Tag : guest-review

The-Shrine-poster.jpg

Guest of Horror: The Shrine

shrine noh

The Shrine posterInstrueret af Jon Knautz

Skrevet af Jon Knautz, Brendan Moore og Trevor Matthews

Med Aaron Ashmore, Cindy Sampson, Meghan Heffern, Trevor Matthews, Vieslav Krystyan og Ben Lewis.

2010  Horror / Thriller  US  85min.
Anmeldelse skrevet af Dennis Rosenfeld (fra Dobbelt D Podcast)

At lede efter en god gyser er både en kostelig og langtrukken affære. Det er som at betale for at vandre igennem Sinai ørkenen og lede efter en oase. Nu med US Netflix og Hulu Plus er udvalget blevet noget større, læs: ørkenen er blevet større. Men til gengæld er det også blevet en del billigere. Dette gør at jeg er mere villig til at give de små gyserfilm en chance. Ikke nødvendigvis en særlig god idé!

Jeg besluttede mig for at give The Shrine en chance. Jeg havde ikke hørt om den, men den er instrueret af Jon Knautz som stod bag Jack Brooks: Monster Slayer (som jeg var mildt begejstret for), og har Aaron Ashmore i en af hovedrollerne.

shrine pic2

Carmen (Cindy Sampson) er en journalist som leder efter den gode historie der kan gøre hende kendt. En amerikansk turist er forsvundet sporløst ved en lille landsby i polen, og da han kun er én i rækken af forsvundende turister beslutter hun sig for at tage afsted med sin kæreste fotografen Marcus (Ashmore) og praktikanten Sara (Meghan Heffern). Hendes redaktør forbyder hende at tage afsted, men det lytter hun (selvfølgelig) ikke til. De ankommer til Polen repræsenteret ved en skov, og en mark. Den lille landsbys indbyggere snakker næsten ingen engelsk, og de tre amerikanere bemærker en mystisk tåge der fuldstændig dækker et område i nærheden. Flere af byens indbyggere truer dem til at tage væk derfra. Carmen jager sin historie og påtrods af tusinde advarsler fra Marcus insisterer hun naturligvis på at udforske tågen. Herfra går alting ned ad bakke.

Jeg var forberedt på at give filmen en chance, men den gjorde det godt nok svært at elske den. Plottet er én idé og intet mere. (spoilers) Onde statuer besætter alle der ser dem, og derfor må byens indbyggere slå dem ihjel for at undgå det. Dét er det! (spoilers slut) Der er stort set ingen historie og den kræver hele tiden at Carmen skal opføre sig som en idiot for at blive drevet videre. Vi har ikke rigtig sympati for nogen af karakterne, fordi ikke nok med at de er taget derhen på trods af avis-redaktørens nej, men alle der er døde der forinden har vitterligt måtte trodse samtlige landsby-beboernes trusler og advarsler.

shrine pic1

At indbyggerne ikke bare forklarer hvorfor man skal holde sig væk er også et greb de er nødt til at gøre for at historien overhovedet kan komme i gang. Filmen ender med at være en gruppe unge der løber rundt blandt træhytter på en mark i tåge jaget af folk der snakker med falsk polsk accent. Elendige make-up effekter, og statuer der ligner de er lavet af billigt ler, sørger for at filmen er så ringe som det overhovedet er muligt.

Så for at opsummere: Usympatiske, dumme karakterer. Et idiotisk plot hvor manusforfatterens hånd hele tiden er tilstede for at drive handlingen frem, og nok mere problematisk end noget andet er det at filmen på ingen måde er uhyggelig. At det er manden bag Jack Brooks er mig en gåde! Den film var idérig og underholdende med masser af gode scener. The Shrine har intet af dette. Det er en fornærmende dårlig film, og den eksemplificerer på fineste vis alt der er galt med den moderne gyser.

One Star

Categories: Movies

Guest Review: Nintendo WiiU

Nintendo WiiU Review

[Jeg har tidligere nævnt, at jeg som barn elskede mine Nintendo konsoller, men som tiden gik voksede vi langsomt fra hinanden. Jeg ønskede andre ting og Nintendos konkurrenter vandt hurtigt mit gamer-hjerte, men heldigvis er det ikke alle som har mistet deres kærlighed til Nintendo. Den nye WiiU er netop udkommet, så det føltes kun passende at overlade ordet til én som sætter pris på deres idéer og påfund. Dennis Rosenfeld er den ene halvdel af Danmarks bedste podcast om film, Dobbelt D’s Definitive DVD Podcast, men han kan sagtens sige ting om andet end film. Her er en stor potion af disse ord, så tag godt imod ham og lyt til hans podcast for flere kloge ord.]

Jeg har en indrømmelse som er på sin plads inden jeg kaster mig over anmeldelsen. Jeg er en Nintendo fanboy. Har været det siden jeg fik hænderne i min fætters NES controller og vi spillede Zelda sammen. (Min storebrors Donkey Kong bip-bip spil var så pokkers svært!) Siden da har jeg haft stort set alle konsoller og håndholdte som Nintendo har sendt på markedet i Danmark. Med det af vejen kan vi se på deres nyeste konsol som kommer et godt stykke tid før Sony og Microsoft kommer med deres næste konsol.

WiiU er Nintendos svar på den kritik som længe har plaget deres Wii konsol: Dårlig grafik og alt for børnevenlig. Det er uden tvivl ikke tilfældigt at størstedelen af launch titlerne er ”voksenspil” som ikke egner sig til børn. Nintendos force har altid været deres gameplay. Det er muligt at PS3 har leveret langt flottere grafik, men sætter jeg først min SNES eller Nintendo 64 til fjernsynet stikker det helt af. De kunne noget med spillene dengang. Jeg indrømmer blankt at min Wii har stået uberørt i lange perioder, men det er som sådan ikke hardwarens skyld, men udvalget af spil.

ZombiU Wii U Premium Pack Limited Edition

Da jeg pakker min nye WiiU ud er det første der slår mig at selv konsollen ligner den originale Wii lidt for meget. Det havde været en fordel hvis designet var helt anderledes. Så kommer controlleren ud af æsken. Eller det vil sige de to controllers. Den ene er en meget traditionel udseeende controller, den anden er den meget omtalte gamepad. En art tablet med knapper og styrepinde. Det er software afhængigt hvor stor en rolle den får lov at spille. Ud af æsken kommer konsollens første problemer som ikke gør den særlig familievenlig.

Internet setup er et helvede første gang. Den automatiske setup har problemer og derfor er man nødt til at følge en udførlig manuel setup som står på Nintendos forum. Ikke særlig praktisk. Næste problem er at maskinen skal have en firmware update som er gigantisk. I stedet for at lade maskinen komme med den rigtige firmware skal en kæmpefil hentes for at konsollen kommer til sin ret. Det er alt fra Miiverse til Netflix som bliver installeret med denne firmware. Den sluger en helt absurd mængde af den interne harddisk, hvilket er et problem hvis man gerne vil købe spil som downloads. En ekstern harddisk bliver hurtigt et krav.

WiiU Menu

Med disse to problemer af vejen kan man kaste sig over spillene. Jeg fik fat i limited edition pakken hvor ZombiU spillet medfølger. Her er tale om et perfekt spil til at demonstrere alle WiiUs forcer. Grafikken er smuk, og viser at Nintendo holder deres løfte om at de kan være med i toppen. Blodet sprøjter i ganske betydelige mængder så de lige får understreget hvor lidt børnevenlige de kan være. Mest interessant er dog gameplayet, som er fascinerende og frustrerende på samme tid. Hvis din karakter dør, får du en ny og må arbejde denne figur op i levels og samle våben sammen igen. Du starter dog ikke som sådan forfra, men er nået der til i spillet hvor du gemte sidst. Du kan endda skynde dig hen og skyde din tidligere karakter så du kan få alle de våben og items du havde. Save systemet minder om de gamle Resident Evil spil. Der er save spots, og hvis du ikke har gemt i noget tid er det bare ærgerligt! Jeg har aldrig brudt mig om dette, der går uforholdsmæssig meget tid med at lede efter de her savespots, hvis du skal ud af døren og bare gerne vil gemme.

ZombiU

Så kommer gamepad’en og det er her originaliteten viser sig. Du skal bruge den til mange forskellige ting, og intet af det er bare en gimmick. Den virker som en scanner, som du holder op foran dig og ser ting i lokalet som ellers er skjulte. Du bevæger den rundt omkring dig og i realtime viser pad’ens skærm hvad der scannes. På dit fjernsyn går spillet ud i 3rd person så du kan se dig selv scanne. Det fungerer perfekt og er en original ide. Når du bevæger dig almindeligt kan du skifte våben hurtigt på touchskærmen og den viser også kort, og en slags radar scanner som afslører fjender. Et rigtig godt showcase spil.

Næste spil jeg smed i maskinen blev Assassin’s Creed III. Et spil som allerede er ude på stort set alle andre platformer. Grafikken i selve spillet holder standarden og er visse steder flottere end på de konkurrerende konsoller. Cutscenerne har af uvisse årsager artefakter af og til. Brugen af gamepad’en er her ikke specielt original, men bliver primært brugt til kort og våbenskift. Fornemmelsen af gameplayet er ikke forfærdeligt anderledes fra de andre udgaver. Grafikken i selve spillet kunne være en grund til at købe denne udgave, men hvis man har det i forvejen er det svært at retfærdiggøre et dobbeltkøb. Den mest blærede ting ved denne udgave er at du kan sende spillet over til gamepad’en og sætte dig andetsteds i dit hjem og spille på dens skærm. Kommer kæresten ind og vil se noget på fjernsynet? Kein problem, du sætter dine høretelefoner i gamepad’ens stik, og fortsætter dit spil på den. Skal du på lokum, men gider ikke afbryde spillet? Du tager bare pad’en med. Mulighederne er mange. Du kan endda slukke konsollen fra pad’en når du ikke gider mere.

Assassins Creed 3

Batman: Arkham City ligger i bunken og venter på at blive spillet som det næste. Der er flere andre launch titler som har min interesse, men der er ingen tvivl om at Zelda spillet som skulle komme 2013 er hvad jeg afventer med størst spænding. Det er Nintendos chance for at lade konsollen brillere, og jeg håber virkelig at de ikke taber den på gulvet.

Er WiiU så en rigtig gamerkonsol eller endnu en børnemaskine? Mit første indtryk af konsollen er at den absolut kan fungere for rigtige gamere. Der er stort potentiale i gamepad’en og de nye gameplay muligheder som den tilbyder. Faktisk er det nu op til spiludviklerne at sprænge rammerne for konventionel tænkning og inddrage de muligheder som gamepad’en giver. Hardware mæssigt er der ingen tvivl om at Nintendo har leveret varen, og til en pris som de fleste kan være med på. Mulighederne for at købe spil i online butikken er også ganske gode, og jeg glæder mig til at spille gamle klassikere på den (på samme måde som at jeg spiller gamle Gameboy spil på min 3DS). Med WiiU har Nintendo skabt grobund for at genvinde noget af den respekt på vold og grafik fronten som de havde tabt. Gameplayet er ligeså fantastisk som det altid har været og det er her at Nintendo stadig er klasser foran de andre.

Categories: Games

Game Review: SSX

SSX Game Review

SSX Cover”Hang back and enjoy the ride!”

Det er nogenlunde hvad jeg ville sige, hvis jeg i en sætning skulle anbefale det nye snowboard-spil, SSX til nogen. Der er ikke noget nyskabende over den idé, der ligger til grund for spillet, men det er vildt underholdende og man kan næsten ikke lægge det fra sig før man har klaret de 9 ”Deadly Descents” ned af de forskellige bjerge, lige fra en tur ned af Mount Slaughter i Antarktis til de store sten på vejen ned af Mont Blanc i Alperne.

Selve spillet er inddelt i 3 dele:

World Tour, der indeholder de førnævnte Deadly Descents, som er overstået inden for omkring 3 timer, hvis man er rimelig inde i denne slags spil. Målet er at man som forskellige medlemmer af Team SSX, skal klare de 9 bjerge, og modstanderen er et tidligere medlem af holdet, Griff. Historien er ikke noget at prale af, og de indlagte tegneserier i løbet af Tour’en var personligt mere en ”kom nu videre”-fornemmelse for mig, da jeg egentlig ikke synes historien er det primære ved spillet, det er for mig udelukkende gameplay det handler om, og om hvorvidt jeg er underholdt.

Anden del er Explore, hvor man kan tage alle de gennemførte baner/pister igen, enten i Race, Survive eller Trick-mode. Det er lavet klassisk med hhv bronze, sølv og guld-mål for hver bane. Det kan være ret svært, jeg har da overhovedet ikke fået guld i særlig mange af de 153(!) forskellige udfordringer og jeg synes det er en god udfordring hver gang. Det kræver nogle gange tålmodighed, men det synes jeg tit er tilfældet i disse ”casual” sports-spil.

Tredje del er Online mode, hvor man kan battle mod andre SSX-spillere fra hele verden, men jeg har desværre ikke fået prøvet det så meget, så jeg føler mig i stand til at bedømme det. Online-elementet er også på sin vis indeholdt i Explore-delen via Geo-tags som man kan placere i banerne, og som så giver SSX-credits (til at købe nye boards, dragter osv. med) i forhold til hvor længe de er på pisten inden en anden spiller samler dem op.

SSX pic 1

Alt i alt, synes jeg at det er et ret gennemført spil, og fortsætter stilen fra de tidligere spil i serien, men man skal ikke forvente sig meget dybde ift. historie og karakterer, hvilket jeg heller ikke tror folk går efter når de køber spillet. Det der trækker lidt ned for mit vedkommende er længden på World Tour-delen, og den manglende local multiplayer, hvilket efterhånden er blevet en dum standard indenfor industrien. Så til spil-udviklerne: Screw you, I have real friends!

7 Stars

Categories: Games

Guest Review: Metroid: Other M

Metroid-Other-M-Box-Artwii logoUdviklet af Team Ninja

Udgivet af Nintendo

Platform: Wii

1 player 3rd person action-shooter

[Redaktionen på GaGa The Movies er ikke bange for at indrømme, at selvom det er skræmmende tæt på, så ved de ikke alt. Det er derfor at der af og til vil tages gæste-anmeldere ind, for at give en mening af en eller anden nyudkommen ting, der på grund af mangel på interesse eller tid, ikke har fået en anmeldelse på siden. Til at starte med, kommer her en anmeldelse af Nintendos nye spil, Metroid: Other M, skrevet af ven af siden, K.H. Tag godt imod ham og gæsteprogrammet, der kommer mere i fremtiden.]

Nintendo har mange klassiske spil-ikoner som fra den oprindelige NES konsol og fremadrettet har givet os mange gode klassiske spilserier. En af disse ikoner er Samus Aran, som er hovedpersonen i Metroid serien. Samus er nu tilbage på wii-konsollen i form af Metroid: Other M og denne gang er det Team Ninja som står bag løjerne. Team Ninja står blandt andet bag Ninja Gaiden serien og det er tydeligt, men mere om det senere. Metroid-Other-MHistorien i dette spil er en efterfølger til Super Metroid fra den hedengangne Super Nintendo. Jeg må indrømme at jeg kun, meget kort har stiftet bekendtskab med tidligere spil i serien, så der var med et lettelsens suk jeg fandt ud af, at de fleste ting gav mening for en Metroid nybegynder som mig. Selvfølgelig var der steder hvor man tænkte -huh?-, men da det er en slags sequel, er det vel til at forstå. Historien i sig selv er ikke noget særligt, aliens ombord på en rumstation går amok og det er op til dig og en gruppe marines at finde ud af hvad sker. Historier i spil er ofte tåbelige eller papirtynde og dette spil er ingen undtagelse. Team Ninja har forsøgt at lave en del melodrama i dette spil, omkring Samus følelsesliv vedrørende den her gruppe marines hun arbejder sammen med og der knækker tråden helt. Men flotte prerenderede mellemsekvenser, lækre ingamesekvenser og ok stemmeskuespil gør dog at man føler sig godt underholdt. metroid-other-m-i_24861-1280px-50pGrafikken i spillet er flot og varieret, da der på denne rumstation både er snelevels og junglelevels. Hologrammer kan gøre meget og det holder omgivelserne interessante. Lyden er atmosfærisk, musikken er god, til tider minder den meget om musikken fra aliens og i en sekvens vil jeg kalde det direkte rip-off, men det virker. Der blev nævnt tidligere at Team Ninja står bag dette spil og at det kunne ses. Gameplayet er en blanding af klassisk Metroid og Team Ninjas eget Ninja Gaiden. Ninja Gaiden krævede gode reflekser og det har Team Ninja indset ville være svært at opnå med wii-remoten, når vi snakker om denne type spil. De har derfor, for at bibeholde det tempo som Team Ninja er kendt for, automatiseret enkelte funktioner, som at sigte i tredje person og enkelte tastetryk for at undvige fjender. Det gør ikke så meget at de har gjort det sådan, for der er stadigvæk rigeligt at se til, da game-playet i dette spil er intenst. Der er enkelte kritikpunkter, da det f.eks er muligt gå i en first person mode, hvor du kan sigte og skyde bl.a missiler, men du kan ikke bevæge dig ud af stedet. Godt nok fryser omgivelserne et øjeblik så du kan nå at sigte, men da det senere i spillet går rigtigt stærkt og kræver gode reflekser, er der steder hvor spillet bliver små-frustrerende på grund af first person viklen. Alt det kan i stor grad tilgives, da spillet for det meste forstår at save på de rigtige tidspunkter.

Metroid: Other M er et godt spil fyldt med varierede bossfights og intens action, der trækkes ned af nogle små irritationsmomenter som first person mode senere i spillet, perioder med gentagelser i visse dele af spillet, noget backtracking og sidst men ikke mindst historiens udformning.

7/10
[Anmeldelse skrevet af K.H. og redigeret af Karsten Nielsen]

Categories: Games