Posts Tagged ‘Horror’
Runners-Up: Stake Land, Julia’s Eyes, Rare Exports og Tucker & Dale vs. Evil
Der var bestemt ikke nogen overflod af kvalitets horror i 2011, det stod så slemt til at der faktisk var forsvindende få rendyrkede horrorfilm og et endnu mindre antal, som jeg kan kalde klassikere og som jeg kunne forestille mig at komme tilbage til i fremtiden. Selv om årets gyser-uge, Nights of Horror II, gik meget bedre end forrige år, så kom der heller ikke megen hjælp fra den side. Jeg vil dog nævne The Ruins og Bug, begge fra den uge, som var fremragende horrorfilm, men desværre falder udenfor tidsrammen for nomineringerne til denne kategori.
Stake Land var det tætteste man kom på en rendyrket horrorfilm i 2011. Jim Mickles dystre vampyr/dommedags/overlevelsesfilm var skræmmende og velspillet. Det var egentlig The Road med en ekstra dosis vampyrer og det var præcist så godt som det lyder. Julia’s Eyes tilhører den gamle skole af horror-thrillers, som lever mindst lige så meget på sin stemning som sin historie. Det var en af den slags film, hvor det var det der blev antydet som var uhyggeligt, mere end det der var åbenlyst. Filmen har meget til fælles med Pang brødrenes The Eye og selv om den ikke er lige så god, så er den stadig værd at se.
En gyserfilm sat i juletiden og med julemanden som den frygtindgydende trussel, er ikke noget man ser så tit, men den finske Rare Exports bar sit særpræg med glæde. Tucker & Dale vs. Evil var lavbudgets horror-komedie i bedste Evil Dead stil. Den legede med alle de kendte gyser klichéer i yderst godt humør og med spandevis af blod.
Trolljegeren så found footage genren gennem sin helt egen optik og var en ubeskriveligt mere interessant film på grund af det. Filmen var rigtig godt skruet sammen, stemningen og humoren hjalp historien fornemt på vej og de altafgørende trolde var fantastisk visualiseret. Så selv om året ikke var det bedste for alle dem som elsker horrorfilm, så fik man stadig film som Trolljegeren, film som prøver at gøre noget specielt og lykkedes.
Bare fordi at folk er glade og gaderne er fyldt med julelys, skal man ikke tro at alle de uhyggelige væsner er taget på ferie. De gemmer skam stadig i mørket og derfor vil jeg bruge anledningen til at anbefale en af de mest uhyggelige gyser-film i nyere tid. The Descent, fra 2005, er en af mine yndlings horrorfilm gennem tiderne. Det er et simpelt setup, et hold piger tager på opdagelse i en grotte og ting begynder at gå galt. Man behøver heller ikke meget mere end det, når det virker så eminent. Klaustrofobien er trykkende, intensiteten er høj, stemningen er til at skære igennem med en kniv og chokeffekterne er perfekte. Den var dengang, hvor Niel Marshall kunne lave gode film. Han startede med varulve-filmen Dog Soldiers, som jeg også værdsætter højt, så kom The Descent men derefter lavede han den post-apokalyptiske actionfilm Doomsday og ridderfilmen Centurion. De to sidste er ikke elendige film, men de lever bare ikke op til det han lavede før. Sæt dig ned med den varme glögg og gør dig klar til at blive skræmt fra vid og sans af dette mesterværk.
Efter at jeg har fået set den nyeste genindspilning/prequel/ moneygrab/hvad-de-nu-end-vil-kalde-den af The Thing, føler jeg mig nødsaget til at skrive et eller andet. Der bliver vel at mærke ikke skrevet meget om den nye remake, da den var ganske forfærdentlig og alle skal holde sig langt væk, men jeg benytter mig gerne af hver eneste lille anledning, jeg kan finde til at anbefale John Carpenters klassiker fra 1984. Carpenters skræmmende og iskolde horrorfilm var i sig selv en remake, den er et af de få eksempler på at man sagtens kan genindspille noget uden at ødelægge det hele og det er der hvor den nyeste snupler. Carpenters The Thing har krybende uhygge dybt i den kolde sne, nogle fantastiske praktiske effekter og Kurt Russell. Den nye The Thing har krybende kedsomlighed i den falske sne, nogle middelmådige computer-effekter og ingen skuespillerer af interesse eller mærkbart talent. Valget er nemt, så kryb ind under dynen, tag godt i mod Kurt Russell i en af hans bedste roller og vær glad for at der ikke ligger 5 meter sne udenfor…endnu.
BUG [2007] 
Instrueret af William Friedkin og skrevet af Tracy Letts
Med Ashley Judd, Michael Shannon, Harry Connick Jr, Lynn Collins og Brian F. O’Byrne
Når man har set så mange film, som jeg har, så opbygger man en viden om hvordan at de bliver skruet sammen. En films struktur, forløb og fortællingsredskaber er ofte kendt farvand. Det er mere og mere sjældent at man bliver reelt overrasket over noget som helst. Derfor ramte William Friedkins Bug måske endnu hårdere, end den normalt ville. Store dele af filmen befandt jeg mig på kanten af stolen, ude af stand til at forudsige hvad der ville ske, hvordan historien ville udvikle sig og hvordan karaktererne ville reagere på situationen. Det er en uforudsigelighed som man møder meget sjældent og hvis man støder på det, så er det sandsynligvis fordi filmen ikke giver nogen mening. I Bug virker det på den rigtige måde, fordi det er så godt skrevet, instrueret og leveret.
Bug er en one-location thriller, bygget over et teaterstykke. Jeg har før udtalt min kærlighed til one-location film og idéen om vægten bliver lagt næsten 100% på skuespillernes skuldre. Det er derfor vigtigt at skuespillerne kan klare opgaven og de skuffer bestemt ikke i Bug. For alle dem, mig selv inklusive, som ser Ashley Judd som lidt af en letvægt skuespiller i romantiske komedier, bør man se denne film med det samme, fordi hun spiller fantastisk. Der er stor ærlighed, usikkerhed og skrøbelighed gemt i hendes portræt af den forladte truck-stop tøs. Hun bliver kun overgået af en stjernepræstation fra en af mine nye yndlings-skuespillere, Michael Shannon. Han har i lang tid været undervurderet og er sikkert ikke kendt af mange, men han leverer altid stærke roller. Hans maniske og foruroligende præstation i Bug, er det bedste i en allerede flot karriere. Hvis jeg havde taget mig sammen til se filmen da den udkom, så havde begge to været stensikre nominerede som årets bedste skuespillere. Det er dog for sent nu, men det er aldrig for sent at anbefale filmen på det varmeste. Se den, man vil ikke fortryde det.
THE RUINS [2008] 
Instrueret af Carter Smith og skrevet af Scott B. Smith
Med Jonathan Tucker, Jena Malone, Laura Ramsey, Shawn Ashmore og Joe Anderson
Stop mig, hvis du hørt dette før: En gruppe unge er ude at rejse, de fester og er glade. De tager på en udflugt, men forlader den almindelige rute og pludselig står de ansigt til ansigt med døden…dam dam DAAAM! Det er en historie som er fortalt tusinde gange før i alverdens horrorfilm, men hvis den bliver godt fortalt, er det en historie man sagtens kan høre igen.
The Ruins er godt spillet, flot filmet, uhyggelig og så viser den andre film, som eksempelvis Saw serien, hvordan alt det blodige skal håndteres. Filmen lever noget af det mest effektive og helt igennem modbydelige gore, som jeg har set i lang tid. Det er sjældent at jeg føler ubehag ved en films effekter, men her er det bare så motherfucking klamt. En stor del af det, skyldes selvfølgelig at det er fremragende lavet, men også fordi at det er en del af historien og ikke kun er til for at chokkere. Hvis man har nerverne til det, syntes jeg at man skal opsøge The Ruins med det samme.
SPLINTER [2008] 
Instrueret af Toby Wilkins, skrevet af Ian Shorr og Kai Barry
Med Jill Wagner, Shea Whigham, Paolo Costanzo og Rachel Kerbs
Splinter er en god, intens lille horrorfilm med gode præstationer. Filmen bliver desværre hæmmet af sit lave budget, som de har forsøgt at skjule med et ustyrligt kamera og lynhurtige klip. Det er en underholdende film, men den er lidt frustrerende at se på.
Horror er en af de genrer, som computerspil kan gøre bedre end film, hvis det bliver gjort ordenligt, fordi de smider én direkte ind i de skræmmende situationer. Jeg har haft mange nervepirrende oplevelser igennem mit liv som gamer og vil derfor anbefale nogle af mine favoritter. 
Resident Evil var det første spil, som skræmte mig fra vid og sans. Den første gang de udøde hunde hoppede igennem vinduet, troede jeg at jeg skulle dø med en controller i hånden. Serien er desværre blevet mindre og mindre survival horror og selvom RE5 er et godt spil, så er det mere action end det er gyser. Silent Hill 2 havde rystende i bukserne, med en utrolig trykkende stemning og creepy lyde. Det er måske stadig en af de stærkeste oplevelser som jeg har haft med et spil og kan stadig få mig til kigge over skulderen i mørket, hvis jeg hører en skinger lyd. Call of Cthulhu var også et fantastisk og uhyggeligt spil til PC, men det er måske lidt svært at gå tilbage til nu. Jeg husker mange af chokne som var det i går jeg sidst spillede spillet, selv det er et årti siden. 
I den nye generation har vi fået Condemned, hvis intensitet kom fra at man ofte var komplet forsvarsløs. Alan Wake samlede inspiration fra Twin Peaks, Stephen King og episodiske horror tv-shows. Man sad konstant på kanten af sædet, med et fast greb om sin lommelygte. Dead Space gav science fiction horror ala Alien og Aliens. Det var dystert, trykkende og man sad altid i uvished om hvad der var omkring det næste hjørne.
MY SOUL TO TAKE [2010] 
Instrueret og skrevet af Wes Craven
Med Max Thieriot, John Magaro, Denzel Whitaker, Zena Grey og Emily Meade
Normalt er det meningen, at man skal blive bedre med tiden, lære af sine erfaringer og lige som en god vin, ældes med ynde. Wes Craven har tilsyneladende igen intentioner om at følge den filosofi. Craven er en del af den gruppe af genredefinerende instruktører, ofte kaldet Masters of Horror, som også inkluderer John Carpenter (Halloween), Tobe Hooper (Texas Chainsaw Massacre), George Romero (Night of the Living Dead), Stuart Gordon (Re-Animator) og Dario Argento (Susperia). Han markerede sig tidligt med film som Nightmare on Elm Street, The Last House on the Left, The Hills Have Eyes og People under the Stairs.
Han satte for alvor sit mærke på den moderne horror-mainstream med Scream serien, som fik film nummer fire tidligere på året. Med My Soul to Take bliver der ikke kun stillet spørgsmål ved Cravens talent, men man sidder også måbende tilbage i forundring over hvordan en så erfaren og betydningsfuld instruktør, kan have skabt en af de dårligste og mest tåbelige gyserfilm i nyere tid. Intet giver mening, hvert eneste sekund er mere idiotisk end det sidste og den tager sig selv så forbandet seriøst, at den ikke bør ses uden for en eller anden Mystery Science Theater 3000-agtig situation. Det er ikke nok til at ødelægge Wes Cravens karriere helt, men det er eddermame tæt på.
THE WARD [2010] 
Instrueret af John Carpenter, skrevet af Michael og Shawn Rasmussen
Med Amber Heard, Danielle Panabaker, Jared Harris, Laura-Leigh og Lyndsy Fonseca
Wes Craven er dog ikke den eneste, som er kommet ud på et sidespor, John Carpenter vil også have en del af “hovsa, nu er jeg lige pludselig blevet talentløs”-kagen. Carpenter er manden bag klassikere som Halloween, The Thing, The Fog, Escape from New York og Assault on Presinct 13. I de sidste to årtier har han ikke lavet andet end at tilsvine hans ry som en Master of Horror med elendige film som Vampires, Ghosts of Mars, Village of the Damned, Escape from LA og med The Ward har han virkelig nået bunden.
The Ward er den anden film i år, som formår at besudle det gyldne koncept af et sindssyg-hospital fyldt med lækre damer. Den er dræbende kedelig, tynget af klichéer, elendigt skuespil og den latterlige twist-ending efterlod mig på grænsen til et raserianfald, som mit fjernsyn sikkert ikke havde overlevet. Seriøst, hvad er det med gyserfilm og stupide slutninger? Kan vi ikke godt stoppe det øjeblikligt, det er hverken skræmmende eller sjovt.
Så kender man Nights of Horror igen, to elendige film som ødelægger min tro på to af de største genre-instruktører, men heldigvis har jeg fundet en kur mod alt det dystre mørke. Den er gul, blød og venter på mig for enden af mørket.
RED STATE [2011] 
Instrueret og skrevet af Kevin Smith
Med John Goodman, Michael Parks, Kevin Pollack, Stephen Root, Kyle Gallner, Melissa Leo, John Lacy, Alexa Nikolas, Kevin Alejandro og Marc Blucas
Det er ikke nogen hemmelighed, at Kevin Smith ikke er en tilhænger af religiøse ekstremister. Han og diverse af den slags har stødt sammen flere gange, mest markant efter den religiøst-betonede Dogma. Jeg er skam heller ikke en fan af religiøse ekstremister eller af religion, for den sags skyld, men der er forskel på hvordan man håndterer det. Kevin Smith gør det oftest på en lettere sjusket og prædikende måde. Samtidig er Smiths film hovedsagligt kendt for deres humoristiske dialog og nærmest intet andet. Derfor er Red State både den mest logiske og den mest uventede film kommende fra Kevin Smith.
I modsætning til alle hans tidligere film, som var komedier, så er Red State en thriller / horror-film. Der er forlængede scener med dialog og/eller monologer, men det er næsten blottet for humor. Derudover er der betydelige mængder af action, noget som omtrent er komplet fremmedmandsland for Smith. Men hvis man ignorerer alt den hype som han konstant smider omkring sig og alt det postyr der opstod ved filmens udgivelse, så leverer Kevin Smiths Red State faktisk langt mere end forventet.
Efter den lidt sløve start, blev jeg faktisk revet med af filmen. En stor del af æren for dette, er det fremragende cast Smith har stablet på benene. Efter min mening, er det John Goodmans bedste rolle i årevis, der ligger så meget lige under overfladen i hans skuespil. Bag ham er der også gode præstationer fra Melissa Leo, Michael Parks og Stephen Root. Jeg havde ikke regnet med meget fra Red State, men jeg blev yderst positivt overrasket.
THE RITE [2011] 
Instrueret af Mikael Håfström, skrevet af Michael Petroni
Med Anthony Hopkins, Colin O’Donoghue, Alice Braga, Ciarán Hinds, Rutger Hauer og Toby Jones
Det er som sagt, ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke tror på gud, ånder og al den slags. Men det burde ikke stoppe min evne til at værdsætte film om religion, exorcisme og lignende, så længe filmen formår at fortælle sin historie på en overbevisende måde. Det er ikke meget anderledes end eksempelvis science fiction film.
Der er her hvor The Rite, endnu en exorcist-film om en præst med en haltende tro, falder til jorden. Den vandre på fin linje mellem kedelig og latterlig, ligegyldigt hvilken side den træder til, så taber man som seer. Som det ofte er tilfældet i film om dæmoniske besættelser, så ligger skuespillet konstant på grænsen til sindssygt overspil. Der er større chance for at det er til grin end der er for at det virker skræmmende. Derved siger jeg ikke, at fans af genren ikke får noget ud af filmen, for det kan de sagtens med habile skuespillere som Anthony Hopkins og Rutger Hauer på rollelisten, men det vil jeg sige er mere et spørgsmål om deres tro end det er om deres generelle filmsmag. Hvis man tror på at det er skræmmende, så kan det godt være skræmmende.
Se i stedet en klassiker indenfor genren, så som The Exorcist, eller en af de nyere velfungerende film som blandt andet The Exorcism of Emily Rose.
Selvom kvaliteten af det found footage i Paranormal Activity ikke var overvældende god, så behøver man ikke at smide genren på porten endnu. Normalt er jeg hurtig til at kalde genren for et gimmick, men der er alligevel en god håndfuld af film, som jeg vil anbefale.
Der er selvfølgelig filmen, som startede hele trenden. The Blair Witch Project ligger stadig standarten for mange af de found footage film der udkommer, selv efter 10 år. Omkring samme tid, endda lidt før, udkom en anden found footage film. The Last Broadcast havde premiere i 1998 og den er nok ikke husket af ret mange, men jeg kunne rigtig godt lide den. Den var film som, især med dens uventede slutning, delte vandene. Det er en af den slags film som man enten elsker eller hader, men hvis man har mod på det, så syntes jeg at man skulle give den en chance. En af de mest effektive nyere found footage horrorfilm, er den spanske [Rec]. Efterfølgeren kører lidt af sporet, men den første er klart værd at se og der er bestemt ingen grund til at se den amerikanske remake. 
Hvis man bevæger sig lidt ud af horrorgenren, så er der også gode found footage film at finde andre steder. Matt Reeves monsterfilm, Cloverfield, er yderst spændende og gør god brug af det håndholdte kamera. Sidste års norske found footage film, Trolljegeren, var et friskt pust til genren og var anderledes på alle de bedste måde. Den havde sin helt egen humor, stemning og virkede meget lokal (altså norsk), uden alt det Hollywood pynt som man er vant til. Den engelske Series 7: The Contenders, fra 2001, var også fremragende. Det er mere satire end det er horror, men det fungerede. Den tager reality tv idéen til det logiske næste niveau: Folk er udvalgt fra deres personnummer, får et våben og så er det bare med at overleve, alt i mens at det bliver sendt ud på landsdækkende tv.
Efter at jeg langt om længe fik lagt Saw serien i graven, tog jeg et lille gennemsyn af de mange horrorfranchises, vi har fået igennem tiderne og en ting er sikker, kvalitet er en sjældenhed. Langt de fleste franchises har én, højst to, gode film og resten er hovedsagligt noget skrammel. Franchises som Friday the 13th, The Exorcist, Halloween, Candyman, Hellraiser, Nightmare on Elm Street og Texas Chainsaw Massacre er nogle af de mest kendte, men hvis man graver dybere ned i deres efterfølgere, så er der sgu ikke meget at råbe hurra for. Nogle serier, som f.eks. Piranha og Leprechaun, kan man endda diskutere om indeholder nogle gode kapitler overhovedet. 
Hvis jeg skal anbefale en lille håndfuld, så er det svært at komme udenom George Romeros Dead franchise. Alt efter hvilke film man tæller med, så indeholder serien et sted mellem 6 og 9 film. De tre første, Night, Dawn og Day of the Dead, er uden tvivl de bedste men efter det, kørte Romero lidt af sporet med Land, Diary og Survival of the Dead. Men udover de originale, så kan Zack Snyders remake af Dawn of the Dead også anbefales. Blandt de få andre gode serier, kan Ginger Snaps nævnes. Den første Ginger Snaps var en fantastisk varulve-film og selvom de to efterfølgere ikke når den originale til sokkeholderne, så tager de alligevel historien til nogle interessante steder. Til sidst, vil jeg også nævne Sam Raimis Evil Dead serie, en af de få franchises hvor toeren rent faktisk er bedre end etteren. Evil Dead: Dead by Dawn er og bliver en klassiker og selvom Army of Darkness er mere komedie end den er horror, så er den klart værd at se.
PARANORMAL ACTIVITY [2007]
Instrueret og skrevet af Oren Peli
Med Katie Featherston, Micah Sloat, Mark Fredrichs, Amber Armstrong og Ashley Palmer
Lige siden The Blair Witch Project gjorde “found footage” genren populær, tilbage i 1999, har Hollywood spyttet et utal af lignende film ud og publikum æder det råt. Studierne har spottet en guldgruppe, da denne type film er nemme og billige at producere og profitten er skyhøj. Paranormal Activity kommer ind som et perfekt eksempel på dette, budgettet er minimalt og det er en af de bedst indtjenende horrorfilm nogensinde. Det er noget, som jeg har kæmpe store problemer med at forholde mig til.
For første, har jeg altid et lille problem, hvis en film tjener sindssyge summer af penge, fordi det gør bare at vi får uendelige efterfølgere i samme spor, i stedet for at man finder på noget nyt. Derefter er det nok, om noget, det vigtigste element i horror, at begivenhederne er skræmmende og der er, efter min mening, intet i disse film som er uhyggeligt. Jeg har aldrig været den største fan af The Blair Witch Project, men jeg kan ikke benægte dens effektivitet. Paranormal Activitys struktur ødelægger enhver spænding. Man ved altid hvornår der sker noget og hvornår der ikke gør, det gør det næsten umuligt at blive chokeret af noget som helst. Til sidst, har jeg faktisk lidt svært ved at kalde Paranormal Activity en film. Det er selvfølgelig en film, men for mig virker det mere som noget, der burde vises i fjernsynet og ikke på det store biograflærred.
PARANORMAL ACTIVITY 2 [2010] 
Instrueret af Tod Williams, skrevet af Michael R. Perry og Christopher B. Landon
Med Brian Boland, Sprague Grayden, Katie Featherston, Seth Ginsberg og Molly Ephraim
Paranormal Activity 2 gør op med strukturen fra den første film, ved at bruge flere kameraer og det faktum, at der rent faktisk også kan foregå noget om dagen. Det ændre dog ikke ved, at jeg stadig ikke syntes at det er skræmmende på nogen måde. Jeg kan egentlig godt lide hvordan disse film er lavet og finder det underligt interessant at se på, men uden uhyggen er det ikke meget af en horrorfilm.
Paranormal Activity filmene overlapper, lige som Saw filmene, hinanden. Her virker det dog mere gennemtænkt, end det gjorde i Saw, og det er faktisk det mest interessante element i filmen. Begge film har uheldigvis jævnt dårlige slutninger, så man forlader oplevelsen med en ubehagelig smag i munden. Til min egen overraskelse, er jeg ret åben for at se den tredje film, noget som jeg bestemt ikke havde regnet med før jeg startede.
Hvis man er mørkeræd, finder ubehag ved tomme huse eller er bange for åbne døre, så er det meget muligt at man bliver skræmt af Paranormal Activity. Hvis ikke, så kan det godt være en ganske kedelig affære.
Det blev lidt bedre, men jeg håber stadig at der er en reel god horrorfilm eller to i vente.