) til premieren på hans nyeste film og de har åbenlys kemi fra første sekund. Valentine hjælper Miller ind i industrien og med ét er en stjerne født. Det varer dog ikke længe før der bliver vendt op og ned på Valentines verden, da Hollywood introducerer de første film med tale. Millers karriere skyder til tops, mens Valentine desperat forsøger at holde fast i sin.

Jean Dujardin, Bérénice Bejo og instruktøren Michel Hazanavicius har tidligere samarbejdet på den fantastiske komedie, OSS 117: Le Caire nid d’espions, der var lige dele spoof og et kærlighedsbrev til de gamle spionfilm fra 50’erne og 60’erne. The Artist skruer lidt ned for spoof-vinklen, men kærligheden til en forsvunden tid i filmhistorien er intakt og den følelse er smittende. Den er næsten umuligt ikke at blive forelsket i filmen og en stor del af det, kan man takke Jean Dujardin for. Han besidder et enormt komisk talent, hans timing er noget nær perfekt og her er det endda uden at sige et ord. Han er en gudsbenådet visuel komiker, som datidens Charlie Chaplin og Buster Keaton, men man kan også drage nutidige sammen-ligninger, så som Jim Carreys roller i 90’erne. Han har et særdeles udtrykningsfuldt “gummi” ansigt, han kan få folk til at grine alene med hans mimik og så har han et stort bredt smil, som man skal være en del mere kold og kynisk end jeg er, for ikke at blive charmeret af.Artist pic 2Dujardin og Bejo har så stærk en kemi sammen, at de næsten truer med at brænde gennem lærredet. Det havde de også i OSS 117 og det er stadig praktisk talt umuligt ikke at blive revet med. Dette bliver kun endnu svære når Uggie, filmens bedårende lille firbenede co-star, træder frem på scenen. Den er simpelthen uimodståelig. Derudover giver garvede Hollywood skuespillere, som John Goodman og James Cromwell, fin støtte i vigtige biroller.

The Artist leverer det ene magiske øjeblik efter det andet, næsten hvert eneste visuelle optrin er humoristisk guld, smukt fulgt af det fremragende score. Filmen er ikke hundrede procent stum og de gange der bliver leget med lyden er yderst kreative og velfungerede. Lige som ved de “rigtige” stumfilm kommer der et tekstkort frem, når karaktererne taler, dog langtfra hver eneste gang. Når scenen i sig selv beskriver hvad der sker, bliver det holdt ved det, noget som man godt kunne lære af i nutidens film, hvor man ofte både viser hvad der sker, men også føler sig tvunget til at beskrive det med ord. The Artist ser ikke ned på sit publikum, den forventer at man godt selv kan forstå hvad der sker på lærredet og det er ganske befriende.
Artist pic 3The Artist er langt fra en film for alle, der er sikkert mange der vil kede sig og jeg vil da også indrømme, at efter et helt liv fyldt med film hvor lyden er næsten lige så vigtig som billedet, så havde jeg det lidt svært i starten. Det er en helt speciel oplevelse, men jeg kan ikke sige andet end at jeg elskede hvert eneste sekund. Hvis man bliver skræmt af de sort/hvide billeder og den manglende tale, syntes jeg at man skulle give filmen en chance og jeg kan næsten ikke forestille mig andet end, at man forlader biografen med et bredt smil på læberne.9 Stars

Categories: Movies

MMXi: Best Drama

Drive Best Drama

Runners-Up: Moneyball, Warrior, The Sunset Limited og The Ides of March

I 2011 blev der fundet drama og interessante historier de mest uventede steder, eksempelvis bag rattet af en bil, på baseball-banen eller ved et gammelt køkkenbord.

Kombinationen af baseball og matematik virker måske ikke spændende, men takket være et velskrevet manuskript og solide skuespillerpræstationer blev frygten for kedsomlighed gjort til skamme i Moneyball. Vi bliver sporten i Warrior, et karakterdreven drama om to brødre der ender med at deltage i den samme MMA-turnering. Fremragende skuespil og brutale slåskampe gjorde det til en oplevelse man ikke burde være foruden.

The Ides of March var fyldt med talent i topklasse. George Clooney, Ryan Gosling, Philip Seymour Hoffman og Paul Giamatti udgjorde et af årets bedste ensemble-casts og intelligent dialog sikrede politisk drama af prisværdig kvalitet. The Sunset Limited var af en meget mindre skala, den fokuserer på to mennesker omkring et køkkenbord, men det gjorde den ikke mindre intelligent eller velspillet. Samuel L. Jackson og Tommy Lee Jones bærer med lethed et tungt emne og hele filmen i sig selv.

Jeg elskede Nikolas Winding Refns sublime Drive og jeg syntes det er en skam, at den næsten blev fuldstændigt ignoreret i årets Oscar-nomineringer. Den stilrene, målrettede og nærmest meditative fokus der var at finde i alle aspekter af filmen, burde nydes og værdsættes, især hvis man elsker film.

Categories: Movies

On the Nineteenth Day of Christmas…

good night and good luckconfessions of a dangerous mindDe sidste par dage har jeg sagt pæne ord om nogle folk, som måske ikke altid gør sig fortjent til det. Det er også en god ting, men det er langt vigtigere at anerkende de bedste. George Clooney er blandt den absolute top i filmindustrien og har, efter sin knapt så heldige tid som Batman, næsten kun lavet den ene fantastiske film efter den anden, film som Michael Clayton, Three Kings, Out of Sight, Syriana, Up in the Air, sidste års The American og så har han endda også haft tid til at ligge stemme til The Fantastic Mr. Fox. Men udover at være en fremragende skuespiller, så er han også instruktør og mens jeg venter spændt på hans nyeste film, The Ides of March, vil jeg anbefale et par stykker af dem. Først er der den bidende skarpe Good Night, and Good Luck om journalisten Edward R. Murrow. Det er en flot film, smukt skudt i sort/hvid og så er den ledet af en sublim præstation fra David Strathairn. Den anden film den skøre og kaotiske Confessions of a Dangerous Mind med Sam Rockwell, Drew Barrymore og George Clooney selv. Filmen handler om Chuck Barris, en gameshow vært som påstår at han også arbejder for CIA. Den er skrevet af Charlie Kaufmann (Being John Malkovich, Adaptation, Eternal Sunshine of a Spotless Mind) så man ved at det ikke er helt normalt. To yderst seværdige film fra en mand, som måske er lidt for god til alting, han gør det i hvert fald svært for andre at nå det samme niveau.

Categories: Movies