600th Post: This is What I Do
I anledning af opslag nummer 600, syntes jeg at tidspunktet er lige så godt som noget andet, at trykke min beskivelse og defination af karaktersystemet endnu engang. Jeg har opdaget og pyntet lidt på det, men idéen er den samme.
Det bliver hurtigt tydeligt, når man færdes rundt på nettet, at der tilsyneladende er mange der ikke forstår en simpel 10-skala.
Dette ses især hos diverse spilanmeldere og gamere, hvor alt under et syvtal betragtes som dårligt, hvilket på effektiv vis ødelægger skalaen og gør den direkte ubrugelig.
Situationen forværres yderligere af den overdrevne brug af sider som Metacritic og Rotten Tomatoes, der viser et tal baseret på en tvangssammenlægning af karakterene uden, at der bliver taget højde for selve anmeldelsen eller anmelderen.
Der er mange der ikke ved hvad de taler om og/eller har forudbestemte holdninger til ting, hvilket man kan se på f.eks. IMDB hvor folk kan stemme uden at have set en film eller giver en film bundkarakter alene på grund af at den måske er instrueret af Uwe Boll. Jeg vil hurtigt tilføje at jeg påstår ikke, at jeg har ret men jeg påstår derimod, at der er mange der tager fejl.
Så her er karakterskalaen og hvordan den skal bruges.
[Mesterværk]
Det tætteste man kommer det fuldendte indenfor en given genre
[Superb]
Et suverænt produkt der effektivt skiller sig ud fra mængden
[Fantastisk]
Et fremragende stykke arbejde måske med små mindre fejl
[God]
Velfungerende og habilt, men heller ikke meget mere
[OK]
Et acceptabelt forsøg
[Middelmådig]
Hverken godt eller dårligt, mere ligegyldigt
[Under Middel]
Mangelfuld og/eller lettere ubrugelig
[Skuffende]
Eksisterende gode idéer uden evne til at bruge dem
[Dårlig]
Makværk med meget få lyspunkter
[Elendig]
En total mangel på talent, intelligens og vision
[Spild af Eksistens]
En skamplet på menneskeligheden som helhed
Der er mange der ser titallet som et “Perfect 10” eller ikke bruger det da der kunne jo komme noget bedre i fremtiden, hvilket resulterer i at det ikke længere er en tiskala hvis topkarakteren er uopnåelig.
Dette gør 9-tallet til den egentlige topkarakter og hvor længe går der så før den bliver lige så uopnåelig?
Desuden er der intet der er perfekt så den tankegang er ligeledes dødsdømt på forhånd.
Et produkt skal også have en individuel bedømmelse, anmeldes for hvad det er og bør ikke sammenlignes med alt andet.
Det jeg mener med det er, at f.eks. en actionfilm skal bedømmes som en actionfilm og skal ikke sammenlignes med noget der er usammenlignligt.
Man kan ikke uden forbehold sige at et tital er det samme som et andet tital.
At en film som District 9 eller Evil Dead II: Dead by Dawn får 10 betyder det ikke nødvendigvis, at de er lige så god som eksempelvis Pulp Fiction eller Citizen Kane, det betyder bare at det er et mesterværk indenfor den givne genre.
Der er sikkert også nogen der vil argumentere for at en tiskala ikke indeholder et 0, at den går fra 1-10, men det er min fulde overbevisning at der eksisterer ting der er så elendige at de ikke fortjener ét eneste point som de teoretisk allerede ville have hvis skalaen startede på 1.
Desuden mener jeg også at midterkarakteren er vigtig da der også er ting der hverken er gode eller dårlige, så ligegyldige og middelmådige, at de hører hjemme lige i midten af spekteret.
Tiskalaen er også et af de få karaktersystemer der virker brugbare for mig, da mange de andre er enten for løse eller ikke giver nogen mening.
De danske skolers karaktersystemer (12 og 13) har huller og manglende tal.
4 og 5 stjerne-systemet giver mig for lidt at arbejde med (6 stjerner kan måske lige gå).
Procent- (op til 100%) og kommasystemerne (5 eller 10-skala med decimaler) er alt for løse, hvad gør eksempelvis en ting til en 83’er i stedet for en 84’er?
Til sidst vil jeg sige, at det er ikke karakteren som er det vigtige, men derimod anmeldelsen.
(¤ Hvad f***** i h****** har jeg så skrevet denne lange forklaring for?)
The Good, The Bad & The Broken of April
THE GOOD
DOWNLOADABLE GAMES
Der er ikke udkommet ret mange gode spil på skiver i den sidste måneds tid, men det gør ikke noget når der er flere perler at finde på Microsoft og Sonys netbutikker. Spil som RedLynxs vanedanende Trials Evolution, Phil Fishs geniale platformer Fez, Ubisofts interessante overlevelses-spil I am Alive og Telltales medrivende The Walking Dead, holder en gamer glad i en ellers meget sløv tid.
ZOO
Nej, ikke det danske musikblad, men jeg har ikke været i Zoo siden dengang, hvor Zoo rent faktisk var et musikblad. Det var super hyggeligt med godt selskab, fint vejr og en masse dejlige dyr. Bengal Tiger FTW!
GINA CARANO IN FAST SIX
Efter at jeg var vidne til MMA-fighteren Gina Caranos imponerende filmdebut i Steven Soderberghs Haywire, ville jeg straks se hende i flere actionfilm. Det ser ud til at mit ønske bliver mødt, fordi nu forlyder det at Carano slutter sig til Dwayne “The Rock” Johnson og Vin Diesel i Fast Six, så nu mangler vi bare lige at få fyret pretty boy Paul Walker.
THE BAD
INTERNET COMMENTS
Det kan man skrive hver måned, men det har bare været slemt på det seneste. Folk er idioter og skriver ufatteligt dumme ting, bare fordi de kan være anonyme og får lov. Hvis man begynder at verbalt overfalde en anmelder, bare fordi hun er kvinde og har en anden holdning om en film som man endnu ikke har set, så skal man ikke have lov til at bruge internettet. Jeg ved godt, at jeg bare kan lade være med at læse disse kommentarer, men jeg ville hellere have et filter som sorterede den idioti fra, så jeg behøvede at blive mindet om at den slags folk eksisterer.
DANSK FILM
Endnu en ting som jeg kunne skrive hver måned, men jeg har bare set nogle ret elendige danske film for nylig og den ene danske film som jeg gerne vil se, ID:A, udkommer ikke på Blu-Ray. Hvad fanden er det for noget?! Hvad med at følge med tiderne, dansk filmindustri.
DREAMS
Jeg elsker drømme, fordi de kan være lige så crazy og kreative som de har lyst til. De er ikke låst af virkelighedens rammer. Men at vågne fra en realistisk og lykkelig drøm, bare for at finde ud af at virkeligheden er lige så deprimerende som den plejer at være, er som et regulært spark i kuglerne. Måske er det fordi at jeg husker størstedelen af hvad jeg drømmer, hvilket nok ikke er normalt, men et spark i kuglerne er et spark i kuglerne.
THE BROKEN
DEEP BLACK [XBLA] (CHECKPOINTS)
Deep Black: Episode 1 er en ganske tilforladelig 3rd person sci-fi shooter, lavet af et lille studie uden et stort budget, men spillets checkpoints er horrible. Hvis man gang på gang skal spille de samme 20-30 minutters gameplay og filmsekvenser igennem, så holder jeg hurtigt op med at forsvare jeres lortespil.
The Good, The Bad & The Broken of March
Her er et kort sammendrag af de gode og dårlige ting som skete i min verden i marts.
THE GOOD
TWEETBOT (iOS)
Jeg er blevet enormt glad for TweetBot og det er efter min mening, den bedste Twitter client i iPhone/iPad. Lækkert design, god funktionalitet og hvis du bruger Twitter meget på iOS, så er det et must have.
JOURNEY (PSN)
Jeg var pænt imponeret over thatgamecompanys Journey (som man kunne læse i min anmeldelse). Det er en af de smukkeste og mest bevægende spiloplevelser, jeg har haft og hvis man har en Playstation 3, så kan jeg ikke anbefale det nok.
IDLE THUMBS
Efter en succesfuld Kickstarter tour, så er Idle Thumbs podcast nu på vej tilbage og hvis man kunne se mig nu, så hopper jeg ellevild rundt i stuen af glæde.
THE BAD
REKLAMER I SPIL
Det er fint hvis dit iPhone spil er gratis, men hvis det betyder at der er reklamer over det hele, så vil jeg sgu hellere betale for det. Jeg hader reklamer generelt, men det er kun værre i spil.
SKUFFENDE FILM
Overordnet set, skuffede de fleste af de film som jeg så i marts, heldigvis kunne jeg da glæde mig over The Grey.
FORÅRSHUMØRET
Jeg er sgu ikke rigtig fundet forårshumøret endnu, men på den anden side, så virker det heller ikke som om at vejret kan finde ud af det.
THE BROKEN
MIN HUND ÅD MIN ANMELDELSE
I fredags besluttede min computer at smide min anmeldelse af Journey væk. Jeg ved ikke hvad der skete og jeg har nok selv været skyld i det, men under alle omstændigheder skulle jeg skrive den igen. Heldigvis er jeg ret glad for hvad der blev skrevet, så det eneste der blev spildt var tid.
GaGa Says… Other People Do Stuff Too!
Sidste år skrev jeg om Alex Navarros skræmmende idé om at fylde en hel måned med film fra bunden af Hollywoods rangliste, der var film fra The Asylum, film med Michael Madsen og alt muligt andet skrammel. Nu har han fået en endnu bedre/værre idé, i det at han har døbt 2012, Year of the Cage. 52 uger med den fremragende/elendige og sindssyge/kedelige skuespiller Nicolas Cage, mindst én film om ugen. Med mit had/kærligheds forhold til hr. Cage, ville jeg ønske at jeg kunne gøre det samme, men min tålmodighed tillader ikke gensyn med flere af mandens elendige film, så jeg overlader det til Alex. Han er allerede startet, med Valley Girl og Fast Times at Ridgemont High, så jeg syntes at man skal hoppe over til screened.com for at følge galskaben.
GaGa Says… Riddle Me This!
Min filminteresse er bestemt ikke noget, som jeg har arvet fra mine forældre. Filmverdenen i GaGa The Movies barndom bestod af at jeg sad på gulvet, mens min far dragede alt for stor nydelse ved at se Chuck Norris slå en masse mennesker ihjel eller min mor faldt i søvn til Danielle Steel film. Dog har jeg set nogle film da jeg var lille, men min hukommelse er ikke min styrke. De sidste 20 års tid, har jeg gået rundt med brudstykker af film i hovedet, uden at vide hvad de er fra og det er her hvor jeg håber, at jeg kan få lidt hjælp fra jer læsere.
Alle 3 film, som jeg nævner om lidt, kan jeg kun huske en scene fra og det irriterer mig grænseløst. Billederne er selvsagt ikke fra de rigtige film og fungerer mest som pynt.
Film nummer 1: En ung mand kommer i problemer med sin klan af samuraier, ninjaer eller hvad de nu end er. Han får at vide, at han kun kan være med i klanen, hvis han hugger sine tommelfingre af. Han tager promte et sværd og i en hurtig bevægelse, snurrer han sværdet rundt og tommelfingrene falder til jorden. Mere kan jeg ikke huske…
Film nummer 2: En ung mand bliver ført ind i et bur med en gorilla og bliver på voldsom vis tævet ihjel. Det er dog ikke så simpelt som det, i følge min hukommelse, så er den unge mand søn af gorillaen eller noget crazy i den stil. Resten af filmen er glemt…
Film nummer 3: En mand ligger i en seng, med dynen helt oppe omkring halsen. En anden person kommer hen, river dynen væk og manden har skræmmende nok en fårekrop. Det er alt hvad jeg kan huske fra den film…
Det er ikke meget information at gå efter, men jeg håber alligevel at der er en derude, der tilfældigvis ved hvad jeg snakker om og kan give mig den ro i sjælen, som jeg har ledt efter i knap 20 år.
GaGa Says…Other People Do Stuff Too
Vigitg information til alle der, lige som jeg, sætter pris på en god tegnefilm.
En god ven af siden, Martin Houlind, har efter et venligt lille skub, startet en podcast fokuseret på alverdens tegnefilm. Den hedder “Så er der tegnefilm” og det første afsnit handler om Disney klassikeren Bambi. Det er yderst velproduceret og Martin ved både hvad han snakker om og formår at videregive den information på en interessant måde.
Jeg vil anbefale at alle tager et smut over til “Så er der tegnefilms” hjemmeside og giver Martin en varm velkomst. Samtidig kunne det også give inspiration til at se nogle af de fantastiske tegnefilm som findes derude.
GaGa Loves: Opening Credits
Jeg bliver ofte kaldet en sur, gammel mand der ikke laver andet end at brokke sig over alt og alle. Det er muligvis sandt, at sandsynligheden for at jeg brokker mig over et eller andet, er omtrent lige så stor som at jeg trækker vejret. Dette betyder dog ikke at der ikke eksisterer ting i denne verden som jeg elsker og derfor starter jeg denne serie af små artikler som beskriver nogle af alle de positive ting der findes. I den forbindelse er det kun passende at starte med filmenes opening credits.
En titelsekvens er kunstart i sig selv. En god titelsekvens kan kickstarte en filmoplevelse. Jeg kan huske da jeg sad i biografen og spændt ventede på at jeg skulle se Zombieland. På det tidspunkt vidste jeg ikke meget om filmen og den kunne sagtens vise sig som endnu en ligegyldig zombiefilm. Mørket sænkede sig over salen og filmrullen begyndte at køre. Allerede ved det første klokkeslag i Metallicas For Whom the Bell Tolls til billederne af et zombieudbrud i super slowmotion, var jeg hooked og det var tydeligt at filmens tone ville falde i god jord. Jeg har tilføjet titelsekvensen herunder.
httpvh://www.youtube.com/watch?v=sJA3Sj4pfEA
Bare for at nævne en lille håndfuld titelsekvenser som har brændt sig ind i min hukommelse, så er en af de første jeg kommer i tanke om, David Finchers Panic Room. Den stilede og flotte titelsekvens har nærmest skabt en ny skole og er siden blevet kopieret et utal af gange eksempelvis i tv-serien Fringe. Den ligeledes David Fincher instruerede Seven, slår fra start filmens tone fast med en stemningsfyldt titelsekvens. Steven Spielbergs Catch Me if You Can var en tribute til de klassiske titelsekvenser fra 40erne og 50erne, på samme måde som sidste års Buried fører tankerne tilbage til titelsekvenserne i Alfred Hitchcocks film. Når vi nu alligevel er gået et godt stykke tilbage i tiden, så er der få titelsekvenser som jeg elsker mere end den man ser i Sergio Leones The Good, The Bad and The Ugly.
Dette var jo selvfølgelig blot et lille antal eksempler, men hvis man har lyst til at se mere, så kan jeg kun anbefale Art of the Titel, en hjemmeside dedikeret til fantastiske titelsekvenser. Jeg vender tilbage når jeg har fundet flere ting at elske.
GaGa Says…I Take It Back!
Her på gagathemovies.com er man ikke bange for at anerkende hvis man tager fejl og derefter gøre hvad der kræves for at råde bod på det.
Efter hed debat med en håndfuld venner af siden, er det blevet tydeligt for mig at det var en fejl at inkludere Gran Turismo 5 og Final Fantasy XIII i bedste Playstation 3 spil kategorien, fordi at jeg for det første ikke har spillet spillene nok og for det andet, fordi Final Fantasy XIII ikke længere er en Sony eksklusiv titel. Derfor bliver de nu slettet fra artiklen og jeg beklager postyret.
GaGa Says…It’s X-Mas, Yo! 2
(¤ Jeg undskylder lynhurtigt at jeg har brudt mit løfte fra sidste år og lover fra nu af at udtrykket “It’s X-Mas, Yo!” højst sandsynligt aldrig vil blive nævnt på siden igen… under alle omstændigheder ikke før næste jul.)
Julefrokosten
Instrueret af Rasmus Heide
Skrevet af Thomas Glud og Rasmus Heide
Med Thomas Voss, Julie Ølgaard, Mick Øgendahl, Dick Kaysø, Anders W. Berthelsen, Søren Malling, Kim Bodnia, Thure Lindhardt, Martin Brygman, Anne-Grethe Bjarup Riis, Kurt Ravn, Ghita Nørby, Helena Christensen, Baard Owe og Camille Rommedahl
2009 Danmark 86 min Komedie
Den evigt tilbagevendende tradition med den årlige julefilm, byder på nogle af de hårdeste timer at komme igennem på et år, historisk set er 9 ud af 10 film ganske rædselsfulde og dette års udvalgte film er ingen undtagelse. Den danske film, Julefrokosten, er simpelthen nok til at dræbe selv den gladeste nisses julehumør.
Instruktøren og manuskriptforfatteren Rasmus Heides forrige film, Blå Mænd, var i sig selv en tænderskærende oplevelse og Julefrokosten fortsætter bare hvor den slap, med deprimerende humorforladte jokes, tarveligt skuespil og masser af idioti fra den stupide nar Mick Øgendahl. Det virker faktisk som om at det sagtens kunne være den samme film, bare iscenesat i juletiden og med bedre skuespillere spildt. Der er bare ikke noget af det der er sjovt, en ellers ret vigtig ingrediens i en komedie.
Det er en skam af forholdsvis respektable danske skuespillere som Kim Bodnia, Anders W. Berthelsen, Kurt Ravn, Martin Brygmann og Thure Lindhardt skal trækkes med igennem sølet af dette pinlige makværk og så endda her i den glade juletid. Så spis nogle pebernødder, hyg dig med din familie eller se en af de få gode julefilm der dog stadig er derude.
Se i stedet: Evt. den danske film jeg anmeldte i går, Frygtelig Lykkelig eller Bad Santa, hvis det skal være jul.
2/10 (3)
