Horror
Nights of Horror: VHS / Doomsday Book
Jeg forsætter min søgen gennem nogle af de mange horror-antologier. Mest af alt, fordi jeg finder konceptet interessant og jeg stadig har troen på, at i de rette hænder kunne det være et spændende fortælleredskab, men også fordi at de kunne vel ikke være lige så dårlige som The ABCs of Death alle sammen. Den gode nyhed er, at de er faktisk ikke elendige alle sammen. Den dårlige nyhed er, at VHS bestemt ikke er blandt de heldige.
VHS ridder på en bølge af næsten rendyrket ros, specielt fra folk indenfor genren, men det eneste som filmen leverer er endnu et bevis på, at meningerne fra internettets mange horror fanboys betyder mindre end stort set alle andres. Deres næsten fuldstændige fokus på horror, en genre som ser et større antal af elendige film end nogen andre genre, ser ud til at udvande deres kvalitetsfornemmelse. Hvis man kun ser dårlige film, vil enhver forbedring virker som et mirakel. Det sammen er tilfældet, hvis man kun ser fremragende film, så vil nogle af de gode film med tiden virke dårligere, fordi man intet har at sammenligne med. Det hele handler om perspektiv og det burde jeg snart have lært, jeg har faldet i fælden et utal af gange, eksempelvis med All the Boys Love Mandy Lane og The Innkeepers. Jeg burde tage ved lære af mine fejl, men det gør jeg åbentlyst ikke, så jeg satte VHS i maskinen.
VHS lader Adam Wingard (You’re Next), Ti West (House of the Devil), Glenn McQuaid (I Sell the Dead) og David Bruckner (The Signal) samle en håndfuld tåbelige, amatøragtige og chokerende kedelige kortfilm. Det hele er iscenesat med de absolut værste af found footage genrens klichéer og dem er der mange af, masser af utydelige håndholdte optagelser af ingenting, talentløse mennesker som tror de er skuespillere og en total mangel på stemning. De bedste found footage film hæver sig over disse fejl, men VHS er ikke en af dem. Filmen har da lyspunkter hist og her, men det er ikke nok til holde ens interesse.
Doomsday Book kommer som lidt af en redning for hele denne gennemsøgen af antologier. Jeg var allerede begyndt at give op, kvaliteten var simpelthen for lav, heldigvis kom kreativiteten til undsætning og selvfølgelig kom redningen fra Sydkorea.
Sammen tager Yim Pil-Sung og Kim Jee-Woon (The Good, The Bad, The Weird) en noget mere ambitiøs, tankevækkende og spændende vinkel på horor-antologien. Vi får historier om jordens undergang, en kædereaktion som ender i zombieinvasion og en ødelagt robot som opnår spirituel ro, alt sammen talentfuldt udført med humor, godt skuespil og kreativitet. Ja, på trods af at være generelt træt af zombier, formår de at tage en frisk vinkel og rent faktisk gøre emnet interessant igen. Filmen er lidt ujævn, hvilket er svært at undgå for antologier, men for en gangs skyld er hver historie værd at se.
Nights of Horror: The ABCs of Death
Antologier har længe været en populær undergenre for horror med samlinger som Creepshow, Tales from the Darkside, Twilight Zone, Tales from the Crypt og Trick ‘r Treat. Fælles for de fleste antologier, uanset om det er horror eller en anden genre, er det en meget blandet affære og kan derfor være en anelse svært at anmelde som én film, med en overordnet karakter. Ofte er der en god kortfilm og så er resten mere eller mindre fyldstof, for at få projektet pumpet op til spillefilmslængde. Jeg kan selvfølgelig godt forstå det umiddelbare koncept. Jeg ser mange film, men meget få kortfilm og jeg kan kun forestille mig at det er endnu færre hos det almene filmpublikum, så det er en effektiv måde at få filmene foran flere øje, men for det meste er det bare noget rod.
Fortidens tendenser bliver kun understreget i The ABCs of Death grundet det udvidet antal af film. 26 instruktører har fået hver deres bogstav fra alfabetet og frie hænder til at lave en 3-5 minutters kortfilm udfra det. Så der er unægteligt en masse variation og hvis man ikke kan lide en kortfilm, så er der ikke lang tid før den næste begynder, problemet er bare at man skal vade igennem utroligt meget møg for at finde frem til de 5-6 gode historier. Filmenes indhold spænder vidt og bredt, lige fra dommedag, hundekamp, computer-edderkopper, tegnefilm og stopmotion til fredtidsprævention, pelsdyrs nazister, onanerings-konkurrencer og japanske skolepiger som prutter, fælles for dem alle er dog blod, blod, dårlig humor og mere blod. De indbudte instruktører er også meget forskellige og en del mere internationalt end jeg havde forventet med folk som Ben Wheatley (Kill List), Nacho Vigalondo (Timecrimes), Ti West (House of the Devil), Anders Morgenthaler (Princess), Xavier Gens (Frontiers), Jason Eisner (Hobo with a Shotgun), Angela Bettis (May), Jon Schnepp (Aqua Teen Hunger Force) og Yoshihiro Nishimura (Tokyo Gore Police). Det hjælper intet når man kun kan byde på en håndfuld seværdige klip og resten så rangerer fra det ligegyldige til det skræmmende elendige.
The ABCs of Death er et interessant eksperiment, men også et eksperiment som fejler på næsten alle tænkelige punkter. De instruktører som jeg ønsker mere fra, er de samme som fra før filmen startede, men én ting er der da kommet ud af det, jeg ønsker intet mere i livet end et løfte om at Noboru Iguchi aldrig rører et kamera igen.
Monster Hunter: Frankenfish
Instrueret af Mark A. Z. Dippé
Skrevet af Simon Barrett og Scott Clevenger
Med Tory Kittles, K. D. Aubert, China Chow, Donna Bisque, Tomas Arana og Mark Boone Junior
2004 Horror US 84 min.
Jeg elsker monsterfilm, der er et eller andet fantastisk ved dumme karakterer stå ansigt til ansigt med en fuldstændig latterlig overmagt. Der findes selvfølgelig mere seriøse monsterfilm, men det er nogle gange mere underholdende ved den klassiske b-film version som egentlig bare er en slasherfilm med et monster i stedet for en mand med en kniv.
Men monstrene er jaget vildt og er efterhånden ved at blive truet filmrace, det er mere og mere sjældent at man ser et reelt interessant monster i sine naturlige omgivelser, nemlig i bunden af en videobutik på en støvet dvd. Jeg er godt klar over, at der kommer massevis af monsterfilm fra selskaber som Sy Fy Channel og The Asylum, men i stedet for film som Piranhaconda, Mega Shark vs. Giant Octopus og 2-Headed Shark Attack, så kunne jeg godt tænke mig film som ikke er blandt historiens mest elendige.
Jeg har derfor besluttet mig at indfange omkring et dusin af de bedste, så de altid er klar til alle de tidspunkter hvor man får et par øl sammen med vennerne og pludselig får lyst til at jage store dumme genmanipulerede dyr. Jeg har allerede samlet den første halvdel, men sætter jagten ind på resten.
Jeg havde set Frankenfish før og huskede at jeg ikke hadede den, så jeg ville give den en chance for at komme blandt de udvalgte. Jeg ved godt, at jeg allerede fra starten går imod hvad jeg lige har snakket om, fordi Frankenfish rent faktisk er en film fra den omtalte amerikanske tv-kanal. Den er dog fra dengang hvor kanalen stadig hed Sci-Fi Channel, havde gode ting som eksempelvis MST3K og ikke producerede 3-4 ubrugelige film om ugen.
Frankenfish er dog meget bedre end film som The Asylum’s Mega Piranha, men det er på ingen måde nogen klassisker. Bevares, den er ganske underholdende og effekterne holder overraskende godt, for computereffekter i næsten 10 år gammel b-film lavet for tv. Resten af filmen holder ikke på samme måde. Tory Kittles har et sjovt navn, men han har ikke meget karisma, desværre er han alligevel den mindst elendige på rollelisten. Monsteret, i sig selv, er okay og det bliver brugt i nogle udmærket scener, men overordnet set er der ikke meget at komme efter. Filmen forsøger på en humoristisk tone, men meget lidt rammer plet og det hele er filmet med et middelmådigt digital kamera, normalt ikke noget som irriterer mig, men det er meget ujævnt og grimt.
Frankenfish er ikke horribel, men den første fisketur må betegnes som en fiasko og der var ikke meget mere end en død fisk på krogen. Jeg slipper udyret løs og fortsætter jagten, forhåbentlig med bedre held næste gang.
2012: Best Horror
Runners-Up: The Loved Ones, Let Me In, Kill List og Cockney vs. Zombies
Man skal lede længe efter god horror og det var også tilfældet i 2012. Det hjalp selvfølgelig på ingen måde, at der ikke var tid til en Nights of Horror temauge, men jeg så faktisk flere film i genren i forhold til året før, der var bare forsvindende få af dem som var noget værd. Efter længere tids søgen, fandt jeg dog en lille håndfuld, der var denne kategori værdig. Den australske The Loved Ones var dejligt modbydlig, Let Me In var en af de få genindspilninger som faktisk havde noget på hjertet, Cockney vs. Zombies var en underholdende b-film af den blodige slags og den nervepirrende Kill List var sublim, også selv om den måske balancere på den udefinerbare grænse mellem gyser og thriller genrene.
En film var bare en smule mere interessant end de andre, jeg kunne simpelthen ikke stå for Drew Goddard og Josh Whedon’s smarte dekonstruktion af genren, The Cabin in the Woods. Det var en film, skabt til dem der elsker genren og selv om det måske ikke var den mest uhyggelige gyserfilm nogensinde, så var det forfriskende at se en intelligent en af slagsen. Det er en sjældenhed i genren og det er tydeligt, at Goddard og Whedon har set nogle gyserfilm i deres tid. Man kan læse mere af min mening om filmen i den fulde anmeldelse her.
GaGa’s Netflix Guide: Life’s a Bitch and then you Die
I sidste uge tilbød jeg absolut ingen hjælp, med at finde rundt i Netflix’s store jungle af titler og det beklager jeg. Grunden var, at jeg prøver at finde ud af om servicen er noget som jeg personligt har brug for, men det behøver jo ikke at stoppe mig i at anbefale film til andre folk. Fordi sidste uge blev sprunget over, tilbyder jeg i denne uge dobbelt op på gode film og de er alle tilgængelige i HD.
Ugens tema dykker dybere ned i den dystre side af livet, ser på hvad nogle mennesker må gå igennem og sætter fokus på hvor langt nogle skuespillere vil gå, for at vise dette. Jeg har tilføjet links direkte til Netflix, hvis man klikker på plakaterne.
Dagens første film, Death Sentence [7/10], byder på en af Kevin Bacons mest oversete præstationer. Han spiller Nick Hume, en fredelig mand der lever lykkeligt sammen med hans familie, lige indtil uheldige omstændigheder efterlader hans liv i ruiner. Death Sentence er en hævn-film af den reneste slags, desværre er den instrueret af James Wan (Saw, Dead Silence, Insidious) så den er ikke blandt de bedste, men Kevin Bacon er fremragende og filmen bør ses alene for hans skyld.
Eden Lake [8/10] er en af den slags film som får seeren til at hade mennesker. Et ungt par, spillet af Mary Reilly og en af medlemmerne af GaGa The Movies’ helt egen Hall of Fame Michael Fassbender, der tager ud på en hyggelig lille ferie i naturen. De er dog ikke alene, da en gruppe teenagere begynder at terrorisere dem. Det starter som simple drengestreger, men det udvikler sig hurtigt og pludselig er det en blodig jagt for ovelevelse. Det er en brutal film og bør ikke ses, hvis man har håb for nutidens ungdom, men hvis man lige som mig allerede er klar til at råbe “get off my lawn!” så er den perfekt.
Længe før han trak den mørke kappe over skuldrene og blev til The Dark Knight, havde Christian Bale allerede levet dybt i skyggerne i Brad Andersons skræmmende The Machinist [8/10]. Det er en yderst intens thriller, en hvor man som seer bliver ført bag lyset og ofte er i lige så stor vildrede som hovedpersonen. Det er Christian Bales bedste præstation og et bevis på at han går helhjertet ind til hver rolle. Hans transformation til et udhungret, søvnløs og metalt forstyrret vandrende skelet, er frygtindgydende.
Før Joe Carnahan blev succesfuld i Hollywood med film som The Grey, A-Team og Smokin’ Aces, lavede han en lille effektiv og nervepirrende politithriller med Jason Patric, Ray Liotta, Chi McBride og Busta Rhymes. Narc [8/10] bliver ofte forbigået, når man snakker om moderne politi-thrillere, men efter min mening står den på ligefod med film som Training Day, Cop Land og Donnie Brasco. Ray Liotta er i topform og det er en af de få film som formår, at bruge håndholdt kamera på en god måde.
Oldboy [10/10] er ikke ligefrem overset, men det ændre ikke på, at den var med til starte den moderne bølge af hævnfilm og gøre opmærksom på Sydkorea som en stærk filmnation. Det er et brutalt mesterværk som bliver hængende hos seeren længe efter filmen er slut. Filmen kan ses som inspiration for mange siden og står også til en amerikansk genindspilning næste år med Josh Brolin, Sharlto Copley og Elizabeth Olsen på rollelisten og instrueret af Spike Lee. Som det ofte er tilfældet, så bør man dog se originalen.
Nu når det er weekend, så skader det ikke med en ekstra potion Bacon. David Koepps sublime horrorfilm, Stir of Echoes [9/10], udkom uheldigvis samtidig med The Sixth Sense og blev derfor næsten helt glemt, hvilket er en skam, for filmen er efter min mening bedre på mange punkter. Den er skræmmende, fantastisk flot filmet og så er det endnu en suveræn præstation fra Kevin Bacon. Stort set alle, har set The Sixth Sense mindst én gang og Stir of Echoes fortjener det samme.
From Hell & Back: The AHW Afterparty
Det tog mig et utal af måneder, inden jeg langt om længe fik sparket den anden Anti-Hollywood uge igang her på siden og da det endelig var begyndt, blev arragementet endda forlænget til hele 2 uger. Dog blev det meste af tiden brugt på at se dårlige film fra alverdens lande og der sneg sig meget få reelt gode film ind. Hvad fanden ligner det, er det ikke mening at man skal fejre alle de fantastiske film, der bliver lavet udenfor Hollywood?
Hele idéen med Anti-Hollywood ugen, er at komme lidt væk fra Hollywoods klichéer, genindspilninger og dumme actionfilm. Derudover at se hvad der sker på filmfronten rundt omkring i verden og hvad Hollywood kunne tage ved lære af. I år begik jeg dog den fejl, at forsøge at se nogle flere danske film, hvilket aldrig er en god idé og det var med til at trække karakter-gennemsnittet gevaldigt ned. Der var også nogle film, som jeg havde set frem til, som endte med at skuffe fælt. Jeg fik dog anmeldt fantastiske ting så som Gareth Evans’ The Raid og spillet Tokyo Jungle.
Da jeg endelig havde sat det udenlandske filmseeri igang, så kunne jeg ikke rigtig stoppe igen og der er efterfølgende blevet set flere film som desværre ikke nåede at komme med under arragementet, men de fortjener omtale, da flere af dem er ganske fremragende. Samtidig blev der også set nogle Hollywood-film, der af den ene eller anden grund, heller ikke fik nogle omtale, så de kommer i en senere del af denne såkaldte afterparty. From Hell & Back: The Anti-Hollywood Afterparty kommer i 5 afsnit i løbet af denne uge.
Den første af de film, der desværre ikke nåede med i den regulære Anti-Hollywood uge, var den meget hypede thriller, Kill List. Ben Wheatley’s anden film (efter Down Terrace [8/10]) er blevet rost til skyerne af alverdens kritikere og fandt sig vej til mange af deres top 10 lister sidste år. Al den roser fuldt fortjent og Kill List er også en ganske fremragende film, men jeg har stadig svært ved at anbefale den. Kill List er en meget besynderlig film, der er med garanti mange som ikke vil forstå den og/eller hade den, men til dem som tager med på denne atypiske lejemorder fortælling, venter der sig en helt særlig oplevelse. Ben Wheatley skruer ubamhjertelig op for intensiteten hvert eneste minut af filmen og tillader på intet tidspunkt, så meget som et lille pusterum. Sjældent, i mine lange karriere som filmelsker, har jeg været så anspændt under en film. Det var en yderst ubehagelig følelse, det var fantastisk og slutningen sætter blot flere ar på sjælen.
Efter de mentale ar efterladt af Ben Wheatley’s forskruede hjerne, søgte jeg tilflugt i armene på Pascal Laugier og to smukke kvinder i den franske Martyrs. Det var intet mindre end den dårligste idé nogensinde. Det var en pænt dårlig idé, da jeg tilfældigt trak en falsk pistol i en bank. Det var en dårlig idé, dengang jeg glemte cyanid-pillen i min kindtand og meldte mig til en “all-you-can-eat” bacon-snacks konkurrence. Det var også en dårlig idé, da jeg gik igennem den rebelske fase i min ungdom, i det at jeg blev opdraget af ulve, men alle disse idéer virker geniale i forhold til at opsøge en krammer fra en stjernepsykopat som Pascal Laugier. Jeg har aldrig følt mig så beskidt, knækket og nedbrudt som menneske, efter en film, som jeg gjorde da det sidste modbydlige billede af Martyrs havde kørt over skærmen. Efter min hjerne endelig kom tilbage på ret køl igen, funderede jeg over om nogen film rent faktisk er den ubehagelige følelse værd og om jeg burde hade Pascal Laugier for at trække mig igennem sådan en oplevelse. Jeg kom til den konklusion, at det var det hele værd, fordi filmen forsøgte faktisk at fortælle noget interessant. Det er dog ikke en film som jeg vil anbefale til nogen, med mindre at man er specielt stærk i troen på sig selv og personligt, vil jeg hellere se Irrevisible 10 gange i træk end jeg vil se Martyrs igen. Det vælger jeg at tage som et markant tegn på, at filmen virkede.
Efter det, havde jeg opgivet at få det godt igen, så jeg fodrede ubehagen i stedet. Derfor fik jeg langt om længe set Kim Jee-Woon’s (The Good, The Bad & The Weird, Tale of Two Sisters) seriemorder thriller I Saw the Devil. Filmen er en del af strømmen af effektive og skræmmende asiatiske hævnfilm og efter min mening er den helt oppe og konkurrere med de bedste (Oldboy, Sympathy for Mr. Vengeance, Memories of Murder). Det starter simpelt nok ud, en politimands jagt på en morder, men det eskalerer hurtigt og ender nærmest i en konkurrence om, hvem der er det ondeste og mest modbydelige menneske. Lee Byung-Hun (The Good, The Bad, The Weird) og Choi Min-Sik (Oldboy) spiller begge helt igennem fantastisk og filmen er lige så brutal som man kunne håbe/frygte. I Saw the Devil markerer også den første gang siden jeg var en lille dreng, at en film har tvunget mig til at se væk fra skærmen, desværre var der stadig lyd på så min hjerne indsatte høfligt det billede som jeg prøvede at undgå. Tak skal du have, nu har jeg varrige mén.
Det var en hård omgang og jeg lover, at de næste film er noget lettere at håndtere. Som sagt, vil jeg ikke rigtig anbefale nogen af filmene, men hvis man tør at give dem et forsøg, så er det 3 sublime filmoplevelser.
Anti-Hollywood Week: [Rec]3: Génesis
Instrueret af Paco Plaza
Skrevet af Paco Plaza
Med Leticia Dolera, Diego Martin, Javier Botet, Álex Monner, Claire Baschet og Ismael Martinez
Found footage genren har været voldsomt populær de sidste mange år og hvor de fleste bruger det som en dårlig undskyld, for ikke at bruge penge på deres film, så har der også været nogle gode i mellem, så som superheltefilmen Chronicle, monsterfilmen Cloverfield, den norske Trolljegeren og [REC] serien. Paco Plaza og Jaume Balagueró skrev og instruerede de to første film sammen, men de har nu delt sig og står bag hver deres [REC] sequel. Paco Plaza har lavet dette kapitel, mens Jaume Balagueró står for det komme kapitel, der har fået titlen Apocalypse. Med [REC]3: Génesis har Plaza taget en knap så gennemtænkte beslutning, at bryde med found footage traditionerne og størstedelen af filmen er faktisk bare en regulær horrorfilm.
Man kan nu tilføje et nyt emne til listen over ting, som jeg er godt og grundigt træt af at se i medierne, anden verdenskrig og zombier var der i forvejen og nu kan jeg tilføje religion. [REC]3 indeholder to af disse emner og jeg orker det sgu næsten ikke. Det er selvfølgelig ikke alle der har det sådan og det er fint, men jeg har bare fået nok. Vi mangler bare, at [REC]4: Apocalypse kommer til at foregå i Nazi-Tyskland under anden verdenskrig.
Det lykkelige par, Clara og Koldo, er parate til forholdets næste niveau og springer nu ind i ægteskabets verden. Et stort og flot bryllup er arrangeret og gæstelisten er lang. Under festlighederne begynder familiens pinlige onkel at opføre sig mærkeligt, i starten afskriver gæsterne det bare som endnu en af alkoholikerens drukture, men situationen bliver kun værre. Sideeffekterne af druk inkluderer vel ikke blodigt opkast og lysten til frisk menneskehjerne…
[REC]3: Génesis kan ses på to måder, enten er [REC]-serien og dens instruktør er kørt voldsomt af sporet eller at filmen er en letskjult statement om nutidens gyserfilm. Når filmen 20 minutter inde slukker for de håndholdte kameraere og smider titelkortet på, skifter filmen til en generisk zombie-gyser komplet med sjæleløse karakterer, stupide over-the-top scenarier og plothuller én mas. Den mister fuldstændigt den naturlighed og realisme, som man i found footage genren kæmper så hårdt for at opnå. Hvis det er et metafor for den standart man har vænnet sig til i moderne horrorfilm, så er det et modigt og effektivt eksperiment, men det er også en anelse dumdristigt at ofre sin film for det budskab. Under alle omstændigheder er det en fiasko for en rimelig vigtig entitet, nemlig seeren.
Et af filmens få lyspunkter er den kvindelige hovedrolle, Leticia Dolera, som er intet mindre end gudesmuk. Hendes smil blænder igennem til brylluppet og hun formår at beholde skønheden, selv når hun står med en drønende motorsav og er søllet ind i zombieblod… vent, det lyder perverst, hun er også langt den bedste skuespiller i filmen. Hvorom alting er, så er hun grunden til at filmen ikke får en endnu lavere karakter. Det ændre dog ikke ved, at [REC]3 er stor skuffelse og selvom Paco Plaza nu har bevist, at han kan følge gængse filmkonventioner, så burde han havde gjort det et andet sted.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Det er fuldt ud normalt, at kirker har ulåste antikke ridderrustninger til fri benyttelse.
Hvad kan Hollywood lære? Jeg er træt af zombier.
Film Review: The Cabin in the Woods
Instrueret af Drew Goddard
Skrevet af Joss Whedon og Drew Goddard
Med Kristen Connolly, Chris Hemsworth, Anna Hutchinson, Fran Kranz, Jesse Williams, Richard Jenkins og Bradley Whitford
En anmelders job, kan til tider være ret kompliceret. Det er ikke fordi, det er specielt svært eller hårdt, men nogen gange støder man på film, som gør en anmeldelse til en næsten umulig udfordring. Drew Goddard og Josh Whedons The Cabin in the Woods er en af den slags film.
Først og fremmest, er det en af den type film som er bedst, hvis man går den i møde med mindst mulig viden om den. Flere af filmens overraskelser kan hurtigt blive ødelagt af bare den mindste viden, så derfor er det generelt en god idé at lave et totalt medie blackout og ikke se nogen trailers eller andet relateret reklamemateriale. Alene derfor kan en anmeldelse være ganske svær at skrive, men man kan være helt rolig, dette er et spoiler-frit område og jeg har endda undladt at skrive en skuespillers navn på rollelisten, for selv det ville være en spoiler.
Den næste komplikation er nærmest modsat af det ovenstående. The Cabin in the Woods er hvad man roligt kan kalde en anmelder-film eller en filmbuffs drøm, en film hvor viden om genren er på grænsen til påkrævet. En anmelder-film ses ofte som en slags kæledægge for en stor skare af anmeldere og høster sandsynligvis skyhøje karakterer, mens den almene biografgænger trækker på skuldrene og ser uforstående på alt den kærlighed som filmen bader i. Eksempler på dette kunne være film som Quentin Dupiexs Rubber, Nicolas Winding Refns Drive og Terrence Malicks The Tree of Life, men også i mindre grad en mere mainstream film som Gore Verbinskis Rango, som jeg vil påstå kun bliver bedre hvis man nærer en stærk kærlighed for filmmediet. The Cabin in the Woods falder 100 procent i den kategori, men på den anden side, hvis man læser dette, så har man vel også en eller anden form for filminteresse.
The Cabin in the Woods’ historie er en af de ældste i horrorgenren. En gruppe unge tager på en forlænget weekend i en afsidesliggende hytte, alene med det formål at feste og pludselig går det alting galt. Det hele er lige der i titlen, der er en hytte i en skov og det er det… eller er det?
Instruktøren Drew Goddard og manuskriptforfatteren Joss Whedon har arbejdet sammen mange gange før, mest på tv med serier som Buffy og Angel. Whedon stod, som bekendt, for kæmpesuccesen The Avengers for nylig mens Goddard prøvede det store lærred med manuskriptet til Cloverfield. Vanen tro for de to, så byder The Cabin in the Woods på skarp dialog, god humor, kreativitet og et helt vognlæs af referencer til alverdens popkultur. Filmen er en sand guldgruppe for den observante horror-fan, da den nærmest er en dekonstruktion af den ofte kliché-tyngede genre. Der bliver let og ubesværet leget rundt med éns forventninger, prikket drillesygt til gamle klassikere og gjort kærligt grin med genrens typisk usandsynligt naive karakterer. Som en filmelsker, plantet midt i målgruppen, fik jeg en masse grin og halvanden times god solid underholdning ud af The Cabin in the Woods, men jeg kan kun forstille mig, at man får en del mindre ud af filmen hvis man ikke besidder den samme interesse for film eller genren. En af omkostningerne ved at det hele bliver så meta og referencefyldt, er at The Cabin in the Woods desværre aldrig bliver sådan rigtig uhyggelig, men det er en pris jeg er villig til at betale.
Som en afslutning på denne lettere impotente anmeldelse, giver jeg The Cabin in the Woods den respektable karakter 8 ud af 10, men jeg har en fornemmelse af ved gensyn, vil jeg sikkert syntes endnu bedre om denne specielle oplevelse. Anmeldelsen må nøjes med den knap så gode karakter 5 ud af 10, på grund af forvirrende sprog, håbløse referencer og generel selvhøjtidlighed.
Game Review: The Walking Dead: Episode 1
Telltale Games har de sidste mange år været kendt som kongerne af de moderne adventure-games. De har med Monkey Island, Sam & Max, Wallace and Gromit og Back to the Future bevist at de altid leverer spil af høj kvalitet og med masser af humor. Jeg har dog længe følt, at tiden er løbet lidt fra denne type af klassisk gameplay, ellers er det måske bare mig som ikke har tålmodighed til den slags længere. Dette står dog til at ændre sig med Telltales nyeste serie, The Walking Dead.
Telltale Games har med stor succes påtaget sig den populære zombie-serie, kendt fra Robert Kirkmans tegneserie og den fremragende tv-serie som Frank Darabont startede på den amerikanske tv-kanal AMC. I The Walking Dead: Episode 1, som bærer titlen “A New Day”, kombinerer de deres velkendte gammeldags adventure games stil med mere moderne direkte kontrol ala Heavy Rain og et dialog-system som smager lidt af spil som Alpha Protocol og Mass Effect. Det virker måske som en lille ændring, men giver en større indlevelse i begivenhederne og det fungerer fremragende.
Historien og karaktererne er i fokus, med flere svære beslutninger som kan føre til dramatiske ændringer i éns desperate flugt fra de vandrende døde, men det betyder ikke at man bare kan snakke sig igennem dommedagen, du får skam brug for både hurtige reflekser og snarrådighed for at komme igennem strabadserne. Production values er helt i top, med en lækker tegneserie-agtig stil og suverænt stemmeskuespil. Det er holdt i tegneserie-stilen, fordi spillet læner sig mest op af tegneserien, men det betyder ikke at fans af tv-serien behøver at føle sig snydt, da det er en fantastisk udvidelse af universet.
Serien udkommer i episoder til ca. 30 kroner stykket, hvilket er mindre end lejeprisen på en film og med minimum 2-3 timers intelligent historie og intens zombiehorror, er det bestemt prisen værd. Der kommer i alt 6 episoder og de står til at komme med en måneds mellemrum.
MMXi: Best Horror
Runners-Up: Stake Land, Julia’s Eyes, Rare Exports og Tucker & Dale vs. Evil
Der var bestemt ikke nogen overflod af kvalitets horror i 2011, det stod så slemt til at der faktisk var forsvindende få rendyrkede horrorfilm og et endnu mindre antal, som jeg kan kalde klassikere og som jeg kunne forestille mig at komme tilbage til i fremtiden. Selv om årets gyser-uge, Nights of Horror II, gik meget bedre end forrige år, så kom der heller ikke megen hjælp fra den side. Jeg vil dog nævne The Ruins og Bug, begge fra den uge, som var fremragende horrorfilm, men desværre falder udenfor tidsrammen for nomineringerne til denne kategori.
Stake Land var det tætteste man kom på en rendyrket horrorfilm i 2011. Jim Mickles dystre vampyr/dommedags/overlevelsesfilm var skræmmende og velspillet. Det var egentlig The Road med en ekstra dosis vampyrer og det var præcist så godt som det lyder. Julia’s Eyes tilhører den gamle skole af horror-thrillers, som lever mindst lige så meget på sin stemning som sin historie. Det var en af den slags film, hvor det var det der blev antydet som var uhyggeligt, mere end det der var åbenlyst. Filmen har meget til fælles med Pang brødrenes The Eye og selv om den ikke er lige så god, så er den stadig værd at se.
En gyserfilm sat i juletiden og med julemanden som den frygtindgydende trussel, er ikke noget man ser så tit, men den finske Rare Exports bar sit særpræg med glæde. Tucker & Dale vs. Evil var lavbudgets horror-komedie i bedste Evil Dead stil. Den legede med alle de kendte gyser klichéer i yderst godt humør og med spandevis af blod.
Trolljegeren så found footage genren gennem sin helt egen optik og var en ubeskriveligt mere interessant film på grund af det. Filmen var rigtig godt skruet sammen, stemningen og humoren hjalp historien fornemt på vej og de altafgørende trolde var fantastisk visualiseret. Så selv om året ikke var det bedste for alle dem som elsker horrorfilm, så fik man stadig film som Trolljegeren, film som prøver at gøre noget specielt og lykkedes.
