Games of the Year 2010: Best PS3 Game
Runners up: God of War 3, Joe Danger og ModNation Racers
På trods af store og meget ventede udgivelser, virkede 2010 lidt som et pauseår for Sony i forhold til det fantastiske 2009 (Uncharted 2, Killzone 2, inFamous, Ratchet & Clank, Flower osv.) og det tilsyneladende episke 2011 (Killzone 3, Little Big Planet 2, inFamous 2, Uncharted 3, Resistance 3, Socom 4, Ratchet & Clank, Journey, The Last Guardian, Pixeljunk Shooter 2, Twisted Metal, Ico HD, Shadow of the Colossus HD, Motorstorm Apocalypse med flere). Derfor har der dog alligevel været nogle gode oplevelser på Playstation 3 i løbet af det forgangne år.
2010 var året hvor man endelig fik det sidste kapitel i den storslåede saga om krigsguden, Kratos. God of War 3 leverede billedskøn grafik, episke kampe imod guderne og enorme mængder af blod. Det var lige så godt som det altid har været, men det var samtidig også det der var det største problem, det var lige som det altid har været. Joe Danger kom som lidt af en overraskelse. Dette Playstation Network spil blandede Excite Bike, Trials HD og Little Big Planet med store mængder charme og humor. Det samme kan også siges om ModNation Racers, et spil der var lige dele creation tools og go-cart racing. Det er det tætteste man kommer på Mario Kart på Playstation 3 og de mange aktive brugere gjorde det endda muligt at spille som Mario og Luigi hvis man ville. Det sidste store Sony spil der ikke er nævnt på listen, er Gran Turismo 5 og det er ikke kommet med fordi at jeg simpelthen ikke har spillet det nok.
Quantum Dreams opfølger til det fantastiske Fahrenheit, skiller sig allerede fra starten ud fra resten af spilindustrien. Hvis man er kold og kynisk vil man måske afskrive Heavy Rain som en lang serie af quick time events, men det ville ikke være fair. Der er meget mere i det end det. Heavy Rain tager interactive storytelling til helt nye højder. Integreringen af context sensitive controls er tæt på perfekt og resultatet er en indlevelse som computerspil normalt ikke kan levere. Det bliver bakket op af flot realistisk grafik med fantastisk ansigts-animation, en interessant dynamisk historie og spilkarakterer der har både sjæl og følelses-mæssige dybde. De småproblemer jeg har med Heavy Rain, så som et voicecast af engelsk-talende franskmænd og et plottwist som jeg syntes er snyd, er ikke nok til at fratage spillet æren som bedste Playstation 3 spil i 2010. Det er en innovativ og speciel spiloplevelse som ingen anden og en god indikation på hvor mediet kan være på vej hen.
Games of the Year 2010: Best Downloadable Game
Runners up: Pac-Man CE DX, Super Meat Boy, Lara Croft and the Guardian of Light og DeathSpank
I 2010 fortsatte de små uafhængige spiludviklere med at udgive interessante, kreative og unikke spil på både Xbox Live Arcade og Playstation Network. Det var endnu et år hvor mange af de mest nyskabende og anderledes spiloplevelser kunne findes på ens harddisk i stedet for på skiver. 2010 var også året hvor den altid sjove Tim Schafers (Psychonauts, Day of the Tentacle, Full Throttle og Brütal Legend) studie Double Fine tog springet fra skiver til det rent digitale marked og med spillene Costume Quest og Stackin ser det ud som om at de allerede har fundet sig godt til rette. Det bliver spændende at følge i fremtiden.
Det er imponerende at Namco Bandai har formået at tage deres 30 år gamle arcadehit, Pac-Man, bringe det ind i det nye årtusinde og ikke bare gøre det konkurrencedygtigt men også til et af de bedste spil i 2010. Der arbejdes videre på formularen fra 2007’s Pac-Man Championship Edition med Geometry Wars-agtige neonfarver, hæsblæsende tempo og utroligt vanedannende gameplay. Denne gang får man endelig lov til at skifte rolle fra jaget vildt til jæger og gufle hundredvis af flygtende spøgelser, det er yderst tilfredsstillende efter 30 års ventetid. I Super Meat Boy er det ligeledes old school gameplay der er i fokus. Det er rendyrket platforming uden for mange dikedare, det er voldsomt svært grænsende til det direkte frustrerende men til gengæld er det ekstra belønnende når man så klarer en af de over 300 baner. I skrivende stund er der omkring 10 mennesker i hele verden, der har gennemført spillet 100%, det må absolut betyde at det ikke er helt let og derfor har jeg det lidt bedre med at være ganske elendig til det. Få spilserier har set flere reboots end Tomb Raider, men Lara Croft and the Guardian of Light kom alligevel som en overraskelse. En co-op twinstick shooter puzzler set fra oven, var bestemt ikke hvad man havde regnet med. Crystal Dynamics har trukket en trumf op af hatten og givet serien et tiltrængt friskt pust. Et andet glædeligt gensyn kom da Ron Gilbert (The Secret of Monkey Island, Day of the Tentacle og Full Throttle) vendte tilbage med DeathSpank. Et spil der blandede Gilberts velkendte humor med simpelt men effektivt rollespil. Gilbert har altid været god for en masse gode grin og DeathSpank er ingen undtagelse.
Der var dog ingen spil der ramte mig renere end mesterværket Limbo. Det lille danske spilfirma Play Dead debuterede med det utroligt stemningsfyldte og hjernevridende platformspil som direkte ud af den blå luft. Det er et spil der med det samme ligger sig som frontløber i diskussionen om computerspil som kunst, med en simpel sort-hvid art style der fortæller mere med et par enkelte billeder end de fleste andre spil formår over mange timer. Det er heldigvis ikke blevet et eksempel på stil over substans, da gameplayet er udfordrende, styringen er præcis og gåderne er udspekulerede. Et spil der blev i mine tanker længe efter at jeg havde gennemført det og en oplevelse ingen må være foruden, gamer eller ej.
Games of the Year 2010: Best Mobile Game
Runners up: Fruit Ninja, Tilt to Live, Reckless Racing, Robot Unicorn Attack!
Bare for et års tid siden havde jeg ikke meget til overs for spil på mobiltelefonen, eller håndholdt gaming generelt for den sags skyld, men i løbet af 2010 har spilskaberne virkelig begyndt at udnytte formatet effektivt og kreativt. Til min egen store overraskelse har jeg vænnet mig godt og grundigt til brugen af en touchscreen i spil, er blevet ret så glad for det og har brugt mange timer på det i løbet af det forgangne år. Så meget at jeg nu har lavet en hel kategori til det alene i dette års bedste spil overvejelser.
Half Brick Games er ved at blive en af mine favorit spilproducenter på iPhonen, fordi udover at lave gode spil som Monster Dash og Age of Zombies der udnytter formatet effektivt, så bliver de også ved med at støtte deres spil med gratis ekstra content løbende. Deres bedste spil er dog stadig Fruit Ninja, der er definitionen af god bitesized gaming. Fruit Ninja er nemt at gå til og der er konstant den der velkendte “bare lige ét spil til” –følelse. Tilt to Live er et af spil der udnytter bevægelses-sensoren i iPhonen bedst. På overfladen virker det som en Twinstick Shooter, men det hele bliver styret ved at bevæge telefonen og det fungerer fremragende. Det er svært, men det er udfordring på den gode måde. Hvis man husker tilbage til klassiske “set fra oven” racerspil som RC Racing, Micro Machines og Rock n’ Roll Racing med glæde, så vil man helt sikkert også kunne lide Reckless Racing. Styringen er perfekt og det er rigtig flot lavet. Så er det blevet tid til årets outsider i form af Robot Unicorn Attack!. Det er et spil i den traditionelle Canabalt-agtige always running spillestil, nu bare med robot-enhjørninger, lyserøde pangfarver og et konstant soundtrack af Erasure’s Always. Det er lige så sjovt som det er sindssygt.
Årets bedste iPhone-spil kan dog kun være Chairs tekniske perle, Infinity Blade. Tidligere på året udgav de tech-demoen Epic Citadel, der viste at de kunne køre Unreal graphics-engine på en mobiltelefon. Det var et lettere mirakel i sig selv, men der var stadig tvivl om hvordan de kunne bruge det i et spil. Men så udkom Infinity Blade og al tvivl blev slået til jorden, ikke nok med at det fungerede, det udnyttede formatet på mesterlig vis. Det man har fået er et ridderspil med grafik der kan konkurrere med mange konsolspil, intuitiv styring og et XP-system der får én til komme tilbage igen og igen. Intet mindre end et mesterværk og det er all kinds of awesome.
Games of the Year 2010: The Worst
Runners up: Kane & Lynch: Dead Men, Army of Two: The 40th Day, Lost Planet 2 og Transformers: War for Cybertron
I 2010 skiftede mit fokus markant fra spil tilbage til film, hvor det hører hjemme. I 2009 gennemførte jeg over 100 spil, hvor at i 2010 det tal er tættere på 25. Denne fokusering har gjort at man for det meste kun spiller de gode spil og går let og elegant uden om elendige spil som eksempelvis X-Blades, Leisure Suit Larry og sidste år dårligste spil Infernal: Hell’s Vengance. Det betyder dog ikke at jeg slap helt for elendigheder i år.
Først gav Io Interactive det brovtne makkerpar Kane & Lynch et nyt kapitel, der bød på trejde-persons skyderier langt under middel, bandeord en masse og blødende nøgne mænd på gaderne af Tokyo. Spillets eneste plus, var den håndholdte og pixelerede youtube-agtige billedside, der i sig selv ikke gav nogen mening. Et andet brovtent makkerpar, der også fik et nyt kapitel i 2010, var Salem og Rios i Army of Two: The 40th Day. Spillet formåede faktisk at være langt langt værre end det første spil og endte med at være en grim og kedelig pinsel at komme igennem, selvom det kun tog 4 timer at gennemføre. I et år, hvor der ikke kom en film det skulle hænge sammen med, havde det nyeste Tranformers-spil potentiale. Men spillet levede ikke engang op til de lave forventninger og var ikke ret meget mere end et ensformigt Playstation 2 spil i HD. Apropos ikke at følge med tiderne, så præsterede Capcom at lære absolut ingenting af andre spil og samtidig ødelægge en af mine personlige favorit spil med Lost Planet 2. Lige fra valget at have en singleplayer-del der bare var en multiplayer-del med bots, et usammenhængende flow og det deciderede broken gameplay, så er Lost Planet serien ikke længere noget som jeg er interesseret i og det er useriøst for der er jo giant mechs…
Årets dårligste spil var dog uden tvivl det smagløse actionspil Dante’s Inferno. Efter det fremragende Dead Space, var der store forventninger til Visceral Games nye spil. Men Dante’s Inferno er en skændsel mod både historie og litteratur, efter Visceral tog Dante Alighieris klassiske værk The Divine Comedy og svinede det til med himmelråbende afskyeligt grafik, ubrugelig kontrol og noget af det grimmeste art design jeg har set i mange år.
Lets Play a Game: Bullets, Meat, Shadows & The Future
Der er gået et stykke tid siden, at jeg sidst skrev en artikel om de nyeste computerspil og i den seneste tid er der kommet mange store spil. Som forbedredelse til kåringen af årets bedste spil i slutningen af december, vil der inden for den nærmeste fremtid komme et par stykker af disse artikler og dette er så den første.
Electronic Arts havde på forhånd så store forventninger til genfødselen af deres klassiske shooter-serie, Medal of Honor, at de satte to produktionshold til at lave spillet. Det er en underlig idé men ikke nødvendigvis en dårlig en, så længe at de to dele er gode. Det er i midlertid ikke tilfældet her. Singleplayer-delen, lavet af Danger Close Games, minder mest af alt om et fem år gammelt spil med middelmådig grafik, dårlig programmering og ligegyldigt gameplay. Multiplayer-delen, lavet af Dice der stod bag det fantastiske Battlefield: Bad Company 2 tidligere på året, virker som en tvungen hybrid mellem Bad Company og Call of Duty: Modern Warfare og det fungerer simpelthen ikke. Det er ikke fordi Medal of Honor er et dårligt spil som sådan, det er mest middelmådigt og ligegyldigt, men når der findes spil af dens type som er så meget bedre, er det bare ikke godt nok.
En pige lavet af bandager bliver taget til fange af et ondt foster med monokel og det er op til en lille dreng af kød at redde hende. Det er setuppet til Super Meat Boy og det bliver kun mere sindssygt hen af vejen. Der kommer ikke mange hardcore platformere nu til dags og det er derfor kun en større fryd at spille Super Meat Boy. Der er over 300 baner, fyldt med kærlige tributes til gamle spil, man skal dog ikke forvente at gennemføre dem lige med det samme, alene på grund af det faktum at der er p.t. under 20 personer i hele verdenen der har klaret spillet 100%. Det er ofte frustrende svært og man kommer til at dø tonsvis af gange, men det er altid ens egen skyld, man kan lærer af sine fejl og det er til sidst yderst tilfredsstillende at gennemføre en bane. Et spil jeg elsker at hade.
Nogle gange træder gameplay i baggrunden til fordel for præsentation. Det lyder som en rigtig dårlig måde at starte en beskrivelse af et computerspil og det er det normalt også, men i Enslaved: Odyssey to the West er indpakningen bare så suveræn at man vil acceptere hvad som helst. Derfor er det dog ikke sagt at gameplayet i Enslaved er dårligt, fordi det fungerer ganske udmærket og underholder det meste af vejen. Den smukke science fiction historie som er skrevet af Alex Garland (28 Days Later, Sunshine og The Beach) er bragt til live med fantastisk grafik og karakterene er skabt ved hjælp af motion capture fra Andy Serkis (King Kong og Lord of the Rings) der også ligger stemme til hovedpersonen. Enslaved er en unik og yderst filmisk spiloplevelse. 
Castlevania: Lords of Shadow startede som et spil der havde intet med Castlevania at gøre og fik senere et makeover og navneskift, fordi det ville med sikkerhed sælge flere kopier. Den slags sker en gang imellem og det ender aldrig godt, det er derfor en stor overraskelse at Lords of Shadow er sådan et solidt kvalitetsprodukt som det er. Spillet er, simpelt sagt, endnu en God of War-klon men en af de bedre af slagsen. Kvaliteten bliver hævet med flot grafik, en udmærket historie og godt stemmeskuespil fra Patrick Stewart og Robert Carlyle. Men af en eller anden grund varer spillet en 15-20 timer at gennemføre, et spil af denne type skal ikke vare så lang tid og det ender derfor med at blive ensformigt og langtrukket.
Lets Play a Game: Reach the Comic Dimensions
Så er det blevet tid til at snakke lidt om computerspil igen. Denne gang med et par nye sektioner i form af meninger om nye demoer og anbefalinger af nogle af de iPhone spil der har en fast plads på min telefon.
En af de absolut største spilfranchises når med Halo: Reach det afsluttende kapitel i en lang historie. Bungies afsluttende kapitel under alle omstændigheder, Microsoft skal nok fortsætte langt ud i fremtiden. Personligt er jeg mere en Battlefield spiller da gameplay, stil og styring passer bedre til mig, men jeg må anerkende at Bungie slutter deres Halo-serie af på spektakulær vis. En god og velfortalt singleplayer-historie kombineres med finpudset version af Firefight co-op og deres sædvanlige robuste multiplayer med et hav af instillingsmuligheder, alt sammen vist i en forbedret grafikmotor der er flottere end nogensinde. Et fremragende spil og en perfekt måde at give tøjlerne videre på.
Så fik man også endnu et Spiderman spil, hvad enten man havde brug for et eller ej, men i det mindste skulle det ikke passe sammen med en film denne gang. Udvikleren Beenox forsøger desperat med Spiderman: Shattered Dimensions, at tilføje en smule variation til den udvandede formular der har været bag de mange andre spil. De splintrede dimensioner gør at man får fire forskellige versioner af Spiderman, hver især med deres egen artstyle, at spille spillets forskellige baner igennem med. De forskellige og for det meste flotte stilarter ændre dog ikke ved, at det er utroligt ensformigt og fyldt til randen med problemer med kameraet, styringen og generelt broken gameplay.
Spilfirmaet Twisted Pixel har stået bag de fantastiske downloadable spil The Maw og ‘Splosion Man, så der var logisk nok høje forventninger til deres nye spil Comic Jumper. Det er derfor kun endnu mere skuffende nu hvor jeg har gennemført spillet. Twisted Pixels velkendte lettere sindssyge og referencefyldte humor er selvfølgelig til stede og det er for det meste hysterisk morsomt. Men denne gang, i modsætning til tidligere spil, er det det eneste der er noget værd. Gameplayet er delt op i tre forskellige spiltyper, henholdsvis beat’em up, twinstick shooter og almindelig shoot’em up, men sektionerne rangere fra dårligt til stinkende elendigt. Det er frustrerende på alle tænkelige måder, især hvis man husker præcis hvor god en platformer ‘Splosion Man var.
Snap Judgement: Den første nye sektion giver mig mulighed for at kommentere nogle af de nyudkommende demoer. Sonic vender tilbage til 2D platformers i Sonic The Hedgehog 4: Episode 1 men selvom det virker bedre end de sidste mange Sonic spil, er det nok ikke helt den succes som Sega håber på. Det er meget flot og alting, men i modsætning til f.eks. New Super Mario Bros, så virker Sonics platforming forældet og kedeligt. Demoen til Star Wars: The Force Unleashed 2 er også lige udkommet og jeg kunne næsten ikke være mere ligeglad. Grafisk er det flot og det kan være teknisk imponerende enkelte steder men gameplayet virker lige så uinteressant som i det første spil og jeg må indrømme at jeg er næsten lige så træt af Star Wars som jeg er af anden verdenskrig.
iPhone Recommendations: Den anden nye sektion er et par anbefalinger af nogle af de spil jeg har liggende på min iPhone. Den første anbefaling passer perfekt til siden og derved måske dens læsere. MovieCat (18kr) er en sød og vellavet filmquiz fra folkene bag FilmWise.com. Designet er lækkert, kategorierne er kreative og der er flere sværhedsgrader så alle kan være med. Eneste minus er at man p.t. ikke kan sammenligne sine scores med venner, men det kan være det kommer. Det andet spil er Gajin Games fantastiske Bit.Trip Beat (18kr), der tager turen fra Wii til iPhone på fornem vis. Det kan bedst beskrives som det klassiske Pong spil, bare på alverdens stoffer. Det er udfordrende, vanedannende og iPhonens tiltcontrols passer godt til spillet.
Det var alt for denne gang og man er selvfølgelig velkommen til at skrive om man er enig eller uenig i kommentarerne.
Guest Review: Metroid: Other M
Udviklet af Team Ninja
Udgivet af Nintendo
Platform: Wii
1 player 3rd person action-shooter
[Redaktionen på GaGa The Movies er ikke bange for at indrømme, at selvom det er skræmmende tæt på, så ved de ikke alt. Det er derfor at der af og til vil tages gæste-anmeldere ind, for at give en mening af en eller anden nyudkommen ting, der på grund af mangel på interesse eller tid, ikke har fået en anmeldelse på siden. Til at starte med, kommer her en anmeldelse af Nintendos nye spil, Metroid: Other M, skrevet af ven af siden, K.H. Tag godt imod ham og gæsteprogrammet, der kommer mere i fremtiden.]
Nintendo har mange klassiske spil-ikoner som fra den oprindelige NES konsol og fremadrettet har givet os mange gode klassiske spilserier. En af disse ikoner er Samus Aran, som er hovedpersonen i Metroid serien. Samus er nu tilbage på wii-konsollen i form af Metroid: Other M og denne gang er det Team Ninja som står bag løjerne. Team Ninja står blandt andet bag Ninja Gaiden serien og det er tydeligt, men mere om det senere. 
Historien i dette spil er en efterfølger til Super Metroid fra den hedengangne Super Nintendo. Jeg må indrømme at jeg kun, meget kort har stiftet bekendtskab med tidligere spil i serien, så der var med et lettelsens suk jeg fandt ud af, at de fleste ting gav mening for en Metroid nybegynder som mig. Selvfølgelig var der steder hvor man tænkte -huh?-, men da det er en slags sequel, er det vel til at forstå. Historien i sig selv er ikke noget særligt, aliens ombord på en rumstation går amok og det er op til dig og en gruppe marines at finde ud af hvad sker. Historier i spil er ofte tåbelige eller papirtynde og dette spil er ingen undtagelse. Team Ninja har forsøgt at lave en del melodrama i dette spil, omkring Samus følelsesliv vedrørende den her gruppe marines hun arbejder sammen med og der knækker tråden helt. Men flotte prerenderede mellemsekvenser, lækre ingamesekvenser og ok stemmeskuespil gør dog at man føler sig godt underholdt. 
Grafikken i spillet er flot og varieret, da der på denne rumstation både er snelevels og junglelevels. Hologrammer kan gøre meget og det holder omgivelserne interessante. Lyden er atmosfærisk, musikken er god, til tider minder den meget om musikken fra aliens og i en sekvens vil jeg kalde det direkte rip-off, men det virker. Der blev nævnt tidligere at Team Ninja står bag dette spil og at det kunne ses. Gameplayet er en blanding af klassisk Metroid og Team Ninjas eget Ninja Gaiden. Ninja Gaiden krævede gode reflekser og det har Team Ninja indset ville være svært at opnå med wii-remoten, når vi snakker om denne type spil. De har derfor, for at bibeholde det tempo som Team Ninja er kendt for, automatiseret enkelte funktioner, som at sigte i tredje person og enkelte tastetryk for at undvige fjender. Det gør ikke så meget at de har gjort det sådan, for der er stadigvæk rigeligt at se til, da game-playet i dette spil er intenst. Der er enkelte kritikpunkter, da det f.eks er muligt gå i en first person mode, hvor du kan sigte og skyde bl.a missiler, men du kan ikke bevæge dig ud af stedet. Godt nok fryser omgivelserne et øjeblik så du kan nå at sigte, men da det senere i spillet går rigtigt stærkt og kræver gode reflekser, er der steder hvor spillet bliver små-frustrerende på grund af first person viklen. Alt det kan i stor grad tilgives, da spillet for det meste forstår at save på de rigtige tidspunkter.
Metroid: Other M er et godt spil fyldt med varierede bossfights og intens action, der trækkes ned af nogle små irritationsmomenter som first person mode senere i spillet, perioder med gentagelser i visse dele af spillet, noget backtracking og sidst men ikke mindst historiens udformning.
7/10
[Anmeldelse skrevet af K.H. og redigeret af Karsten Nielsen]
Let’s Play a Game: 3 Steps Back, 3 Steps Forward and Pass
Denne jomfru-udgave af GaGa The Movies’ nye artikelserie om computerspil, er en smule længere end de normalt vil være, da der som opstart er en del at følge op på. Her i den første episode vil man møde alt fra gravjægere, cell-shaded agenter og racistiske italienere til nøgne psykopater, drenge i sort-hvid og en lækker omgang pigskin. Så lad os komme i gang…
Jeg sætter den gode fod forrest og starter med et af de bedste spil i år til dato. Det første spil i Microsofts netop afsluttede Summer of Arcade, Limbo, sætter nye standarter indenfor hvordan en effektiv spilhistorie fortælles. Eller rettere, hvordan den opleves, da spillet faktisk ikke fortæller spilleren noget. Man vågner bare op i en mørk skov og så er der ikke andet at gøre end at bevæge sig mod lyset. Det danske studie, Play Dead Games, har skabt en utrolig stemningsfyldt sort-hvid platformer med nogle meget udspekulerede puzzles. Sværhedsgraden er perfekt, da det tvinger spilleren til at tænke sig om men det bliver aldrig frustrerende, fordi alle gåderne er logiske og venter bare på at blive løst. Så savner man noget originalt og kreativt, så giv Limbo en chance og vær forberedt på en smuk oplevelse.
Hvor der er noget af det søde, må der også være noget af det sure, i det mindste bare for balancens skyld. Dette kunne med nemhed beskrive efterfølgeren til Microsofts overraskende hit fra 2007, Crackdown. Det spil kom ud på et tidspunkt, hvor der ikke var ret mange af dets type på markedet, så man så lidt igennem fingre med de mange fejl og bare havde det sjovt. Siden da er der dog sket rigtig meget indenfor open-world gameplay med fantastiske titler som GTA IV, Saints Row 2, Assassin’s Creed 2, inFamous, Red Faction: Guerrilla og senest Red Dead Redemption. Disse titler udvidede og forbedrede, hver især, hvad der gør et open-world spil godt. Det er derfor, at det absolut ikke er acceptabelt hvad Ruffian Games har gjort med Crackdown 2, eller ikke har gjort. I de tre år, siden det første spil, er der tilføjet ingenting og hvad værre er, der ikke engang er rettet én eneste af de mange fejl der var i etteren. Styringen er stadig elendig, sigte-funktionen er igen decideret broken, historien er ikke eksisterende og spillet er dræbende ensformigt, da der reelt kun er 9 (ens) missioner. Man kan, hvis man vil, ignorere alle problemerne og stadig have det sjovt med bare at hoppe rundt, men hvorfor skulle man det når der er så mange bedre spil derude.
Det spil kunne eksempelvis være 2K Czechs længe ventede efterfølger til Mafia. Det er et spil der har fået meget blandede anmeldelser rundt omkring i verden. Det mener jeg dog, uden at sige det er verdens bedste spil fordi det er det overhovedet ikke, er fordi at mange har misforstået noget. Hvis går ind til Mafia II og forventer at man får mafioso Grand Theft Auto, så bliver man slemt skuffet, da dette ikke rigtig er et open-world spil. Det er derimod et lineært historie-drevet spil med lidt ekstra frihed. Forestil dig at, den linje du følger igennem spillet bare er en smule bredere, du er stadig guided men du nogle valgmuligheder til hvordan det skal gøres. Historien er spillets store styrke, den er velfortalt med gode karakterer og som taget ud af en af de mange gode mafia-film som Godfather, Goodfellas eller Carlito’s Way. Det er selvfølgelig ikke bare en interaktiv historie, der er også en masse køren rundt og skyde bad guys in the face. Begge disse ting fungerer ganske udmærket og gør Mafia II til en underholdende oplevelse.
Der var en tid, hvor man stolt kunne se på IO Interactive og sige det er sku’ da meget cool at de der gutter er fra Danmark. De lavede fremragende og anderledes spil som Hitman-serien og Freedom Fighters, men så gik der noget galt. Først var det Kane & Lynch, som på papiret så rigtig lovende ud, men i praksis var et ubegribeligt fejltynget og frustrerende makværk af et spil. Derefter gik de af uforklarlige grunde videre til et Disney-agtigt børnespil med Mini Ninjas og selvom det ikke var dårligt, så var det komplet ligegyldigt. Nu får vi så Kane & Lynch 2: Dog Days og forventningerne var fra start ikke særligt høje. Spillet tog mig 4 timer og 23 minutter at gennemføre og jeg hadede hvert eneste sekund. Spillet er grund-læggende en middelmådig 3rd person shooter pakket ind i en tåbelig og smagløs historie. Det eneste jeg gider skrive om det er, at på et tidspunkt i spillet løber man nøgen rundt i Shanghais gader, kun dækket af utallige blødende sår. Det eneste interessante ved spillet er, den pixellerede youtube-agtige æstetik, men selv det giver ingen mening i spillet.
Et redesign der til gengæld virker, er hvad Crystal Dynamics har gjort med Tomb Raider-franchisen i det nyudkommende downloadable spil, Lara Croft and the Guardian of Light. Kameraet er ændret til en isometrisk vinkel ala Diablo, men det er stadig den samme blanding action, platforming og puzzles man kender og elsker fra Tomb Raider. Denne gang er der tilføjet co-op, hvilket totalt ændrer hvordan man tænker over de mange gåder og giver en helt ny måde at klatre rundt i verden på. Det er bestemt noget de burde tage med videre til det næste spil i serien. Crystal Dynamics har med held ændret banerne og gåderne, så man også kan spille dem i single-player plus der er mange challenges og unlocks som giver en god replay-value. Et overraskende vellykket forsøg.
Sidst men ikke mindst, så starter NFL-sæsonen snart og derfor er der selvfølgelig også blevet spillet en del af dette års Madden. EA Tiberon motto for årets spil var: “Simpler. Quicker. Deeper.” Hvilket mest giver sig til kende som endnu en del af deres uendelige jagt på nye kunder, da den mest markante ændring er, at man kan sætte computeren til at vælge spil for en og i stedet koncentrere sig om hvad der foregår på banen. Som spiller af Madden i mange år, slår man lynhurtigt denne feature fra og spiller som man plejer, men hvad er der så tilbage i Madden 11? Det er det flotteste og mest flydende football-spil til dato og det er ganske enkelt en fryd at spille kampene. Hvilket må være det vigtigste, det er ikke et perfekt spil men jeg ser absolut frem til den kommende sæson. Go Ravens!
Denne første udgave af Let Play a Game endte med at blive mere end 1000 ord, hvilket bestemt ikke var meningen, men i fremtiden vil de også fokusere på 2-3 spil af gangen.
Film Review: Prince of Persia: The Sands of Time
Instrueret af Mike Newell
Skrevet af Boaz Yakin, Doug Miro og Carlo Bernard over Jordan Mechners historie
Med Jake Gyllenhaal, Gemma Arterton, Ben Kingsley, Alfred Molina, Steve Toussaint, Toby Kebbell, Richard Croyle og Reece Ritchie
2010 116 min. US Action / Eventyr
Film og computerspil har haft et slemt had-kærligheds-forhold de sidste mange år. Spil forsøger mere og mere, at være lige som film og filmverdenens dominerende mission om, at undgå originale idéer og i stedet filmatisere alt hvad publikum i forvejen kender navnet på, har fået dem til at skovle hobetal af spiladaptioner ud til den almene filmseer. Resultaterne har hovedsagligt været tænderskærende elendige, med film som Super Mario Bros, Hitman, Doom, Max Payne, Street Fighter, Wing Commander og mange flere. GaGa The Movies’ elskede spild af eksistens, Uwe Boll, har gjort det til en karriere at ødelægge alverdens spil og har givet os afskyeligheder som Alone in the Dark, BloodRayne, House of the Dead, In the Name of the King: A Dungeon Siege Tale, Far Cry og Postal. Der er dog nogle få undtagelser. Christophe Gans og Roger Averys version af Silent Hill var ganske udmærket og man kan, hvis tvunget, kalde Tomb Raider, Mortal Kombat og den første Resident Evil for acceptable. Tiden er nu kommet til den klassiske spilserie Prince of Persia, men kan en Jerry Bruckheimer produceret version med Jake Gyllenhaal i hovedrollen, bryde igennem på det store lærred hvor så mange andre fejlede?
Til min store overraskelse, er det faktisk lykkedes for Mike Newell og Jerry Bruckheimer, at skabe en tro, flot og rigtig underholdende filmatisering. Filmen står, uden problemer, som potentiel arving til tronen som bedste spilfilm. Det er der flere grunde til, men den vigtigste af dem alle er at, det ikke føles som en spilfilm. Prince of Persia er, først og fremmest, et flot eventyr med en munter humor og legesyg action. Skaberen af den originale spilserie, Jordan Mechner, har da også været involveret hele vejen og skrev historien til filmen.
Hovedrollen er ligeledes en enormt vigtig faktor i filmens succes og i mod alle forventninger, passer Jake Gyllenhaal fint ind i rollen. Han besidder den ubesværede og rebelske karisma, der nærmest er påkrævet i en film som denne. Han bærer det dog ikke alene, Gemma Arterton, i rollen som den smukke og forkælede prinsesse, er også god. Kemien og dialogen mellem de to, er både sjov og charmerende. De fungerer glimrende som filmens centrum. Udenom dem, er rollelisten fyldt med solide præstationer. Ben Kingsley passer godt ind i denne type film og Alfred Molina får mange grin ud af hans materiale, men også de to forholdsvis ukendte skuespillere, Toby Kebbell og Richard Coyle, som de to brødre klarer sig habilt.
Filmen er dog ikke uden problemer. Computereffekterne er generelt ok, men visse steder kammer det over. Pacingen er lettere ujævn og får til tider filmen til at føles langtrukken og så må Hollywood snart lære at bruge parkour ordentligt. Det er ikke idéen i at folk hopper fra hus til hus der er interessant, men derimod at se dem gøre det, så det virker ikke hvis man klipper fire gange i hvert spring. Bare se på den franske Banlieue 13, det er sådan det skal gøres.
Prince of Persia: The Sands of Time var en behagelig overraskelse. En underholdende eventyrsfilm og for en gangs skyld, en spilfilmatisering man ikke behøver at frygte.
Se også: Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl
7/10 (5)
