Posts Tagged ‘Games’
Det er ikke altid nødvendigt, at bruge alle sine hårdt tjente penge for at spille de gode spil og derfor sætter jeg lige et velfortjent fokus på et par nye og fantastiske spil som er klar til download på Playstation Network.
I Tales from Space: About a Blob får man den overvældende opgave, som den lille slimklat i et laboratorium man er, at redde jorden fra angribende rumvæsner. Dette udspiller sig i form af en blanding af klassisk 2D platformere, puzzles og elementer fra Katamari Damacy, alt sammen med en baggrund som taget ud af 50’er science fiction film. Det gælder om at absorbere alt hvad man kan komme i nærheden af, med det mål at blive stor nok til at gøre modstand mod de invaderende styrker. Det er et hyggeligt og sjovt lille platformspil med spandevis af charme og kreative gåder. Der er også mulighed for at spille historien igennem i 2 player co-op, hvis man har brug for lidt hjælp.
PixelJunk Shooter 2 forsætter bogstavligt talt lige fra det øjeblik hvor etteren sluttede og det samme gør sværhedsgraden også. Der skal stadig bruges snilde og skarpe reflekser for at komme igennem de farlige og udfordrende baner. Lige som etteren, er det en twin-stick shooter hvor man skal bruge elementerne og diverse væsker for at redde de mange strandede astronauter fra den visse død. Gameplay-formularen holder stadig og PixelJunk Shooter 2 er mindst lige så godt som det første spil i serien. Der er også 2 player co-op i dette spil, men som noget nyt er der nu kommet online multiplayer, hvor man spiller mod hinanden. Det fungerer udmærket, men det er nu singleplayer man kommer efter.
Begge spil koster under 100 kroner og de er alle pengene værd.
Jeg var en stor fan af det første Test Drive Unlimited, da det udkom tilbage i 2006. Det var et friskt og lysere alternativ til det dystre og street-smarte Need for Speed: Underground. Derfor så jeg frem til den dag, hvor Atari langt om længe ville tage sig sammen og udgive en efterfølger.
Den dag kom, men til min store overraskelse, havde jeg lyst til at knække skiven blot sekunder efter at den var sat i maskinen. TDU2 lider af Assassin’s Creed II-syndromet, hvilket beskrives bedst som et spil der har en så himmelråbende elendig start, at man truer med aldrig at spille det igen.
Det første man ser i TDU2 er en akavet technofest på Ibiza. Her er det så meningen at man skal vælge sin spilfigur i blandt hvad der mest af alt ligner afskyelige dropouts fra Playstation Home. Derefter kommer der en eller anden ligegyldig historie om at man skal tjene nogle penge og blive bedre til at køre bil, højst sandsynligt så man kan købe nogle stoffer, scorer nogle piger og tage til flere technofester. Det er ganske horibbelt men hvis man holder ved, så er det gamle TDU faktisk at finde under al dette “sociale” gylle.
Der er meget sjov at hente i TDU2, men det er samtidig et spil som konstant ligger på grænsen mellem det gode og det direkte elendige. Det skyldes at studiet Eden har truffet nogle decideret dårlige valg. Bilerne, de forskellige racerløb og verdenen det foregår i, er alt sammen udmærket. Men så er der samtidig den tåbelige historie, de latterlige karakterer og nogle fuldstændigt malplacerede missioner.
Hvem er for eksempel det geni som har fundet på at lave missioner hvor man kører rundt med kørersyge passagerer og derfor ikke må køre hurtigt, i et racerspil hvor det for helvede handler om at køre hurtigt? Spillet lider også af en noget utilregnelig sværhedsgrad. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, en ganske habil spiller af denne slags spil, har spillet mange lignende spil gennem tiderne og har umiddelbart ikke det store besvær med at vinde stort set alle løb i TDU2. Men hver enkelt kørekortstest krævede utallige forsøg. Det kunne være en spydig kommentar om den virkelige verden, hvis det ikke havde været fordi det er så fucking broken!
Test Drive Unlimited 2 er ikke pengene værd og hvis man vil spille denne type spil, så spil det fremragende Need for Speed: Hot Pursuit i stedet. Hvis man har gennemført det, så spil det igen og hold op med det brok.
Med Bulletstorm får vi endeligt bevis på at børnearbejde er lovligt i Amerika, da spillet tilsyneladende er lavet af prepubertære 12-årige små drenge. Har du nogensinde undret dig over hvad der ville være blevet af Duke Nukem hvis det havde fået lov til udvikle sig over de sidste ti år? Har du ofte ønsket at man kunne tage to tilfældige ord, sætte dem sammen og på magisk vis skabe nye bandeord? Har du en tendens til at skyde folk i kuglerne i alle de first person shooters du spiller, bare for sjov? People Can Fly har hørt din bøn og opfylder nu alle dine ønsker. Skaberne af Painkiller-serien giver dig den naturlige evolution af Duke Nukem med et manuskript som er fyldt med ord som Dicktits, Assmaggot og Murderholes og så får du points for alt hvad du laver, ikke mindst at skyde folk i kuglerne. For os andre, der er færdige med at gå i 7. klasse, er spillet sjovt i måske 20 minutter, hvorefter det ikke er mere end en middelmådig og plat first person shooter som er fyldt med fejl og dårligt gamedesign. Now fuck off or I’ll kill your dicks!
Til det netop overståede PAX East havde Microsoft givet en samling af deres kommende Xbox Live Arcade titler en tur i retromaskinen med disse limited edition postkort inspireret af gamle film. Det er en god lille reklame med det formål at gøre publikum opmærksom på at Section 8: Prejudice, Toy Soldiers: Cold War, Trenched, Fire Pro Wrestling, The Gunstringer og Insanely Twisted Shadow Planet alle skulle være klar til download inden sommer.
Runners up: Assassin’s Creed: Brotherhood, Enslaved, Battlefield: Bad Company 2 og Darksiders
Det koster flere og flere penge at lave de store spil til konsollerne, så det er kun logisk at mange studier skifter fra eksklusive titler og går multiplatform, for at få så meget som muligt tilbage fra deres investering. Der er færre af de største og bedste spil hvert år, der kun udkommer til en konsol, det kan simpelthen ikke betale sig. Spil som Mass Effect, Resident Evil, Metal Gear og Final Fantasy er ikke længere eksklusive. Det er næsten en undtagelse når det sker, eksempelvis var det uforståeligt at Ubisoft valgte kun at udgive det nye Splinter Cell til Xboxen. 2010 var et rigtigt stærkt år for multiplatform titler.
Da Ubisoft først annoncerede Assassin’s Creed: Brotherhood, solgte de det alene på den nytilkomne multiplayerdel og det virkede som om at man ikke skulle forvente meget single-player content eller for den sags skyld en forsættelse af historien fra Assassin’s Creed II. Det kunne dog ikke være mere forkert. Ja, spillet har nu multiplayer, men der er samtidig en singleplayerdel af omtrent samme størrelse som toerens. Historien bliver ført videre over de 20-25 timer det tager at gennemføre spillet og er en uundværlig sten på vejen til Assassin’s Creed 3. Ubisoft har samtidig finpudset næsten alle elementer i spillet og tilføjet muligheden for at hyre sine egne lejemordere og slås side om side med dem. Det er et fantastisk spil i sig selv og så er der lagt multiplayer oveni. Et af årets bedste fortællinger får man i Enslaved: Odyssey to the West. Det afbillede en smuk fremtidsverden, var fyldt med karakter og så havde Andy Serkis (Gollum fra Lord of the Rings) stået bag både motion capture og stemmeskuespil. I 2010 så man Medal of Honor vende tilbage og man fik selvfølgelig også et nyt Call of Duty-spil, men årets bedste first person shooter kom allerede tilbage i marts med udgivelsen af Dices Battlefield: Bad Company 2. Man havde fantastisk kontrol, evnen til at destruere alle bygninger der kom i vejen og så var spillets multiplayer bygget lige så meget på samarbejde og strategi som det var på død og ødelæggelse. Det var en af årets bedste co-op oplevelser at samles i en squad af fire og arbejde sig frem mod frontlinjen. Allerede i starten af januar udkom en af årets største overraskelser i form af THQ/Vigel Games’ Darksiders. Det blev afskrevet af mange som “bare et voksent Zelda-spil” og det er det også, men hvor mange har man af dem? Ingen og der er ingen sandsynlighed for at Nintendo tager sig sammen og lavet et, så det var derfor befriende at få et spil som Darksiders. Der blev lånt fra en masse andre spil, men det hele blev samlet på yderst kompetent vis og så havde det Joe Madureiras flotte art style. Der er skam intet galt med en voksen og brutal Zelda-klon, jeg siger mange tak.
Det er dog svært at overgå Rockstar Games, selv i et år hvor der ikke kommer noget Grand Theft Auto. Det absolut bedste multiplatformspil i 2010 var Rockstars episke western Red Dead Redemption. De genoplivede deres gamle spil, Red Dead Revolver, og bragte det op på nutidens konsoller på en så gennemført måde, at det nærmer sig perfektion. Rockstar tilføjede deres velkendte gode historier, karakterer og detaljegrad til en kæmpe western verden med oceaner af muligheder. Der var simpelthen så meget at lave, at det næsten var overrumplende og det er uden tvivl det spil jeg har brugt mest tid på i 2010. Det er også et spil der skal gennemføres, da slutningen er en af de bedste spilslutninger nogensinde. Desuden havde spillet en stor multiplayerdel, co-op og et fantastisk soundtrack. Spil af denne kvalitet får man bare ikke mange af, så man skal nyde det når man gør.
Runners up: Alan Wake, Fable III, Splinter Cell: Conviction og Halo: Reach
I modsætning til Sony, havde Microsoft et rigtigt godt år i 2010, med en håndfuld fantastiske eksklusive titler samt en del Live Arcade spil oven i hatten. Til gengæld ser de ud til at blive destrueret i 2011, hvis de ikke snart annoncerer et eller andet, de eneste de har fastsat indtil videre er Gears of War 3 og måske Forza 4.
Remedy, skaberne af Max Payne, udgav endelig deres længe ventede Alan Wake og det var al ventetid værd. Det var som at spille en interaktiv version af en af Stephen Kings bedste historier, fyldt med spænding, uhygge og besatte landsbyfolk. Det var et af de mest stemningsfyldt spil i lang tid, havde solid action og fremragende stemmeskuespil. TV-episode inddelingen fungerede perfekt og er forhåbentlig noget flere spil bruger i fremtiden. Hurtigt efter 2008s Fable II, fik vi i 2010 hvad der virker som et lidt forhastet Fable III. Det var stadig et godt eventyr med masser af humor, men selvom der var nye ting hist og her, så var det alt for tæt på det sidste spil og slutningen var malplaceret. Efter en lang pause, vendte Sam Fisher endelig tilbage til spilverdenen i Splinter Cell: Conviction. Der var et spil der var mærket af store produktionsproblemer, men heldigvis endte det som et rigtigt godt comeback. Det var dog ikke helt den samme Sam Fisher som før, spillet var blevet strømlinet og forsimplet en del. Det var ikke længere det hardcore stealth gameplay som serien blev kendt for, men det var derimod et af de bedste actionspil i 2010. Sidst men ikke mindst, var det umuligt at komme udenom Halo: Reach. Det var Bungies sidste Halo-spil og man må sige de sluttede af med maner. Reach er uden tvivl det bedste spil i serien og det var fyldt til randen med action, sci-fi og industriens største multiplayer.
Det første Mass Effect er stadig et af de bedste spil til Xboxen, så det er derfor lidt af en bedrift at Bioware har formået at forbedre det på næsten alle punkter med Mass Effect 2. Det var en sublim science fiction historie med et suverænt cast af karakterer, masser af fantastiske missioner og en meget forbedret shooterdel. Det er et af de få spil som bliver til en personlig historie, næsten alle gamere man spørger, har haft en meget speciel oplevelse og har en følelse af at deres Shepard er den eneste rigtige. Det er ikke noget man ser ofte og ventetiden til 3eren kan kun gå for langsomt. Som en ekstra bonus af gode nyheder, kan Playstation 3-ejere også opleve den fantastiske rejse, når spillet udkommer om nogle uger.
Runners up: God of War 3, Joe Danger og ModNation Racers
På trods af store og meget ventede udgivelser, virkede 2010 lidt som et pauseår for Sony i forhold til det fantastiske 2009 (Uncharted 2, Killzone 2, inFamous, Ratchet & Clank, Flower osv.) og det tilsyneladende episke 2011 (Killzone 3, Little Big Planet 2, inFamous 2, Uncharted 3, Resistance 3, Socom 4, Ratchet & Clank, Journey, The Last Guardian, Pixeljunk Shooter 2, Twisted Metal, Ico HD, Shadow of the Colossus HD, Motorstorm Apocalypse med flere). Derfor har der dog alligevel været nogle gode oplevelser på Playstation 3 i løbet af det forgangne år.
2010 var året hvor man endelig fik det sidste kapitel i den storslåede saga om krigsguden, Kratos. God of War 3 leverede billedskøn grafik, episke kampe imod guderne og enorme mængder af blod. Det var lige så godt som det altid har været, men det var samtidig også det der var det største problem, det var lige som det altid har været. Joe Danger kom som lidt af en overraskelse. Dette Playstation Network spil blandede Excite Bike, Trials HD og Little Big Planet med store mængder charme og humor. Det samme kan også siges om ModNation Racers, et spil der var lige dele creation tools og go-cart racing. Det er det tætteste man kommer på Mario Kart på Playstation 3 og de mange aktive brugere gjorde det endda muligt at spille som Mario og Luigi hvis man ville. Det sidste store Sony spil der ikke er nævnt på listen, er Gran Turismo 5 og det er ikke kommet med fordi at jeg simpelthen ikke har spillet det nok.
Quantum Dreams opfølger til det fantastiske Fahrenheit, skiller sig allerede fra starten ud fra resten af spilindustrien. Hvis man er kold og kynisk vil man måske afskrive Heavy Rain som en lang serie af quick time events, men det ville ikke være fair. Der er meget mere i det end det. Heavy Rain tager interactive storytelling til helt nye højder. Integreringen af context sensitive controls er tæt på perfekt og resultatet er en indlevelse som computerspil normalt ikke kan levere. Det bliver bakket op af flot realistisk grafik med fantastisk ansigts-animation, en interessant dynamisk historie og spilkarakterer der har både sjæl og følelses-mæssige dybde. De småproblemer jeg har med Heavy Rain, så som et voicecast af engelsk-talende franskmænd og et plottwist som jeg syntes er snyd, er ikke nok til at fratage spillet æren som bedste Playstation 3 spil i 2010. Det er en innovativ og speciel spiloplevelse som ingen anden og en god indikation på hvor mediet kan være på vej hen.
Runners up: Pac-Man CE DX, Super Meat Boy, Lara Croft and the Guardian of Light og DeathSpank
I 2010 fortsatte de små uafhængige spiludviklere med at udgive interessante, kreative og unikke spil på både Xbox Live Arcade og Playstation Network. Det var endnu et år hvor mange af de mest nyskabende og anderledes spiloplevelser kunne findes på ens harddisk i stedet for på skiver. 2010 var også året hvor den altid sjove Tim Schafers (Psychonauts, Day of the Tentacle, Full Throttle og Brütal Legend) studie Double Fine tog springet fra skiver til det rent digitale marked og med spillene Costume Quest og Stackin ser det ud som om at de allerede har fundet sig godt til rette. Det bliver spændende at følge i fremtiden.
Det er imponerende at Namco Bandai har formået at tage deres 30 år gamle arcadehit, Pac-Man, bringe det ind i det nye årtusinde og ikke bare gøre det konkurrencedygtigt men også til et af de bedste spil i 2010. Der arbejdes videre på formularen fra 2007’s Pac-Man Championship Edition med Geometry Wars-agtige neonfarver, hæsblæsende tempo og utroligt vanedannende gameplay. Denne gang får man endelig lov til at skifte rolle fra jaget vildt til jæger og gufle hundredvis af flygtende spøgelser, det er yderst tilfredsstillende efter 30 års ventetid. I Super Meat Boy er det ligeledes old school gameplay der er i fokus. Det er rendyrket platforming uden for mange dikedare, det er voldsomt svært grænsende til det direkte frustrerende men til gengæld er det ekstra belønnende når man så klarer en af de over 300 baner. I skrivende stund er der omkring 10 mennesker i hele verden, der har gennemført spillet 100%, det må absolut betyde at det ikke er helt let og derfor har jeg det lidt bedre med at være ganske elendig til det. Få spilserier har set flere reboots end Tomb Raider, men Lara Croft and the Guardian of Light kom alligevel som en overraskelse. En co-op twinstick shooter puzzler set fra oven, var bestemt ikke hvad man havde regnet med. Crystal Dynamics har trukket en trumf op af hatten og givet serien et tiltrængt friskt pust. Et andet glædeligt gensyn kom da Ron Gilbert (The Secret of Monkey Island, Day of the Tentacle og Full Throttle) vendte tilbage med DeathSpank. Et spil der blandede Gilberts velkendte humor med simpelt men effektivt rollespil. Gilbert har altid været god for en masse gode grin og DeathSpank er ingen undtagelse.
Der var dog ingen spil der ramte mig renere end mesterværket Limbo. Det lille danske spilfirma Play Dead debuterede med det utroligt stemningsfyldte og hjernevridende platformspil som direkte ud af den blå luft. Det er et spil der med det samme ligger sig som frontløber i diskussionen om computerspil som kunst, med en simpel sort-hvid art style der fortæller mere med et par enkelte billeder end de fleste andre spil formår over mange timer. Det er heldigvis ikke blevet et eksempel på stil over substans, da gameplayet er udfordrende, styringen er præcis og gåderne er udspekulerede. Et spil der blev i mine tanker længe efter at jeg havde gennemført det og en oplevelse ingen må være foruden, gamer eller ej.
Runners up: Fruit Ninja, Tilt to Live, Reckless Racing, Robot Unicorn Attack!
Bare for et års tid siden havde jeg ikke meget til overs for spil på mobiltelefonen, eller håndholdt gaming generelt for den sags skyld, men i løbet af 2010 har spilskaberne virkelig begyndt at udnytte formatet effektivt og kreativt. Til min egen store overraskelse har jeg vænnet mig godt og grundigt til brugen af en touchscreen i spil, er blevet ret så glad for det og har brugt mange timer på det i løbet af det forgangne år. Så meget at jeg nu har lavet en hel kategori til det alene i dette års bedste spil overvejelser.
Half Brick Games er ved at blive en af mine favorit spilproducenter på iPhonen, fordi udover at lave gode spil som Monster Dash og Age of Zombies der udnytter formatet effektivt, så bliver de også ved med at støtte deres spil med gratis ekstra content løbende. Deres bedste spil er dog stadig Fruit Ninja, der er definitionen af god bitesized gaming. Fruit Ninja er nemt at gå til og der er konstant den der velkendte “bare lige ét spil til” –følelse. Tilt to Live er et af spil der udnytter bevægelses-sensoren i iPhonen bedst. På overfladen virker det som en Twinstick Shooter, men det hele bliver styret ved at bevæge telefonen og det fungerer fremragende. Det er svært, men det er udfordring på den gode måde. Hvis man husker tilbage til klassiske “set fra oven” racerspil som RC Racing, Micro Machines og Rock n’ Roll Racing med glæde, så vil man helt sikkert også kunne lide Reckless Racing. Styringen er perfekt og det er rigtig flot lavet. Så er det blevet tid til årets outsider i form af Robot Unicorn Attack!. Det er et spil i den traditionelle Canabalt-agtige always running spillestil, nu bare med robot-enhjørninger, lyserøde pangfarver og et konstant soundtrack af Erasure’s Always. Det er lige så sjovt som det er sindssygt.
Årets bedste iPhone-spil kan dog kun være Chairs tekniske perle, Infinity Blade. Tidligere på året udgav de tech-demoen Epic Citadel, der viste at de kunne køre Unreal graphics-engine på en mobiltelefon. Det var et lettere mirakel i sig selv, men der var stadig tvivl om hvordan de kunne bruge det i et spil. Men så udkom Infinity Blade og al tvivl blev slået til jorden, ikke nok med at det fungerede, det udnyttede formatet på mesterlig vis. Det man har fået er et ridderspil med grafik der kan konkurrere med mange konsolspil, intuitiv styring og et XP-system der får én til komme tilbage igen og igen. Intet mindre end et mesterværk og det er all kinds of awesome.
Runners up: Kane & Lynch: Dead Men, Army of Two: The 40th Day, Lost Planet 2 og Transformers: War for Cybertron
I 2010 skiftede mit fokus markant fra spil tilbage til film, hvor det hører hjemme. I 2009 gennemførte jeg over 100 spil, hvor at i 2010 det tal er tættere på 25. Denne fokusering har gjort at man for det meste kun spiller de gode spil og går let og elegant uden om elendige spil som eksempelvis X-Blades, Leisure Suit Larry og sidste år dårligste spil Infernal: Hell’s Vengance. Det betyder dog ikke at jeg slap helt for elendigheder i år.
Først gav Io Interactive det brovtne makkerpar Kane & Lynch et nyt kapitel, der bød på trejde-persons skyderier langt under middel, bandeord en masse og blødende nøgne mænd på gaderne af Tokyo. Spillets eneste plus, var den håndholdte og pixelerede youtube-agtige billedside, der i sig selv ikke gav nogen mening. Et andet brovtent makkerpar, der også fik et nyt kapitel i 2010, var Salem og Rios i Army of Two: The 40th Day. Spillet formåede faktisk at være langt langt værre end det første spil og endte med at være en grim og kedelig pinsel at komme igennem, selvom det kun tog 4 timer at gennemføre. I et år, hvor der ikke kom en film det skulle hænge sammen med, havde det nyeste Tranformers-spil potentiale. Men spillet levede ikke engang op til de lave forventninger og var ikke ret meget mere end et ensformigt Playstation 2 spil i HD. Apropos ikke at følge med tiderne, så præsterede Capcom at lære absolut ingenting af andre spil og samtidig ødelægge en af mine personlige favorit spil med Lost Planet 2. Lige fra valget at have en singleplayer-del der bare var en multiplayer-del med bots, et usammenhængende flow og det deciderede broken gameplay, så er Lost Planet serien ikke længere noget som jeg er interesseret i og det er useriøst for der er jo giant mechs…
Årets dårligste spil var dog uden tvivl det smagløse actionspil Dante’s Inferno. Efter det fremragende Dead Space, var der store forventninger til Visceral Games nye spil. Men Dante’s Inferno er en skændsel mod både historie og litteratur, efter Visceral tog Dante Alighieris klassiske værk The Divine Comedy og svinede det til med himmelråbende afskyeligt grafik, ubrugelig kontrol og noget af det grimmeste art design jeg har set i mange år.