Tag : horror

springcover2

Film Review: Spring

Racehunde er majestætiske væsner med dyre stamtavler og avlet til at blive promineret frem og tilbage på store, glamourøse shows, men ofte er der mere karakter og sjæl at finde i det gadekryds man har købt billigt på det lokale marked. Det er selvfølgelig et metafor for filmindustrien, forholdet mellem gigantiske Hollywood film og væsentligt mindre indiefilm. Det er en lettere forceret beskrivelse af den bevægelse der har været gennem industrien i løbet af de seneste år og hvorfor vi bør være lykkelige for den tid vi lever i.

Over de seneste år, har flere indiefilm med succes blandet jordnære og troværdige karakterdrevne dramaer med elementer normalt kun set i film fra sci-fi eller horror genrene. Film som The One I Love, Coherence, +1, Starry Eyes og Afflicted har alle taget et typisk udgangspunkt og forvandlet det til noget originalt og uendeligt mere interessant. Spring kan nu tilføjes den liste, det er kort sagt Before Sunset krydret med lidt HP Lovecraft.

spring1

Evans liv står i forfald. Hans mor i lige gået bort, han har fået fyresedlen fra sin arbejdsplads og så leder politiet ovenikøbet også efter ham. Der skal ske noget drastisk, så Evan tager det første fly ud af landet og ender i en støvet lille italiensk landsby. Der sker ikke meget, udover det lokale landbrug, men i det mindste er han kommet væk fra sine problemer. Men så møder han Louise, attraktionen er tydelig ved første øjekast og det hele begynder at se lidt lysere ud. Denne forårs kærlighedsaffære er måske bare ikke helt så sund som først antaget.

Lige som med deres debutfilm, den kriminelt oversete Resolution, så formår instruktørerne Justin Benson og Aaron Moorhead endnu engang at dreje dragende og uforudsigeligt drama ud af hvad der på overfladen ligner en traditionel historie. De har et unikt øje for genrekonventioner, de forstår hvordan de kan bruges til deres fordel og det er altid i forlængelse af deres karakterer, ikke på trods af dem. Filmens budget er selvfølgelig ikke stort, men alligevel får de skabt en mærkbar og trykkende stemning. Effekterne er ligeledes brugt sparsomt, men det er ikke desto mindre overraskende effektivt og skræmmende når det sker.

spring2

Lou Taylor Pucci er fremragende i hovedrollen, men hvis man bare er en smule opmærksom på hans karriere, så ved man at han er stort set altid fremragende og det er mig en gåde, hvorfor han aldrig rigtig har slået igennem i filmbyen. Jeg håber virkelig, at det er efter eget valg ellers er der nogle casting agents i Hollywood som burde revurdere deres job.

Overfor Pucci, giver Nadia Hilker en blændende præstation i en meget svær rolle. Skrøbeligheden og frygten ligger og bobler lige under det stærke og smukke ydre. Det er en kompliceret og krævende rolle, men Hilker bærer den fejlfrit og man kan kun håbe, at man ser mere til hende i fremtiden. Kemien mellem de to er tydelig, hvilket gør attraktionen troværdig og er med til at sælge den altafgørende romance.

spring3

Man kunne vel sagtens afskrive Spring som endnu en “kærlighed gør blind”, en “omfavn en rose med alle dens torne” historie som alle andre romantiske fortællinger, men så ville man gå glip af en af de mest smukke, gribende og kreative kærlighedsfilm i lang tid. Spring er åbenlyst ikke den mest oplagte datenight film, men hvis man finder én som man kan værdsætte den sammen med, så har man fundet noget helt specielt… eller et monster.

Nine-Stars.png

Categories: Movies

Conjuring Review

Film Review: The Conjuring

Conjuring-Review

Det gør ondt helt inde i sjælen, at skulle indrømme dette, men måske har jeg ikke altid ret, måske er jeg for hurtig til at dømme folk, måske burde jeg slet ikke nyde at lave en liste som opfordrer folk til at gå på pension. Jeg havde for længst afskrevet James Wan som leverandør ligegyldige gyserfilm til den laveste fællesnævner. James Wan slog igennem med den første Saw og selv om jeg ikke kan klantre ham for at starte en ussel franchise, så var seriens første kapitel højst halvdelen af en god film. Derefter lavede han Insidious og Dead Silence, to film som perfekt beskriver hvad jeg hader allermest ved mainstream horror. Der lægges absolut ingen indsats i at opbygge en stemning eller skabe uhygge, i stedet så fremtvinges chokeffekter ved hjælp af altoverdøvende larm på soundtracket. Ja, selvfølgelig får jeg et chok, hvis den psykopatiske høje lyd af violiner kommer ud af ingenting, men det har intet med filmen at gøre og jeg ville få det selv samme chok, hvis lyden fremkom i virkeligheden.

Derfor havde jeg ignoreret James Wan i lang tid og indset at hans film højst kunne være en del af det som regel middelmådige program til Nights of Horror, men The Conjuring er ikke blot Wans bedste film, den er en af de mest effektive gyserfilm i mange år.

conjuring pic 2

Der blev først skabt omtale om The Conjuring, da det amerikanske ratingsboard gav filmen en R-rating. Jeg er generelt jævnt ligeglad med ratings systemet, da det som oftest resulterer i at jeg ikke kan få lov til at se World War Z med blod eller høre John McClane sige “yippee ki yay, motherfucker” i biograferne og må vente til den unrated version udkommer på blu-ray. The Conjuring fik dog ikke sin R-rating på grund af vold, sex eller bandeord, men fordi at den simpelthen var for uhyggelig. Det lyder yderst tiltalende for en gyserfilm, at få et sådan stempel og det lugtede også lidt af et reklamestunt, men efter at jeg har set filmen kan jeg roligt sige, at The Conjuring bestemt ikke er for børn eller sarte sjæle.

The Conjuring er baseret på den virkelige historie om Ed og Lorraine Warren, et ægtepar som studerede dæmonbesættelser, spøgelser og andre overnaturlige begivenheder. Under et foredrag bliver de konfronteret af Perron familien som har oplevet uforklarlige hændelser, lige siden de flyttede ind i deres nye hus. Ed og Lorraine tager modvilligt imod opgaven og besøger familien, men det går hurtigt op for dem, at de er oppe imod stærkere kræfter end de hidtil har mødt.

Conjuring pic 1

Historien lyder ganske standard for genren, men i modsætning til Wans tidligere film og de fleste tilsvarende i tiden, så virker det her. Grunden til at det virker, er fordi det er klassisk håndværk af den gamle skuffe. Før tiden hvor høje lyde betragtes som skræmmende, var mantraet at man opbygger spænding før den knækkes, at man ophober et tryk før man giver los og det gøres nærmest til perfektion i The Conjuring. Der er en nervepirrende stemning på en konstant basis, fra start til slut, og man endelig får forløsningen af et chok, så er det ubeskriveligt mere effektivt. Desuden har manuskriptforfatterne rent faktisk skrevet karakterer som virker og agerer som rigtige mennesker, man føler med dem og lever sig ind i deres modbydelige situation. I stedet for at man sidder og venter på at de skal dø den mest pinefulde død nogensinde, så ønsker man at de skal overleve, hvilket underbygger filmens intensitet. Det hjælper selvfølgelig også at skuespillerne leverer solide præstationer over hele linjen. The Conjuring er en fremragende gyserfilm, meget mere er der simpelthen ikke at sige til det.

Man fristes til tanken, at James Wan får hjælp fra det hinsides, blot fungerer som værktøj for afdøde gysermestre så som Alfred Hitchcock eller James Whale og han stadig er den samme middelmådige instruktør underneden. Det må fremtidige film vise, men for nu skal han have al den ros man kan kaste efter ham.

Konklusionen er formentlig, at man altid bør give folk en chance og det er noget som jeg må arbejde lidt med, men i mellemtiden bør alle give James Wan en chance og lade sig skræmme af The Conjuring.Nine Stars

Categories: Movies

Xiiibesthorror_thumb.png

XIII: Best Horror

Xiii best horror

Runners Up: World War Z, +1, Black Rock og You’re Next

2013 havde noget ganske specielt, nemlig ikke blot en vellykket Nights of Horror uge her på siden, men en Nights of Horror uge hvor jeg vel at mærke så nogle gode gyserfilm. Desværre var der ingen af de film som er nye nok til at blive nomineret her, heldigvis så jeg også en håndfuld gode gyserfilm i løbet af årets øvrige 51 uger. World War Z var overraskende god (så længe man ser den unrated version), Black Rock blander lidt indie drama ind i gyselighederne med udmærket resultat, +1 spiller med et interessant sci-fi koncept og You’re Next vender den normale home invasion-gyser og leverer et brutalt slag til ens sikre forventninger.

En remake i toppen af årets filmlister, oven i hatten en remake af en gyserklassiker, hvem havde regnet med det? Det havde jeg i hvert fald ikke og som man kan læse i den fulde anmeldelse, så var kvaliteten ikke det eneste som overraskede mig ved Fede Alvarez’s Evil Dead. Det er en ond, modbydelig, brutal og overvældende bloddryppende film. Det er simpelthen en fryd at se, at der stadig findes studier som tør at sætte penge i et godt gammeldags blodbad… og så er de fleste af effekterne praktiske, igen lige som i de gode gamle dags. Hurra!

Categories: Movies

Grave-Encounters-Poster.jpg

Guest of Horror: Grave Encounters

Grave Encounters NoH

Grave Encounters PosterInstrueret og skrevet af The Vicious Brothers

Med Ben Wilkinson, Sean Rogerson, Ashleigh Gryzko, Merwin Mondesir, Shawn Macdonald og Fred Keating

2011  Horror  US  92min.

Jeg er, ligesom de fleste horror fans, ved at være rigtigt træt af found footage genren. Udover at filmene som regel er intentionelt grimme, er der en del iboende problemer i genren. De største af disse er:

– Hvis der er interview eller klip med overlevende, ved vi som seer fra starten af at vi ikke behøver at frygte noget når de karakterer tilsyneladende er i fare. Vi ved de klarer den, og det dræber gyset.

– Hvis alle er døde sidder vi bare og venter på de dør. Vi ved måske ikke hvordan de dør, men det fjerner stadig en del af spændingen at vi på forhånd ved at ingen klarer den.

– Hvorfor slukker karaktererne ikke for kameraet når helvedet bryder løs? Filmskaberne er ofte nødt til at slå mere eller mindre knude på sig selv for at tvinge det igennem.

Grave Encounters pic1

Når nu jeg ved at der er alle disse problemer med genren virker det jo nærmest masochistisk at sætte mig ned og se en til af slagsen (ingen kommentarer, tak!).

Filmen starter med at en TV-producer forklarer at Grave Encounters var en doku-serie som måtte aflyses efter 5. episode da båndet til 6. episode på mystisk vis var gået tabt. Man har så endelig fundet båndet og nu vælger man at sende det. Han introducerer også værten Lance Preston som har opfundet konceptet fordi han har været fascineret af paranormale begivenheder i mange år.

Teamet som udover Preston består af den unge kvinde Sasha, Matt (en ‘ekspert’ i det okkulte), og det tekniske crew TC og Houston. De skal undersøge et psykiatrisk hospital som skulle være hjemsøgt, blandt andet som følge af de grusomme metoder som har været i brug den gang hospitalet var åbent.

De bliver lukket ind af hoveddøren hvorpå der er skrevet ‘Death Awaits’ med graffiti, og fra da af foregår hele filmen på hospitalet. Da mørket falder på begynder der langsomt at ske uforklarlige ting, og det eskalerer så det lille team må kæmpe for at overleve natten.

Ikke just noget særlig originalt setup, men hvad de to instruktører The Vicious Brothers vælger at gøre med det er ganske interessant. Faktisk formår de at imødekomme alle mine sædvanlige problemer med genren.

Grave Encounters pic2

Da det er ‘showets’ producer som introducerer filmen ved vi ikke om der er nogle overlevende.

Grunden til at de ikke bare flygter ud fra hospitalet er delvis at alle vinduer har tremmer for, og derudover har filmen et overnaturligt es oppe i ærmet som gør at de ikke bare kan smutte. Grunden til at de vælger at blive ved med at filme selv når alt er kaos er ganske enkelt at kameraenes lygter er det eneste lys de har tilbage.

Er Grave Encounters stor kunst? Nej, men mindre kan også gøre det. Filmen formår at puste lidt liv ind i en ellers fuldstændig gennemtærsket genre. Skuespillet er ganske okay, og der er lidt chok og gys undervejs. Filmen er stemningsfyldt, og så har jeg en personlig præference for alle film der foregår på sindssygehospitaler. Der er allerede kommet en forsættelse, som jeg nok ender med at se på et tidspunkt, men indtil da står denne her fint alene som et eksempel på hvordan man kan lave en god found footage film uden nødvendigvis at genopfinde den dybe tallerken. Mindre kan så absolut også gøre det. Især i disse tider hvor næsten alle gyserfilm er stinkere.

Six Stars

Categories: Movies

no_one_lives_ver2.jpg

Words of Horror: All Setup, No Follow-through

Der er kommet ganske mange anmeldelser på siden i ugens forløb, jeg har dog set endnu flere gyserfilm end jeg har haft tid til at skrive om, men det prøver jeg at råde bod på nu.

Et godt setup betyder meget, hvis man har en interessant grundidé er man ofte nået et godt stykke i den rigtige retning. Mange horrorfilm (og ofte også science fiction film) har et solidt setup, men så ikke ret meget mere end det. De to genrer virker idelle til præsentationen af “what if?” historier og det er der gennem tiderne kommet nogle gode film ud af, men det er ikke altid at et setup kan bære en hel film.

no one lives

No One Lives er instrueret af Ryûhei Kitamura (Versus, Midnight Meat Train, Alive, Sky High og Azumi) og har Luke Evans (Immortals, Furious 6, The Raven, The Three Musketeers) i hovedrollen. Jeg finder Kitamuras film interessante, fordi hans hjerne er et rent overflødighedshorn af sindssyge idéer, også selv om han ikke rigtig har det nødvendige talent til at visualisere dem på filmstrimlen. Luke Evans er, efter min mening, en af de mest interessante nye skuespilstalenter (i en sådan grad, at jeg faktisk ser frem til at se ham i genindspilningen af The Crow) og han er også effektiv som stjernepsykopatisk massemorder i No One Lives, problemet er bare at når han ikke er på skrærmen, så er filmen ikke specielt spændende. Evans samt Kitamuras vildskab og rendyrkede crazyness er værd at se filmen for og galskaben mod slutningen er lige ved at trække filmen over på den positive side, desværre kan det ikke redde det hele.Five Stars

 

Purge

The Purge er et perfekt eksempel på en film med et interessant “what if?” setup og som kører uigenkaldeligt af sporet, jo længere filmen spiller. Filmen leger med science fiction idéen om en verden uden mord, vold eller kriminalitet generelt. Det eneste det kræver er en årlig tilbagevendende dag, kaldet The Purge, hvor alt er lovligt og alle de voldelige tendenser får frit løb. Konceptet er useriøst, men det ligger op til tankevækkende samfundskritik eller satire, desværre bliver det ikke brugt til ret meget og filmen ender som en standart home-invasion thriller. Selv efter skuffelsen over filmens simple natur, så fungerer det faktisk meget godt i starten, lige indtil at det hele falder sammen mod slutningen. Hele tredje akt er himmelråbende idiotisk, karaktererne opfører sig dummere end normalt for gysergenren og al intelligent sammenhæng ryger ud af vinduet.

Five Stars

Categories: Movies

Big-Ass-Spider.jpg

Words of Horror: Dobbelt Ds Definitive DVD Podcast

Big Ass Spider

Hvis man sidder helt alene på denne allehelgensaften, har læst alle mine grufulde anmeldelser og stadig syntes man har brug for flere ord om gyserfilm, så siger David og Dennis ord om film i den netop udgivede episode 152 af Dobbelt Ds Definitive DVD Podcast, som i dagens anledning er fyldt til randen med monstre, blod og andre skræmmende ting.

Kan I så se at komme afsted! (hvis I selvfølgelig har læst alle mine anmeldelser først…)

Categories: Movies

last_exorcism.jpg

Nights of Horror: The Last Exorcism

The Last Exorcism

LastExorcism_posterInstrueret af Daniel Stamm

Skrevet af Huck Butko og Andrew Gurland

Med Patrick Fabian, Ashley Bell, Iris Bahr, Louis Herthum, Caleb Landry Jones og Tony Bentley

2010  Horror / Thriller  US  87min.

Med årene, med hver enkelt film, stiger sandsynligheden for at blive gammel og bitter. Man bliver træt af de ens virkemidler, for man har set dem så mange gange før og de virker bare ikke lige så effektivt som de gjorde engang. Jeg har gennem årene cementeret at jeg er dødtræt af zombier og sidste Nights of Horror temauge udtrykte jeg en vis metaltræthed ved found footage og exorcism film.

Det bliver dog mere og mere tydeligt, at det ikke nødvendigvis er en træthed overfor en speciel genre eller tema, eksempelvis har jeg anmeldt to zombiefilm positivt alene i år (Warm Bodies og World War Z), det er mere et spørgsmål om en vis træthed overfor dårlige film og disse genrer syntes, at have flere end de fleste. Så er det bare at finde frem til undtagelserne og The Last Exorcism klarer sig udmærket indenfor to af de ovennævnte genrer, i hvert fald et godt stykke af vejen.

Last Exorcism pic1

Pastor Cotton er elsket af menigheden og hans prædikener trækker fulde huse. Sideløbende foretager han også djævleuddrivelser for penge, men han er begyndt at miste sin tro, ikke blot i uddrivelserne men i selv gud. Da han kontaktes af Louis Sweetzer, som er overbevist om at en dæmon har besat hans datter, beslutter Cotton at afsløre sandheden gennem en dokumentarfilm om seancen. Men den sande, rendyrkede ondskab som Cotton står overfor ved mødet med den unge pige, er han på ingen måde beredt på.

Jeg har længe haft The Last Exorcism stående på hylden, men har konstant udskudt at se den, på grund af den manglende kvalitet af genrens andre film. Det er forkert at dømme en film, på grundlag af andres manglende evner og desuden overraskende The Last Exorcism positivt lige fra starten. Filmen er anderledes fra andre found footage film fra begyndelsen, da skuespillere faktisk er ret gode og den er ikke gudsjammerligt elendigt filmet, hvilket selvfølgelig gør det nemmere at leve sig ind i filmen, men historien i sig selv er faktisk også ganske spændende og effektiv. Det er måske ikke den bedste gyserfilm jeg har set i mit liv, men den slår alle ugens tidligere film uden besvær.

Last Exorcism pic2

Det er vel at mærke, lige indtil slutningen, som efterlod mig måbende af alle de forkerte grunde. Den passer overhovedet ikke til resten af filmen, er direkte tåbelig og virker mest af alt, som om at de pludselig løb tør for penge/idéer og bare smed noget sammen i klipperummet. Det er faktisk lige før, at man burde se filmen og slukke 2 minutter før rulleteksterne. The Last Exorcism var skræmmende tæt på, men så alligevel ikke.

Seven Stars

Categories: Movies

twixt-poster.jpg

Nights of Horror: Twixt

twixt

twixt poster

Instrueret og skrevet af Francis Ford Coppolla

Med Val Kilmer, Elle Fanning, Bruce Dern, Ben Chaplin, Joanne Whalley, David Paymer, Anthony Fusco og Alden Ehrenreich

2011  Horror / Thriller  US  88min.

En gang i mellem må man tage et skridt tilbage og anerkende, at man har ingen idé om hvad fanden der foregår. Nogle vil måske argumentere, at det sker oftere for mig end de fleste, men efter man har set Twixt, kan vi alle tage det skridt i fællesskab.

Twixt ligner et afvist pilotafsnit til en billig tv-serie, skabt af en prætentiøs instruktør som blev smidt ud af filmskolen, på grund af manglende talent og i stedet for at tage det som et tegn, besluttede han at lege rundt med sit digital-kamera og kalde resultatet en film. Hvis det var tilfældet, kunne jeg nemt have ignoreret filmen, på samme måde som jeg gør ved et utal af andre amatøragtige gyserfilm som står på den nederste hylde i videobutikken.

Twixt pic1

Problemet er bare, at Twixt ikke er lavet af en eller anden tilfældig falleret filmskoleelev og hans venner. Twixt er skrevet og instrueret af Francis Ford Coppolla mens rollelisten inkluderer skuespillere som Val Kilmer, Elle Fanning, Bruce Dern og David Paymer. På papiret lyder en film skabt af manden bag The Godfather og Apocalypse Now, en konstant undervurderet skuespiller, et af de bedste nye talenter og et par solide karakterskuespillere som en fremragende idé med mesterværk potentiale, men et eller andet sted på vejen er noget gået gruligt galt. Twixt er ganske enkelt en afskyelig grim film, badet i alle de værste problemer som plejer at plage digitalfotografering, flade og døde billeder uden nuancer eller dybde. Derefter er det kørt igennem en computer og color corrected langt ind i helvede, med day-for-night optagelser, kunstigt lys og desperat farvemarkeringer. Det er en af de grimmeste film i lang tid.

A scene from Francis Ford Coppola's TWIXT, playing at the 55th San Francisco International Film Festival, April 19 - May 3, 2012.

Et stykke af vejen, kunne jeg måske have set igennem fingre udseendet, hvis filmen havde andet at byde på, men så heldig er man ikke. Historien er tåbelig, ulogisk og kedelig, mens de ellers så gode skuespillere går i søvne gennem hver en scene. Twixt kan ikke anbefales på noget plan og det er en gåde, hvorfor den overhovedet eksisterer.

One Star

Categories: Movies

The-Shrine-poster.jpg

Guest of Horror: The Shrine

shrine noh

The Shrine posterInstrueret af Jon Knautz

Skrevet af Jon Knautz, Brendan Moore og Trevor Matthews

Med Aaron Ashmore, Cindy Sampson, Meghan Heffern, Trevor Matthews, Vieslav Krystyan og Ben Lewis.

2010  Horror / Thriller  US  85min.
Anmeldelse skrevet af Dennis Rosenfeld (fra Dobbelt D Podcast)

At lede efter en god gyser er både en kostelig og langtrukken affære. Det er som at betale for at vandre igennem Sinai ørkenen og lede efter en oase. Nu med US Netflix og Hulu Plus er udvalget blevet noget større, læs: ørkenen er blevet større. Men til gengæld er det også blevet en del billigere. Dette gør at jeg er mere villig til at give de små gyserfilm en chance. Ikke nødvendigvis en særlig god idé!

Jeg besluttede mig for at give The Shrine en chance. Jeg havde ikke hørt om den, men den er instrueret af Jon Knautz som stod bag Jack Brooks: Monster Slayer (som jeg var mildt begejstret for), og har Aaron Ashmore i en af hovedrollerne.

shrine pic2

Carmen (Cindy Sampson) er en journalist som leder efter den gode historie der kan gøre hende kendt. En amerikansk turist er forsvundet sporløst ved en lille landsby i polen, og da han kun er én i rækken af forsvundende turister beslutter hun sig for at tage afsted med sin kæreste fotografen Marcus (Ashmore) og praktikanten Sara (Meghan Heffern). Hendes redaktør forbyder hende at tage afsted, men det lytter hun (selvfølgelig) ikke til. De ankommer til Polen repræsenteret ved en skov, og en mark. Den lille landsbys indbyggere snakker næsten ingen engelsk, og de tre amerikanere bemærker en mystisk tåge der fuldstændig dækker et område i nærheden. Flere af byens indbyggere truer dem til at tage væk derfra. Carmen jager sin historie og påtrods af tusinde advarsler fra Marcus insisterer hun naturligvis på at udforske tågen. Herfra går alting ned ad bakke.

Jeg var forberedt på at give filmen en chance, men den gjorde det godt nok svært at elske den. Plottet er én idé og intet mere. (spoilers) Onde statuer besætter alle der ser dem, og derfor må byens indbyggere slå dem ihjel for at undgå det. Dét er det! (spoilers slut) Der er stort set ingen historie og den kræver hele tiden at Carmen skal opføre sig som en idiot for at blive drevet videre. Vi har ikke rigtig sympati for nogen af karakterne, fordi ikke nok med at de er taget derhen på trods af avis-redaktørens nej, men alle der er døde der forinden har vitterligt måtte trodse samtlige landsby-beboernes trusler og advarsler.

shrine pic1

At indbyggerne ikke bare forklarer hvorfor man skal holde sig væk er også et greb de er nødt til at gøre for at historien overhovedet kan komme i gang. Filmen ender med at være en gruppe unge der løber rundt blandt træhytter på en mark i tåge jaget af folk der snakker med falsk polsk accent. Elendige make-up effekter, og statuer der ligner de er lavet af billigt ler, sørger for at filmen er så ringe som det overhovedet er muligt.

Så for at opsummere: Usympatiske, dumme karakterer. Et idiotisk plot hvor manusforfatterens hånd hele tiden er tilstede for at drive handlingen frem, og nok mere problematisk end noget andet er det at filmen på ingen måde er uhyggelig. At det er manden bag Jack Brooks er mig en gåde! Den film var idérig og underholdende med masser af gode scener. The Shrine har intet af dette. Det er en fornærmende dårlig film, og den eksemplificerer på fineste vis alt der er galt med den moderne gyser.

One Star

Categories: Movies

vhs_two.jpg

Nights of Horror: V/H/S/2 (S-VHS)

vhs 2 alt

vhs_two

Instrueret af Simon Barrett, Gareth Evans, Jason Eisner, Gregg Hale, Eduardo Sánchez, Adam Wingard og Timo Tjahjanto

Skrevet af Simon Barrett, Gareth Evans, Timo Tjahjanto, Jason Eisner, Jamie Nash, John Davies, Brad Miska og Eduardo Sánchez

Med Simon Barrett, Lawrence Michael Levine, Kelsy Abbott, Adam Wingard, Hannah Hughes, Casey Adams, Jay Saunders, Devon Brookshire, Mindy Robinson og John T. Woods

2013  Horror  US  95min.

Jeg har tidligere kæmpet meget med, hvordan man skal bedømme antologier. Det er ofte en så blandet landhandel, at det kan være svært at finde en passende samlet karakter. Nogle gange er det selvfølgelig nemmere end andre, eksempelvis havde jeg ingen problemer ved at give den første VHS en lav karakter, da ingen af historierne kommer i nærheden af noget som man kunne beskrive som godt. I The ABCs of Death var der omkring en femtedel, som man kunne klassificere som kvalitet, så den kunne heller ikke udløse skyhøje karakterer. Doomsday Book var i den helt anden grøft, det var måske ikke fantastisk som en helhed, men det var alt sammen interessant. VHS2 ligger et sted i midten af en meget rodet genre.

vhs2

Strukturen i disse film varierer, men ofte bliver de små historier bundet sammen af en større rammefortælling, som fungerer ankerpunkt og rød tråd gennem de andre sekmenter. Rammefortællingen i VHS2 er direkte elendig og bliver understrejet af en generel mangel på evner og idéer hos skuespillere såvel som instruktør, så filmen giver ikke det bedste førstehåndsindtryk, men det bliver heldigvis bedre når de altafgørende kortfilm, antologi-genrens byggesten, er introduceret.

Phase 1 Clinical Trials – Adam Wingard (You’re Next)
En tankevækkende fortælling om fremtidens overvågelses-samfund og sammensmeltningen af mennesket og teknologi, desværre falder den hurtigt i alle de kliché-fælder den kan komme i nærheden af og Adam Wingard er ikke just den mest overbevisende skuespiller nogensinde.

A Ride in the Park – Eduardo Sánchez (Blair Witch Project) & Gregg Hale (Say Yes Quickly)
En afslappende motionstur i parken kører hurtigt af sporet, da det pludselig vrimler med zombier. Se, så blev det straks bedre, selv om det omhandler zombier. Sánchez og Hale leger med forventningerne, vender konventionerne på hovedet og skaber en intens menneskejagt.

VHS2-5

Safe Haven – Gareth Evans (The Raid) & Timo Tjahjanto (Macabre)
Et dokumentarhold besøger en dommedagskult og får lov til at interviewe den sindssyge leder, lige inden det hele går galt. Evans og Tjahjanto leverer en brutal, blodig og ubehagelig historie som formår at holde intensitet og skræmme-niveauet, selv mens blodet flyder. En af de mest vellykkede kortfilm som jeg til dato har set i en antologi og det er lige før man savner en version i fuld spillefilms længde. Der sker fandenme sjældent.

Slumber Party Alien Abduction – Jason Eisner (Hobo with a Shotgun)
Afslutningshistorien, om en sleepover der får besøg fra rummet, ender med at være ganske underholde, til trods for de tvivlsomme karakterer. Det normale found footage håndholdte kamera bliver dog taget til ekstremer, så det til tider er umuligt at se forskel på op og ned.

VHS2 er ikke en klokkeren succes, men den kommer tættere på end mange af de andre nyere forsøg og der er faktisk et par gode og effektive gys at hente.

Five Stars

Categories: Movies