Game Review: The Elder Scroll V: Skyrim
1 player Role Playing Game / Fantasy / Adventure
Jeg har en noget atypisk indgangsvinkel til Skyrim. Jeg har ikke spillet nogen af de tidligere spil i serien, heriblandt kæmpehittet Oblivion. Jeg er ikke den største fan af fantasy eller eventyr genren generelt. Jeg har aldrig fundet first person melee konceptet tilfredsstillende som et gamedesign-valg og da spillet først blev annonceret, vil jeg indrømme at jeg var pænt ligeglad.
I mellemtiden tøede min modstand mod flere af disse elementer langsomt op, omend ved hjælp af nogle utraditionelle metoder. Jeg spillede selvfølgelig både Bethesdas eget Fallout 3 og Obsidians Fallout: New Vegas, men de var science fiction rollespil med en helvedes masse guns, så de hjalp mig på ingen måde tættere på Skyrims fantasy verden eller idéen om at jeg skulle tæve folk i første person.
Hjælpen kom overraskende nok igennem min iPhone. Jeg har lagt mange timer i sidste års bedste mobilspil, Infinity Blade og det nyere, Dark Meadows, baseret på mange af de samme koncepter. Begge spils fine implementering af sværdkamp åbnede min tanke-gang op for idéen om at det måske også kunne fungere i et “rigtigt” spil. November krøb tættere på og den massive hype omkring Skyrim blev kun større, så jeg besluttede at give spillet en chance. Der kunne jo ikke ske noget ved at prøve spillet og så ligge det til side, når der udkom andre mere interessante spil. Sådan, må jeg efter mange timer erkende, skulle det ikke være.
Jeg havde bestemt ikke forventet, at jeg ville blive helt og aldeles opslugt af Bethesdas episke verden. Den enorme og levende verden i Skyrim, er så fyldt eventyr, gode historier og generelt spændende indhold, at det truer med at overvælde én allerede fra starten. Det er selvfølgelig lidt af et luksusproblem, men jeg har lagt over 70 timer i Skyrim og jeg føler på ingen måde at jeg bare er tilnærmelsesvis færdig. Så man kan roligt forvente, at give afkald på al sin fritid, hvis man sætter skiven i maskinen. Det betyder dog intet med hundredevis af potentielle spilletimer, hvis kvaliteten ikke er i top. Heldigvis er enhver quest-line, lige fra hovedhistorien til den mindste sidemission, godt skrevet, interessant og føles unik.
Levelsystemet er et af Skyrims bedste elementer. Hvor man i andre rollespil, inklusive Bethesdas tidligere spil, sætter points i forskellige kategorier hver gang man stiger til et nyt level, så bliver éns evner naturligt bedre i Skyrim, jo mere man bruger dem. Det vil sige, at hvis man foretrækker store tohåndssværd, så bliver man automatisk bedre til den slags angreb hen af vejen. På samme måde som hvis man leger rundt med smedejernet, så får man mulighed for at lave bedre rustninger og våben senere i spillet. Det er et system som giver uendeligt meget mere mening end de normale rollespils skillsystemer og jeg kan kun håbe, at det er noget som kommer med i alle andre spil af denne slags fra nu af.
Nu har jeg skrevet en masse ord om Skyrim, men jeg har stadig ikke nævnt hvad jeg elsker allermest ved spillet, nemlig drager. Disse majestætiske skabninger er spillets omdrejnings-punkt og aldrig har drager været så fremragende præsenteret, som de er her. Hvert enkelt møde med disse bevingede væsner er skræmmende, intenst og episk.
Spillet er dog ikke helt fejlfrit. Vanen tro, det er trods alt et Besthesda spil, så er det umuligt at undgå diverse bugs og glitches. Man kan risikere at sidde fast i grafikken, at få en mission flere gange og det er ikke altid man kan forvente at spillets AI gør som den skal. Derudover mangler kampsystemet lidt finpudsning, kortet gør det ikke nemt at finde rundt og gåderne er uinspirerede, men det er bestemt ikke nok til at trække ned i den samlede vurdering. Jeg har svært ved at forstille mig en situation, hvor Skyrim skulle få mindre end en topkarakter og jeg anbefaler alle, at man tager en rejse til denne eventyrlige verden. Jeg kan love at der bliver snakket meget mere om Skyrim i næste måned, når man begynder at udvælge årets bedste spil.
Spil også: Fallout 3
Film Review: Super 8
Instrueret af J. J. Abrams
Skrevet af J. J. Abrams
Med Joel Courtney, Elle Fanning, Kyle Chandler, Riley Griffiths, Ryan Lee, Gabriel Basso, Zach Mills, Ron Eldard, Richard T. Jones, Bruce Greenwood, Dale Dickey, Dan Castellaneta og Noah Emmerich
2011 US 112 min. Science Fiction / Drama / Adventure
“It Arrives”
Som mange måske ved, så sidder undertegnet filmanmelder og klapper i hånderne af fryd, som et andet lille barn juleaften, hver gang der kommer en science fiction film i de danske biografer. Da jeg hørte om samarbejdet mellem Steven Spielberg og J. J. Abrams, var det lidt som at fortælle en lille dreng, at han får hvad han altid har ønsket sig i julegave… i april. Ventetiden har været hård, men nu er den endelig landet. Hvordan kan filmen overhovedet leve op til disse skyhøje barnlige forventninger?
Heldigvis lever de to filmskabere begge ubesværet op til deres betragtelige omdømme. Uden at sætte det store på spil, vil jeg vove at påstå at Abrams og Spielberg er to af de meget få tilbageværende instruktøre, der løbende formår at producere mainstream science fiction som er værd at se. Spielberg har gennem de sidste to årtier stået bag fantastiske science fiction film så som Jurassic Park, ET, Minority Report, Artificial Intelligence og War of the Worlds, flere af dem som med rette kan kaldes klassikere indenfor genren. Han har, ej at forglemme, også stået som producer på andre instruktøres sci-fi perler. Film som Back to the Future, The Goonies, Gremlins, Men in Black og Transformers, ville med garanti ikke være de samme uden Spielberg.
J.J. har allerede, med kun to film under bæltet, bevist at han er blandt nutidens topklasse. Både Mission: Impossible III og Star Trek var eminente actionfilm, men det er stadig på den lille skærm, at han indtil nu har gjort sig mest bemærket. De massivt populære tv-serier, Alias og Lost, har gjort ham til en af de mest eftertragtet personer i industrien. Det er tydeligt, at han er af den generation, som er vokset op med Spielbergs eventyrlige historier og det er ikke mere åbenlyst end i Super 8, som næsten fungerer som et love letter til simplere tider.
Det er meget muligt, at jeg langsomt bliver mere kold og kynisk som årene går, men det behøver filmene ikke at blive. Super 8 tilbyder en rejse tilbage til en tid, hvor ens underholdning sagtens kunne indeholde uskyldens håb og charme uden at være kalkulerende og manipulerende. Lige som en god gammel Spielberg-film, besidder Super 8 disse elementer, men formår stadig at være sjov og underholdende.
Børneskuespillere kan ofte være irriterende og næsten ødelægge en film, men her spiller de simpelthen eminent. Især Joel Courtney og Elle Fanning skiller sig ud og der er en mærkbar kemi mellem dem. Al den ungdommelige ærlighed og akavede nervøsitet sidder lige i skabet og virker alle som troværdige karakterer i historien.
Filmen flyder naturligt og spændingskurven er ramt perfekt, der er ikke et øjeblik hvor man keder sig. I en film, der er så meget en hyldest til en forgangen tid, så kunne de moderne computereffekter nemt gå hen og virke graverende, men Industial Light & Magic har gjort det igen, alt er flot og velintegreret, lige fra design til udførelse. Super 8 er ikke en perfekt film, men der er meget få ting som jeg ville ændre, et enkelt billede eller linje hist og her, og så havde den måske sneget sig op på en topkarakter. Tro mig, når vi nærmer os slutningen af året, vil Super 8 med garanti være placeret højt på manges best of the year lister, ikke mindst min.
Super 8 er den bedste 80’er science fiction film, Steven Spielberg aldrig fik lavet.
Se også: The Goonies
Film Review: Thor
Instrueret af Kenneth Branagh
Skrevet af Ashley Miller, Zack Stentz, Don Payne, J. Michael Straczynski og Mark Petrosevich
Med Chris Hemsworth, Natalie Portman, Anthony Hopkins, Stellan Skarsgård, Kat Dennings, Idris Elba, Tom Hiddleston, Clark Gregg, Colm Feore, Ray Stevenson, Jaimie Alexander, Samuel L. Jackson og Jeremy Renner
2011 US 114 min. Action / Sci-Fi / Eventyr
“Courage is Immortal”
Superheltefilmene og tegneserieadaptionerne udkommer i et evigt stigende antal. Det er ikke længere blot de store og verdenskendte helte, som Superman, Batman, X-Men og Spiderman, der får millioner af dollars og enorme Hollywood produktioner i deres navn. I den evige søgen efter nye franchises, der kan lokke lommepengene fra de biografgående masser, bliver de mindre kendte “andenrangs” superhelte trukket frem fra gemmerne og får deres egen film. Hvad enten de kan bære det eller ej.
Det bliver sværere og sværere at sælge til det almindelige publikum. Ikke nok med det, så insisterer Marvel på at alle deres film skal hænge sammen og til sidst forenes i en kolossal film under navnet The Avengers. Man går ikke længere i biografen for at se en enkeltstående film, men derimod en karakterpræsentation og en optakt til en stor film ude i fremtiden. Nogle film, som den nye Thor, kæmper mod ekstra forhindringer på vejen ud til publikum. Marvels superhelteversion af den nordiske mytologi, er måske ikke lige kærkommen hos alle som er vokset op med fortællingerne om disse guder.
Thor har meget imod sig, allerede inden det første billede ruller over lærredet. Det store spørgsmål er, om tordenguden kan bære alt dette på hans skuldre og om den mægtige hammer, Mjølner, kan smadre de mange tunge fordomme.
Selvom svaret ikke er et utvetydigt ja, så er Kenneth Branaghs version af Thor, for det meste, en succesfuld og underholdende brik i Marvels store puslespil.
En stor del af æren for at det fungerer så godt som det gør, er at Marvel fortsætter med at fylde deres film med talent, lige som de gjorde med Iron Man, X-Men og Hulk. I Thors tilfælde har man den forholdsvis ukendte Chris Hemsworth (Star Trek, The Perfect Getaway og den kommende Red Dawn remake) i titelrollen og Tom Hiddelston (den britiske version af Wallander og den kommende Steven Spielberg film War Horse) i rollen som Loki, som begge klarer det forbløffende godt, men de er også omgivet af en skare af yderst kompetente skuespillere. I Asgaard udfyldes guderollerne blandt andet af Anthony Hopkins som Odin, Rene Russo som Frigga og Idris Elba (fra The Wire) som Heimdall. På Jorden har man blandt andre den Oscarvindende Natalie Portman, Stellan Skarsgård og Kat Dennings på rollelisten.
Alle leverer gode præstationer, der ofte er langt bedre end materialet. Scenerne i Asgaard er alle storslåede og i formel tone, uden at være unødigt pompøse. Scenerne på Jorden er mere naturlige og ofte ganske humoristiske, i stor del takket være endnu en sød og charmerende præstation fra Kat Dennings. Der er en mærkbar kemi mellem karaktererne og vigtigst af alt, virker det sjældent tvunget.
Bag skuespillerne, ligger en sikker hånd fra Kenneth Branagh i instruktør-stolen. Hvis man blot for et par år tilbage, ville have foreslået at Branagh, en instruktør bedst kendt fra flere filmatiseringer af William Shakespeare, skulle stå bag en stor og dyr superheltefilm, ville man højst sandsynligt blive mødt af latter. Men Branaghs overgang fra drama til actionfilm forløber hovedsagligt smertefrit.
Thor fokuserer mest på karaktererne og historien, men når det så endelig går løs, så er actionscenerne flotte og vel produceret. Slåskampene, de store setpieces og selvfølgelig Asgaard er hovedsagligt bragt til live ved hjælp af computereffekter og selvom det af og til bevæger sig ganske tæt på den frygtede digitale overflod, så er det lykkedes at visualiserer denne alternative verden på effektiv vis.
Det er blevet kastet lys på den ene af årets tre store superhelte-spørgsmålstegn, endda på overraskende positiv vis. Nu kan man vente og se om de kommende Captain America og The Green Lantern film, kan overbevise på samme måde. Man behøver ikke længere at være bekymret for Thor, man kan roligt bestille billet til en tur i biografmørket og gøre klar til et møde med det nyeste medlem af Marvels store superheltefamilie.
Se også: Iron Man
Film Review: Tangled
Instrueret af Nathan Greno og Byron Howard
Skrevet af Dan Fogelman over Brødrene Grimms eventyr
Med stemmer af Mandy Moore, Zachary Levi, Donna Murphy, M. C. Gainey, Jeffrey Tambor, Brad Garrett, Richard Kiel og Ron Perlman
2010 US 101 min. Animation / Eventyr / Komedie
Der har længe løbet koldt sort blod gennem hjertet af Disney. Firmaet har bestemt ikke mangel på succes, sidste år udgav de Tim Burtons Alice in Wonderland som endte med at tjene over en milliard dollars verdenen over, på trods af at den ikke var synderligt god. Indkøbene af Pixar, Marvel og distributions-rettighederne til Studio Gibli film har tjent og vil forsætte med at tjene styrtende med penge for dem i fremtiden, men de animerede eventyr som Disney gjorde til et varemærke gennem årene har ikke været til at finde de sidste mange år. Man skal dykke dybt ned i historiebøgerne for at finde Disney-klassikere som Bambi, Peter Pan, The Little Mermaid, Beauty and the Beast, The Lion King og Aladdin. Sidste år fik man et lille glimt med The Princess and the Frog og med Tangled, ser Disney nu ud til at være på vej tilbage på rette spor.
Tangled er, som en fortælling af brødrene Grimms eventyr Rapunzel, på familiært territorium for Disney. Kendte eventyr har været en guldgrubbe for dem, de har skabt mange af deres mest elskede klassikere og det virker også her. Det er en god og simpel historie som giver skaberne rig mulighed for at lege rundt og have det sjovt. De tager publikum med på et underholdende eventyr fyldt med action, romantik, humor og et galleri af gode karakterer. Kemien mellem Rapunzel og Flynn Rider er charmerende og legesyg, den onde stedmor Gothel er en skurk i klassisk Disney stil og så er de sjove dyr for alvor tilbage. Den lille kamæleon Pascal og den ihærdige hest Maximus der jagter vores to hovedpersoner, er yderst morsomme og udtryksfulde, helt uden at de behøver at tale. Filmens stemmer fungerer dog alle glimrende. Mandy Moore ligger stemme til Rapunzel med al den sødme og nysgerrighed der skal til. Zachary Levi (fra tv-serien Chuck) ligger en djævelsk karisma i tyven Flynn og Donna Murphy imiterer Cher i bedste stil som den onde stedmor. I mindre roller har vi også gode præstationer fra Ron Perlman, M. C. Gainey, Jeffrey Tambor, Brad Garrett og Mr. Jaws himself Richard Kiel.
En af filmens største forcer er den visuelle side. En stor del af æren for den ligger hos Glen Keane, der gennem tiderne har været en af de største animatorer hos Disney. Han havde en stor finger med spillet dengang Disney leverede kvalitets tegnefilm år efter år. Han har blandt andet stået for animationen af Ariel i The Little Mermaid, Uhyret i Beauty and the Beast, Aladdin i Aladdin og Tarzan i Tarzan. Han har altid haft en meget flydende og levende tegnestil. I Tangled er han animation director og det kan ses. Hver enkelt bevægelse er fyldt til randen med liv, karakter og elegance. Et fremragende eksempel på dette er hesten Maximus, som er sjov alene ved hjælp af bevægelser. Glen Keane har også været med til skabe stilen der som han siger, skulle ligne et levende maleri, en idé der er flot udført. Det ser måske en anelse simpelt ud på billeder, men det er en fryd for øjet når det er i bevægelse.
Det er dog ikke alt sammen fryd og gammen. Lige som så mange andre Disney film så mangler der stadig en smule bid i både humor og historie. Et andet problem er de påkrævede sange. Det er skam ikke fordi at sangene er dårlige, for det er de bestemt ikke og Mandy Moore kan sagtens synge, men de passer bare ikke ind i tiden længere. De virker tvungne, sat ind alene fordi sådan er Disney film historisk set lavet og så man kan sælge et soundtrack til de små piger. En lille ting der også irriterede mig, var Rapunzels hår. Det er et ret vigtigt element i filmen, men det er afbilledet ganske ujævnt. Nogle gange er det uendeligt langt, andre gange er det ikke. Det er en næsten ligegyldig detalje som de kunne have fikset ved bare at lade håret forsætte ud af billedet i hver enkel frame. Men alt i alt er disse småproblemer ikke nok til at ødelægge en ellers underholdende oplevelse. Som en sidste note, så 3D’en i filmen ganske udmærket, i det at den ikke irriterede mig og det siger vel egentlig mere om konceptet af 3D end det gør om effekten.
Med Tangled har Disney endelig fået noget af deres fortids glimmer tilbage og det er en film for prinsessen i os alle… vent, det sagde jeg ikke. Jeg har jo et koldt og kynisk hjerte, med masser af sort blod løbende igennem og kan kun lide onde og dystre ting.
Se også: The Princess and the Frog
Film Review: Prince of Persia: The Sands of Time
Instrueret af Mike Newell
Skrevet af Boaz Yakin, Doug Miro og Carlo Bernard over Jordan Mechners historie
Med Jake Gyllenhaal, Gemma Arterton, Ben Kingsley, Alfred Molina, Steve Toussaint, Toby Kebbell, Richard Croyle og Reece Ritchie
2010 116 min. US Action / Eventyr
Film og computerspil har haft et slemt had-kærligheds-forhold de sidste mange år. Spil forsøger mere og mere, at være lige som film og filmverdenens dominerende mission om, at undgå originale idéer og i stedet filmatisere alt hvad publikum i forvejen kender navnet på, har fået dem til at skovle hobetal af spiladaptioner ud til den almene filmseer. Resultaterne har hovedsagligt været tænderskærende elendige, med film som Super Mario Bros, Hitman, Doom, Max Payne, Street Fighter, Wing Commander og mange flere. GaGa The Movies’ elskede spild af eksistens, Uwe Boll, har gjort det til en karriere at ødelægge alverdens spil og har givet os afskyeligheder som Alone in the Dark, BloodRayne, House of the Dead, In the Name of the King: A Dungeon Siege Tale, Far Cry og Postal. Der er dog nogle få undtagelser. Christophe Gans og Roger Averys version af Silent Hill var ganske udmærket og man kan, hvis tvunget, kalde Tomb Raider, Mortal Kombat og den første Resident Evil for acceptable. Tiden er nu kommet til den klassiske spilserie Prince of Persia, men kan en Jerry Bruckheimer produceret version med Jake Gyllenhaal i hovedrollen, bryde igennem på det store lærred hvor så mange andre fejlede?
Til min store overraskelse, er det faktisk lykkedes for Mike Newell og Jerry Bruckheimer, at skabe en tro, flot og rigtig underholdende filmatisering. Filmen står, uden problemer, som potentiel arving til tronen som bedste spilfilm. Det er der flere grunde til, men den vigtigste af dem alle er at, det ikke føles som en spilfilm. Prince of Persia er, først og fremmest, et flot eventyr med en munter humor og legesyg action. Skaberen af den originale spilserie, Jordan Mechner, har da også været involveret hele vejen og skrev historien til filmen.
Hovedrollen er ligeledes en enormt vigtig faktor i filmens succes og i mod alle forventninger, passer Jake Gyllenhaal fint ind i rollen. Han besidder den ubesværede og rebelske karisma, der nærmest er påkrævet i en film som denne. Han bærer det dog ikke alene, Gemma Arterton, i rollen som den smukke og forkælede prinsesse, er også god. Kemien og dialogen mellem de to, er både sjov og charmerende. De fungerer glimrende som filmens centrum. Udenom dem, er rollelisten fyldt med solide præstationer. Ben Kingsley passer godt ind i denne type film og Alfred Molina får mange grin ud af hans materiale, men også de to forholdsvis ukendte skuespillere, Toby Kebbell og Richard Coyle, som de to brødre klarer sig habilt.
Filmen er dog ikke uden problemer. Computereffekterne er generelt ok, men visse steder kammer det over. Pacingen er lettere ujævn og får til tider filmen til at føles langtrukken og så må Hollywood snart lære at bruge parkour ordentligt. Det er ikke idéen i at folk hopper fra hus til hus der er interessant, men derimod at se dem gøre det, så det virker ikke hvis man klipper fire gange i hvert spring. Bare se på den franske Banlieue 13, det er sådan det skal gøres.
Prince of Persia: The Sands of Time var en behagelig overraskelse. En underholdende eventyrsfilm og for en gangs skyld, en spilfilmatisering man ikke behøver at frygte.
Se også: Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl
7/10 (5)
Film Review: Ved Verdens Ende
Instrueret af Tomas Villum Jensen
Skrevet af Anders Thomas Jensen
Med Nikolaj Lie Kaas, Birgitte Hjort Sørensen, Nikolaj Coster-Waldau, Nicolas Bro, Birthe Neumann, Ulf Pilgaard, Peter Schrøder, Steven Berkoff og Søren Pilmark
2009 107 min. Danmark Action/Komedie/Eventyr
“Årets Største Sokker-i-Sandal Action Brag"
Tilbage i 1999 fik den danske filmindustri en lettere renæssance med Lasse Spang Olsens I Kina Spiser De Hunde. En film der gav de almindelige danske film et ordentligt spark i røven og har siden nærmest stået som skabelon for hvad en dansk action-film skal være. Blandingen af fandenivoldsk action og den meget danske form for humor har givet os film som Blinkende Lygter, Adams Æbler og Gamle Mænd i Nye Biler men er samtidig også skyld i film som Sprængfarlig Bombe, Ambulancen og Den Sorte Madonna. I Kina Spiser De Hunde forudsagede i ledtog med Dogme-filmene at danskerne igen strømmede i biografen og at der efterfølgende skete en eksplosion i antallet af danske film, fra en lille håndfuld om året til op imod en 30-40 stykker, men der er meget langt i mellem guldkornene. Det virker som om at enhver idé, kvaliteten er underordnet, får smidt penge i nakken.
Dengang i 99 var også omkring det tidspunkt hvor man for alvor fik øjnene op for Nikolaj Lie Kaas. Manden er jo en god skuespiller tænkte mange inklusiv mig selv og det er han skam også, problemet er bare at i de følgende ti år har han medvirket i et hav af film og det har med ganske få undtagelser været det samme rolle hver gang. Det er overeksponering, gennemført ensformigt og jeg er simpelthen blevet dødtræt af den mand (¤ det hjælper heller ikke at han laver alle de elendige Punkt 1 reklamer). Han er nutidens Poul Reichhardt og det er bestemt ikke ment på en god måde.
Ved Verdens Ende er solgt som et dansk svar på den klassiske eventyrsgenre, den ville enormt gerne være en danebro-version af eksempelvis Indiana Jones, men hvis dette er hvad der klassificeres som et eventyr i Danmark så kan jeg ikke forstå den sidste halvdel af ordet eventyrlyst. Filmen bliver aldrig underholdende, historien er papirtynd, “actionscenerne” er tamme, karaktererne er intetsigende og humoren består mest af at Nikolaj Coster-Waldau skyder en masse folk uden nogen speciel grund.
Ha Ha det er sjovt, hva?
Se i stedet: Indiana Jones eller stort set alle andre eventyrfilm
3/10 (5)
Film Review: Where the Wild Things Are
Instrueret af Spike Jonze og skrevet af Spike Jonze og Dave Eggers
Med Max Records, Catherine Keener, James Gandolfini, Mark Ruffalo, Paul Dano, Catherine O’Hara, Forest Whitaker, Chris Cooper og Lauren Ambrose
I skarp kontrast til den sidste film jeg anmeldte, Shorts, så er Where the Wild Things Are en børnefilm der ikke er for børn.
Spike Jonzes filmatisering af Maurice Sendaks bog er en melankolsk fortælling om en dreng der løber hjemmefra og bliver konge for en flok store behårede væsner.
Det er et atypisk og kraftfuldt eventyr af den gamle skole fra dengang en børnefilm godt kunne have kant og noget at sige, langt fra nutidens disney goody goody two shoes intetsigende pladder.
Det er en af grundene til at jeg undrer mig lidt over at før filmen udkom, forlød det at den var for hård og kold og at Spike Jonze skulle klippe den om, hvis dette er den omklippede version så må den originale godt nok være ond.
Filmen er suverænt filmet, blandingen af praktiske og computergenererede effekter fungerede perfekt og både skuespillet og stemmerne er intet mindre end en fryd.
Jeg vil opfordre alle, der savner et eventyr der har lidt mere at byde på, til at opdrive denne film med det samme men på ligefod minde om at det er langt fra et sikkert hit hos alle barnlige sjæle.
Se også: Bridge to Terabithia
8/10 (8)
