Posts Tagged ‘Horror’
Instrueret af Breck Eisner
Skrevet af Scott Kosar og Ray Wright efter George A. Romeros originale manuskript
Med Timothy Olyphant, Radha Mitchell, Joe Andersen, Danielle Panabaker, Gregory Sporleder og Glenn Morshower
2010 101 min. US Horror/Remake
Remakes er blevet en uundgåelig del af filmindustrien idag, både på godt og ondt. Godt fordi det kan bringe en ældre film tilbage i lyset og forhåbentlig ud til et nyt publikum, det kan også forbedre filmskaberens vision fordi man måske ikke havde de rette midler den første gang men samtidig kan det (¤ som oftes) totalt destruere originalen, éns minder og ende som et griskt forsøg på at tjene penge på et kendt navn.
George Romero har været offer for begge dele, hans film er blevet genindspillet mange gange sølvfølgelig fordi nogle af hans film er både fremragende og ikoniske men også fordi han ikke lige fik sat copyright på de tidligere film og derfor ikke ejer rettighederne.
Dette er grunden til at man har fået fornærmende elendige genindspilninger som Tom Savinis Night of the Living Dead (’90), Jim Broadstreets Night of the Living Dead 3D (’07) og Steve Miners Day of the Dead (’08) men det har heldigvis også givet os Zack Snyders brutale update af Dawn of the Dead (’04) og nu Breck Eisners vellykkede version af The Crazies.
En af de største grunde til at den nye The Crazies lykkedes hvor så mange andre har fejlet, er valget af intelligente, talentfulde og troværdige skuespillere. Timothy Olyphant, Radha Mitchell og den forholdsvis ukendte Joe Andersen spiller glimrende og fungere som filmens anker, de gør alt det efterfølgende kaos håndgribeligt, vedkommende og vigtigst af alt skræmmende. Både Olyphant og Mitchell fortsætter med at være seværdige i næsten alt de er med i og jeg kan kun anbefale Olyphants nye tv-serie Justified, hvor han igen spiller en hård og kontant sherif i en lille støvet by, godt skrevet, velspillet og skabt af Elmore Leonard. Valget af Breck Eisner som instruktør gav mig dog indledningsvis adskillige lysende advarselslamper, da det eneste kendte han havde lavet før var den frustrerende eventyrsfilm Sahara med Matthew McConaughey og Penelope Cruz. Det viser sig imidlertid at han er en langt bedre instruktør end den film antyder og han har her skruet en stemningsmættet og adrenalinsfyldt gyser sammen. Et par af de få minusser der går mig på, er at filmen flere gange tager den nemme vej ud af et gys og at en trailer endnu engang har afsløret slutningen (¤ det er vist på tide at Hollywood får fyret deres trailerklippere eller i det mindste fortæller dem at det er en dårlig idé at spoile films slutninger).
Se også: Carriers
7/10 (6)
Instrueret og skrevet af Christopher Smith
Med Melissa George, Joshua McIvor, Liam Helmsworth, Michael Dorman og Henry Nixon
Der er langt i mellem de få intelligente horrorfilm der slipper igennem det hav af idiotiske og/eller talentløse mainstream gyserfilm, remakes og sequels der oversvømmer markedet.
Triangle er heldigvis en af undtagelserne.
Christopher Smith har med kun 3 film under bæltet, allerede været godt rundt i horrorgenren.
Debutfilmen, Creep, var en nervepirrende omend uoriginal monsterfilm.
Opfølgeren, Severance, var en sjov og blodig horrorkomedie.
Begge film var gode og seværdige, men med Triangle har Smith virkelig ramt plet og har skabt en af de bedste og mest overraskende horrorfilm i lang tid.
Jess (Melissa George) tager med 5 venner på en hyggelig sejltur på en idyllisk sommerdag, men pludselig som et lyn fra en skyfri himmel kæntres deres båd af et ubehageligt uvejr og de ligger håbløst strandet midt i ingenting.
Et krydstogtsskib skimtes i det fjerne, glæden breder sig, de er redet…eller er de?
Historien skriger ikke ligefrem originalitet men Christopher Smith tager afsæt i det simple setup og efterlader én på kanten af sædet og i konstant spænding/frygt for hvad der sker næst i filmens uforudsigelige plot.
Hjernen bliver holdt igang, tandhjulene knager og det er med en næsten uendelig kløen i håret men det er på den gode måde i modsætning til Hollywoods normale gysere, teenslashere og Saw-efterfølgerere hvor alt hovedbundskløen er til ære for idiotiske historie, tåbelige karakterer og en generel mangel på intelligens.
Triangle er en forfriskende udspekuleret horrorfilm der fortjener et bredere publikum, det er dog enormt vigtigt at man ignorerer filmens dvdcover da det får den til at ligne noget af det den netop adskiller sig fra. (¤ Billedet øverst er bioplakaten)
Se også: The Descent
9/10 (7)
Instrueret og skrevet af Peter & Michael Spierig
Med Ethan Hawke, Willem Dafoe, Sam Neill, Claudia Karvan, Isabel Lucas, Christopher Kirby og Mungo McKay
De australske instruktører, special effects-magere og brødre, Peter og Michael, Spierig overraskede i 2003 med den morsomme og opfindsomme b-film Undead og nu tager de deres talenter med til Hollywood, resultatet er desværre ikke kun godt.
Der opbygges et interessant univers rundt om konceptet at vampyrer er blevet den dominerende befolkning på jorden og mennesket er en uddøende race.
Vampyrerne har store “farme” hvor de tapper mennesker til den sidste dråbe, men samfundet står mod sit endeligt da blodet snart løber tør.
Det er et spændende “hvad nu hvis?” spørgsmål og der er et godt øje for detaljer, som eksempelvis at der puttes blod i kaffen og der køres dagskørsel i mørklagte biler ved hjælp af kameraer.
Spierig brødrene har lavet en rigtig flot film, de har fået et godt cast og, som man også så i Undead, laver de nogle fantastiske blood & gore-effekter, men som man også så i Undead falder filmen stille og roligt fra hinanden.
De bruger ikke setuppet til ret meget og efter den første akt degenereres de hele til en standart og klichéfyldt action-horror (som vel at mærke ikke engang følger sine egne opsatte regler.)
Men Spierig brødrene står dog lige på kanten, de skal nok komme med en fed horrorfilm på et tidspunkt.
Se også/i stedet: Blade
6/10 (7)
Instrueret af Bruce McDonald og skrevet af Tony Burgess
Med Stephen McHattie, Lisa Houle, Georgina Reilly, Rick Roberts og Daniel Fathers
Grant Mazzy (Stephen McHattie) er en garvet og lettere rapkæftet radiovært der sjældent ligger fingrene i mellem.
Hans store mund resultere i at han bliver forflyttet til en lille lokal radiostation i den afsides by Pontypool i Ontario, Canada.
Der sker ikke meget i den lille by, der er pissekoldt udenfor og den største nyhed omhandler et par fulde isfiskere der har mistet deres hytte.
Pludselig begynder meldingerne om kaos og optøjer at strømme ind, folk går tilsyneladende amok uden grund og situationen spreder sig langsomt til hele byen.
Er det en virus, er det zombier og hvorfor gentager alle sig selv?
Jeg har altid haft en forkærlighed for film der kun foregår på én location, da man ikke kan være afhængig af et sikkerhedsnet f.eks. i form af diverse eksotiske steder og det er derfor helt og holdent op til manuskriptforfatterens, instruktørens og skuespillernes talenter at afgøre filmens kvaliteter.
I Pontypool er man kun i selskab med den lille besætning på radiostationen og et par gæster i studiet, spærret inde af kulde og den (hovedsagligt) usete trussel.
Skuespillerne er veloplagte, ledet af den fantastiske stemme af Stephen McHattie (Watchmen, History of Violence) i rollen som Grant Mazzy, det er kun doktorrollen der virker lidt tvivlsom.
Der opbygges på effektiv vis en tryggende stemning af magtesløshed og filmen formår gang på gang at overraske (¤ filmen kan også ses som en rammende kommentar på den verden vi lever i nu til dags).
Gode, kreative og originale horrorfilm er sjældne men Pontypool er alle tre ting og mens filmen langt fra er egnet til alle, det er den simpelthen for spidsfindig til, behøver de der savner en anderledes og speciel gyser der bringer minder om tidlige David Cronenberg-film ikke at lede længere.
Se også: Battle Royale
8/10 (7)
Instrueret af Ruben Fleischer, skrevet af Rhett Reese og Paul Wernick
Med Woody Harrelson, Jesse Eisenberg, Emma Stone, Abigail Breslin og ???
Kampen mod de levende døde har stået på lige siden Jesus genopstod fra sin grav og formentlig havde en usund hungeren efter menneskehjerner. (¤ yay, sjove jokes!)
Disse udøde væsner har altid været en niche i horrorfilm, en genre domineret af vampyrer, monstre og psykopater, men trods det forholdsvis lave antal er der mange gode imellem.
Mest markant er nok zombie-mesteren George A. Romero, hvis Dead-trilogi (Night of the Living Dead [9], Dawn of the Dead [9] og Day of the Dead [8]) var med til at skabe og definere det som man i dag kender som zombier.
Sammen med film som Stuart Gordons Re-Animator [8] og Lucio Fulcis Zombie Flesh Eaters [8] står de som klassikere, ikke bare som zombiefilm men også som horrorfilm.
Efter den tid døde det lidt hen og det var først i 2004 at genren atter blev vakt til live (¤ som sagt, sjove jokes!) med Zack Snyders nyfortolkning af Dawn of the Dead [7].
Siden da er der næsten startet en hel epidemi, en sand overflod og det er næsten umuligt at undgå zombier uanset mediet.
Mest uundgåelig er nok Simon Pegg og Edgar Wrights komiske mesterværk, der er en elskværdig parodi af de gamle Dead-film.
Selv Romero er vendt tilbage til zombiegenren og har skabt endnu en trilogi.
Desværre her den nye trilogi, med Land of the Dead [6], Diary of the Dead [6] og Survival of the Dead, ikke den samme styrke og kvalitet som den gamle serie.
Milla Jovovich og den lettere talentløse instruktør Paul W.S. Anderson (¤ hvis eneste bedrift her i livet er at han har formået at gifte sig med Milla) startede filmatiseringen af Resident Evil-franchisen, der trods det faktum at ingen af filmene er specielt seværdige står til en 4’er næste år.
Og det er skam ikke kun Hollywood der har fanget zombiefeberen i det at den australske Undead [7], engelske Doghouse [6] og spanske [Rec] [7] også har set dagens lys i løbet af de seneste par år.
( Sidstnævnte har allerede fået en efterfølger og er blevet genindspillet under navnet Quarantine [6])
Det er dog kun begyndelsen, indenfor de næste 2 år kommer der yderligere mere end 20 nye zombiefilm bla. filmversionen af World War Z.
Spilverdenen er også med hele vejen, selvfølgelig med Resident Evil (der indeholder mere end 10 titler) men nye serier som Valves Left 4 Dead og Capcoms Dead Rising er også faldet i god jord hos gamere.
Flere downloadable spil med samme tema er også at finde i form af Zombie Apocalyse, Burn Zombie Burn, “I MAED A GAM3 W1TH Z0MB1ES!!!1” og Plants vs. Zombies, ja selv Call of Duty og Borderlands har fået udvidelsespakker med døde mennesker.
Ligeledes tilbage fra de døde (¤ damn, havde helt glemt at der var sjove jokes!) er Woodrow Tracy Harrelson aka. Woody Harrelson.
Dette er imidlertid ikke helt korrekt (¤ really!) for selvom han måske har været væk fra de store blockbustere, har han langt fra været væk mediet.
Efter han foldede sig ud på tv-skærmen som Woody i “Cheers” fra ‘85 til ‘93 sprang han til det store lærred i stor stil med Indecent Proposal, White Men Can’t Jump, Money Train og Oliver Stones Natural Born Killers.
Efter det virkede det lidt som om han havde trukket sig tilbage, men det gjorde han på ingen måde.
Woody Harrelson forsatte stødt, måske ikke altid så store film som før men der er mange gode i mellem de mere end 50 film han har medvirket i indtil videre.
Hans præstationer i film som Larry Flynt vs. the People, Welcome to Sarejevo, Palmetto, Hi-Lo Country, The Grand, Battle in Seattle, Sleepwalking, Seven Pounds, A Prairie Home Companion og A Scanner Darkly er uden tvivl værd at se.
Nu er han så endelig tilbage i de danske biografer, han har efter min mening altid været lidt af en undervurderet skuespiller og han besidder en fantastisk komisk timing, og netop dette kan især nydes i from af den fandenivoldske Tallahassee i Zombieland. (¤ Han kan også ses som kikset superhelt til næste år i Defendor)
Han er skam ikke det eneste sjove i filmen.
Lige fra titelsekvensens arrige zombier i blodrus i ultra-slowmotion til tonerne af Metallicas “For Whom the Bell Tolls” sad jeg med et bredt smil over hele femøren og dette fortrak sig sjældent i løbet af de næste 90 minutter.
I modsætning til mange andre horrorkomedier er det her mere om de forskellige karakterer og deres kamp i en verden lagt øde af zombier.
Bevares der er nok med kreative og blodige “zombie kills”, bare rolig, men der er lagt mere vægt på samspillet og humoren mellem personerne.
Overfor Woody ses Jesse Eisenberg (The Squid and the Whale, Roger Dodger) hvis små-neorotiske Woody Allen-agtige Colombus leder seeren igennem strabadserne med en sublim voiceover fyldt med tør humor og nyttige råd til at overleve den uundgåelige zombie-apocalypse.
Emma Stone (Superbad, The Rocker) og Abigail Breslin (Little Miss Sunshine) fylder resten af denne lille rolleliste og de er ganske udmærket men de har en del mindre at arbejde med.
Der er ganske vist en mere på listen og grunden til de mystiske spørgsmålstegn øverst i anmeldelsen.
Disse spørgsmålstegn tilhører indehaveren af den bedste og sjoveste cameo-rolle i mandsminde, jeg har imidlertid ingen intentioner om at afsløre identiteten af denne men jeg kan love det er en af filmens sjoveste scener.
Det er muligt at Zombieland ikke når helt op på niveau med Shaun of the Dead, det ville næsten også være et krav om perfektion, men den er uden tvivl blandt mine favoritter og en af de sjoveste film jeg har set i år.
Se også: Shaun of the Dead
9/10 (8)
Loading ...