Film Review: Monsters
Instrueret af Gareth Andrews
Skrevet af Gareth Andrews
Med Whitney Able og Scoot McNairy
2010 England 94 min. Sci-Fi Drama
“Now, It’s Our Turn to Adapt”
Hollywoods store PR-maskine var hurtig til at vise Monsters som en film i stil med de mange nyere alien invasion film som District 9, Cloverfield og de to kommende Skyline og Battle: Los Angeles. Det er et af bedste eksempler på den vildledning og generel fejl repræsentation, der er blevet normen for trailers nu til dags. Monsters er ikke rigtig sammenlignelig med disse film. Der er selvfølgelig aliens, men det er overhovedet ikke det der er filmens fokus. Det er dybest set, en roadmovie om to fremmede mennesker på en lang rejse og at der så er rumvæsner i periferien, er mest af alt en katalysator for historien. Hvis man allerede står af der og ikke syntes det lyder interessant, så er du kære læser (¤ ja, dig personligt) skyld i at trailers hovedsaglige formål er blevet at sælge et produkt der ikke eksisterer (¤ mange tak skal du have). Hvis man derimod stadig er med, så er Monsters en speciel og interessant science fiction film.
Seks år efter en fremmed livsform landede i Mexico, har det amerikanske militær indespærret det ukendte i en enorm karantæne-zone der dækker størstedelen af grænselandet mellem USA og Mexico. En freelance fotograf påtager sig opgaven, at hente en rigmandsdatter der er standet i Mexico. Da deres rejseplaner slår fejl, finder de sig tvunget til at rejse alene gennem karantæne-zonen imod den amerikanske grænse.
Gareth Andrews har efter sigende lavet Monster for den minimale sum af 15.000 dollars og det kan kun kaldes noget af en bedrift. Filmen er flot, stemningsfyldt og effekterne er på ingen måde dårligt lavet. Han har også forstået at bruge kamera og lys til at antyde, i stedet for at vise, hvilket blandt andet var med til at gøre Ridley Scotts Alien så effektiv som den var. Det ville dog alt sammen være ligegyldigt, hvis de to altdominerende hovedroller ikke var i stand til at bære opgaven, men det er de heldigvis og mere til. De to ukendte skuespilleres (Whitney Able og Scoot McNairy) roller er rent faktisk så dominerende, at de er de eneste der er krediteret på rollelisten. Der er selvfølgelig andre mennesker med i filmen, men de to optager 75-80% af filmens spilletid og de er ikke blot gode, de er decideret fremragende. De har en stor del af æren for at filmen føles troværdig, jordnær og gribende til trods for den noget fantastiske præmis. 
Monsters er en nærværende, anderledes og yderst gribende science fiction film som fortjener at blive set af et bredere publikum. Den er perfekt til filmelskeren der forventer noget andet og mere af sin sci-fi end bare de normale Hollywood klichéer. Man skal bare ikke lade sig snyde af traileren, for det er ikke hvad filmen er.
Se også: Cloverfield
8/10 (7)
Anti-Hollywood Week: Lebanon
Instrueret af Samuel Maoz
Skrevet af Samuel Maoz
Med Reymond Amsalem, Ashraf Barhom, Oshri Cohen, Yoav Donat, Guy Kapulnik, Michael Moshonov og Zohar Shtrauss
2009 93 min. Lebanon / Israel War / Drama
Krig er helvede, lige meget hvilket side man er på. Selvfølgelig er det marginalt bedre at være på den vindende side, men det er alligevel ikke rigtig en dans på roser. Dette helvede er der lavet rigtig mange film om og selv med Hollywoods tendens til at lave deres film ovenud heroiske og patriotiske, så er der flere af disse film der kan ses som deciderede mesterværker. Full Metal Jacket, Apocalypse Now, The Deer Hunter og sidste års vinder af bedste film-prisen her på siden, Hurt Locker, ligger højt på min og mange andres lister over bedste film nogensinde. Nu har alverdens filmelskere fået en ny krigsfilm, der fortjener at blive nævnt i samme sætning som de ovennævnte og som bringer et anderledes synspunkt på krigens kaos.
Det er 1982 under den første libanesiske krig. Fire unge soldater i en gammel slidt tank skal sammen med en lille deling faldskærmssoldater, på en simpel rutinemission, gennemsøge en udbombet by for overlevende fjender. Intet går dog som forventet og med ét er missionen alt andet end rutine. De finder sig fanget i fjendtligt territorium, i en knapt funktionsdygtig tank og i et desperat kapløb med tiden for at komme ud i live.
Dem der har fulgt siden og kender denne anmelder, ved at jeg har en stor forkærlighed for film der kun foregår i en enkelt location. Hvis en filmmager begrænser sig selv til et enkelt lokale, kræver det at man får det maksimale ud af sine skuespillere og sine omgivelser. Det er lige hvad instruktør og manuskriptforfatter Samuel Maoz har formået, så eminent, i Lebanon. Det er på alle måder, den mest intense og klaustrofobiske krigsfilm jeg har set i mange år. Maoz får hver eneste lille dråbe af desperation og spænding ud af de trange og beskidte forhold i den næsten ødelagte tank. Kameraet og seerens perspektiv forlader aldrig tanken og følelsen af usikkerhed er fremragende holdt igennem filmens 93 minutter. Frygten og panikken er perfekt understøttet af rørende og skræmte præstationer fra skuespillerne. Lebanon er en af de mest nervepirrende og troværdige krigsfilm i nyere tid og den kan kun på det varmeste anbefales.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Krig er, som sagt, et helvede lige meget hvor man er. At lægge sit liv i hænderne på aflagt og næsten ubrugeligt materiale, er ikke specielt rart. Det er hvad jeg har lært, det er ikke specielt specifikt for et land men man lærer ikke meget om sine omgivelser, når man er fastlåst inde i en tank.
Har filmen ændret mit syn på Hollywood? Film med disse niveauer af intensitet og utryghed er yderst sjælden i filmbyen og de kan lære noget af hvor meget man kan få ud af så lidt.
Se også: Das Boot
9/10 (7)
Film Review: The Vicious Kind
Instrueret af Lee Toland Krieger
Skrevet af Lee Toland Krieger
Med Adam Scott, Brittany Snow, Alex Frost, J. K. Simmons, Kate Krieger, Bill Buell og Vittorio Brahm
2009 US 92 min. Drama / Komedie
Humor er en finurlig ting. Det er yderst subjektivt, men der findes god og dårlig humor. Det er forskelligt fra person til person, hovedsagligt fordi at meget af det man finder sjovt har rødder i hvad man har oplevet igennem livet, men det er også et spørgsmål om (og det her bliver jeg muligvis en anelse upopulær for at sige) intelligens. Det er ikke fordi jeg påstår at der er noget rigtigt eller forkert svar og bestemt ikke at jeg besidder dette svar, men der er folk der græder af grin til film som Date Movie og samtidig ikke kan forstå hvorfor en film som In the Loop er hysterisk morsom. Det betyder noget og mere siger jeg ikke. Personligt holder jeg meget af humor med et lidt modbydeligt bid og en sarkastisk kant. Hvilket nok kommer af en dybtliggende lyst til at svine mine medmennesker til. Det eneste der ligger i vejen for at leve livet med disse spydigheder på tungen, er en blanding af sund fornuft og en generel mangel på cojones. (¤ Lige hurtigt inden der kommer en eller anden pseudo-psykolog løbende og forsøger at fortolke alt muligt, så lad mig udføre deres job for dem. Ja, det er en forsvars-mekanisme. Ja, det dækker over nogle slemme ting i min barndom og desuden, fuck psykologer!) Men denne slags humor, ligesom alt anden humor, kræver at der ligger noget bag.
Det er nok derfor, The Vicious Kind, ramte mig så hårdt som den gjorde. Filmens historie, om en søvnløs og bitter mand der gemmer fortidens smerte bag en hård og svinsk facade, der ikke har talt med hans far i mange år og pludselig føler sig tiltrukket af hans broders kæreste, er ikke noget specielt eller originalt. Det er de velskrevne og sublimt spillede karakterer, der gør filmen til et af de mest gribende og hjerteskærende dramaer, jeg har set i flere år. At den samtidig er fyldt til randen med en bidende og forpint humor, er bare prikken over i’et.
Adam Scott, som de fleste nok kender som den absolut bedste ting i Will Ferrell/John C. Reilly komedien Step Brothers eller den fremragende men nu desværre cancelled Starz tv-serie Party Down, er intet mindre end en åbenbaring i The Vicious Kind. Han spiller ganske enkelt eminent og filmens styrke kommer af hans medrivende portræt af en meget ynkelig mand. Han er bakket op af ligeledes kraftfulde og følelsesladede præstationer fra den evigt pålidelige J.K. Simmons (Spiderman, Up in the Air) som hans far, Brittany Snow (Prom Night, The Pacifier og som jeg ikke vidste, kunne spille skuespil) som kæresten og Alex Frost (Elephant, Stop-Loss og som jeg, efter lang tids research, må erkende ikke er John Cusacks søn, selvom han ligner en direkte klon)som hans bror.
The Vicious Kind er et gribende indie-drama, af den bedste slags, med bidende humor, ægte følelser og en stjernepræstation fra Adam Scott. Den kommer kun med de varmeste anbefalinger herfra.
Se også: Dan in Real Life
9/10 (7)
Film Review: The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans
Instrueret af Werner Herzog
Skrevet af William H. Finkelstein
Med Nicolas Cage, Eva Mendes, Alvin Xzibit Joiner, Brad Dourif, Val Kilmer, Fairuza Balk, Shawn Hatosy, Jennifer Coolidge, Michael Shannon, Irma P. Hall og Vondie Curtis-Hall
2009 122 min United States
Gennem hele hans karriere har Nicolas Cage ligget på grænsen til at være skingrende psykopat, både på lærredet og i det virkelige liv. Når man tænker tilbage på roller som Sailor Ripley i Wild at Heart, Charlie/Donald Kaufman i Adaptation, Ben Sanderson i Leaving Las Vegas, Castor Troy i Face/Off eller Frank Pierce i Bringing Out the Dead og samtidigt ser interviews, offentlig opførsel og andre ting som bl.a. sidste års rygte om at han skulle være på fallittens rand efter han kun havde købt 7 biler og 3 huse på et år, er det tydeligt at Cage er en mand der flere gange har været helt ude på kanten af afgrunden, stået og kigget ned i den uendelige tomhed og alligevel på mirakuløs vis vender tilbage gang på gang. Det er derfor også kun passende at han nu arbejder sammen med Werner Herzog (Rescue Dawn, Aguirre: The Wrath of God, Nosferatu The Vampyre og Grizzly Man) der bestemt ikke er fremmed i grænselandet selv.
Filmen virker ved første øjekast som et ganske almindeligt politidrama iscenesat med et New Orleans hærget af orkanen Katrina som baggrund. Denne illusion bliver dog brudt så snart Terence McDonagh, den altdominerende hovedrolle spillet af Nicolas Cage, møder op på gerningsstedet. Terence McDonagh er en småkriminel lettere korrupt politimand der ser stort på metoderne så længe målet bliver nået. Men det er dog ikke det største problem, han er afhængig af piller, misbruger af alskens stoffer, kærester med en luder og hvad værre er så begynder han at se syner og langsomt men sikkert at miste sin realitetssans.
Nicolas Cage fortærer enhver scene med en manisk og fandenivoldsk præstation der kun bliver forstærket af den forholdsvis normale baggrund der bliver spillet op imod.
The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans er en interessant stofrus af en film båret af en sublim og kaotisk præstation og Nicolas Cages bedste i årevis.
(¤Og lad mig lige gøre en ting klart; der er ingen sammenhæng mellem denne film og Abel Ferraras Bad Lieutenant, fra 1992 med Harvey Keitel, udover titlen og det faktum at de omhandler en lieutenant der er bad. Det er hovedsageligt noget producerne og studiet har påklistret af markedsførings formål)
Se også: The Salton Sea
8/10 (7)
Film Review: Where the Wild Things Are
Instrueret af Spike Jonze og skrevet af Spike Jonze og Dave Eggers
Med Max Records, Catherine Keener, James Gandolfini, Mark Ruffalo, Paul Dano, Catherine O’Hara, Forest Whitaker, Chris Cooper og Lauren Ambrose
I skarp kontrast til den sidste film jeg anmeldte, Shorts, så er Where the Wild Things Are en børnefilm der ikke er for børn.
Spike Jonzes filmatisering af Maurice Sendaks bog er en melankolsk fortælling om en dreng der løber hjemmefra og bliver konge for en flok store behårede væsner.
Det er et atypisk og kraftfuldt eventyr af den gamle skole fra dengang en børnefilm godt kunne have kant og noget at sige, langt fra nutidens disney goody goody two shoes intetsigende pladder.
Det er en af grundene til at jeg undrer mig lidt over at før filmen udkom, forlød det at den var for hård og kold og at Spike Jonze skulle klippe den om, hvis dette er den omklippede version så må den originale godt nok være ond.
Filmen er suverænt filmet, blandingen af praktiske og computergenererede effekter fungerede perfekt og både skuespillet og stemmerne er intet mindre end en fryd.
Jeg vil opfordre alle, der savner et eventyr der har lidt mere at byde på, til at opdrive denne film med det samme men på ligefod minde om at det er langt fra et sikkert hit hos alle barnlige sjæle.
Se også: Bridge to Terabithia
8/10 (8)
Film Review: 2012
Instrueret af Roland Emmerich og skrevet af Roland Emmerich og Harald Kloser
Med John Cusack, Amanda Peet, Oliver Platt, Chiwetel Ejiofor, Thandie Newton, Woody Harrelson, Danny Glover og Zlatko Buric
Roland Emmerich er en instruktør der siden 1992 har stået bag nogle af de største Hollywood-blockbustere og eventfilm, af den slags med de helt store special effects budgetter.
Man kan uden problemer sætte ham i samme kategori som eksempelvis Michael Bay men (¤ hvor meget det end piner mig at sige dette) selv Bay har lavet bedre film.
Emmerichs karrieremæssige højdepunkt ligger mere end 15 år tilbage i tiden, i 1994 med Stargate som var en god solid science fiction film. (¤ og inden der er nogen der begynder at brokke sig, over at Universal Soldier ikke bliver nævnt og kommentere at den jo er “Bad Ass!”, så shh!)
Siden dengang er det gået stødt og roligt ned af bakke nærmest uden undtagelser, med film som den larmende Independence Day, den fallerede genindspilning af Godzilla, den dræbende kedelige Mel Gibson-film The Patriot, klimakatastrofe-filmen The Day after Tomorrow der imponere med elendige computergenereret ulve og nu den ligeledes klimakatastrofe-baserede film 2012.
De fleste films mål er at påvirke én og at få publikum til at føle med karaktererne og de situationer de kommer i.
2012 er en af de film der, personligt, har påvirket mig mest i meget lang tid…
Efter filmens enormt lange 158 minutter sad jeg tilbage nærmest i en tåge, alting stod stille, jeg følte mig nødsaget til at tjekke kroppens mest basale funktioner bare for at sikre intet var gået tabt.
Kan jeg stadig trække vejret?
Kan jeg huske mit navn?
Kan jeg bevæge mine fingre? og i så fald er de stærke nok til at knække denne forpulede Blu-Ray skive?
Det virkede som om hvert eneste tåbelige minut af filmen dræbte flere og flere af mine hjerneceller.
Her er blot et par eksempler som også er at finde i filmens trailer:
John Cusack kører fra verdens største jordskælv i en limousine.
Uden flyvetimer flyver Thomas McCarthy fejlfrit igennem den efterfølgende nedstyrtning af en hel bys højhuse.
Hvis man ikke finder disse eksempler åndssvage så er dette lige en film for dig, for os andre tænkende mennesker er dette hverken værd at spilde penge eller tid på.
Så er der kun tilbage at sige: “Jeg elsker sku’ den film fordi den er så godt lavet”. (¤ og til dem der ikke er helt med, så er det en reference til en bestemt 6-stjernet anmeldelse af Independence Day.)
Se i stedet: Armageddon
3/10 (5)
Film Review: World’s Greatest Dad
Instrueret og skrevet af Bobcat Goldthwait
Med Robin Williams, Alexie Gilmore, Daryl Sabara, Michael Thomas Moore, Henry Simmons og Evan Martin
Du, kære læser, har med garanti tilbragt mange søvnløse nætter med tankerne rettet mod et af livets store spørgsmål: Hvad er dog blevet af den sære lille mand med den skingre stemme fra den legendariske filmserie Police Academy?
(¤ For klarheds skyld vil jeg gerne påpege at visse dele af den ovenstående introduktion er ment ironisk…så lille er han heller ikke.)
Men frygt ej, svaret er fundet.
Manden bærer navnet Bobcat Goldthwait.
Han er siden dengang i 80’erne “blevet voksen” og har bevæget sig om på den anden side af kameraet.
Sidste år stod han bag filmen Sleeping Dogs Lie som jeg desværre ikke har set endnu men den skulle eftersigende være en “sex-komedie” hvor en hund på en eller anden måde er involveret…
Filmen blev rost af anmeldere og det samme gjorde hans nye film, World’s Greatest Dad, velfortjent da den blev vist på de forskellige amerikanske filmfestivaler.
Robin Williams er i storform i titelrollen som verdens bedste farmand.
Faderrollen er generelt en hård opgave men her mere end normalt da sønnen, fremragende spillet af Daryl Sabara (kendt fra Spy Kids-serien), er noget nær den reneste definition af et dumt svin.
Han er en fremmedfjendsk, pervers og modbydelig lille satan men Lance (Williams) kæmper en brag kamp for at elske ham på trods af hans åbenlyse mangler.
Pludselig sker der noget uventet i familien og omverdenens, vennernes og farens håndtering af dette er både gribende, interessant og ikke mindst sjov.
Det er skønt at se Robin Williams langt om længe folde sig ud med godt materiale, ligesom i de yngre dage af hans karriere, men man skal nok ikke vænne sig for meget til det da hans nyeste, Old Dogs med John Travolta der har præmiere her i julen, ser ud til at være en afskyelig samling af platheder.
Så nyd det så længe det varer.
Se også: Election
8/10 (6)
