Game Review: The Walking Dead: Episode 1
Telltale Games har de sidste mange år været kendt som kongerne af de moderne adventure-games. De har med Monkey Island, Sam & Max, Wallace and Gromit og Back to the Future bevist at de altid leverer spil af høj kvalitet og med masser af humor. Jeg har dog længe følt, at tiden er løbet lidt fra denne type af klassisk gameplay, ellers er det måske bare mig som ikke har tålmodighed til den slags længere. Dette står dog til at ændre sig med Telltales nyeste serie, The Walking Dead.
Telltale Games har med stor succes påtaget sig den populære zombie-serie, kendt fra Robert Kirkmans tegneserie og den fremragende tv-serie som Frank Darabont startede på den amerikanske tv-kanal AMC. I The Walking Dead: Episode 1, som bærer titlen “A New Day”, kombinerer de deres velkendte gammeldags adventure games stil med mere moderne direkte kontrol ala Heavy Rain og et dialog-system som smager lidt af spil som Alpha Protocol og Mass Effect. Det virker måske som en lille ændring, men giver en større indlevelse i begivenhederne og det fungerer fremragende.
Historien og karaktererne er i fokus, med flere svære beslutninger som kan føre til dramatiske ændringer i éns desperate flugt fra de vandrende døde, men det betyder ikke at man bare kan snakke sig igennem dommedagen, du får skam brug for både hurtige reflekser og snarrådighed for at komme igennem strabadserne. Production values er helt i top, med en lækker tegneserie-agtig stil og suverænt stemmeskuespil. Det er holdt i tegneserie-stilen, fordi spillet læner sig mest op af tegneserien, men det betyder ikke at fans af tv-serien behøver at føle sig snydt, da det er en fantastisk udvidelse af universet.
Serien udkommer i episoder til ca. 30 kroner stykket, hvilket er mindre end lejeprisen på en film og med minimum 2-3 timers intelligent historie og intens zombiehorror, er det bestemt prisen værd. Der kommer i alt 6 episoder og de står til at komme med en måneds mellemrum.
Mini Review: Binary Domain
Man skal passe på, at man ikke kommer til, at dømme en bog alene på sit omslag, fordi på overfladen er Binary Domain bare endnu en af de mange ligegyldige og middelmådige asiatiske kloner af Gears of War, men under det er der faktisk et ret specielt spil gemt. Binary Domain er en forholdsvis standart cover-baseret third person shooter, som føles og styrer næsten identisk som Gears of War, men der er lagt langt større vægt på historien og éns forhold til de forskellige karakterer.
Segas RPG-hold, som tidligere har lavet den populære Yakuza-serie, har lagt fokus på at historien er velfortalt, at man kan på begivenhedernes forløb og at det er vigtigt hvordan man opfører sig overfor sine holdkammerater. Hvis man behandler ens squad godt og imponerer dem, så er de mere tilbøjelige til at hjælpe én på slagmarken, men hvis man behandler dem dårligt og lader dem i stikken, så er der stor sandsynlighed for at de vender den anden kind til, mens du bliver majet ned af en horde af robotter. Det er en interessant gameplay-mechanic og sammen med de lette opgrade elementer giver det spillet en semi-unik følelse, men det er bare synd, at alt lige fra titlen og coveret til artdesignet i spillet virker så fandens generisk. Det er en skam, for med lidt mere tid og arbejde, kunne Binary Domain have været et fantastisk spil.
Game Review: Journey
Typisk tænder man spillemaskinen, griber en kontroller, smider sig i sofaen og forventer at blive underholdt. Det er sjovt at udradere halvdelen af en nations befolkning i Call of Duty, rollespille som en mægtig troldmand i Skyrim, score det vindende mål i FiFA eller hoppe på onde svampe i Mario, men spil kan også være meget mere end bare ren underholdning. Dette er ikke et forsøg på at starte diskussionen om hvorvidt computerspil er kunst eller ej fordi, i mit hoved er der slet ikke nogen diskussion. Computerspil er en kunstform på samme fod som film, litteratur og musik. Det er stadig et ungt medie og det bliver hovedsagligt brugt til militære first person shooters og andre drengerøvsfantasier, men det er ikke meget anderledes end at et gammelt medie som film, hovedsagligt bliver brugt til larmende blockbusters eller de tonsvis af intetsigende pop-numre som fylder musikindustrien. Det er sjældent at man finder de store kunstneriske ambitioner i de produkter lavet til det store brede publikum, man må ofte grave lidt dybere for at finde guldkornene og det er også tilfældet i computerspillenes verden. Journey er et ægte kunstværk og det er en af de smukkeste og mest bevægende spiloplevelser, jeg nogensinde har haft.
Jenova Chen og thatgamecompany har udfordret computerspillets rammer lige siden Playstation 3s fødsel. I begyndelsen var det farvestrålende organismer under mikroskopet i flOw, senere var det blomsters fredfyldte svævetur over de frodige enge i flower og nu er det en sjælfuld vandretur gennem det vidtstrakte ørkenlandskab i Journey. Man kan sagtens være kynisk og afskrive Journey som en simpel platformer, men det vil være det samme som at kalde PlayDeads Limbo et simpelt puzzle game og jeg vil samtidig sætte spørgsmålstegn ved, om der er nogen følelse tilbage i den kolde klump, du kalder et hjerte.
Det hele ligger i titlen, Journey er en smuk spirituel rejse, et metafor for livet i sig selv. Ud fra et teknisk synspunkt, kan Journey ikke måle sig med de store dyre titler, men fra et kunstnerisk synspunkt, syntes jeg at det er et af de flotteste spil i denne konsolgeneration. Styringen er en drøm, det er legende let at svæve på vinden og glide gennem ørknens sand. Spillet indeholder også online co-op, men selv det bliver taget til nye højder. Man møder andre mennesker i spillets verden, men der er ingen valgmuligheder, ingen måde at identificere sine medspillere på og ingen traditionel kommunikations mulighed. Dette ordløse samarbejde, med undtagelse af karaktererne små lyde, giver et helt specielt bånd mellem spillerne. Jeg fulgtes, gennem hele spillet, med en person som jeg aldrig havde mødt eller snakket med før. I fællesskab løste vi spillets gåder, kæmpede igennem de forskellige prøvelser og trådte samlet ind slutningens lys. Det følte som om et venskab var født og rejsens ende blev uendeligt mere rørende af den grund. Det er en følelse, man sjældent finder i et spil eller i noget andet medie, for den sags skyld.
Journey er ikke et langt spil, det kan gennemføres på 2-3 timer, men det er nogle af de mest uvurderlige timer i mands minde. Spillet koster omtrent de samme som en biografbillet og jeg kan garantere, at det bliver næsten umuligt at finde ligeledes tilfredsstillende timer i biografmørket. Derudover giver prisen mulighed for, at man kan tage på denne fantastiske rejse, hver eneste gang at livet mangler en smule glæde, hvilket i sandhed er noget som er svært at sætte et beløb på.
Game Review: SSX
”Hang back and enjoy the ride!”
Det er nogenlunde hvad jeg ville sige, hvis jeg i en sætning skulle anbefale det nye snowboard-spil, SSX til nogen. Der er ikke noget nyskabende over den idé, der ligger til grund for spillet, men det er vildt underholdende og man kan næsten ikke lægge det fra sig før man har klaret de 9 ”Deadly Descents” ned af de forskellige bjerge, lige fra en tur ned af Mount Slaughter i Antarktis til de store sten på vejen ned af Mont Blanc i Alperne.
Selve spillet er inddelt i 3 dele:
World Tour, der indeholder de førnævnte Deadly Descents, som er overstået inden for omkring 3 timer, hvis man er rimelig inde i denne slags spil. Målet er at man som forskellige medlemmer af Team SSX, skal klare de 9 bjerge, og modstanderen er et tidligere medlem af holdet, Griff. Historien er ikke noget at prale af, og de indlagte tegneserier i løbet af Tour’en var personligt mere en ”kom nu videre”-fornemmelse for mig, da jeg egentlig ikke synes historien er det primære ved spillet, det er for mig udelukkende gameplay det handler om, og om hvorvidt jeg er underholdt.
Anden del er Explore, hvor man kan tage alle de gennemførte baner/pister igen, enten i Race, Survive eller Trick-mode. Det er lavet klassisk med hhv bronze, sølv og guld-mål for hver bane. Det kan være ret svært, jeg har da overhovedet ikke fået guld i særlig mange af de 153(!) forskellige udfordringer og jeg synes det er en god udfordring hver gang. Det kræver nogle gange tålmodighed, men det synes jeg tit er tilfældet i disse ”casual” sports-spil.
Tredje del er Online mode, hvor man kan battle mod andre SSX-spillere fra hele verden, men jeg har desværre ikke fået prøvet det så meget, så jeg føler mig i stand til at bedømme det. Online-elementet er også på sin vis indeholdt i Explore-delen via Geo-tags som man kan placere i banerne, og som så giver SSX-credits (til at købe nye boards, dragter osv. med) i forhold til hvor længe de er på pisten inden en anden spiller samler dem op.
Alt i alt, synes jeg at det er et ret gennemført spil, og fortsætter stilen fra de tidligere spil i serien, men man skal ikke forvente sig meget dybde ift. historie og karakterer, hvilket jeg heller ikke tror folk går efter når de køber spillet. Det der trækker lidt ned for mit vedkommende er længden på World Tour-delen, og den manglende local multiplayer, hvilket efterhånden er blevet en dum standard indenfor industrien. Så til spil-udviklerne: Screw you, I have real friends!
MMXi: The Broken Award
Runners-Up: Sony, Duke Nuke’em Forever, SOPA og Zack Snyder’s Mind
Jeg havde rigeligt at brokke mig over i 2011 og det er ikke bare fordi at jeg er blevet en gammel bitter mand, der skete mange tåbelige ting. Jeg er dog stadig en gammel bitter mand, så get off my lawn!
Playstation Network blev hacket, var nede i flere uger og millioner af brugere havde muligvis mistet deres bankoplysninger, men det sådan set ikke det der var det værste. Sonys håndtering af det hele var forfærdelig, de ignorerede det for længe og da de endelig anerkendte problemet, var de bare ikke gode nok til svare på de urolige brugeres spørgsmål. Jeg har skrevet meget om Duke Nuke’em Forever og hvor ufatteligt dårligt det er, men nu kommer der lige et par ord ekstra. Det er intet mindre end pinligt, det var mere end et årti undervejs og resultatet var et forældet og horribelt spil med noget af det værste humor tænkeligt. Det er ikke blot det dårligste spil, som jeg har spillet i denne generation, det er også et af de dårligste spil nogensinde.
SOPA eller Stop Online Piracy Act er et lovforslag som er blevet fremlagt i USA. Grundidéen er at få stoppet pirater på nettet og det har jeg det fint med, men det er nogle af de ting som kan følge SOPA som jeg har et problem med. Det lukker op for kontrol og censur af internettet og det er der bestemt ingen der kan være tilfreds med. Hvis man får en filmidé som inkluderer frække letpåklædte tøser, gigantisk robotter, samuraier, over-the-top action samt masser af eksplosioner og derefter går ud og laver en kedelig film, så er der noget galt med ens hjerne. Jeg kigger på dig, Zack Snyder!
Jeg ser ikke meget dansk tv og det plejer der at være en rimelig god grund til, men jeg vil da hellere end gerne se flere programmer der omhandler mine interesser. Der har været flere mislykkede forsøg på filmprogrammer og i 2011 forsøgte Zulu med et program om spil. Jeg ville have været lykkelig, hvis det ikke var fordi at Zulu Gamebusters var overfladisk, dumt og helt igennem ubrugeligt. Intet spil fik nok tid, deres information var ofte forkert og vigtig tid blev brugt på en tåbelig dansekonkurrence for semi-kendte folk. Spillet der bliver brugt i konkurrencen er Just Dance 3, et spil som bliver anset som en joke af alle som har den mindste forstand på spil, man kunne i det mindste have brugt Dance Central 2. Desuden er deres fanboy battle, hvor to tilfældige personer kæmper mod hinanden i typisk fanboy maner, noget af det mest latterlige som har fyldt de danske tv-skærme i mange år.
MMXi: Random Knowledge Learned in 2011
Så gik der endnu et filmår og det er blevet tid til en gennemgang, men først her er nogle af de tilfældige ting som jeg lærte i det forgangne år.
Taylor Lautner er ikke den nye actionstjerne #Abduction
Spilfirmaerne er ikke bange for bruge penge på musik og man så flere spil i 2011 med fremragende soundtracks (Bastion, Sword & Sworcery, Skyrim, Portal 2, Deus Ex, Shadows of the Damned, Saints Row osv.)
Dubstep blev lige pludseligt populært, men uden at de fleste af lytterne eller de folk der brugte det, forstod hvad det var.
Amber Heard er tilsyneladende nutidens scream-queen.
En talende bæver var åbentbart nok til at vende mit syn på Mel Gibsons filmkarriere.
Women poops #Bridesmaids
Man kan sagtens finde en McDonalds, kunst og en boreplatform i en verden som befolkes af biler. Det giver jo fint mening. #Cars2
Danskerne kunne godt lave eventyrsfilm, i hvert fald i 2007 #DeFortabteSjælesØ
Hvis Channing Tatum er den sjoveste i din komedie, så burde du holde op med at lave film #Dilemma
Crazy Cage always win #DriveAngry
Prætentiøse filmskabere kan åbentbart magisk gøre alle filmanmeldere blinde #EnterTheVoid #Melancholia
Kirsten Dunst har pæne bryster, men hun er stadig kedelig at se på #Melancholia
ET er en god film.
Dansk filmindustri lever hovedsagligt i skyggen af resten af norden, kvalitetsmæssigt.
Der bliver lavet rigtig mange elendige computeranimerede film og mange af dem er fra Danmark.
Boring Cage never wins #Trespass
Jo dårligere film Adam Sandler laver, jo flere penge tjener han…
The Smurfs var ikke årets dårligste film.
Game of the Year 2011: Best Game
Runners-Up: L.A. Noire, Portal 2, Dead Space 2 og Rayman Origins
2011 var, som sagt tidligere, et fantastisk år for gamere. Når jeg kigger igennem karakter-bogen for det sidste år, så var der to spil som endte med 10 ud af 10, omkring et dusin på 9 og så var der en håndfuld på 8 derunder. Sjældent har der været så mange kvalitetstitler indenfor det samme år. Udover de nominerede, så fik også en værdig efterfølger til Batman: Arkham Asylum, hæsblæsende rally i DiRT 3 og så kom Mortal Kombat tilbage fra de døde med et perfekt reboot af serien. 2011 var også året hvor Duke Nuke’em forsøgte at ødelægge plat humors gode navn, men på falderebet blev det revet op af toilettet af Garcia “fucking” Hotspur og The 3rd Street Saints. Humoren var stadig plat og ofte under bæltestedet i Shadows of the Damned og Saints Row: The Third, men det var udført med talent, timing og det helt rigtige mængde af crazy.
Når man snakker om humor, så er det svært at komme udenom Portal 2. Udover at være noget af det sjoveste indenfor et hvilket som helst medie de sidste mange år, så bød Valves mesterværk også på intelligent gameplay og et fænomenalt soundtrack. Det er ikke noget man ser så tit i spilindustrien og jeg er ovenud lykkelig for at mediet har udviklet sig til noget som kan få spilleren til at tænke. Vi bliver i det intelligente hjørne med den næste nominerede, Rockstar og Team Bondis nyskabende detektiv-thriller L. A. Noire. Team Bondi brugte revolutionerende motioncapture teknologi til at frembringe de mest realistiske ansigtsudtryk nogensinde set i noget spil. Det blev blandet med open world gameplay i typisk Rockstar stil og et tykt lag film noir med det formål at føre det klassiske adventure-spil ind i den moderne spilverden.
Det er svært at opføre sig intelligent, hvis man bliver skræmt fra sans og samling, noget som Dead Space 2 gjorde ofte og effektivt. Vicious Games’ efterfølger til deres succesfulde sci-fi horror serie, øjede action-elementerne betydeligt og det gør sammenligningerne til skiftet fra Alien til Aliens yderst passende, men spillet mister heldigvis ikke sin intense og skræmmende stemning. Der findes ikke ret mange ting som bedre kan få én til at føle sig sikker og glad igen efter en uhyggelig oplevelse end en god gammeldags lys og farve-strålende tegnefilm, hvilket er præcis hvad Rayman Origins byder på, bare i spilbar form. Michel Ancel, det kreative geni bag den originale Rayman-serie og det formidable Beyond Good & Evil, lukker op for en sjældenhed i den moderne grå spilindustri, et regulært slaraffenland af charmerende, sprudlende og billedskøn platformer hygge. Den eneste ting der er galt med dette spil er, at Ubisoft af uforklarlige årsager valgte at udgive det i en tid, hvor folk havde travlt med at købe de mange større, bedre kendte spil og der var desværre ikke mange som skænkede gamle Rayman en tanke.
Der var dog ingen spil der kunne nå Bethesdas episke eventyr, Skyrim, bare så meget som til sokkeholderne. Jeg har aldrig haft den store interesse for The Elder Scrolls-serien og havde derfor ikke forventet, at jeg ville blive fuldstændigt opslugt af dette mesterlige rollespil. Alt fra det forfriskende levelsystem og den overrumplende frihed til de majestætiske drager og de hundredvis af timer fyldt med gode historier, udgør de nøje tilpassede byggesten der samlet bliver til en af de bedste fantasy oplevelser jeg nogensinde har haft. Hvis man vil læse flere pæne ord om Skyrim, kan man give min fulde anmeldelse et kig og det kan vel ikke komme som nogen overraskelse, at spillet fik den ene af årets kun to topkarakterer.
Game of the Year 2011: Best Playstation 3 Game
Runners-Up: Uncharted 3, inFamous 2, Little Big Planet 2 og Resistance 3
Som forventet blev 2011 et rigtig godt spilår for Sony, selv om at det ikke var alle deres store titler som ramte målet, eksempelvis var det nyeste Ratchet & Clank en bunke stinkende co-op møg. Hvad der til gengæld var i mod al forventning, var hvilket spil der i mine øjne endte som årets bedste.
Det var tæt på, at jeg allerede på forhånd havde udnævnt Uncharted 3 til årets Playstation 3 spil, men som jeg beskrev i min anmeldelse, så skuffede spillets enormt låste gameplay mig noget så grusomt. Det var stadig et godt spil og det er endda muligt, hvis jeg havde spillet det efter at patchen havde fikset styringen, at det havde været tættere på titlen. Sucker Punchs inFamous 2 byggede ud på det fremragende grundlag, som lagt af etteren, men bibeholdte den befriende følelse det gav at hoppe uhæmmet ud fra byens højeste bygninger. Det er stadig en af de mest underholdende open world spil (¤ indtil Saints Row: The Third udkom) og man har lykkeligt glemt at konkurrenten Prototype overhovedet eksisterede.
Det er nemt at glemme at Little Big Planet 2 rent faktisk udkom i 2011, det var trods helt tilbage til den 19. januar, men det ville være synd at gå glip af en af de mest fortryllende kreative spil i industrien. Mulighederne var voldsomt udvidet og det var nu muligt at smide Sackboy ind i næste alle slags spiltyper. Ikke nok med det, så er der stadig masser af dygtige folk som ligger tonsvis af timer i spillets level creator og der er derfor millioner af baner at vælge i mellem. Resistance-serien har haft en turbulent levetid, men det tredje spil leverer den bedste oplevelse indtil nu. Det var en rigtig god shooter og alle seriens velkendte skøre våben var tilbage i fuld styrke.
Hvis nogen havde påstået at jeg ville vælge Killzone 3 som årets Playstation 3 spil, så ville jeg nok have lukket personen ind på en sindssygeanstalt, smidt nøglen væk og forladt stedet med et smil på læben. Jeg kunne ikke lide de første spil i serien og havde derfor ikke de store forventninger til dette nye kapitel, men det man fik, var blandt de flotteste, mest udfordrende og velfortalte shootere i et år som var fyldt med den slags. Jeg er lige så overrasket som de fleste, men Killzone 3 var den bedste spiloplevelse jeg havde på Playstation 3 i 2011.
Game of the Year 2011: Best XBox 360 Game
Runners-Up: Child of Eden, Bastion, Insanely Twisted Shadow Planet
Det var allerede tydeligt inden året begyndte, at 2011 stod aldrig til blive at godt år for Xbox. Under alle omstændigheder i mine øjne som gamer, fordi de solgte utroligt godt, men det var et år hvor der var lagt større fokus på tonsvis af Kinect titler og sikringen af DLC til tredjepart titler som Call of Duty, i stedet for eksklusive spil til deres egen platform. Det gør at to af spillene er downloadable titler og der er stadig ikke nok til at fylde de normale fem pladser. Den femte plads kunne have været udfyldt af Forza 4, som jeg er sikker på er et fremragende spil, men jeg kunne ikke få mig selv til at købe det, da jeg stadig spiller 3’eren og så vidt som jeg kan læse mig til, så er det en minimal update.
Bastion har jeg snakket nok om, det vandt jo trods alt Best Downloadable Game, så jeg nøjes med at sige at det er et fantastisk spil. Insanely Twisted Shadow Planet var også et af de spil som kom ud af Microsofts Summer of Arcade, en promotion hvor man altid kan regne med gode spil. Insanely Twisted Shadow Planet blander twinstick shooter og metroidvania genrene med stor succes. Det var en underholdende shooter med interessante puzzles og en flot artstyle. Der var dog et Kinect spil som fangede min interesse, nemlig Child of Eden. Det er Tetsuya Mizuguchis spirituelle efterfølger til det klassiske Playstation 2 spil, Rez (¤det er også lige gået op for mig, at det rent faktisk ikke er et eksklusivt spil, men det virker som det er lavet til Kinect og Microsoft havde ikke meget andet at byde på, så de får lidt hjælp). Det var et orgie af farvestrålende design, vilde bevægelser og pumpende techno-musik.
Gears of War 3 vinder nemt denne kategori, men det betyder på ingen måde at det ikke fortjener det, jeg anser spillet som top 3 blandt alle årets spil. Det er en fantastisk afslutning på trilogien og byder overraskende nok på en god og velfortalt historie som man ikke kan slippe før den er slut. Det er også yderst flot og beviser at der stadig er liv i den gamle Unreal engine. Det vigtigste er dog, at det er et produkt som er finpudset til perfektion. Det “pop ‘n shoot” coverbaserede gameplay som de gjorde populært, har aldrig været bedre og det er en absolut fryd at spille. Derudover får man tonsvis af spilletimer i den udvidet multiplayer, en forbedret Horde-mode og den nye Beast-mode, hvor man tager kontrollen af de forskellige monstre og nu skal jagte de svage mennesker. Det er et fremragende spil og det ene, ud af kun to spil, som fik topkarakter i 2011.
Game of the Year 2011: Best Downloadable Game
Runners-Up: Torchlight, Outland, Renegade Ops og Trine 2
Der er mange gode downloadable spil, kvalitet og værdi bliver ved med at stige og i 2011 kom flere af dem tæt på at stå på lige fod med de spil man køber i butikken.
Det er tæt på at man bare kunne kalde Torchlight (XBLA/PC) en genudgivelse, da det har været tilgængeligt på PC i et godt stykke tid, men jeg spiller ikke computerspil på PC og jeg er bare ovenud lykkelig for at jeg får lov til at spille dette fantastiske RPG. Torchlight er en passende erstatning i manglen på et Diablo-spil på konsollerne. Det har en sød stil, godt gameplay og loot i massevis. Hvis man forstiller sig et ægteskab mellem de japanske bullet-hell shooters og de traditionelle platformers, så ville resultatet være det fremragende Outland (PSN/XBLA). Det var djævelsk udfordrende platformer med en iøjefaldende stil.
At Just Cause 2 bød på kaos, ødelæggelse og masser af eksplosioner, vil ikke overraske de folk som spillede det, men det var en overraskelse at Avalanche Studios tog bygge-klodserne fra det spil og lavede den super underholdende twinstick shooter Renegade Ops (PSN/XBLA). Der var en uhæmmet fryd i at ræse gennem junglen i en pansret jeep, støde ind i et dominerende baghold, hvorefter at man bare peger og griner, trykker på airstrike knappen og destruerer alt i en 100 meters radius. Trine 2 (PSN/XBLA/PC) var, lige som etteren, en blændende smuk platformer med fokus på interessante puzzles. Det var en next-gen Lost Vikings og man ikke ønsker det, så har jeg medlidenhed med dig.
SuperGiant Games gjorde noget helt specielt med Bastion (XBLA/PC/Chrome). Ikke nok med at det var et let tilgængeligt, men velfungerende Action-RPG og det havde følelsesrig og velfortalt historie. Det havde også en absolut sublim artstyle, som mest af alt fik det til at ligne at man spillede et levende maleri. Det der dog gjorde Bastion til en helt unik oplevelse, var den dynamiske fortællerstemmer, som direkte kommenterede alt hvad man lavede. Det er ulig noget som man har set før og det gav en uovertruffen indlevelse i eventyret. Det var en af de bedste spiloplevelser i løbet af året, hvilket gjorde at da jeg havde gennemført det, startede jeg med det samme et nyt spil og det faktum, at man rent faktisk kan spille hele spillet i Googles Chrome browser er intet mindre end mindblowing.
