Games
PSA: The Future World of 2007
Blood Dragon, den store stand-alone og meget useriøse udvidelse af Far Cry 3, er ude nu. Prisen er ca. 120 kroner (99,95 for Playstation Plus) og kan hentes på Xbox, Playstation og PC netop nu.
Far Cry 3, sidste års Game of the Year her på siden, er ikke helt det samme som man husker. Ubisoft har valgt en noget overraskende vinkel på den traditionelle spiludvidelse, her er deres egen beskrivelse af Blood Dragon:
“Far Cry® 3 Blood Dragon is THE Kick-Ass Cyber Shooter taking place on a bizarre open-world island crawling with evil. Welcome to an 80’s VHS vision of the future. The year is 2007 and you are Sargent Rex Power Colt, a Mark IV Cyber Commando who’s fighting against a cyborg army gone rogue. Your mission: get the girl, kill the baddies, and save the world. Experience every cliché of a VHS era vision of a nuclear future, where cyborgs, blood dragons, mutants, and Michael Biehn (Terminator, Aliens, Navy Seals) collide.”
Alle elsker jo 80’erne, alle med undtagelse af mig, men af en eller anden grund har jeg ventet med spænding på denne udvidelse. Det er en splittet sindstilstand og det er fra det udgangspunkt, at jeg forventer at anmelde spillet, så snart at jeg har gennemført det. I mellemtiden har jeg vedhæftet den kitchede live-action trailer til spillet.
httpvh://www.youtube.com/watch?v=dnuJyJBM_J4
Weekend Update: Restarting the Week
Jeg var noget overrasket over den store opmærksomhed som Silver Linings Playbook fik ved årets oscar-show, men efter at jeg har set den, giver det hele mere mening. Filmen er en gribende kærlighedshistorie mellem to lettere forstyrede mennesker, fremragende spillet af Bradley Cooper og Jennifer Lawrence. Deres sindslidelser ligger som filmens kerne og bliver aldrig brugt som en humoristisk gimmick, som det ofte er tilfældet i andre komedie. Det er også forfriskende, at blive mindet om at Robert DeNiro faktisk er en god skuespiller, efter mange år med elendige film fra hans side. Silver Linings Playbook er en stærk og modig film, så længe man forstår at den er ikke den rendyrkede komedie som filmens trailer sælger.
Jeg havde blot et par timer tilbage af Crystal Dynamics’ reboot af deres succesfulde Tomb Raider serie, da et bug i spillet tvang mig til at starte forfra, mere om det senere. Jeg nød de timer at jeg nåede af Lara Crofts nye eventyr og den kommende anmeldelse bliver sandssynligvis også ganske positiv, men der går bare lidt længere tid, nu når jeg var nød til at genstarte spillet. Hvis man i mellemtiden mangler lidt Tomb Raider i ens liv, så har drengene på Dobbelt D’s Definitive DVD Podcast netop lavet et kommentarspor til den første film. Filmen er på ingen måde noget mesterværk, men David og Dennis dykker altid dybt i deres research og bringer masser af interessant information på banen. Kommentarsporet kan findes på deres side og som altid ved disse spor, så er det på engelsk, men hvis man ikke forstår engelsk, så vil jeg blot minde om at vi lever i 2013 og man burde gøre noget ved det.
Af andre ting fra ugens forløb, kan jeg nævne at jeg kæmper selvfølgelig videre i Dark Souls og syntes nu at have forstået de fleste af spillets systemer. Jeg forsøgte også at gense Speed Racer til en Revisit of the Damned artikel, men jeg nåede kun 40 minutter ind før jeg måtte give op og slukke for afspilleren. Jeg prøver nok igen på et andet tidspunkt, men det bliver en hård og pangfarvet kamp.
Retroactivity: “New” Atari 2600 Games
Nye spil bliver smidt i tidsmaskinen og rejser tilbage til en tid, hvor alting var lidt mere simpelt. StarRoivas har givet spil en Atari 2600 makeover og man kan se mange flere på hans DeviantArt profil.
Weekend Update: Easter Eggs
Mange kan nok godt huske dengang hvor det var det nyeste nye, at spille Snake på sin fancy Nokia telefon. Det er lang tid siden, men konceptet lever stadig. Nimblebit, folkene bag Tiny Tower, har taget gameplayet fra Snake og tilføjet et lag 8bit rollespil. Nimble Quest er et hyggeligt lille spil, en god timewaster og så er det ganske gratis på appstoren.
Lige en hurtig Dark Souls update: Det var vel næsten uundgåeligt, men jeg er officielt hooked. Jeg kan åbenbart godt lide at blive straffet gang på gang, muligt at jeg skulle få det undersøgt. Hvis jeg er god nok og gennemfører spillet, så kommer der nok en anmeldelse, men formentlig dør jeg bare, igen og igen… og igen.
Jeg ser ikke meget tv, men så faldt jeg lige over Misfits og var nød til at se mere. Serien kan bedst beskrives som en blanding mellem Attack the Block og Chronicle, en gruppe unge kriminelle får pludselig superkræfter under et tordenvejr og det er så deres kamp med deres evner, deres liv og hinanden. Underholdende tv med humoristisk sans og gode karakterer. Det er også rart at se, at de ikke er bange for at go a little nuts i sæson 2.
Til trods for hvad plakaten måske antyder, så er The Baytown Outlaws ikke en grindhouse film og den prøver faktisk heller ikke rigtig på at være det, i stedet er det en ganske underholdende og lettere over-the-top actionfilm. De tre hovedpersoner er udmærket, men Billy Bob Thornton og Eva Longoria har ikke meget at arbejde med i deres biroller. Filmen har nogle ok visuelle idéer og et par gode actionscener, men debutinstruktøren Barry Battles formår aldrig at kæde det sammen på tilfredsstillende vis.
Rise of the Guardians bliver den seneste forbier i den lange række af animations-eksperimenter, denne gang er det Dreamworks som forsøger. Filmen forsøger desperat at være streetsmart og edgy med alternative versioner af velkendte figurer. Julemanden er en tatoveret russer, The Easter Bunny er en australsk kampkanin og Jack Frost kunne vel bedst beskrives som skater. Det er helt i orden at prøve noget nyt, men det virker simpelthen ikke, historien er en stor kliché, filmen er kedelig og der er ikke meget sjov at hente, men i det mindste er filmen flot.
The Day følger en gruppe teenagere som kæmper for deres overlevelse i en post-apokalyptisk verden. Det er en film uden det store budget (produceret af WWE Films, hvilket ikke giver nogen mening) og det kunne sagtens have fungeret, men det gør det bare ikke. Der er meget lidt drive i filmen, ikke ret godt filmet og skuespillerne spiller alle jævnt dårligt. De har samtidig forsøgt at give filmen et specielt look ved at fjerne stort set alle farver og mens idéen bag det valg er forståeligt, så er udførelsen mangelfuld.
GaGa’s Gratuitous Asian Gaming: Update II
Jeg var, som sagt, en smule bange for Dark Souls, ikke mindst på grund af den omtalte advancerede sværhedsgrad og det faktum, at jeg ikke er voldsomt begejstret for riddertiden, irrelevant om det er den almindelige slags eller badet i fantasy. Den skjulte tredje frygt var, at jeg lige som med Skyrim ville blive hooked og jeg pludselig havde endnu en 40-60 timers spiloplevelse i mellem hænderne. Det er selvfølgelig præcis hvad der sket, anmeldelserne løj ikke, Dark Souls er fantastisk og selv mens jeg skriver dette, er min eneste tanke hvornår kan jeg komme tilbage til Dark Souls’ brutale og smukke verden.
Dark Souls er et flashback til en tid, hvor computerspils sværhedsgrad var uendeligt højere end nu, en tid hvor eksempelvis Mega Man 2 straffede en gang på gang, hvis timingen ikke var perfekt. Nutidens spil er blevet meget nemmere og mere tilgængelige med tiden, i et forsøg på at nå et bredere publikum. Eksempelvis så døde jeg kun en enkelt gang under hele min 40-60 timers spilletid i Grand Theft Auto IV og 7 gange i det nyeste Devil May Cry spil, en serie kendt for at være svært. Med tiden havde jeg opbygget den opfattelse, at jeg var blevet ganske god til det der spilhalløj, men Dark Souls skriger “you suck, you worthless maggot!”, planter en massiv økse i dit kranium, pisser på din livløse krop og forventer man ufortrødent prøver igen. Hvilket man gør med glæde.
Dark Souls er djævelsk svært, men ikke på den velkendte frustrerende måde. Det føltes aldrig som spillet snyder, i stedet siger det at du som spiller ikke er god nok og det opildner en til at blive bedre. Det lyder lidt som et masochistisk forhold, af og til som at banke hovedet mod en mur, men når man endelig overvinder udfordringen, så virker det væsentlig mere tilfredsstillende. Letheden hvorved at man dør, de konstante farer og risikoen for at man mister alt hvad man har indsamlet, gør at døden og derfor også ens liv har langt større betydning, noget som sjældent er tilfældet i computerspil. Det er forfriskende og nervepirrende på samme tid. Spillerens evner, strategi og tålmodighed bliver virkelig testet. Det er hvad en succesfuld rogue-like kan tilbyde og Dark Souls er blandt de bedste af slagsen.
Nu er jeg så fanget i denne ondskabsfulde verden og jeg har tænkt mig at besejre den, jeg ved bare ikke om jeg er god nok.
GaGa’s Gratuitous Asian Gaming: Update
Det sindssyge asiatiske spilorgie startede meget passende med Grasshopper Studios og Suda 51’s No More Heroes: Heroes’ Paradise til PS3. Suda 51 er frontløber for den japanske spilindustris over-the-top madness og som sådan er han også inventar i min spilsamling. Suda har produceret spil som det abstrakte Killer 7 som jeg spillede og desperat forsøgte at forstå sidste gang. Han stod også bag det fremragende Shadows of the Damned og samarbejdede med James Gunn (Slither) på Lollipop Chainsaw. No More Heroes er fuldblods Suda og leverer alt hvad man forventer af den slags. Der er blodgejsere en masse, spilreferencer til højre og venstre, skrupskøre idéer og grænseløs pervesitet, men som hans andre spil så er gameplayet aldrig første prioritet og det kan nemt gå hen og blive ensformigt. No More Heroes gælder om at komme til tops på lejemordernes leaderboards og derfor er boss fights i fokus, heldigvis er de også klart det bedste ved spillet. Heroes’ Paradise er et HD remix af de to Wii spil og det kan man godt se, grafisk er det ikke specielt imponerende, men Sudas spil har altid levet højt på design og det er ikke anderledes her. På CrazyNéZ skalaen ender det på et habilt 7-tal, men tallet kan selvfølgelig godt blive højere jo længere jeg kommer ind i spillet.
Jeg har længe været fan af Dead or Alive serien og nej, det er ikke på grund af de attributer som serien sætter forrest. Serien har altid fået meget omtale for sin “advancerede” animation af de kvindelige former, men for det første er det himmelråbende latterligt og for det andet betyder det kun noget for pre-pubertære drenge og de mest perverse japanere. Grunden til at jeg godt kan lide serien, er det flydende kampsystem og fordi jeg, selv om jeg ikke er overvældende ferm til fighting games, stadig kan få gode resultater. Jeg startede spillets historiedel med meget lave forventninger, for selv om Mortal Kombat genopfandt måden at levere en historie i et kampspil, så er langt størstedelen stadig ligegyldige. Historien i Dead or Alive 5 er ikke ligegyldig (ok, det er den også) men derimod direkte psykopatisk, den hopper rundt i tiden og giver absolut ingen mening, den virker mest af alt som en luset sæbeopera iscenesat i et japansk kampspil. Den omtalte perversitet i No More Heroes er intet imod hvad Dead or Alive 5 stiller for døren, det er faktisk lidt skræmmende. Spillet er lavet til skumle perverse drenge af skumle perverse drenge. Team Ninja fokuserer så meget på de kvindelige former at det næsten burde være ulovligt, men jeg er forholdsvis sikker på, at de aldrig selv har set disse former i virkeligheden, for der er intet menneskeligt på denne jord som bevæger sig på denne måde. På skalaen er jeg nød til at citere Team Ninja og give spillet Boooobs ud af 10.
GaGa’s Gratuitous Asian Gaming: Episode 2
Jeg har forsøgt at skrive et par filmanmeldelser i løbet af dagen, men uden det store held. Jeg er stødt på en mur, min hjerne gider simpelthen ikke at kigge på kedelige bogstaver lige nu og den er begyndt at gøre oprør. Fokus svinger, tankerne tager på eventyr og kommer der altså ikke mange anmeldelser ud af, så jeg har besluttet mig for at gøre noget ved det. Jeg har valgt at bekæmpe kedsomligheden og samtidig straffe hjernen tilbage på sin plads ved endnu engang, at dykke ned i den sindssyge verden som er den japanske spilindustri. Jeg lærte i skolen, at minus og minus giver plus, så min hjernes manglende fokus og de japanske spils hyperaktive mangel på fokus, må garanterer gevinst. Det er et forsøg som kun kan ende i succes og håbet er at jeg er tilbage ved filmanmeldelserne når weekenden er ovre. Man kan, lige som sidste gang, følge missionen live på twitter under hashtaget GaGaGaG2 og jeg vil også skrive nogle opdateringer herinde.
No More Heroes: Heroes’ Paradise
Suda 51 står højt på listen over skøre japansk spilskabere og hans spil var også med sidste gang, men jeg har endnu ikke stiftet bekendskab med Travis Touchdown og No More Heroes serien, så det skal der gøres noget ved. Heroes’ Paradise er et HD remix af de to Wii spil som jeg desværre aldrig fik spillet, men min Playstation står klar med redningen.
Dark Souls
Jeg har frygtet Dark Souls (og det tidligere Demon’s Souls) lige siden de udkom, mest på grund af den voldsomme sværhedsgrad og spillets rogue-like struktur, men jeg har langsomt kæmpet min mod til og er nu klar til at modtage udfordringen. Jeg er bange, men klar.
Dead or Alive 5
Man kunne måske spørge sig selv, hvad et kampspil laver på denne liste, men jeg kan forvisse folk om at der er mere til Dead or Alive end bare tøser med store bryster, der er også en helt igennem tåbelig historie og jeg glæder mig til at se den (det med brysterne er også ok).
Siren: Blood Curse
Jeg har godt lide genren survival horror, men der laves bare ikke så mange af den slags mere, men så kom jeg i tanke om, at jeg købte Siren: Blood Curse på udgivelsesdagen men aldrig fik det spillet, så når mørket falder er jeg klar til at blive skræmt.
Tokyo Jungle
Jeg har spillet og anmeldt Tokyo Jungle, men nu har jeg købt alt downloadable content til spillet (som inkluderer blandt andet en robot og en kontorarbejder) og jeg er klar til endnu en tur til dommedag i Japan.
Deadly Premonition
Man kan selvfølgelig også tage tilbage til Deadly Premonition og flere skøre eventyr med Agent York og Zach.
Hvis det ikke er nok og der er tid til overs, så har jeg masser af craziness på harddisken. Samlingen tilbyder spil som Double Dragon Neon, Rock of Ages, Dark Mist, Zeno Clash og Rise of Nightmares. Hvis alt andet fejler, så har Bishi Bashi craziness nok til 10 spil.
Jeg beder folk om at bære over med mit descent into darkness, følge med hvis man har lyst og ellers vender det normale filmorienterede content formentlig tilbage på mandag.
Wreck-It Ralph – All Part of the Game
Instrueret af Rich Moore
Skrevet af Rich Moore, Phil Johnston, Jim Reardon og Jennifer Lee
Med stemmer af John C. Reilly, Sarah Silverman, Jack McBayer, Jane Lynch, Alan Tudyk, Mindy Kaling, Joe Lo Truglio, Ed O’Neill, Dennis Haysbert, Rachael Harris, Adam Carolla, Horatio Sanz og John DiMaggio
2012 Animated / Komedie US 108 min.
Jeg finder det ganske bemærkelsesværdigt, at vi er en del af en hel generation som har vokset op med computerspil, men der er stadig overraskende få film som integrerer det element som en del af deres fortælling. Jeg tænker selvfølgelig ikke på de mange og ofte forfærdelige filmatiseringer af spil, men mere på film hvor det er en vigtig del af handlingen eller hvor det lige frem er filmens omdrejningspunkt. Tilbage i 80’erne, hvor computerspil stadig var nyt og en forholdsvis lille del af kulturen, fik man da film som The Wizard, WarGames og Tron, men som tiden er gået og spil kun er steget i popularitet, indtjening og har fået større plads i det kulturelle billede, så er det stadig en sjældenhed at spilinspirerede film finder vej til det store lærred. Blandt de få vi trods alt har fået er Gamer og Scott Pilgrim vs. The World, som begge trækker stor inspiration fra spil og man kan nu føje Wreck-It Ralph til denne liste, som forhåbentlig kun bliver længere i fremtiden.
Ralph er skurk i det gamle arcadespil Fix-It Felix. Han smadrer ting, det er det eneste han er god til og det er så op til spilleren (og Felix) at reparerer det ødelagte. Når spillehallen lukker, går Ralph og Felix hver til sit, Felix i sin store penthouse lejlighed, mens Ralph sover blandt affaldet på lossepladsen. Sådan er det hver dag, men efter 30 år har Ralph fået nok, han vil også prøve at være den gode og for en gangs skyld bliver hyldet i stedet for forvist. Så han forlader de trygge rammer af sit spil og forsøger at bliver helten i andres.
Wreck-It Ralph, som film, lander desværre lidt, et sted mellem to stole. Det er en kær og charmerende lille film, men den er sjældent rigtig sjov. Den energiske og farvestrålende billedside appellerer hovedsagligt til de yngre børn, men ingen af dem vil fange de mange referencer til klassiske computerspil, da langt størstedelen er udenfor deres tid. Referencerne og humoren er dog for spredt til rigtig at fange det voksne publikum. Hele filmen falder i mellem de to lejre og hverken filmen eller dens skabere virker helt klar over hvem den egentlig er til, men når det er sagt, så nød jeg den alligevel.
En af grundene til at jeg stadig kunne finde nydelse i filmen, var blandt andet særdeles godt stemmearbejde. John C. Reillys nedslåede toner passer godt til Ralph og omkring ham giver Jack McBayer (30 Rock), Jane Lynch (Party Down) og Alan Tudyk (Firefly) også glimrende præstationer, men Sarah Silverman (School of Rock, Jesus is Magic) er filmens bedste element i rollen som grafikfejlen Vanellope von Schweetz. Hun er simpelthen bedårende og det må siges, at være noget af en omvæltning fra hendes normale grove selv.
Filmen er også ret flot og kreativ, det er tydeligt at den er lavet af talentfulde folk som har brugt mange penge i datidens spillehaller og bærer en stor passion for den kultur. Det er et rart syn som bringer nostalgisk glæde, for det er jo ikke som om at verden er oversvømmet af spillehaller nu til dags. Der er lagt mange spøjse detaljer i animationen, eksempelvis så bevæger de andre beboere fra Fix-It Felix spillet, sig i små hak selv når de er i fuld 3D. De mangelfulde animationer fra 8-bit æraen bliver videreført med moderne teknik og det giver en ganske speciel og fornøjelig effekt. De opmærksomme af det ældre publikum kan også fange mange, mere eller mindre åbenlyse, henvisninger til en forgangen tid i spilindustrien.
En lille ting som jeg fandt en smule besynderligt, er den ganske markante plads som Sonic The Hedgehog har fået i Disneys markedsføring af filmen, da han er på lærredet i højst 10 sekunder og ikke rigtig har noget formål. Det kan selvfølgelig være, at han simpelthen er endt på det digitale klippegulv fra en film som allerede er længere end de fleste i animationsgenren.
Det undrer mig også, at i en tid hvor der følger et spil med til enhver stor filmlicens, spil som ofte er elendige, men til en film som Wreck-It Ralph der ville passe perfekt til et godt og underholdende spil til børn, findes der intet. Der er en samling minigames på Apples appstore, men jeg tænker på et reelt fuldblods konsolspil, det kunne have været en stor succes.
Trods små problemer, så var Wreck-It Ralph en underholdende biografoplevelse som nemt kan anbefales, især hvis man har de små på slæb.
Sn’App Judgement: January
Det er noget tid siden, at jeg sidst har skrevet noget om de spil, som jeg leger rundt med på telefonen. Det råder jeg bod på nu, med dobbelt antal anbefalinger, men det betyder også at det er ikke er spillene som er spritnye.
Hundreds [28 kr] er et stilfuldt puzzlegame fra folkene bag Canabalt. Spillet går, i alt sin enkelthed, ud på at nå den samlede sum af 100. Jo længere man holder fingeren på en boble, jo højere bliver tallet, men hvis den rører noget noget i mens, så taber man. Det er egentlig pænt simpelt, i hvert fald i starten. Det er en udfordring i snilde, reaktion og strategi. Det er en god udfordring og sjovt til lige med, men når man kommer længere hen i spillet, er det nok bedst hvis man har en iPad. Man kan sagtens spille det på iPhone, lige som jeg gjorde, men éns pølsefingre kommer hurtigt til at dække udsynet og der er bare lidt mere plads at gøre med på iPad.
10000000 [13 kr] er en fremragende lille timewaster, hvis man altså kan se bort fra den rædsomme titel. Det er en “match three” puzzler med et tykt lag rollespil herover. Man skal indsamle resurcer, forbedre sit grej og opgradere sin gut, men det bliver alt sammen gjort via et traditionelt puslespil. Man er taget til fange og finder først frihed, når man når 10.000.000 points. Det er nemt at gå til, men svært at gennemføre og det er en af den slags spil, hvor man bliver nød til at tage en runde mere, så snart man dør.
Sortee [Gratis / 6 kr] går ud på at sortere ting i deres rette beholder, på en måde Re-Cycle: The Game og det lyder mest af alt, som arbejde. Det er heldigvis sjovere end det lyder, Sortee er et spil som tester éns reaktionsevne og opfattelse af ting. Det går lynhurtigt og det kan være svært at følge med, men det er perfekt spil, hvis man keder sig på toilettet.
Mutant Mudds [Gratis / 13 kr] er en platformer som tager vejen fra Nintendo’s 3DS til iPhonen, man mister selvfølgelig 3D følelsen, men man får til gengæld en rigtig god platformer med masser af baner. Det er en platformer i den klassiske stil, men det leger med perspektivet på en ganske interessant måde. Normalt er platformspil ikke specielt brugbare på en touchscreen, men i Mutant Mudds fungerer de virtuelle controls ganske fint.
Dungelot [Gratis / 6 kr] i samme ånd som 10000000, så blander Dungelot også rollespil med en anden klassisk spiltype, i dette tilfælde Minesweeper med et strejf af rogue-likes. Man bevæger sig dybt ned i den mørke kælder, søger efter hemmelige skatte og kæmper mod diverse monstre. Det er et simpelt spil, men man skal bruge strategi for at komme langt.
Space Team [Gratis] er ikke rigtigt et spil, mere en festleg. Det er svært at beskrive, det skal opleves. Man samler fire mennesker og linker deres iPhones over netværket, hver især har en del af et rumskibs cockpit og det er op til éns samarbejde og kommunikations-færdigheder at få skibet ud i rummet. Det starter nemt nok ud, men det kører hurtigt af sporet, på den mest hysterisk morsomme måde.
Game of the Year: Part 2
Inden jeg afslutter spilåret 2012 med de fem bedste spil på skive, skal der lige lyde et par ord om nogle af de spil som kun lige missede listen. Først og fremmest, skal det siges at desværre nåede jeg ikke at spille den roste remake af X-COM, selv om jeg gerne ville. Efter sigende skulle det være særdeles fremragende, så det går jeg ud fra at det er. Derefter er der de spil som ligger lige under top 10, så som Dishonored, The Darkness II, Ghost Recon: Future Soldier og Spec Ops: The Line, de fire spil var alle rigtig gode, men det var ikke helt nok til at komme med.
5. Halo 4
Jeg har en tendens til at glemme Halo efter et stykke tid. Jeg er ikke en del af den massive multiplayer del og spillets univers interesse mig ikke specielt, så jeg tænker ikke over det og spiller alle de andre spil i stedet. Det resulterer i at jeg, konsekvent bliver overrasket over kvaliteten når et nyt spil udkommer. Halo spillene har altid været fremragende og kapitel nummer 4 i serien, er måske det bedste til dato. 343 Industries har overtaget arven fra Bungie, så godt endda at man faktisk aldrig savner dem. Gameplayet er lige så fremragende som det plejer at være og så er det flottere end nogensinde før. Faktisk så besidder Halo 4 noget af det bedste grafik fra 2012, hvilket er overraskende i forhold til de tidligere spil. Multiplayer og co-op er af samme høje kvalitet som det er vanen for serien.
4. Max Payne 3
Max Payne har længe været ude af spilverdenens søgelys og det oprindelige studie bag, Remedy, har forladt serien til fordel for Alan Wake. Den hærgede, bitre gamle politimand skiftede hænder til Rockstar Studios og de to giganters møde kunne nydes gennem en endeløs kugleregn og spandevis af hjælpeløse vagters blod, tidligere på året. Glæden ved at svæve gennem luften med en pistol i hver hånd, hvert enkelt sekund foreviget i fantastisk bullettime, var den samme som før, nu var det bare med den ekstra bonus af Rockstars sublime stil og fortælleteknik.
3. Forza Horizon
Turn 10’ Forza serie har i mange år været fast inventar i den absolutte elite indenfor racing-sim genren, så jeg må indrømme at jeg lugtede regulært cash-grab, da de annoncerede det mere arcade-orienterede Forza Horizon. Heldigvis tog de ikke til takke med, at springe over hvor gærdet er lavest i jagten på penge, i stedet samlede de et hold af folk som tidligere har arbejdede på sublime racerspil som Dirt og Project Gotham Racing. Resultatet bærer tydeligt præg af, at det er lavet af mennesker som elsker biler og ikke mindst at køre i dem. Sjældent har det været så stor en fryd, at race gennem de store smukke landskaber, i jagten på en podieplads.
2. Sleeping Dogs
Sleeping Dogs er lidt af et mirakel. Det startede ud som en efterfølger til det yderst ligegyldige Playstation 2 spil True Crime, men diktatorerne hos Activision tabte tålmodigheden og lukkede produktionen ned. Efter længere tids uvished, købte Square Enix studiet bag og besluttede at udgive spillet under titlen Sleeping Dogs. Det burde have været en katastrofe, men i stedet blev det et af årets bedste spil. De tager det Grand Theft Auto-inspirerede gameplay og forbedre det på stort set alle punkter. Et fantastisk kampsystem, adrenalinfyldt gaderæs, en spændende historie og suverænt stemmeskuespil, alt sammen iscenesat i Tokyos smukke omgivelser.
1. Far Cry 3
Jeg elskede Far Cry 2 og mener faktisk, at det er et af de mest undervurderede spil fra denne konsol-generation. En fredelig tropeø var ens private legeplads, mens man udlevede diverse magtfantasier på de intetanende vagter. Grundstenene fra 2’eren bliver videreført og finpudset i Far Cry 3, krydret med glimrende experience og craftingsystemer. Der er så meget at lave og du har selv friheden til at vælge hvordan det skal gøres. Den fantastiske randomness er stadig til stede, man sidder eksempelvis gemt i en busk i færd med at udrydde en base som en anden sniper, da en rasende komodovaran pludselig går til angreb, man flygter i panik men det er for sent og lige som man accepterer sit endeligt, bliver det angribende monster kørt over af en vildfaren jeep. Man priser sig selv heldig, men lige som man vender sig om, går det op for én at alle vagterne fra den førnævnte base, alle havde set hvad der skete og stormer nu mod dig med aftrækkerne i bund. I ren desperation kaster man en håndgranat efter avancerende soldater, en granat som langsomt triller ind under den nu stillestående jeep, en kæmpe eksplosion kaster både køretøj og soldater hvorefter der bliver helt stille. Man griner lidt for sig selv, overrasket og glad over at have overlevet sådan en voldsom situation, men det er så der hvor man opdager, at ilden fra eksplosionen har bredt sig til det omlæggende planteliv og man står nu omringet af et helvedes inferno, fantastisk. Det er bare sådan nogle ting der sker i Far Cry og ingen andre spil, har gjort det så effektivt.
Spillet er også grafisk imponerende, fremragende iscenesat og bruger noget af det bedste voice-acting til dato. Skurken Vaas er den mest skræmmende og veludførte spilkarakter i mands minde. Far Cry 3 ligger ud med en fascinerende Heart of Darkness-lignende historie, der desværre taber pusten hen mod slutningen, men det ændre ikke ved, at Far Cry 3 er et særdeles fremragende spil.
