GaGa The Movies

Posts Tagged ‘Games’

Her er den så. John Hillcoats (The Proposition, The Road) kortfilm bygget på Rockstars fantastiske western-spil Red Dead Redemption. Den 29 minutter lange kortfilm blev vist på FOX og er lavet udelukkende med spillets in-game grafik. (Filmen er hentet hos IGN.)

Udgivet af EA og lavet af Visceral Games
1 player Action/Buttonmasher

Som en del af EAs fuldstændigt overdrevne og fejlkalkulerede reklamekampagne fik Dante’s Inferno sloganet “Go to Hell” og sjældent har et spils marketing passet så perfekt til det færdige produkt, det er dog af alle de forkerte grunde…

Der er stor forskel på homage og plagiat, det tidligere anmeldte Darksiders lånte lystigt fra andre spil men Vigil Games anerkendte deres kilder, lagde deres eget udtryk i og vigtigst af alt så blev det hele samlet til et godt og velfungerende spil.
Dante’s Inferno er umiskendeligt en klon af God of War helt ned til den mindste detalje, ikke bare i form af spiltypen men også gameplay, opbygning, brugen af Quick Time Events og selv kontrollen er det samme som i Sonys klassiker med den eneste men vigtige forskel, at intet af det virker. Alene det faktum at Visceral Games, folkene bag det suveræne Dead Space, tillader sig at sætte Dantes klassiske værk i forbindelse med et så smagløst, intetsigende og frustrerende makværk af et computerspil er ganske enkelt forkasteligt.
Selv hvis det havde været et fantastisk spil kunne man stadig sætte spørgsmålstegn ved relevansen af blandingen af de to medier, sådan som det står nu er spillet svar i sig selv.
”Visceral Games, Go to Hell!”

Spil i stedet: God of War
4/10 (6) (værdi: 199,-)

Udgivet af 2K og lavet af 2K Marin, 2K Australia, Digital Extremes, Arkane Studios
1-16 player First Person Shooter Sci-Fi/Adventure

Bioshock var en af denne spilgenerations første klassikere og hvis man endnu ikke har oplevet den fantastiske og progressive første rejse til den fortabte undervandsby Rapture, så skal man stoppe med at læse nu, tage ned til købmanden og spørge om vej til nærmeste spiludbyder.

Det originale Bioshock blev rost til skyerne af anmeldere (¤ det inkasserede også et af de få 10-taller hos GaGa The Movies) og blev godt modtaget af gamere verdenen over, så det jo uundgåeligt at titlen lige som stort set alle andre populære produkter selvfølgelig også skulle have en efterfølger.
Problemet er så at Bioshock var skabt som en enkeltstående og komplet historie og havde derfor ikke brug for en efterfølger, desuden er skaberen, Ken Levine, ikke længere involveret.
Bioshock 2 vil aldrig nå samme højder som etteren og eksistere mere som en fodnote eller companion-piece, men hvis man acceptere dette er det så et godt spil i sig selv?
Uden tvivl. Den fremragende 50-60’er stil og stemning stadig dominerende men man kan aldrig helt ryste følelsen af deja vu.
Det er lidt som den første gang man var i tivoli som barn, det hele var nyt og forunderligt, men når man så år senere vender tilbage er den berusende førstegangs beundring væk og det bliver aldrig det samme igen.
Det er stadig hyggeligt men det er bare set før.
Bioshock 2 er stadig specielt i forhold til andre shootere og deres grå “virkelighed”.

Historien er velfortalt, spændende og gribende på trods af at det føles en anelse påklistret.
Rygraden i Bioshock 2 og det der gør spillet rigtigt godt er gameplayet og det er blevet finpudset gevaldigt siden sidst.
Du har stadig en række gamle våben og magi-lignende plasmids som alle kan opgraderes, heldigvis har udviklerne gjort det muligt at bruge begge ting samtidigt denne gang, hvilket åbner spillet op og giver én endnu flere muligheder.
Det er helt klart spillets styrke, der virker som en sand lille legeplads, det er fuldstændigt op til dig hvilke våben og hvordan du vil bruge dem i en given situation.

Fælder, iskrystaller, ild, miniguns, elektricitet, harpuner og meget mere er til din rådighed og det gør Bioshock 2 til en kreativ, intens og sjov spiloplevelse.
Og hvad så hvis det er lige som et andet spil, når det er ulig så mange andre…

Spil også (NU!): Bioshock
8/10 (8) (værdi:499,-)

Udgivet af Sega og lavet af Platinum Games
1 player Action/Buttonmasher

Der findes flere forskellige niveauer af sindssyge, lige fra den milde sindssyge der er cola med vaniljesmag til de slemme eksempler som at der bliver produceret en filmatisering af “Sænke Slagskib”.

Asien har altid været storeksportør af diverse sindssyge elementer, om det så er gadgets, film, musik eller spil, er der rigeligt at vælge i mellem.
Spilskaberen Hideki Kamiya er dog i en liga for sig selv (¤ måske delt med manden bag Metal Gear-serien, Hideo Kojima, ingen andre er helt på samme plan).
Kamiya har siden 1996 stået bag en række lettere specielle og ganske sindssyge spil, et bagkatalog der indeholder titler som Resident Evil, Okami, Viewtiful Joe og sidst men ikke mindst Devil May Cry-serien.

Efter at have spillet Bayonetta virker det dog forbløffende nok som at tiden hos Capcom (med Devil May Cry og Viewtiful Joe) var en dæmpet og nedtonet Kamiya og at han nu hos Platinum Games og Sega har fået frie tøjler til at gøre hvad han vil.
Og det siger ikke så lidt.

Hele vejen igennem er Bayonetta overdrevent flamboyant og næsten smagløst sexfikseret men hvad værre er, det er også voldsomt inkonsistent.
Historien er ligegyldig og giver næsten på intet tidspunkt mening.
Designmæssigt er det også en blandet landhandel, for hver gang man støder på en flot og opfindsom fjende, er den næste malplaceret, grim og/eller elendigt designet.
Bayonetta er grundlæggende en cool karakter lige indtil hun åbner munden da dialogen ligeledes er et af spillets store minusser og bliver aldrig til ret meget mere end sort snak.

Karaktererne er dog ikke det eneste der er dårligt designet, spillets mellemsekvenser er skiftevis tamme tegneseriestriper og pre-rendered cutscenes der af og til er fede (dog aldrig på samme plan som Devil May Cry 4) men til tider også decideret pinlige.
Der er også en lille håndfuld direkte fejlkalkulerede køresekvenser med ineffektiv styring og så spillet også med på den lange liste af spil med latterlige slutbosser.

Det lyder alt sammen voldsomt negativt, hvorfor er det så at jeg klassificere Bayonetta som et godt spil og tildeler det en fornem karakter?
Det er ganske enkelt fordi i computerspillenes verden er gameplay ikke bare konge men også den altoverskyggende diktator.
Sjældent har gameplayet i et spil været så poleret, dynamisk og nuanceret som det er i Bayonetta.
Bayonettas fantastiske combo- og kampsystem er simpelt at gå til men der er samtidig dybde nok til at holde det varieret og at det ikke er noget man mestre fuldt ud lige med det samme.
Den flotte og farvestrålende grafik kører super flydende og der er næsten ingen slowdown eller framerate-tab lige meget hvor meget der sker på skærmen.

Den ca. 10 timer lange singleplayerdel er rig på udfordringer og der er et hav af ting og sager at unlocke, hvilket giver god grund til at spille det igennem flere gange.
Udfordringerne er ofte svære men aldrig uoverskuelige og det virker enormt tilfredsstillende når man klarer sig igennem en bane med kun en brøkdel af ens energi tilbage.

Hvis man er til denne type actionspil er Bayonetta svært at komme udenom men samtidig kan man godt trække et point fra karakteren hvis man har en lav tolerance for sindssyg, hysterisk og vulgær anime.

Spil også: Devil May Cry 4
8/10 (8) (værdi: 399,-)

Udgivet af THQ og lavet af Vigil Games
1 player 3.persons action/adventure

Originalitet er normalt en af de absolut største pointstjælere i mit karaktersystem, jeg vil ofte hellere spille noget nyt og originalt end noget der er set mange gange før selvom kvaliteten nødvendigvis ikke altid følger med.
Denne søgte originalitet skal man dog lede længe efter i Darksiders da der flittigt bliver “lånt” fra en håndfuld af det sidste årtis største spil såsom Zelda, God of War, Portal samt det gode gamle Playstation-spil Soul Reaver: Legacy of Kain (¤ for øvrigt et spil der snart burde få en efterfølger.)
Men i modsætning til så mange andre “lånte” koncepter, ødelægger det ikke Darksiders fordi Vigil Games har samlet delene til en velfungerende og sammenhængende helhed.
Det er en bemærkelsesværdig bedrift at Vigil Games, med deres første spil, har formået at producere et helstøbt og poleret produkt af en kvalitet der sagtens kan mænge sig med forårets helt store udgivelser.

Da jeg var yngre var jeg en ivrig læser af alskens tegneserier og jeg var stor tilhænger af Joe Madureiras karakteristiske tegnestil.
Han tegnede for serier som Uncanny X-Men, Battlechasers og Deadpool, nu er denne stil så med succes bragt ind i computerspillenes verden.

I Darksiders bliver dommedag frembragt af en altødelæggende krig mellem himlens engle og helvedes dæmoner og som lovene, kræver bliver “The Four Horsemen of The Apocalypse” hidkaldt for at gøre en ende på stridighederne.
Noget går dog galt og det er kun “War” der hører kaldet, hvilket resultere i tilintetgørelsen af den menneskelige verden og “War” bliver mærket som forræder.
”War” begiver sig ud på en lang rejse for at løse mysteriet om hvem der stod bag dommedagen og derved rense hans navn.

Det er en underholdende historie og Joe Madureiras stil passer perfekt.
Det er en helt uvant ting at årets første kvalitetstitel udkommer allerede i den første uge, men det er netop tilfældet med Darksiders.
Med sit lettilgængelige kampsystem, interessante univers og masser af variation er det god valuta for pengene.
Spillet tog mig ca. 12-13 timer at gennemføre og jeg var underholdt hele vejen.

Spilåret 2010 er skudt i gang og det starter sku’ godt.

Spil også: Soul Reaver: Legacy of Kain
8/10 (7) (værdi: 499,-)