Posts Tagged ‘Horror’
SAW VI [2009] 
Instrueret af Kevin Greutert. Skrevet af Patrick Melton og Marcus Dunstan
Med Tobin Bell, Costas Mandylor, Mark Rolston, Betsy Russell, Tanedra Howard, Shawnee Smith, Peter Outerbridge, Devon Bostick og Shauna MacDonald
Jeg hader Quentin Tarantino. Det virker måske som en underlig sætning, at starte en anmeldelse af en Saw-film med. Jeg elsker hans film, men hvis han ikke havde været venner med Eli Roth, så havde vi aldrig fået den skrækkelige Hostel, derved havde der ikke været noget kaldet “torture porn” og vi havde ikke fået en røvfuld elendige Saw-film. Jeg hader selvfølgelig folk mere, fordi de er skyld i at filmene tjente penge og derfor blev ved med at udkomme.
Lige som de andre film i serien, så er Saw VI tynget af historie, ADHD klipning og konstante flashbacks. Noget af det som ikke giver nogen mening, hvis man tænker over det, er at næsten alle filmene foregår samtidig og Saw IV bruger meget tid på at forklare dette. Det er kedeligt og uinteressant, men det er blot en sekundær ting, i forhold til at det er en film uden stemning, spænding eller fungerende chok. Den er fuldt ud afhængig af sine pinlige gore effekter, da den ikke har andet at byde på. En skræmmende tanke, fordi det er gore for gores skyld og det er ikke specielt effektivt.
Skuespillet er også horribelt, hovedpersonen Costas Mandylor er ganske enkelt talentløs. Storebror Roderick fra Diary of a Wimpy Kid, er nemt det bedste i filmen og det siger en del.
SAW 3D [2010] 
Instrueret af Kevin Greutert. Skrevet af Patrick Melton og Marcus Dunstan
Med Tobin Bell, Costas Mandylor, Betsy Russell, Cary Elwes, Sean Patrick Flanery, Gina Holden, Lawrence Anthony, Dean Armstrong, Shauna MacDonald og Chester Bennington
Skaberne af Saw-serien, har så stor forståelse for hvad folket vil have, at i dette sidste kapitel er vi så heldige, at vi får elendighederne med 3D krymmel. Det er sygeligt svært at skrive denne anmeldelse, med begge hænder i vejret af ren jubel.
Saw 3D gør noget man aldrig må gøre i en horror-franchise, den bryder sine egne regler. Jeg kan godt forstå at det skal gøre det mere skræmmende og uforudsigeligt, men det gør det blot endnu mere ligegyldigt og irriterende. Det virker også som om, at folkene bag franchisen, aktivt leder efter de dårligste skuespillere i industrien, for i denne film er Sean Patrick Flanery det bedste professionen har at byde på. Young Indiana Jones er bestemt ikke nogen god skuespiller, men i sammenligning med de andre er han fantastisk. Også selvom at man stadig ikke kan genkende ham efter hvad der nu end er sket med hans ansigt.
Jeg ved ikke, om det er på grund af 3D-teknologien eller hvad, men farverne i filmen er særdeles fucked up. Det hele har et underligt pastel look og blodet er nærmest pink.
Instruktøren Kevin Greutert, hovedrollen Costas Mandylor og flere andre fra serien, kan nu uden problemer skrives på “Just Retire, Please!” listen.
Jeg sidder tilbage, nu hvor serien er slut, med det altoverskyggende ønske, at jeg aldrig kommer til at se en Saw-film igen. Et ønske, som jeg egentlig også sad med for seks film siden.
Det var en hård start på Nights of Horror, men jeg forholder mig stadig positiv, resten af filmene kan da ikke være lige så dårlige, kan de?
De mørke og kolde vinterdage nærmer sig med hastige skridt. Jeg har fundet et trygt og varmt tæppe, slukket alt lyset og gør mig nu klar til at blive skræmt fra vid og sans. De næste mange dage står på horrorfilm og ikke andet. Jeg vender snart tilbage, hvis jeg overlever de første film…
Så er det snart blevet den tid, hvor filmelskeren i mig atter skal straffes, med en hel uge hvor der kun står horrorfilm på menuen. Jeg har samlet en ordenlig spandfuld kandidater inden for genren og fordelt dem i tre kategorier ud fra vigtighed. Hvis man har set nogle af disse potentielle stinkere, så er man selvfølgelig velkommen til at foreslå rotationer i listen, da den på ingen måde er endelig og det ville være rart, hvis jeg kunne se nogle film som var bare en anelse bedre end sidste år.
HEADLINERS:
Red State (Kevin Smith)
The Dead (Ford Brothers)
Let Me In (Matt Reeves)
Wake Wood (David Keating)
Insidious (James Wan)
Dark Floors (Pete Riski)
The Last Exorcism (Daniel Stamm)
Stake Land (Jim Mickle)
House of the Devil (Ti West)
2ND TIER:
The Ward (John Carpenter)
The Rite (Mikael Håfström)
Eden Lake (James Watkins)
The Silent House (Gustavo Hernández)
Paranormal Activity (Oren Peli)
Paranormal Activity 2 (Tod Williams)
Saw IV (Kevin Greutert)
Saw 3D (Kevin Greutert)
Fritt Vilt III (Mikkel Brænne Sandemose)
My Soul to Take (Wes Craven)
Last House on the Left (Dennis Iliadis)
I Spit on Your Grave (Steven R. Monroe)
BACK-UPS:
Splinter (Toby Wilkins)
The Ruins (Carter Smith)
Bug (William Friedkin)
51 (Jason Connery)
Hatchet II (Adam Green)
Teeth (Mitchell Lichtenstein)
The Haunting in Connecticut (Peter Cornwell)
Murder Party (Jeremy Saulnier)
Blood Car (Alex Orr)
The Loved Ones (Sean Byrne)
Behind the Mask (Scott Glosserman)
Botched (Kit Ryan)
Instrueret af Joe Cornish
Skrevet af Joe Cornish
Med John Boyega, Nick Frost, Jodie Whitaker, Luke Treadaway, Terry Notary og Paige Meade
2011 UK 89 min Science Fiction / Komedie / Horror
“Inner City vs. Outer Space”
Jeg har længe haft den mening, at i forhold til hvordan verdenen ser ud i dag med alt den åbenhed og inter-nationalitet som internettet har givet os, samt den øgede tilgængelighed af udenlandske medier, så er der ikke længere mange brugbare undskyldninger tilbage, for at man ikke kan forstå engelsk. Personligt, havde jeg selvfølgelig engelsk i skolen og klarede mig ganske udmærket, men hvad der er mindst lige så vigtigt er, at jeg har set engelsksprogede tv-serier og film siden at jeg var barn. Uden at komme for langt over i rygklapper-territorium, så forstår jeg størstedelen af talt engelsk, med mindre det bliver dybt teknisk og jeg har forsøgt at undgå danske undertekster på engelske og amerikanske film de sidste 10 år. Man kan med rette sidde og spørge sig selv, hvad har alt det her med Attack the Block at gøre?
Da Attack the Block fik distributør i USA, var der stort postyr på internettet, fordi man overvejede at udgive den med undertekster. En engelsk film med engelske undertekster til et engelsksproget publikum. Det virker lidt latterligt, men for en gangs skyld er jeg faktisk på den anden side end dem som brokker sig på internettet. Jeg syntes det er fuldt ud okay, at der er undertekster på filmen. Jeg så den uden og fik størstedelen med, men filmen er så proppet med slang, at det er forståeligt hvis nogen gerne vil have et sikkerhedsnet i form af underteksterne. At jeg så mener at det skal være engelske tekster og ikke danske, er en helt anden snak, men nu skal vi videre til selve anmeldelsen.
En maskeklædt bande af unge bliver afbrudt, midt i et gaderøveri, af et faldende objekt fra himlen. Da de undersøger nærmere, finder de et gråt lille væsen som angriber og derefter flygter. Det kan de selvfølgelig ikke lade stå ubesvaret, så de jagter dyret, slår det ihjel og tager liget med som et trofæ. Det skulle de dog ikke have gjort. Væsnet er på ingen måde alene og de unge drenge må pludselig flygte for deres liv. De søger sikkerhed i deres boligblok, men den bliver hurtigt omringet og det er kun et spørgsmål om tid, før væsnerne bryder ind.
Det er utroligt modigt og/eller dumdristigt, at åbne filmen med en scene, hvor vores hovedpersoner truer en ung pige med en kniv og stjæler hendes ting. De er fra start afbilledet som nogle yderst usympatiske individer og jeg kan sagtens forstå, hvis der er nogle som falder fra allerede der, men efter min mening kan filmen bære den tunge byrde. Det er til filmens kredit, at man i løbet af den korte spilletid, begynder at holde med dem som man lærer mere om deres karakterer og følger deres udvikling. Det er en svær opgave, som bliver løst fordi det er så forbandet godt skruet sammen, skrevet og ikke mindst spillet.
Instruktøren og manuskriptforfatteren, Joe Cornish, har arbejdet sammen med Edgar Wright på Shaun of the Dead og Hot Fuzz, desuden har de også skrevet den kommende Tintin film sammen. Attack the Block er sammenlignelig med Shaun of the Dead, ikke så meget i filmens overordnede tone, men i hvordan man i begge film, tager en eksisterende genre og blander den med en ordentlig portion humor, filmreferencer ad libitum og et målrettet fokus på karaktererne. Lige som i Shaun, er dialogen smart, velskreven og ofte meget morsom.
Det hjælper også at alle hovedpersonerne bliver spillet fremragende af det ukendte unge cast. De fortabte streetkids og den unge kvinde, som de røver, spiller rigtig godt. John Boyega, som spiller gruppens leder Moses, excellere dog mere end nogen anden og fortjener at få en stor plads i filmindustrien i fremtiden. Den eneste som falder lidt udenfor, er Shaun of the Deads Nick Frost, som her er en anelse ligegyldig. Det virker mest som en vennetjeneste og et forsøg på at have et kendt ansigt på rollelisten.
Filmens effekter og creature design er lavet af Double Negative, holdet bag effekterne i Inception, The Dark Knight, Paul og Scott Pilgrim. Deres arbejde i Attack the Block, er intet mindre end sublimt. De formår at få det absolut maksimale ud af filmens begrænsede budget. De væsner som de har skabt, er kreative, flot udført og nogle af de mere memorable monstre i nyere tid.
Attack the Block er et forfriskende pust af underholdende og sjov monster-action. Den overtager ikke pladsen fra Shaun of the Dead, men det er uden tvivl en af de bedste filmoplevelser at jeg har haft i år.
Se også: Shaun of the Dead
Instrueret af Dustin Mills
Skrevet af Dustin Mills
Med stemmer af Steve Rimpici, Bart Flynn, Dustin Mills, Ethan Holey, Erica Kisseberth og Brandon Salkil
2010 81 min. US Dukkefilm / Horror / Komedie
Det er altid spændende at rode igennem alle de obskure film, der fylder filmindustriens mørke og aflåste kælder, i en konstant jagt efter et eller andet ukendt og overset fund. Resultatet af skattejagten blev, denne gang, den lidt-sete dukkefilm fra sidste år, The Puppet Monster Massacre. Filmen er en kærlig og ultra low-budget hyldest til 80’ernes horrorfilm, udført gennem tøjdukker i en sær blanding af Sesame Street og Peter Jacksons Meet the Feebles.
Historien er en klassiker indenfor gyserfilm genren: 5 tilfældigt udvalgte unge, får muligheden for at vinde en million dollars, men først må de overleve en nat i den skumle doktors hus. Der er nogle gode grin, der er ofte blod overalt, dukkerne er udmærket lavet og Dustin Mills gør ganske kreativ brug af et eller andet tilfældigt baggrundsprogram på computeren, som er med til at give mange af scenerne en sær dybde. De fleste af stemmerne fungerer fint, især Mills selv, som er ret sjov i rollen som den filmrefererende nørd Raimi. Traileren til filmen gør meget ud af, at fortælle at Steve Rimpici og Bart Flynn har lagt stemmer til store computerspil som Red Dead Redemption og Metal Gear Solid. Det den ikke fortæller noget om, er at det kun er i yderst begrænsede roller som henholdsvis Enemy Soldiers og Pedestrian/Background Character.
Desværre er The Muppet Monster Massacre langt fra så vellykket, som man kunne have håbet. Det hele er lige en tand for simpelt, filmens flow halter jævnligt og der bliver hurtigt lagt mere vægt på pruttehumor, i stedet for at skrive reelle jokes. Men selvom resultatet ikke er vellykket, så er det alligevel en af den slags film, som jeg vil nyde at smide på fjernsynet en sen lørdag aften, hvor man er omgivet af venner og kolde øl. Den er lige tilpas useriøs og tåbelig nok til at udfylde den funktion, at ligge klar i gemmerne til en tid hvor alkohol har sænket ens intelligens rigeligt og sådanne film skal der jo også være plads til.
I en perfekt verden, ville alle de ukendte værker man finder dybt i filmkælderen, være uslebne diamanter. The Puppet Monster Massacre er desværre blot en sten, en underlig og halvvejs interessant sten, men dog stadig blot en sten.
Se også: Meet the Feebles
Instrueret af Scott Charles Stewart
Skrevet af Cory Goodman over Min-Woo Hyungs tegneserie
Med Paul Bettany, Maggie Q, Karl Urban, Cam Gigandet, Christopher Plummer, Lily Collins, Stephen Moyer, Brad Dourif og Mädchen Amick
2011 US 87 min. Science Fiction / Action / Horror
Scott Charles Stewart stormede, i starten af 2009, ind på filmscenen med den religiøse actionfilm Legion. Filmen havde en fantastisk plakat og et godt koncept, men det færdige produkt var en ganske horribel film, med forfærdeligt skuespil og dødfødte actionscener. Nu genforenes han med Paul Bettany og gentager næsten bedriften.
Det er muligt at Scott Charles Stewart har studeret film, men det er højst sandsynligt ikke på en filmskole hvor man rent faktisk lærer om ting som konstruktion, teknik eller fortællestil. Det er snarere et spørgsmål om, at han har set en masse film og følt at det har gjort ham i stand til selv at instruere en. Det er dog ikke tilfældet.
Priest er alle film før den. Der er ikke en eneste original idé, frisk dialog eller underholdende actionscene at finde noget sted i filmen. Det er kliché, i den reneste form. Det er så tæt man menneskeligt kan komme på kreativ bankerot, inden man begynder at lave film for The Asylum.
Filmen kan dårligt sætte en fod forkert, før den er faldet af andre grunde. Det starter slemt, med en elendig tegnefilmsekvens, en ting som ikke har virket for nogen film siden Kill Bill, så det kunne være rart hvis folk holdte op med at forsøge at kopiere det. Det bliver ikke meget bedre som filmen skrider fremad. Paul Bettany er omgivet af dårlige skuespillere som Cam Gigandet (Burlesque, The Roommate) og Maggie Q (The King of Fighters, Live Free or Die Hard), manuskriptet får én til at krumme tær og filmen bliver, værst af alt, aldrig underholdende.
Af filmens meget få lyspunkter, kan man nævne lækkert overspil fra Karl Urban og nogle til tider udmærkede computereffekter. Det er dog ikke nok til at ændre nogens holdning. Men hvis man skal se lidt positivt på det, så kan man sige at hvis Scott Charles Stewart forsætter på denne måde, så kan det være at han laver en middelmådig film næste gang.
Kan ikke anbefales, man skulle hellere holde sig i dagslyset.
Se i stedet: Blade II
Instrueret af Wes Craven
Skrevet af Kevin Williamson
Med Neve Campbell, Courtney Cox, David Arquette, Emma Roberts, Alison Brie, Hayden Panettiere, Rory Culkin, Anthony Anderson, Adam Brody, Mary McDonnell, Eric Knudsen, Heather Graham, Kristen Bell og Anna Paquin
2011 US 111 min. Horror / Komedie
New Decade. New Rules.
Tilbage i 1996, var horror-genren fanget i en uinspireret og søvndyssende tomgang. De gode og interessante udgivelser i genren var få og langt imellem. Det ændrede Scream på. Wes Cravens postmoderne og humoristiske film pustede nyt liv i horrorgenren og genoplivede den næsten helt uddøde slasher film. Efter Screams succes, blev markedet oversvømmet med mindre heldige kopier og selv de to efterfølgere til Scream, formåede ikke at leve op til originalen.
Med tiden blev serien mere og mere referencefyldt, både til sig selv og til andre film i genren. Den store mængde af in-jokes er som at balancere på en knivsæg. For de indviede, fans af genren, er det som at filmen er lavet til dem og man er en del af fællesskabet, men på den anden side, bliver filmene også mere og mere ugennemtrængelige for det almindelige publikum. Den første Scream kommenterede og satiriserede de velkendte horror-klichéer, Scream 2 angreb efterfølgerne og historien var bygget rundt om en film, Stab, baseret på den første films begivenheder og Scream 3 tog fat i trilogierne og foregik under optagelserne til Stab 3, så man teoretisk havde to af alle karaktererne. Nu skriver vi 2011 og horrorgenren er et meget mere brutalt og kynisk væsen. Har Scream overhovedet en plads, er der brug for en fjerde film og hvor meta kan man blive før filmen knækker?
Scream 4 svarer samtidig på alle disse spørgsmål og ingen af dem, men en ting er sikker, det er en langt bedre oplevelse end man kunne have frygtet.
Der er gået 10 år siden The Ghostface Killer var løs i Woodsboro. Det originale offer, Sidney Prescott, har lagt det hele bag sig og har fundet succes som forfatter. PR-touren for hendes nye bog, tager hende tilbage til hvor det hele startede og der bliver hun genforenet med de andre overlevende fra massakren. Dewey Riley og Gail Weathers er nu gift, Dewey er blevet byens sherif og Gail har lagt journalistikken bag sig. Sidney benytter også muligheden for at besøge hendes kusine Jill og hendes filmfanatiske skolekammerater. Det varer dog ikke længe før at Ghostface slutter sig til den lille genforening og Sidney er atter jaget vildt.
Scream 4 kommer på ingen måde til at bærer den samme betydning som den originale film, den kommer heller ikke til at ændre meget i nutidens genrebillede og det føles hele tiden som om at Wes Craven og Kevin Williamson holder igen og aldrig rigtig udnytter filmens meta-niveau til det fulde potentielle. Det betyder ikke at, det ikke er en underholdende film og den er uden tvivl bedre end de mange andre sequels og remakes der fylder horrorgenren. 
Uden at afsløre noget, så starter filmen så stærkt ud, at jeg i et kort øjeblik var overbevist om at jeg var vidne til noget ganske unikt. Den obligatoriske introsekvens er velskreven og intelligent. Hvad mere er, så er den overraskende og det er mere end man kan sige om det meste af den resterende spilletid. Efter starten, forfalder filmen til en forholdsvis almindelig slasher film, omend en med masser af referencefyldt dialog. Det er ret sjovt at se på, men det er bare ikke noget specielt.
Rollelisten er, lige som de andre film i serien, fyldt til randen med skuespillere som er mest kendt fra tv. De tilbagevendende karakterer er ikke overvældende interessante. Neve Campbell er præcis så ligegyldig som hun plejer at være, David Arquette forsøger forgæves og Courtney Cox ligner endnu en skuespillerinde, som er faldet i Hollywoods botox-fælde. De ny karakterer er for det meste udmærket med ok præstationer fra Emma Roberts (It’s Kind of a Funny Story), Alison Brie (Community) og Rory Culkin (Mean Creek). Den skuespiller som overraskede mig mest, var Hayden Panettiere (Heroes) som er frisk og sjov gennem hele filmen. Nok til at fjerne “save the cheerleader, save the world” billedet fra min hukommelse og håbe på at man ser mere til hende i fremtiden.
Scream 4 ender med at være en underholdende tur tilbage til Woodsboro, men i modsætning til originalen, er det en film som man ikke kommer til at huske længe efter at man har forladt biografmørket.
Se også: Sorority Row
Med den fjerde film i Wes Cravens postmoderne gyserserie Scream lige på trapperne, besluttede jeg at gå tilbage og se de tre første i serien. Først og fremmest for at få dem genopfrisket i min hukommelse, men også for at se om de stadig kunne holde vand, her mere end et årti senere. Det endte med at være en overraskende, men også en noget blandet oplevelse.
Scream [1996]
Instrueret af Wes Craven
Skrevet af Kevin Williamson
Med Neve Campbell, Skeet Ulrich, Courtney Cox, David Arquette, Matthew Lillard, Jamie Kennedy, Drew Barrymore, Rose McGowan, Liev Schreiber og Henry Winkler
Hvis man, som jeg, var teenager og bare det mindste tilbøjelig til at se gyserfilm i 90’erne, så har man med garanti stiftet bekendtskab med den originale Scream. Filmen er et meget sigende billede af en tid, med sin bidende sarkasme, distancerende ironi og smarte reference-fyldte dialog. Efter at have set filmen igen, var jeg overrasket over hvor god den stadig er, selv efter 15 år og det er også tydeligt hvor meget filmen har gjort for genren. At nogle af de ting er I Know What You Did Last Summer og Scary Movie, kan Wes Craven ikke gøre for.
Lige fra startsekvensen med det overraskende mord af Drew Barrymore, er filmen fantastisk skrevet og den intense spænding er lagt allerede for første minut. Derefter blev det friske, unge og på det tidspunkt lettere ukendte cast introduceret. Neve Campbell var sød og ung, det var vel at mærke før at man fandt ud af at hun er en ganske ubrugelig skuespiller. Det var de færreste der kendte til David Arquette, Jamie Kennedy, Rose McGowan, Matthew Lillard og Skeet Ulrich. Den mest kendte på rollelisten var nok Courtney Cox, som dengang blot var i begyndelsen af sin ti år lange optræden i tv-serien Friends. Skuespillerne har en god kemi med hinanden og det er utroligt hvor meget Skeet Ulrich minder mig om Johnny Depp i hans debutrolle i Friday the 13th. 
Scream er stadig en rigtig god gyser med smart velskreven dialog, gode chokeffekter og den formåede at holde publikum på tæerne hele vejen igennem. De mange falske spor og glimrende twists gjorde at man ikke gættede morderen indenfor de første 10 minutter, sådan som det er tilfældet i de fleste andre slasherfilm. Filmen er dog ikke perfekt, den tredje akt føles forhastet i forhold til opbygningen og så er der en håndfuld klip som er så elendige at klipperen burde være fyret for det. Det er dog stadig en god oplevelse og det er mere end man kan sige om de andre.
1996 Karakter: 8/10 – 2011 Karakter:
Scream 2 [1997]
Instrueret af Wes Craven
Skrevet af Kevin Williamson
Med Neve Campbell, Courtney Cox, David Arquette, Jamie Kennedy, Liev Schreiber, Timothy Olyphant, Jerry O’Connell, Rebecca Gayheart, Portia de Rossi, Jada Pinkett Smith, Omar Epps, Heather Graham, Sarah Michelle Gellar, Joshua Jackson, Laurie Metcalfe, Tori Spelling, Luke Wilson og Selma Blair
Allerede et år efter, gik turen tilbage til Woodsboro. Tilbage i ‘97 elskede jeg denne efterfølger, men efter gensynet er følelsen vendt til noget der minder mere om had. Filmen er dårligt startet før den første fod er sat forkert og sådan forsætter det resten af vejen. Filmen har en introsekvens, hvor der lige som i etteren, bliver slået nogle kendte skuespillere ihjel. Denne gang er det Jada Pinkett og Omar Epps der står for skud, men der er ingen intelligens eller humor at finde her. Scenen foregår til en helt igennem psykopatisk biografforestilling, hvor folk går fuldstændig amok og så spiller Jada Pinkett en irriterende sterotyp sort kvinde, der ikke laver andet end at sidde og skrige af filmen. Så er tonen sat og jeg kan, ved gud, ikke forstå hvordan jeg nogensinde har fundet dette bare det mindste interessant.
Scream 2s største problem er at den er dræbende kedelig, der sker næsten ingenting i løbet af den første time. Filmen bruger den tid på, at introducere en masse nye karakterer, bare se på den overfyldte rolleliste. Størstedelen af de nye karakterer er yderst uinteressante, men der er et par stykker som trækker opmærksomhed. Timothy Olyphant har en af sine første roller, her med en meget lysere stemme end den ru røst han ligger for dagen i Justified. Portia de Rossi fra Ally McBeal har en tidlig rolle, men her er hun mere unibrow end hun er lækker. Og så har Liev Schreiber, i modsætning til etteren, en rigtig rolle men det er tydeligt at han er meget bedre end dette bavl.
På det tidspunkt hvor der så endelig sker noget, er det hele bare så forbandet dårligt skruet sammen. Der er ingen spænding og ingen velfungerende chokeffekter. Hvad man ikke vidste dengang, var at seriens problemer først lige var begyndt, det blev meget værre i den næste film.
1997 Karakter: 8/10 – 2011 Karakter:
Scream 3 [2000]
Instrueret af Wes Craven
Skrevet af Ehren Kruger
Med Neve Campbell, Courtney Cox, David Arquette, Jamie Kennedy, Liev Schreiber, Patrick Dempsey, Lance Henriksen, Roger Corman, Jenny McCarthy, Parker Posey, Emily Mortimer, Patrick Warburton, Carrie Fisher, Kevin Smith og Jason Mewes
Der gik tre år, før at Scream serien vendte tilbage, men denne gang var det uden manuskriptforfatter Kevin Williamson. Ehren Kruger overtager skrivemaskinen og det går bestemt ikke i den rigtige retning. Kruger har tidligere skrevet gode manuskripter som Arlington Rd. og den amerikanske The Ring, men han har også skrevet endelige ting så som Reindeer Games, Imposter, Blood and Chocolate og ikke mindst de sidste to Transformers film.
Det er ikke specielt sjovt, intelligent eller overraskende. Det sidste er måske ikke helt rigtigt, fordi første gang man ser filmen, så er morderens identitet faktisk overraskende. Men det er til gengæld også snyd, fordi det er ingen kunst at lave et twist som publikum ikke har gættet, hvis det ikke giver nogen mening, bare se Heavy Rain for endnu et perfekt eksempel på dette. Filmens plot er både tåbeligt og plat, men problemerne starter længe før slutningen, fordi filmen forsætter hvor toeren slap og introducerer endnu engang et hav af dumme nye karakterer. Filmen er desværre også lige så kedelig som den sidste film, det er lidt et problem hvis man lyser op når Jay & Silent Bob kommer på skærmen i en 10 sekunders cameo, så skete der i det mindste et eller andet.
Et af Scream 3s få lyspunkter er Parker Posey, som er lige så dejlig sindssyg som hun plejer at være. Lance Henriksen og Patrick Warburton er også ok i nogle små roller, men dette bliver kun nævnt fordi der virkelig ikke er meget andet positivt at snakke om.
2000 Karakter: 4/10 – 2011 Karakter:
Efter gensynet med Scream-filmene er jeg faktisk en anelse skuffet og en del mere nervøs for en fjerde film. Den originale Scream holder stadig og er en rigtig god slasherfilm, men de to andre kunne jeg godt være foruden og skræmmende nok ser det ud til at Scream 4 følger trenden og propper selv plakaten med masser af nye karakterer.
Jeg havde heller ikke regnet med, at den karakter som jeg samlet set bedst kunne lide i serien, var Randy som bliver spillet af Jamie Kennedy. Jeg er ikke den store Kennedy fan og han har heller ikke lavet noget af værdig siden, men i Scream-filmene fungerer han som historiens anker. Det er ham som forklarer filmens regler og han har aldrig været sjovere.
Jeg syntes også at det er ganske bemærkelsesværdigt, hvis man ser tilbage på den første film og hvordan den skulle være fyldt med alle de friske nye talenter. Hvor er de nu? Courtney Cox er måske nok den mest kendte, men den eneste der har en real skuespiller-karriere er Liev Schreiber. Han er måske ikke altid med i de bedste film, men han er altid god uanset materialet. Det er ikke meget man ser til Skeet Ulrich, Matthew Lillard, David Arquette, Jamie Kennedy og Rose McGowan. Hvis man endelig skal finde dem, skal man godt nok kigge på de nederste hylder i videobutikken eller på diverse ligegyldige tv-serier.
Serien blev også løbende mere og mere meta. Den kommer tættere og tættere på bare at bryde “the fourth wall” og blinke direkte til publikum. Scream kommenterer konstant reglerne for gyserfilm og lever selv efter dem. Scream 2 starter i en biograf som viser filmen Stab, der er baseret på begivenhederne i den første film. Scream 3 foregår på settet til Stab 3 og filmens skuespillere møder de skuespillere der spiller dem i filmen. Det er ikke første gang at Wes Craven har leget rundt med filmmediets rammer. Wes Cravens New Nightmare foregår på settet af en film som Craven instruerer og som derefter bliver terroriseret af Freddy Kruger, som har taget springet fra fiktion til “virkelighed”. Dette forventer jeg selvfølgelig bliver videreført i Scream 4 og det er lige før at jeg bliver skuffet, hvis det viser sig at det ikke er Wes Craven selv, som er morderen.
Som en lille bonus information, så er Nick Caves Red Right Hand med i alle tre film og det ville da næsten være mærkeligt, hvis den ikke er med i den fjerde.
Formodet Scream 4 karakter: 5/10.
Instrueret af Frank Darabont
Skrevet af Frank Darabont over Stephen Kings historie
Med Thomas Jane, Marcia Gay Harden, Lauren Holden, Andre Braugher, Toby Jones, William Sadler, Jeffrey DeMunn, Nathan Gamble, Alexa Davalos, Chris Owen, Sam Witwer og Frances Sternhagen
2007 US 126 min. Horror / Sci-Fi / Thriller
[Revisit of the Damned er en af de nye features her på siden og fungerer som en counterpart til Destroy My Memories. Revisit of the Damned går, i al sin enkelhed, ud på at gense en film som jeg tidligere har fordømt og se om jeg tog fejl den første gang. En ekstra chance om man vil.]
Det sker af og til, at man går ind til en film med fuldstændig malplacerede forventninger. Om det så er fordi at filmen er solgt forkert af dens marketing, ens egne forvirrede over-bevisninger eller en helt tredje ting. Hvis man er offer for dette, så er det næsten umuligt at ryste af sig og der er nærmest garanti for at filmen aldrig rigtig falder i hak for en.
Stephen Kings The Mist er, for mig, et perfekt eksempel på dette. Jeg gik ind til The Mist med forventningerne om en moderne monsterfilm og det er filmen på ingen måde. Som resultat hadede jeg filmen og det eneste jeg kunne lide var stort set slutningen. Jeg forsøgte herefter ihærdigt at glemme filmen, men den blev ved med at dukke op i samtaler, podcasts og lignende. Den var som en slem sygdom som man aldrig helt kan komme af med.
Med tiden blev jeg træt af at man blev ved med at høre om den og besluttede mig derfor, som en del af Revisit of the Damned, langt om længe at gense filmen. Jeg gav filmen de bedst mulige omstændigheder, ved at se Frank Darabonts directors cut og i sort/hvid som oprindeligt var Darabonts vision. Efter gensynet er en ting åbenlys og den korte version er, at jeg tog fejl. Hør godt efter, kære læser og internettet generelt, for det er ikke noget som jeg anerkender ofte. Jeg tog fejl. Den lange version er, at der er mange ting at hente her.
Efter et voldsomt uvejr, indhylles en lille by i Maine af en altdækkende tåge. En gruppe af byens folk søger tilflugt hos den lokale købmand. Heriblandt kunstneren David Drayton (spillet af Thomas Jane) og hans søn (Nathan Gamble), hans bitre nabo Brant (Andre Braugher), skolelæren Amanda (Laurie Holden), den religiøse Mrs. Carmody (Marcia Gay Harden) og tre soldater på orlov. Den trykkende uvished tager hårdt på de indespærrede beboere og restløsheden spreder sig hurtigt. Nogle få trodser tågen og bevæger sig ud i det ukendte, men det viser sig hurtigt at dette ikke er nogen almindelig tåge og at noget fremmed ligger på lur. Beboerne må nu kæmpe for at overleve det ukendte men samtidig være på vagt hvad den spredende frygt kan gøre ved de folk omkring dem.
The Mist er en hyldest til de klassiske creature features fra 40erne og 50erne. Den dertil passende sort/hvide visuelle side er både stemningsfuld og utrolig stærk. Det virker ganske enkelt fremragende og jeg ville ønske at flere moderne film ville gøre brug af de monokrome billeder som et kunstnerisk valg. Det blev blandt andet brugt med stor succes i Luc Bessons Angel-A, Jim Jarmuschs Coffee & Cigarettes og Coen brødrenes The Man who wasn’t There. Det er ikke en mangel på farver, men en effektiv tilføjelse af tone.
Gruen er krybende og spændingen bygges grundigt op. Filmens computereffekter, som var et af mine store problemer da jeg så filmen første gang, virker meget bedre i sort/hvid og passer godt ind i filmens stil. Jeg vil selvfølgelig stadig ønske at de havde benyttet sig mere af praktiske effekter, men sådan har jeg det med de fleste film og det er ikke længere en hæmsko for The Mist. De ukendte væsner er, når man endelig ser dem, kreative, faretruende og ganske flot lavet.
Det er dog ikke monstrene som er det vigtige, men derimod karakterne. Det brogede persongalleri er fyldt med interessante og veludviklede karakterer. Det ville selvfølgelig ikke betyde meget, hvis skuespillerne ikke var klar på opgaven, men heldigvis sætter hele castet deres bedste fod forrest. Mit største problem, den første gang, var den religiøse og jævnt sindssyge Mrs. Carmody, spillet af Marcia Gay Harden. Jeg hadede hende som pesten. Denne holdning er vendt 180 grader. Jeg hader hende stadig, men det er nu til filmens fordel. Hun er dog ikke den eneste som spiller fremragende, der er også godt spil fra Thomas Jane, Andre Braugher, Toby Jones og den evigt pålidelige karakterskuespiller William Sadler.
Filmens slutning, som var det eneste jeg kunne lide den første gang, var noget af det bedste og mest overraskende i mands minde. Det er den stadig, selvom at jeg ved hvad der kommer, så er det et utrolig stærkt og følelsesmæssigt udmattende punktum for en fantastisk film.
Så der har du det, jeg tog fejl og er lykkelig for det. Alle tager fejl en gang i mellem, nogen mere end andre, det er vel at mærke derfor at jeg lavede denne artikelserie. Jeg slutter hermed af med den varmeste anbefaling af The Mist, så længe at man sparer farverne på sit fjernsyn og ser den rigtige version.
2008 Karakter: 3/10
2011 Karakter:
Runners up: Let the Right One In, Frozen, The Crazies og Pontypool
Gyserfilm har, sammen med komedier, evnen til at fremtvinge den mest direkte og øjeblikkelige reaktion hos publikum. Muligheden for at skræmme seeren, få adrenalinet til at flyde og få folk til at hoppe i sædet via udspekulerede chokeffekter giver gyserfilm en magt som få andre genrer kan prale af. Det er selvfølgelig kun hvis de virker og som man kunne se i Nights of Horror, min filmuge bestående alene af gyserfilm, er dette yderst sjældent. Det sker dog og her er fem af de bedste fra 2010.
Tomas Alfredsons Let the Right One In var allerede skræmmende for mig inden jeg trykkede play på dvdafspilleren. Det var en svensk film, den forgik i 80’erne og så var hovedrollerne besat af børn. Den fejede dog hurtigt den skræk af bordet og erstattet den med dens egen. Den var en velfungerende og stemningsfyldt alternativ vampyrfilm med fremragende spil fra de to børn, Kåre Hedebrant og Lina Leandersson. I Frozen fik Hatchet-instruktøren Adam Green det bedste ud af et simpelt setup, tre venner fanget i en skilift, med et nervepirrende forløb og god kemi mellem de tre hovedpersoner (man skal dog ignorere de lettere useriøse ulve). Ud af den konstante strøm af elendige horror-remakes kom pludselig en gen-indspilning af George Romeros The Crazies som ikke kun var lige så god som originalen, men måske endda bedre. Breck Eisner fyldte filmen med en konstant trykkende stemning, flotte billeder, effektive chok og så hjælper det at filmen er ledet af gode skuespillere som Timothy Olyphant, Radha Mitchell og Joe Anderson. Den canadiske Pontypool gav et friskt pust til en ellers udvandet zombiegenre med skæv humor, rigelige mængder paranoia og en suveræn præstation fra Stephen McHattie (Watchmen, History of Violence).
Christopher Smith følger op på hans to gode men måske en anelse ordinære gyserfilm, Creep og Severance, med den helt igennem sublime Triangle. En fuldstændig fænomenal horror-film der holder seeren på kanten af sædet og formår at overraske hele vejen. Jeg vil ikke afsløre noget, så jeg nøjes bare med at kalde det en genial labyrint hvis udspekulerede plot holder en gættende helt til slutningen uden at bruge billige kneb som eksempelvis M. Night Shyamalan er blevet kendt for.