Game Review: The Elder Scroll V: Skyrim
1 player Role Playing Game / Fantasy / Adventure
Jeg har en noget atypisk indgangsvinkel til Skyrim. Jeg har ikke spillet nogen af de tidligere spil i serien, heriblandt kæmpehittet Oblivion. Jeg er ikke den største fan af fantasy eller eventyr genren generelt. Jeg har aldrig fundet first person melee konceptet tilfredsstillende som et gamedesign-valg og da spillet først blev annonceret, vil jeg indrømme at jeg var pænt ligeglad.
I mellemtiden tøede min modstand mod flere af disse elementer langsomt op, omend ved hjælp af nogle utraditionelle metoder. Jeg spillede selvfølgelig både Bethesdas eget Fallout 3 og Obsidians Fallout: New Vegas, men de var science fiction rollespil med en helvedes masse guns, så de hjalp mig på ingen måde tættere på Skyrims fantasy verden eller idéen om at jeg skulle tæve folk i første person.
Hjælpen kom overraskende nok igennem min iPhone. Jeg har lagt mange timer i sidste års bedste mobilspil, Infinity Blade og det nyere, Dark Meadows, baseret på mange af de samme koncepter. Begge spils fine implementering af sværdkamp åbnede min tanke-gang op for idéen om at det måske også kunne fungere i et “rigtigt” spil. November krøb tættere på og den massive hype omkring Skyrim blev kun større, så jeg besluttede at give spillet en chance. Der kunne jo ikke ske noget ved at prøve spillet og så ligge det til side, når der udkom andre mere interessante spil. Sådan, må jeg efter mange timer erkende, skulle det ikke være.
Jeg havde bestemt ikke forventet, at jeg ville blive helt og aldeles opslugt af Bethesdas episke verden. Den enorme og levende verden i Skyrim, er så fyldt eventyr, gode historier og generelt spændende indhold, at det truer med at overvælde én allerede fra starten. Det er selvfølgelig lidt af et luksusproblem, men jeg har lagt over 70 timer i Skyrim og jeg føler på ingen måde at jeg bare er tilnærmelsesvis færdig. Så man kan roligt forvente, at give afkald på al sin fritid, hvis man sætter skiven i maskinen. Det betyder dog intet med hundredevis af potentielle spilletimer, hvis kvaliteten ikke er i top. Heldigvis er enhver quest-line, lige fra hovedhistorien til den mindste sidemission, godt skrevet, interessant og føles unik.
Levelsystemet er et af Skyrims bedste elementer. Hvor man i andre rollespil, inklusive Bethesdas tidligere spil, sætter points i forskellige kategorier hver gang man stiger til et nyt level, så bliver éns evner naturligt bedre i Skyrim, jo mere man bruger dem. Det vil sige, at hvis man foretrækker store tohåndssværd, så bliver man automatisk bedre til den slags angreb hen af vejen. På samme måde som hvis man leger rundt med smedejernet, så får man mulighed for at lave bedre rustninger og våben senere i spillet. Det er et system som giver uendeligt meget mere mening end de normale rollespils skillsystemer og jeg kan kun håbe, at det er noget som kommer med i alle andre spil af denne slags fra nu af.
Nu har jeg skrevet en masse ord om Skyrim, men jeg har stadig ikke nævnt hvad jeg elsker allermest ved spillet, nemlig drager. Disse majestætiske skabninger er spillets omdrejnings-punkt og aldrig har drager været så fremragende præsenteret, som de er her. Hvert enkelt møde med disse bevingede væsner er skræmmende, intenst og episk.
Spillet er dog ikke helt fejlfrit. Vanen tro, det er trods alt et Besthesda spil, så er det umuligt at undgå diverse bugs og glitches. Man kan risikere at sidde fast i grafikken, at få en mission flere gange og det er ikke altid man kan forvente at spillets AI gør som den skal. Derudover mangler kampsystemet lidt finpudsning, kortet gør det ikke nemt at finde rundt og gåderne er uinspirerede, men det er bestemt ikke nok til at trække ned i den samlede vurdering. Jeg har svært ved at forstille mig en situation, hvor Skyrim skulle få mindre end en topkarakter og jeg anbefaler alle, at man tager en rejse til denne eventyrlige verden. Jeg kan love at der bliver snakket meget mere om Skyrim i næste måned, når man begynder at udvælge årets bedste spil.
Spil også: Fallout 3
Nights of Horror Classics: Videogames
Horror er en af de genrer, som computerspil kan gøre bedre end film, hvis det bliver gjort ordenligt, fordi de smider én direkte ind i de skræmmende situationer. Jeg har haft mange nervepirrende oplevelser igennem mit liv som gamer og vil derfor anbefale nogle af mine favoritter. 
Resident Evil var det første spil, som skræmte mig fra vid og sans. Den første gang de udøde hunde hoppede igennem vinduet, troede jeg at jeg skulle dø med en controller i hånden. Serien er desværre blevet mindre og mindre survival horror og selvom RE5 er et godt spil, så er det mere action end det er gyser. Silent Hill 2 havde rystende i bukserne, med en utrolig trykkende stemning og creepy lyde. Det er måske stadig en af de stærkeste oplevelser som jeg har haft med et spil og kan stadig få mig til kigge over skulderen i mørket, hvis jeg hører en skinger lyd. Call of Cthulhu var også et fantastisk og uhyggeligt spil til PC, men det er måske lidt svært at gå tilbage til nu. Jeg husker mange af chokne som var det i går jeg sidst spillede spillet, selv det er et årti siden. 
I den nye generation har vi fået Condemned, hvis intensitet kom fra at man ofte var komplet forsvarsløs. Alan Wake samlede inspiration fra Twin Peaks, Stephen King og episodiske horror tv-shows. Man sad konstant på kanten af sædet, med et fast greb om sin lommelygte. Dead Space gav science fiction horror ala Alien og Aliens. Det var dystert, trykkende og man sad altid i uvished om hvad der var omkring det næste hjørne.
Out This Week Update: Crysis
En hurtig update, til alle dem som ikke havde crazy pc’ere dengang Crysis udkom. Spillet er nu tilgængeligt som download på Xbox Live og Playstation Network. De har smidt det igennem Crysis 2s engine, det kører fremragende og så koster det kun omkring 150 kroner. Et fantastisk spil til billige penge, go get it now.
Sn’app Judgement: Trivia, Musicvideos & Jetpacks
Når man er kommet sig over den latterlige joke i overskriften, så kan jeg anbefale et par apps som er tilgængelige på iTunes.
Den første er passende nok filmrelateret. IMDb har udgivet en filmquiz app, overraskende nok under den opfindsomme titel, IMDb Trivia. De har lånt elementer fra mange andre quiz-apps, men de samlet det i en velfungerende, hurtig og flot pakke. Spørgsmålene er varierede, der er gode bonus runder og det er alt sammen til den fantastiske pris af gratis. (Man kan også købe pakker med ekstra spørgsmål, hvis man vil). Jeg er p.t. nummer 140 på leaderboardet, men hvem tæller sådan noget…
Harmonix, folkene bag Rock Band, har udgivet en useriøs app, hvor man laver sin egen musikvideo. I VidRhythm optager man, mens man laver forskellige lyde og bliver det klippet sammen til en sjov video. Der er flere sange og temaer at vælge i mellem. Det er nemt og hurtigt, at få nogle super underholdende resultater sammen med vennerne. Prisen er 12 kr.
Og så har Halfbrick Studios gjort det igen. Efter de fremragende minigames, Fruit Ninja og Monster Dash, har de nu udgivet Jetpack Joyride. Spillet er af den snart velkendte runner-genre, men nu med ekstra jetpack. Lige som deres tidligere spil, er det sjovt, vanedannende og der er masser at unlocke. Halfbrick er også kendt for at udsende masser af gratis updates. Min rekord er 3899 meter. Prisen er 6 kr.
Hvis man vil udfordre mig, så hedder jeg også GaGa The Movies på GameCenter og man er velkommen til at sende mig en friend request.
Let Play a Game: A Couple of PSN Gems
Det er ikke altid nødvendigt, at bruge alle sine hårdt tjente penge for at spille de gode spil og derfor sætter jeg lige et velfortjent fokus på et par nye og fantastiske spil som er klar til download på Playstation Network.
I Tales from Space: About a Blob får man den overvældende opgave, som den lille slimklat i et laboratorium man er, at redde jorden fra angribende rumvæsner. Dette udspiller sig i form af en blanding af klassisk 2D platformere, puzzles og elementer fra Katamari Damacy, alt sammen med en baggrund som taget ud af 50’er science fiction film. Det gælder om at absorbere alt hvad man kan komme i nærheden af, med det mål at blive stor nok til at gøre modstand mod de invaderende styrker. Det er et hyggeligt og sjovt lille platformspil med spandevis af charme og kreative gåder. Der er også mulighed for at spille historien igennem i 2 player co-op, hvis man har brug for lidt hjælp.
PixelJunk Shooter 2 forsætter bogstavligt talt lige fra det øjeblik hvor etteren sluttede og det samme gør sværhedsgraden også. Der skal stadig bruges snilde og skarpe reflekser for at komme igennem de farlige og udfordrende baner. Lige som etteren, er det en twin-stick shooter hvor man skal bruge elementerne og diverse væsker for at redde de mange strandede astronauter fra den visse død. Gameplay-formularen holder stadig og PixelJunk Shooter 2 er mindst lige så godt som det første spil i serien. Der er også 2 player co-op i dette spil, men som noget nyt er der nu kommet online multiplayer, hvor man spiller mod hinanden. Det fungerer udmærket, men det er nu singleplayer man kommer efter.
Begge spil koster under 100 kroner og de er alle pengene værd.
Lets Play a Game: Test Drive Unlimited 2
Jeg var en stor fan af det første Test Drive Unlimited, da det udkom tilbage i 2006. Det var et friskt og lysere alternativ til det dystre og street-smarte Need for Speed: Underground. Derfor så jeg frem til den dag, hvor Atari langt om længe ville tage sig sammen og udgive en efterfølger.
Den dag kom, men til min store overraskelse, havde jeg lyst til at knække skiven blot sekunder efter at den var sat i maskinen. TDU2 lider af Assassin’s Creed II-syndromet, hvilket beskrives bedst som et spil der har en så himmelråbende elendig start, at man truer med aldrig at spille det igen.
Det første man ser i TDU2 er en akavet technofest på Ibiza. Her er det så meningen at man skal vælge sin spilfigur i blandt hvad der mest af alt ligner afskyelige dropouts fra Playstation Home. Derefter kommer der en eller anden ligegyldig historie om at man skal tjene nogle penge og blive bedre til at køre bil, højst sandsynligt så man kan købe nogle stoffer, scorer nogle piger og tage til flere technofester. Det er ganske horibbelt men hvis man holder ved, så er det gamle TDU faktisk at finde under al dette “sociale” gylle.
Der er meget sjov at hente i TDU2, men det er samtidig et spil som konstant ligger på grænsen mellem det gode og det direkte elendige. Det skyldes at studiet Eden har truffet nogle decideret dårlige valg. Bilerne, de forskellige racerløb og verdenen det foregår i, er alt sammen udmærket. Men så er der samtidig den tåbelige historie, de latterlige karakterer og nogle fuldstændigt malplacerede missioner.
Hvem er for eksempel det geni som har fundet på at lave missioner hvor man kører rundt med kørersyge passagerer og derfor ikke må køre hurtigt, i et racerspil hvor det for helvede handler om at køre hurtigt? Spillet lider også af en noget utilregnelig sværhedsgrad. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, en ganske habil spiller af denne slags spil, har spillet mange lignende spil gennem tiderne og har umiddelbart ikke det store besvær med at vinde stort set alle løb i TDU2. Men hver enkelt kørekortstest krævede utallige forsøg. Det kunne være en spydig kommentar om den virkelige verden, hvis det ikke havde været fordi det er så fucking broken!
Test Drive Unlimited 2 er ikke pengene værd og hvis man vil spille denne type spil, så spil det fremragende Need for Speed: Hot Pursuit i stedet. Hvis man har gennemført det, så spil det igen og hold op med det brok.
Lets Play a Game: Bulletstorm
Med Bulletstorm får vi endeligt bevis på at børnearbejde er lovligt i Amerika, da spillet tilsyneladende er lavet af prepubertære 12-årige små drenge. Har du nogensinde undret dig over hvad der ville være blevet af Duke Nukem hvis det havde fået lov til udvikle sig over de sidste ti år? Har du ofte ønsket at man kunne tage to tilfældige ord, sætte dem sammen og på magisk vis skabe nye bandeord? Har du en tendens til at skyde folk i kuglerne i alle de first person shooters du spiller, bare for sjov? People Can Fly har hørt din bøn og opfylder nu alle dine ønsker. Skaberne af Painkiller-serien giver dig den naturlige evolution af Duke Nukem med et manuskript som er fyldt med ord som Dicktits, Assmaggot og Murderholes og så får du points for alt hvad du laver, ikke mindst at skyde folk i kuglerne. For os andre, der er færdige med at gå i 7. klasse, er spillet sjovt i måske 20 minutter, hvorefter det ikke er mere end en middelmådig og plat first person shooter som er fyldt med fejl og dårligt gamedesign. Now fuck off or I’ll kill your dicks!
Post(cards) of the Week: Retro XBLA
Til det netop overståede PAX East havde Microsoft givet en samling af deres kommende Xbox Live Arcade titler en tur i retromaskinen med disse limited edition postkort inspireret af gamle film. Det er en god lille reklame med det formål at gøre publikum opmærksom på at Section 8: Prejudice, Toy Soldiers: Cold War, Trenched, Fire Pro Wrestling, The Gunstringer og Insanely Twisted Shadow Planet alle skulle være klar til download inden sommer.
Games of the Year 2010: The Best
Runners up: Assassin’s Creed: Brotherhood, Enslaved, Battlefield: Bad Company 2 og Darksiders
Det koster flere og flere penge at lave de store spil til konsollerne, så det er kun logisk at mange studier skifter fra eksklusive titler og går multiplatform, for at få så meget som muligt tilbage fra deres investering. Der er færre af de største og bedste spil hvert år, der kun udkommer til en konsol, det kan simpelthen ikke betale sig. Spil som Mass Effect, Resident Evil, Metal Gear og Final Fantasy er ikke længere eksklusive. Det er næsten en undtagelse når det sker, eksempelvis var det uforståeligt at Ubisoft valgte kun at udgive det nye Splinter Cell til Xboxen. 2010 var et rigtigt stærkt år for multiplatform titler.
Da Ubisoft først annoncerede Assassin’s Creed: Brotherhood, solgte de det alene på den nytilkomne multiplayerdel og det virkede som om at man ikke skulle forvente meget single-player content eller for den sags skyld en forsættelse af historien fra Assassin’s Creed II. Det kunne dog ikke være mere forkert. Ja, spillet har nu multiplayer, men der er samtidig en singleplayerdel af omtrent samme størrelse som toerens. Historien bliver ført videre over de 20-25 timer det tager at gennemføre spillet og er en uundværlig sten på vejen til Assassin’s Creed 3. Ubisoft har samtidig finpudset næsten alle elementer i spillet og tilføjet muligheden for at hyre sine egne lejemordere og slås side om side med dem. Det er et fantastisk spil i sig selv og så er der lagt multiplayer oveni. Et af årets bedste fortællinger får man i Enslaved: Odyssey to the West. Det afbillede en smuk fremtidsverden, var fyldt med karakter og så havde Andy Serkis (Gollum fra Lord of the Rings) stået bag både motion capture og stemmeskuespil. I 2010 så man Medal of Honor vende tilbage og man fik selvfølgelig også et nyt Call of Duty-spil, men årets bedste first person shooter kom allerede tilbage i marts med udgivelsen af Dices Battlefield: Bad Company 2. Man havde fantastisk kontrol, evnen til at destruere alle bygninger der kom i vejen og så var spillets multiplayer bygget lige så meget på samarbejde og strategi som det var på død og ødelæggelse. Det var en af årets bedste co-op oplevelser at samles i en squad af fire og arbejde sig frem mod frontlinjen. Allerede i starten af januar udkom en af årets største overraskelser i form af THQ/Vigel Games’ Darksiders. Det blev afskrevet af mange som “bare et voksent Zelda-spil” og det er det også, men hvor mange har man af dem? Ingen og der er ingen sandsynlighed for at Nintendo tager sig sammen og lavet et, så det var derfor befriende at få et spil som Darksiders. Der blev lånt fra en masse andre spil, men det hele blev samlet på yderst kompetent vis og så havde det Joe Madureiras flotte art style. Der er skam intet galt med en voksen og brutal Zelda-klon, jeg siger mange tak.
Det er dog svært at overgå Rockstar Games, selv i et år hvor der ikke kommer noget Grand Theft Auto. Det absolut bedste multiplatformspil i 2010 var Rockstars episke western Red Dead Redemption. De genoplivede deres gamle spil, Red Dead Revolver, og bragte det op på nutidens konsoller på en så gennemført måde, at det nærmer sig perfektion. Rockstar tilføjede deres velkendte gode historier, karakterer og detaljegrad til en kæmpe western verden med oceaner af muligheder. Der var simpelthen så meget at lave, at det næsten var overrumplende og det er uden tvivl det spil jeg har brugt mest tid på i 2010. Det er også et spil der skal gennemføres, da slutningen er en af de bedste spilslutninger nogensinde. Desuden havde spillet en stor multiplayerdel, co-op og et fantastisk soundtrack. Spil af denne kvalitet får man bare ikke mange af, så man skal nyde det når man gør.
Games of the Year 2010: Best X360 Game
Runners up: Alan Wake, Fable III, Splinter Cell: Conviction og Halo: Reach
I modsætning til Sony, havde Microsoft et rigtigt godt år i 2010, med en håndfuld fantastiske eksklusive titler samt en del Live Arcade spil oven i hatten. Til gengæld ser de ud til at blive destrueret i 2011, hvis de ikke snart annoncerer et eller andet, de eneste de har fastsat indtil videre er Gears of War 3 og måske Forza 4.
Remedy, skaberne af Max Payne, udgav endelig deres længe ventede Alan Wake og det var al ventetid værd. Det var som at spille en interaktiv version af en af Stephen Kings bedste historier, fyldt med spænding, uhygge og besatte landsbyfolk. Det var et af de mest stemningsfyldt spil i lang tid, havde solid action og fremragende stemmeskuespil. TV-episode inddelingen fungerede perfekt og er forhåbentlig noget flere spil bruger i fremtiden. Hurtigt efter 2008s Fable II, fik vi i 2010 hvad der virker som et lidt forhastet Fable III. Det var stadig et godt eventyr med masser af humor, men selvom der var nye ting hist og her, så var det alt for tæt på det sidste spil og slutningen var malplaceret. Efter en lang pause, vendte Sam Fisher endelig tilbage til spilverdenen i Splinter Cell: Conviction. Der var et spil der var mærket af store produktionsproblemer, men heldigvis endte det som et rigtigt godt comeback. Det var dog ikke helt den samme Sam Fisher som før, spillet var blevet strømlinet og forsimplet en del. Det var ikke længere det hardcore stealth gameplay som serien blev kendt for, men det var derimod et af de bedste actionspil i 2010. Sidst men ikke mindst, var det umuligt at komme udenom Halo: Reach. Det var Bungies sidste Halo-spil og man må sige de sluttede af med maner. Reach er uden tvivl det bedste spil i serien og det var fyldt til randen med action, sci-fi og industriens største multiplayer.
Det første Mass Effect er stadig et af de bedste spil til Xboxen, så det er derfor lidt af en bedrift at Bioware har formået at forbedre det på næsten alle punkter med Mass Effect 2. Det var en sublim science fiction historie med et suverænt cast af karakterer, masser af fantastiske missioner og en meget forbedret shooterdel. Det er et af de få spil som bliver til en personlig historie, næsten alle gamere man spørger, har haft en meget speciel oplevelse og har en følelse af at deres Shepard er den eneste rigtige. Det er ikke noget man ser ofte og ventetiden til 3eren kan kun gå for langsomt. Som en ekstra bonus af gode nyheder, kan Playstation 3-ejere også opleve den fantastiske rejse, når spillet udkommer om nogle uger.
