Film Review: The Artist
Der er en lille håndfuld situationer, hvor jeg ser fuldstændig igennem fingrene med biografernes dyre priser, den middel-mådige kvalitet og det uopdragne publikum, der tilsyne-ladende ikke har bedre ting at tage sig til end at snakke under filmen. Disse situationer inkluderer eksempelvis når Quentin Tarantino sidder i instruktørstolen, at se Chuck Norris på det store lærred en sidste gang (hvilket jeg får muligheden for senere på året i The Expendables 2) og så hvis jeg får chancen for at se en sort/hvid stumfilm i de almindelige biografer i det herrens år 2012. Det er ikke noget som sker hver dag, så det er med at slå til når muligheden opstår. Det hjælper selvfølgelig også hvis den pågældende film er god, men The Artists stamtræ er gyldent og derfor drog jeg fortrøstningsfuldt med på rejsen tilbage til filmindustriens ungdomsdage.
Hollywood, 1927. Stumfilmen er på sit højeste og George Valentine (Jean Dujardin) er den største stjerne i filmbyen. Valentine er elsket af alle og han er bestemt heller ikke utilfreds med berømmelsen. Han støder tilfældigt på den aspirerende skuespillerinde Peppy Miller (Bérénice Bejo) til premieren på hans nyeste film og de har åbenlys kemi fra første sekund. Valentine hjælper Miller ind i industrien og med ét er en stjerne født. Det varer dog ikke længe før der bliver vendt op og ned på Valentines verden, da Hollywood introducerer de første film med tale. Millers karriere skyder til tops, mens Valentine desperat forsøger at holde fast i sin.
Jean Dujardin, Bérénice Bejo og instruktøren Michel Hazanavicius har tidligere samarbejdet på den fantastiske komedie, OSS 117: Le Caire nid d’espions, der var lige dele spoof og et kærlighedsbrev til de gamle spionfilm fra 50’erne og 60’erne. The Artist skruer lidt ned for spoof-vinklen, men kærligheden til en forsvunden tid i filmhistorien er intakt og den følelse er smittende. Den er næsten umuligt ikke at blive forelsket i filmen og en stor del af det, kan man takke Jean Dujardin for. Han besidder et enormt komisk talent, hans timing er noget nær perfekt og her er det endda uden at sige et ord. Han er en gudsbenådet visuel komiker, som datidens Charlie Chaplin og Buster Keaton, men man kan også drage nutidige sammen-ligninger, så som Jim Carreys roller i 90’erne. Han har et særdeles udtrykningsfuldt “gummi” ansigt, han kan få folk til at grine alene med hans mimik og så har han et stort bredt smil, som man skal være en del mere kold og kynisk end jeg er, for ikke at blive charmeret af.
Dujardin og Bejo har så stærk en kemi sammen, at de næsten truer med at brænde gennem lærredet. Det havde de også i OSS 117 og det er stadig praktisk talt umuligt ikke at blive revet med. Dette bliver kun endnu svære når Uggie, filmens bedårende lille firbenede co-star, træder frem på scenen. Den er simpelthen uimodståelig. Derudover giver garvede Hollywood skuespillere, som John Goodman og James Cromwell, fin støtte i vigtige biroller.
The Artist leverer det ene magiske øjeblik efter det andet, næsten hvert eneste visuelle optrin er humoristisk guld, smukt fulgt af det fremragende score. Filmen er ikke hundrede procent stum og de gange der bliver leget med lyden er yderst kreative og velfungerede. Lige som ved de “rigtige” stumfilm kommer der et tekstkort frem, når karaktererne taler, dog langtfra hver eneste gang. Når scenen i sig selv beskriver hvad der sker, bliver det holdt ved det, noget som man godt kunne lære af i nutidens film, hvor man ofte både viser hvad der sker, men også føler sig tvunget til at beskrive det med ord. The Artist ser ikke ned på sit publikum, den forventer at man godt selv kan forstå hvad der sker på lærredet og det er ganske befriende. 
The Artist er langt fra en film for alle, der er sikkert mange der vil kede sig og jeg vil da også indrømme, at efter et helt liv fyldt med film hvor lyden er næsten lige så vigtig som billedet, så havde jeg det lidt svært i starten. Det er en helt speciel oplevelse, men jeg kan ikke sige andet end at jeg elskede hvert eneste sekund. Hvis man bliver skræmt af de sort/hvide billeder og den manglende tale, syntes jeg at man skulle give filmen en chance og jeg kan næsten ikke forestille mig andet end, at man forlader biografen med et bredt smil på læberne.
MMXi: Best Drama
Runners-Up: Moneyball, Warrior, The Sunset Limited og The Ides of March
I 2011 blev der fundet drama og interessante historier de mest uventede steder, eksempelvis bag rattet af en bil, på baseball-banen eller ved et gammelt køkkenbord.
Kombinationen af baseball og matematik virker måske ikke spændende, men takket være et velskrevet manuskript og solide skuespillerpræstationer blev frygten for kedsomlighed gjort til skamme i Moneyball. Vi bliver sporten i Warrior, et karakterdreven drama om to brødre der ender med at deltage i den samme MMA-turnering. Fremragende skuespil og brutale slåskampe gjorde det til en oplevelse man ikke burde være foruden.
The Ides of March var fyldt med talent i topklasse. George Clooney, Ryan Gosling, Philip Seymour Hoffman og Paul Giamatti udgjorde et af årets bedste ensemble-casts og intelligent dialog sikrede politisk drama af prisværdig kvalitet. The Sunset Limited var af en meget mindre skala, den fokuserer på to mennesker omkring et køkkenbord, men det gjorde den ikke mindre intelligent eller velspillet. Samuel L. Jackson og Tommy Lee Jones bærer med lethed et tungt emne og hele filmen i sig selv.
Jeg elskede Nikolas Winding Refns sublime Drive og jeg syntes det er en skam, at den næsten blev fuldstændigt ignoreret i årets Oscar-nomineringer. Den stilrene, målrettede og nærmest meditative fokus der var at finde i alle aspekter af filmen, burde nydes og værdsættes, især hvis man elsker film.
On the Nineteenth Day of Christmas…
De sidste par dage har jeg sagt pæne ord om nogle folk, som måske ikke altid gør sig fortjent til det. Det er også en god ting, men det er langt vigtigere at anerkende de bedste. George Clooney er blandt den absolute top i filmindustrien og har, efter sin knapt så heldige tid som Batman, næsten kun lavet den ene fantastiske film efter den anden, film som Michael Clayton, Three Kings, Out of Sight, Syriana, Up in the Air, sidste års The American og så har han endda også haft tid til at ligge stemme til The Fantastic Mr. Fox. Men udover at være en fremragende skuespiller, så er han også instruktør og mens jeg venter spændt på hans nyeste film, The Ides of March, vil jeg anbefale et par stykker af dem. Først er der den bidende skarpe Good Night, and Good Luck om journalisten Edward R. Murrow. Det er en flot film, smukt skudt i sort/hvid og så er den ledet af en sublim præstation fra David Strathairn. Den anden film den skøre og kaotiske Confessions of a Dangerous Mind med Sam Rockwell, Drew Barrymore og George Clooney selv. Filmen handler om Chuck Barris, en gameshow vært som påstår at han også arbejder for CIA. Den er skrevet af Charlie Kaufmann (Being John Malkovich, Adaptation, Eternal Sunshine of a Spotless Mind) så man ved at det ikke er helt normalt. To yderst seværdige film fra en mand, som måske er lidt for god til alting, han gør det i hvert fald svært for andre at nå det samme niveau.
On the Twelveth Day of Christmas…
For mig er julen, en tid hvor man skal fejre de gode venskaber man har fået sig igennem livet. Den slags venskaber, som man havde, da man var yngre og man levede en meget mere simpel tilværelse. En tid hvor man ikke skulle holde øje med husleje, arbejde, politik og alt det andet frustrerende skrammel, som man jonglere med, nu hvor man er “voksen”. Som en lille kompensation for mit fravær, her i weekenden, vil jeg anbefale to film, men det er ikke interessant hvis det er et så åbentlyst valg som Rob Reiners Stand by Me og hvis jeg skriver flere store ord om Super 8, så kan jeg lige så godt ændre sidens tagline til “The Abrams, The Spielberg and The Super 8”. Derfor vil jeg anbefale to lettere oversete film med samme tema. Jacob Aaron Estes’ fantastiske drama Mean Creek fra 2001, var en af disse fortællinger om styrken af det ungdommelige venskab. Det var en gribende og hjerteskærende historie, centreret om fremragende præstation fra Rory Culkin. Den anden film er Rob Reiners Flipped fra sidste år. En film der desværre ikke blev set af mange, men det fortjener den. Det var også en film om ungt venskab, men et venskab som forvandler sig til noget ganske andet som historien skrider fremad. Den blev fortalt på en lidt atypisk måde, i det at man skifter frem og tilbage mellem de to hovedpersoners synsvinkel og det var noget af det, som gjorde den til den søde lille perle som den var. Så sæt jer ned, se en god film og vær glad for de venner I har.
Film Review: Crazy, Stupid, Love
Instrueret af Glenn Ficarra og John Requa
Skrevet af Dan Fogelman
Med Steve Carell, Ryan Gosling, Julianne Moore, Emma Stone, Analeigh Tipton, Jonah Bobo, Kevin Bacon, John Caroll Lynch, Josh Groban og Marisa Tomei
2011 US 118 min. Romantisk Komedie / Drama
Den overvældende syndflod af romantiske komedier, optager mere plads i filmindustrien end de fleste andre genrer. Det er åbenbart det som folket vil se, men i den seneste tid har genren taget en meget ubehagelig drejning. Der er tilsyne-ladende sket et eller andet i Hollywood, der kræver at hoved-personerne alle skal være ulidelige og modbydelige mennesker, som det er umuligt at holde med. Alle karaktererne i The Dilemma, med undtagelse af Jennifer Connelly, er afskyelige. Adam Sandler er, vanen tro, en komplet idiot i Just Go with It. Owen Wilson og Jason Sudekis er manipulerende fjolser i Hall Pass. Katherine Heigl og Josh Duhamel er overfladiske personlighedsløse papfigurer i Life as We Know It. Cameron Diaz er, i mangel på bedre ord, en forbandet møg-luder i Bad Teacher. Lad os bare kalde det en douchbag faktor og det virker som at det er den bærende ingrediens i romantiske komedier, nu til dags.
Udover de usympatiske karakterer, bliver humoren samtidig trukket ned til den absolutte laveste fællesnævner. Det er oftere provokerende uintelligent end det er morsomt og i flere tilfælde forfalder filmskaberne lynhurtigt til en afhængighed af pruttehumor og racistiske stereotyper. Det er blevet så slemt, at jeg nærmest havde mistet enhver tro på, at jeg kunne opleve en god romantisk komedie i den nærmeste fremtid. Derfor var Crazy, Stupid, Love en forfriskende og velkommen overraskelse.
Cal Weaver (spillet af Steve Carell) finder sig pludselig midt i en skilsmisse fra et ægteskab, som han troede kørte på skinner. Cal er nu alene, for første gang i hans liv og han føler sig fuldstændig fortabt. Den unge casanova, Jacob Palmer (spillet af Ryan Gosling) tager medlidenhed med den ynkelige mand og beslutter sig for at hjælpe. Cal bliver forvandlet til en reel ladies man, men er det virkelig det liv han ønsker?
Det som adskiller Crazy, Stupid, Love fra alle de tidligere nævnte film, kan opsummeres med et ord: kvalitet. Det virker lidt som en nem løsning, men den beskrivelse dækker alle facetter af filmen. Karaktererne virker som mennesker og ikke bare som joke-automater. Det skyldes først og fremmest, at de bliver spillet af dygtige skuespillere, som alle leverer gode og troværdige præstationer. Udenfor The Office skal man lede længe efter en sjovere Steve Carell. Ryan Gosling er, som altid, pefekt. Kevin Bacon er Kevin Bacon, hvilket kun kan være en god ting. De kvindelige roller, Julianne Moore, Emma Stone, Marisa Tomei og nybegynderen Analeigh Tipton, er stærke og charmerende. Det er så hjulpet på vej af et velskreven og yderst morsomt manuskript fra Dan Fogelman. Han har tidligere holdt sig til at skrive animationsfilm, så som Tangled, Bolt og Cars, men han klarer skiftet til mere voksne temaer med bravur.
Crazy, Stupid, Love er instrueret af makkerparret Glenn Ficarra og John Requa, som stod bag den undervurderede I Love You Philip Morris. En film som blev forbigået af mange, på grund af det kontroversielle tema, men hvis man kunne acceptere emnet så ville man finde den første sjove Jim Carrey præstation i meget lang tid. Ficarra og Requa har også en anden ting som placerer dem på den rigtige gode side af komediegenren, de skrev nemlig manuskriptet til Terry Zwigoffs Bad Santa.
Crazy, Stupid, Love gør det som Horrible Bosses ikke formåede. Horrible Bosses var ikke en dårlig film, men den fik ikke det fulde udbytte ud af den gode rolleliste. Crazy, Stupid, Love benytter sig fuldt ud af de fremragende skuespillere, som de har til rådighed og resultatet er en romantisk komedie, som er sjov og vedkommende uden at være falsk eller påsat. Det er en sjælden ting, som man skal værdsætte når det endelig sker.
Se også: Love Actually
Film nr. 5000: E.T. The Extra-Terrestrial
Instrueret af Steven Spielberg
Skrevet af Melissa Mathison
Med Dee Wallace, Henry Thomas, Peter Coyote, Robert MacNaughton, Drew Barrymore, C. Thomas Howell og Erika Eleniak
1982 US 115 min. Science Fiction / Drama
“He is Afraid. He is Totally Alone. He is 3.000.000 Light Years From Home.”
Som filmentusiast burde man måske have set Steven Spielbergs elskede klassiker, E.T., inden man når til film nummer 5000. Man kan nemt gå så langt som at sige, at den burde være blandt de første 100. Det er en af den slags film, der sammen med andre af sin tids klassikere, blandt andet Star Wars, Indiana Jones, Back to the Future, The Goonies, Stand by Me og Karate Kid, udgør vigtige brikker i en hel generations barndom. Men efter en barndom, uden cykelture henover månen og hvor idéen om at “ringe hjem” kun var et spørgsmål om hvor min mor skulle hente mig, er jeg i den specielle situation hvor jeg kan se E.T. uden det ofte altoverskyggende skær af nostalgi.
Holder filmen stadig, her næsten 30 år efter? Er filmen nøjagtig hvad jeg har forventet, uden nogen former for overraskelser? Syntes jeg stadig, at E.T. er en grim lille satan? Er Drew Barrymore stadig en af de mest irriterende skuespillere? Dette er blot en håndfuld af de spørgsmål, som jeg ønskede at få svar på, da jeg startede filmen.
Svaret på alle spørgsmålene, er et klokkeklart ja. De svar ligger overens med idéen om, at jeg har vidst nøjagtig hvad jeg er gået glip af alle disse år, så det større spørgsmål er om der overhovedet var nogen grund til at se filmen? Det er helt sikkert et større spørgsmål, men det er også et utroligt dumt ét af slagsen, fordi selvfølgelig er der en grund til at se filmen. Den er ikke blevet en elsket klassiker for ingenting og jeg vil påstå at filmen næsten er lige så vigtig for filmindustrien, som Spielbergs egen genre-definerende Jaws.
Filmen er stadig en fremragende film, næsten 30 år efter udgivelsen, selvom man selvfølgelig sagtens kan se tidens tand, når det gælder effekterne. Skuespillerne er alle rigtig gode, især filmens hovedperson Henry Thomas, i en tid hvor børneskuespillere nemt kunne ødelægge enhver familiefilm. Drew Barrymore er stadig en undtagelse, hvor de fleste måske ser hende som en sød lille pige, ser jeg hende bare som en irriterende lille skrigeunge. De voksne er også glimrende. Jeg vil endda sige, at jeg simpelthen elsker Peter Coyote i filmen og ville give ham en krammer, hvis jeg kunne.
Effekter er som sagt ret forældet, men filmen er jo også næsten lige så gammel som undertegnet. Der er masser af blue-screen kanter, middelmådige matte-paintings og lignende, men ingen af dem trækker ned i den samlede oplevelse. En ting som altid har gået mig på, er designet af E.T. For mig er det ikke et spørgsmål om forældede effekter, men derimod at han er designet som en grim lille bunke af brun. Jeg kan simpelthen ikke lide det, men heldigvis skinner hans karakter og hjerte igennem og designets mangler blev hurtigt glemt. Det skal siges, at jeg så den originale version og ikke jubilæums versionen, så det kan sagtens være at nogen af effekterne er blevet pyntet på. Jeg er ikke meget for, at man som George Lucas, går tilbage og ændrer i filmene. Men jeg vil indrømme, at jeg syntes at det er en anelse voldsomt, at politimændene står med shotguns i den originale version og jeg kan godt forstå, at man har ændret det i den nyere version.
Jeg er glad for at jeg, som stor fan af Spielberg, endelig har fået set en af hans største og mest elskede film, som i mange år har markeret en enorm blind vinkel i min filmviden. Filmen kommer ikke til at stå på min top 10 liste over bedste film nogensinde, måske ikke engang top 100, men jeg er stadig lykkelig for at have set den. Jeg vil endda gå så langt som at, hvis jeg blev spurgt hvilken film som jeg syntes er bedst, mellem E.T. og en af dette års bedste film Super 8, så ville det være et ganske nemt svar. Det er jo selvfølgelig også snyd, da Super 8 ikke ville eksistere hvis det ikke var for E.T. og det er blot endnu en grund til at elske den lille brune satan.
Short Round: Things are Not Always What They Seem
RUBBER 
Jeg skal ikke sidde her og påstå, at jeg ved hvilke film som du, kære læser, har set. Men jeg godt sætte penge på, at antallet af film om telekinetiske, psykopatiske og morderiske bildæks rejse gennem verdenen, som man har set, er for de fleste et stort rundt nul. Jeg er dog ikke helt sikker på, at det tal kommer op 1 efter at man har set Rubber.
Hvornår er en psykopatisk bildæks-film, ikke en psykopatisk bildæks-film? Hvis hjernen bag er Quentin Dupieux, en mand som højst sandsynligt er mest kendt under navnet Mr. Oizo, for den dertil tilhørende musik og musikvideoen om den lille, gule headbangende bamse, så bliver det svært at placere filmen, selv i en så specifik genre. Rubber er halvt en film om det omtalte dæk, halvt en film publikums indblanding i kunst og halvt en film om blandingen af de to. Det er ganske underligt og efter min mening, ganske fantastisk. Se den, for du kommer med garanti ikke til at se en anden film som den foreløbig.
TUCKER & DALE VS. EVIL 
Der er altid to sider til hver historie, det gælder også gyserfilm. Kan du, kære læser, huske de skumle bonderøve som altid står ved en øde tankstation i horrorfilm og stirrer ondskabs-fuldt på de teenage hovedpersoner, der er på vej ud til en forladt hytte i skoven? Det er Tucker og Dale. De er dog ikke ondskabsfulde, de er bare forvirret og misforstået.
Tucker & Dale vs. Evil tager en velkendt gyserhistorie og vender den på hovedet. Det er good gory fun og bringer minder om gode gamle Evil Dead. Befinder sig behageligt i samme boldgade som Severance og The Cottage.
SUPER 
Sidste år høstede Kick-Ass stor anerkendelse, både fra anmelderne, mig selv og det generelle publikum. Men hvis man fandt i en sådan situation, hvor man sad og tænkte, at selv om Kick-Ass tager grundigt pis på Hollywood så gik der alligevel for Hollywood i den, så har jeg nu den perfekte film til dig. Super følger den samme grundhistorie som Kick-Ass, om en ganske almindelig mand som beslutter sig for at blive superhelt, men her er det taget helt ned på jorden.
Filmens hovedperson, spillet fremragende af Rainn Wilson, er i princippet skingrende sindssyg og ser sådan set bare alle som skurke, efter han bliver forladt af sin kone. Super er, i sagens natur, vanvittig dyster, grænsende deprimerende og langt størstedelen af det mulige publikum, vil med garanti finde den direkte forkastelig, men jeg fandt den ret så morsom. Instruktør James Gunn har tidligere vist sin forkærlighed for syg humor i Slither og Tromeo & Juliet. I Super får han hjælp af et veloplagt cast der inkluderer Ellen Page, Michael Rooker, Liv Tyler, Nathan Fillion og Kevin Bacon.
Jeg vil anbefale Super, hvis man har lyst til noget med lidt mere bid, men vær klar over at det kan være at man får mere end man kan bide over.
Film Review: Super 8
Instrueret af J. J. Abrams
Skrevet af J. J. Abrams
Med Joel Courtney, Elle Fanning, Kyle Chandler, Riley Griffiths, Ryan Lee, Gabriel Basso, Zach Mills, Ron Eldard, Richard T. Jones, Bruce Greenwood, Dale Dickey, Dan Castellaneta og Noah Emmerich
2011 US 112 min. Science Fiction / Drama / Adventure
“It Arrives”
Som mange måske ved, så sidder undertegnet filmanmelder og klapper i hånderne af fryd, som et andet lille barn juleaften, hver gang der kommer en science fiction film i de danske biografer. Da jeg hørte om samarbejdet mellem Steven Spielberg og J. J. Abrams, var det lidt som at fortælle en lille dreng, at han får hvad han altid har ønsket sig i julegave… i april. Ventetiden har været hård, men nu er den endelig landet. Hvordan kan filmen overhovedet leve op til disse skyhøje barnlige forventninger?
Heldigvis lever de to filmskabere begge ubesværet op til deres betragtelige omdømme. Uden at sætte det store på spil, vil jeg vove at påstå at Abrams og Spielberg er to af de meget få tilbageværende instruktøre, der løbende formår at producere mainstream science fiction som er værd at se. Spielberg har gennem de sidste to årtier stået bag fantastiske science fiction film så som Jurassic Park, ET, Minority Report, Artificial Intelligence og War of the Worlds, flere af dem som med rette kan kaldes klassikere indenfor genren. Han har, ej at forglemme, også stået som producer på andre instruktøres sci-fi perler. Film som Back to the Future, The Goonies, Gremlins, Men in Black og Transformers, ville med garanti ikke være de samme uden Spielberg.
J.J. har allerede, med kun to film under bæltet, bevist at han er blandt nutidens topklasse. Både Mission: Impossible III og Star Trek var eminente actionfilm, men det er stadig på den lille skærm, at han indtil nu har gjort sig mest bemærket. De massivt populære tv-serier, Alias og Lost, har gjort ham til en af de mest eftertragtet personer i industrien. Det er tydeligt, at han er af den generation, som er vokset op med Spielbergs eventyrlige historier og det er ikke mere åbenlyst end i Super 8, som næsten fungerer som et love letter til simplere tider.
Det er meget muligt, at jeg langsomt bliver mere kold og kynisk som årene går, men det behøver filmene ikke at blive. Super 8 tilbyder en rejse tilbage til en tid, hvor ens underholdning sagtens kunne indeholde uskyldens håb og charme uden at være kalkulerende og manipulerende. Lige som en god gammel Spielberg-film, besidder Super 8 disse elementer, men formår stadig at være sjov og underholdende.
Børneskuespillere kan ofte være irriterende og næsten ødelægge en film, men her spiller de simpelthen eminent. Især Joel Courtney og Elle Fanning skiller sig ud og der er en mærkbar kemi mellem dem. Al den ungdommelige ærlighed og akavede nervøsitet sidder lige i skabet og virker alle som troværdige karakterer i historien.
Filmen flyder naturligt og spændingskurven er ramt perfekt, der er ikke et øjeblik hvor man keder sig. I en film, der er så meget en hyldest til en forgangen tid, så kunne de moderne computereffekter nemt gå hen og virke graverende, men Industial Light & Magic har gjort det igen, alt er flot og velintegreret, lige fra design til udførelse. Super 8 er ikke en perfekt film, men der er meget få ting som jeg ville ændre, et enkelt billede eller linje hist og her, og så havde den måske sneget sig op på en topkarakter. Tro mig, når vi nærmer os slutningen af året, vil Super 8 med garanti være placeret højt på manges best of the year lister, ikke mindst min.
Super 8 er den bedste 80’er science fiction film, Steven Spielberg aldrig fik lavet.
Se også: The Goonies
MMX: Best Drama
Runners up: Winter’s Bone, Lebanon, Greenberg og The Kids are All Right
Ree Dollys jagt på hendes kriminelle far i Winter’s Bone var en hjerteskærende beretning om mod, stædighed og styrke. Det kolde Ozark-område ligger som en hård baggrund for hendes møde med faderens lyssky og modbydelige omgangskreds på vejen mod at hjælpe hendes fattige familie. Filmen bliver båret af en Oscar-værdig præstation af den unge Jennifer Lawrence. Krigsfilmgenren bliver vendt på hovedet i Lebanon, hvor seeren føler den samme paranoia og klaustrofobi som filmens hovedpersoner, der er indespærret i en gammel tank mens der regner død og ødelæggelse ned omkring dem. Efter mange mere eller mindre vellykkede komedier de seneste år, var det rart at se Ben Stiller i en krævende dramatisk rolle. Det var neurotisk, akavet og sjovt, bragt på film i fornem stil af The Squid and the Whale instruktøren Noah Baumbach. The Kids are All Right var et anderledes familiedrama fyldt med kvalitetsskuespil. Julianne Moore, Annette Bening, Mark Ruffalo samt de to kids, Josh Hutcherson og Mia Wasikowska hævede filmen til meget mere end der stod på papiret.
Hvis man var en af dem som afskrev The Social Network på forhånd, som den der Facebook-film, så burde man skamme sig. For ikke nok med at være et interessant billede af vores tid, så var det også en af årets bedste film. David Fincher forbløffer endnu engang med en film hvor alting falder i hak. The Social Network viser en gribende historie (sand eller ej), har et forrygende velspillende cast, et skarpt manuskript fra Aaron Sorkin, et eminent score fra Trent Reznor og en flot billedside. Det er en vigtig film og bør ses af alle.
Film Review: The Fighter
Instrueret af David O. Russell
Skrevet af Scott Silver, Paul Tamasy og Eric Johnson
Med Mark Wahlberg, Christian Bale, Amy Adams, Melissa Leo, Jack McGee, Michael O’Keefe og Bianca Hunter
2010 US 114 min Drama / Sports
Filmverdenen har altid haft rigeligt med sportsfilm og selvom de selvfølgelig ikke alle er vindere, så er der gennem tiderne mange fra genren som er endt på podiet som store klassikere. En stor del af grunden til at mange af disse film er endt som klassikere er, at vægten er lagt solidt på karaktererne og deres historier med sporten som en ramme for begivenhederne. Det er altså en god historie, en god film, før at det er en sportsfilm. Sylvester Stallone er en bokser i Rocky, men filmen er mindst lige så meget om Rocky Balboa som menneske, som det er om kampene i ringen. Det samme kan siges om Raging Bull, The Hurricane, Girlfight, Ali og Million Dollar Baby. David O. Russells nyeste film, The Fighter, kan nu tilføjes til denne række af sejrsrige film.
The Fighter er baseret på den autentiske historie om bokseren “Irish” Micky Wards usandsynlige rejse fra amatør til verdensmester. Han bliver trænet af hans halv-bror, den lokale helt Dicky Eklund, der selv var på kanten af stor karriere inden hans helbred og stoffer satte et brat punktum. I Mickys hjørne er hans store familie med hans dominerende mor i spidsen. Mickys liv er en kamp allerede inden han kommer i ringen.
Mark Wahlberg er en skuespiller der høster meget blandede anmeldelser hver eneste gang han medvirker i en film. Det er ikke fordi at han er en dårlig skuespiller, men det virker som om at han lever to karrierer. Der er den talentfulde Mark Wahlberg som man har set i blandt andet Boogie Nights, The Departed, Three Kings og Invinsible. Samtidig er der den talentløse Marky Mark som man kan finde i elendige film som The Happening, Max Payne, Rock Star og Shooter. I The Fighter er det heldigvis den gode Mark Wahlberg der er mødt op, men det er måske de færreste der vil huske det efter at filmen er slut, for han bliver overskygget af to fænomenale præstationer fra henholdsvis Christian Bale og Melissa Leo. Begge er blevet nomineret til et utal af priser, heriblandt også Oscars. Christian Bale kaster sig endnu engang helhjertet ind i en rolle, denne gang som den udmagret og narkoafhængige broder, Dicky Eklund. Det faktum at man stort set gennem hele filmen hader moderen Alice Ward, er helt og holdent Melissa Leos fortjeneste. Omkring dem spiller det resterende cast, især Amy Adams, Jack McGee og Michael O’Keefe, også ganske udmærket.
The Fighter er en inspirerende, gribende og sand underdog historie, der bliver hævet til det næste niveau af nogle særdeles fremragende skuespillerpræstationer.
Se også: Rocky
